af Dan Frederiksen

Skal astrologi og healing være SU-berettiget? Bør akupunktur gives som behandlingstilbud til døve og svagtseende? Må folkeoplysningsforbundet (FOF) undervise i krystalhealing?

Disse spørgsmål dukker med jævne mellemrum op i pressen. Senest, den 15. september, skulle folketingets uddannelsesudvalg tage stilling til SU og new-age. I denne omgang lykkedes det ikke de alternative at få den status, der ligger i offentlig støtte, men det sidste slag er ikke udkæmpet.

På den ene side i debatten til fordel for det etablerede finder man typisk repræsentanter for overdanmark i form af akademikere, politikere, journalister mv; på den anden side en mere bredt sammensat folkelig skare af græsrødder og terapeuter. I en tid, hvor alle autoriteter står for fald, og hvor beslutningsprocesser i stigende grad synliggøres og demokratiseres, er debatten naturlig.

Hvorfor skal vi tro på lægerne, forskerne ­ de er vel ikke klogere end så mange andre?

I det følgende vil jeg give et forsvar for det etablerede og for naturvidenskaben. Give eksempler på forskellen mellem den rationelle, kritiske naturvidenskab og new-age.

Først et skridt tilbage i tiden.

På sin fjerde rejse til Amerika i 1504 fik Christopher Columbus problemer. Hans skibe var i elendig forfatning, mange forsyninger var stjålet, halvdelen af mandskabet var stukket af, og den indfødte befolkning i Jamaica nægtede at hjælpe med forsyninger. Midt i ulykken fik han en ide. Vestlige astronomer havde beregnet, at der ville komme en måneformørkelse om natten februar 29. Columbus bekendtgjorde, at på grund af gudernes vrede ville månen forsvinde den næste nat. Månen forsvandt ganske rigtigt, og de rædselsslagne indfødte hjalp ham med at få forsyninger.

Med lidt god vilje kan denne episode betragtes som et eksempel på videnskab i arbejde.

Datidens astronomi indeholdt teorier, der gav præcise forudsigelser om fremtidige måneformørkelser. Disse blev nedskrevet i almindeligt tilgængelige almanakker, og når tidspunkterne for måneformørkelse nærmede sig, kunne enhver interesseret ved selvsyn konstatere astronomernes dygtighed og gyldigheden af deres teorier. Hvis omvendt forudsigelserne og dermed også teorierne var forkerte, ville dette også stå klart. Gode teorier giver præcise testbare forudsigelser. Er forudsigelserne forkerte, forkastes teorierne og nogle nye tager deres plads.

Til alt held for Columbus var prognoserne for måneformørkelser allerede dengang sikre.

Ifølge den nyligt afdøde filosof Karl Popper er en forsker ideelt set en person, som på den ene side med udgangspunkt i sin intuition og erfaring fremsætter nye og banebrydende ideer; og på den anden side omgående forkaster de selvsamme ideer, når eksperimenterne har modsagt dem. Nu er forskere kun mennesker, og de har erfaringsmæssigt meget svært ved at opgive deres egne ideer. Heldigvis er de i konstant konkurrence med kritiske kolleger, hvilket sikrer den fornødne selvransagelse. Videnskabshistorien er præget af individualisme og foragt for det hævdvundne. Sjældent accepteres noget i længere tid alene på grund af traditioner eller autoriteter og teorier er først velanskrevne, når de har overlevet kritikken og testene fra mange forskellige forskergrupper.

Modsat, hvad man måske umiddelbart ville tro, bygger videnskabens succes ikke på påstande, som beviseligt er sande, men tværtimod på den konstante gendrivelse af forældede begreber og metoder.

I kraft af vekselvirkningen mellem teori og observation er videnskaben ikke statisk men i konstant bevægelse. Drivkraften i maskinen er trial and error , eksperimenter og kritisk diskurs.

Man kan uden videre finde aktuelle og historiske eksempler på videnskabelige paradigmer, der havde deres storhedstid men til sidst måtte give efter og gøre plads for noget nyt og bedre.

