Af Willy Wegner
Til næste år skriver vi 2012. Der er da gået 65 år siden ”de flyvende tallerkener” blev født og holdt over dåben som et evigt tilbagevendende tema i massemedierne.
Pionererne fra den første tid er stort set alle hinsides dette liv, men anden-og trejdegenerations tilhængerne er stadig aktive. Nu hedder ”tallerkenerne” blot ufoer og nogle af dem der tror på at ufoer er rumfartøjer fra andre verdener kalder sig ufologer.
Skeptikerne har absolut ingen grund til at hovere over den eklatante mangel på beviser. Ufologerne har i sig selv været et interessant studium. Flertallet har været og er stadig nogle stædige og krasbørstige modstandere efter alle disse mange år. Ufologerne – der er en meget blandet flok – har forstået at udvikle deres område. Men der findes heldigvis undtagelser.
Nu har en af de ufologer som er en kritiker på egen boldgade, skrevet en omfangsrig gennemillustreret bog med titlen ”Projekt UFO”. Det er Kim Møller Hansen fra Skandinavisk UFO Information (SUFOI). På over 450 sider gennemgår forfatteren ufo-mytens udvikling gennem årene, vel at mærke set i et kritisk lys. Det er derfor en sund bog, en bog som perspektiverer dette virvar af ufo-mytologiens iboende myter. Bogens undertitel er ”- tro, løgne og kold krig”.
Kim Møller Hansen sætter tingene på plads. Man må lære at leve med, at man ikke kan forklare alt: ”Mange har svært ved at acceptere, at der er hændelser, som trods alle anstrengelser ikke kan forklares her og nu – uden der af den grund behøver at være noget mystisk eller overjordisk ved det.”
Det betyder således også, at der fortsat vil være ufologer der påberåber sig de uforklarlige rapporter og hændelser med dette statement: ”Så længe der blot er en uforklarlig ufoberetning, så er det en forskning værd”.
Suk! Det er blot et ubehjælpsomt forsøg på at legitimere sin fortsatte eksistens som sandhedssøgende ufolog. Eller lidt mere legalt, at hjælpe rådvilde der har set noget uforklarligt. Men hvorfor nu det? Det må de da bare lære at leve med.
Og hvad med massemedierne der bruger betegnelsen ufoer i flæng? Kim Møller Hansen definerer begrebet ufoer – læs det og husk det.
Det er ikke ufologerne der skal levere beviser for ikke-jordisk liv, skriver forfatteren. Godt nok, vi kan nu i ro og mag klippe vores hæk, slå vores græsplæne eller omplante altankassen indtil det ultimative bevis bliver præsenteret for os. Forfatteren mener at det bliver astronomer, der vil være leveringsdygtige. Mere eksotisk vil jeg håbe på en overraskende direkte kontakt – helst af fredelig art – i prime time, gerne som en kærkommen nyhedsafbrydelse midt i ”Bonderøven”.
Summa sumarum: vil du ha’ et overblik med hensyn til de mange års mest spektakulære ufohændelser og naturlige forklaringer, så er det denne bog du skal have fat på. Det bliver måske en af de sidste bredspektrede bøger om emnet fra en seriøs og kritisk dansk ufolog. Det vil jeg derfor anbefale, for lalleglade ufobøger skal der nok komme flere af.
Med hensyn til udgivelse, så skal du ikke gå til din boghandler, for bogen kommer ikke i normal handel, men bruge dette link.
Officiel udgivelsesdag: 5. September 2011.
Seneste kommentarer