af Willy Wegner

• Waco-massakren, 1.del: Indledning; Våbenhandel
• Waco-massakren, 2.del: Overvågning; Angrebet den 28. februar
• Waco-massakren, 3.del: 911-nødopkald; Hvorfor et sådant magtopbud?
• Waco-massakren, 4.del: Havde ATF en sag? FBI etablerer en belejring
• Waco-massakren, 5.del: 19. april 1993 – den sidste dag; Dokumentarfilm om Waco; Stadig mange ubesvarede spørgsmål
• Waco-massakren, 6.del: Litteratur

19. april 1993 – den sidste dag

Ved 6-tiden blev davidianerne varskoet om, at der ville blive indsat tåregas i bygningen, og de armerede ingeniørkøretøjer begyndte med lange metalbomme at slå huller i den skrøbelige træbygning. På bommene var der et aggregat, der samtidig sprayede pulveriseret CS gas ind i bygningen.

Lederne af FBIs operation udtalte, at planen gik ud på, at man håbede, at mødrene i bygningen ville flygte med deres børn og at gassens virkning ville få de øvrige til hurtigt at overgive sig.

Aflytningsudstyret afslørede lyden af løbende davidianere og råb om gasmasker. Fem minutter efter advarslen om gasangrebet – der i FBIs selvforståelse ikke var et angreb – hørtes davidianere snakke om at tage deres børn til et centralt beliggende betonrum, som de kaldte ”køleskabet”. Dette rum havde kun én dør og ville kunne beskytte de børn, der var for små til gasmasker. Da området var under aflytning, kunne de høre gråd, snak og bøn, udtalte oberst Rodney L. Rawlings.

Ifølge et nyhedstelegram fra Ritzaus Bureau 21. april 1993 oplyses det, at

”Omsorgen for kultens børn var præsident Clintons og justitsminister Janet Renos vigtigste argument for at gå med til aktionen.”

Altså en godkendelse af brug af CS-gas. Det var en beslutning, hun tog på baggrund af råd fra FBI. Man valgte altså at gasse børnene for at beskytte dem!?

Samme argument ses gentaget i Politiken den 22. april:

”FBI hævder også, at de fra de hemmelige mikrofoner har beviser for, at Koreshs mishandlinger af de 17 til 25 børn i højskolen var tiltagende.”

Det var ifølge justitsminister Janet Reno en af de afgørende grunde til at gribe ind.

I ovenstående nyhedstelegram fra Ritzau oplyses det imidlertid også, med FBI-chefen Bob Sessions som kilde, at oplysningerne om børnemishandling var forældede og byggede på andenhånds informationer. Han havde, ligeledes ifølge Ritzaus Bureau, sagt, at FBI ikke havde nylige oplysninger om overgreb på kultens børn.

Dokumentarfilm om Waco
”Waco: the rules of engagement” var en meget omtalt film. Embedsmænd fra Justitsministeriet mente, at det var sludder fra ende til anden; endnu en film produceret af skøre regeringsfjendtlige milits-tosser. Men der var tale om en seriøs dokumentarfilm med ekspertudtalelser. Filmen blev vist første gang ved Robert Redfords prestigefyldte Sundance Film Festival i januar 1997.

Filmen er produceret af en tidligere nyhedsmand fra CNN, Dan Gifford. Produceren samarbejdede med Mike McNulty, der gennem flere år har foretaget sine egne undersøgelser af hændelserne i Waco.

En fototeknik kaldet Forward-Looking Infrared (FLIR) var en teknik, der blev benyttet under Golf-krigen for at spore fjendens tanks og installationer – en form for ”nattesyns”-teknik baseret på infrarøde optagelser. En FLIR-optagelse afslører ting, som almindelige kameraer ikke registrerer. Under retssagen mod davidianerne i 1994 benyttede man en sådan 90-minutters film optaget fra et fly, der cirklede over Mount Carmel for at bevise, at det var kulten, der selv påsatte branden den 19. april året før.

Imidlertid blev disse selv samme optagelser også brugt i Waco-dokumentarfilmen; FLIR-optagelserne vendes i filmen som et tveægget sværd mod FBI selv.

Dokumentarfilmen ”Waco: a new revelation”³⁸ blev vist første gang i efteråret 1999, det er en opfølgning af filmen fra 1997. Filmen åbnede for en lang række spørgsmål omkring myndighedernes håndtering af både de 51 dages belejring af Mount Carmel og den ulykkelige afslutning. Der blev også sat spørgsmålstegn ved de forklaringer, som både ATF og FBI efterfølgende var kommet med. Forklaringer, som man tidligere havde fremlagt dels overfor justitsministeren og dels ved en høring i Kongressen.

