af Poul Kastrup
For den interesserede og videbegærlige er det ikke altid nok kun at høre beretninger om mærkelige og gådefulde ting der sker på himlen. Fra ansvarsbevidst side hører man stadig tale om disse underlige mennesker der fabler om flyvende tallerkener og disse væsener fra andre planeter – de stakkels ofre for hallucinationer. Dette med hallucinationer og denne synslidelse siges at være i uheldig tiltagen i vor tid. Selv radar og fotografering er blevet angrebet – forstå det hvem der kan.
Videnskabsmænd her i landet har søgt at umuliggøre alle meddelelser og løbende forklaringer; en af disse videnskabsmænd har valgt at sige det kort og fyndigt med eet ord: “vrøvl” og oven i købet i radioen. Det er den gamle historie om igen: “vi alene vide!”
Vi indenfor okkultismen og spiritismen er blevet så vant til at blive latterliggjort, at vi ikke finder det særlig mærkeligt, at også denne nye sag skal blive til genstand for latter og smil; men alle bortforklaringer virker efterhånden noget ens og i allerhøjeste grad noget anstrengt og søgt.
De kender sikkert alle til beretningerne om flyverne, der forfølger et skinnende objekt, men så er det planeten Venus eller Mars eller et meteor, men man har næppe set et meteor stå stille for derefter at fare den anden vej. De gode autoriteter synes ikke at nære særligt høje tanker om naturlovene.
Ganske vist siger man, at naturen er afhængig af lovene, der må sikkert være en grænse, dog skal man huske, at det ikke er nok med skoletidens fysikbog, da det er åbenbart, at man kan komme ud for ting, man nødigt indrømmer.
I udlandet er der videnskabsmænd, der går lidt mere stille med dørene, og som er klar over, at man står overfor visse realiteter, som betegner noget aldeles nyt og ukendt. Så er det, man begynder at fundere, for mennesket kan jo trods alt tænke – i hvert fald nogle af dem. Man begynder at sammenligne rapporterne – staver og lægger sammen, og kommer til det fantastiske resultat, idet man kort og godt affærdiger snakken om hallucinationer og kraftig fantasi, at det drejer sig om ikke mindre end intelligent styrede objekter eller fartøjer ude fra verdensrummet. Denne erkendelse virker chokerende i den hjemlige andedam, men man bøjer sig alligevel for det overvældende materiale, der foreligger. Dette materiale strømmer stadig ind i så overvældende en grad, at man har et bevismateriale for de flyvende tallerkener i titusindvis.
De vil sige, at det må blive en trossag, så længe man ikke har set og følt en flyvende tallerken selv. Jeg må da spørge Dem, hvor mange af Dem har været i Australien og med egne øjne set denne verdensdel, og De vil frejdigt hævde, at De ikke tror, men ved, at der ligger en verdensdel af dette navn, til trods for at De ikke selv har set den; De bøjer Dem simpelthen for de overvældende indicier. Man finder, at der er lige så mange indicier i de flyvende tallerkeners eksempel, og tager dem med sindsro, idet man ikke tror, man ved. Hvis man så fordomsfrit lader tanken gå ud over skoletiden, kommer man til mærkelige resultater, hvilke er, at man er fuldstændig klar over, at det er rumskibe. For at sige det rent ud, er de bemandede med væsener, der står betydeligt over os i intelligens, ja – men hvorfor lander de ikke?
Man kan måske gætte på, at vi i deres øjne ikke er ret så interessante, som vi måske selv synes, måske finder de os nærmest en smule trivielle og primitive. Lad os tænke os, at vore piloter skulle flyve over en hottentotlandsby i Afrika, da ville de ikke nære brændende ønske om at lande eller komme i kontakt med disse hottentotter. Det samme kunne jo tænkes om disse væsener. Meget tyder på, at de er så højt hævede over os, at de nærmest betragter os udviklings- og intelligensmæssigt som primitive indfødte i forhold til dem.
