Massehysteri: en skeptikers guide

af Robert E. Bartholomew, oversat af Flemming O. Rasmussen.

Massehysteri er et meget vigtigt begreb for skeptikere, da det kan påvirke millioner af mennesker.

Ordet hysteri bliver brugt af psykiatere til at beskrive en vedvarende patologisk tilstand i forbindelse med mentale forstyrrelser, almindeligvis psykoser.

Sociologer og socialpsykologer bruger begreberne massehysteri og vrangforestilling i forskellige betydninger til at beskrive spontane, forbigående reaktioner i en given del af befolkningen. Uden for denne definition er overtro, som er af enten organiseret eller rituel oprindelse. Dette begreb kan også beskrive variationer i adfærden.

Der er fire forskellige grunde til massehysteri:

• direkte trusler mod samfundet
• massepanik
• symbolske farer for samfundet, og
• almindelige ønskedrømme.

Har man kendskab til de processer, der udløser de forskellige typer, og kan man finde deres karakteristiske træk, er man godt på vej til at kunne forsvare sig mod dem.

Massehysteri adskiller sig fra de almindelige religiøse myter og populær overtro ved, at det opstår spontant, skønt det af og til bliver institutionaliseret. Eksempler på en institutionalisering er de vidt spredte satankulte og de store grupper, der enten tror på, at vi får besøg af ikkejordiske eller tror på bigfoot.

Historien er fyldt med eksempler på massehysteri, hvilket for mange personer uden for den historiske og kulturelle epoke måske er morsomt og underligt.

I 1806 frygtede fx mange indbyggere i Leeds i England, at verdens ende var nær, da en høne begyndte at lægge æg, hvorpå der stod: "Kristus kommer." Mange mennesker stimlede sammen for at se den guddommelige fugl, indtil man opdagede, at der var skrevet på æggene med ætsende blæk, før de var proppet op i hønen. Dette er et af mange eksempler fra Charles Mackays klassiske Memoirs of the Extraordinary Popular Delusions and Madness of Crowds (1852).

Desværre er resultatet ofte mere dystert end blot en sammenstimlen af mennesker: nazisme, masseselvmord, moralske heksejagter, rigtige heksejagter, frygten for kommunistisk infiltration, korstogene og den ubegrundede frygt for, at AIDS smitter tilfældigt – blot for at nævne nogle få.

Mens historien er fyldt med legendariske og varierede kollektive dumheder, er tilfældene i vor tid forbavsende ens. De fire meget brede kategorier indeholder spredte falske og outrerede overbevisninger, hvilket forstærker muligheden for, at de især har en social og kulturel baggrund. De kan være positive og tages som ønsketænkning, men er normalt negative og fyldt med frygt. Rygter er ofte grunden til den slags hysteri.

Når en person forsøger at bekræfte eller afvise indholdet i verserende historier, hverdagsting, hændelser og omstændigheder, betragtes det ofte som et forsøg på at sløre virkeligheden. Mange faktorer er med til at få historien ud til de mange: radio, tv og aviser, dårlig uddannelse, dårlig iagttagelsesevne, kultur og troen på autoriteter såsom politikere, militær og lignende.

Direkte trusler mod samfundet
Denne form for massehysteri har sin oprindelse i en overdreven frygt for det, som en del af den berørte befolkning tror er en direkte trussel mod dem. Frygten varer fra nogle få uger til adskillige måneder og optræder ofte i perioder. Nogle føler spænding, men går ikke i panik. Ofte sker det som et udslag af fantasi og spredes som følge af en fejlagtig opfattelse og løse rygter.

Et godt eksempel på en direkte trussel mod samfundet fandt sted i Sverige i 1946, da mange raketter blev set krydse himlen. I forbindelse med en del kometstumper, der kom ind i atmosfæren, opstod der rygter om, at det var fjernstyrede tyske raketter, som Sovjetunionen afprøvede efter at have beslaglagt dem i slutningen af Anden Verdenskrig. Afprøvningerne skulle ifølge rygterne være en del af et politisk pres før en invasion.

