af Poul Kastrup
Iagttagelsen af flyvende tallerkener har nu stået på i en årrække, og der er efterhånden indsamlet så mange tusind autentiske rapporter angående disse fænomener, at man med fuld ret kan sige, at de flyvende tallerkeners realitet er en kendsgerning, som vedblivende kun kan benægtes af dem, der ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i det foreliggende materiale. Og da det derfor drejer sig om kendsgerninger, kan det ikke undre, at der overalt i verden er dannet store sammenslutninger og foreninger med det formål at uddybe studiet af disse højst interessante fænomener noget nærmere.
Men som det altid går, når noget bringes ud til videre kredse blandt mennesker, dannes der snart parti for den ene eller den anden opfattelse, og disse partier træder kraftigt i modsætningsforhold til hinanden på god gammeldags maner.
Kort sagt, hele sagen trækkes ned på forenings-, samfunds-, og menigheds-nivauet, hvilket ikke netop tjener til at hævde sagen i offentlighedens øjne. Naturligvis er der mange “profeter” og rædselsprædikanter, der fisker i rørt vande, og i tallerkenerne ser de længe ventede “tegn i sol og måne” som forløber for den endelige dommedag, eller i hvert fald “de sidste tider”, som det hedder.
Andre ser ganske materialistisk på sagen og langer kraftigt ud efter ethvert forsøg på at hævde, at noget psykisk muligvis kunne være indblandet. Og således geråder det hele i vild forvirring, hvor alle taler uden egentlig at vide noget særligt, udover at der altså findes flyvende tallerkener, hvad man så vil forstå med det!
Det er et gammeltkendt fænomen, at såsnart noget nyt og ukendt opstår, er der straks en masse mennesker, som lider af en uheldig trang til at gøre sig interessante ved at opfinde alle mulige fantasifulde beretninger, som de villigt fortæller til alle, som gider høre, og det er derfor ikke let for en alvorligt studerende at sortere opspindet fra virkeligheden.Der findes en mærkelig publikation, som stammer fra en vis hr. Michalek i Chile, og som særligt er kolporteret via Karl Schønenberger i Tyskland. Ad denne vej udsendtes en tryksag med titlen “Völker der Erde” (1), som ved nærmere gennemsyn viste sig at være en detaljeret opstilling af retningslinierne indenfor en kommende verdens-republik på initiativ af Venus-beboerene fra de flyvende tallerkener. Man var oven i købet så dristig at ansætte en bestemt kortvarig tidsfrist, som imidlertid udløb, uden at der skete noget. Man skulle så tro, at dette fremstød fra hr. Michalek (som opfattes som kontaktmand) ganske ville forsvinde igen, – men det gjorde det ikke.
Der er senere kommet yderligere publikationer, som forklarer årsagerne til udsættelsen af den forventede masselanding, og det seneste i så henseende består i, at bladet “Neues Europa” synes at gå ind for dagen. Dette er så meget mærkeligere, som dette blad ellers plejer at være forholdvis velunderrettet, men ikke desto mindre fremgår det af dette blad, at der fra hr. Michaleks side er ligefrem tilstilet ministerpræsident Kruchev et brev med påmindelse om, at Moskva vil blive jævnet med jorden, såfremt russerne greb til våben i Berlin-krisen, og at denne repressalie skulle iværksættes fra tallerkenside.
Rent umiddelbart vil man naturligvis være tilbøjelig til at affærdige disse publikationer som nonsens, hvad det muligvis også er. Vi er simpelhen for jordbundne til at kunne tro på en sådan mirakuløs indgriben fra verdensrummet, der i en håndevending skulle ordne alle vore problemer og skabe en paradisisk verdens-republik, hvorefter alle have sig at rette. Men ret beset, – hvis man i det hele taget tror på tallerkener, og at de er rumskibe fra verdensrummet, var der i grunden intet til hinder for, at den nævnte mulighed kunne forekomme, så det er ikke af den grund, at man må affærdige sagen, men snarere fordi de fleste internationalt kendte tallerken-forskere er rørende enige om, at rumfolkene er venlige, milde fredselskende væsener, for hvem en fremgangsmåde med at jævne byer med jorden måtte være utænkelig. Af denne grund må vi derfor indtil videre sætte spørgsmålstegn ved hr. Michaleks meddelelser og nøjes med at tage dem til efterretning.