Ifølge Aristoteles krystalsfæreteori fra ca. 500 f.Kr. bevæger alle himmellegemer sig i cirkelbaner med jorden som absolut centrum. Teorien stod næsten uimodsagt i 2000 år indtil 1500-tallet, hvor der kom flere og flere indikationer af, at planeterne ikke opførte sig, som de skulle. Det aristoteliske system og den katolske kirke fik problemer, da Galilei observerede Jupiters måner, som ikke drejede omkring Jorden men omkring Jupiter.

Erstatningen for den gamle kosmologi blev Newtons kosmologi, der i dette århundrede blev yderligere forfinet med Einsteinsk kosmologi.

Den gamle græske lære om de fire elementer, som var en del af det teoretiske grundlag i alkymien og stadigt i dag bruges i astrologien, blev i 1800-tallet erstattet af læren om grundstofferne og i 1900-tallet udbygget med atomteorien og kvantemekanikken.

Man kan lave en tilsvarende liste for en hvilken som helst forskningsgren, og bare inden for de sidste 10 år finde et hav af eksempler på fashionable, følelsesmæssigt appellerende hypoteser, som til sidst bukkede under for kritikken. Blandt de mest omdiskuterede er den dilettantiske kolde fusion og den langt mere seriøse marsmeteorit, der virker mere og mere død, selv om der endnu ikke er fuldstændig enighed blandt forskerne.

Hver gang forkerte påstande bliver forkastet, er vi blevet en lille smule klogere.

I modsætning til den konfronterende videnskabelige dialog står den religiøse. Kan en brillant ung fysiker foranstalte et eksperiment, der endegyldigt gendriver relativitetsteorien, vil han modtage nobelprisen, og blive hyldet af forskere overalt. Hvis en brillant præst efter læsning af gamle kilder sandsynliggjorde, at Jesus som i Monty Python filmen Life of Brian havde en romersk soldat som far, ville han næppe blive modtaget med kyshånd af ret mange kolleger. I religiøse samfund, New-age inkluderet, er kritikere en trussel, og kanoniserede påstande overlever evigt, uanset det naive verdensbillede, som de udsprang af. Uden kritik mister et system sin dynamik. I værste fald låser det sig fast i dogmatik og gamle mytologiske forestillinger.

Et grelt eksempel på dette er astrologien, som har undergået mikroskopiske forandringer gennem årtusinder, selv om den tager udgangspunkt i et for nutidsmennesket indlysende forkert verdensbillede, hvor jorden er flad. Videnskabsfolk og skeptikere overalt har forsøgt at sætte gang i diskussionen om astrologien, blandt andet ved at lave systematiske test af påstanden om, at folk ændrer karaktertræk efter, hvilket stjernetegn de er født i.

Blandt 50 undersøgelser af god kvalitet, vil jeg blot fremhæve to:

I den såkaldte Berkeley/Colorado-test præsenteres astrologen for en blanding af data fra pæne mennesker og forbrydere. Deres opgave er nu at sortere i to bunker. En for forbrydere og en anden for de andre. Ingen forventer 100 procent ufejlbarlighed, men giver stjernerne et fingerpeg om menneskers skæbne, vil det afsløres statistisk. Ingen astrolog har hidtil kunne klare testen, og de danske erhversastrologer, der ellers lever af at sortere ansøgere har klogeligt afvist alle tilbud om deltagelse.

I 1980 erne undersøgte to amerikanske forskere Robert Culver og Phillip Ianna mere end 3000 af astrologernes spådomme. De 90 procent var forkerte. De 10 procent rigtige var mest af selvindlysende karakter. Når astrologerne aldrig klarer sig bedre end ved tilfældigt gæt, bruger de ikke resultaterne konstruktivt til at luge ud og forbedre. I stedet har de en armada af trættende standardundskyldninger, hvoraf kun nogle få nævnes:

• ikke alle astrologer er lige gode;
• astrologer er fejlbarlige;
• personen mangler selvforståelse;
• fejl i fødselsdato/ sted;
• modstridende faktorer i horoskopet;
• dobbelttydighed i symbolikken ­ osv osv.

Tilsammen er usikkerhederne åbentbart så belastende, at astrologerne kun kan forudsige en persons væsen efter lang tids samtale med vedkommende. De gode forudsigelser kommer aldrig før men altid efter det forudsagte.

Astrologerne ville være forlist på Jamaica.