Infrarøde videooptagelser taget fra FBI fly viser eksempelvis to personer der foretog rullefald ud bag en tank, hvorefter de sender adskillige skudsalver ind i bygningen. Man ser også, at der tilsyneladende blev skudt fra en helikopter mod nogle davidianere, der var udenfor bygningen omkring tre timer før branden.

Dette skal holdes op mod FBIs oprindelige påstand om, at de ikke løsnede et eneste skud under hele belejringen. Det er muligvis en betinget sandhed. Måske var det ikke FBI-folk der skød, men en eliteenhed fra hærens anti-terrorkorps Delta Force. Det er blevet bekræftet, at denne enhed var til stede, men angiveligt kun som observatører.

Men striden omkring Waco blussede op igen tidligt i 1999, allerede da Michael McNulty udførte indledende undersøgelser til dokumentarfilmen. McNulty opdagede et potentielt brandstiftende tåregashylster mellem de flere tusinde kilo af beviser opbevaret i en lagerbygning. Opdagelsen førte til, at embedsmænd i FBI og Justitsministeriet tilbagekaldte deres ellers vedholdende påstand om, at kun ikke-brændbar tåregas blev benyttet.

Regeringen havde hele tiden sagt, at deres agenter ikke spillede nogen rolle omkring brandens opståen og davidianernes død, ligesom deres agenter ikke løsnede et eneste skud under hele belejringen. Kultlederen og omkring 80 medlemmer omkom under branden, de fleste i flammerne, andre var blevet skudt.

Dokumentarfilmen indeholder interviews med tidligere ansatte i FBI, CIA og militæret såvel som overlevende davidianere, og det hævdes:

” – På grund af aflytningsudstyr i bygningskomplekset var FBI opmærksom på, at davdianerne talte om at sætte stedet i brand. FBI-folk har længe benægtet, at de i forvejen vidste noget om kultens intentioner, begrundet i, at transmissionerne var for forvanskede til, at de umiddelbart kunne forstås.

- FBI-agtenter skød fra en helikopter på davidianere, der vovede sig udenfor bygningen, tre timer før branden begyndte. Det fremgår af en videooptagelse analyseret af Edward Allard, en tidligere Army night vision lab supervisor ansat som ekspert i de overlevende davidianers søgsmål mod regeringen. ”Ifølge vores mening, kommer der helt tydeligt maskingeværild fra helikopteren”, udtaler Allard.”

En nu pensioneret kaptajn fra Texas Rangers, David Byrnes, som var leder af den efterfølgende undersøgelse, fortalte at folk fra CIA dukkede op i det udbrændte område umiddelbart efter branden. De bad Rangers om hjælp til at bjerge deres udstyr fra brandtomten. De var især ivrige efter at finde noget udstyr, de beskrev som på størrelse med en lille bærbar computer. Men den blev ikke fundet, og det er ikke blevet forklaret, hvordan et sådant udstyr er blevet anbragt i bygningen.

FBIs optagelser af aflytningerne blev først offentliggjort ved retssagen i 1994 mod de overlevende Davidians og senere afspillet for kongresmedlemmer.

Mellem de sidste udtalelser på et af båndudskrifterne siger en ukendt mand lige efter kl. 11.40:

“Jeg vil have en brand omme bagved”.

Seks minutter senere lyder en anden stemme,

”Lad os sætte branden i gang”.

Ifølge FBIs log standsede aflytningerne af en ukendt årsag kl. 11.57 og ti minutter senere udbrød branden ifølge FBIs infrarøde optagelser. Først kl. 12.13, et kvarter senere, tilkaldte FBI brandvæsenet.

Jamar, FBIs operationschef på stedet, fortalte ved en høring i kongressen, at man ikke forventede en brand og ikke troede, at Koresh ville føre sine tilhængere ud i et kollektivt selvmord. Men brand var bestemt en mulighed, udtale han, for der var ingen tvivl om, at stedet var en krudttønde, men vi forventede ingen brand. Havde vi vidst det, ville vi have gjort tingene anderledes.

Imidlertid har FBI aldrig på tilfredsstillende vis kunnet forklare, hvorfor de før angrebet den 19. april havde foretaget en opringning til Parkland Memorial Hospital i Dallas for at spørge, hvor mange ledige sengepladser der var på deres brandsårsafdeling.

Dick Reavis fortæller, at en af FBIs forhandlere på et tidspunkt spurgte, om de havde ildslukkere i huset. Schneider sendte nogle rundt for at undersøge det og han meldte tilbage, at man kun havde ét ildslukningsapparat. FBIs forhandlerens reaktion var:

”Nogle burde tegne en brandforsikring.”