Og så er der visse spiritistiske fremstød i tallerkensagen, som heller ikke umiddelbart kan antages. Jeg husker at have læst (blandt den efterhånden store dynge tallerken-litteratur, man har pløjet sig igennem) et engelsk tidsskrift, hvis indhold bestod i trance-meddelelser gennem et (særligt udvalgt) medium. Jeg læste det naturligvis opmærksomt igennem, som jeg altid gør, da jeg ønsker så vidt muligt at være åben og fordomsfri. Det lød altsammen meget interessant, og ikke i og for sig uantageligt, indtil jeg kom til en meddelelse om, at Venus-folkene var specielt interesseret i vort fjernsyn, da man ikke kendet noget lignende på deres egen planet og åbenbart gerne ville have det indført!! – Jeg gad vide, om det skulle være det danske fjernsyn, de er blevet så bedårede af, med TV i Tivoli, osv., for så må man sandelig indrømme, at Venus-folkene har en vis sans for “show-business”, der lover godt for fremtiden! – Nå, jeg orkede ikke at læse mere, og med et suk lagde jeg også dette tidsskrift tilside som et af de mange beklagelige vildskud på en sag, der fortjente en mere saglig behandling. Man må da vist have lov til at antage, at hvis man forstår at bygge rumskibe, forstår man sig sikkert også på en så elementær teknik som radio og fjernsyn, ikke sandt?
Det er åbenbart ikke altid gennem de spiritistiske medier, vi skal have sandheden at vide om de flyvende tallerkener, selv om jeg ikke nærer tvivl om, at mange medier er overbevist om at have forbindelse med intelligenser fra verdensrummet. – I min okkulte løbebane har jeg faktisk hørt flere fæle trance-meddelelser om det påståede liv på andre planeter, fortalt af rumfolkene selv. Nå, men har man sin sunde fornuft og en lille smule sans for naturvidenskabelige kendsgerninger (hvad mange medier og ånder synes at mangle i pinlig grad), kan man gøre sig håb om at gå frelst igennem dette vildnis, der er groet op om disse gådefulde fænomener.Men er det ensbetydende med, at man må gøre fælles sag med den rent materialistiske anskuelse vedrørende de flyvende tallerkener, og at det udelukkende drejer sig om fænomener i vor fysiske og tredimensionelle verden? Nej, – det kan faktisk lade sig gøre at bevare sin smule sans for naturvidenskabelige kendsgerninger og alligevel, som supplement, indrømme en vis margin med hensyn til psykiske forteelser i tallerkensagen.
I et herværende tallerken-blad (2) blev der for nogen tid siden gjort drabelige udfald mod dem, der absolut ville indblande det psykiske element i tallerken-sagen og derved forplumre den. Det blev understreget, at tallerkenerne og rumbrødrene var materialle, og kun materialle, og dermed basta. Da udfaldet på en måde også havde adresse til mig, som redaktør af “Psykisk Forum”, tillod jeg mig at gøre den pågældende redaktion opmærksom på, at der meget vel kunne tænkes at være en mulighed for, at rumfolkene var bevandrede i naturkræfter, der var aldeles ukendte for os, og som kom ind på det område, der af os kaldes det psykiske, og jeg henledte opmærksomheden på det pinlige i situationen, hvis rumbrødrene tilfældigvis skulle være af en anden mening end den materialistiske tallerken-forkæmper. – Det er ikke noget under, at rumfolkene udviser stor tilbageholdenhed med hensyn til kontakt med jordmenneskene, når de ser, at man på forhånd har opstillet ganske betemte vedtægter for, hvad de er og hvad de ikke er!
