af Poul Kastrup
Orfeo Angelucci er en italiensk amerikaner, som på grund af en særlig psykisk følsomhed er kommet i forbindelse med overfysiske væsener, som han hævder er de virkelige intelligenser bag de flyvende tallerkener. Forskellige mærkelige overensstemmelser med anden esoterisk viden gør, at man, trods det fantastiske præg, alligevel næppe kan affærdige hans beretninger, der har vundet en del udbredelse, som opspind. Grunden til, at vi vil gøre vore læsere bekendt med denne forfatter, er, at hans erfaringer stemmer nøje overens med, hvad visse okkulte kilder beretter om kosmiske forhold.
En af hans oplevelser består i, at han frigøres fra sit fysiske legeme og i sit oversanselige legeme besøger en anden verden, hvor han er sammen med væsener, der har forbindelse med de tilsynekomster, der kendes som “flyvende tallerkener”. Han hævder, at disse ikke består af fast fysisk stof, som vi kender det, men at de ved forskellige lejligheder fortættet således at de bliver synlige, samt at der er ganske bestemte formål med deres tilstedeværelse indenfor det jordiske system. I sin frigjorte tilstand besøger han en anden verden i solsystemet, d.v.s. den ætheriske genpart af denne verden, eller rettere brudstykke af en verden, thi den er nu blot et brudstykke af en tidligere planet, som i tidernes morgen blev adsplittet af mørke kræfter. Det viser sig, at han fra tidligere tider har en vis tilknytning til den pågældende verden og dens beboere fra en fjern fortid. Men lad os give ordet til Angelucci:
—Min opvågning var i en mærkelig og vidunderlig verden! Jeg var ikke længere på jorden, en eller anden fantastisk forvandling havde fundet sted. Jeg vågnede i et uhyre underskønt rum, et rum, der glødede ætherisk med bløde, prægtige farver. Jeg lå på et luksuriøst leje. Halvt vågen så jeg ned ad mit legeme, men det var mig ikke bekendt. Mit legeme havde aldrig været så fuldkomment proportioneret.
Jeg bemærkede, at jeg kun bar en fin hvid klædning, og omkring livet slyngede sig et guldbælte. Fuld bevidsthed kom ikke lige straks, men gradvist spredte de mørke tager sig i mit sind. Utrolige erindringer kom til mig, erindringer om en anden verden, et andet folk,— et andet liv.
“Jeg husker denne verden”, tænkte jeg skælvende, “jeg husker den på samme måde som en dømt fange husker solskinnet, træerne, blomsterne i den ydre verden efter at have været lænket i en evighed i et mørkt og skummelt fængsel. Jeg har været tabt i en dimension kaldet tiden, en flygtning i et land kaldet jorden. Men nu er Jeg på en eller anden måde kommet hjem. Alt er klarhed, fred, harmoni og ubeskrivelig skønhed her. Den eneste forstyrrende indflydelse er en besværlig halvvejs-erindring om en ulykkelig skygge, som hedder Orfeo, en træl i en materialistisk fangeverden som hedder jorden”.
Medens disse forstyrrende tanker om denne tabte Orfeo besværede mig, skiltes en del af væggen lydløst, og en kvinde trådte ind. Hun var strålende smuk. På en eller anden måde forstod mit sind, at hun var den, under hvis omsorg jeg var anbragt. Hun så ned på mig og smilede varmt. Hendes skønhed tog næsten vejret fra mig. Hun var enkelt klædt i en slags græsk kjortel af en sølvhvid substans. Hendes hår var gyldent og faldt i bløde bølger ned om hendes skuldre, hendes øjne var meget store, udtryksfulde og dybblå. Tanken dukkede vedvarende op i mit sind, at jeg huskede hende et eller andet sted fra. Hun syntes at sanse min forvirring og sagde beroligende, at jeg så rask ud, og snart kunne komme op. “Jeg har taget på i vægt”, bemærkede jeg uden at vide, hvorfor jeg fremsatte en sådan bemærkning, og tilføjede så: “Jeg føler mig også meget bedre nu”.
Hun smilede og svarede: “Tværtimod, du har tabt i vægt. Efter jordisk målestok er du næsten vægtløs nu.”
