af Poul Kastrup
Mange mennesker har hørt tale om det store meteorfald, der fandt sted i Sibirien i 1908, (1) og der er fremkommet mange beretninger om det voldsomme nedslag. Hidtil har man blot betragtet det som et naturfænomen i lighed med det, som gav årsag til det kæmpemæssige krater i Arizona, som efter de lærdes mening skulle være opstået i forhistorisk tid på grund af et kæmpemeteor.
Men med hensyn til det sibiriske meteor har moderne videnskabelige undersøgelser bragt mærkelige resultater, som man ikke rigtig kan få til at passe med det påståede naturfænomen. Således skulle de omstyrtede træer i nærliggende skove ligge i en sådan retning, at det ikke kunne hidrøre fra det luftpres, der skulle være resultatet fra et sådant naturfænomen. Men lad os indledningsvis høre, hvad Boris Liapounov fra Videnskabernes Akademi i Moskva kan fortælle om dette fænomen. Boris Liapounov synes ikke rigtig (ifølge andre af hans artikler) at tro på teorien om et naturligt meteor. Vi citerer en oversættelse fra bladet “Courrier Interplanétaire”:
I slutningen af 1908 bemærkede en fransk astronom et nyt himmellegeme, der viste sig i feltet i hans teleskop. Endskønt astronomen kendte den verden, der omgav vor jord, lige så nøje som møblerne i hans værelse, var dette himmellegeme fremmed for ham. I modsætning til Galilæi, da han opdagede Saturns ringe, indførte den franske astronom intet om sin opdagelse i nogen afhandling, kun en lille artikel fremkom i en avis nogle år senere, og det endda nærmest ved en tilfældighed. Hvis dette himmellegeme havde været et meteor, skulle dets fald have fundet sted meget hurtigere, end det i virkeligheden gjorde.
Det sibiriske “meteor” blev opdaget på himlen om morgenen den 30 juni 1908 Dets bane bemærkedes over et meget udstrakt område, flere hundrede kilometer fra det sted, hvor det faldt ned. Øjenvidner fortæller, at de hørte buldren, der mindede om artilleriild, og så et enormt hvidglødende legeme komme farende tværs henover himlen. Den ene eksplosion fulgte efter den anden, derpå var der stille et stykke tid, og så begyndte det atter.
Disse ejendommelig forhold, skrev meteorologen E L Krinov, som var blandt iagttagerne ved nedfaldet, af “Tonguska-fænomenet”, blev bemærket af mange af hinanden uafhængige vidner. Mange af disse bekræfter, at meteoret var meget stort, at det havde aflang eller cylindrisk form, som indsnævrede sig ved dets ender.
Meteoret lod bag sig en lang “hale” af ild, der fremkaldte hvirvelvinde og lange blå “furer”. Det fløj, dalende lidt efter lidt, i retning sydøst—nordvest, i overensstemmelse med vidnernes udtalelser. Da det var ude af syne, hørtes tre på hinanden følgende voldsomme detonationer, derpå en langvarig brølen. Talrige meteorologiske stationer registrerede et jordskælv, hvis epicenter var stedet, hvor meteoret faldt.
Faldet fremkaldte en hel serie af atmosfæriske fænomener; gennem flere af de på 30. juni følgende nætter iagttog man stærkt fluorescerede virkninger på nattehimlen og stærkt lysende skyer. Det blev så klart om natten, at helt fra “faldstedet” og til Atlanterhavet kunne man læse og fotografere. Denne natteklarhed var en stor hindring for de astronomiske observationer. Gennem hele sommeren var skumringstiden af længere varighed end ellers.
Oversætteren fortæller: Hele sommeren 1908 tilbragte jeg i Hapsal ved Rigabugten, ved det baltiske hav, og jeg husker, at min far, min gudfar og jeg efter et aftensmåltid var ude at gå en tur og et øjeblik satte os på en bænk ved strandbredden. Min gudfar læste i en avis. Pludselig så min far som havde trukket sit ur frem fra lommen, at klokken var l om morgenen. Det var næsten lige så lyst som om dagen, men lyset var mat og gråligt. Jeg mindes endnu denne forbavsende oplevelse, jeg var på det tidspunkt 10 år, og det gjorde et stærkt indtryk på mig.