“Psykisk Forum” er jo forlængst gået ind for tallerkensagen, fordi vi har erkendt, at det drejer sig om realiteter, og vi ønsker derfor fortsat at være organ for denne sag. Men hvis tallerkenerne kun var rent materielle fænomener, ville de sådan set være bladet uvedkommende, men det er imidlertid ganske åbenlyst, at mange af de principper og begreber, man opererer med indenfor psykisk og okkult forskning, også er indblandet i tallerken-fænomenerne, og derfor er det en sag, der fortjener behandling i vore spalter. Og vi er faktisk så dristige at tro, at man kommer sandheden nærmere, hvis man indrømmer muligheden af, at psykiske, okkulte og ætheriske (måske endog astrale) kræfter spiller en rolle for tallerken-folkene. Det skal ikke opfattes som ønsketænkning, men tværtimod som resultat af objektiv og nøgtern bedømmelse af det foreliggende materiale. Hvorledes vil materialisterne forklare f.eks. forekomsten af det såkaldte “affaldsstof” samt “englehår”, der udstødes fra flyvende tallerkener. Det synes en materiel substans, men forsvinder alligevel sporløst. Det ligner til forveksling det fortættede ætheriske stof, som man har haft lejlighed til at konstatere indenfor den psykiske forskning. Også denne “ektoplasma” er substantiel, men forsvinder alligevel sporløst.
Der findes også beretninger om tallerkener, som er forsvundet så at sige for øjnene af iagttageren, simpelthen opløst i den klare luft, og så vidt jeg husker findes der også en beretning om en pilot, der fløj lige igennem en tallerken. En sådan tallerken har sikkert ikke været lavet af jern, – i hvert fald må det have været en særdeles luftig jern-isotop! Der er stærke grund til at formode, at tallerkenerne lejlighedsvis kan dematerialisere sig. Ja, det var ikke noget rart ord, for det leder jo tanken hen på ånder og den slags, der også har en vis tilbøjelighed til gennemsigtighed og forsvindingsnumre, og så er vi jo igen inde på det område, som det materialistiske tallerken-forkæmpere harmes så stærkt over. Men man kan jo indtage den holdning, at hver gang piloterne iagttager en tallerken, der synes at opføre sig forholdsvis “normalt”, er det en iagttagelse, men når det drejer sig om tilsyneladende naturstridige fænomener, må det være hallucinationer, øjenforblændelser eller begrebsforvirring. I den retning er det ikke småting, de arme piloter et blevet beskyldt for, og man fristes til at tro, at det personel, luftfartsselskaberne antager til at føre deres maskiner, i udpræget grad er disponeret for allehånde synsforstyrrelser, fejlbedømmelser og kraftig fantasi!
Og så er der endelig de mange tallerken-forfattere, som stort set accepterer det psykiske indslag i tallerken-sagen. Men det betyder jo ingenlunde, at man derfor også skal acceptere en spiritistisk åndeforklaring. Det er en kendt sag, at mange mennesker, når de hører tale om psykisme og okkultisme, straks forbinder det med en eller anden form for spiritisme, medens denne forkætrede spiritisme jo kun er et lille felt indenfor det store område, der hedder okkultisme, der mere beskæftiger sig med læren om de skjulte naturkræfter og love. Spiritismens eneste forbindelse med tallerken-fænomenerne består i, at man indenfor den eksperimentale spiritistiske forskning, eller psykisk forskning, er stødt på fænomener, der har forbindelse med de flyvende tallerkener. Der er således udviklingen (ad organisk vej) af den ovenfor omtalte “ektoplasma”, der beviseligt er konstateret som værende fortættet ætherisk substans. Der er endvidere manifestationen af andre ætheriske kræfter, som resulterer i levitationer, der synes at trodse tyngdekraften, materialisationer og dematerialisationer samt de såkaldte apport-fænomener. Disse ting er beviste kendsgerninger, som ansete videnskabsmænd har haft mod nok til at lægge navn til, og der er tvingende grund til at antage, at de gådefulde kræfter, som psykiske forskere i beskedent omfang har kunnet fremkalde, er nært beslægtede med de gådefulde kræfter, som er udviklet til fuldkommenhed i de flyvende tallerkener, – men derfor behøver man jo ikke nødvendigvis at antage, at der er ånder med i spillet!
