af Klaus Webner
I år – 1997 – har Bogans forlag genudgivet bogen Ufo’et der styrtede fra 1981. Bogen er skrevet af Charles Berlitz og William L. Moore. Ny titel på bogen er: Ufo styrtet ved Roswell . I den anledning har Para-nyts redaktion hentet Klaus Webners artikel om netop denne bog frem fra arkivet. Artiklen fra det østrigske tidsskrift Contra behandler ikke så meget selve Roswell-hændelsen, men mere en sag fra Webners hjemby, som siger et og andet om den nævnte bogs troværdighed. (Wiwe)
Selv de mest kulørte fantasier syntes at ville blive virkelighed, da forfatterparret Charles Berlitz og William Moore i 1980 præsenterede deres nyeste værk for et sensationslystent publikum: Ufo’et der styrtede . [Originaltitel: The Roswell incident ]
Frisk og frejdigt henvender bogens bagsidetekst sig til den eventuelle køber med følgende salut: "I juli 1947 styrtede et ufo ned over New Mexico. Resterne af objektet og dets passagerer blev hemmeligt fragtet til CIA’s hovedkvarter. Takket være et fantastisk detektivarbejde kan der nu for første gang fremlægges videnskabelige analyser og hemmelige øjenvidneskildringer af Roswell-episoden for offentligheden."
Disse få linier var tilstrækkeligt til, at jeg skyndsomst satte bogen tilbage på sin plads i boghandlerens reol. Men fra nu af var det, som om mysteriet om Roswell-episoden helt uimodståeligt overførte sine magiske kræfter på mig. Igen og igen fik jeg avisartikler i hænde, hvor der i forbindelse med ufo-bogen blev bragt et billede af et lille fremmedartet væsen. Til sidst modtog jeg endog flere forespørgsler om, hvad dette billedmateriale kunne have på sig, hvilket nok navnlig skyldtes, at min hjemby Wiesbaden blev angivet som oprindelssted. Uden at ane, at jeg stod over for at gøre en følgerig opdagelse, satte jeg mig i forbindelse med vore to lokale dagblade.
Kort tid efter blev der på min foranledning bragt et bind gulnede aviser frem i dagens lys fra arkivet hos Wiesbadener Tagblatt , og i en af aviserne fandt jeg netop det billede af en fremmedartet skabning, som er gengivet i Berlitz og Moores bog (omend meget utydeligt).
FLYVENDE TALLERKEN OVER WIESBADEN, meddelte den tilhørende overskrift. "Kæmpemæssig flyvende skive styrter ned ved Bleidenstadter Kopf. Besætningsmedlem i sikker forvaring – ingen grund til uro."
Herefter fulgte den eventyrlige beretning om, hvorledes man i nattens løb havde opsporet vraget af en flyvende tallerken, som var styrtet ned i nærheden af Wiesbaden. Under eftersøgningen skulle man endog have pågrebet et medlem af rumskibets besætning. Dette sælsomme, etbenede væsen bevægede sig efter sigende fremad på en glidende, roterende skive. Ifølge artiklen havde det gribehænder med fire fingre og et uformeligt hoved med store, runde, stirrende øjne. En af de amerikanske betjente bar en tryklufts-regulator med slange. Den hemmelighedsfulde mr.X fra den flyvende tallerken var blevet indkvarteret i Hotel Neroberg i Wiesbaden. Amerikanerne ville ikke indlade sig i nogen form for samtale. For at vænne mr.X til vores lufttryk ville han hver dag mellem kl. 14 og 15 blive ført ud på en kort spadsertur i nærheden af Nerobergs udsigtspavillon, fortalte artiklen. Kommunens tekniske afdeling havde endog besluttet at arrangere ekstrature med Nerobergbahn. Der var ingen fare på færde for befolkningen, eftersom man fra myndighedernes side ville gøre alt, hvad der var muligt for at få fat i eventuelle andre besætningsmedlemmer. Hertil ville man anvende så kaldt "fjernsøgnings-udstyr". En specialkommando udrustet med minesøger-lignende apparater ville gennemsøge skovene. Overvågningen med radar ville blive forstærket. Til sidst udgik der følgende opfordring til befolkningen:
"Hvis nogen gør yderligere iagttagelser i denne sag, bedes vedkommende henvende sig til pressens repræsentanter på rådhuset. Efterforskningen af den hemmelighedsfulde tildragelse fortsætter, og vi vil selv gøre alt for at holde befolkningen løbende underrettet."
