UFO-bogen – Kapitel 11: George Adamski dukker op

2004, Sep 1st | Emner: Bøger, UFOlore

af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Men hvem var denne George Adamski, som SUFOI og store dele af den øvrige danske ufo-bevægelse knyttede sig til gennem mange år. En person, der stadig lever videre som forbillede for den danske ufo-gruppe IGAP, og som man har stolet blindt på og dyrket som en guru.

Samtidens oplysninger om Adamski og hans baggrund var yderst sparsomme. I bogen Om bord i rumskibe findes der en biografi, skrevet af Charlotte Blodget. I tidsskriftet "Kontakt programmet" kan der findes oplysninger om Adamski, stykket sammen af Ensio Slej. Desuden findes der en kort biografi i SUFOIs kongresberetning fra 1963.

De meget fragmentariske oplysninger om George Adamskis fortid og tidligere beskæftigelser kan undre lidt. Er det ikke mærkeligt, at mennesker, der ser op til en mand som Adamski, ikke er nysgerrige efter at vide mere? Men hvem ved, måske søgte man oplysninger og måske fandt man ud af, at disse ikke var så flatterende, som man havde håbet. Ergo valgte man at tie stille for ikke at sætte ufo-sagen i dårligt lys.

Jeg vil nu tegne et revideret billede af George Adamski, et billede, der ikke bygger ensidigt på hans disciples oplysninger. Vil man have de mere smigrende oplysninger, så skal man blot læse i de ovennævnte værker.

George Adamski blev født i Polen den 17. april 1891 og døde i Maryland, USA, den 24. april 1965. Han var kun et år gammel, da hans forældre Joseph og Frences Adamski valgte at emigrere til USA. I 1893 blev familien registreret hos immigrationsmyndighederne i New York. George Adamski havde tre søstre og to brødre. Den unge Adamski havde en kort skolegang, og familien havde ikke råd til at ofre en uddannelse på ham. I nogle tidlige skrifter har Adamski ganske vist påstået, at han studerede i Tibet som 8-årig, men ellers foregik opvæksten i et dybt religiøst, katolsk miljø. En af brødrene blev præst, men ellers har Adamski ikke berettet ret meget om den periode af sit liv.

Fra 1913 til 1916 gjorde Adamski tjeneste ved den amerikanske hærs 13. kavaleris "K"-trop, der lå stationeret i Columbus, New Mexico, og efter endt tjeneste fik han arbejde i Yellowstone National Park som kombineret opsynsmand og maler. I 1917 giftede han sig med Mary Shimberski, et ægteskab, der holdt til hendes død i 1954. ægteskabet var barnløst.

I 1918 trak Adamski atter i uniform, idet han indtrådte i nationalgarden i Portland, Oregon. Det varede kun ni måneder, så var han atter civilist og arbejdede på forskellige kornmøller i Portland-området. I 1921 rejste Adamski og hustru til Californien, hvor han fik arbejde ved cementindustrien i Los Angeles.Fem år senere, i 1926, begyndte han for alvor at interessere sig for religion og filosofi. Det førte til, at han i begyndelsen af 1930’rne engagerede sig i forskellige aktiviteter, der senere gjorde ham til kontaktpersonen George Adamski.

Adamskis visitkort fra 1930’rne fortæller, at han holdt foredrag og underviste i universelle love, at han havde grundlagt "Den Universelle Progressive Kristendom", "Den Kongelige Orden af Tibet" samt stiftet et kloster ved Laguna Beach i Californien.

Adamskis far havde engang givet udtryk for, at han gerne så, at hans søn blev præst. Det var måske det ønske, Adamski nu prøvede at efterkomme på sin egen måde. Det berettes, at man i klosteret gik rundt i lange klædninger, og at disse var smykket med en stjerne med 24 takker. Adamski udbredte også sin lære gennem nogle radioprogrammer på stationerne KFOX Laguna Beach og KRPC Los Angeles. Efter sigende var han en forholdsvis efterspurgt prædikant og rejste en del rundt i det sydlige Californien.