Den historiske og politiske baggrund gjorde rygterne mulige, da episoderne fandt sted på et tidspunkt, hvor man havde mistillid til Sovjetunionen og frygtede en invasion som følge af grænsekrænkelser og spionskandaler – noget der havde plaget svenskerne i århundreder.

Erklæringer fra det svenske militærs top, politikere, videnskaben, politiet og journalister forstærkede troen på raketterne. Overbeviste om deres eksistens tolkede alle pludselig stjerneskud som raketter, der krydsede det svenske luftrum. Nogle så endda styrefinner og fartøjernes skrog.

Det svenske militær undersøgte 997 rapporter inklusive næsten 100 "nedstyrtninger" i fjerne områder uden at finde så meget som det mindste bevis på, at raketterne eksisterede (Bartholomew 1993).

Af og til er den frygtede kraft en mystisk angriber, som vil terrorisere et samfund. I en to-ugers periode i 1956 blev et par dusin mennesker i Taipei på Taiwan angiveligt angrebet af en mand med et barberbladslignende våben. Politiet slog senere fast, at der havde været tale om en psykisk hændelse. Da rygterne var på sit højeste, skyldtes alle rifter, om de så stammede fra et stykke papir, en torn eller en paraply i en overfyldt bus, denne mand (Jacobs 1965).

Til tider kan sådan en imaginær trussel få skyld for sygdomme, som det skete i Mattoon, Illinois, et par uger i 1944, hvor den "skøre gasser" optrådte (Johnsen 1945).

I 1973 var det Auckland, New Zealand, der stod for tur. 50 tromler var ved at blive læsset af på en kaj, da man opdagede, at de lækkede, og en kemikalieagtig stank bredte sig i området. Efter en foreløbig undersøgelse af kemikaliernes giftighed blev offentligheden fejlinformeret om, at de var meget giftige. Det gav omkring 400 havnearbejdere og en del beboere i nærheden forskellige symptomer: hovedpine, åndedrætsbesvær og irritation af øjnene (McLeod 1975).

I den ikke-vestlige del af verden er direkte trusler mod samfundet tæt knyttet til den kulturelle tradition, som det er tilfældet med rygterne om hovedjægerne i de fjerne egne af Malaysia og Indonesien (Forth 1991; Barnes 1993). Disse hændelser er et udslag af frygt blandt "primitive" indbyggere for at miste politisk magt til en fjern og central regering. Frygten for hovedjægere er karakteriseret af, at nogle få har set hovedjægerne og deres påståede trofæer.

Akkurat som den klare nattehimmel er ideel for ufoobservationer og søer for søuhyrer, er den sydøstasiatiske jungle det ideelle sted for hovedjægere. Hele landsbyer er ofte lammede af skræk, rejser mellem landsbyer er stærkt begrænsede, vagtposter bliver sat ud, og skoler er lukkede i måneder.

Frygten for hovedjægere opstår ofte i forbindelse med regeringsbyggeri af fx broer og bygninger, hvor folketroen fortæller, at et eller flere menneskehoveder skal bruges til at give et solidt og blivende fundament. Det er ofte et udslag af den ideologiske modsætning mellem administratorerne og de administrerede (Drake 1989, 275).

Masse-panik
En anden almindelig form for hysteri er masse-panik. Mange mennesker bliver grebet af en indbildt frygt, som varer flere dage eller uger og først hører op, når det endelig står klart, at der ingen fare er. Det bedst kendte eksempel er den panik, der udbrød i USA allehelgensaften 1938 som følge af en meget realistisk radioudsendelse baseret på H.G. Wells’ bog Klodernes kamp.

I bogen The Invasion from Mars: A Study in the Psychology of Panic (Cantril 1940) skriver psykologen Hadley Cantril, at det er almindeligt, at panik slår al fornuftig tænkning fra såsom at ringe til politiet eller at kontrollere medierne. Der er stor mulighed for, at det samme kan ske igen.

