af Robert Novella, oversat af Willy Wegner

Det var sent om natten, og jeg vågnede og så en skikkelse ved fodenden af sengen. Da skikkelsen gled nærmere kunne jeg se, at det var en grim, gammel kvinde. Jeg forsøgte at bevæge mig, men var som lammet. Hun bevægede sig op på mit bryst, jeg kunne føle hendes vægt og jeg kunne lugte hendes ånde. Jeg forsøgte at bevæge mig, at skrige – men jeg kunne ikke. Pludselig, da jeg troede jeg ikke kunne klare det længere, forsvandt hun.

Scenariet herover er ikke atypisk i paranormal litteratur. Mange beretninger indeholder en sansning af en tilstedeværelse, lyden af fodtrin, og oplevelsen af ikke at kunne bevæge sig. Et andet almindeligt element ved den slags besøg er, at de foregår om natten, især når man er ved at falde i søvn, eller tidligt om morgenen, når man er i færd med at vågne. Disse karakteristika er meget vigtige, for de peger på en mere fornuftig forklaring fremfor en overnaturlig; der er tale om en vågendrøm eller hypnagogia.

Hypnagogia er et ret velkendt neurologisk fænomen der kan forekomme ved opvågning (hypnapompic) eller når man falder i søvn (hypnagogic). Det er et mellemstadie hvor man hverken er faldet helt i søvn eller vågnet helt op. På dette stadium kan man opleve meget realistiske billeder og lyde. Selv om visuelle og auditive hallucinationer er mest almindelige, kan oplevelserne omfatte lige fra det at man hører nogen hviske sit navn, til oplevelser der involverer alle ens sanser, inklusive berøring. Egentlig er det drømmeoplevelser der foregår mens man er vågen. Disse vågendrømme kan være sære og skræmmende og som sådan omtales de ofte som mareridt.

I tilknytning til hypnagogia er der også midlertidig paralyse. Normal søvn indeholder perioder med REM (rapid-eye-movement-søvndrømme) under hvilken hjernestammen blokerer, eller “slukker for” bevægelsesneuroner i vores rygrad, og udelukker enhver bevægelse bortset fra øjnenes. Normalt sker dette under søvndrømmen. Denne tilsyneladende årsag til søvnparalyse er til vores eget bedste. Uden denne sikkerhedsventil ville vi handle ud fra alt hvad vi drømmer og meget sandsynligt gøre skade på os selv. Paralysen fortsætter under vågendrømme fordi de påvirkede neuroner endnu ikke er blevet genaktiveret omgående, som de normalt skulle. Derfor er vågendrømme på en måde en sammensmeltning af normal vågen bevidsthed og den særlige karakteristik der kendetegner søvndrømme. Vi er faktisk vågne men paralysen og bizarre billeder, typisk for drømme, har endnu ikke helt sluppet taget i os.

Mange søvnspecialister er kendt med hypnagogia og søvnparalyse. De registrerer hyppigt en søvnforstyrrelse ved navn narkolepsi hvor patienten indenfor et øjeblik og når som helst om dagen, kan falde i en REM-drømmesøvn (omtalt som nedsat REM latens). Andre sympomer omfatter udpræget søvnighed i dagtimerne, katapleksi (pludselig svaghed der ofte får en til at falde om), afbrydelser i nattesøvnen, paralyse, og hypnagogisk billeddannelse. De to sidste symtomer forekommer hos 6-10% af befolkningen.

Beretninger om tilsyneladende vågendrømme kan spores tilbage til Middelalderen, hvor mænd og kvinder fortalte om nattebesøg af seksuel karakter: dæmoner kaldt en succubus eller incubus. I Newfoundland blev denne nattegæst kaldt for en Old Hag på grund af den hyppige lighed med en gammel kvinde. I det 19. århundrede troede man det var hekse. Enhver kultur og tid har tolket hændelserne i lyset af deres livssyn og tro. I dag konkluderer mange mennesker at de er blevet besøgt af aliens. Et lærebogseksempel kan findes i Whitley Striebers bog Communion , hvori han beskriver det at vågne midt om natten, føle sig paralyseret, og se et mærkeligt alien-lignende væsen.

Alt for ofte hopper folk på en ekstraordinær forklaring til en tilsyneladende ekstraordinær hændelse. De overvejer sjældent de mere jordbundne og meget mere sandsynlige muligheder. Og selv om de overvejer dem, så dropper de dem hurtigt til fordel for den mere fantastiske og tillokkende udvej. Princippet med Occams ragekniv kan hjælpe os i sådanne situationer. Princippet går ud på, at hvis man skal vælge mellem to eller flere konkurrerende teorier, der hver for sig kan forklare de observerede kendsgerninger, så vælg den mest simple, for den er efter al sandsynlighed den rigtige. Det betyder ikke at den mest enkle forklaring altid er den rigtige, men der er ingen grund til at tro på en kompliceret teori hvis en mere enkel kan klare det lige så godt.

Hypnagogia er altså et velkendt neurologisk fænomen som leverer en uimodståelig og elegant jordnær forklaring på mange påstande om besøg af aliens eller overnaturlige væsener. Selvfølgelig er det umuligt at bevise, at alle sådanne påstande er et resultat af hypnagogia. Bevisbyrden ligger imidlertid hos de der fremsætter overnaturlige eller ekstraordinære påstande, hvis de vil bevise, at deres oplevelser ikke skyldes hypnagogia eller andre naturlige og almindelige årsager.

Det er også let at forestille sig hvordan personer, som har haft en hypnagogisk hallucination med søvnparalyse, og som ikke er kendt med den neurologiske årsag, sandsynligvis vil tyde deres mærkelige oplevelse med ord som passer med deres kulturelle baggrund. Hypnagogia er derfor et glimrende eksempel på, hvor det at modstå fristelsen til at acceptere følelsesmæssigt appellerende og fantastiske forklaringer for selv den mest bizarre oplevelse, men i stedet beslutsomt søge en videnskabelig forklaring, kan føre os ud af overtro og ind i fornuftens lys.

Kilde: The Connecticut Skeptic Vol. 1 Issue 2

[*]