Man kunne jo også tænke sig, som Desmond Leslie, forfatteren, advarende sagde om os: “Pas på ikke at lande på jorden – de indfødte er farlige.” Om et øjeblik skal vi se, hvor farlige vi i grunden er.
Skal vi gå ind for antagelsen af nye ideer, så må vi også nærme os visse hypoteser, hvorved vi kommer ind på det okkulte område. Nu er det jo ikke noget med ånder i den forstand, men det består i antagelsen af stoffer, som ligger i en højere oktav, end vi er vant til her på jorden.
I denne forbindelse er det interessant at nævne, at en okkult forsker, længe før begrebet flyvende tallerkener var kendt, hævdede, at vældige æteriske kraftstrømme ustandseligt fejer hen over vor jordoverflade, og hvis man kendte metoder til at frigøre denne æteriske energi, så ville den enorme æteriske kraft stå til vor rådighed. Denne gamle påstand for et halvt århundrede siden er særlig interessant i vor tid, fordi den leder tanken hen på, at der findes kræfter, som videnskaben endnu ikke har fundet, og som tangerer det overnaturlige område.
Indenfor psykisk forskning kender man også til mærkelige fænomener, der synes at trodse tyngdekraften, levitationer og oversanselige foreteelser skyldes påvirkning af æteriske kræfter, ja – tilstedeværelsen af en meget kraftig energi, som ikke kan iagttages, måles eller vejes af vore jordiske videnskabsmænd.
Gennem okkultismen og spiritismen kender vi de æteriske kræfter, den æteriske energi, da det er denne kraft, der står bagved de allerfleste spiritistiske fænomener, enten der er tale om levitationer eller aport-fænomener og fremfor alt om materiasation og dematerialisation. Er det så så underligt at tænke sig, om disse rum-mennesker kendte flere kræfter, end vi betjener os af i det små? Foreløbigt er det øjensynligt, at de er langt forud for os med hensyn til indsigt i naturens hemmeligheder.
Men så melder sig spørgsmålet: Hvor kommer rummenneskene fra, og hvad vil de? Der er troværdige mennesker, som hævder at have været i kontakt med disse væsener. Hvis man går ud fra, at de flyvende tallerkener er intelligent-styrede og altså bemandet med væsener, skulle der være mulighed for at få kontakt med disse.
Af beskrivelserne fremgår, at disse væsener fuldstændigt skulle ligne jordmenneskene, selvom størrelsen kan variere, nogle er mindre, andre er større, og visse rummennesker skulle være ganske små – ikke mere end ca. 1 meter høje. Indenfor psykisk forskning er man kommet til den anskuelse, at sådanne små væsener muligvis bebor en af Jupiters måner.
Atter må vi gå tilbage i tiden og henvise til en anden okkult forsker, der engang udtalte, at man indenfor okkult og æterisk forskning antog som en mulighed, at en af Jupiters måner var beboet. Denne måne kendes under navnet Ganymedes, og disse små væsener kaldes Ganymeder.
Andre rumvæsener, der endnu ligner os både i størrelse og udseende, hævdes at stamme fra planeten Venus. Vi har jo hørt, at videnskaben forlængst har “konstateret” at denne planet umuligt kan være beboet, men de kommer nu alligevel fra Venus. Hvad ved vi forøvrigt om denne planet? Den er jo til stadighed omgivet af et tæt skylag, så man ikke kan se selve overfladen, hvorfor man ikke har kunnet udforske, om der var ilt på bunden af atmosfærehavet på Venus, og man må derfor nøjes med at slutte sig til atmosfærens sammensætning oven over skyerne på Venus, og her har man ikke kunnet påvise ilt.
Her på vor egen planet, jorden forøvrigt den mest beboede af alle planeter, består luften mest af kvælstof – nitrogen – og det er kun en mindre del af den luft, vi indånder, der er ilt. Af denne mindre del ilt forbruger legemet ved hvert åndedræt atter igen en mindre portion, idet en del af den indåndede ilt atter forlader lungerne ubrugt ved udåndingen. Det er altså i virkeligheden kun en lille del af den indåndede luftmængde, der optages i blodet, og denne lille del kunne vel godt findes selv i en stærkt fortyndet atmosfære og måske procentvis endda kunne indeholde mere ilt end kvælstof.
