Skotske Nessie og andre uhyrligheder

2004, Jul 1st | Emner: Kryptozoologi, Myter og mysterier

af Per Borgaard

Søslanger dukker altid op i agurketiden. Siger man. Ikke desto mindre blev et af de mest overbevisende fotografier af søslangen i Loch Ness taget den 12. november 1933. Billedet viser en lang bugtende krop omgivet af skumsprøjt. Men fotos kan lyve – som Hollywood gang på gang har bevist.

Eksisterer Nessie? Er hun – for skotterne omtaler hende som “hun” – en overlevende fra fortiden, da store fiskeøgler, plesiosaurer, boltrede sig i have og søer årmillioner før, mennesket blev andet end en tanke i Skaberens hjerne?

Eller er hun en spækhugger, der har forvildet sig op gennem det smalle afløb mellem søen og havet – og som har haft fantastisk held til at skjule sig for mennesket siden?

Eller er hun et svindelnummer, arrangeret af smarte turistfolk i Skotland?

Nobody knows – men der er ingen tvivl om, at turistfolkene er glade for Nessie.

Nessie adlød Sct. Columba
En ting er sikker, hvis Nessie eksisterer, har hun gemt sig i søens dybder i mange år.

I helgenbiografien over Sct. Columba, som kristnede picterne, fortælles, at den hellige mand så uhyret nærme sig en svømmende mand og beordrede det bort. Nessie adlød lydigt.

1000 år senere, omkring 1550, hedder det i en gammel bog, at “ingen har endnu ihjelslået monsteret i Loch Ness, som fornyligen blev set”.

I sidste århundrede blev de lokale børn advaret mod at lege ved søens bredder.

Det er altså ikke det lokale turistkontor, der har opfundet Nessie.

Men der kom ikke mange folk til Loch Ness førhen. Det ændrede sig i 1933, da der blev bygget en vej rundt om den ensomme bjergsø. Måske forstyrrede dynamiteksplosionerne uhyret. I hvert fald hævdede ikke færre end 52 enkeltpersoner eller grupper det år, at de havde set uhyret.

Træk der går igen i rapporterne er “pukler piskende gennem vandet, efterladende et skummende spor…hoved med samme bredde som halsen, mund 30-50 cm bred…ligner en elefants ryg … bølger som efter en torpedo … hastighed mindst femten km. i timen”.

Som G.K. Chesterton engang skrev: – Adskillige mænd er blevet henrettet på basis af mindre bevis, end der er for Loch Ness-uhyret.
Adskillige videnskabelige ekspeditioner har forsøgt at fotografere uhyret. Uden synderligt held. Sonar-apparater har på deres skærme fanget glimt af store ting dybt nede, som hastigt forsvandt, når lydbølgerne fra apparatet nåede dem. Var det tætte laksestimer eller et stort væsen?

Den 36 km lange, smalle, op til 300 m dybe sø skjuler stadig sit mysterium, bl.a. fordi tilløbene fra højlandets moser altid sørger for, at den er fyldt med mudderpartikler, der nedsætter sigtbarheden til 1½-2 m.

En af teorierne går ud på, at Nessie er en lille stamme af fiskeøgler, som har forvildet sig op i søen lige efter den sidste istid og er blevet lukket inde, da landet hævede sig og afbrød forbindelsen til havet.

Den eneste fejl ved denne teori er, at det kun er 25.000 år siden – og dengang skulle øglerne have været uddøde i millioner af år.
Hvad uhyret end er, så bliver folk ved at se det. Påstår de.

Nessie er blot en blandt mange
Nessie er iøvrigt ikke det eneste “kendte” søuhyre. I Skotland er der set lignende uhyrer i søerne Oich, Lochy, Arkaig, Treig og Fyne, ja, endog i den berømte Loch Lomond – for slet ikke at tale om uhyret i Loch Mora på Skotlands vestkyst.