Man siger, at de flyvende tallerkener bevæges ved hjælp af magnetiske kraftlinier, og det er naturligvis altid en forklaring, selv om den ikke siger ret meget. Rent teoretisk kan man til nød antage, at en tallerken kan have apparater, der kan reagere overfor disse kraftlinier af magnetisk art, men hvorledes det magnetiske felt samtidigt kan påvirke molekyler af ikke magnetisk art, f.eks. besætningsmedlemmernes legemer af kød og blod, er straks sværere at forstå. Og hvis den magnetiske kraftpåvirkning ikke påvirker alle molekylerne, inklusive piloternes legemer, vil de simpelthen dræbes under påvirkningen af de mange “G”, der er forbundet med tallerkenernes enorme accelerationer. Den magnetiske forklaring er således kun en halv forklaring, og det bliver derfor lettere, hvis man antager tilstedeværelsen af ætheriske kraftfelter (som vi jo i forvejen kender lidt til indenfor den okkulte forskning), thi alle fysiske stoffer (indbefattet menneskelegemet) har ætheriske genparter, som kan gøres til genstand for kraftpåvirkning.Når man har med fænomener som de flyvende tallerkener at gøre, at det ikke nytte at bevæbne sig med den orientering i fysik, man mere eller mindre opmærksomt fulgte med i under sin skoletid. Ej heller kan det nytte at henvende sig til videnskaben, eftersom den, ifølge en populærvidenskabelig skribent, “kender alle naturlovene”, og ikke er stødt på de kræfter, der findes i de flyvende tallerkener. Den pågældende skribent ville have udtrykt sig betydeligt mere korrekt, hvis han havde sagt “alle de elementære naturlove”. Men tallerken-problemet er netop ikke noget elementært, og for at få en lille forståelse af, hvad der foregår, må vi simpelthen alliere os med alle tænkelige hypoteser og påstande, for om muligt at finde noget indenfor vort erfaringsområde, der eventuelt kunne føre til den rigtige løsning, i hvert fald i teorien foreløbig. Det medfører, at man konsekvent må kaste alle fordomme overbord, og forlene sig med den skabende fantasi, der efter sigende er en medvirkende faktor hos alle store opfindere og genier. Skabende fantasi og fordomsfrihed er desværre ikke netop de egenskaber, der præger den danske mentalitet, men mange steder i udlandet har man konsekvent kastet sig over studiet af ætheriske kræfter og teorier af mere eller mindre okkult art, for ikke at overse en en eventuel mulighed, og der er næppe nogen tvivl om, at man har nået visse resultater og en erkendelse af, at stof så at sige kan eksistere i en højere oktav eller orden end den rent håndgribelige fysiske.
Det betyder ikke at alle de flyvende tallerkener er af en noget luftig konsistens. Tværtimod er der ingen tvivl om, at mange af de iagttagne tallerkener er særdeles fysiske, selv om de muligvis betjener sig af eventuelle over-fysiske kræfter, men det betyder i høj grad en begrænsning af ens horisont, hvis man lægger den gængse opfattelse af fysik til grund for sin opfattelse af disse fænomener.
Adamskis medforfatter, Desmond Leslie, lægger en vidunderlig fordomsfrihed for dagen, når han behandler tallerken-emner, idet han øser af alle tilgængelige kilder, både teosofiske og okkulte. Efter min mening må det være den rigtige måde at gribe sagen an på, og resultatet er da også blevet ganske overordentlig interessant. Han omtaler også en dr. Meade Layne, som med en gruppe forskere har forsøgt at trænge ind i tallerken-mysteriet (3), og til den ende ikke lader nogen undersøgelse uforsøgt, inklusive de psykiske og okkulte.
En anden forfatter, Orfeo Angelucci (4), bevæger sig endnu mere ind på det psykiske område og viser, at tallerkenerne og rumfolkene, foruden at være fysiske, også kan have en psykisk karakter. Hans bog er på flere områder endnu mere interessant end Adamskis, og den, der er fortrolig med okkultismens lære, kan have en vis forudsætning for at kunne bedømme, om den er ægte eller uægte. Den virker stærkt autentisk, men har ikke fået samme udbredelse som Adamskis værker, formodentlig på grund af det psykiske præg, der vel ikke ret godt kan accepteres af tallerken-enthusiasterne med dampmaskine-mentalitet.
