af Jens Laigaard
ANMELDELSE af Karsten Olesens side om Loch Ness-uhyret
Dette er en variant af boganmeldelser og -omtale. Para-nyt vil af og til foretage et punktnedslag på Internettet. Vi vil se på en hjemmeside og anmelde eller omtale den.
Det er selvfølgelig et her-og-nu billede, men måske et tips til Para-nyts læsere om et link der er værd at følge fremover, og således belønne det med et bookmark. Det kan også være et hint om det modsatte.
"Denne hjemmeside er grundlagt en regnfuld forårsaften (den 3. marts 1998) på Danmarks Biblioteksskole. Da jeg gik hjem havde regnen lagt sig, og jeg spiste mig en velfortjent omgang "Thai"-pande fra Fakta."
Med disse ord slutter velkomsten til Karsten Olesens Home Page, og umiddelbart over dem ser man en tegning af en ung mand, der parrer sig med et får. Velkomstsiden indledes også af et billede, nemlig af forfatteren selv, der begejstret peger på en kantarel – et snapshot fra hans sommerferie ved Loch Ness. Som det er antydet, er Olesen en mand med sunde interesser og hang til friluftsliv. Det bliver helt tydeligt, når man fordyber sig i de forskellige afsnit af hans hjemmeside. Her er noget om løb, en side om Søren Kierkegaard og en veludbygget side om seriemordere. En side om cryptozoologi er under konstruktion, og i tilknytning til denne ligger så Loch Ness-siden – "en moppedreng på 7000 ord i 5 kapitler – så er du ellers advaret", som forfatteren skriver med et glimt i øjet.
Denne humor, som spænder fra selvironi til rasende sabelhug mod diverse koryfæer, er et gennemgående træk. Det er især den, der gør Loch Ness-siden læseværdig, og også næsten spiselig. Men kun næsten!
Olesen hører nemlig til den beklagelige gruppe mennesker, som kender svaret på gåden i Loch Ness. Mens nogle af disse mener, at der ikke er noget uhyre, mener andre det stik modsatte. Hvad der binder dem sammen er, at der ikke findes tvivl i deres sind. Hør f.eks. hvordan Karsten Olesen skildrer situationen, da han selv sidder ved den berømte søbred: "…derfor sad jeg nu for anden aften i træk og observerede søen – med sikker viden om at fødekæden i Loch Ness ender med et endog meget stort dyr." Sikker viden, hva’ ba’! Hvad ved Olesen, som vi andre ikke ved?
Svaret er: ikke noget! Men han har en holdning til mysteriet, og den udtrykker han således: "Et menneske kan tage grueligt fejl og se både grønne marsmænd og lyserøde elefanter (det sidste gør jeg selv jævnligt!), og 2-4 mennesker kan bilde hinanden ind at de har set "noget". Men halvtreds mennesker, hundrede mennesker eller da slet ikke flere tusinde mennesker – KAN IKKE TAGE FEJL!!! Jeg mener nu at have understreget – med tykt – at der ikke bør herske den mindste tvivl hos et bare nogenlunde selvstændigt tænkende menneske om at der findes et ca. 4-7 meter langt, ukendt dyr i søen."
At videnskaben endnu ikke har anerkendt Nessie skyldes bagstræb og vanetænkning. Forskerne anerkender faktisk en sort-hvid delfinart, der kun er observeret af ganske få ud for Vestafrikas kyst, og som aldrig er blevet fotograferet eller fanget. "Ta’ den, alle jer deforme æggehoveder!" knurrer Olesen.
Nu er der vel forskel på de beviser, man vil forlange for at acceptere en ny delfinart, der er set hvor delfiner plejer at holde til, og en fortidsøgle, der er observeret på helt forkert tid og sted. Bortset fra dette er Olesens argumentation den klassiske tragedie: hvis tilstrækkelig mange fortæller, at de har set noget, så må det være rigtigt. Efter dette kriterium er der langt større sandhedsværdi i de grønne marsmænd. Mens der højt sat er gjort mellem ti og femten tusind observationer af Nessie, findes alene i USA fire millioner mennesker, som hævder, at de har været bortført af rumfolk. Læg oven i dette de talrige, mere fredelige nærkontakter – hvordan kan nogen så være i tvivl? Det er hårdt at måtte sige det, men virkeligheden afgøres altså ikke ved stemmeoptælling, men på grundlag af bevisernes kvalitet.
Kan man forliges med Olesens uheldige indfaldsvinkel til mysteriet, bør man absolut bruge lidt tid på denne side. Den er en fin introduktion til emnet, og der er en stemningsmættet og fornøjelig skildring af forfatterens egen odyssé til Loch’en. Vi hører bl.a. om Boleskine House, hvor den berygtede Crowley boede i en periode. Og så har Olesen jo selv gjort en observation af – et eller andet mystisk i søen. Den historie er ikke ringe. Siden er illustreret med fint reproducerede farvefotos og rundes af med et par litteraturhenvisninger og et link til Cryptozoology on the Internet.
Og hvis man synes, at Nessie ikke er uhyrlig nok, kan man bare klikke over til Ted Bundy, Edmund Kemper og Søren Kirkegaard, som ligger og lurer lige ved siden af… Pænt nok, sir Olesen, De får to pukler og en halv luffe.
Kilde: Para-nyt 1998 nr. 5
[*]
Seneste kommentarer