af Ed J. Gracely, oversat og bearbejdet af Willy Wegner.
Typisk er skeptikere uvillige til at acceptere paranormale påstande. Det gælder eksempelvis påstande om psykiske kræfter, menneskelige energifelter der involverer energier ukendt for videnskaben, målemetoder med ukendte kræfter (såsom dowsing), og forudsigelse af fremtiden med kort eller gennem drømme – medmindre der findes beviser af meget høj kvalitet, der kan underbygger disse påstande. "Ekstraordinere påstande kræver ekstraordinære beviser", siger vi. Fortalere for det paranormale kan sætte spørgsmålstegn ved anvendligheden af denne logik. De ser skeptikere acceptere nogle påstande, såsom dem der fremsættes af den etablerede lægevidenskab, på grundlag af rimeligt gode beviser, mens de kræver fejlfri og noget nær perfekt forskning før paranormale påstande kan godtages.
Intuitivt kan det synes, at når beviser er "gode nok" for én type af påstande så burde de vel også kunne accepteres for andre. I denne artikel vil jeg tage dette spørgsmål op og levere et statistisk grundlag for skeptikernes favoritsætning, men også pege på dens begrænsninger.
Basal logik
Først er det vigtigt at forstå, at af en konklusions styrke er en funktion både af det leverede bevis kvalitet og dets støtte samt det på forhånd givne, at påstanden bliver støttet. Således kan der aldrig være en enkelt standard for "acceptabelt bevis" der vil være tilstrækkelig til imødegå enhver påstand lige sandsynligt. Antag, for eksempel, at en rimelig troværdig kilde fortæller mig (1) at præsident Clinton har nedlagt veto overfor et lovforslag der sætter restriktioner for handlen med Kina og (2) at Newt Gingrich er gået over til Demokraterne. De fleste mennesker ville være meget mere overbeviste om sandheden af det første udsagn end det andet, også selv om kilden er er den samme. Forskellen ligger i den erfaringsmæssige sandsynlighed af påstandene.
En mere præcis formulering kræver af os at opstille den erfaringsmæssige sandsynlighed af en påstand i en form for "odds" til dens fordel. I et forhold med 90% sandsynlighed for at være sand er der 90 chancer for at være sand for hver 10 der er falske. Således er odds 90 til 10, som kan reduceres til 9 til 1. Et forhold med 20% mulighed for at være sand er der 20 chancer for at være sand for hver 80 der er falske. Odds til dens fordel er 20 til 80 eller 0.25 til 1. Det falder mere naturligt at oversætte det sidste forhold til odds 4 til 1 imod forholdet, men beregningerne fordrer af os, at vi arbejder med "til fordel for", selv hvis det er ubetydeligt.
Dele af beviser ændrer odds til fordel for et forhold med en multiplikationsfaktor i forhold til bevisets kvalitet. En god beviskilde ville kunne gange odds med 200. En rimelig måske med 10. Et negativt resultat kunne reducere odds 10-fold. Så lad os sige at min troværdige kilde er god nok til at hans eller hendes støtte til forholdet øger odds 100 fold. Dette ville øge odds for at vetoet fandt sted til, lad os sige 50-50 (1-1 odds) til en 100-1 til fordel for.
På den anden side set er muligheden for at Newt ville skifte pati meget lille, måske 1 til 10,000 (Mærkeligere ting er sket!) Det er odds på omkring 0.00001 til 1 til fordel for. Efter min kilde fremsætter denne påstand, øges odds til 0.01 til 1 til fordel for. Dette er stadig omkring 100 til 1 imod dets sandhed.
Så beviset leveret af min nabo har haft den samme effekt i begge sager, men konklusionen er forskellig på grund af de forskellige erfaringsmæssige sandsynligheder.
Praktiske betragtninger
Princippet et tydeligt, vanskeligheden ligger i anvendelsen. Hvor sandsynligt er det, for eksempel, at systemer som homeopati eller terapeutisk berøring virkelig fungerer? Fortalere argumenterer med at vi må åbne vore sind for nye muligheder og yde disse en rimelig høj erfaringsmæssig sandsynlighed (lad os sige odds 50-50). Herefter vil selv beviser af beskeden kvalitet gøre påstanden ganske sandsynlig. Skeptikere hævder at disse systemer strider mod kendte fysiske love og at deres værdi derfor må antages svage og usandsynlige.
Alternativt har jeg hørt foreslået at man bør droppe argumentet om ekstraordinært bevis og i stedet betragte påstande om det paranormale og alternativ medicin akkurat som de almindelige krav til respektabel og god forskning. Denne tilgang synes fornuftig men har sine alvorlige mangler. Skeptikere er ikke villige til at acceptere muligheden af de fleste paranormale påstande medmindre beviserne er utroligt stærke. Vi risikerer (helt korrekt) at blive opfattet som uærlige hvis vi påberåber os en grundig kvalitetsforskning, og da vender tilbage til argumentet om ekstraordinære beviser såfremt det skulle ske.
Indenfor nogle områder af paranormal forskning, såsom ekstrasensorisk perception (ESP) er forskningen allerede ofte bedre udført end megen traditionel videnskabelig forskning, med kontrol og dobbet-checks som de fleste videnskabsfolk vil betegne som "overkill". For det meste føler skeptikere stadig at den iboende usandsynlighed er så stor, at ingen form for lufttæt og god gentaget forskning vil være tilstrækkelig til at støtte ESP. Kun meget lidt eller intet af den eksisterende forskning når op til det niveau, så vi forbliver skeptiske. (Nyere arbejder har været af høj kvalitet, se Ray Hymans artikel " The Evidence for Psychic Functioning: Claims vs. Reality ", i March/April 1996 Skeptical Inquirer, pp 24-26.) Havde skeptikere for, lad os sige 40 år siden sagt, at alt hvad vi ønskede var fornuftig og gentagelig kvalitetsforskning, havde vi nu muligvis måttet æde vores ord i os igen.
Logikken i argumentet om ekstraordinære beviser er uafhængig af muligheden for at de paranormale fortalere snyder. Mange paranormale påstande har et meget lav erfaringsmæssig sandsynlighed. Dette betyder at potentiel partiskhed og forskningssvigt er mere sandsynlige for paranormale resultater end det at der er sandhed i påstandene. Argumentet vil stadig være gyldigt selv om der snydes, en mulig forklaring, blev aldeles udelukket. I situationer hvor bedrageri især er sandsynligt, såsom når en enkeltperson promoverer sig selv som en psykisk begavelse, behøver vi ikke argumentet om ekstraordinært bevis for at opnå tæt kontrol overfor snyd. Almindelig punktlighed og fornuftig sans slår til som et fortræffeligt grundlag sammen med samvittighedsfuld forsigtighed.
Konklusion
Skeptikernes sætning: "Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser" er efter al sandsynlighed berettiget, men vanskeligheden i at afgøre de på forhånd give muligheder er en alvorlig hindring. Det kunne forhindre kommunikation med ikke-skeptikere selv om de er villige til at godtage vore strenge standarder for at kunne opnå almindelig accept. En streng men ikke "ekstraordinær" standard som ved almindelig god videnskab og respektabilitet er risikabel fordi de fleste skeptikere faktisk ikke vil tro typisk paranormale påstande med bevisførelse på det givne niveau.
Kilde: Phactum, the newsletter of the Philadelphia Association for Critical Thinking (PhACT), December 1998 / Para-nyt 1999 nr. 4.
[*]
Seneste kommentarer