Massehysteri: Mars-panikken for 60 år siden

af Robert E. Bartholomew, oversat og bearbejdet af Willy Wegner.

Panikken omkring Klodernes Kamp fandt sted for over 60 år siden, men lektien vi lærte er akkurat så relevant i dag som dengang.

Kort efter kl. 8 søndag aften den 30 oktober 1938 blev mange amerikanere nervøse eller panikslagne mens de lyttede til et realistisk et-times live-program som skildrede en fiktiv Mars-landing på Wilmuth Farm i den lille landsby Grovers Mill i New Jersey. De der boede i umiddelbar nærhed af stedet, hvor handlingen foregik, syntes at have været mest skræmt, selv om udsendelsen kunne høres over hele det kontinentale USA, hvor intet lokalsamfund kunne føle sig sikker. Hørespillet indeholdt henvisninger til virkelige steder, bygninger, hovedveje og gader. I udsendelsen deltog også velkendte speakere, dertil overbevisende lydeffekter og realistiske særudsendelser af nyheder. Dramaet var produceret af en 23 årig teaterinstruktør ved navn George Orson Welles (1915-1985). Sammen med ham deltog en lille gruppe af skuespillere og musikere. Det foregik i et New York studie beliggende i Columbia Broadcasting Systems (CBS) Mercury Teater. Det oprindelige manuskript var skrevet af Howard Koch frit efter bogen The War of the Worlds (Klodernes Kamp) fra 1898, skrevet af den velkendte science fiction-forfatter Herbert George (H.G.) Wells (1866-1946). I romanen var martianerne landet i det nittende århundrede i Woking i England. 60 år efter hændelsen i 1938 regnes det stadig for den mest kendte vildfarelse i USA – og måske i verdenshistorien. Mange radiostationer verden over fortsætter med at udsende hørespillet hver allehelgensaften (31.oktober).

Her i 60-året for Mars-panikken er det på sin plads at reflektere over den lære vi kan drage af hændelsen, og tilføje den visdom som seks årtiers tilbageblik kan give os.

Menneskets opfattelse og hukommelse er bemærkelsesværdig mangelfuld
I dag synes mange mennesker at glemme at "invasionen" fra Mars illustrerer langt mere end en kortvarig panik. Det er et testamente over den bemærkelsesværdige styrke der ligger i forventning og opfattelsesevne. En persons referenceramme har en stærk indflydelse på hvordan eksterne stimuli tydes og indarbejdes som virkelighed (Buckhout 1974). Vores opfattelsesevne er yderst upålidelig og årsag til fejl (Loftus 1979; Wells and Turtle 1986; Ross, Read, and Toglia 1994). Denne effekt har længe været kendt, og er udpræget i situationer med stress, uklarhed og usikkerhed (Sherif and Harvey 1952; Asch 1956; Krech, Crutchfield, and Ballschey 1962). Budskabet kan ikke fremføres ofte nok men forbliver stadig med at være bredt upåagtet, ligesom visuelle misopfattelser er almindelige tendenser i mange beretninger om så forskellige fænomener som religiøse tegn og undere, ufoer og bigfoot.

I sit berømte værk om Mars-panikken diskuterer Princeton University psykologen Hadley Cantril den ekstreme forskellighed af øjenvidners beskrivelse af "invasionen". Disse eksempler har almindeligvis været overset i efterfølgende populære og lærde debatter om panikken. En person blev overbevist om at kunne lugte giftgassen og føle varmestrålerne som de blev beskrevet i radioen, mens andre blev følelsesmæssigt fortvivlede og følte en chockerende fornemmelse fra den imaginære "gas" (Cantril 1947, 94-95). I løbet af udsendelsen var der flere lyttere som indberettede iagttagelser til politiet eksempelvis "om martianere der i deres store maskiner gassede på Jersey Palisades" (Markush 1973, 379). Efter at have undersøgt forskellige beskrivelser af panikken, rapporterede Bulgatz (1992, 129) at en kvinde fra Boston fortalte, at hun faktisk kunne se brandene som beskrevet i radioen; andre fortalte at de kunne høre salver fra maskingeværer eller "swish"-lydene fra martianerne. En mand klatrede endog til tops i en Manhatten bygning med en kikkert. Han berettede at kunne se "the flames of the battle".