Denne i ordets sandeste betydning fantastiske historie stod at læse i Wiesbadener Tagblatt i 1950 – lørdag den 1. april!
Lykkeligvis var det efter 31 års forløb stadig muligt at få såvel den daværende forfatter som den fotograf, der havde fremstillet de såkaldte "bevis-fotografier", i tale. Min samtale med dem fandt sted i Wiesbadener Tagblatts arkiv den 15. april 1981. Og den løftede sløret for mysteriet.
Den nedstyrtede flyvende tallerken var i virkeligheden en minutiøst udspekuleret aprilsnar, frit opfundet af bladets redaktør, Wilhelm Sprunkel. Han havde fået ideen, da han læse en anden avisartikel om flyvende tallerkener, et emne, som han ikke tog alvorligt dengang og heller ikke tager alvorligt i dag. Den 1. april stod netop for døren, og findes der overhovedet noget bedre emne for en aprilsnar end flyvende tallerkener?
For at kunne fremstille sagen så realistisk som muligt kontaktede Wilhelm Sprunkel en forbindelsesofficer ved de amerikanske styrker og anmodede om at få stillet to amerikanske soldater til rådighed for sin spøg. Forbindelsesofficeren morede sig over ideen, men var dog lidt betænkelig og mente, at Sprunkel hellere måtte bede kommandanten i Wiesbaden om tilladelse. Denne lo på sin side hjerteligt og hævdede derpå, at der nok måtte indhentes tilladelse hos de amerikanske styrkers hovedkvarter i Heidelberg. Planen blev virkelig godkendt på dette høje sted, og så gik enhver i gang med sin del af arbejdet.
Fotografen Hans Scheffler tog billeder af de vandtætte projektører i fontænen ved Kurhaus Weiher og skar udsnit af kopierne ud som "flyvende tallerkener". Disse blev limet på forskellige andre papirbilleder og reproduceret som fotomontage. Både "bevisfotoet" af "vraget af det skiveformede fartøj" og billedet af den flyvende tallerken over Wiesbadens Marktkirche blev fremstillet på denne måde. Detaljerne blev indtegnet med retoucherpensel.
Så iscenesatte de listige bladfolk et møde med piloten i den flyvende tallerken, mr.X. Holdet kørte op til Neroberg i en af hærens jeeps og fremstillede her, foran udsigtskuplen, det senere så berømte foto. Den hemmelighedsfulde gæst fra det ydre rum var ingen anden end Peter Scheffler, fotografens femårige søn. Det eneste, den amerikanske soldat til venstre på billedet holder i hånden, er en metalkasse. Alt det øvrige, slangen, respiratorapparatet, hovedet, gribekløerne, det enlige ben og den skiveformede fod, har Scheffler først senere tegnet ind på billedet.
Som kilde til fotografiet opgav man følgende: 3 TRANSLAG/USA-FOTOS. Det var naturligvis også fri fantasi. I 1950 åbnede der i nærheden af Wiesbadener Tagblatt et firma, hvis navn lød nogenlunde ligesådan, og det indarbejdede Wilhelm Sprunkel fluks i sin historie.
Omstændighederne ved den nedstyrtede flyvende tallerken var faktisk så autentisk beskrevet, at man i 1950 tog historien for gode varer. Artiklen vakte en sådan opmærksomhed, at den endog blev gengivet med fotos og det hele fredag den 7. april 1950 i den amerikanske ugeavis Wiesbaden Post. Forud for dette havde en kvindelig journalist i Koblenz sat sig i forbindelse med Wiesbadener Tagblatt og ville for enhver pris sikre sig rettighederne til at offentliggøre billedet af mr. X. Da Sprunkel prøvede at forklare, at hele sagen blot var en lille aprilsnar, hvæsede damen tilbage, at det sagde han kun, fordi han ikke ønskede at overdrage hende rettighederne. Wilhelm Sprunkel måtte argumentere i tyve minutter i telefonen, før det lykkedes ham at overbevise journalisten om, at historien skam var ganske usand!
Den 3. april bragte Wiesbadener Tagblatt et dementi under overskriften: De gik ordentlig i vandet!