Mens Adamski underviste i universelle love, var han åbenbart samtidig travlt optaget af at overtræde de jordiske. Fra 1920 til 1933 havde man i USA en unionslov, der forbød import og fremstilling af alkoholiske drikke. Det var den såkaldte forbudstid, et ofte anvendt tema i filmindustrien. Under dække af sin tibetanske orden havde Adamski tilladelse til at fremstille vin til ceremonielle handlinger. Det tolkede han ganske liberalt; i hvert fald har han senere pralet med at have været den største spritsmugler i det sydlige Californien. Adamski fremstillede "altervin" nok til at forsyne det halve af området. Men USA fik så en ny præsident, den demokratiske Franklin D. Roosevelt, og han ophævede spiritusforbudet.

I den forbindelse citeres Adamski for følgende ord: "Og så dukkede denne her Roosevelt op og slog forbudet ud. Helvedes også! Havde det ikke været for denne forbandede Roosevelt, så ville jeg ikke have været nødt til at gå ind i alt det her tallerkenlort." 1

I 1936 udsendte Adamskis tibetanske orden et skrift med titlen Wisdom of the Masters of the Far East. Det var en bog på over 60 sider med forskellige spørgsmål og svar af religiøs karakter.Materialet var samlet af professor Adamski, som også leverede svarene. George Adamski var nemlig begyndt at titulere sig selv som professor, og hans disciple kaldte ham blot "prof".

Op igennem 30’rne skrev Adamski flere mindre artikler og traktater, og flere af dem er senere blevet bragt dels i Ufo-nyt, dels i Ufo kontakt. I tobindsværket George Adamski beretter kan man genfinde det meste.

Mens Adamski boede i Laguna Beach fik han foræret et 6-tommers spejlteleskop af en tilhænger. Det bevirkede, at hans interesse for astronomi tog til, og senere omtalte han sig gerne som amatørastronom. Han havde monteret et kamera på kikkerten, og med dette påstår han at have fotograferet rumskibe.

I 1940 flyttede Adamski sammen med sin kone og et antal disciple fra Laguna Beach. De havde købt et lille landbrug i Valley Center. Men det varede kun fire år, så flyttede ægteparret til Palomar Gardens som naboer til en cafe ejet af Alice K. Wells. Hun var også Adamski-tilhænger, og George og Mary hjalp nu til i cafeen.

George Adamski købte nu et 15-tommers spejlteleskop og byggede et mindre observatorium i haven. Han havde også fattet interesse for flyvende tallerkener og underholdt ofte gæsterne i cafeen med sine tallerkenobservationer og fotografier.

Tilbage i 1943 havde han sendt et manuskript til Raymond Palmer, der redigerede science fiction magasinet Amazing Stories. Det var en historie om Jesu ankomst til Jorden i et rumskib med budskab om fred og håb for menneskeheden. Men manuskriptet blev returneret, fordi Palmer ikke fandt, at det var noget at byde læserne. Palmer har senere fortalt, at elementer fra dette manuskript gik igen i Adamskis første ufo-bog, dog nu som en angiveligt sandfærdig historie.

I 1949 fik Adamski udgivet bogen Pioneers of Space, den eneste af hans bøger, der ikke siden er oversat til dansk. Det var en naiv science fiction historie om fire mænds rejse i et rumskib. Turen gik til Månen, Mars og Venus. En af bogens hovedpersoner hed George! Denne bog var også skrevet af professor Adamski.

Den svenske ufolog Håkan Blomqvist har nærlæst denne bog og har fundet mange slående lighedspunkter i Adamskis senere bog Om bord i rumskibe. Et eksempel:

I Pioneers of Space står der: "Efter landingen fandt vi, hvad vi ventede, et bælte, der strækker sig så langt, vi kan se, rundt om Månen med træer og vegetation. I denne zone… ser vi en lille sø og længere borte i dalen en mindre by."

Om bord i rumskibe indeholder denne passage: "Der findes en smuk stribe eller et andet smukt afsnit omkring Månens ækvator, hvor vegetation, træer og dyr trives, og hvor folk lever under behagelige forhold." 2

Således har Adamski ført det ene tema efter det andet fra sin fiktive historie over i en påstået virkelighed.