Manglende kritisk dialog er katastrofal for et samfund, både politisk og med hensyn til frembringelse af viden.

De politiske konsekvenser i form af konservatisme og chauvinisme bliver fremhævet ofte nok, og hvad det andet angår kan udover astrologien nævnes behandlingssektoren som et udsat område.

Skal man afgøre om en given behandling virker gavnligt, er det ikke tilstrækkeligt, at troværdige mennesker fremlægger deres gode erfaringer eller, at folk, der har gennemgået en behandling, inderligt føler den gode virkning. De fleste sygdomme kureres af sig selv, og måske gav behandlingen blot patienten et velvære og en tillid, der manglede før. Fra omfattende studier ved vi i dag, at en hvilken som helst uvirksom behandling kurerer eller afhjælper sygdomsforløbet for mellem 30 og 70 procent af en hvilken som helst patientgruppe, hvis blot behandleren og patienten tror på det, der foregår.

Disse placeboeffekter var kendt allerede på Holbergs tid. Dengang var tjærevand populært mod mange dårligdomme. I et af sine epistler fra 1747 skriver Holberg:

Jeg raader derfor min Herre og alle andre til at bruge dette Vand, saalænge som Recepten er i Credit og Reputation. Det er tidsnok at ophøre, når man mærker, at denne Alamodiske medicin ingen Virkning meer haver.

Placeboeffekten er værdifuld i mindre doser og brugt på den rigtige måde, men skal behandlingerne udvikles, må man kunne adskille reelle behandlingseffekter fra forventningseffekter. Det kan forskerne i høj grad i dag takket være de sidste 100 års kritiske videnskabelige udvikling af kontrollerede undersøgelser med dobbeltblindtest osv.

Disse forholdsregler er absolut nødvendige, og det er deprimerende at se akkupunktur og zoneterapi vinde frem, fordi entusiastiske kvaksalvere laver hurra-undersøgelser uden at have begreb om metode. De negative menneskelige konsekvenser af forkert og virkningsløs behandling er indlysende, og blandt andet Dansk Blindesamfund har flere gange været ude med advarsler mod navngivne ikke-lægelige behandlere.

Astrologi, zoneterapi og det meste andet inden for new-age-bølgen er eksempler på pseudovidenskab , dvs. naturlære, der overlever i kraft af, at kritik og modstridende erfaringer ikke bruges til et nødvendigt opgør med effekterne af indbildning og selvsuggestion.

Mit svar på kronikkens indledende spørgsmål er derfor: Nej .

Når man læser læserbrevene i danske dagblade, må man tro, at mange ser videnskabelige teorier som lænestolsfilosofi, der står i modsætning til menigmands langt mere jordbundne tro på det, der virker.

Intet kunne være mere forkert. Når landmanden i Tappernøje kan gribe mobiltelefonen fra traktoren og tale direkte med svogeren i Australien, når storebæltsbroen ikke styrter sammen over bilerne, når AIDS-patienterne har fået øget deres livslængde med mange år, skyldes det alt sammen naturvidenskabernes suveræne forståelse og beherskelse af stof og energi. Videnskab er ikke bare teori, men et systematisk studium af det, som virker.

Det er sådan set misvisende, at tale om alternativ medicin eller naturlære, som noget væsensforskelligt til etableret medicin og naturlære. Enhver videnskabelig teori er i begyndelsen i opposition til det kendte, og er i den forstand alternativ . Gennem forskernes test af teorien, vil den så med tiden, hvis den er troværdig, kunne nå højere status og blive etableret.

Forskellen på forskellige behandlingstyper er altså, at nogle er testede og veldokumenterede, mens andre ikke er.

Det er helt i orden, at alternative terapeuter tror på en given behandling; de kan oven i købet have ret, men den kan først få tilskud og blive brugt i større stil, når den er dokumenteret og har overlevet de strenge krav til en videnskabelig test.

Vi vil dog næppe nogensinde opleve auramassører, numerologer mv. stå i kø til test. Deres succesrate overfor videnskabsfolk er uhyggelig lav, og ifølge min personlige erfaring har mange af dem ikke den mindste sympati for folk, der vil kigge dem i kortene.

Kilde: Para-nyt 1998 nr. 6. Bringes med forfatterens venlige tilladelse.

[*]