af Poul Kastrup
De flyvende tallerkener er en af vor tids store gåder, – en gåde som man i grunden ikke rigtig véd, hvad man skal stille op med. Det almindelige menneskes kendskab til disse fænomener indskrænker sig som regel til, hvad der nu og da berettes om i avisen. Dette er oftest ledsaget af en beroligende erklæring fra en eller anden autoritet med en forklaring om, at det enten er jet-jagere, meteorer, luftspejlinger, luftballoner, synsbedrag, hallucinationer samt hele det øvrige arsenal af bortforklaringer, som autoritetspersoner altid har på rede hånd i sådanne situationer. Dermed lader den almindelige borger sig nøje, og hvis han tillader sig et øjeblik at give sin fantasi lidt frie tøjler, hvisker man måske hen for sig selv med en kildrende gysen, at det nok er et hemmeligt våben af en eller anden slags.
Den, som prøver at sætte sig ind i de efterhånden tusindvis af rapporter og udtalelser fra øjenvidner, kommer imidlertid til et helt andet resultat, som ganske stille får visse mærkelige tanker til at stige op i ens sind. For det første bliver man stillet overfor det faktum, at disse flyvende tallerkener absolut ikke er af særlig ny dato, idet der findes rapporter om dem flere hundrede år tilbage i tiden, hvorved forklaringen om jet-jagere og luftballoner unægtelig mister en stor del af sin betydning. Det har vist sig, at man ihærdigt har forsøgt at forklare disse fænomener på en “naturlig” måde, men efterhånden har måttet give op overfor kendsgerningerne. Det bliver også stedse vanskeligere at opretholde meteor-forklaringen, eftersom tallerkenerne sommetider står stille eller ændrer kurs fra 90 til 180 grader, hvad meteorer jo ikke har for vane. Og med hensyn til begrebet hallucinationer er det svært at tænke sig samtlige indbyggere i en by blive grebet af disse synsforstyrrelser på én gang.
Grunden til, at disse fænomener støder på så ivrige, eller skulle vi mon sige febrilske, bortforklaringer, er utvivlsomt den, at der bag alle disse rapporter lurer en “forklaring”, som man ikke gerne udtaler sig åbent om, nemlig, at det skulle dreje sig om “rumskibe”, intelligent styrede objekter ude fra verdensrummet. Ikke sandt! Nu er vi midt ude i den meget yndede genre, der kaldes science fiction, hvor marsbeboere, raketskibe og robot-mænd strejfer om mellem stjernerne og gør rummet usikkert! Intet under, at man så forbistret nødigt vil tage en sådan “forklaring” alvorligt, men samtidig må man se det i øjnene, at alle andre forklaringer i virkeligheden modsiges af kendsgerningerne. Det er jo et alvorligt dilemma for de respektive autoriteter, og man ser da også visse videnskabsmænd og fremstående militærpersoner, der på en forståelig tøvende måde søger at vænne sig til tanken, så fantastisk den end måtte være.
Nu kan De måske spørge, hvad alt dette har med okkultisme og åndsvidenskab at gøre. Der er i virkeligheden meget i dette mysterium, der kan suppleres med kundskab fra det åndsvidenskabelige og okkulte område, nemlig den del af okkultismen, der beskæftiger sig med det universelle liv og Kosmos, livet på andre kloder, samt endvidere den teosofiske lære om ætheriske kræfter og den ætheriske del af den fysiske verden. Dette synes nemlig at have en vis forbindelse med iagttagelserne. Vi synes ikke, vi, som visse hjemlige autoriteter, med en elegant håndbevægelse kan feje tusindvis af autentiske rapporter til side og udtale ordet “vrøvl”, fordi det tilfældigvis ikke passer ind i den sindrige materialistiske mosaik, der kaldes moderne teknik og videnskab.
For os er tanken ikke synderlig fantastisk, og vi kan med sindsro hengive os til studiet af de beretninger, der gives om de flyvende tallerkener, idet vi jo ikke har noget besværlig prestige at sætte over styr.
At de flyvende tallerkener ikke er opspind, men en realitet, er et faktum, som ikke længere lader sig dementere. Men ud af bunken kan vi godt citere nogle af de mange rapporter. Hvorfor ikke begynde med en rapport fra året 1290, hvor et manuskript fundet ved Ampleforth Abbediet i England, giver en klar beretning om en flyvende tallerken. Beretningen, oprindelig skrevet på latin, lyder således:
“…tog fårekødet fra Wilfred og stegte det i anledning af festen for Sct. Simon. Men da abbed Henry skulle til at fremsige bordbønnen, kom en af brødrene, John, ind og sagde, at der udenfor var opstået et stort varsel. De løb da alle udenfor, og se, – en stor, rund, sølvagtig tingest ligesom en skive fløj langsomt hen over dem og forårsagede den største rædsel.”