I en gammel skotsk folkevise står der:

Morag, dødens bebuder,
gigantisk svømmer i dybgrønne Mora,
søen, der ingen bund har –
dér er det, at uhyret Morag lever.

Man kunne fortsætte remsen. “Hver sø har sin kelpie eller vandhest, der ofte ses af hyrder,” skrev en rejseforfatter.

Men endnu har igen fanget en – selv om man har prøvet at lokke Nessie med bacon og skotsk whisky, ja, endda med en “kæreste” til det ensomme monster, et vældigt gummiuhyre med grønne øjne og lange flotte øjenvipper. To brandmænd red på det og frembragte en lyd, der skulle forestille uhyrlige elskovsbrøl.

Nessie holdt sig fornemt væk.

Eller gemte sig måske rystende af rædsel på Loch Ness’ mudrede bund over denne uhyrlighed.

Uhyrer i Irland
I England er der også beretninger om søuhyrer. Endda foreviget i Wales’ våben. På de kanter blev de kaldt vandheste – på grund af hovedformen – eller røde drager. De påstås at kunne træffes i grevskabet endnu den dag i dag…

I søen Llyn-y-Gader sydvest for Englands højeste bjerg Snowdon blev en svømmer grebet og trukket under vandet til en skrækkelig død af et slangeagtigt uhyre i 1800-tallet.

I selve England er der ikke færre end 50 steder, der har været tilholdssteder for drager ifølge folkloren. Og det endda på trods af, at Englands skytshelgen, Sct. George, selv besejrede et sådant uhyre og beordrede hele dets æt til at forsvinde fra Englands muld.
Nå, englænderne er ikke for intet Sct. Georges folk. De fleste af de drager, der senere dukkede op, blev prompte spiddet på forbipasserende ridderes lanser – eller, som Loschy Wood-dragen, dræbt af en lokal mand og hans hund i fællesskab.

Almindeligvis blev dragerne anset for satans yngel, så det var en særligt krank skæbne, der overgik Sexhow-ormen i Yorkshire, hvis skind endte i kirken som minde om den skrækkelige skæbne, de Sexhow-bønder var blevet frelst fra.

Den sidste engelske drage dræbt i 1668
Altsammen i den grå fortid – omtrent. Den sidste af de klassiske engelske drager var Henham-dragen, der blev dræbt i Essex så sent som i 1668. Den blev så berømt, at den opnåede den størst tænkelige ære i England – at få en pub opkaldt efter sig.

Henham-dragen dukkede op en halv kilometer fra landsbyen og skræmte folk en halv snes dage, før den blev dræbt. Samtidige træsnit viser et væsen uden ben med nupret hud og en antydning af leddeling. Hovedet blev holdt opløftet og har temmeligt store øjne, og halen ender i den traditionelle brede pilespids.

Uhyret var dog kun tre-fire meter langt og endte livet for rasende bønders forke. Et billede af det blev hugget ind i en søjle i Henham Kirke.

Irland – paradis for søslanger
Men de engelske hjemsøgelser af uhyrer er småting mod de irske, selv om Sct. Patrick, der kristnede irerne, ifølge traditionen forjog alle slanger og orme fra den irske ø.

Især i grevskabet Connemara er søslangerne tilsyneladende så almindelige som laks – omend de ikke lader sig se så tit. Så sent som i 1960’erne jagtede en fætter til afdøde Winston Churchill, kaptajn Lionel Leslie, lindorme i Connemaras faldbundede søer.

Disse søer på Irlands vestkyst minder meget om de skotske østkystsøer, der traditionelt også er søslangernes tilholdssteder – afskårne fjordstumper, der får deres vand fra store mosestrækninger.

De irske søer er mindre end de skotske, men der er hundreder af dem.

Kaptajn Leslie fandt hundreder af beretninger om “peistes” eller “piasts”, hesteål eller åleheste. I gamle bøger fandt hen henvisninger til “payshta more”. Men ingen zoologiske definitioner på uhyrerne.