En tredie tallerken-forfatter, Howard Menger (5), fortæller om sine kontakter med væsener fra de flyvende tallerkener, og beretter om et møde på et afsides sted med mennesker fra Saturn og Venus. På psykisk inspiratorisk måde sætter de ham i stand til at kunne spille noget af deres musik på klaveret, uagtet han aldrig før har kunnet beherske dette instrument. Oplevelsen gjorde et så stærkt indtryk på ham, at musikken forblev i hans erindring, og han udformede den senere til offentliggørelse. Der er blevet lavet en grammofonplade med den pågældende musik, under navnet “Sangen fra Saturn”. Jeg har selv haft lejlighed til at høre denne plade, og musikken er af en langsom, dvælende og meditativ karakter, der vel sandsynligvis vil forårsage delte meninger hos jordiske tilhørere.
Forståelsen af tallerken-problemet består ikke blot i at konstatere så og så mange iagttagelser og så og så mange beskrivelser, for selv om det nok kan have interesse, har vi efterhånden mere end nok af rapporter til støtte for enhver form for bevisførelse for tallerkenernes realitet. Det næste skridt må derfor være at fordybe sig lidt i baggrunden for deres tilstedeværelse, årsagen til deres fænomener og fremfor alt søge at komme i kontakt med rumfolkenes mentalitet. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal fare ud i den danske natur og vifte med et flag, hver gang man ser en plet på himmelen, – det kunne jo være en måge! Det betyder snarere, at man fordyber sig lidt i baggrunden for selve vor tilværelse her på kloden i forsøget på at åbne videre perspektiver for menneskeåndens højere udvikling, også udover det rent jordiske. Ad denne vej vil man måske bedre komme på bølgelængde med rumfolkenes mentalitet og derved medvirke til at skabe det tanke-klima, der sandsynligvis må være en forudsætning for en nærmere forbindelse mellem jordens mennesker og menneskene ude fra rummet.
Noter og kommentarer
- Karl Michalek er et pseudonym for Franz Weber-Richter, og den seneste kendte udgave af “Völker der Erde” er udgivet af Karl Sch”nenbergers forlag i Heiden (Schweiz) i 1958. Samme år udkom “Botschaften aus dem Weltall” på samme forlag.
- Poul Kastrup henviser sandsynligvis her til tidsskriftet Ufo-nyt fra januar 1959, hvor H.C. Petersen afviser, at flyvende tallerkener har noget med spiritisme at gøre.
- Meade Layne stiftede i 1944 Borderland Sciences Research Foundation (BSRF). Indenfor denne organisations rammer studerede man mange forskellige emner af paranormal karakter, her-iblandt også ufoer. Ifølge BSRF kunne ufoer dels være af ikke-jordisk oprindelse, dels at USA siden midten af 1950’erne selv havde flyvedygtige rumfartøjer, kendt som flyvende tallerkener. Organisationens hovedkvarter var beliggende i Vista, Californien, samme sted som George Adamski Foundation.
- Orfeo Angelucci fik i 1955 udgivet bogen “The secret of the saucers” (Amherst Press : Amherst, Wisconsin). Angelucci var en såkaldt kontaktperson, og han mødte ofte rumfolk og hævdede også at have været på en anden planet.
- Howard Menger er også en af de talrige amerikanere der hævder at have mødt rumfolk. Han fik senere, i 1959, udgivet bogen “From outer space to you” (Saucerian Press : Clarkeburg, W.V., USA).I begyndelsen af 1992 besøgte Howard Menger Sverige, og bl.a. den svenske kontaktperson, Sten Lindgren, var en af arrangørerne til et offentligt møde hvor omkring 400 deltog.
Clas Svahn og Håkan Blomqvist omtaler mødet i AFU Newsletter 36, og beskriver Howard Menger som selvmodsigelsernes mester. Mødet med ham var patetisk og nærmest pinligt, og det eneste Menger havde at tilbyde var et billigt, okkult og konservativt budskab: – Elsk Gud, nationen og præsident Bush, så vil det gå dig godt!
Meget tyder på, at Howard Mengers Europa-tur 1992 var hans sidste krampetrækninger på ufo-scenen.
Kilde: Psykisk Forum, maj 1959
[*]
Seneste kommentarer