Hvis man kigger på jorden ude fra, f.eks. fra planeten Mars, vil man højest sandsynligt konstatere, at jorden er omgivet af en atmosfære, som er uegnet til indånding. Jeg gad vide, hvor megen ilt, man ville kunne påvise, hvis man udelukkende skulle analysere de allerøverste lag af vor egen atmosfære. Det ville sikkert ikke være nok til at støtte antagelsen af liv på jorden og dog lever vi i bedste velgående.
Nu med hensyn til månen har videnskaben forlængst konstateret, at der ingen atmosfære er på denne, og altså kan der ifølge videnskaben heller ikke leve mennesker på månen. Mærkeligt er det dog, at man i den nyere tid alligevel mener at have iagttaget, at der – trods alt – er en tynd atmosfære, så tynd, at man ikke har kunnet iagttage nogen lysbrydning, hvilket ellers er karakteristisk for atmosfærer i almindelighed.
Fra anden side hævdes det, at månen allerede nu benyttes som base for flyvende tallerkener. Man har iagttaget mærkelige kuppelformede tingester på månen, og som påstås at være set i stadig stigende grad, og man kan ikke forklare det på nogen naturlig måde; man vil stadigvæk hævde, at det er naturfænomener. Yderligere har man konstateret mærkeligt lys rundt om på måneoverfladen; og så er der jo den meget omtalte månebro. Den astronom, som havde denne bro under observation igennem længere tid, var modig nok til offentligt at erkende denne; han er ikke længere så vel estimeret som førhen.
Går man ind for okkultisme og spiritualisme, må det stå klart, at man udsætter sig for latterliggørelse af dem, som mener at kunne gøre tingene bedre.
Hvad vil de flyvende tallerkener? Muligvis vil de holde en smule øje med os – særligt efter at vi er begyndt at beskæftige os med atomenergi. Der er det mærkelige ved det, at de flyvende tallerkener er dukket op i stadig stigende antal indenfor de sidste 10 – 15 år- stort set efter anden verdenskrig. Det betyder ingenlunde, at flyvende tallerkener ikke kendtes før den anden verdenskrig. Man har beretninger om flyvende tallerkener fra ældre tider, ja for hundredvis af år siden. Da beretningerne om disse himmelfænomener, ja – endog tegninger, stammer fra gammel tid, siger videnskaben, at disse må tilskrives middelalder-overtro.
Grunden til, at disse flyvende tallerkener er kommet til jorden i så stort et antal, som tilfældet er, må uden tvivl tilskrives den kendsgerning, at vi for første gang i vor historie har fået magt til at udslette os selv og den planet, vi bebor; dette vil jo næppe være noget, der går stille af!
Deres tilsynekomst er muligvis et Mene Tekel!
Menneskene vil nu sende en raket til månen og markere målet med en brint-sprægningladning for eksplosion på månen – med eet ord: vanvid! Vi er således i færd med at bringe os selv i en ekstraordinær situation, som let kan forårsage den tredie verdenskrig, med mindre der sker en indgriben fra verdensrummet.
Hvorfor lander disse flyvende tallerkener ikke og ordner tingene for os? Indenfor okkultismen – enten man hører til den ene eller anden retning indenfor dette store område, taler man om en højere styrelse og visse kosmiske love, som gælder for hele universet. En af disse kosmiske love går ud på, at hver planet skal ordne sine egne anliggender så vidt muligt, således at der ikke gribes ind ude fra, thi det, der skal opnås, er den frie vilje, som arbejder i overensstemmelse med den guddommelige plan.
Der er ikke den ringeste tvivl om, at disse væsener ude fra rummet, som forlængst er kommet forud for os i åndelig og moralsk udvikling, nemt kunne gribe ind her på jorden og ordne alle ting for os, og der er heller ikke den mindste tvivl om, at højere ånder fra de oversanselige verdener kunne materialisere sig for os og ordne tingene, men de gør det ikke.
