af Poul Kastrup
Lad det være sagt med det samme: Jeg var ikke med til mødet, og syntes derfor, det var bedst ikke at udtale mig derom, før SUFOIs kongresbog (1) forelå, selv om jeg naturligvis forlængst har fået detaljeret referat gennem mine venner, som var nærværende. Mødet bragte ikke noget decideret nyt, hvilket muligvis heller ikke var ventet, men alene dette at være i selskab med en internationalt berømt personlighed med et så kvikt og charmerende væsen er jo altid en begivenhed.
Kongresbogen er nu fremkommet, og ved gennemlæsningen af denne får man indblik i en hel del forskellige ting, særligt angående mr. Adamskis personlige livsfilosofi, idet jeg vil stille et stort spørgsmålstegn ved påstanden om, at denne i sin helhed skulle stamme fra rumvæsenerne. Nu er der som bekendt mange slags rumvæsener og mange slags tallerkener til, jvf. de forskellige forfatteres meget forskellige beretninger om disse ting, og der er derfor ikke nogen speciel grund til at antage, at én af disse forfattere, f.eks. Adamski, skulle sidde inde med hele sandheden.
De i bogen stillede spørgsmål og svar giver unægtelig udtryk for, at Adamski har en stor viden eller mening om mange af tilværelsens forskellige detaljer, men giver samtidig udtryk for en begrænsning, som i nogen grad virker betænkelig, idet man i al for høj grad får indtrykket af, at det er hans egne forudfattede meninger, der skal frem. At han betegner George Hunt Williamson, der som bekendt var øjenvidne til hans første møde i ørkenen, som et vrøvlehoved kan næppe undre, da man længe har anet divergenser mellem Adamski og Williamson, formodentlig fordi Adamski mener, at Williamson er for “okkult” – eller også, at Williamson mener, at Adamski er for begrænset. Fra anden side hævdes det – og med en vis sandsynlighed, at Adamski, på grund af manglende orientering eller skoling i psykisk og åndvidenskabelig retning, slet ikke helt er klar over arten eller omfanget af sine egne oplevelser, idet nogle af dem, måske de fleste, skulle være psykiske og ikke fysiske, selv om Adamski selv jo nok er i god tro. Problemet synes at være en lille smule mere indviklet end de – man fristes til at sige – færdigsyede meninger giver udtryk for.
Adamski mener, at det “Store hvide Broderskab” er noget, der er opfundet af Williamson, hvilket viser, at han her udtaler sig om noget, han ikke rigtig har undersøgt, idet der har været talt og skrevet bøger om dette såkaldte hvide broderskab, længe før Williamson blev født!
Men Williamson har ganske vist haft forbindelse med dette broderskab både i Nordamerika og senere i Sydamerika (Titicaca-søen), og en del af hans materiale stammer fra udleverede manuskripter og direkte undervisning fra forskellige centre indenfor dette broderskab, hvor man i høj grad er orienteret om sandheden vedrørende rumvæsenerne. Men hele denne fængslende side af sagen aner Adamski intet om, og når jeg berører sagen om dette såkaldte “opspind”, er det fordi jeg er i besiddelse af førstehåndsoplysninger om spørgsmålet!
Desmond Leslie, der var medforfatter til den første tallerkebog “Flyvende tallerkener er landet”, forsøgte flere gange at få Adamski til at give sig lejlighed til at komme med på en tur med rumvæsenerne, men havde ikke heldet med sig. I betragtning af den strålende indsats, han havde gjort med at samle alt tilgængeligt bevismateriale sammen både fra gammel og ny tid, synes det ulogisk, at netop han ikke måtte komme med, hvis rumvæsenerne da ellers læser bøger. Det kunne synes at støtte påstanden om, at Adamskis ekskursioner måske var af mere psykisk art.
Nu må man naturligvis ikke reducere Adamskis erfaringer til nul og nix, tværtimod, har hans indsats været betydningsfuld, så langt den rækker, men det virker noget uheldigt, når han vover sig ind på gebeter, hvor han så at sige ikke mere befinder sig på hjemmebane, – så kommer han lidt galt afsted.
Der er for eksempel hans højst besyndelige reinkarnationsteori, som så ganske afgjort bærer præg af at være hjemmestrikket. Han mener, at mennesket, når det dør, omgående (i løbet af få sekunder) inkarnerer påny i et foster et eller andet sted. Der er simpelthen ingen tid til nogen mellemtilstand. Man må unægtelig indrømme, at det var en probat måde at blive af med de forhadte ånder på, eftersom mennesket altså overhovedet ikke får tid til at blive “ånd”, før man skal på den igen!
Selv om man gerne vil respektere andre menneskers meninger, tvinges man dog her til i sandhedens interesse råt og brutalt at karakterisere det som noget gyseligt vrøvl, idet Adamski elegant springer hen over de bjerge af bevismateriale, som ansete psykiske forskere har frembragt gennem tiden, og som ville stille ham overfor uovervindelige vanskeligheder i retning af bortforklaring, om han gav sig tid til at sætte sig ind i det, hvad han næppe gør.
Trods alt kan vi okkultister godt lide Adamski, selv om han ikke bryder sig meget om os, fordi vi altid skal “forplumre” sagen med vores åndesnak, og man må tilgive mig, når jeg peger på alt for groteske meningsytringer, ligesom jeg engang tidligere henledte opmærksomheden på visse naturvidenskabelige vanskeligheder ved han månelandskab, som han betragtede fra et moderskib, idet man må have lov til at gå ud fra, at naturlovene også gælder på månen!
I virkeligheden er det sådan, at tiden og udviklingen i nogen grad er ved at løbe fra Adamski, og et andet, mere psykisk, syn på tallerkensagen er ved at vinde terræn, idet den materialistiske forklaring simpelthen ikke slår til overfor det autentiske materiale, der fremlægges. Dermed er jo ikke sagt, at der ikke findes fysiske flyvende tallerkener, – det gør der i høj grad, men der er unægteligt noget mere end blot det fysiske, der er forbundet med sagen, og det er nok det, der gør det så indviklet, med mindre man gør som Adamski og hans tilhængere, simpelthen med en stor håndbevægelse at slå en streg over alt det, der ikke er håndfast og som ikke kan bringes til at passe ind i det éngang opstillede skema.
Noter og kommentarer
- Kongres beretning 1963. – Sunds : SUFOI, 1963
Beretningen indeholder referater af foredrag og artikler m.v. i relation til Sufois kongres i Fredericia den 5. maj 1963. George Adamski var selvfølgelig kongressens midtpunkt.
Kilde: Psykisk Forum, oktober 1963
[*]
Seneste kommentarer