af Jens Laigaard
Hvad er det, der har en lang hals, bor i Skotland og med jævne mellemrum får aviserne til at gå agurk?
Rigtigt! Og hvilken profession havde manden, der tog det mest berømte foto af dette dyr?
Rigtigt igen. Billedet bliver jo almindeligvis kaldt “kirurgens foto”. Vi kender det allesammen, det er et af disse billeder, der sidder i rygmarven. Det er sort-hvidt, lidt uskarpt og grumset, og bliver som regel vist i et kraftigt forstørret udsnit, så det gådefulde sorte objekt fylder det meste af billedfladen.
Er det et dyr? Formen minder om en svane, men halsen er for tyk, kroppen ligger for lavt i vandet, og farven er alt for mørk, nærmest sort. Det må være noget andet end en svane. Og gerne noget mere uhyrligt.
Fotoet er ikke det bedste bevis for Loch Ness-uhyret. Man kan let nævne to andre. Der er ingeniør Tim Dinsdales film fra 1960, som blev undersøgt af rekognosceringseksperter fra Royal Air Force og fik en positiv udtalelse med på vejen: filmen viste sandsynligvis et levende væsen, som kunne være op til tredive meter langt. Og der er det spændende foto, et amerikansk forskerhold fik i kassen, da de sænkede et undervandskamera ned i Loch Ness en nat i august 1972. Det viser en lysebrun, rombeformet genstand, som ligner en kraftig luffe. Billedet inspirerede sir Peter Scott fra World Wildlife Fund til at finde på et videnskabeligt navn til Nessie: Nessiteras rhomboteryx , Loch Ness-dyret med de rombeformede finner.
Men selv om disse billeder er nyere og forekommer mere vægtige, så kan de ikke slå kirurgens foto. Det er altid det, der bliver vist, når aviserne bringer nyt om agurkedyret.
Og hvad er det så, man ser på billedet? Er det hovedet af en svaneøgle eller et lignende fortidsuhyre, sådan som tilhængerne af Nessie hævder? Eller er det en af de utallige ting, som skeptikerne har foreslået: halen af en odder, rygfinnen på en spækhugger, et stykke træ, en svømmefugl eller en elefant, der tager bad? Eller skeptikernes yndlingsforklaring: et menneskeskabt fupnummer?
I forlængelse af disse spørgsmål melder der sig nogle andre, som er med til at øge mystikken. Hvor stor er den sorte tingest egentlig? Og hvornår er billedet taget?
I mange år hed det sig, at billedet var taget den 1. april 1934 – en yderst uheldig dato. Janet Bord fra Fortean Picture Library vil ikke høre tale om aprilsnar; hun mener, at “den 19. april er en mere sandsynlig dato”. Men faktisk ved man ikke, hvornår billedet er taget. Hvad der står fast er, at det blev præsenteret for offentligheden første gang lørdag den 21. april 1934 i den landsdækkende britiske avis Daily Mail.
Fotografiet var taget af en kirurg ved navn Robert Kenneth Wilson. En agtværdig herre, som kunne sætte MA, MB, ChB Camb. og FRCS efter sit navn, og som havde praksis det rigtige sted, nemlig i Harley Street, London. I Daily Mail fortalte Wilson lidt om de nærmere omstændigheder ved billedet. Han havde travet langs Loch Ness, da vandet pludselig kom i oprør mellem 150 og 200 meter fra bredden. Han hev sit kamera frem og snuppede fire billeder i hurtig rækkefølge, inden det mærkelige væsen atter forsvandt ned under bølgerne.
Wilson gav indtryk af at være en sky og beskeden person. I lang tid var det ikke almindelig kendt, at det var ham, der var ophavsmand til det berømte foto. Og da det slap ud, nægtede han at fortælle mere om sagen. Han emigrerede til Australien, og her døde han i 1969, uden at offentligheden havde fået svar på hundrede millioner dollar-spørgsmålet.
