af Poul Kastrup
– i anledning af Albert K. Benders bog: Flying saucers and the three men.
Lige siden Adamskis berømte tallerken-bøger har det været den almindelige opfattelse, at tallerkenerne hovedsageligt kom fra Venus og at de ombordværende bestod af smukke mænd og kvinder, der kun nærede det ene ønske, at hjælpe os i vor betænkelige situation. Så udgav Gray Barker sin bog “They knew too much about flying saucers”, og ud fra denne bog fik man unægtelig et noget andet indtryk, nærmest en opfattelse af, at ikke alting ude i rummet var lige godt. Gray Barker omtalte i denne bog det mærkelige tilfælde med Albert K. Bender der åbenbart havde forsket lidt for meget i de flyvende tallerkener, og derfor fik besøg af tre mænd, der stoppede munden på ham så eftertrykkeligt, at han ophørte med at beskæftige sig mere emd sagen, uagtet han var leder af en stor international organisation til udforskning af flyvende tallerkener.
Nu kommer imidlertid en bog af Bender selv med en forklaring af de nærmere omstændigheder vedrørende mysteriet med de tre mænd, og Bender siger, at han først nu er blevet i stand til at skrive om sine oplevelser, eftersom alle tidligere forsøg er blevet bremset og forhindret. Først nu føler han sig frigjort for det psykiske pres, der har hvilet over ham, og de eneste følger af hans forbindelse med de tre mænd og det de repræsenterede, synes at være perioder med kraftig hovedpine, som han mener vil følge ham resten af livet.
De tre mænd, der besøgte Bender, har været stående samtaleemne indenfor de grupper overalt i verden, som beskæftigede sig med en nærmere udforskning af tallerkenernes mysterier, og der blev fremsat mange hypoteser. Men det var altså ikke udsendinge fra regeringen, ej heller fra en fremmed jordisk magt. Det var i det hele taget slet ikke mennesker i almindelig forstand, men materialiserede skikkelser af væsener, som ikke hørte hjemme på denne jord, ja, end ikke i vort solsystem, men kun havde aflagt os et midlertidigt besøg, der strakte sig over nogle år (Bender mener, besøget af disse væsener nu er afsluttet, siden han har fået sin frihed igen).
De materialiserede skikkelser var endda ikke deres rigtige udseende, men kun påtaget for at kunne færdes ugenert blandt os. Deres rigtige udseende var, ifølge Bender, alt andet end tiltalende, og deres moralbegreber var os temmelig fremmedartet. En anden utiltalende omstændighed vedrørende deres tilsynekomst var, at den altid ledsagedes af en stærk lugt af svovl.
Man kommer unægtelig til at tænke på middelalderlige beretninger om djævles tilsynekomst i ild og svovl, og ifølge religiøse opfattelser synes svovl jo at udgøre en væsentlig bestanddel af indretningen i underverdenens forskellige regioner. Kan der mon være nogen forbindelse mellem disse ting? Thi der er næppe nogen tvivl om at Bender fortæller om sine faktiske oplevelser, selv om mange overfor hans forklaring stempler ham som besat af okkulte anskuelser.
Det fremgår af bogen, at disse lidet tiltalende væsener besøgte vor jord for at uddrage visse stoffer af vores havvand, og at de ikke var tilsinds at lade sig forstyrre i dette forehavende. De havde en underjordisk base ved sydpolen, og deres teknik var meget fremskreden.
Vi har andre steder hørt om denne mystiske base ved sydpolen, og samtidigt erfaret, at det her ikke drejede sig om de “almindelige” rumvæsener (som Adamski taler om), men snarere om væsener, der ikke er os særligt venligt stemt. I Trevor James’ bog “They live in the sky” omtaler Ashtar dem som astralvæsener, og karakteriserer dem som onde.
Ved nærmere undersøgelse får man således opfattelsen af, at tallerkener og tallerkener er to ting, og det er jo i grunden ikke overraskende. Man har mange steder i tallerkenlitteraturen og iøvrigt også den okkulte og esoteriske litteratur fundet antydninger af, at modsætningerne mellem godt og ondt ikke alene spiller en rolle her på jorden, men også ude i rummet. Williamson omtale disse skabninger som væsener fra Orion, idet ha, af grunde, der ikke oplyses nærmere, mener, at stjernebilledet Orion er et centrum for en sådan negativ indflydelse.
Benders bog er interessant, skønt ikke særlig opbyggelig eller opmuntrende, men der er al mulig grund til at tro, at Bender ikke er nået til hele forklaringen vedrørende de flyvende tallerkener, men kun de specielle kategorier, som han kom i forbindelse med, og som uheldigvis var temmelig negative. Bogen er for såvidt lærerig, eftersom den kan danne mod-vægt overfor den indenfor visse kredse fremherskende anskuelse, at rumvæsenerne nærmest er en slags Guds engle, der kommer og klarer alle vore problemer.
Benders frihed til uhindret at kunne skrive om sine oplevelser skyldes, siger han, at de væsener, han uheldigvis var kommet i forbindelse med, har forladt vor planet definitivt på deres videre færd gennem rummet, hvilket de selv sagde, at de ville gøre en dag. I virkeligheden varede det ti år, idet hans oplevelser fandt sted omkring 1953, og først i 1962 mærkede Bender, at den uheldsvangre indflydelse var forsvundet fra ham. Han havde flere gange forsøgt at trodse denne indflydelse og sat sig til at skrive om det, der var blevet ham forbudt. Han mærkede da straks den omtalte svovllugt, og fik uudholdelige smerter i hovedet, og han blev derfor klar over, at det ikke var nogen tom trussel, at det ville koste ham livet, hvis han trodsede disse væsener.
Endnu en mærkelig bog er føjet ind i rækken af denne specielle litteraturs frembringelser, og selv om den har løst det særlige problem, som Bender var impliceret i, kan man næppe sige, at de flyvende tallerkeners gåde er endelig løst, thi andre forfatteres beretninger giver andre resultater. Der er derfor grund til at antage, at det sidste kapitel om de flyvende tallerkeners gåde endnu ikke er skrevet.
Kilde: Psykisk Forum, august 1963
[*]
Seneste kommentarer