Og han fandt øjenvidner – bibliotekaren i Clifden, der havde set en “peiste” i Lough Fadda, mens hun fiskede ørreder. Sammen med tre venner – ellers havde hun ikke turdet fortælle om det.

Uhyret var nysgerrigt og svømmede hen mod dem, indtil en gjorde en brat bevægelse. Så dykkede den og svømmede tilbage i samme retning – kun synlig som to “pukler” over vandet ligesom de klassiske beskrivelser af “Nessie”. Uhyrets hoved var klart synligt – med en meget stor mund.

Brugte sprængstof mod søuhyret
Kaptajn Leslie var ikke for intet militærmand. Han fik tilladelse til at sprænge fem pund gelignit i Lough Fadda i håb om at skabe en massiv chockbølge, der ville jage ethvert stort dyr i søen op til overfladen. På forhånd sikrede han sig den lokale sognepræst og andre troværdige folk som vidner.

Ti sekunder efter eksplosionen kom et eller andet stort med voldsom kraft op gennem overfalden cirka 50 meter fra kysten. Der var så meget plasken, at man ikke kunne afgøre, hvad form det havde.

Men kaptajn Leslie blev overbevist om, at et uhyre levede i Lough Fadda.

I 1967 prøvede han at fange det i net, men uden held.

Om kaptajnen eller hans forbundsfæller nu lurer med maskingeværer og bazookaer ved de irske loughs i Connemara – hvortil kongemorderen og reformatoren Oliver Cromwell i sin tid forjog de af sine fjender, han ikke fandt værdige til at dræbe – skal jeg ikke kunne sige.

Går på land og skræmmer folk
De er ellers frimodige. I 1963 eller 64 kom en “havhest” op af Louch Shakaneever og skræmte en ung bonde på hans eget land.
En anden “peiste” kom op fra Lough Auna og skræmte en mrs. Whalen. Et andet vidne så en “orm” på ni-ti meter i samme sø.
Connemaras største sø er Lough Mask (det betyder forresten slange på svensk). Den har i århundreder haft ry for at være hjemsted for en lindorm, og den blev set så sent som i 1963 af en mr. A.R. Lawrence fra Tullamore.

Lad os forlade Nessies irske søstre med en konstatering af, at Payshta, pieste og Piast altsammen kommer fra det latinske ord pestis, der betyder noget giftigt eller skadeligt – jvf. det danske pest, og det tilsvarende engelske ord, som betyder en plage.

I kristen tid blev lindormene nemlig jævnført med slangen, som fristede Eva, “Helvedes store slange”, fandens budbringer på jorden…
Ikke underligt, at helgenerne dræbte eller besvor de lindorme, de traf, når de kristnede hedenske lande.

Til gengæld underligt, at gode irske katolikker beretter om møder med “hesteål” den dag i dag…

Lindormene i Skandinavien
Det kan måske virke lidt forvirrende at blande drager sammen med søslangen, men det har vi også gjort herhjemme – Midgårdsormen i nordisk mytologi er en mægtig orm med drageagtige træk, en af Lokes sønner, som hviler på bunden af verdenshavene, til den ved Ragnarok kommer op for at deltage i guders og jætters endelige opgør, som vil ødelægge jorden.

Tordenguden Thor fik den som bekendt på krogen engang, men hans makker i båden, en jætte, blev bange og skar snøren over, før Thor kunne gokke den i hovedet med sin hammer.

En mere drageagtig orm møder vi i Ragnar Lodbrog-sagnet, hvor den danske konge befrier sin første hustru fra en “orm” som hun havde fået i en lille æske, men som voksede, til den omslyngede hendes slot og slog alle gæster ihjel med edder og forgift.

Den snu Ragnar dyppede sine lodne bukser i vand, så de frøs til is, og ormens gift kunne ikke trænge gennem ispanseret, så han kunne dræbe den. Samtidig vandt han sit tilnavn, der betyder loddenbuks.