Hendes mærkelige ord forvirrede mig. Jeg kiggede ned ad mit legeme, som syntes at være af solidt stof foruden at være meget større og finere proportioneret.
“Det er udelukkende et spørgsmål om den vibrationshastighed, som du fungerer i”, svarede hun, “den vibrationsrytme i tæt stof, som opbygger jorden, er uhyre lav, derfor er jordiske legemer grove, tætte og plumpe. Vibrationshastigheden her er ret høj, og stoffet så fint, at det ville synes som ikke-eksisterende, hvis du var i et tæt fysisk legeme. Fordi du nu er i et legeme af tilsvarende vibrationsrytme, er fænomenerne i denne verden så virkelige for dig som din jordiske verdens
Medens jeg lyttede til hendes tale, tænkte jeg, at jeg huskede hendes navn. “Du er Lyra?” sagde jeg halvt spørgende. Hun nikkede. Jeg ville til at spørge på ny, da hun vendte sig og så forventningsfuldt mod væggen. På et øjeblik viste den mystiske dør sig, og en høj, meget smuk mand kom ind. Det var Orion! På en eller anden forvirret måde genkendte jeg ham straks og følte en bølge af hengivenhed for ham i mit hjerte. Han smilede varmt og sagde: “Vi har savnet dig, Neptun!”
Jeg strøg hånden over mine øjne på en forvirret måde og svarede: “Men jeg er ikke Neptun; der er en eller anden fejltagelse.”
“Er du sikker?” spurgte han mildt. “Du vil huske, at Neptun var det Navn, du gav vor broder, som først fik kontakt med dig på jorden. Det navn har altid haft en mærkelig dyb betydning for dig, måske fordi det engang var dit eget navn”.
Der var noget galt, frygtelig galt et eller andet sted, tænkte jeg. Hvis Jeg bare kunne huske klart, . . . men alting var så forvirrende.
“Sov for en stund, Neptun”, sagde Lyra blødt. Så viste den mystiske dør sig atter og de forlod mig arm i arm.
Da jeg vågnede strømmede lyset klart ind i rummet. En af væggene var mirakuløst for svundet og åbenbarede en udvendig balkon. Jeg sad op og så ud over balkonen på en utrolig skøn og fantastisk verden. Den strålede af lys, og dog syntes der at bevæge sig tunge skyer afsted foroven. Bestandige Lynglimt sås gennem de regnbuefarvede skyer og den konstante rumlen af en fjern torden var noget højere.
Da så jeg Lyra og Orion tale sammen nær en rund blomsterhave næsten direkte under mig. De så begge op og smilede. Jeg løb ned til dem, idet jeg udbrød: “Hvilken strålende verden!”
“Husker du den, Neptun?” spurgte Lyra mildt. Jeg tøvede og svarede: Meget forekommer mig bekendt, men andre ting ikke. Jeg kan ikke erindre noget om lynene og den konstante torden. Og horisonten synes kun at være en mil væk, og den skulle være. . . jeg synes at kunne huske, at den var næsten grænseløs!”
For et øjeblik var der dyb tavshed. Lyra så spørgende på Orion og et udtryk af dyb smerte trådte frem på deres ansigter. Jeg erkendte umiddelbart, at jeg havde sagt noget forkert.
Så talte Orion og sagde: “Tid er en dimension, som jeres videnskabsmænd korrekt antager. Men den er kun en dimension, når den henføres til de forskellige stof-tætheder. I bevidsthedens absolutte eller ikke-materielle stadium er tiden ikke-eksisterende. Så lad os da sige, at i en af disse tidsdimensioner var der engang en planet i solsystemet, som hed Lucifer. Den var af den mindst materielle tæthed blandt planeterne. Dens bane lå mellem Mars og Jupiter. Mellem de ætheriske væsener kaldtes den morgenens stjerne. Navnet på fyrsten over denne skinnende planet var også Lucifer, en elsket søn af Gud.”
