af William Haste
“Nutidens Menneske maa forlange mere end en kirkelig Kultus”.
Samtale med cand. pharm. Marx Jantzen, Stifteren af Selskabet for psykisk Forskning.
Marx Jantzen hører til de Mennesker, der har faaet det utaknemmelige Job i Livet at blive bebyrdet med et Kald. Ovenikøbet et Kald, der, i hvert Fald for en Menneskealder siden, regnedes i Klasse med sindssyge Personers Beskæftigelse. Dengang da han følte at han maatte stifte Selskabet for psykisk Forskning, hvis Sekretær han blev, kunde man overhovedet ikke tale om andet paa det religiøse Omraade end det, Præsten prædikede. Et Menneske kunde godt i et Selskab sige, at han troede paa det evige Liv, selvom Vedkommende inderst inde i høj Grad var i Tvivl om det, men blev de psykiske Fænomener, den usynlige Verdens Budskaber eller andet af den Slags bragt paa Bane, da satte man i Sandhed det borgerlige Navn og det gode Rygte paa Spil. Derfor har Jantzen været en Pioner, og det er i Virkeligheden forbløffende, at det i de Tider lykkedes ham at samle en Kreds af ansete Videnskabsmænd til Undersøgelse af de psykiske Fænomener i en saadan Forening.
Meget har ændret sig siden da, og naar vi fra dette Nummer bringer Jantzens egne Skildringer af sin Virksomhed indenfor dette Felt, saa sker det fordi Tiden nu er moden til at kunne forstaa, at det vi kalder “Tilværelsens Gaade” maa have en ny og mere logisk, gennemgribende Forklaring end den kirkelige Dogmatik i Dag er i Stand til at kunne give, selvom Forklaringen langtfra kan blive udtømmende.
Menneskene glider bort fra Kirken.
De har i Deres Værk, siger jeg til Marx Jantzen under en Samtale, ikke omtalt vor Tids Religion. Er De selv religiøs?
Jantzen smiler og viser paa et Billede af sig selv.
– Mine Venner siger, at jeg ligner Lenin, og de sendte mit Fotografi til Petrograd for at jeg muligvis kunde komme til at spille Hovedrollen i en paatænkt Film af den store afdøde Folkefører. Det blev til ingenting naturligvis, ligesom alt andet i mit Liv. Jeg kommer imidlertid til at tænke paa denne lille Episode, naar De spørger mig om noget i Forbindelse med Religion, den officielle Religion, og Kirken. Jeg er i Virkeligheden ligesaa fjendsk overfor disse Ting som den Mand, man paastaar jeg ligner i det ydre, blot ud fra ganske andre Forudsætninger. Lenin var saa vidt jeg ved Atheist. Jeg selv tror, at Gud er til, ja mere end det, jeg ser ham, kan ikke undgaa at træffe ham i alt og alle. Men Kirken, ligegyldig hvilken Sekt den bekender sig til, har aldrig kunnet give mig Visheden om den Form for evigt Liv, som jeg mener er den eneste Forklaring paa Tilværelsen.
– Hvorledes vilde De skildre denne Tilværelse?
– Som en evig Aktivitet, i hvert Fald ikke som den “Salighed”, Præsterne lærer os, vi skal møde, fordi Kristus blev korsfæstet for vore Synder. For mig er der kun det ene: Gud leder vore Veje efter en fast, forud tilrettelagt Plan, og denne Plan tager ikke alene Sigte paa Livet hernede paa vor Klode, men den fortsættes baade i vor diskarnerede Tilværelse i det, vi kalder Aandens Verden og i mulige senere Inkarnationer.
– Bliver Menneskene lykkeligere ved denne Opfattelse?
– For mange, mange Mennesker er Kirken i sin nuværende Form sikkert en meget stor Trøst og har derfor sin Berettigelse i det haarde Liv paa Jorden. Men jeg tror ikke, at vi kan blive ved at stikke Strudshovedet i Busken. Jeg ved ikke, hvad andre føler, og det kommer mig strengt taget heller ikke ved, men for mit eget Vedkommende er de kirkelige Begreber om ,Salighed” næsten afskrækkende. Jeg tænker paa den Præst, der skildrede de udvalgte, de “salige” omkring Guds Trone, i al Evighed svinge med Palmegrene. Jeg kunde ikke tænke mig en større Straf i det af Prælaterne konstruerede Helvede. Nej, vore praktiske Opgaver hører ikke op med dette Liv, og befriet fra Legemet er vi i Stand til at kunne udføre dem paa en vidunderlig effektiv Maade, indtil vi atter sendes til Jorden i en Mission. Hvert Menneske, selv det usleste, har en Mission, og ingen fortabes. Ingen, er “større” og ingen “mindre”.
Kristus som Jordens Forvalter.
– Kan Tilværelsen efter Døden bevises?
– Videnskabelig set Nej. Reelt Ja. For den, der har oplevet Realiteterne. Jeg tænker her paa den Aabenbaring, jeg selv fik og hvis Virkelighed jeg i givet Tilfælde vilde lade mig halshugge paa. Havde andre set det samme, maatte de nødvendigvis tage et lignende Standpunkt – uden Diskussion. Men lad os se nøgternt paa Tingene. Kan vi f. Eks. bevise at vi lever? Dette Spørgsmaal er aldrig blevet klarlagt. Paa samme Maade tror jeg vi skal se paa de psykiske Fænomener. Hvis der var lidt flere ærlige Mennesker til, var vi alle forlængst overbeviste. Men Svindlerierne har været alt for mange, hvad jeg til Overflod beviser i min Beretning.