Hændelsen minder os også om, at det menneskelige sind ikke fungerer som et videokamera der indfanger enhver stump data der kommer indenfor synsvidde. Mennesker tyder og behandler informationerne. Disse erindringer er ikke statisk pakket ned i hjernen for altid, for vores erindringer om hændelser bliver rekonstrueret i tidens løb (Loftus and Ketcham, 1991). Cantril (1947) citerede sagen om Jane Dean, en oprigtigt religiøs kvinde, som, da hun tænkte tilbage på udsendelsen fortalte, at den mest realistiske del var "det dække af ild der føg ud over hele landet. Det er akkurat som jeg forestiller mig enden" (181). Faktisk blev der ikke på noget tidspunkt i udsendelsen sagt noget om et dække af ild.

Massemedierne er en stærk magtfaktor i samfundet
Ikke alene viser Mars-panikken massemediernes enorme indflydelse i samtidens samfund, men gennem de senere år har der udviklet sig en ironisk drejning. Der er en voksende enighed blandt sociologer om, at udbredelsen af panikken, som beskrevet af Cantril, var betydeligt overdrevet (Miller 1985; Bainbridge 1987; Goode 1992). Ironien her er at i den sidste halvdel af disse 60 år er mange mennesker blevet vildledt af medierne til at tro at panikken var langt mere omfattende og intens end den i virkeligheden var. Men uanset udbredelsen af panikken, er der kun meget ringe tvivl om, at mange amerikanere var virkelig skræmte og at nogle prøvede at flygte fra martianernes gasangreb og varmestråler, især i New Jersey og New York.

Baseret på forskellige meningsmålinger og beregninger, kalkulerer Cantril sig frem til at af de omkring de 1.7 millioner mennesker som lyttede til hørespillet, blev omkring 1,2 million "ophidsede" i forskellig grad (58). Dog er der kun spartsomt anekdotisk bevis for at antyde, at mange lyttere faktisk handlede efter at have hørt udsendelsen, såsom at pakke deres ejendele, gribe til våben, eller flygte i deres biler. En stor del af Cantrils studie er faktisk kun baseret på interviews med 135 personer. Bainbridge (1987) kritiserer Cantril for kun at citere nogle få farvefyldte historier fra et lille antal personer som gik i panik. Ifølge Bainbridge var der på enhver given aften ud af en samling på over en million mennesker, mindst omkring tusind som har kørt gennem gaderne i stor fart, eller have deltaget i larmende adfærd. Set fra dette perspektiv var hændelsen primært en mediebegivenhed. Miller (1985, 100) støtter dette synspunkt, og bemærker at dagen efter panikken bragte aviserne historier om selvmord og hjerteanfald blandt skræmte borgere, historier der senere viste sig at være ufunderede, men som er alligevel gledet ind i den amerikanske folklore. Miller tager også Cantril i skole for ikke at levere afgørende bevis for masseflugt fra det forventede angreb (1985, 106), ved blot at citere nogle få eksempler hvilket i sig selv ikke berettiger til et skøn på over en million panikslagne amerikanere. Nok Cantril citerer American Telephone Companys tal der indikerer, at de lokale medier og myndighederne blev belastet med op til 40 procent flere opkald end normalt i dele af New Jersey under udsendelsen, men han nævner ikke disse opkalds særlige natur:

Nogle ringede for at få information, såsom hvilke enheder af nationalgraden man skulle ringe til eller om tabslister var tilgængelige. Nogle ønskede at vide hvor de skulle henvende sig som bloddonorer. Nogle ringede og var simpelthen vrede over at man udsendte et så realistisk program, mens andre ringede til CBS for at lykønske Mercury Teateret for et spændende allehelgens-program … og vi kan ikke afgøre hvor mange af disse opkald der var mellem husstande. Tilsyneladende lader det til, at mange blot ringede op for at få en snak med deres familie eller venner om det spændende program som de netop havde hørt i radioen (Miller 1985, 107).