En lignende udsendelse i Sydamerika ti år senere havde katastrofale følger. I Quito-området i Ecuador resulterede et stykke i radioteatret baseret på Klodernes kamp i 1949 i, at titusinder af afsindige mennesker løb ud på gaderne og flygtede for at redde livet eller forsvare sig mod et gasangreb fra marsboere. Udsendelsen var på spansk og meget realistisk. Den oplyste, at marsboerne var landet på egnen, i Cotocallo-området. Stykket bragte udtalelser fra politiet og skræmte øjenvidner. Udsendelsen var så overbevisende, at politiet hastede til Cotocallo for at forhindre invasionen. Quito var uden politi, da en rasende menneskemængde angreb radiohuset, som havde sendt udsendelsen, og satte ild til bygningen. 15 mennesker omkom, deriblandt idemanden.

Spontan masseflugt fra London er sket med jævne mellemrum gennem århundreder som følge af, at profetier forudsagde byens undergang: i 1524 var det oversvømmelse, i 1736 var det dommedag og i 1761 et jordskælv (Mackay 1852).

En anden alvorlig massepanik ramte Adelaide, Australien, i månederne op til den 19. januar 1976. Mange mennesker flygtede fra byen, og mange solgte endda deres huse, da "mediet" John Nash forudsagde, at et jordskælv og en tidevandsbølge ville ramme byen omkring middag. Mange af de mennesker, som solgte deres huse og flygtede op i bjergene, var førstegenerations-indvandrere fra Grækenland og Italien. Både Grækenland og Italien har gennem historien oplevet mange ødelæggende jordskælv, og troen på clairvoyante er meget stærk i netop de to lande (Bartholomew 1992).

Symbolsk skræk
Symbolsk skræk opstår og forsvinder hele tiden og breder sig til hele lande og geografiske regioner. Det drejer sig mere om en længerevarende frygt og mindre om en umiddelbar frygt for sikkerhed og velfærd. Frygten er symbolsk og har sit udspring i rygter. Frygten opstår blandt etniske minoriteter og afvigere, som fejlagtigt bliver anklaget for onde gerninger, og kan sammenlignes med den heksejagt, der fandt sted i Europa fra 1400 til 1650.

I Collective Behavior omtaler sociologen Erich Goode (1992) disse heksejagter og oplyser, at de havde deres udspring i den romersk-katolske kirke i den sene middelalder og den tidlige renæssance. Det feudale hierarki var i opløsning, og bønderne flyttede ind til byerne. Videnskaben kom i konflikt med de kirkelige doktriner, og nye religiøse bevægelser opstod uden for kirkens kontrol.

I et ubevidst forsøg på at modvirke udviklingen og genoprette de traditionelle autoriteters magt, begyndte kirken jagten på hekse. Inkvisitionen gjorde alt for at finde de mennesker, som den betragtede som en trussel mod kirken.

To forskellige former for massepanik har stået på i det seneste årti. I den vestlige verden har jødisk-kristne traditioner oplevet fortsatte rygter om eksistensen af en satanisk kult og et satanisk netværk, som kidnapper og ofrer børn. Disse rygter faldt sammen med en udbredt tro på, at den vestlige moral og de traditionelle værdier var i forfald.

Under lignende historiske omstændigheder har der været rygter om, at fremmede ville omstyrte og true samfundets moral. Syndebukkene har været etniske minoriteter som jøder, afrikanere, kommunister, kættere, afvigere og fattige.

Sådanne rygter har gode kår under dårlige konjunkturer og social uro og er karakteriseret ved at indeholde meningsfulde og belejlige budskaber med udgangspunkt i en udbredt frygt. Rygterne går fra mund til mund, lokale detaljer tilføjes, og en troværdig kilde identificeres. Deres betydning er ofte billedlig.