Orion tav, og et sorgfuldt udtryk kom frem i hans øjne. Så fortsatte han: “Jordens legender om Lucifer og hans engle er sande. Stolthed og arrogance voksede frem i Lucifers hjerte og i hjertet af mange andre luciferiske tilhængere. De opdagede alle stoffets hemmeligheder og ligeledes den store hemmelighed om det skabende ord. Efterhånden søgte de at vende denne almægtige kraft mod deres brødre, som var mindre selviske. Også mod de ætheriske væsener og mod Faderen, ophavet, thi det var deres attrå at beherske universet. Du kender resten af legenden, hvorledes Lucifer og hans tilhængere blev nedstyrtet fra deres høje stade. Med andre ord de luciferiske, som da besjælede den fineste manifestation af stof “faldt” ned til at manifestere sig i en af de mest grove materielle evolutioner, som er jordens dyriske evolution.”
Jeg turde ikke se på ham, da hans frygtelige ord anslog mørke erindringers strenge i mit hjerte. “Du mener altså, at jeg . . . var en af dem?” Skammens tårer blindede mine øjne.
“Ja, Neptun,” sagde han mildt, medens både han og Lyra lagde deres arme om mig.
“Men denne verden?” spurgte jeg forvildet. “Er det ikke den verden, jeg halvt husker?”
“Jo, Neptun”, sagde Lyra medfølende. “Dette er en lille del af, hvad der er tilbage af den verden. Du omtalte at mange ting var ubekendte, såsom tordenen og lynene og horisontens nærhed. Disse tilstande er nye for dig. For vi befinder os på en af de større planetoider af den sønderrevne planet Lucifer. Den er kun nogle få hundrede mil i diameter, hvorfor horisonten synes så nær. Tordenen, lynene og det vedvarende spil af farvefænomener i atmosfæren er resultatet af magnetiske forstyrrelser på grund af de andre asteroiders nærhed. Skyerne, du ser foroven, er ikke skyer, som du kender dem fra jorden, men de tjener til at skjule brudstykkerne af vor sønderrevne planet. Kun sjældent forlader vi vort ætheriske tilværelsesstadium og indgår i vor tidligere tidsdimension i individualiserede manifestationer, som du ser os nu.”
Orions stemme fortsatte hendes tale: “Lucifer er i øjeblikket inkarneret på jorden, men vi må ikke åbenbare for dig hans nuværende identitet. Han har inkarneret mange gange på jorden, og hvert af hans navne kendes endog af skolebørn. Men nogle af disse navne ville forbavse dig, for de er ikke, hvad du ville vente! Vore skiver, eller “flyvende tallerkener”, som jordboere kalder dem, er i jeres rum-tids dimension som budbringere om menneskehedens kommende opstandelse fra den levende død. Skønt vore skiver væsentligst er ætheriske, d.v.s. ikke-materielle, kontrolleres de på en sådan måde, at de næsten øjeblikkeligt kan tiltrække substans nok til at påtage sig enhver nødvendig grad af materiel tæthed.”
. . . Rummet formørkedes nu, og jeg fik en strålende udsigt ud til det ydre verdensrum. Det skinnede af lys, stjernerne og solene glødede med en dyb rødlig glød, og kun planeterne gav udtryk for forskellige grader af mørke. Udsynet samlede sig om et ubekendt sted af himmelen. En sol og et antal planeter kom til syne. Så skiftede scenen til en enkelt planet i dette ukendte solsystem. Den var yderst mørk i tonen og omgivet af koncentriske bølger af dybt gråt. En håndgribelig vibration eller udstråling kom fra den: ond, ubehagelig og fuldstændig uden inspiration eller håb. Nærmende sig denne verden så jeg en glødende prik med en lang, tåget hale. Ildprikken syntes uimodståeligt tiltrukket til den mørke verden. De kolliderede i et blændende ildagtigt panorama. Jeg mærkede Lyra’s hånd på min, medens hun hviskede: “Det er en uafvendelig lov i Kosmos, at en for stor tilbøjelighed til det onde uundgåeligt resulterer i selvødelæggelse og en ny begyndelse.”
Scenen skiftede til et andet sted af universet. En anden mørk og tåget verden kom til syne, skønt den ikke var så mørk som den første verden. Om denne verden var der en vibrerende følelse af liv og håb. Men atter så jeg en skæbnesvanger ildplet nærme sig, og det var åbenbart, at denne verden også var dømt. Jeg gyste ved at tænke på tilstandene på den planet i tilintetgørelsens øjeblik. Men åndeløst så jeg to små prikker komme ud af den verden, øjensynligt for at standse den ildagtige komet. Intuitivt erkendte jeg, at prikkerne var fjernstyrede af intelligente væsener på planeten, som koncentrerede prikkernes magnetiske impulser på kometen. Pludselig eksploderede kometen, idet den lod planeten uskadt. Jeg udstødte et lettelsens suk.