Op mod den nyere tid er der utallige beretninger. Gennem de sidste århundreder gives der mange rapporter angående lysende (sommetider mørke) genstande på himlen. Manglen på detaljer i disse tidlige eksempler kan måske øge formodningen om meteorer. Dog er dette vanskeligt i tilfældet fra 7. september 1820 ved Embrun i Frankrig, hvor “mærkelige, regelmæssige formationer af flyvende genstande krydsede over byen i lige linier, hvorefter de vendte 90 grader og fløj bort igen, stadig i regelmæssig formation”. Man bedes bemærke årstallet 1820.
Den 13. november 1833 blev et stort lysende luftfartøj set i over en time ved Niagara Falls i USA.
Den 12. januar 1836 ved Cherbourg, Frankrig, svævede et stort lysende fartøj over byen. Det roterede om sin egen akse og syntes at have et hul i midten.
Den 6. april 1856 ved Colmar i Frankrig så dr. Dussort en sort flyvende “torpedo”, rund i den ene ende og tilspidset i den anden. Da den fløj hen over hovedet hørtes en svag melodisk fløjtende lyd.
Den 8. juni 1868 ved Redcliffe observatoriet i Oxford så iagttagere lysende genstande bevæge sig på himlen. De holdt stille, ændrede kurs vestpå, derefter sydligt, hvorefter de forsvandt nordpå efter fire minutters observation.
Dette er kun nogle få af de mangfoldige beretninger, men alle disse er fra tidspunkter, hvor menneskeheden endnu ikke havde opfundet noget luftfartøj, der kunne bortforklare fænomenerne.
En af de mærkeligste rapporter stammer fra 1897 (flyvemaskinen blev først opfundet efter århundredskiftet): Den 9. april dette år blev en uhyre cigarformet genstand iagttaget over de midtvestlige stater i USA. Korte vinger udgik fra siderne, ifølge de astronomers rapporter, som iagttog dem gennem teleskoperne. I næsten en uge blev denne gæst iagttaget så langt sydpå som til St. Louis og så langt vestpå som Colorado. Flere gange blev der set røde, grønne og hvide lys, der skinnede ud på himlen. Nogle vidner troede, at besætningen på dette fartøj prøvede at signalere til jorden. Den 16. april forsvandt tingen over midtvesten, men den 19. april viste den samme genstand sig (eller en lignende) over West Virginia. Tidligt om morgenen blev byen Sisterville vækket af savmøllens fløjten. De, som gik undenfor i det fri, så et ejendommeligt syn. Fra en torpedoformet genstand over hovederne på dem pegede strålende søgelys nedad og fejede over hele landskabet. Tingen syntes af være omkring 70 meter lang og 18 meter i diameter. I næsten ti minutter kredsede denne gæst over byen, hvorpå den drejede østpå og forsvandt. Dette fandt som sagt sted i 1897, længe før mennesket var i stand til at præstere en sådan opvisning.
Sådan kunne man blive ved, idet der er rapporter nok at vælge imellem. I den nyere “tallerkenforskning” er den tragiske Mantell-episode næsten blevet klassisk. Episoden fandt sted den 7. januar 1948 ved Godman Field flyvepladsen. Donald Keyhoe har berettet om tilfældet, som her skal gengives i uddrag (1).
Den første alarm kom fra Fort Knox, hvor en uhyre skinnende genstand var blevet set på himlen flyvende i retning mod Godman Field. Hundredvis af mennesker havde set den i Madisonville, halvfems miles borte. Alle i kontroltårnet ved Godman Field iagttog tingen og dens pulserende røde gløden, der antydede en mystisk kraft. Højttaleren, som var indstillet på militærmaskinerne, der kredsede i luften, begyndte pludselig at kalde: “Kaptajn Mantell til Godman-tårnet…-Mantell til Godman…”
Og derefter: “Jeg har set tingen, den ser metallisk ud, og størrelsen er kolossal!” De tilstedeværende i tårnet stirrede på hinanden – ingen talte, hvorefter højttaleren vedblev med Mantells stemme: “Tingen begynder at stige, jeg prøver at komme nærmere”. Efter et par rapporter om jagten, brød Mantells stemme ind igen: “Den er stadig ovenover mig, og har samme fart som jeg eller mere. Jeg stiger op til tyvetusind fod (ca. 6650 meter). Hvis jeg ikke kommer nærmere, vil jeg aflyse forfølgelsen”. – Det var hans sidste rapport. Nogle minutter senere tilintetgjordes hans maskine med en frygtelig kraft, og de faldende vragstumper spredtes over en omkreds af tusinder af fod.
