Hvorfor jeg tror på Adamski

af Leon Davidson

Videnskabelige og objektive tallerken forskere har været tilbøjelige til helt og holdent at se bort fra “kontaktberetningerne”, som de betragter som opspind eller selvbedrag. I denne artikel skal jeg give mine grunde for min tro på, at i det mindste Adamski siger sandheden. Jeg tror, at hans bøger er ærlige beretninger om, hvad han virkelig så og hørte med sine fysiske sanser. Jeg ser ingen årsag til at mene, at de repræsenterer metafysiske, psykiske, extrasensoriske eller hallucinatoriske oplevelser, eller at de er opdigtede eller usande.

Må jeg dog først gøre følgende undtagelser:

1. Jeg tror, alle “brødrene” (som Adamski kalder de ikke-jordiske væsener, han har haft kontakt med) er menneskelige personer, født og opvokset her på jorden.
2. Jeg tror ikke, at alle de videnskabelige og tekniske oplysninger, Adamski fremsætter, er rigtige. Nogle af de ting, “brødrene” fortalte ham, er forkerte; noget af det, man lod ham slutte sig til, er videnskabeligt ukorrekt.

En af de fejltagelser, Adamski gør sig skyldig i, er en omtale af en tempereret zone på månen, beliggende mellem den “kolde” og den “varme” side. Som enhver kan konstatere ved at se på månen, er der for ethvert sted på månens overflade skiftende “dage” med strålende solskin og “nætter” med absolut mørke, og hver varer omtrent 14 dage.

En anden fejl er den opfattelse, at beboerne af Mars, Venus, Saturn og Jorden skulle ligne hinanden så meget, at de ikke skulle kunne skelnes fra hinanden. Alene den kollosale forskel mellem racerne her på jorden, men også de umådelige forskelle på planeterne med hensyn til masse eller tyngde, atmosfærens sammensætning, overfladetemperatur og så videre, gør det i aller højeste grad usandsynligt, at en sådan lighed skulle eksistere.

Der er andre usandsynlige tanker, som ikke så let lader sig videnskabeligt afsløre, som det ovenfor nævnte. Til denne gruppe hører således den tanke, at så at sige alle de andre “beboede” planeter i vort solsystem (og i andre, nærliggende systemer med) arbejder sammen i fælles rumskibsekspeditioner, mens jorden hidtil er den eneste, der er udelukket fra samarbejdet.

Til trods for sådanne fejltagelser er jeg overbevist om, at Adamski ærligt og alvorligt refererer, hvad han har fået at vide af personer, til hvem han havde det bedste forhold. Hvis han er vildledt af mandskabet og “mestrene” i rumskibene, har det været bevidst og i en bestemt hensigt, som jeg siden skal beskæftige mig med. Adamski accepterede disse fejltagelser, fordi han selv på forhånd havde en lignende opfattelse af livet i rummet. Jeg har ladet mig fortælle, at noget af det, Adamski skrev før 1947, behandlede lignende tanker, og jeg tør vædde på, at “brødrene” havde læst det omhyggeligt, før de arrangerede kontakten med ham.

Når vi ser bort fra de vildledende mistydninger af videnskabelige kendsgerninger, som Adamski blev præsenteret for og accepterede, kan vi finde sandheden i den grundliggende beretning om hans personlige oplevelser: fortællingen om hans forskellige ture til Los Angeles, de forskellige møder med Ramu og Firkon (kontaktfolkene, som de selv betegner sig), de natlige køreture i Pontiac’en ud i den californiske ørken, hans gåen ombord i “rekognosceringsfartøjet”, den kortvarige bevægelsesløse “flyvning ud i rummet”, nedkørslen ad skinner inde i “moderskibet”, turene rundt i opholdsrum og laboratorier, indtagelsen af uskyldige drikke hver time, synet af månen og “dagligt liv på Venus” på skærmen, de mærkelige frugter, der blev serveret ved afskedebanketten, og så videre.