Professortitlen kombineret med hans bopæl nær Mount Palomar observatoriet var medvirkende til, at nogle vitterligt antog Adamski for at være videnskabsmand. Det var noget Adamski senere fik travlt med at dementere.

I sin bog om rummets pionerer opfordrede Adamski læserne til at starte diskussionsgrupper med hans bog som udgangspunkt. Skulle der opstå tvivlsspørgsmål kunne man altid skrive til "Advanced Thinkers’ Club" c/o professor George Adamski. Tilsyneladende havde han nu også stiftet en klub for avancerede tænkere.

I slutningen af 40’rne og begyndelsen af 50’erne fotograferede Adamski efter sigende mange påståede rumskibe. Nogle af disse billeder er gengivet i bøgerne Flyvende tallerkener er landet og Om bord i rumskibe. Det var billeder af lysende skiver mellem Jorden og Månen, cigarformede objekter, der svævede frit omkring i rummet, samt såkaldte rekognosceringsfartøjer.

Gennem årene tog Adamski i hundredevis af fotos, men det er kun et fåtal, der er blevet offentliggjort. Han koketterede ofte med, hvor dårlig han var til at tage billeder.

I de første år var det en fotograf ved navn Detweiler fra Carlsbad, der fremkaldte Adamskis film. Senere var det Norman Kossuth i Escondido. Om Kossuth skal Adamski have sagt: "Denne Norman er en helvedes smart fyr. Jeg gav ham en æske med over 400 af mine rumskibsfotos. Nogle få uger senere afleverede Norman dem igen i to æsker. Om den ene sagde han: "Prof, de her må du hellere lade være at vise frem. Dem i den anden æske er ok, dem vil folk kunne godtage som ægte"." 1

Den 20. november 1952 regnes nærmest for en slags helligdag blandt Adamski-fans. Det var den dag, han påstod at have mødt en rummand fra Venus nær Desert Center i den californiske ørken.

I Flyvende tallerkener er landet beskriver Adamski en oplevelse, han havde i seks vidners nærvær. Disse var: Betty og George Hunt Williamson, Betty og Albert Bailey samt Adamskis to veninder Lucy McGinnis og Alice K. Wells.

Historiens optakt går ud på, at de to ovennævnte ægtepar havde besøgt Adamski i Palomar Gardens. Han havde lovet dem, at såfremt han skulle ud for at prøve at kontakte rumfolkene, kunne de komme med. På et tidspunkt blev det så aftalt, at de skulle mødes den 20. november nær byen Blythe, hvor de efter en nats kørsel kunne spise morgenmad sammen.

Efter at de et stykke tid havde diskuteret, hvor de skulle køre hen for at blive kontaktet af rumfolkene, valgte de at lade Adamskis intuition være afgørende.

De kørte så lidt tilbage ad den vej, de var kommet, og drejede fra på et ikke nærmere angivet sted. Efter at have tilbagelagt 18 kilometer på denne vej holdt de ind til siden. Klokken var da 11 om formiddagen. Ved middagstid fik de endelig øje på et rumskib. De var udstyret med både fotografiapparater og et filmapparat, men åbenbart brugte de ingen af delene ved denne lejlighed. Adamski skriver: "Al Bailey ville have sin Betty til at tage den med filmapparatet, mens den stod stille, men hun var så ophidset, at hun ikke kunne indstille apparatet ordentligt. Da hun fik sig selv beroliget, bevægede maskinen sig allerede igen."

Jamen, hvad er meningen med et filmapparat, fristes man til at spørge. Netop det at filme det angivelige rumskib i bevægelse måtte i sig selv være bedre dokumentation end et almindeligt foto.

Man havde slået sig ned i vejkanten, og der passerede hele tiden biler. Adamski var åbenbart bange for at vække opsigt ved at stille sin 6-tommers kikkert an, så han bad om at blive kørt et stykke væk fra vejen. Han begrundede det også med, at rumskibet deroppe var der for at kigge efter ham, og at det nok ikke turde lande, når de var alt for mange. Adamski blev så plantet mellem en og halvanden kilometer fra de andre i det kuperede terræn. Han nåede dog ikke at fotografere det store rumskib, som netop i det øjeblik forsvandt bag en bjergryg.