En temmelig sensationel bog, der i den nyeste tid er skrevet om dette emne, har vakt opsigt, og er også (naturligvis) blevet modtaget med stor vantro. Det er bogen “The flying saucers have landed” (Flyvende tallerkener er landet), skrevet af Desmond Leslie og George Adamski (2).
Desmond Leslie er i høj grad teosofisk og okkult orienteret og skriver en slags orientering og indledning til den sensationelle og fantastiske beretning, som George Adamski fortæller, hvis beretning er ledsaget af fotografier samt, ikke at forglemme, facsimile gengivelser af edsvorne vidneudsagn, (afgivet overfor notarius publicus) vedrørende hans oplevelse. Adamski begynder selv sin beretning med at korrigere en vidtudspredt fejltagelse og siger: “Lad mig sige her, at jeg ikke er og aldrig har været tilknyttet Palomar observatoriet.” Han bor i Palomar Gardens nær ved observatoriet og er amatørastronom, men ellers beskæftiget ved restaurent-virksomhed.
Det opsigtsvækkende i hans beretning består deri at han, støttet af seks vidneudsagn, fortæller om mødet med et menneske fra en flyvende tallerken i den californske ørken, og at han sammen med dette menneske stod umiddelbart ved siden af dette fartøj, der svævede lydløst et par fod over jorden. Han giver en detaljeret beskrivelse af fartøjets udvendige udseende samt af manden, der “talte” med ham (ved hjælp af fagter og gestus, da et fælles sprog var udelukket). Han giver ligeledes en beskrivelse af manden, der var lidt mindre end ham selv, men ellers fuldstændig menneskelig af skikkelse med yderst smukke træk, så smukke, at Adamski siger, at han kunne have passeret som en usædvanlig smuk kvinde, om han havde haft dertil svarende klæder på – og dog var han afgjort en mand.
Mens Adamski fik fotografier af tallerkenen, lod det til, at manden ikke ønskede at blive fotograferet. Et af vidnerne, Alice Wells, som stod noget derfra, tegnede imidlertid en skitse af hans skikkelse, hvoraf det fremgår, at han var iført en dragt, som havde en vis lighed med en skidragt, og at hans hår var så langt, at det nåede ned over skuldrene (3).
“Samtalen” der varede en times tid, foregik ved hjælp af en slags døvstumme- eller fingersprog, idet mandens sprog var fuldstændig ukendt for Adamski. Dog lykkedes det at overføre forskellige meddelelser, og Adamski fik det indtryk og den fornemmelse, at manden i høj grad betjente sig af telepatiske fremgangsmåder, hvor tegnsproget svigtede. Det fremgik således, at oprindelsen til tallerkenerne var planet nr. to fra solen (Venus), og at deres nærværelse stod i forbindelse med visse radioaktive udstrålinger fra vor planet, og at for mange atomeksplosioner kunne betyde en fare ikke alene for vor egen klode, men også udaftil i rummet.
På spørgsmålet angående drivkraften i de flyvende tallerkener blev svaret, at den stod i forbindelse med tiltrækning og frastødning og “magnetisme” – anskueliggjort ved en lille sten, som han samlede op og atter lod falde, samt to småsten, som han skiftevis nærmede og fjernede fra hinanden. – Der var en del andre spørgsmål, som det her vil føre for vidt at angive. Mødet endte med, at Adamski og vidnerne så tallerkenen, der mest mindede om en fladtrykt klokke, stige op fra jorden og hastigt forsvinde i horisonten.
Nu kan man jo mene om denne historie, hvad man vil, og fra en materialistisk og jordisk tankegang vil den måske med et elskværdigt udtryk karakteriseres som – mærkelig, men ret beset er det eneste mærkelige ved historien, at den fører os ind på noget, der er komplet uvant, – men noget uvant behøver jo ikke strengt taget samtidigt at være urigtigt, med mindre man hylder en gammel overleveret sentens, der siger: Alt nyt er galt!