Lad os undersøge, om denne beretning om begivenhederne hænger sammen, om det er troværdigt. Jeg skal prøve at påvise, at det altsammen er fuldkommen troværdigt og – mener jeg – sandfærdigt, men ud fra følgende forudsætning: Jeg tror ikke, at hverken “rekognosceringsfartøjet” eller “moderskibet” på noget tidspunkt bevægede sig over jordoverfladen, sådan som Adamski blev bildt ind. Det er nøglen til hele problemet.

Mange detaljer ved rumskibene og deres udstyr lyder ikke som andet end staffage, beregnet på at give Adamski et indtryk af rejse i rummet. Mandskabet, kontaktfolkene og mestrene opfører sig som velinstruerede jordmennesker i et forsøg på at få den naive og godtroende Adamski til at hoppe på et kollosalt nummer.

Jeg håber i denne artikel at vise, hvordan Adamski omhyggeligt er udset til at være offer; jeg skal behandle den formodede svindlers organisation, deres formål, deres økonomiske midler og deres fremgangsmåde. Til at begynde med vil jeg gennemgå Adamski’s egen beretning og pege på to mænd, som Adamski nævner, og som formodentlig er impliceret i den tekniske udførelse af affæren. Som baggrund skal jeg citere uddrag af en korrespondance mellem Adamski og mig selv.

Til Adamski, den 2. juli 1953:

– har De alvorligt overvejet muligheden af, at “tallerkenerne” blot kunne være amerikanske forsøgsraketter?

Svar fra Adamski, den 8. august 1953:

Jeg har haft meget held med at tage fotografier af objekter, der afgjort ikke er våben af nogen art, men uden tvivl fartøjer af en type, der er ganske ukendt blandt vore egne flyvemaskiner, ikke alene har jeg selv truffet og talt med mandskab fra et af disse fartøjer, jeg har også beretninger fra andre, der har haft lignende oplevelser.

Til Adamski, den 26. august 1953:

– jeg har spekuleret på, om det var muligt for Dem at sige med fuld sikkerhed, hvorvidt mandskabet i “tallerkenen” eventuelt kunne have været menneskelige væsener? – Havde de et eller andet træk, der afgjort udelukkede, at de var mennesker, f.eks. en højde på en tomme eller en halslængde på 1 meter?

Svar fra Adamski, den 14. september 1953:

Den person, jeg var sammen med og talte med ved telepati og via gestus i 45 minutter, er så ganske afgjort et menneskeligt væsen i alle henseender, sådan at han med håret klippet kort og i et almindeligt sæt tøj kunne blande sig mellem os hvor som helst, uden at blive opdaget som et væsen fra en anden klode. – De går rundt på gaderne i ethvert land her på jorden, men afslører endnu ikke deres identitet. – Tiden vil bevise denne påstands rigtighed.

Til Adamski, den 5. april 1954:

– den person, som De beskriver som stammende fra Venus, ligner i så høj grad Homo Sapiens at jeg tror at han eller hun var (et jordmenneske) sendt til Dem, for at bestyrke Dem i Deres opfattelse af, at tallerkenerne er interplanetariske. Alene omtalen af fingeraftryk, som De frygter for vil kunne genfindes i vore registre, peger på, at denne person er jordisk (hvorfor bekymringen for at ‘forråde’ ham, når han var fra Venus)? Som resultat af Deres bog (Flying Saucers have Landed = Flyvende tallerkener er landet) finder jeg, at U.S.A. er interesseret i at sprede en meget udarbejdet og detaljeret opfattelse af at tallerkenerne er interplanetariske.

