Er vi alene i solsystemet?

af Poul Kastrup

Indledning af Willy Wegner De flyvende tallerkener De flyvende tallerkener – flyver stadigt! Hvad er sandheden om de flyvende tallerkener? Hvor mange slags flyvende tallerkener findes der? Flyvende tallerkener, fri energi og ætherisk kraft Hvorfor lander de flyvende tallerkener ikke? Budskaberne fra rummet – fra en kritisk synsvinkel Tallerkenerne taler Bender-mysteriets opklaring

De flyvende tallerkener – et fysisk eller psykisk anliggende? Flyvende tallerkener og tilstundende begivenheder Efter Adamski-mødet Flyvende tallerkener og “englehår” Tallerkener og fup De flyvende tallerkener og okkultismen Faldt et rumskib fra Venus ned – i Sibirien i 1908? Er vi alene i solsystemet? En kosmisk vision Det kommende år – og vor situation

I disse tallerken- og sputnik-tider bliver menneskets opmærksomhed mere og mere vendt mod himmelen, – desværre kun på grund af videnskabelig nysgerrighed, – det var måske mere nødvendigt, hvis vor opmærksomhed blev vendt mod himmelen i en mere moralsk betydning, men der mangler jo stadig lidt. Men himmelen, – altså ikke den, hvor englene opholder sig, – men den blå hvælving, som frembyder så mange interessante og gådefulde fænomener, er jo efterhånden blevet “godt stof”, fordi den ikke mere synes så fjern og uopnåelig som førhen. Da mennesket ved teleskopets hjælp opdagede de uhyre afstande, der var tale om med hensyn til rummet, der omgiver vor klode, indførtes begrebet “astronomiske tal” som udtryk for noget, der var aldeles over menneskelig fatteevne og de enorme afstande syntes på forhånd at forbyde enhver menneskelig fremtrængen på dette område. Men ved videnskabens og teknikkens fremmarch blev man efterhånden lidt mere fortrolig med store tal på afstande og hastigheder, og menneskeånden vænnede sig så småt til den tanke, at vel var rummets afstande gigantiske, men der kunne gives midler til at overvinde dem.

I dag er det sådan, at man i fuldt alvor beskæftiger sig med tanken om at rejse af sted til månen, – som første etape i rummets erobring, – og der er næppe nogen tvivl om, at det en skønne dag bliver realiseret. Nu er det jo så heldigt indrettet, at hvis man først er ude i rummet, koster rejsen ikke noget, og teoretisk skulle man derfor være i stand til at rejse så langt det skulle være, thi det er frigørelsen for planetens tiltrækningskraft, der koster energien og pengene. Ganske vist er der jo andre begrænsninger. Et menneskeliv er ikke ret langt, og skulle et rumskib nå ud til fiksstjernerne, ville besætningen næppe kunne leve længe nok til at opleve ankomsten. Men indenfor vort eget solsystem er der jo foreløbig store uudforskede områder, som mere ligger indenfor mulighedernes grænse. Først og fremmest Månen, der er så fristende nær, at videnskaben siger, at det kun er et spørgsmål om relativt få år, før vi er der. Og kan man rejse til Månen, kan man også rejse til de andre planeter.

Mange mennesker synes, at det er fuldstændig nytteløst og formålsløst at forsøge at nå Månen eller andre kloder, dels fordi der er så mange problemer her på vor jord, som det var mere nødvendigt at ofre tid og penge på at løse, – og det kan man jo i grunden nok indrømme, – og dels fordi videnskaben jo har sagt, at det er yderst usandsynligt, at man træffer på levende væsener andre steder i vort solsystem end på vor egen jord, og hvorfor skulle man så ofre så enorme kræfter på at besøge mere eller mindre golde og ørkenagtige kloder, som ikke kan frembyde nogen som helst livsbetingelser.

Menneskeåndens trang til opdagelse og udvidelse af sit kundskabsområde er ikke altid parret med den eventuelle nytte, der kan drages ud af dette. Det er simpelthen et udtryk for en åndelig ekspansionstrang, der stadig driver mennesket fremad mod nye horisonter, uanset resultatet.

