af Claus Larsen

Søndag den 17. marts 2019 ser Marianne Westphall en puma i en skovlysning, øst for Gl. Rye, ved Silkeborg. Samme nat bliver et får skambidt i en indhegning tæt på, hvor Marianne Westphall har set pumaen1,2,3. To dage efter, om tirsdagen, ser Gitte Tang Lorentzen et dyr under en gåtur ved skoven ved Funder Ådal, ca. 17 km vest for, hvor Marianne Westphall har set pumaen. Gitte Tang Lorentzen googler sig til, at dyret godt kunne være pumaen. Andre har også set et puma-lignende dyr i området, endda for lang tid tilbage4.

Direktøren for Givskud Zoo, Richard Østerballe, bekræfter, at Marianne Westphalls beskrivelse passer på en puma, og opfordrer jægere at lede efter dyret5.

Er det en puma?

Det er ikke første gang, at der rapporteres om vilde kattedyr i Danmark. I 1995 observerede adskillige fynboer en puma, der måske også var en løve, eller måske to forskellige dyr. Kræet forsvandt dog efter et stykke tid6.

Hvis det er en puma, må nogen stå og mangle en. Der er dog ingen, der er i den noget penible situation, end ikke Givskud Zoo, der slet ikke har nogen7. Hvis nogen skulle have haft en puma i baghaven, er det i hvert fald ikke noget, der er sluppet ud til offentligheden – eller blot til naboen.

Der er heller ikke meldinger fra skovfogeder eller naturvejledere, der har fundet dræbte byttedyr. Hvis det er en puma, må denne logisk set derfor være veganer.

Så det er næppe en puma.

Hvad er det så?

Naturvejleder Jan Kjærgaard afviser ikke, at det kan være en puma, men påpeger, at der mangler konkrete beviser, i form af fotografier af selve dyret, fodspor, eller andre fysiske beviser på dyrets eksistens. Jan Kjærgaard påpeger også, at folk i deres forskrækkelse over at have set et dyr, lægger 50-100% til i størrelsen2.

I mangel af et vildt kattedyr, er det formodentlig en løssluppen hund, der har været på spil. Hunde kan sagtens finde på at angribe får, og hvis det er en hund, er ejeren måske ikke så åben over for at stå frem som den ansvarlige.

Det lyder som et eventyr

Ikke at denne ikke kun naturlige, men også plausible forklaring vil få alle til at slå koldt vand i blodet. Som Jens Gaardbo påpeger, mangler vi eventyr i dagligdagen (en noget kuldslået melding i H. C. Andersens hjemland):

“Så jeg holder med Marianne. Og det gør jeg også, fordi vi trænger til lidt mere eventyr i vore søvndyssende, gennemregulerede land. Især ude i det fri, hvor myndighederne efterhånden har registreret hvert eneste muldvarpeskud, og hvor man knap kan få lov at gå fem meter i skoven, før man møder skilte om gule stier til venstre og Margueritrute til højre. Omsorgen kender ingen grænser i vores velordnede land. Man må ikke fare vild. Man skal ikke have besvær med selv at opdage en skøn plet. Og man skal slet ikke risikere at møde en puma.8

Vi kigger derfor i krystalkuglen, og forudsér, at der vil komme flere rapporter om pumaer, løver og andre store dyr i den jyllandske fauna. En god historie er bedre end en sand historie.

 

Opdateret: 3. september 2022

Dansk puma på spil igen: – Løb for helvede, Ekstra Bladet

Kilder

  1. Er pumaen løs? Et får er blevet skambidt i Gl. Rye, Århus Stiftstidende
  2. Kvinde hævder, hun har set en puma i dansk skov: “Vi mangler fotos af den og dens fodspor”, LokalAvisen
  3. Kvinde er sikker: Mødte en puma i skoven, Midtjyllands Avis’ nyhedssite
  4. Kvinde har set pumaen i Funder Ådal, Midtjyllands Avis’ nyhedssite
  5. Zoo-direktør: Beskrivelsen passer præcis på en puma, Midtjyllands Avis’ nyhedssite
  6. Bæstet på Fyn, Skeptica
  7. Dyreoversigt, Givskud Zoo
  8. Hold da kæft, sikke et eventyr, B.T.