Men i 1992 kom der et svar. Jo, det var svindel.
“Nu er jeg blevet 86 år, og så er det vel på tide at afsløre min store hemmelighed,” erklærede en skotsk herre, som ved et forrygende sammentræf også hed Wilson. Lambert Wilson var professor i musik og forhenværende dirigent ved symfoniorkesteret i Aberdeen. Hemmeligheden var kort og godt, at det var ham, der havde optrådt som søslange i Loch Ness og taget R.K. Wilson ved næsen.
“En sensommerdag i 1934 tog jeg en svømmetur i søen,” forklarede Lambert Wilson, “ikke langt fra en parkeringsplads, hvor en turistbus stod parkeret. Til lejligheden havde jeg konstrueret et søslangehoved, og jeg havde selvfølgelig masken på, da jeg svømmede i søen.”
Så grinede folk rundt omkring ved morgenaviserne; men monster-kenderne var ikke overbevist. Der var nogle punkter ved Lamberts historie, som gjorde det svært at tage den for gode varer. Dels turistbussen, som Wilson den Første (kirurgen) ikke havde nævnt noget om, og dels det med “en sensommerdag”, som jo var helt ved siden af.
To år senere gik et nyt uhyre til bekendelse. Denne gang lød historien mere troværdig, og der hørte en forhistorie til, som også bød på fup og fiduser.
Vi skal tilbage til 1933, hvor Loch Ness-uhyret for alvor slog igennem i medierne. Det begyndte med en række observationer af et stort dyr med de kendte svaneøgle-lignende træk. Alle aviser skrev om Nessie, og Daily Mail besluttede at sende en “særlig undersøgelsesgruppe” til Skotland. Som leder udpegede man Marmaduke Wetherell, der både var skuespiller, filminstruktør og storvildtjæger.
Måske var det især det med storvildtet, der fik Daily Mail til at sætte Wetherell i spidsen for ekspeditionen. Hans kendskab til Afrikas store dyr kom også til at give pote. Allerede på den første dag ved Loch Ness opdagede han mystiske spor ved søbredden, og dagen efter rapporterede han, at han havde fundet adskillige fodaftryk, som mindede om dem fra en flodhest. Man kan forestille sig, at redaktørerne på Daily Mail har været en kende rystede over, at tingene udviklede sig så hurtigt oppe i Skotland. Men Wetherell sagde blot, at succesen skyldtes hans årelange erfaring.
Det skulle snart vise sig, at det ikke kun var erfaringer, han havde bragt med hjem fra Afrika. Der blev sendt gipsaftryk af uhyrets fodspor til Naturhistorisk Museum i London, og her fastslog zoologerne tre ting. For det første, at sporene stammede fra en flodhest. For det andet, at flodhesten var død, eftersom kødet på foden var tørret ind. Og for det tredje, at alle aftrykkene var sat med højre bagben! Dengang var en afskåren fod fra en elefant eller en flodhest et populærtstorvildttrofæ; nogle gange blev foden udhulet, så den kunne tjene som paraplystativ.
Daily Mails konkurrenter morede sig vældigt over denne afsløring, og det blev ikke bedre, da Wetherell meldte, at han havde fundet resterne af en ged og et får, som uhyret havde ædt. På Daily Mail tog man den kedelige og alvorlige mine på og tilsluttede sig en teori om, at uhyret nok bare var en stor gråsæl. Den var Wetherell helt med på. Han rapporterede straks, at han havde observeret en stor gråsæl i Loch Ness.
Så havde avisen fået nok. Ekspeditionen blev standset.