Endnu engang skiftede scenen og samlede sig om en tredie verden.
Det var åbenbart en “mellemverden”, hverken så mørk og håbløs som den første, men heller ikke så lys og inspireret som den anden. Til venstre for denne planet befandt sig et andet endnu mindre legeme, — jeg genkendte den som månen og planeten som vor jord. Fra planeten udgik flere rumskibe til månen og vendte ikke tilbage. Så udgik en lille flåde af rum-fartøjer til månen, men nogle af disse vendte tilbage til jorden.
Pludseligt, frygtindgydende, til højre for planeten jorden, viste den røde ildagtige plet af kosmisk tilintetgørelse sig. Hurtigt tiltog den i størrelse og efterlod bag sig en ildagtig hale af flammer. Det var åbenbart, at kometen droges uundgåeligt mod jorden. Hverken Lyra eller Orion talte, men en fremmed stemme sagde: “I jordens tidsdimension er det nu året 1986.”
Jeg gyste og ventede ængsteligt, men den ildevarslende scene svandt langsomt bort. Jeg vendte mig ophidset til Orion: “Men hvad sker der med jorden?”
Orion og Lyra så begge medfølende på mig, medens Orion mildt svarede: “Det afhænger udelukkende af dine brødre på jorden og deres fremgang i forening, forståelse og broderlig kærlighed i den tidsperiode, der er givet dem mellem det såkaldte nu og året 1986. Al åndelig hjælp vil blive givet dem, ikke alene af os, men af andre fra alle dele af universet. Vi tror, at de og deres verden vil blive frelst, men i ingen tidsdimension er fremtiden nogensinde skrevet uafvendeligt. Hvis de over sig bringer selvødelæggelse af deres planet gennem en for stor tilbøjelighed til det onde der, vil det betyde endnu et fald for jordens væsener ned til endnu tættere netværk af materialisme og uvirkelighed. Som du elsker dine brødre på jorden, Orfeo, kæmp da til dit sidste åndedrag for at hjælpe dem til en verden af kærlighed, lys og forening”.
Med disse forfærdelige og frygtindgydende ord stod han op og gik langsomt bort, efterladende mig alene med Lyra. Hun så mig blidt i øjnene og rørte det mystiske krystalpanel. Øjeblikkelig blev den store tre-dimensionelle skærm aktiv igen. Men vi så ikke længere ud i rummets og tidens grænseløse dybder. I stedet så jeg de bekendte omrids af Lockheed fabriken i Burbank. Der var værkstedet, hvor jeg arbejdede. En ubehagelig følelse kom over mig, som om jeg gled ind i den uhyre skærm og blev en aktiv del af scenen, som jeg iagttog. Rædselsslagen vendte jeg mig for at kalde på Lyra, men hun var der ikke mere, kun en tåge. Så besvimede jeg . . .
—–
Orfeo Angelucci fortæller videre i sin bog, at han efter sin opvågning på jorden intet kunne huske med det samme, men havde blot følelsen af et tomrum i sin hukommelse. Først seks måneder efter at have brudt sin hjerne med dette tilsyneladende hukommelsestab, begyndte erindringsglimt at indfinde sig, og til sidst stod alting klart. Ved senere lejligheder blev der etableret nye forbindelser med disse væsener fra rummet, og Angelucci indfriede sit løfte til dem om at gøre sit til at vække forståelse om højere ting, samt om de “flyvende tallerkeners” virkelige natur, hvilket kostede ham både anseelse og latterliggørelse og direkte beskyldninger om svindel og humbug. Hans bog er dog skrevet i et sprog, hvis jævne oprigtighed og inderlighed næppe rimer sammen med de sædvanlige “science fiction” forfatteres hårdkogte rædselsberetninger, og ydermere giver den på sine steder ejendommelige antydninger, som stemmer overens med okkultismens opfattelse af evolutionen og kosmos.
Reference
Angelucci, Orfeo M.: The secret of the saucers. Amherst, Wisc., 1955
Kilde: Psykisk Forum, marts 1956
[*]
Seneste kommentarer