Victor (1990, 290) bemærker, at mindre frygt for en satankult opstod samtidig med, at den traditionelle familiestruktur gik i opløsning, og der var behov for at finde en "synder". Forskellig fra en almindelig fare, er denne frygt af mere generel karakter og skræmmer ikke kun almindelige mennesker, men en hel livsform (Hicks 1990, 387).

Rygter og vandrehistorier om lokale satankulte har en funktion som advarende kulturel metafor for den svækkede families mulighed for at beskytte sine børn (Bromley 1989; Victor 1989). En lignende symbolsk udvikling holder liv i panikken vedr. sexmisbrug af børn, hvilket er sket i mange perioder i visse regioner i årtier (Cockburn 1990).

Almindelige ønskedrømme
Ønskedrømme involverer de samme processer, som udløser massefrygt og -panik, bortset fra at det drejer sig om noget ønskeligt eller nødvendigt. Drømmene varer nogle få uger eller måneder og optræder ofte i bølger. Det drejer sig om ubevidste ønsker knyttet til menneskets skrøbelighed i forbindelse med en mulig tro og giver grobund for en udbredt søgen efter ophøjethed og udødelighed.

Der er fx Jomfru Maries "opdukken" (Yassa 1980, Persinger og Derr 1989), "flytning" af religiøse statuer i Irland (Toibin 1985). bølger af historier om alfer i England i det 19. århundrede (Kirk 1812, Evans-Wentz 1909) og de flyvende tallerkner siden 1947 (Sheaffer 1981).

Disse myter støttes af et åndeligt tomrum, som humanismens og verdslighedens overlegenhed har efterladt i denne sammenhæng og styrket af sensationelle tv-programmer, film, bøger og forskellige blade, har nutidige befolkningsgrupper gennemsøgt himlen for de "ufoer", som Carl Jung (1959) betegnede som "teknologiske engle". Disse observationer tjener som en Rorschach blækklatprøve på den kollektive psyke og understreger løftet om teknologiens hurtige udvikling under en periode med åndeligt forfald.

Beretninger om ufonauter og alfer skildrer gudelignende væsner, som er i stand til at overskride naturlovene og hæve mennesker op på deres udødelige niveau. Beretningerne indeholder temaer fra religionen, mytologien og folkloren, og er over hele verden camoufleret for at opnå samtidens accept (Bullard 1989).

Ophøjethed og magiske eller overnaturlige kræfter er undertoner i enhver ønskedrøm. Uddannelse giver modstand, men ikke immunitet over for det, som filosoffen Paul Kurtz (1991) betegner som "den ophøjede fristelse".

Selv observationer af indbildte og uddøde dyr som bigfoot og den tasmanske "tiger" tyder på, at zoologien har gennemgået en udvikling, hvor forskere i det paranormale lænker ikkejordiske og paranormale temaer sammen med fantasidyr (Clark and Coleman 1978, Healy and Cooper 1994). Sådanne dyrs eksistens kan ses som et antividenskabeligt symbol, der underminerer verdsligheden. Ligesom påstande om kontakter med ufoer eller Jomfru Maria hviler beviserne for bigfoots og den tasmanske tigers eksistens på øjenvldneberetninger, som erfaringsmæssigt er utroværdige (Loftus 1979, Buckhout 1980, Ross med flere 1994).

Ikke-vestligt hysteri
Menneskets godtroenhed er kun begrænset af sandsynlighed. Dette er meget tydeligt i ikke-vestlige lande, hvor mistænksomhed og overtro ofte tager overhånd. Fx er det en almindelig antagelse, at det at spise en bestemt slags mad eller have omgang med "spøgelser" kan forårsage, at ens kønsorganer hurtigt skrumper ind.

Det er et bemærkelseværdigt udslag af hysteri, når mænd i dele af Asien ofte oplever "koro"-epidemier. De er overbeviste om, at de er ofre for smitsomme sygdomme, der får deres penis til at skrumpe.