Jeg skal fremlægge min tolkning af Adamski’s beretning i “Ombord i rumskibe” ved at citere et brev, som jeg skrev til Adamski i april 1958. Det ser ud til, at visse virksomheder i forbindelse med det tekniske indenfor filmindustrien er indblandet, og jeg skal senere i artiklen give indicierne for denne forbindelse; her er citatet:

– Det, at rumskibene landede i øskenen, kun 90 minutters kørsel fra Los Angeles, fører mig til at stille Dem følgende spørgsmål: Er De kendt med Camp Irwin, cirka 20 miles nord for Barstow, og ville De mene, at køreturene fra Los Angeles til Camp Irwin ligner de ture, De foretog om natten ud til rumskibet?

– Jeg har ladet mig fortælle, at der i Disneyland er et forlystelsesetablissement, der kaldes “en tur til månen” eller noget lignende, og hvor publikum kigger på en skærm i loftet og en i gulvet, og derved får en illusion af at bevæge sig i rummet og rundt om månen. En lignende indretning blev anvendt under krigen til at træne piloter. Må jeg have lov at spørge, om De er sikker på, at Deres “rumskibe” ikke var udstyret med lignende skærme i gulv og loft, så de gav indtryk af store linser?

– Deres opgivelse på forskellige steder, at De overhovedet ingen bevægelse følte på den forbavsende kortvarige flyvning op til “moderskabet”, og at den første bevægelse, De mærkede var, da tallerkenen begyndte at glide nedad ind i moderskibet, kunne meget vel forklares på følgende måde:

De små “rekognosceringafartøjer” forlod ikke jordoverfladen mens De var inde i dem; men anvendelsen af skærmene i gulv og loft gav Dem en illusion af at rejse bort fra jorden. Selve fartøjet bevægede sig ikke. Koøjerne i sidevæggen var lukkede hele tiden. Da øjeblikket til “landing” i moderskibet kom, blev en åbning til en tunnel ned i jorden åbnet (den har været skjult så godt, at De – ved nattetid – ikke har fået øje på den) og fartøjet gled ned i et underjordisk kammer, hernede kan det hele meget vel have fundet sted, som De har beskrevet, blot har man givet Dem det indtryk, at det foregik i et “moderskib” flyvende over jorden. Til trods for den store hastighed følte De heller ikke her nogen bevægelse, ganske naturligt, da hele rummet var sikkert foranket nede i jorden.

Da De igen var kommet ind i rekognosceringsfartøjået og steg til “moderskibets” ydre dæk ad skinner, følte De igen bevægelse. På jordens overflade viste man Dem igen en film på skærmene, der gav Dem indtryk af at rejse tilbage til jorden, men De følte ingen bevægelse, fordi De hele tiden var i ro.

Lad os se på nogle flere træk, der efter min mening viser, at ganske almindelige mennesker optrådte som rummennesker for Dem.

Ved afskedsbanketten den 23. august 1954 i moderskibet lignede alle de frugter, der blev serveret, almindelige, jordiske frugter, men duftene var anderledes; det vil jeg mene, at enhver god, japansk kok ville være i stand til at klare (og dem har man mange af i Los Angeles). Filmen fra Venus var åbenbart et sammenklip af filmstrimler, som en eller anden i den californiske filmindustri havde fremstillet. Brugen af en gennemsigtig skærm, anbragt midt i værelset, er kendt af enhver god tryllekunstner.

Den 23. august 1954 fik De at vide, at “opgaven var fuldført”, og at gæsterne ikke oftere ville komme igen – har De sat det i forbindelse med en historie fra den 25. august sidste år om, at en tallerkenpilot var landet i Norge og havde talt med to kvinder? (I april 1955 kom “brødrene” igen med fotografiet). Fra oktober 1954 til april 1955 var der en hel serie rapporter fra Europa og bag jerntæppet. Da det senere blev indrømmet, at den norske “tallerkenpilot” var en amerikansk helikopterpilot, der gjorde tjeneste i Norge, kunne man vel tænke sig, at hændelserne bag jerntæppet skyldtes amerikansk efterretningsvirksomhed. Hvis De derfor ikke var i kontakt med Deres rumvenner efter august 1954, vil jeg formode det var, fordi de var optaget bag jerntæppet.