– De taler ogsaa der om Jesus af Nazareth, der den Dag i Dag griber praktisk ind i vort Liv. Hvorledes opfatter de hans Person, hans evige Aand?
– Som det fuldendte Menneske, som Guds sande Søn. Men Kristus nøjes ikke med at sidde ved Faderens “højre Haand”. Han er i den snævre menneskelige Forestilling i Tidens Løb blevet baade altfor stor og altfor lille. Kristus – dette er ikke nogen Særopfattelse – vogter den Dag i Dag over Jordens Børn sammen med mange andre ophøjede, lyse Aander, han dømmer ikke, men hjælper. Jeg husker, hvorledes en Mand engang blev meget forarget, fordi jeg kom med den Anskuelse, at Kristus meget vel kunde tage sig af en saa materiel Ting som at forhindre, at Forhjulet gik løs paa en Automobil eller i hvert Fald ved et tilsyneladende tilfældig Indgreb i Begivenhedernes Rækkefølge forhindre netop de Mennesker, han vilde beskytte, i at stige op i den læderede Vogn. Hvilken Profani vil man sige. Men det viser netop vor rent tid sagt forskruede Opfattelse af hvad der er stort og hvad der er smaat. Hvis Gud har en ganske særlig Plan med disse Mennesker, der kører i denne Bil og en Katastrofe skal forhindres, da er det itubrudne Hjul ikke mere nogen Bagatel, men noget uhyre stort og vigtigt, som vi maaske i Øjeblikket slet ikke kan overskue Rækkevidden af. Lignende Indgreb fra den usynlige Verden har jeg ved mit Studium af disse Emner set saa talrige Beviser paa, at de for mig er en Realitet.
– Er Menneskene værd at arbejde for i den Hensigt at bibringe dem nye Tanker?
– Hertil vil jeg svare et ubetinget Ja. Der gælder de samme Love som for vor materielle Viden. Har en Mand opfundet en Maskine, der efter hans Mening kan bringe Menneskene Lykke, vil det være ham en Umulighed at beholde Opfindelsen for sig selv. I modsat Fald vilde Jorden staa stille. Og med den aandelige Viden gælder det, at selv det mindste Menneske er værd at belære, for alle er uundværlige i det store Univers. Hvis jeg fik at vide: han skal udslettes – han er intet værd, maa jeg saa bede om selv at blive udslettet prompte – Ja, saa maa det hele for min Skyld gerne høre op!
Den tiltagende Interesse før psykisk Forskning.
– Kan De give nogen Forklaring paa, at Folk overalt paa lorden nit drøfter disse Problemer med saa stor Ivrighed?
– Jeg kan her svare med en Parallel i den materielle Udvikling. Hvorfor har Tekniken og Videnskaben i de senere Aar gjort saa voldsomme Fremskridt, at ingen Tid kan opvise noget tilsvarende? Rimeligvis fordi Menneskene, baade materielt og aandeligt, skal føres hen mod et ganske bestemt Maal i Udviklingen. Det bedste Bevis – for det sidste Felts Vedkommende – er iøvrigt, at Reaktionen ogsaa viser sin Hæl, mere tydeligt nu end nogen Sinde. Vi lever midt i en Tid, hvor Kampen mellem Mørket og Lyset er meget haard, men Lyset vil sejre.
– Hvorledes sporer De Mørkets Kræfter?
– Som en voldsom Modstand mod Sandhedens Fremmarch. Det er sagt før, men det kan vist ikke siges ofte nok som Forklaring paa det Virvar, vi vader rundt i hernede, at megen af den Modstand vi møder, stammer fra, at Atmosfæren omkring Jorden er tæt gennemsyret af onde aandelige Intelligensers Indflydelse, en Paavirkning, der er lige saa forklarlig som følelig, idet de Millioner af afdøde Mennesker, hvis Karakter ikke forandres efter Døden, kan gøre deres Indflydelse gældende paa en ofte forbløffende Maade. Dobbelt farlige er disse Væsener, fordi vi almindeligvis ikke kan se dem. Livet omkring Jorden og “over” denne er ligesaa broget som her. Vi skal dog ikke henfalde til Spekulationer over alle disse Ting, men alene forske videre og konstatere. Jeg tror, at vi vil erfare meget paa disse Omraader i den kommende Tid.
Ikke Spiritisme – men Sandheden.
– Er De Spiritist af Anskuelse? spørger jeg Marx Jantzen til Slut.
– Jeg er overhovedet ikke noget, der har med Sekter at gøre, svarer han kategorisk. Enhver Religionsform er mig imod. Derfor er det ogsaa min Anskuelse, at ingen bestemt Sekt, heller ikke Spiritismen kommer til at “frelse Verden”, men derimod Sandheden om den Sammenhæng, vi i Dag ikke ser af saa mange forskellige Grunde.
– Kan vi faa denne Sandhed gennem Medierne?
– Ja, – hvis disse ikke kommer ud i Geschæft og Forfængelighed. Og ikke mindst vil vi erfare meget gennem os selv. Vi er alle, mere eller mindre Medier, nogle bevidst, andre ubevidst. Hvis vor Aand engang udvikles saaledes at vi alle bliver seende, har hver enkelt Visheden. Jeg tror, at hvert Menneske engang, bliver seende og hørende. I Dag er det kun en vis Kreds beskaaren – dog flere end vi tror.
Kilde: O.M. – Skandinavisk blad for moderne okkultisme, 11. juli 1933
Seneste kommentarer