Men der er set lindorme senere. Grønlands apostel, Hans Egede, beskrev og tegnede et uhyre, han og hans skibs besætning så på vej til Grønland.

Søslange i Sverige i 1898 – og 1965
I Sverige har man stadig et par søer, der hævdes at have været hjemsted for lindorme eller søslanger. Mäleren og Storsjön. Brødrefolket på den anden side af Øresund prøvede så sent som i 1984 at fange uhyret i Storsjön med harpuner og enorme smækfælder. Det blev ikke set færre end 22 gange fra 1820 til 1898. Og, hævdes det, igen flere gange i 1965.

Og man behøver ikke at spørge, hvad Ormsjön har fået navn efter.

En ting er fælles for alle beretninger om “peistes”, lindorme, slanger og drager – uhyrerne kommer fra vandet.

Europa har ikke monopol på dem. I Rusland er der – påstås det – uhyrer i Vorota-søen, Khayir-søen og andre … og i Nordamerika er der lignende beretninger helt tilbage fra indiansk tid om Okanagan-søen i Britisk Columbia, hvor forhistoriske klippetegninger viser den velkendte lange hals og lufferne fra Nessie-beretningerne.

I 1864 trak Ogopogo eller Naitaka, som indianerne kaldte uhyret, to heste tilhørende en mr. John MacDougal ned under vandet, og hvis ikke han havde haft skåret seletøjet over, ville han være gået samme vej.

Hoved som en hest, men æder hunde
I 1952 så tre kvinder uhyret fra en græsplæne foran den enes hus. Den ene sagde bagefter:

- Jeg er fremmed her. Jeg vidste ikke engang, at sådanne ting eksisterede. Men jeg så den tydeligt. Et hoved som en hests, der stak lige op af vandet. Lufferne glinsede … det var meget smukt, da solen skinnede på det. Det kom op tre gange, dykkede derpå og forsvandt.

Siden er uhyret blandt andet set i 1960 og i 1964, hvor det prøvede at sluge en hund, der var løbet ud i vandet efter en kæp. Århundreder tidligere havde Shuswap-indianerne ofret hundehvalpe og kyllinger til det.

Lignende beretninger knytter sig til en række andre kanadiske søer.

I den ensomme Manitoba-ø blev et uhyre endda fotograferet af to fiskere i 1962. Det var slangeagtigt, 30 cm i omkreds og løftede hovedet omkring 3½ meter over vandet…

Søslange havde nær kostet officerers job
Søslangerne har ikke noget mod saltvand. I august 1817 – nær vor oplyste tid – så flere hundrede mennesker i Massachusetts et tyve meter langt søuhyre, der lignede en slange.

Et andet blev set nær Boston to år senere og blev endda antruffet af et amerikansk flådeundersøgelsesskib, der beregnede dets længde til næsten 30 meter.

I 1848 var en engelsk orlogskaptajn, Peter M’Quhae, og hans officerer på fregatten H.M.S. Daedalus ved at blive smidt ud af flåden, fordi de fastholdt, at de den 6. august et sted i Atlanterhavet havde set en enorm slange med hoved og “skuldre” konstant en meter over vandet. De bedømte dens længde til 20 meter.

For ivrig indtagelse af den engelske flådes traditionelle grog?

I så fald har de menneskelige svagheder ikke ændret sig. Mellem 1940 og 1966 hævdes der at have være rapporteret mindst 75 havmonstre.

Folk er godt tossede, ikke?

Men jeg tager aldrig en svømmetur i Lough Fadda i Vonnemara. Eller Okanagan-søen i Britisk Columbia. Hovedsageligt, fordi jeg ikke kan svømme…

Kilde: Para-nyt 1993, nr. 2. Bringes her med forfatterens tilladelse.

Bookmark and Share
Tags: ,

Skriv kommentar

*