Det næste han så, var et lille fartøj, der landede cirka 1 kilometer fra ham, og denne gang tog han i hurtig rækkefølge syv billeder i den retning og stak derefter negativpladerne i lommen. Kort efter fik han øje på en mand, der stod 400 meter fra ham ved indgangen til en lille kløft. Adamski gik derhen og mødte endelig sin rummand, som han beskriver således:

"Jeg kan kun sige, at han var smuk – smukkere end noget menneske, jeg før har set. Det elskværdige udtryk i hans ansigt befriede mig for det sidste gran af frygt. Der var en atmosfære af forståelse og venlighed om ham, og jeg følte mig faktisk som et barn.

– For at bryde den fortryllelse, der havde overvældet mig – jeg er sikker på, han forstod, hvordan det var fat med mig -, rakte han hånden ud som til håndtryk. Jeg reagerede, som vi plejer, men han vægrede sig med et smil og en let hovedrysten. I stedet for at trykke hånden, som vi gør på Jorden, lagde han håndfladen mod min håndflade og berørte den, men kun flygtigt. Jeg tog det for at være et tegn på venskab.

– Hans hånd føltes fin og glat, men fast og varm. Hans hænder var slanke med lange, fintformede fingre som en kunstnerindes. I virkeligheden kunne han, hvis han havde været anderledes klædt, let være gået for en usædvanlig smuk kvinde; alligevel var han ganske afgjort en mand.

– Han var cirka 170 centimeter høj og vejede antagelig sådan noget som 70 kg.Jeg vil regne med, at han var cirka 28 år gammel, men han kan have været meget ældre. Hans ansigt var rundt med meget høj pande og store, rolige, grågrønne øjne, der skrånede svagt opad. Kindbenene var lidt højere end på en europæer, men ikke så høje som på en indianer eller orientaler. Han havde en fintformet, ikke særlig stor næse, og munden var af gennemsnitsstørrelse med smukke, hvide tænder, der skinnede, når han smilede eller talte.

– Jeg kan ikke beskrive hans hudfarve nærmere end jævn og let solbrændthed. Det så ikke ud, som om han nogen sinde havde behøvet at barbere sig, for han havde intet spor af skægvækst. Hans hår var rødblondt og hang i smukke bølger ned over skuldrene. Det skinnede smukkere end nogen kvindes, jeg har set. Jeg husker, at jeg flygtigt tænkte på, hvorledes jordiske kvinder ville glæde sig over at have så smukt hår, som denne mand havde. Som jeg før har sagt, bar han intet hovedtøj, og håret bevægede sig i vinden."

Adamski fortsætter med detaljerede beskrivelser af rummandens påklædning. Det hele er naturligvis af en overjordisk skønhed, som passer til den feminine rummand.

Ved tegn og fagter samt en vis portion tankeoverføring finder Adamski så ud af, at den fremmede stammer fra Venus. Han får at vide, at radioaktivitet fra atomsprængningerne er farlig for os mennesker; at rumfolkenes fartøjer flyver på en form for magnetisme; at de tror på det, vi kalder Gud; at Jorden får besøg fra planeter i såvel vort eget som i fremmede solsystemer; at der findes et liv efter døden, og meget, meget mere. Adamski skriver også i Flyvende tallerkener er landet, at han fik noget at vide, som han ikke måtte røbe for nogen. Det sidste er et karakteristisk træk, der skal styrke Adamskis position som særligt udvalgt.

Hen imod slutningen af deres snak om så at sige alt mellem himmel og jord pegede rummanden ned på sine fødder. Ikke fordi de var særligt bemærkelsesværdige, men fordi han ville gøre opmærksom på sit fodaftryk. Han lod Adamski forstå, at mønsteret under sålerne havde en symbolsk betydning.