Goode (1992, 315) er enig i Millers vurdering, men bemærker også, at for at have overbevist et betydeligt antal af lyttere om "at hørespillet om en invasion fra Mars var en virkelig nyhedsudsendelse må det regnes for en bemærkelsesværdig bedrift ." Men uanset hvordan du ser på det, om det er titusinder af mennesker bliver panikslagne, eller mere end en million, kan ingen benægte, at massemedierne har en betydelig indflydelse på folks opfattelse af hændelser. Det kan heller ikke diskuteres, at lignende udsendelser har resulteret i fuld flyvefærdig panik.

Det kan ikke ske igen
Kun personer ignorante overfor historien vil antage at en lignende panik ikke vil kunne gentage sig. Nyere former for massepanik og -bedrag har været grundet massemediernes væsentlige rolle (især aviser og fjernsyn). Eksempelvis var medierne redskabet til at udløse en udbredt vildfarelse om eksistensen af imaginære stenslag på frontruder i staten Washington i 1954, fejlagtigt tilskrevet atom-nedfald (Medalia and Larsen, 1958). Masse bedrag kan også have en humoristisk side. Gennem marts 1993 blev der skabt spænding i Texas efter The Morning Times of Larado offentliggjorde et fupnummer om en 150-kilo tung orm der bugtede sig over vejen Interstate 35. Mange borgere i Laredos omegn troede på historien trods påstanden om, at ormen havde den utrolige længde af 25 meter. Hvad der er knapt så morsomt er hvor relativt let en strøm af mediejokes blev begået landet over tidligt i 1990’erne, noget der tilskyndede Federal Communications Commission til at pålægge bøder på op til $250,000 til tv-stationer der bevidst udsendte falske informationer. Men ville Mars-panikken fra 1938 kunne gentage sig? Svaret er "Ja."

En udbredt panik blev udløst efter en radiostation i Santiago, Chile, den 12. november 1944 bragte en udsendelse af Wells-hørespillet. Efter at have hørt udsendelsen løb mange ud på gaderne eller barrikaderede sig i deres hjem. I en provins blev tropper mobiliseret ganske kort af guvernøren med befalingen om at modsætte sig invasionen fra Mars. Udsendelsen var absolut realistisk. Den indeholdt referencer til organisationer som Røde Kors og brugte en skuespiller i rollen som indenrigsminister. (Bulgatz 1992, 137).

Om natten den 12. februar 1949 resulterede et andet hørespil, ligeledes baseret på Klodernes Kamp , et sandt pandæmonium i Quite, Ecuador, med titusinder af panikslagne indbyggere rendene rundt i gaderne for at undslippe et gasangreb fra Mars. Hændelsen fik omtale verden over inklusive en forside i New York Times den 14. februar 1949 med overskriften: "Mars Raiders Caused Quito Panic; Mob Burns Radio Plant, Kills 15". Hørespillet beskrev mærkelige væsener fra Mars der var på vej mod byen efter de havde landet og udslettet området Latacunga, blot tredive kilometer syd for Quito. Udsendt på spansk i Radio Quito medvirkede på realistisk vis velkendte lokalpolitikere, journalister, der var livagtige øjenvidne beretninger og navnet på den lokale by Cotocallo. I Quito blev der optøjer og en rasende mængde hældte benzin på bygningen der husede radiostationen som udsendte programmet, satte ild til, og femten personer omkom.

Den tragiske rækkefølge af hændelser begyndte med et regulært musikprogram. Det blev pludseligt afbrudt af en nyhedudsendelse efterfulgt af rapporter om invaderende martianere der raserede og ødelagde alt mens de nærmede sig byen. En stemme, meget lig en velkendt minister fra regeringen, appellerede om ro og orden så byens forsvar kunne organiseres og borgerne evakueres i tide. Derefter dukkede "borgmesteren" op med en lignende bekendtgørelse: "Folk i Quito, lad os forsvare vores by. Vore kvinder og børn må søge ud i omegnens højder og lade mændene blive tilbage til handling og kamp." Placeret på toppen af den højeste bygning i byen, La Previsora, udtalte en kommentator at han kunne skelne et monster, indhyllet i røg og ild, som nærmede sig Quito fra nord. Ifølge New York Times var det på dette tidspunkt, at borgerne begyndte at flygte fra deres hjem og løbe gennem gaderne, mange kun iført nattøj.