Historien om den flyvende tallerken ville forlængst være gået i glemmebogen, hvis ikke en eller anden fiffig rad havde sendt et avisudklip til USA, nærmere bestemt Federal Bureau of Investigation, FBI, i maj 1950. Årtier senere modtog en vis Berry Greenwood, som samarbejdede med organisationen UFO Information Network i Rome, Ohio, nemlig et bundt fotokopierede papirer fra FBI, hvoriblandt der lå en del af avisartiklen. Fotokopien af mr.X var imidlertid af så ringe kvalitet, at tegneren hos UFOIN, Lawrence Blazey, blev sat til at udfærdige en tegning på grundlag af den. Da William Moore fik nys om dette materiale, krævede han straks at få lov til at bringe det i sin bog. Og mr.X så for anden gang dagens lys.
Efter at jeg – virkelig uden større besvær – havde fundet ud af disse ting, købte jeg et eksemplar af bogen Ufo’et der styrtede , som jeg ikke havde læst forud for mine undersøgelser. Det berømte foto af mr.X er her gengivet både i fotokopi og som tegning på side 112, i billedsektionen mellem kapitel 6 og 7.
Under læsningen rejste håret sig adskillige gange på mit hoved. Bogen serverer i dygtig journalistisk stil alle mulige obskure, enkeltstående historier, som om de indgår i et overordnet mønster. Den ene teori dynges oven i den anden, uden at der gøres forsøg på at skelne skidt fra kanel. Her dukker den amerikanske tallerkentilhænger Gray Barker op under betegnelsen "ufoforsker", og fra ham hører man om den mysteriøse beretning vedrørende en vis baron von Poppen, som hævdes at have fotograferet den nedstyrtede flyvende tallerken på en amerikansk luftbase. Hvor pålidelig Gray Barker er som kilde, fremgår klart, når man ved, at han solgte amerikanske kontaktberetninger, hvori aktørerne kører omkring på månen uden rumdragt i særlige "sofavogne" og nyder den gode "måneluft".
Naturligvis skal læseren heller ikke undvære ufologen Leonard Stringfield og hans extraterrestriske gribekløer, som selv den amerikanske ufo-scene trækker på smilebåndet af. I 1980 fremlagde denne herre et foto af "et ikke-jordisk væsen liggende i en glaskiste" som vægtigt bevismateriale. Som det senere fremgik, var hele historien et svindelnummer fremstillet af det amerikanske tidsskrift Official UFO. Det påståede udenjordiske væsen var en lille plasticdukke!
Men det er ikke alt. I kapitlet "Ufoer på himlen og i rummet" præsenterer Berlitz og Moore en række hurtigt opridsede beretninger om astronauter, som hævdes at være blevet hjemsøgt af uidentificerede flyvende objekter fra verdensrummet. For eksempel læser man på side 16 følgende: "Da Apollo 11 landede i et månekrater, kom to rumfartøjer til syne på kraterranden. Aldrin fotograferede dem. Billederne er endnu ikke frigivet af NASA." Det, der her hentydes til, er i virkeligheden den berømte 16mm film, som Aldrin optog fra landingsfartøjet en dag før den historiske månelanding, og hvor der på grund af det skærende sollys tilfældigvis fremkom to herlige reflekser i kameraets objektiv. Dette materiale har forståeligt nok aldrig været hemmeligstemplet.
Men lad os vende tilbage til Jorden fra verdensrummet. Det er interessant at notere sig, at bogen foregår i juli 1947, altså kun nogle få åger efter, at Kenneth Arnolds første ufo-observation havde udløst et veritabelt massehysteri, som bragte enhver fugl i fare for at blive fejlfortolket som en flyvende tallerken. Oven i dette kom en lang række drengestreger. Aviserne kunne knap nok trykke historierne så hurtigt, som de blev indleveret. Men alt blev rørt med i den store gryde, for tanken om besøg fra andre kloder var populær; og desuden herskede den velkendte, sommerlige agurketid. Disse psykologiske omstændigheder må absolut tages med i betragtning, hvis man ønsker at forstå, hvad der rent faktisk skete i Roswell.