Adamski spurgte forøvrigt, hvorfor tallerkenerne ikke landede på befolkede steder, og fik det indtryk, at dette også engang ville komme, men at menneskeheden først gradvist måtte vænne sig til tanken om de flyvende tallerkener, for ikke at hysteri og panik skulle opstå. Adamski fik selv senere et indtryk af dette synspunkt efter nogle foredrag, han holdt om sine erfaringer, idet visse mennesker blev rædselsslagne, fortvivlede og hysteriske ved tanken om en mulig invasion eller lignende. En tallerken, som af en eller anden grund landede ved en lille by i Mexico, forårsagede fuldstændig panik mellem beboerne, som begyndte at råbe op om dommedag osv., og den mexicanske regering så sig nødsaget til at udsende en (falsk) beroligende meddelelse om, at det var et fjernstyret amerikansk projektil, hvilket imidlertid ikke verificeredes af den amerikanske regering.
Forøvrigt hævdes det, ifølge “Neues Europa”, at de flyvende tallerkener også beskæftiger sindene på den anden side af jerntæppet, men det hører vi blot ikke så meget om.
Hvad kan okkultismen nu sige til alt dette, og til de mange andre forfatteres beretninger, hvor blandt andre Donald Keyhoe i høj grad tages alvorligt, – og også han kommer til det resutat, at tallerkenerne kun kan komme ude fra rummet, og at de nødvendigvis må være intelligent styrede.
Ifølge den okkult-teosofiske anskuelse findes der ikke mindre end ti forskellige “menneskeheder” i vort solsystem, hvoraf kun de syv er i fysisk manifestation. Af disse sidste er evolutionen på Venus den mest fremskredne, og det er heller ikke første gang, Venus-menneskeheden har etableret forbindelse med jorden, men de tidligere forbindelser ligger så langt tilbage i tiden, at vi kun har legendariske beretninger herom.
Således citerer Desmond Leslie de indiske 3000 år gamle Mahabharata og Ghatotrachabadma Parva, der omtaler de såkaldte “Vimanas”, luftvogne, der i forbavsende grad ligner flyvende tallerkener. Disse tidligere kontakter med menneskeheden faldt imidlertid uheldigt ud på grund af menneskenes primitive tankegang og krigeriske tendenser, hvilket fik temmelig katastrofale følger. Desmond Leslie siger, med bidende ironi, at han kunne tænke sig, at besætningerne på de flyvende tallerkener havde fået følgende instruks: “Advarsel! Land ikke på jorden. De indfødte er farlige!”
Forøvrigt hævdes det ifølge okkulte kilder, at den jordiske menneskehed spiller en temmelig uheldig rolle, hvis man kan tale om en slags moral for hele solsystemet. Ikke desto mindre er det sikkert, at vi bliver observeret udefra, og at vor legen med atomerne har skærpet denne observation. Med hensyn til livsmulighederne på Venus udtaler Desmond Leslie i høj grad mistillid til astronomiske observationer, idet det hævdes, at ingen astronom endnu har set selve Venus, men kun dens skydække, og tilmed kun dettes yderste lag. Hvilken atmosfære og naturforhold der er indenfor, har vi således ingen anelse om.
En iagttagelse af vor klode udefra kunne for eksempel give til resultat at næsten hele vor atmosfære var kvælstof, der er uegnet til indånding, hvorimod den livgivende ilt, der er tungere, måske ville “skjule” sig under dette kvælstoflag for ydre iagttagere. Men trods denne kvælstofatmosfære trives vi jo meget godt, endog i bjergegne, hvor ilten er endnu mere sparsom. Det er åbenbart et spørgsmål om tilvænning af organismen, og med hensyn til liv synes naturen at være ret opfindsom.
Den okkulte anskuelse vedrørende vor fysiske verdens opbygning skelner mellem syv forskellige tæthedsgrader af stoffet, nemlig fast, flydende, luftformigt samt fire ætheriske stof-afdelinger. Fast stof er håndgribeligt og som regel uigennemsigtigt. Luftformigt stof synes mere “uhåndgribeligt” eller ufølbart, undtagen når det er i bevægelse ved vind og blæst, og samtidigt så godt som usynligt. De fire ætheriske stof-afdelinger fortsætter som en naturlig følge heraf graden af finhed og bliver således totalt ufølbare og usynlige, og kan heller ikke registreres af instrumenter, der er opbygget af tættere stof, – men behøver de derfor at være uvirkelige?
