af Poul Kastrup
De flyvende tallerkener er en realitet, som overlever ethvert forsøg på bortforklaring, men det må indrømmes, at det sandelig ikke altid er nemt at beskæftige sig med studier over disse fænomener. Lad gå, at man bestandigt må tage stilling til de mere eller mindre klodsede, skønt utvivlsomt velmente, forsøg på bortforklaring, men samtidigt viser det sig, at uansvarlige individer gang på gang laver svindel og bedrag, for åbenbart at gøre det hele så meget sværere, og om muligt at udlevere hele sagen til offentlighedens grin, hvilket i nogen grad virker forstemmende, da utallige undersøgelser på dette felt viser, at baggrunden for de flyvende tallerkener er af en sådan art, at selv de værste grinebideres grimacer ville stivne.
Men det er betegnende for den jordiske menneskeheds mentalitet, at man kun har det idiotiske grin tilovers for alt, hvad der går en lille smule ud over den efterhånden snævre horisont, der er afstukket af dem, der kalder sig “Herrer i åndernes rige”, med andre ord akademikerne.(1)
For nogen tid siden følte to unge studerende, Strandgård og Ekwall, en uhjælpelig trang til at demonstrere en “bedreviden”, og for os andre en sørgelig mangel på forståelse af problemets natur, ved et gigantisk svindelnummer, hvorved radio, fjernsyn og dagbladet B.T. blev holdt for nar. Desværre er det jo ikke første gang, man må trækkes med fupmagere, ikke alene indenfor tallerkenforskningen, men også indenfor den psykiske forskning, hvor falske “ånder” og falske psykiske eksperimenter tjener til at bringe de spørgsmål i miskredit overfor offentligheden, spørgsmål, som i virkeligheden har større og alvorligere betydning, end mennesker i almindelighed drømmer om.
Denne trang til at holde andre for nar er desværre en rodfæstet uvane hos mange mennesker, men røber faktisk en på flere punkter defekt mentalitet, en primitiv trang til at gøre sig interessant og til at skabe sensationer ved alle mulige tilladelige og navnlig utilladelige midler. De to tallerkensvindlere (udtrykket er vist ikke for stærkt, når deres egen tilståelse foreligger) erklærede, at de ikke kunne udholde deres løgnehistorier, hvorfor de altså ynkeligt gik til bekendelelse, men ikke desto mindre generede det dem ikke det ringeste at have underskrevet en erklæring på tro og love, hvilket alle anstændige mennesker opfatter som noget, man ikke bør drive spøg med, så meget mere, som myndighederne ofte benytter tro og love-erklæringer til at appellere til folks sanddruhed.
For nogle måneder siden hørte man ligeledes om en tallerken-sensation, denne gang i Hälsingborg i Sverige, hvor to unge mænd var kommet i kontakt med rumskibe. Beretningen blev troligt refereret i bladene, men senere fremkom der dementi, idet historien skulle dreje sig om opspind fra de herrers side. Endnu senere fremkom der oplysninger om, at de to unge mennesker var blevet presset til at dementere deres oplevelser, som altså alligevel skulle være rigtige nok. Det er jo klart, at det er ganske umuligt for almindelige mennesker at finde ud af dette sammensurium, og hvis der ydermere skulle fremkomme “oplysninger” om, at de to hjemlige tallerken-magere også har tilstået under pres, så er forvirringen fuldkommen. Det er der nok næppe nogen sandsynlighed for, men faktum er, at mange iagttagere af tallerken-fænomener og påståede kontakter, senere er blevet udsat for et pres fra militære autoriteter, særlig i Amerika, til at dementere, hvad de tidligere har påstået, og det bidrager jo ikke netop til at klare begreberne.
Der er grund til at formode, at der er stærke kræfter, som er interesseret i at indhylle tallerken-sagen i usikkerhedens tåger, og at disse kræfter både er af fysisk og psykisk art. De fysiske kræfter er sandsynligvis af militær art, og de psykiske er af mere åndelig natur, og disse kræfter vil sandsynligvis gøre brug af alle individer, som er disponeret for fup, og som derfor er modtagelige for indskydelser af den tilsigtede art.
Resultatet bliver i begge tilfælde det samme: Offentligheden er fuldstændig desorienteret og ude af stand til at skelne det sande fra det falske, og sagen bliver efter bedste evne dysset ned eller latterliggjort.
Som en dansk digter et sted siger: “Naturam furca pellas ex, – hun kommer dog igen den heks!” – således også med tallerken-sagen. Man kan dementere og bortforklare så meget man vil, – men tallerkenerne flyver dog stadigt, altså de ægte!
Under den sidste tallerken-svindel var det morsomt at høre dagbladet Information’s kommentar. Man synes på dette blad at være ihærdige modstandere af enhver form for tallerken-aktivitet, men i det foreliggende tilfælde turde man dog ikke ligefrem kalde B.T.’s beretning for fup (hvad man altså for en gangs skyld roligt kunne have gjort), men nøjedes med at meddele, at der sandsynligvis havde været tale om et militært fartøj af en eller anden art idet man vidste, at bl.a. Frankrig havde haft forsøgsmaskiner, der af og til havde vovet sig ind over andre landes territorier. Ja, den forklaring er jo heller ikke ny, men viser, hvor lidt man i grunden har gidet sætte sig ind i problemerne, thi hvis man følger pressens referater om flyvende tallerkener tilbage i tiden, opdager man til sin forbløffelse, at disse typiske referater går så langt tilbage i tiden, at hverken flyvemaskiner eller raketter endnu var blevet opfundet, og i det forrige århundrede hvor det elektriske lys endnu var i sin vorden, observerede man ikke desto mindre engang et rumskib, der svævede ubevægeligt over en by, medens projektørlysstråler spillede hen over landskabet. Da det i dette tilfælde ikke kunne være et meteor, ej heller et jordisk flyvefartøj, eftersom et sådant endnu ikke var opfundet, er der kan tre forklaringer tilbage: 1. At det skulle være opspind, hvilket er usandsynligt, da iagttagelserne er gjort af mange forskellige. – 2. At det skulle være hallucinationer, i hvilket tilfælde større menneskemasser på een gang skulle være angrebet. – 3. At det virkelig var et rumskib udefra, hvilket bliver tilbage som den eneste forklaring.
Nej, tallerken-sagen kan ikke sådan nedkæmpes, dertil er rapporterne og iagttagelserne simpelthen for mange og overvældende. Indicierne er i virkeligheden så stærke og talrige, at hvis man havde tilsvarende indicier i en kriminalsag, ville enhver jury ikke eet sekund være i tvivl om sin votering!
Når man har gjort sig den ulejlighed at gennemgå hele dette materiale, og derfor er kommet til det uundgåelige resultat, at tallerkenerne er rumskibe fra verdensrummet, virker det derfor en smule latterligt, når nogle endnu prøver de forslidte bortforklaringer, som i virkeligheden kun røber, at de ikke har sat sig ordentlig ind i sagen, og tillige virker det lidt trivielt, når andre uvidende individer føler sig kaldede til at bevise, hvor let pressen kan tages ved næsen, med den underforståede hensigt at bevise, at al snak om tallerkener således er noget vrøvl. Nå, det er jo ikke første gang i historien, at uvidenheden og bagstræbet fejrer triumfer, men trods alt dette pjat kan vi dog uforanderligt notere: Rapporterne strømmer stadigt ind, og – de flyvende tallerkener flyver stadig!
Kilde: Psykisk Forum, august 1959
[*]
Seneste kommentarer