Det menneske, som ikke tror på noget – intet kender til åndsvidenskab, okkultisme eller spiritualisme, kommer til det negative resultat, at der ingen GUD er til, for hvis der var en, ville han ikke tillade alt det, der sker her på jorden. Derfor kan vi ikke forvente, at der skal ske indbriben udefra, med mindre vi kommer så langt ud, at selve planetens eksistens er truet af de kræfter, som vi selv har løst ved atomspaltningen, og denne mulighed kan udmærket tænkes indenfor en overskuelig tid.
Nobelpristageren Russel har offentligt udtalt, at det er usandsynligt, hvis den nuværende udvikling fortsætter, at der overhovedet findes liv på jorden om 50 år. De mener, at det er at gå for vidt, men hvis De mener det, vil jeg citere visse beretninger fra et tysk blad: Efter enslydende oplysninger fra Tokio, Melbourne, Los Angeles, Paris o.s.v. er virkningen af radioaktivt strontium i det menneskelige legemes knogler steget i forfærdende grad, således fra 1% i 1945 til 28% i 1956, 34% i 1957 og 46% af de tre første måneder i 1958, og det forventes, at disse tal skal stige til 50% inden årets udgang, men det skrives der intet om i aviserne. Ikke desto mindre er dette uhyre vigtigt.
Det er ikke noget, som blot berører de andre, det er Deres og mit knoglesystem, der er tale om. Knoglemarven, der producerer de røde blodlegemer, angribes gennem radioaktiviteten på en sådan måde, at alvorlige sygdomme opstår, og man vil heraf forstå, hvor farligt et stof strontium er.
De kan se, at der på vor jord kunne ske mange ting, som gennem højaktuel opmærksomhed fra andre planeter indenfor solsystemet er forberedt gennem mange år. Vi ved i hvert fald, at menneskelige væsener lever på andre stjerner og planeter. Vi ved endvidere, at nogle af de flyvende tallerkener er i stand til at materialisere eller dematerialisere sig – alt efter de forhåndenværende betingelser. Hvad dette går ud på, er jo noget, der kendes indenfor den jordiske psykiske forskning.
Der findes beretninger om amerikanske piloter, som flyver deres maskiner, og disse piloter gennemgår en særlig træning vedrørende iagttagelser og mange andre ting – de er lægeundersøgt på alle tænkelige måder for at kunne garanteres at være fuldt ud sunde og raske; så meget desto mærkeligere er det, at mange beretninger om flyvende tallerkener stammer fra disse trænede piloter, der jo ikke synes at være underkastet hallucinationer og syner eller den slags.
Beretningen om den amerikanske flyver Mantel er jo velkendt; han forfulgte en flyvende tallerken, som flyvestationen havde på sin radarskærm. Mantel berettede over radioen, hvad han oplevede, og pludselig råbte han: “Min Gud, den forsvandt ud i den blå luft!” – Det kunne jo tænkes, at den dematerialiserede sig – en proces, vi så godt kender indenfor psykisk forskning.
Disse kræfter vedrørende materialisationer, apportfænomener, levitationer og mange andre ting indenfor forskningsgrenene er bragt i anvendelse af disse væsener, som bemander de flyvende tallerkener. Således som videnskaben stiller sig, har vi efterhånden nået en vis grænse, denne grænse kan ikke overskrides med mindre man går ind på oversanseligt område – det æteriske eller det astrale, og det er dette, videnskabsmændene vægrer sig lidt ved.
Man arbejder med de æteriske kræfter indenfor de flyvende tallerkener. Ganske vist kender vi også her på jorden til de æteriske kræfter, men kun i forbindelse med et medium, idet vi ikke er i stand til at frembringe æterisk stof ad anden vej. Der er noget, man kalder de gådefulde æteriske produkter, og det ser således ud: Mennesker, der har iagttaget de flyvende tallerkener, har set et stof falde fra disse og dale ned mod jorden, men prøvede man på at opbevare dette stof, opløstes det for lidt efter lidt at forsvinde sporløst. Man har kaldt dette stof “englehår”, fordi det i udseende minder om den pynt, man lægger i juletræsgrene. Dette stof kender vi her på jorden, vi kalder det for teleplasma, som manifesterer sig ved et medium under visse spiritistiske arbejder (teleplasma – ektoplasma).
