af Claus Larsen

Historien dukkede først op i den britiske avis Daily Mail. Her kunne man læse, at samtlige ejere af et bestemt telefonnummer det sidste årti var døde:

Mobile phone number 0888 888 888 is suspended after every user assigned to it DIES

Spooked phone bosses have suspended the mobile phone number 0888 888 888 – after every single person assigned to it died in the last 10 years.1

Danske medier var ikke sene til at videregive historien. Allerede samme morgen dukkede den op, gengivet helt ukritisk, i B.T.:

Alle, der har haft dette telefonnummer, er døde
Hviler der en forbandelse over 0888 888 888?

Et helt specielt telefonnummer er blevet spærret: Alle, der har haft det, er nemlig døde.

Bor du i Bulgarien og drømmer du om at få telefonnummeret 0888 888 888, kan du godt droppe tanken.

Nummeret er nemlig blevet suspenderet, fordi hver og en, der har haft det de seneste ti år, er døde på mere eller mindre dramatisk vis.2

Når man tager ejernes job i betragtning, kan man også godt undre sig over, hvor usandsynligt det er.

Den første ejer var, ikke underligt, administrerende direktør for det mobilselskab der første gang udstedte nummeret. Han kom af dage som 48-årig, officielt af kræft, uofficielt af kræft forårsaget af radioaktivt materiale, der skulle komme fra en forretningsrival.

Næste ejer var Konstantin Dimitrov, en bulgarsk boss med stærke familierelationer. Han opgav sit mobilabonnement efter en akut blyforgiftning, åbenbart forårsaget af konkurrerende interesser ud i det, der er snehvidt, men ikke er sne.

Den næste indehaver var en ny Konstantin, med efternavnet Dishliev. Denne ejendomshandler, hvis hobby også omfattede sne-der-ikke-er-sne, led samme kranke skæbne som sin navnebror: Han fik også akut blyforgiftning, denne gang uden for en indisk restaurant i Bulgariens hovedstad, Sofia, i 2005.

Sidenhen har nummeret været udenfor cirkulation, åbenbart af skræk for at flere af landets driftige forretningsmænd skulle lide en alt for tidlig død. Landets økonomiske fremtid er dog sikret: Belært af de tidligere “uheld”, er nummeret nu efter sigende helt taget af markedet.

Få dage efter vendte Berlingske Tidendes ellers så seriøse erhvervs-site, Business.dk, historien, denne gang med en dansk vinkel, under den makabre overskrift “Peter fra L’easy har dødens nummer”.3

Telefonnummeret bliver som bekendt her i landet brugt af et leasingfirma med én ansat ved navn Peter. Ejeren (der dog hedder Niels) afviste dog ethvert kendskab til forbandelsen: Firmaet har haft nummeret i 15 år, uden at der har været registreret noget dødsfald.

Peter (og Niels) kan trøste sig med, at nummeret i Kina anses for at være det mest lykkebringende. I 2003 betalte Sichuan Airlines ikke mindre end $280.000 – dengang næsten 2 millioner kroner – for det kinesiske 8-nummer.4 Officielt var det naturligvis ikke på grund af overtroiske forestillinger, men kun fordi nummeret er så let at huske (men ikke at taste – man mister hurtigt overblikket over hvor mange 8-taller man har indtastet!).

Det dejlige ved overtro er, at verden former sig efter ens overbevisning. Hvis det er skidt et sted på Jorden, kan man blot flytte et andet sted hen…

Kilder

  1. Mobile phone number 0888 888 888 is suspended after every user assigned to it DIES
  2. Alle, der har haft dette telefonnummer, er døde
  3. Peter fra L’easy har dødens nummer
  4. China’s ‘lucky’ phone number