Andre radioudsendelser af Klodernes Kamp har haft langt mindre konsekvenser, men har dog resulteret i nogle skræmte lyttere i omegnen af Providence, Rhode Island, natten den 31. oktober 1974, og i det nordlige Portugal i 1988 (Bulgatz 1992, 137).

Hvad med fremtiden?
Siden 1938 har verdens hurtigt voksende befolkning fået et mere tillidsfuldt forhold til massemedierne, og de fleste lyttere forventer at nyhederne indeholder pludselige, præcise informationer om nær sagt enhver facet af deres liv. Ifølge de fleste planlæggere vil det 21. århundrede bibringe os en endnu større afhængighed af informationer og massemedier. Mens det måske kan være sandt, at man ikke kan snyde hele folket hele tiden, som Mars-panikken og anden massefrygt viser dig, behøver du kun at snyde en relativt lille gruppe mennesker i kort tid for at skabe storstilede forstyrrelser i samfundet. Det er den lektie vi kan lære fra reaktionen på udsendelsen fra 1938. Det kan og vil ske igen. Blot vil medierne og stilen ændre sig efterhånden som nye teknologier udvikles og gamle de vrangforestillinger tynder ud mens nye taget til og bliver populære.

Hver æra har sit sæt af sociale taget-for-pålydende realiteter der definerer tiden og manifesterer sig i unikke vildfarelser. Op gennem middelalderen var der masser af populære vildfarelser, panik og frygt der bl.a. omfattede troen på at mennesker kunne forandres til forskellige dyr, især ulve (Eisler 1951; Noll 1992). I det 17. og 18. århundrede, drejer de fleste optegnede vildfarelser sig om den udbredte frygt for hekse og manifesterede sig i episoder med masse-dæmonbesættelse og en moral-panik der involverende jagt på imaginære hekse (Calmeil 1845; Garnier 1895; Huxley 1952). Disse episoder resulterede ofte i tortur, fængsling, eller døden for forskellige etniske minoritetsgrupper, inklusive jøder, kættere, afvigere, gamle, kvinder og de fattige. (Rosen 1968; Goode and Ben-Yehuda, 1994). Massevildfarelser i det 20. århundrede involverer hovedsageligt to temaer. Det første er frygten for miljøets forurening der afspejler sig i en voksende bekymring for global forurening og en øget opmærksomhed rettet mod folkelig sundhed. Denne situation har udløst masser af masse psykologiserende sygdom i skoler (Bartholomew and Sirois, 1996), på fabrikker (Colligan and Murphy 1982) og lejlighedsvis lokalsamfund (Goldsmith, 1989; Radovanovic 1995), og dertil talrige vildfarelser uden psykosnak (Miller 1985; Goode 1992). En anden serie af vildfarelser har spredt sig bredt i de vestlige lande, der er blevet afhængige af pasningsbehov for børn i dagtimerne. Deres opdukken siden midt i 1980’erne falder sammen med en serie af moral-panik der omfattede overdrevne påstande om eksistensen af organiserede kultister der kidnappede og lemlæstede børn. Disse myter virker som advarende eventyr om den svage kernefamilies manglende evne til at beskytte deres børn (Victor 1989, 1992).

Ved indgangen til det 21. århundrede og et nyt årtusind, kan vi kun overveje hvilke nye former for massepanik vi har i vente. Det er udenfor videnskabens rammer præcist at forudsige hvad disse vil medføre. Men det vil være vitalt for videnskaben at reagere på udfordringen i den kommende tids ideer og teknologier, med det endnu uforudsete sæt af omstændigheder der karakteriserer og definerer hver alder. En del af denne udfordning medfører at huske fortidens lektioner.