De har fortalt, at De hver gang De kom ombord i moderskibet, fik De serveret en uskyldig drik, og at sådanne drinks åbenbart blev serveret omtrent en gang i timen. Mon ikke disse drikke skulle have været en art medicin, med indhold af et eller andet stimulerende middel, der forhindrede Dem, som De selv skriver, fra at føle træthed eller søvnighed i de lange perioder, De uden søvn opholdt Dem i rumskibene.

De hævder, at “gæsterne” har fortalt Dem, at de havde haft Dem under observation i årevis, og at De var blevet udvalgt, fordi De netop var den type, de havde brug for til “talsmand”. – De valgte godt, for De stolede fuldt ud på dem – Deres tillid til Dem var sikker. Det faldt Dem end ikke ind at tage nummeret på den Pontiac der fire eller fem gange kørte Dem ud i ørkenen. Ligeså var det med Venuspilotens fingeraftryk, som De var så betænksom at tørre af kassetten. Set fra en gruppe svindlers synspunkt, som måtte ønske en talsmand uden tilbøjelighed til at tvivle på dem, var De et ideelt valg. Det være sagt uden ondskab – det er en årsag til at tro Dem, det er logisk for mig at De, sådan som De er, måtte udvælges. (Brevcitat slut).

En meget vigtig faktor i undersøgelsen af Adamskis historie er hændelsen med månefotografierne. Her kommer Adamski med navnene på to videnskabsmænd, der virkelig eksisterer, og det vil blive påvist, at de har forbindelse med netop den side af filmindustrien, som jeg anser ligger til grund for Adamski’s oplevelser. Følgende er ordret citeret fra “Flyvende tallerkener er landet”:

Sent på året i 1949 kom fire mand ind i cafeen i Palomar Gardens. De to af dem havde været her før og vi havde talt en smule om flyvende tallerkener. Vi begyndte at tale om flyvende tallerkener igen. Den ene af dem var mr. J. P. Maxfield og den anden hans medarbejder, mr. G. L. Bloom, begge ansat ved flådens elektroniske laboratorium i Point Loma nær San Diego. De to andre var fra et lignende sted i Pasadena, og den ene var i officeruniform.

De spurgte mig, og jeg ville samarbejde med dem i et forsøg på at fotografere mærkelige fartøjer, der bevæger sig ude i rummet, og til sidst blev vi enige om, at månen ville være et godt observationsobjekt. Det var ikke ret længe efter denne samtale, at det lykkedes mig at tage to, og som jeg dengang syntes, gode billeder af et objekt, der bevægede sig ude i rummet. Jeg fik øje på det, mens jeg betragtede månen.

På det tidspunkt blev der udsendt en radiomeddelelse om landing af en flyvende tallerken ved Mexico City. Mr. Bloom kom ind i restaurationen, jeg gav ham de to billeder, jeg havde taget, for at han kunne lade dem gå videre til mr. Maxfield til undersøgelse.

Den 22. (marts 1950) bad San Diego-avisen “Union and Tribune” om billederne – avisen forsøgte at få oplysninger fra flådens laboratorium, men personalet nægtede at have modtaget sådanne billeder. Herefter gik jeg naturligvis virkelig i gang med at observere og fotografere, men jeg sendte ikke flere af mine billeder til laboratoriet, og der kom ingen for at få dem. (Citat slut).

Den kendsgerning, at Adamski så og fotograferede “rumskibe” netop der og på det tidspunkt, som flådens folk havde foreslået ham at gøre det, tyder på, at de meget vel kunne have arrangeret at have nogle fjernstyrede objekter der på det tidspunkt. At få dem til at bevæge sig i netop Adamski’s synslinje til månen, måtte blive en simpel opgave for folkene på det elektroniske laboratorium eller dets medarbejdere.