Kan man nu stole på videnskabens udsagn om, at det er usandsynligt, der findes liv og intelligente væsener på Månen eller planeterne i solsystemet? Videnskabens fremgangsmåder er temmelig grundige, og 2 ens logiske slutninger er egnede til at virke imponerende og overbevisende. Og dog kan disse følgeslutninger angribes. For det første må vi ikke glemme, at al vor viden om Månen og andre planeter udelukkende stammer fra teleskopiske iagttagelser og at alle disse iagttagelser er kommet til os som lysbølger, der uundgåeligt må trænge igennem et kilometertykt omhylle af tæt atmosfære omkring vor jord, hvilket ligeledes uundgåeligt vil forvrænge resultatet af det, der virkelig iagttages. Påvisningen af forskellige kemiske elementer på andre himmellegemer bliver derfor iblandet de kemiske bestanddele, hvoraf vor egen atmosfære består, og resultatet bliver derfor i høj grad usikkert, rent bortset fra, at man ved iagttagelsen af andre planeter også der må trænge igennem en eventuel atmosfære, som gør iagttagelsen endnu mere kompliceret. Vor atmosfære består af en blanding af forskellige luftarter, fortrinsvis ilt og kvælstof. Da ilten er tungere end kvælstoffet, vil der være en gennemgående tendens til at ilten mere samler sig nede ved jordoverfladen, og kvælstoffet i større grad udenom. Kvælstoffet (for ikke at tale om luftarten brint, der er endnu lettere) vil således stort set danne et ydre omhylle om vor planet, og hvis den blev iagttaget udefra, ville man måske fortrinsvis fastslå, at vor atmosfære bestod af kvælstof, som ikke var i stand til at danne grundlag for levende væsners åndedræt.

En sådan fejlagtig slutning ville være en logisk følge af iagttagelserne, og når talen er om vore egne iagttagelser af andre himmellegemer, må man ligeledes sætte et spørgsmålstegn ved resultatet.

Nu er Månen så tilpas nær, at man ret indgående har kunnet iagttage den. Her har man fastslået, at den mangler vand og luft, og at man derfor ikke skal vente sig nogen form for liv. Mærkeligt er det dog, at man i den nyere tid alligevel mener at have iagttaget, at der trods alt er en tynd atmosfære. Hvis der er en atmosfære, må den være stærkt fortyndet, eftersom man ikke har kunnet iagttage nogen lysbrydning, hvilket ellers er karakteristisk for atmosfære i almindelighed. Men hvis man strækker sig så vidt som til at antage, at der er en stærkt fortyndet atmosfære, ville man så kunne udelukke forekomsten af liv?

Når man læser beretninger om dykkeres færden på store havdybder, hvor de er udsat for et stort tryk, får man en fornemmelse af, at det menneskelige legeme ejer en stor tilpasningsevne overfor tryk, og det samme måtte være tilfældet i et stærkt formindsket tryk, som f.eks. i en fortyndet atmosfære. Det er derfor ikke så fantastisk at antage, at et legeme kunne tilpasse sig en sådan fortyndet atmosfære. Ja, vil man indvende, men en sådan atmosfære vil jo i tilsvarende grad mangle ilt i det omfang, vi er vant til her på jorden. Det vil den utvivlsomt, men behøver dog ikke at gå under det muliges grænse. Her på jorden består luften af kvælstof, og det er kun en mindre portion af den luft, vi indånder, der er ilt. Af denne mindre portion ilt forbruger legemet ved hvert åndedræt igen en mindre portion, idet en del af den indåndede ilt atter forlader lungerne ubrugt ved udåndingen. Det er altså i virkeligheden kun en lille del af den indåndede luftmængde, der optages i blodet, og denne lille del kunne måske godt findes selv i en stærkt fortyndet atmosfære, der måske procentvis endda kunne indeholde mere ilt end kvælstof. Hvis man tillader sig den slags slutninger, der faktisk, i hvert fald i teorien, er uangribelige, kan man komme til det tilsyneladende fantastiske resultat, at der kunne leve mennesker på Månen, som man hidtil har anset for en død klode. Endvidere er vægten på Månen kun en sjettedel af vægten på jorden, hvilket i høj grad reducerer den nødvendige energi ved muskelarbejde.

Vi ved ikke om der er liv på Månen, men forskellige forfattere til bøger om “Flyvende Tallerkener” hævder, at Månen er beboet, og selv om denne påstand er uforenelig med videnskabens hidtidige opfattelse, kan man efter ovennævnte slutninger ikke helt affærdige den, særlig ikke, hvis man tillige antager, at en del af denne livsvirksomhed skulle foregå i underjordiske opholdssteder, hvor betingelserne ville være endnu bedre.