Referencer

• Asch, S.E. 1956. Studies of independence and conformity: A minority of one against a unanimous majority. Psychological Monographs 70.
• Bainbridge, W.S. 1987. Collective Behavior and Social Movements. Pp. 544-576. In R. Stark (ed.), Sociology. Belmont, California: Wadsworth.
• Bartholomew, R.E., and F. Sirois. 1996. Epidemic hysteria in schools: An international and historical overview. Educational Studies 22(3):285-311.
• Buckhout, R. 1974. Eyewitness testimony. Scientific American 231:23-31.
• Bulgatz, J. 1992. Ponzi Schemes, Invaders from Mars and more Extraordinary Popular Delusions and the Madness of Crowds. New York: Harmony Books.
• Calmeil, L.F. 1845. De la Folie, Consideree Sous le Point de vue Pathologique, Philosophique, Historique et Judiciaire [On the Crowd, Considerations on the Point of Pathology, Philosophy, History and Justice]. Paris: Baillere.
• Cantril, H. 1947. The Invasion From Mars: A Study in the Psychology of Panic. Princeton, New Jersey: Princeton University Press. Originally published in 1940.
• Colligan, M.J., and L.R. Murphy. 1982. A review of mass psychogenic illness in work settings. Pp. 33-52. In M. Colligan, J.
  Pennebaker, and L.R. Murphy (eds.), Mass Psychogenic Illness: A Social Psychological Analysis. Hillsdale, New Jersey: Lawrence Erlbaum.
• Eisler, R. 1951. Man into Wolf, An Anthropological Interpretation of Sadism, Masochism, and Lycanthropy; a Lecture Delivered at a Meeting of the Royal Society of Medicine. London: Routledge & Paul.
• Garnier, S. 1895. Barbe Buvee, en Religion, soeur Sainte-Colombe et la Pretendue Possession des Ursulines d’Auxonne [Barbe Buvee, and Religion, Sister Columbe and the Feigned Possession of the Ursulines at Auxonne]. Paris: Felix Alcan.
• Goldsmith, M.F. 1989. Physicians with Georgia on their minds. Journal of the American Medical Association 262:603-604.
• Goode, E. 1992. Collective Behavior. New York: Harcourt Brace Jovanovich.
• Goode, E., and N. Ben-Yehuda, 1994. Moral Panics: The Social Construction of Deviance. Oxford: Blackwell.
• Huxley, A. 1952. The Devils of Loudun. New York: Harper and Brothers.
• Krech, D., R.S. Crutchfield, and E.L. Ballschey. 1962. Individual and Society. New York: McGraw-Hill.
• Loftus, E. 1979. Eyewitness Testimony. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press.
• Loftus, E., and K. Ketcham. 1991. Witness for the Defense: The Accused, the Eyewitness, and the Expert who Puts Memory on Trial. New York: St. Martin’s.
• Markush, R.E. 1973. Mental epidemics: A review of the old to prepare for the new. Public Health Reviews 2:353-442. See p. 379.
• Medalia, N.Z., and O. Larsen. 1958. Diffusion and belief in a collective delusion. Sociological Review 23:180-186.
• Miller, D. 1985. Introduction to Collective Behavior. Belmont, California: Wadsworth.
• Noll, R. (ed). 1992. Vampires, Werewolves, and Demons: Twentieth Century Reports in the Psychiatric Literature. New York: Brunner/Mazel.
• Radovanovic, Z. 1995. On the origin of mass casualty incidents in Kosovo, Yugoslavia, in 1990. European Journal of Epidemiology 11:1-13.
• Rosen, G. 1968. Madness in Society. London: Routledge and Kegan Paul.
• Ross, D.F., J.D. Read, and M.P. Toglia. 1994. Adult Eyewitness Testimony: Current Trends and Developments. Cambridge: Cambridge University Press.
• Sherif, M., and O.J. Harvey. 1952. A study in ego functioning: Elimination of stable anchorages in individual and group situations. Sociometry 15:272-305.
• Victor, J.S. 1990. The spread of Satanic-cult rumors. Skeptical Inquirer 14(3):287-291.
• Victor, J.S. 1989. A rumor-panic about a dangerous Satanic cult in Western New York. New York Folklore 15:23-49.
• Wells, G., and J. Turtle. 1986. Eyewitness identification: The importance of lineup models. Psychological Bulletin 99:320-29.
• Wells, H.G. The War of the Worlds. New York: New American Library.

Robert Bartholomew er sociolog ved James Cook University, Department of Psychology and Sociology, Queensland, Australien.

Kilde: Para-nyt 1999 nr. 7. Oversat og bearbejdet af Willy Wegner, med forfatterens tilladelse, fra Skeptical Inquirer, November/December 1998.

[*]