En kopi af dagbladet Albuquerque Journal , som jeg fik tilsendt direkte fra New Mexico, havde i udgaven for onsdag den 9. juli 1947 følgende hovedoverskrift: "Disc mystery is ‘solved’ for three hours until Roswell find collapses". Et citat fra teksten: "Omtrent tre timer efter den første officielle meddelelse lod en officer fra hærens vejrtjeneste svindelnummeret gå op i røg. Det pågældende objekt, oplyste han, var intet andet end en af militærets vejrballoner og dens radar-mål."
Også det berømte FBI-telegram fra 8. juli 1947 taler i forbindelse med Roswell-objektet om en meteorologisk ballon og dennes vedhængende radarreflektor.
Når man har kæmpet sig igennem bogen om Ufoet der styrtede , spørger man uvilkårligt sig selv, hvad der i grunden blev af de lovede videnskabelige analyser og ikke mindst beviserne?
I et fem sider langt brev, dateret den 12. august 1981, gratulerede den ene af bogens forfattere, William Moore, mig indledningsvis for min afsløring af mr.X’s sande identitet; til slut i brevet truede han mig med sin advokat, såfremt han ikke modtog nogle mere positive udtalelser fra min side. Havde jeg måske lyst til at komme til USA og fortælle alle de mennesker, han havde interviewet, op i deres åbne ansigt, at de var fulde af løgn? Moore afviste også på det bestemteste, at hans og Berlitz’ bog skulle være baseret på rygter og løse forlydender. På det punkt synes han fuldstændig at have glemt, hvad han selv har skrevet på side 91:
"Mens en sådan beretning kan synes utrolig ved første betragtning, er den måske i virkeligheden helt korrekt, skønt vi uheldigvis igen er tvunget til at stole på rygter som vor bedste kilde."
I et brev af 12. oktober 1981 returnerede William Moore min konkrete svarskrivelse som fotokopi, hvor der tværs over mine linier var skrevet følgende kommentar med fed skrift: BULLSHIT! Også de efterfølgende breve, afhandlinger og fotokopier, som Moore sendte mig, bar præg af en sand overtro på flyvende tallerkener.
Næsten alle de fagtidsskrifter verden over, som offentliggjorde min afsløring af mr.X, bombarderede William Moore med klagebreve, hvori han aldrig undlod at nævne sin advokat. Til sidst sendte Moore en skrivelse til det kritiske tidsskrift Ovni-Presence i Schweiz, hvori det blandt andet hed: "Jeg begynder så småt at blive træt af Klaus Webner og hans forsøg på at puste sit ego op på bekostning af mine artikler … Webner er efter min opfattelse ikke nær så interesseret i at få sandheden frem som i at skabe opmærksomhed omkring sine egne skriverier. Andetsteds beklager Moore sig over, at man har offentliggjort min artikel uden først at spørge ham.
Set i denne sammenhæng virker udsagnene i Ufoet der styrtede ganske paradoksale. Mens det på den ene side hævdes, at CIA og FBI skjuler sprængfarlige oplysninger om de flyvende tallerkener, har de to sensationsforfattere selv travlt med at få lukket munden på deres kritikere!
Jeg har ved månedlange studier arbejdet mig gennem 5,4 kilo tidligere klassificeret materiale fra CIA om ufoer og derved dannet mig et noget andet billede af USA’s efterretningsvæsens holdning til emnet, end det forfatterne til Ufoet der styrtede serverer for deres læsere. USAs regering ligger naturligvis ikke inde med vragrester af en nedstyrtet tallerken anno 1947 og har heller ikke små udenjordiske væsener liggende i køleskabet. Påstandene i Ufoet der styrtede svækkes blandt andet af den kendsgerning, at der den 14. til 17. januar 1953 mødtes et panel af videnskabsfolk, som skulle drøfte årsagerne til de talrige ufoberetninger i dagspressen. Flere repræsentanter fra det amerikanske luftvåben og efterretningsvæsen deltog i denne diskussion.
I 1957 erklærede det amerikanske forsvarsministerium i vendinger, som ikke var til at misforstå, at "Der findes intet som helst fysisk, håndgribeligt bevis; ikke det mindste lille stykke af en såkaldt flyvende tallerken er nogensinde blevet fundet."
Og med denne bemærkning kan man roligt glemme alt om Ufoet der styrtede og bogens to fantasifulde forfattere.
Kilde: Para-nyt 1997 nr. 5
Fra: Contra : Zeitschrift gegen Aberglauben und Pseudowissenschaft 1983 nr. 2
[*]
Seneste kommentarer