Hen imod midten af juli måned bemærkede man, at atmosfæren på den vestlige halvkugle var “plumret”, og dette vedvarede i 1½ måned. Videnskabsmænd fastslog, at såvel de lyse nætter som den klare luft skulle stamme fra meteorets opløsning.
Omend disse fænomener kun varede relativt kort tid, var deres styrke dog et bevis på den kolossale mængde stof der var under opløsning, og ved ar gøre skønsmæssige beregninger kom man til det resultat, at det måtte dreje sig om millioner af tons.
Som før sagt blev stedet, hvor “meteorfaldet” skete, først udforsket 19 år senere. I 1927 begav medarbejder ved Videnskabernes Akademi L. A. Kulik sig til stedet i Tunguska, og i 1928 samledes en ny ekspedition for at tage del deri. Disse medlemmer konstaterede følgende: Hvor der hidtil kun havde været udstrakte skove, var der nu intet andet tilbage end udbrændte træstammer, overalt omkring stedet var der spor af en brand, som på intet punkt mindede om en “naturlig” skovbrand. Og omkring stedet lå omstyrtede træstammer ligesom “vifteformet”, som var de “pustet” omkuld. En sådan “vifteformet” omstyrtning af de med rode oprykkede træer var i sig selv bemærkelsesværdig. Aldrig har noget meteorfald frembudt et sådant skue, udtaler E. L. Krinov.
Boris Liapounov
(Videnskabernes Akademi i Moskva).
— Det er bemærkelsesværdigt, at øjenvidner beskriver meteoret som cylindrisk med tilspidsede ender, hvilket unægteligt leder tanken hen på de indenfor tallerkenforskningen værende “moderskibe”, der har form som flyvende “cigarer”, og er af enorm størrelse. Hvis disse moderskibe for flyvende tallerkener eksisterer, hvad talrige øjenvidne-iagttagelser beretter om, at det ikke være helt utænkeligt, at et sådant rumskib engang er forulykket og styrtet ned på jorden, og når man tager moderskibets påståede størrelse i betragtning (de kan være flere kilometer lange), vil et sammenstød med jordoverfladen sikkert forårsage en katastrofe af enorme dimensioner.
Andre sovjetiske videnskabsmænd og forskere går endnu videre end Boris Liapounov og går fuldstændigt ind for teorien om, at faldet i Sibirien ikke kan være forårsaget af et naturligt meteor, men af et kæmpemæssigt rumskib. Således meddeler Alexander Kazantsev (ifølge Sydsvenska Dagbladet) en redegørelse i en bog: “En gæst fra universet”, som støtter teorien om rumskibet. Man har som grundlag rapporter fra flere ekspeditioner til stedet for nedslaget nær floden Stenede Tunguska, samt beretninger fra øjenvidner.
Den eksplosion, som forårsagedes af “meteoret”, skabte en stor og blændende ildkugle, som fulgtes af en paddehatlignende røg. Personer, som boede i nærheden af nedslagsstedet, døde af en på den tid ukendt sygdom med samme symptomer som efter en dødelig dosis af radioaktiv stråling. Eksplosionen havde sine kraftigste virkninger i en vis afstand fra centret, nøjagtigt som ved en atomeksplosion. Noget stort krater, som burde være opstået efter et stort himmellegemes nedslag, findes ikke. En russisk ekspedition, som undersøgte nedslagsområdet så sent som for to år siden, fandt metalpartikler af en type, som ikke kunne have indgået i et meteor.
Øjenvidnernes skildringer tyder på, at genstanden formindskede hastigheden til en fart, som svarer til et moderne jet-plan, inden det eksploderede i luften. Videre konstaterer forskerne, at planeten Venus på eksplosionens tidspunkt befandt sig i konjunktion med jorden.
De russiske forskeres mistanke om, at det ikke drejede sig om et naturfænomen i sædvanlig betydning, blev vakt, da flere ekspeditioner til stedet ikke var i stand til at finde et eneste spor af meteoret. Derimod iagttog man overalt virkningerne af en voldsom eksplosion. Trykbølgen havde fældet skoven på et område af tusinder af kvadratkilometre, store træer var splintret som tændstikker.