Disse ætheriske stofansamlinger kan fortættes og derved blive håndgribelige og dermed synlige. De ætheriske stoffer, der er velkendte for okkultismen, har betydning for vort emne, idet der er grund til at formode, at disse stoffer indgår som bestanddele i de flyvende tallerkener, der således til tider næppe er helt fysiske i den betydning, vi kender ordet. Ligesom store naturkræfter gør sig gældende hos såvel luftformige som flydende og faste stoffer på grund af temperatur, tryk og elektromagnetiske forhold, skulle dette også være tilfældet for de fire ætheriske stof-former, og man taler da om ætheriske kræfter, der er overordentligt stærke, og som blandt andet i meget lille målestok, ytrer sig ved spiritistiske levitationer og lignende fænomener.
Der er fremsat en begrundet hypotese om, at disse enorme kræfter spiller en rolle som drivkraft ved flyvende tallerkener, der skulle være omgivet af et felt, der modstår tyngdekraften. Så længe vi ikke ved hvad tyngdekraft i virkeligheden er, kan vi heller ikke udtale os benægtende om eventuelle kontrastmuligheder. En teosofisk forfatter udtaler således, at der findes ting som ætheriske strømme samt ætherisk tryk, og uhyre stærke ætheriske strømme fejer konstant hen over vor jords overflade, og der gives okkulte metoder, hvorved disse kolossale kræfter kan nyttiggøres.
Okkultismen benævner Venus som jordens søsterplanet, og hævder, at det er meningen, der skal foregå en gensidig påvirkning. Samtidigt må den jordiske menneskehed med hensyn til sine krigeriske tendenser og uvaner tage sig alvorligt sammen, særligt under truslen af atomisk tilintetgørelse. Der eksisterer en esoterisk overlevering om, at en anden planet i solsystemet kom galt afsted ved at lege med den kosmiske atom-ild, og at resultatet blev det, vi nu kender som Asteroidernes bælte mellem Mars og Jupiter.
Adamski fik forøvrigt at vide ved sit møde, at den menneskelige form synes at være en universel størrelse for al højere udvikling, hvilket unægtelig virker mere betryggende end et ondskabsfuldt H.G. Wells-uhyre med øjne på stilke osv., og samtidigt også mere logisk. Forfatteren kom ligeledes til det resultat, at der benyttedes baser i rummet, og bringer i den anledning en række interessante astronomiske rapporter om lysfænomener på månen, hvor aktiviteten synes at have en tendens til at koncentrere sig omkring krateret Plato. Jordiske videnskabsmænd har jo også været inde på den tanke, at skabe en kunstig “måne” som et led i en fremtidig interplanetarisk flyvning. I den forbindelse er det interessant at en af okkultismens adepter, Mahatma Koot Hoomi, engang udtalte til A.P. Sinett, at Mars’ inderste måne (Fobos) i virkeligheden ikke var en naturlig måne.
Alt i alt synes det, som om den jordiske, lidt selvglade menneskehed har en del at lære, og navnlig indstille sig på i fremtiden, og at den måtte vænne sig til, at de flyvende tallerkener måske også kan vise sig at være en brik i det store spil, hvoraf menneskehedens skæbne afhænger. Der er her visse grunde til at formode, at enkelte fremskredne sjæle af vor menneskehed allerede har kontakt med intelligenserne bag de flyvende tallerkener.
Noter og kommentarer:
- Donald E. Keyhoe: “Flyvende tallerkener fra verdensrummet”. Kbh., 1954. (Orig.udg.: “Flying saucers from outer space”. New York, 1953.Mantell-sagen har også være omtalt i en lang række andre bøger, f.eks. “Ufoer – top secret?” af Willy Wegner. Kbh., 1980. Men et godt overblik får man ved at læse Kim Møller Hansens artikel “Kaptajn Thomas Mantell, 1948” i Ufo-nyt 1983, nr. 1.
- Desmond Leslie & George Adamski: “Flyvende tallerkener er landet”. Kbh., 1955. (Orig.udg.: “Flying saucers have landed”. London, 1953)
- Willy Wegner:” Ufoer over Danmark, bd. 1″. Kbh., 1989. Heri beskæftiger kapitel 6 sig bl.a. med vidnernes mulighed for at følge med i Adamskis møde med rummanden.
Kilde: Psykisk Forum, oktober 1954. Findes osse i: Studiehefte over flyvende tallerkener, hæfte 4 (udgivet af Nordisk UFO Organisation)
[*]
Seneste kommentarer