Adamski fulgte nu med rummanden hen til hans landede fartøj, og inden han vinkede farvel, bad rummanden om en af de filmplader, Adamski havde i lommen. Selv ville rummanden ikke fotograferes. Pladen blev senere dumpet over Palomar Gardens, og da den blev fremkaldt, viste billedet nogle mærkelige tegn, som talrige ufologer har brugt år af deres liv på at tyde.

I afskedens stund beskriver Adamski sine følelser således: "Som jeg stod der i den øde bjergegn og så den smukke maskine glide lydløst over bjergkammen og forsvinde ud i rummet, havde jeg en følelse af, at en del af mig selv fulgte med. Hvor mærkeligt det end kan lyde, havde denne venusboers nærværelse været som et pust af kærlighed og forståelse, og jeg følte et savn, da han var borte."

Efter disse eksempler på Adamskis evner inden for den fantastiske litteratur, skulle man umiddelbart tro, at der er tale om en parodi på ugebladsnoveller, når de er værst. Adamskis skriverier kan i kvalitet sidestilles med Barbara Cartlands romaner, blot med den forskel, at Cartland ikke lægger skjul på, at hun blot leverer et produkt, der dækker et umiddelbart behov for underholdning. Men uanset Adamskis motiver, så har han fået en masse beundrere, som er overbevist om, at han taler sandhed.

Adamskis jordiske venner havde imidlertid troligt ventet på ham, og den time, han havde bedt om at få alene, var næsten slut. De mødtes nu og diskuterede omhyggeligt de fodspor, rummanden havde efterladt; og det forholdt sig oven i købet så heldigt, at de havde de medbragt udstyr til at tage gipsafstøbninger.

Vennerne har senere skrevet under på en erklæring, hvor de bekræfter Adamskis oplevelse. Men vi skal her huske, at Adamski til at begynde med befandt sig over en kilometer fra dem og senere bevægede sig omkring 400 meter frem for at møde rummanden. Yderligere 500-600 meter borte stod det lille rumskib. Det vil sige, at kontakten fandt sted i en afstand af mellem 1,5 og 2 kilometer fra øjenvidnerne. Ikke desto mindre blev der malet et billede af Orthon, som George Adamski stolt viser frem.

Når man læser bogen om Adamskis mindeværdige dag i ørkenen, får man indtryk af, at der tale om en spontan oplevelse på en tilfældig dag. Ifølge andre kilder er det imidlertid ikke tilfældet.

Allerede nogle uger før var Adamski faldet i trance eller havde foregivet at gøre det. Hans åndelige vejleder talte gennem ham og lod forsamlingen forstå, at de netop den dag skulle drage ud i ørkenen nær Desert Center. Ad samme mediumistiske kanal, der talte med en slags kinesisk klingende accent, fik George Hunt Williamson besked på at tage udstyr med, så der kunne tages gipsafstøbninger. Så det hele var tilsyneladende planlagt i forvejen.

Med hensyn til de syv billeder, Adamski tog af det lille rumskib, så fik Williamson seks af dem med til Arizona, hvor han kontaktede en avis og gav den beretningen om Adamskis kontakt. Rummanden fik som bekendt det syvende negativ. Adamski fik imidlertid kolde fødder og ringede få dage senere til Williamson for at bede ham destruere negativerne med den begrundelse, at der senere ville blive lejlighed til at tage langt bedre billeder.

Og ganske rigtigt: den 13. december samme år fløj rummanden ind over Palomar Gardens og droppede den filmkassette, Adamski havde givet ham. Ved den lejlighed tog Adamski et nærbillede af det lille venusianske rumskib.

Adamskis fotografiske beviser har naturligvis været omdiskuterede. Analyser af dem har afsløret svindel, hvilket selvfølgelig bestrides af hans tilhængere, – og sådan kan debatten bølge frem og tilbage i årevis.

Når Adamski for at understrege sin egen betydning påstod, at myndighederne interesserede sig for ham, er det rigtigt. Men årsagen var i første omgang ikke så meget hans beskæftigelse med flyvende tallerkener.