At man fra FBI ikke tog en brand alvorligt, og at man ikke havde viden om, at dette var en overvejende mulighed, betegnes at oberst Rawlings som en stor løgn. Dagen før branden havde Davidians hængt et banner ud af et vindue med teksten: ”Flammerne venter”.

I en samtale med en af FBIs forhandlere kom davidianeren Steve Schneider på et tidspunkt med denne næsten profetiske udtalelse, som er gengivet i dokumentarfilmen:

”- Vi er klar over, at I har muligheden, og at det ikke er under jeres værdighed at gøre noget for at udslette alle beviserne. Hvorfor holder I pressen så langt væk? Du kan fortælle mig, hvad som helst du vil, jeg ved det, og årsagen til, at vi ikke må tale med pressen, er at I folk derude skal holde jeres ryg fri fra det I har gjort, det er det, der sker. Først og fremmest, når I holder dem så langt væk, så skræmmer det livet af folk her, og I ved selvfølgelig hvorfor. Fordi, hvis nogen … hvis nogen som helst ønskede det, kunne I komme ind her og brænde stedet ned, slå os alle ihjel, og hvilke beviser ville der så være tilbage?”

Fire måneder efter branden kom FBIs Waco-talsmand med sine egne betragtninger. Bob Ricks udtalte, at han mente, at Schneider havde skudt Koresh, fordi sidstnævnte muligvis ville forsøge at undslippe branden. Ifølge Ricks havde Koresh, umiddelbart før han blev skudt, råbt, at man skulle sætte branden i gang, men straks efter råbt, at man ikke skulle gøre det, da han blev klar over, at FBI-folk ikke ville trænge ind i bygningen.

Imidlertid findes der ingen dokumentation for en sådan ordveksling i udskrifterne fra aflytningen.

FBI har hele tiden undskyldt sig med, at signalerne fra aflytningerne var for utydelige til, at man umiddelbart kunne høre, hvad der foregik i bygningen. Signalerne fra aflytningen blev modtaget i et hus lige overfor Mount Carmel og videresendt. Men i overvågningshuset gik signalerne klart igennem.

Rodney L. Rawlings udtalte, at dette var usandsynligt, for FBI havde adgang til regeringens bedste udstyr under hele belejringen, inklusive specialudstyr fra såvel CIA som militæret.

”De havde rigeligt med elektronisk grej på stedet; de kunne have sendt signalerne til Hawaii og stadig hørt hvad der foregik inde i bygningen.”

Advokaten Michael Caddell:

”Gennem seks år sagde de [FBI], at ingen former for pyroteknik blev brugt den 19. april. Gennem seks år har de fortalt, at der ikke var optagelser af den interne FBI radiokommunikation. Og gennem seks år ingen video-optagelser. Gennem seks år er de eneste infrarøde optagelser, der stadig findes, fra den 19. april og begynder kl. 10:24 am. I seks år har de sagt, at de ikke vidste, hvad Koresh planlagde inde i Mount Carmel. Nu ved vi, at dette var løgne. Det virkelige spørgsmål er derfor: Er der noget af det, de har fortalt os, der i det hele taget er sandt?”

“Vi har bedt om enhver form for kendte optagelser, der måtte have været lavet. Vi er blevet fortalt, at det eneste, der findes, er infrarøde optagelser og optagelserne fra aflytningen inde i Mount Carmel.”

Imidlertid ved man, at Mount Carmel var omringet af videokameraer i et lukket kredsløb, således at man fra et centralt sted kunne overvåge hele området. Disse kameraer var i funktion under hele belejringen og frem til og med den 19. april, hvor Mount Carmel brændte ned. Disse optagelser har været hemmeligholdt af FBI og Justitsministeriet.

Den gruppe af beslutningstagere omkring Waco-operationen, som sad hos FBI i Washington, bestod af blandt andre Larry Potts, Danny Coulson og Michael Kahoe – alle fra topledelsen. De var alle det, man i politisprog kalder ”gamle kendinge”. Alle tre blev i 1995 suspenderet af FBI for den rolle, de havde spillet i den såkaldte Ruby Ridge-hændelse, en lignende belejring, hvor en snigskytte fra FBI skød en kvinde, mens hun stod med sit barn i armene. En sag, der i sig selv var en stor skandale og skamplet på FBI. Også FBIs taktiske leder i Waco, Richard Rodgers, havde været involveret i samme hændelse og fik en disciplinærstraf. Anklagerne bestod i ødelæggelse af beviser og for at lyve om egen rolle i hændelsen, blandt andet med undskyldningen, at det var i FBIs interesse. Ikke desto mindre fik de lov til senere at vende tilbage til aktiv tjeneste og ret til pension. Den sidstnævnte, Richard Rodgers, nægtede at vidne om sin rolle under henvisning til sin ret til ikke at belaste sig selv.