Okkultismen har altid vedgået, at der er liv på andre kloder. Der er ikke mindre end ti menneskeheder i vort solsystem, nogle af dem er fysiske som vi og kan komme til os via de flyvende tallerkener, og de ligner os jordbeboere fuldstændigt.
Andre, som ikke er fysiske, kan også komme til os, idet de materialiserer sig for forskellige iagttagere, som da pludseligt ser noget komme til syne for atter sporløst at forsvinde.
Indenfor forskellige religiøse retninger påstås det, at vi lever i de sidste tider, idet man formentlig venter en eller anden slags dommedag i overskuelig fremtid; denne profeti er jo blevet fremsat mange gange i den tid, Kristendommen har været, og stadigvæk hører man, at dommedag er nær forestående – ikke desto mindre står jorden endnu, og vi lever på den mere eller mindre lykkeligt. Der er ikke noget til hinder for, at jordkloden vil kunne bestå i millioner af år endnu, dog er der ingen tvivl om, at vi står overfor en afslutning af en periode – afslutningen af et vist tidsrum. Denne afslutning vil betyde, at vi må bryde med meget af det gamle og indstille os på mange nye ting, en ny opfattelse af naturen – måske en mindre materialistisk opfattelse, for kun ad denne vej kan vi komme videre.
I dag er videnskaben nået til det punkt, der markerer grænsen til den psykiske verden. Derfor står menneskeheden på mange måder i dag ved et afgørende vendepunkt, stillet overfor de mange og nye fysiske ting, som vi selv forårsager, og derfor er det ikke længere fantastisk, om væsener fra andre planeter vil lege lidt med.
Ud fra studier vedrørende okkultisme, spiritualisme, flyvende tallerkener og andre ting indenfor disse områder er der i virkeligheden tale om, at menneskeheden står ved et vendepunkt. Inden for de nærmeste år vil vi se ting ske for vore øjne, som vi end ikke har drømt om; menneskeheden er nået til en milepæl og må lægge sin kurs om, hvis civilisation skal bestå, og det skal den jo, for vor nuværende civilisation er jo resultatet af en åndelig påvirkning af de skabende ånder i vort planetariske område – en åndelig påvirkning gennem årmillioner, fra vi som spædbørn i inkarnationernes rækkefølge er nået op til vort nuværende udviklingstrin.
Hele dette store åndsarbejde fra Skaberens hånd og fra de skabende ånder gennem millioner af år må ikke tilintetgøres og må ikke ødelægges – blot ved menneskehedens dumhed! Derfor har man indenfor okkultismen den opfattelse, at hvis planetens vogtere ser, at menneskene kommer så langt ud i deres vildfarelser, kan der rekvireres hjælp udefra, og det er muligt, at denne hjælp udefra er disse flyvende tallerkener, som foreløbigt har indstillet sig på bevægelser omkring jorden, og som har baser på månen, men som ikke griber aktivt ind her på jorden, før tilladelsen er givet af denne planets vogtere! Det er os, der bestemmer, om dette skal ske; muligvis kan vi klare problemerne og komme helskindet igennem af os selv. Vi ved, at der med sikkerhed findes flyvende tallerkener, og at de kommer fra andre planeter. Vi kender ikke alle detaljer vedrørende deres natur – een ting ved vi, at der er noget i gære eet eller andet sted. Det er muligt, at der indenfor de næste 4-5 år kan ske ting, der vil komme som et chok for de mennesker, der i dag lever i det, man med en vis ironi kan kalde “lykkelig uvidenhed!”
Kilde: Psykisk Forum, november 1970
[*]
Seneste kommentarer