Hysteriet bliver udløst af rygter. Det varer fra få dage til flere måneder og rammer ofte tusinder af mænd. "Ofrene" er meget urolige, sveder, har hjertebanken, lider af søvnløshed og anbringer tit skruetvinger eller snore om organet, eller får familiemedlemmer til at holde penis, indtil det er muligt at blive behandlet af indfødte healere eller medicinmænd. Det sker også, at kvinder bliver angrebet, så de tror, at deres bryster og skede bliver trykket ind i kroppen.

Under en koro-epidemi i den lille ønation Singapore i 1967 blev i tusindvis af indbyggerne angrebet, både mænd og kvinder, hvilket fik regeringen til at erklære området for katastrofeområde (Gwee 1968, Mun 1968).

I 1982 brød helvede løs i det nordøstlige Indien. Panikken var så omfattende, at myndighederne tog det drastige skridt at køre rundt i regionen med højttalervogne for at berolige de opskræmte indbyggere. Myndighederne målte også de angste mænds penis for at bevise, at de ikke skrumpede ind (Chakraborty med flere 1983). Uvidenhed kombineret med rygter og overtro resulterede i, at vanvittige mennesker som gale undersøgte deres kønsorganer.

Selv om koro måske for udenforstående synes at være fuldstændig ude af proportioner, er forskellen fra udbrud af massehysteri i Vesten kun markant på ét punkt: genstanden for massehysteriet. I dette tilfælde er det kønsorganerne og deres ændring i størrelse, facon og funktion.

For at massehysteri kan opstå, skal emnet være af meget stor betydning, og rygterne troværdige. I teorien er det eneste, der hindrer lignende epidemier i Vesten, at man ikke har en koro-tradition.

Det dragende i massehysteri
Kollektiv hysteri indeholder en magtfuld lokkemad, som konstant ændrer sig som en kamæleon og gør os i stand til at virkeliggøre vores inderste ønsker. I Vesten kan vi godt se, at frygten for koro og hovedjægere er et produkt af myter og overtro. De samme mennesker har dog en tilbøjelighed til at tro på flyvende tallerkner, spøgelser og psykiske fænomener.

Vi må altid være forberedte på at vurdere utrolige påstande ud fra de tilgængelige kendsgerninger og undgå at foretage følelsesmæssige vurderinger. Massehysteriets temaer lurer konstant.

Omstændighederne omkring Adelaide jordskælvspanikken i 1976 er identisk med den panik, der opstod i London under en jordskælvspanik i 1761. I dag er frygten for børnemishandling og satankulte den samme, som den frygt der udløste heksejagten i Europa i middelalderen. I dag er ønskedrømme en parallel til de ophøjede elementer, som i årtusinder har været en markant del af de religiøse bevægelser. Kun formen i de sociale og kulturelle mønstre ændrer sig.

Referencer:

• Barnes, R.H. 1993. Construction sacrifice, kidnapping and head hunting rumours on Fioros and elsewhere in Indonesia. Oceania 64: 146-158.
• Bartholomew, R. 1992. A brief history of mass hysteria in Australia. The Skeptic (Australia) 12: 23-26.
• Bartholomew, R. 1993. Redefining epidemic hysteria: An example from Sweden. Acta Psychiatrica Scandinavica 88: 178-182.
• Bromley, D. G. 1989. Folk narratives and deviance construction: Cautionary tales as a response to structural tensions in the social order. I Deviance and Popular Culture, edited by C. Sanders.
• Buckhout, R. 1980. Nearly 2.000 wltnesses can be wrong. Bulletin of the Psychonomic Society 16: 307-310.
• Bullard, T.E. 1989. UFO abduction reports: The supernatural kidnap narrative returns in technological guise. Journal of American Folklore 102: 147-170.
• Cantril, H. 1940. The Invasion from Mars. A Study in the psychology of Panic. Princeton: Princeton University Press.
• Chakraborty, A.. S. Das, and A. Mukherji. 1983. Koro epidemic in India. ‘Transcultural Psychiatric Research Review 20: 150-151.
• Clark, J., and L. Coleman. 1978. Creatures of the Outer Edge. New York: Warner.
• Cockburn, A. 1990. Abused Imaginings. New Statesman and Society 85: 19-20.
• Drake. R. A. 1989. Constructlon sacrifice and kidnapping: Rumor panics In Borneo. Oceania 59: 269-278.
• Evans-Wentz, W Y. 1909. The Fairy Faith in Celtic Countries. Rennes, France: Oberthur.
• Forth, G. 1991. Construction sacrifice and head-hunting rumours in central Flores (Eastern Indonesia): A comparative note. Oceania 61: 257-266.
• Goode, E. 1992. Collective Behavior. New York: Harcourt Brace Jovanovich.
• Gwee, A.L. 1968. Koro: Its origin and nature as a disease entity. Singapore Medical Journal 9: 3.
• Healy, T. and P. Cropper. 1994. Out of the Shadows: Mystery Animals of Australia. Ironbark: Chippendale.
• Hicks R.D. 1990. Police pursuit of satanic crime, part II: The satanic conspiracy and urban legends. Skeptical Inquirer 14: 378-389.
• Jacobs. N. 1965. The phantom slasher of Taipei: Mass hysteria in a non-Western society. Social Problems 12: 318-328.
• Johnsen, D. 1945. The “phantom anesthetist” of Matoon: A field study of mass hysteria. Journal of Abnormal Psychology 40: 175-186.
• Jung, C. 1959. Flying Saucers: A Modem Myth of Things Seen m the Sky. New York: Harcourt Brace and World.
• Kirk, R. 1812. The Secret Commonwealth of Elves, Fauns and Fairies. London: Longman.
• Kurtz, P. 1991. The Transcendental Temptation: A Critique of Religion and the Paranormal. Buffalo, N.Y.: Prometheus.
• Loftus, E. 1979. Eyewitness Testimony. Cambridge, Mass.: Harvard University Press.
• Mackay, C. 1852. Memoirs of ‘Extraordinary Popular Delusions and the Madness of Crowds, Volume 2. London: Office of the National Illustrated Library.
• McLeod, W.R. 1975. Merphos poisoning or mass panic? Australian and Nem Zealand Journal of Psychiatry 9: 225-229.
• Mun. C.I. 1968. Epidemic koro in Singapore. British Medical Journal i: 640-641.
• Park, A. 1986. Tasmanian tiger: extinct or merely eluslve. Australian Geographic l: 66-83.
• Persinger, M., and J. Derr. 1989. Geophysical variables and behavior: LIV Zeitoun (Egypt) apparitions of the Virgin Mary as tectonic strain-induced luminosities. Perceptual and Motor Skills 68: 123-128.
• Ross, D., J. Read, and M. Toglia. 1994. Adult Eyewitness Testimony: Current Trends and Developments. Cambridge: Cambridge University Press.
• Sheaffer, R. 1981. The UFO Verdict Buffalo, N.Y.: Prometheus.
• Toibin, C. 1985. Moving Statues in Ireland: Seeing Is Believing. County Laois, Erie: Pilgrim Press.
• Victor, J. 1989. A rumor-panic about a dangerous satanic cult In Western New York. New York Folklore 15: 23-49.
• Victor, J. 1990. The spread of satanic cult rumors. Skeptical Inquirer 14: 287-291.
• Yassa, R. 1980. A sociopsychiatric study of an Egyptian phenomenon. American Journal of Psychotherapy 34: 246-251.

Vedr. Koro-hysteri, så tjek også hjemmesiden:
http://fastinternet.net.au/~nemesis/koro.htm

Robert Bartholomew er sociolog ved James Cook University, Department of Psychology and Sociology, Queensland, Australien.

Kilde: Para-nyt 1999 nr. 7. Fra: UFO Vision nr. 7.  Oversat af Flemming O. Rasmussen efter: "Collective Delusions: A Skeptic’s Guide": Skeptical Inquirer, maj/juni 1997

[*]