De andre planeter indeholder atmosfære i forholdsvis rigelig mængde, men måske ikke af samme sammensætning som her på jorden. Vi har lige set, at størstedelen af vor atmosfære, kvælstoffet, ikke kan bruges til åndedrættets funktioner, og kan altså kun betegnes som et fyldstof. Men hvis en atmosfære på en anden planet indeholder blot en lille del ilt, kunne det måske være underordnet om resten af luftmængden bestod af kvælstof eller et andet inaktivt eller uskadeligt stof. Man har konstateret ilt på Mars, og det skulle være mærkeligt, om der ikke skulle findes et koncentrat af ilt på bunden af atmosfærehavet på Venus. Dette har man dog ikke kunnet udforske, eftersom overfladen altid er dækket af evige skyer, og man må derfor nøjes med at slutte sig til atmosfærens sammensætning ovenover skyerne på Venus, og har her ikke kunnet påvise ilt. Jeg gad vide, hvor megen ilt, man ville kunne påvise, at hvis man udelukkende skulle analysere de allerøverste lag af vor egen atmosfære, – det ville sikkert ikke være nok til at støtte antagelsen af liv på jorden.

Man har påvist store mængder af kuldioxyd på Venus, – en luftart, der er glimrende egnet til at nære grønne planter, idet disse optager kuldioxyd og til gengæld afgiver – ilt!

Tallerkenforfattere hævder, at også Venus er beboet, og atter kan man ikke afvise påstanden. Ganske vist er planeten betydeligt nærmere Solen, og skulle derfor være betydeligt varmere, men da Solen, på grund af skyerne, aldrig skinner på Venus, ville temperaturforøgelsen måske ikke være så særlig stor.

Med hensyn til de ydre planeter, siger man, at de simpelthen er for kolde. Men hvad ved man i grunden om omfanget af den varme, der opstår på en planets overflade. Vi er vant til at regne med, at varmestålingen, ligesom lyset, aftager med kvadratet på afstanden, men det kunne måske være, at andre forhold kunne gøre sig gældende, således at atmosfæren kunne binde større varmemængder end hidtil antaget, eller at andre usynlige stråler fra Solen kunne omformes som varme.

Men lad os blot antage, at der på de ydre planeter er en, efter vore forhold, så minimal temperatur, at alt er størknet i kulde, og at vand kun forekommer som is. Vand er jo en nødvendig bestanddel i vor legemsopbygning, ligesom ilt og andre stoffer. Men kan man sige at vand er nødvendig i enhver legemsopbygning? Det eneste, man kan indskrænke sig til at sige, er, at et organisk legeme må bestå af faste, flydende og luftformige stoffer, der er i stand til at indgå i kemiske processer med hverandre. Her på jorden er den ideelle tilstand i så henseende en temperatur på 37 grader celsius, legemstemperaturen. Ved legemstemperaturen under nulpunktet, vil legemsvædskerne fryse til is, og umuliggøre livets beståen. Men der er andre væsker, der er flydende under nulpunktet, og hvis vi blot fordrer, at et organisk legeme skal bestå af faste, flydende og luftformige stoffer, vil denne fordring faktisk kunne tilfredsstilles ved næsten en hvilken som helst temperatur. Ganske vist ville andre grundstoffer indgå i legemsopbygningen. Kulstoffet, der spiller en så stor rolle i vor organiske kemi, måtte måske erstattes af et andet grundstof, og vandet ligeledes af en anden væske, men mon ikke naturen i sin opfindsomhed kunne skabe et organisk legeme, hvis normale legemstemperatur var på f. eks. minus halvtreds eller hundrede grader? Hvis blot de tre tilstandsformer: faste, flydende og luftformige stoffer kan bringes til at indgå i kemiske processer, må muligheden for organisk liv være til stede.

Meningen med denne redegørelse er naturligvis at gøre opmærksom på, at man ikke bør lade sig binde af altfor tilvante forestillinger, når det drejer sig om liv på andre kloder, idet naturens opfindsomhed i betydelig grad overstiger den menneskelige, men samtidigt forfægte den anskuelse, at mennesket, når det engang forlader denne klode for at lande på andre planeter, måske vil få den overraskelse, at livet ikke er et isoleret fænomen, men noget universelt, der bryder frem, hvorsomhelst der er stof og substans.

Kilde: Psykisk Forum, august 1958

[*]