Wetherell var gnaven, fordi han var blevet fyret, og spekulerede over, hvordan han kunne hævne sig på Daily Mail. Han fik snart en idé. Han bad sin søn Ian om at fremstille en lille model af et uhyre. Ian købte en legetøjs-ubåd og beklædte dens tårn med plastisk træ, så det kom til at ligne en lang hals med et lille hoved. Modellen blev sat ud i en vig, hvor krusningerne på vandfladen godt kunne ligne almindelige bølger rundt om et stort dyr. Ian tog nogle fotos med sin Leica på 35 mm film; derefter blev billederne overført til glasplader via et forstørrelsesapparat.
Nu manglede man blot en respektabel stråmand. Det blev kirurgen R.K. Wilson, som havde lejet en jagt i det skotske højland sammen med Maurice Chambers – en af Wetherells venner. Altså tilpas langt ude til, at ingen ville opdage forbindelsen. Wilson kunne godt lide practical jokes. Han tog pladerne med til Inverness for at få dem fremkaldt, og senere solgte han billederne til Daily Mail.
I 1990 faldt to Loch Ness-forskere, Alastair Boyd og David Martin, over et udklip fra en gammel avis, hvor Ian Wetherell blev citeret for, at han sammen med sin far havde lavet et fupnummer, der blev “alle tiders mest berømte billede af Loch Ness-uhyret”. Tilsyneladende havde ingen fattet betydningen af denne bemærkning, som var faldet allerede i 1975. Men Boyd og Martin indså, at der måtte være tale om kirurgens foto. Da Ian i mellemtiden var død, opsøgte de to forskere hans stedbror Christian, en herre sidst i firserne. Her fik de hele historien. Christian fortalte, at han havde været med til at modellere, slibe og male legetøjs-uhyret.
Afsløringen blev trykt i BBC Wildlife Special, meget passende i april 1994, tres år efter at kirurgens foto første gang så dagens lys. Det er værd at tilføje, at Boyd og Martin ikke bare var ude på at rakke ned på Nessie og hendes tilhængere. De var tværtimod seriøst interesseret i gåden og havde tilbragt mange år med undersøgelser af dyrelivet i Loch Ness og overvågning af søens overflade.
Er det så sandheden bag det berømte billede? Hvis det er, så har vi her fået forklaringen på et forhold, som de fleste Nessie-entusiaster må have studset over. Nemlig at bølgerne på billedet ser forkerte ud. De ligner netop småkrusninger, men er alt for store i forhold til den sorte figur, som jo siges at være en skabning på femten-tyve meters længde.
Men der er også rejst indvendinger mod denne forklaring. Kunne en lille ubåd af blik på 35 centimeters længde virkelig bære en 30 centimeter høj overbygning af plastisk træ? Ville den ikke snarere kæntre? Christian sagde, at ubåden blev forsynet med en ekstra blykøl for at kunne holde balancen. Men ville den så ikke synke? Da den nye Loch Ness-afsløring blev kendt, talte avisen Sunday Telegraph med en samler, der havde specialiseret sig i legetøjs-ubåde fra 1920’erne. Den slags folk har man i England – og manden sagde, at en model som den omtalte, med høj overbygning og ekstra blykøl, næppe ville kunne holde sig oven vande.
Der er det herlige ved Nessie, at så snart der viser sig en forklaring på en del af mysteriet, dukker der straks nye mysterier op. Måske varer det ikke længe, inden endnu en person melder sig og tilstår, at det var ham (eller rettere hans far, tiden går jo), der optrådte som uhyret på kirurgens foto. Og måske kan vi også glæde os til chokerende afsløringer omkring den øvrige billeddokumentation. Hvad med ingeniør Dinsdales film? Kendere af Monty Python kan uden tvivl huske den gribende beretning om ungdomsforbryderen, der følte sig forfulgt af et kæmpemæssigt pindsvin – et væsen, vi godt ved ikke eksisterer. Kan det virkelig være en tilfældighed, at den unge forbryder hed Dinsdale? Er kæmpepindsvinet en hentydning til uhyret på Tim Dinsdales film? Endnu et spor at følge op …
Kilde: Para-nyt 1997 nr. 1
[*]
Seneste kommentarer