I sommeren 1950, mens de første spæde skridt blev taget til en mere fasttømret organisation omkring Adamski, havde en FBI-agent besøgt cafeen. Han havde ved den lejlighed bemærket Adamski, som han fejlagtigt troede var ejeren. Fire til fem kvinder var beskæftiget, og det var etablissementet ikke berettiget til.

Tre måneder senere vendte FBI-agenten og en kollega tilbage til Palomar Gardens, og de faldt i snak med Adamski om flyvende tallerkener og meget andet.

Under samtalen fortalte Adamski, at han havde set et rumskib mellem Jorden og Månen. Det var fem kilometer langt, havde han anslået, og det havde fløjet så stærkt, at han måtte tage omkring 80 billeder for blot at få et, der var godt. Han viste også de to agenter sine fotografier.

Men så sagde Adamski noget, der fik agenterne til at spidse ører.

Han påstod, at den halvoffentlige instans Federal Communications Commission havde etableret radiokontakt med folk fra andre verdener, og at disse var langt mere avancerede end os jordboere. Men denne kontakt blev holdt hemmelig af den amerikanske regering, påstod Adamski. Om årsagen til dette sagde han: "Hvis I spørger mig, så har de (rumfolkene) sandsynligvis en form for kommunistisk regering, og det vil vor amerikanske regering ikke oplyse noget om. Det hører fremtiden til, det er mere avanceret."

Adamski antydede altså, at rumfolkene var af kommunistisk observans, og var der noget, der dengang kunne give amerikanske myndighedspersoner røde knopper, så var det kommunistsnak.

Videre i samtalen gav Adamski udtryk for, at han ønskede at oprette sin egen radiostation for selv at kunne kontakte rumfolkene. Og for nu at give FBI-folkene hjertebanken eller måske uden at vide, hvem eller hvad, de var, forudsagde han, at fremtidens verden ville blive domineret af russerne, og at de ville bibringe verden en tidsalder med fred – tusindårsriget. Han fortalte også, at russerne besad såvel atom- som brintbomber, og for at imponere yderligere påstod Adamski, at San Diego ville blive bombet inden for de næste tolv måneder. Ligegyldigt hvor mange atombomber USA havde, så behøvede russerne kun at placere ti af slagsen rundt omkring i USA for at smadre nationen. Endelig drog Adamski paralleller mellem USA og Romerrigets forfald og sagde, at den amerikanske regering var korrupt, og at kapitalisterne groft udnyttede arbejderne.

Efter at have rundet af med denne svada, hvor det sidste nok var nærmere sandheden end noget af det øvrige, skulle Adamski lige ud en lille tur og forlod bordet.

En af de kvinder, der arbejdede i cafeen overtog samtalen med agenterne og pustede yderligere til ilden. Hun fortalte, at mange af de soldater, der var standset for at få sig en drink i cafeen, både under anden verdenskrig og senere, havde berettet om grusomheder. De havde fortalt, at de havde været tvunget til at myrde kvinder og børn efter ordre fra deres officerer. Det skinnede klart igennem, at kvinden nærede stærk uvilje over for USA, idet hun blandt andet påstod, at amerikanerne under anden verdenskrig havde været skyldige i flere grusomheder end japanerne. Men sidstnævnte havde som bekendt tabt krigen, og derfor var det japanerne, der var blevet hængt ud som krigsforbrydere.

Kvinden fortalte videre, at en af hendes venner, der for nylig var vendt hjem fra Rusland, havde fortalt hende, at man derovre ikke havde nødig at bekymre sig om, hvor det næste måltid mad skulle komme fra, underforstået at man i Rusland havde bedre tilstande end i USA.

Åbenbart var det ved at udvikle sig lidt for meget. Adamski var vendt tilbage til bordet, og han tilføjede, at det nok var en god ide at tie stille nu, for talte man for meget om kommunisme, kunne man jo blive antaget for at være kommunist selv, og på den anden side kunne det også være, at kommunisterne så lagde mærke til en. "Derfor er det bedst at holde kæft," sagde han. Men det var allerede for sent. FBI havde rigeligt med stof til at begynde en sikkerhedssag på Adamski.