Forfatteren Kazantsev fremholder et japansk øjenvidnes beskrivelse af den atomeksplosion, som ødelagde Hiroshima, og som helt og holdent stemmer overens med de skildringer, som gives af personer, der iagttog katastrofen ved Stenede Tunguska.
lO00 personer, som senere samme år — altså 1908 — udspurgtes af personalet fra det seismologiske institut i Irkutsk, var alle enige om, at de havde set en vældig ildkugle, som bagefter overgik til en høj røgsøjle. Først efter denne iagttagelse mærkedes selve eksplosionen indenfor en afstand af 1000 kilometer fra centret.
De stedboende, som befandt sig i området, døde senere af en ukendt sygdom. De havde ingen synlige brandskader, men klagede over, at de “følte det, som fortæredes de af en indre ild”.
Lederen af de sidste ekspeditioner til stedet, forskeren K. P. Floretskij, forklarede i sine rapporter, at man hverken fandt noget krater eller et eneste stykke af et meteor. Floretskij anså det for definitivt fastslået, at genstanden eksploderede i luften. Dette forklarer det fænomen, at træerne i eksplosionsområdets centrum forblev stående, omend delvis forbrændte, medens træer imellem 30 og 60 kilometers afstand rykkedes op med rode.
Forklaringen, at det var et radioaktivt meteor, som eksploderede, holder ikke stik, og altså findes der — ifølge teoriens talsmænd, kun en mulighed tilbage: At den mystiske gæst fra universet var et rumskib, hvis atombrændstof af en eller anden grund eksploderede. Den russiske astronautiske ekspert, professor Sternfeld, som har stået for udarbejdelsen af de russiske satellitters kurs, siger, at rumskibet sandsynligvis kom fra Venus. Ved eksplosionens tidspunkt befandt planeten Mars sig i en meget ufordelagtig position med hensyn til rumfart til jorden, medens omstændighederne for Venus’ vedkommende var på det nærmeste ideelle.
En anden russisk ekspert, flyvemaskine-konstruktøren A. Monotskov, understreger, at genstanden, efter øjenvidnerne at dømme, ikke kunne være et meteor, eftersom den tydeligt formindskede hastigheden, idet den nærmede sig jordoverfladen. Hastigheden på tidspunktet før eksplosionen må have været noget lignende nutidens jetflyvemaskiner. Og eftersom genstanden tydeligvis havde “luftbremser”, måtte den være konstrueret af intelligente væsener, siger Monotskov.
Det er ganske interessant at se, at russiske forskere i fuldt alvor går ind for tanken om rumskibe fra andre planeter, hvilket kunne se ud til, at tanken om flyvende tallerkener heller ikke er dem fremmed. Når de hævder, at rumskibet kan være kommet fra Venus, betyder der samtidigt, at de anser liv på denne planet for sandsynligt, hvilke jo ellers ikke er astronomernes sædvanlige opfattelse.
Går man ind for teorien om, at katastrofen i Sibirien var nedstyrtningen af et rumskib eller et moderskib af cigar-typen, kan man tænke sig, at moderskibets maskineri er kommet i uorden allerede ude i verdensrummet, eftersom disse store rumskibe, ifølge Adamski, aldrig kommer planeterne på særlig nært hold. Et sådant rumskib, hvis antityngdefelt er ophørt, ville da øjeblikkeligt blive draget mod jorden af dennes tiltrækningskraft. Muligvis er eksplosionen fremkaldt med vilje, medens rumskibet endnu befandt sig i luften, for ikke at forårsage en endnu større katastrofe efter en veritabel nødlanding på jorden.
Endnu må meget af dette forblive gåder, men hvis fremtiden indebærer mulighed for nærmere kontakter med de flyvende tallerkener, kunne det være interessant at få den virkelige årsag at vide vedrørende den gådefulde katastrofe i Sibirien.
1) Uddybende læsning: Tunguska-hændelsen
Kilde: Psykisk Forum, april 1959
[*]
Seneste kommentarer