Gennem de nævnte navne, er der givet en mulighed for virkelig at undersøge sandheden af Adamski’s historie. De pågældendes identitet blev fastslået ved et brev til flådens elektroniske laboratorium i Point Loma i januar 1957, og følgende svar blev sendt fra personalechefen, mr. G. B. Phelps: “Vort register viser, at mr. J.P. Maxfield tidligere var beskæftiget her, og at mr.G.L. Bloom stadig er ansat.”

Da dette beviser Adamski’s påstand blev der sendt et brev til mr. Bloom, den 22 januar 1957, hvori der bl.a. stod: “Tilbage står så spørgsmålet, om De besøgte Adamski i Palomar Gardens, som fortalt i den nævnte fremstilling, og om De virkelig var interesseret i at få hans assistance ved fotografering af flyvende tallerkener”.

Der er aldrig kommet svar på dette brev, heller ikke mr. Maxfield har besvaret mine breve. Vi kan imidlertid få interessante oplysninger af de biografiske oplysninger i “American Men of Science”, 9. udgave, bind 1. Jeg citerer herunder disse oplysninger fuldt ud, fordi de er så vigtige til en forståelse af de virkelige kendsgerninger bag Adamskihistorien. Mr. Maxfield’s professionelle karriere og specialer er meget nært knyttet til det, Adamski så ombord i rumskibene. (Grundet en del irrelevante oplysninger er biografierne forkortet i denne udgave. o.a.)

BLOOM, Gene Luther. 3631 Wilcox Street, San Diego 6, Californien. Kemisk ingeniør. Kemiker ved undervands- og arktiske undersøgelser, U. S. Navy Elect. Laboratory 1951. Specialer: Arktisk geofysik, dynamisk oceanografi, tidevand, havstrømme og havis; petroleumsprodukter, absorbtion-desorptions processer til genvinding af lutformede kulbrinter, kold destillation; massespektroskopi, ultraviolet spektrofotometri.

MAXFIELD, Joseph Pease. Fox 125, Espanola, New Mexico. Fysiker. Ledende videnskabsmand ved U.S. Navy Elect. Lab. (Point foma) 1948-1953. Vendt tilbage til privat virksomhed som rådgivende ingeniør 1954. Specialer: Radioudsendelser, elektrisk lydoptagelse, lydfilm, optagelse og gengivelse af lyd, akustik ved lydoptagelser i film. (Citat slut)

Som Adamski selv siger, skrev han ikke teksten til sine to (første) bøger, de blev formet for ham, den første af “C.L.J.” og den anden af Charlotte Blodget. Måske har Adamski selv skrevet kapitel 13 i “Ombord i rumskibe”, da det i indhold og stil er helt forskellig fra resten af bogen.

Miss Blodget var bekymret over Adamski’s mangel på konkrete beviser for sin histories rigtighed; hun skriver i sin indledning: “Adamski er en mand af utvivlsom redelighed. Han har – fuld forståelse og medfølelse – fremtræder som en usædvanligt velafbalanceret person – jeg er tilbøjelig til at tro, at hans bemærkelsesværdige tålmodighed har spillet en væsentlig rolle ved udvælgelsen af ham som en af de vigtigste meddelere for vore brødre fra andre planeter.

Adamski er fuldstændig klar over, at han ved at genfortælle sine oplevelser, ligefrem inviterer til angreb. Skønt den tvivl der kan sættes til hans mentale sundhed og sanddruhed, ikke har magt til at forstyrre ham personligt, tillægger han det betydning at få spredt sandheden om rumskibene og deres venligtsindede opgave. Af den grund, og fordi jeg senere har mødt krav om “konkrete beviser” for hans påstande, skrev jeg til ham for at få hans tilladelse til, at noget i den retning måtte blive medtaget i bogen.”