Men det var ikke tallerkenmanden, de interesserede sig for; det kunne jo meget vel være, at Palomar Garden Cafe var et skalkeskjul for en kommunistrede.

Og ikke nok med det! Den sædvanligvis velorienterede amerikanske ufolog Jacques Vallee skriver i sin bog Messengers of Deception, at han har informationer om, at Adamski før krigen havde forbindelse med William Dudley Pelley. Pelley stiftede i begyndelsen af 30’rne "Sølvskjorterne", en amerikansk nazigruppe, som George Hunt Williamson, et af Adamskis vidner fra ørkenen, også havde forbindelse med. Efter krigen slog Pelley ind på de mere okkulte baner og stiftede Soulcraft. I 1950 udgav han bogen Star Guests om kontakt med planer, der lå hævet over de jordiske.

Historien om Adamski slutter ikke her. Vi vil møde ham flere gange i resten af denne bog, men med denne reviderede udgave af hans baggrund og aktiviteter i de første afgørende år, bliver vi bedre i stand til at bedømme hans videre virksomhed.

Noter:

1) Fra korrespondance mellem Per Borgaard og Ray Stanford. Sidstnævnte besøgte George Adamski flere gange i foråret 1958 sammen med sin bror Rex. De to brødre er forfattere til bogen Kontakt med rymdmänniskor. Hälsingborg, 1959.

2) Interessant er det måske også at vide, at George Adamski over for en tilhænger har indrømmet, at hans inspiration til Pioneers from space er hentet gennem ud-af-kroppen oplevelser, det vil sige, at Adamski angiveligt har forladt sin krop og i ånden været på Venus. Han skriver selv: "Det er på den måde, jeg har skrevet denne bog". Læst i Sökaren 1988 nr. 2, side 14.

Kapitel 10 Kapitel 12

Willy Wegner
Bibliotekar, forfatter og foredragsholder. Stifter og redaktør af Skeptica.

Bookmark and Share

4 kommentarer
Skriv en kommentar »

  1. Citat fra artiklen:

    Mens Adamski underviste i universelle love, var han åbenbart samtidig travlt optaget af at overtræde de jordiske. Fra 1920 til 1933 havde man i USA en unionslov, der forbød import og fremstilling af alkoholiske drikke. Det var den såkaldte forbudstid, et ofte anvendt tema i filmindustrien. Under dække af sin tibetanske orden havde Adamski tilladelse til at fremstille vin til ceremonielle handlinger. Det tolkede han ganske liberalt; i hvert fald har han senere pralet med at have været den største spritsmugler i det sydlige Californien. Adamski fremstillede “altervin” nok til at forsyne det halve af området. Men USA fik så en ny præsident, den demokratiske Franklin D. Roosevelt, og han ophævede spiritusforbudet.

    I den forbindelse citeres Adamski for følgende ord: “Og så dukkede denne her Roosevelt op og slog forbudet ud. Helvedes også! Havde det ikke været for denne forbandede Roosevelt, så ville jeg ikke have været nødt til at gå ind i alt det her tallerkenlort.” 1

    …………

    Altså, jeg må da indrømme at den slags nu har givet mig et mere positivt syn på Adamski.

  2. Hvorfor dog, Kim? Jeg har det nok modsat dig: Adamski ønsker sig angiveligt spiritusforbudet bibeholdt – og ikke engang ud fra en eller anden etisk eller sundhedsmæssig overvejelse, men ene og alene, fordi han personligt har fundet en måde at udnytte det på. Og han kaster sig derfor i stedet over folkefordummelsen som indtægtskilde, helt kynisk, tilsyneladende uden selv at tro på ‘tallerkenlortet’.
    Det lyder som en stjernepsykopat uden en eneste formildende omstændighed.

  3. Apropos “tallerkenlort”, så har Adamski skam sat sig sine duftspor. Hans tilhængere holder ved på sitet http://www.igap.dk – et samlingssted for alle med et positivt syn på Adamski.

  4. Ok, problemet ved meget af de(t) såkaldte alternative, er at det næppe er alternativt,
    men bare er forlængelser af det alt for velkendte etablerede.

Skriv kommentar

*