Miss Blodget citerer derefter Adamski’s svar: “Som jeg har fortalt Dem, har jeg virkelig vidner til en af mine ture i et rumskib. Begge er videnskabemænd i høje stillinger. Når disse mener at de kan fremkomme med deres vidnesbyrd uden at bringe det nationale forsvar eller dem selv i vanskeligheder, har de lovet at gøre det til pressen. De var til stede på brødrenes opfordring”.

Adamski’s svar fortsætter: “Flyvende tallerkener er landet” havde nok af materiale for psykologerne, psykoanalytikerne og de professionelle kritikere at arbejde med – og det gjorde de. Og dog er bogen gået verden rundt. De fleste af de breve, vi fik, var rosende. Brødrene vil ikke svigte os med “Flyvende tallerkener er landet”. Da vi mennesker kun gjorde meget lidt for at sprede bogen, må andre have assisteret så meget mere.”

Adamski var sikker på, at “brødrene” ville sørge for, at hans bog “Ombord i rumskibe” blev godt udbredt og accepteret af publikum til trods for mangel på konkrete beviser. Den blev godt modtaget; tre oplag i løbet af tre måneder efter udgivelsen. Med en sådan organisation i ryggen behøvede Adamski ikke at have nogen bekymring på grund af, at han ikke var i stand til at opgive sine to vidners identitet.

Man kunne fristes til at gætte på, at de to vidner til den ene rumrejse var de to videnskabsmænd, Maxfield og Bloom. Det er af den yderste interesse at se, hvad der skete, da man ad legal vej forsøgte at finde frem til vidnernes identitet. Jeg citerer nedenfor side 42 af Leonard Stringfield’s bog: “Inside Saucer Post 3-0 Blue”, der udkom i 1957. Det er uddrag af et brev fra en forretningsmand i Cincinnati. Thomas Eickhoff:

“Det var min overbevisning, at Adamski skulle bringes for Højesteret, hvor han ved hjælp af sine to vidner skulle bevise, at han virkelig havde været ombord i et fartøj fra en anden planet. En sagfører (udtalte), at efter hans opfattelse var der en mulighed, (og fik fat i) en repræsentant fra regeringen, der ville medvirke. Han foreslog, at man skulle sende et brev til et bestemt bureau i Washington. Svaret var så intetsigende, at sagføreren satte sig i forbindelse med repræsentanten, som bad ham vente, til han kom til Washington. I løbet af en uge havde min sagfører svaret, som også indeholdt instruks til alle implicerede parter om at benægte nogen som helst forbindelse med redegørelsen. Redegørelsen, fra mr. Allen Dulles i et vist topbureau i Washington (C.I.A.) lød: “Ja, sagen kunne bringes for Højesteret, men han (Dulles) ville, om nødvendigt ved hjælp af en dommerkendelse, forhindre enhver i at udtale sig om denne bog (Ombord i rumskibe) i retten, fordi alt vedrørende UFO var militær top-hemmelighed. – Min sagfører rådede mig til at lade sagen falde.”

Dette er vigtigt på to måder:

1. Det er indirekte bevis for, at Adamski’s vidner, de to videnskabsmænd, virkelig er bundet af sikkerhedsbestemmelser, så Adamski’s historie er på dette punkt korrekt.
2. Det giver en forbindelse mellem Adamski’s bøger og Central Intelligence Agency (C.I A.), en organisation, der mere og mere åbenlyst viser sig at være intimt forbundet med hele “tallerken-spørgsmålet”. (C.I.A. havde ansvaret for den videnskabelige kommissions rapport om UFO i 1953, har været medvirkende til “Project Blue Book’s” oprettelse, og var indblandet i John Otto-Mildred Maier’s “kode-budskab” modtaget over station WGN i november 1954).

Kilde: Flying Saucer Review 1960, nr. 1. Side 3-8. Flyvende Tallerkener 1960, nr. 1. Side 3-9.

[*]