Det var altså disse mænd, der var med til at træffe beslutninger omkring Waco-operationen, og det var Rodgers, der gav ordre om at bruge pyrotekniske våben mod davidianerne. Netop det sidste forhold virker utroligt belastende. Ved en kongreshøring i 1993 sad han passivt bag justitsminister Janet Reno, da hun afgav en edsvoren erklæring om, at der ikke var brugt pyrotekniske våben ved Mount Carmel. Det kan næppe kaldes loyalitet, men han fik ikke engang en påtale for sin åbenlyse tjenesteforsømmelse som embedsmand, da sammenhængen kom frem under de senere Danforth-undersøgelser.

Erstatningssag afvist
I juli 2000 vandt den amerikanske regering endnu engang over davidianerne. En forberedende retssag fandt efter en måneds behandling sin afgørelse. Overlevende davidianere og slægtninge til omkomne i Mount Carmel fik afvist at kunne føre en erstatningssag mod regeringen på $675 millioner for uretmæssig død.

Dommer i retssagen var distriktsdommer Walter Smith Jr. Det var ikke en person, som forud for retssagen havde davidianernes tillid; de havde mødt ham før. Den standhaftige republikanske dommer har aldrig lagt skjul på sin ringeagt for denne religiøse gruppe.

I begyndelsen af 1994 var flere davidianere for retten, også under dommer Smith. De var anklaget for sammensværgelse og mord i forbindelse med ATFs Operation Showtime, hvor fire ATF-agenter blev skudt.

Det blev hævdet fra ATF, at man var faldet i et baghold. Alene tanken virkede absurd. De mange agenter blev kørt ubeskyttet frem til Mount Carmel i vogne beregnet til kvægtransport. Var de i virkeligheden kørt ind i et baghold, havde davidianerne kunnet nedskyde næsten hele indsatsstyrken, inden de var nået at komme ud af vognene.

Ved retssagen i San Antonio afviste juryen da også den anklage, at davidianerne, som påstået af ATF, havde ligget i baghold. Efter frifindelsen udtalte juryens talskvinde Sarah Bain, at

”vi jurymedlemmer fra begyndelsen sagde, at vi havde de forkerte folk under anklage. De, der burde have været retsforfulgt, var dem, der planlagde denne razzia og insisterede på at fortsætte, selv om de vidste, at overraskelsesmomentet var væk.”

Retten erkendte altså, at davidianerne havde ret til selvforsvar – også selv om det betød drab på nogle af angriberne.

Juryen kunne altså ikke finde dem skyldige i hovedanklagerne, men fandt dem skyldige i brug af skydevåben. Smith havde oprindelig sagt, at anklagen om brug af skydevåben skulle tilsidesættes, idet den var i konflikt med frifindelsen for hovedanklagen. Men et par dage senere ændrede han mening. Fem af davidianerne blev dømt til 40 år i fængsel for brug af automatvåben, selv om der ikke var ført bevis for, at de benyttede den type våben under skudvekslingen. Men tilbage til erstatningssagen.

En rådgivende jury bestående af fem medlemmer skulle besvare dommerens spørgsmål, om ATF havde udøvet overdreven magt og skudt planløst under razziaen? Om FBI agenter havde tilsidesat deres ordrer i brugen af tanks under det sidste angreb, og om det var disse tanks, der forårsagede branden den 19. april 1993, og endelig, om FBIs ledelse havde været forsømmelige ved ikke at have brandslukningsudstyr klar på stedet?

Juryen frikendte myndighederne på alle punkter. Men tilbage står stadig en lang række ubesvarede spørgsmål, som juryen ikke blev bedt om at tage stilling til. Eksempelvis brugen af gas, hvorfor ATF-folkene i dagene forud havde trænet nærkamp-situationer. Bemærkelsesværdigt var det også, at ingen af de personer, der havde haft ansvaret for hele operationen omkring Mount Carmel, blev indkaldt som vidner for retten. End ikke de to hovedansvarlige for ATFs Operation Showtime, Phillip Chojnacki and Chuck Sarabyn, der ifølge deres arbejdsgivers egen rapport havde løjet overfor deres chefer og undersøgere.

Efter retssagen udtalte en af regeringens otte advokater optimistisk, at han nu håbede, at amerikanerne indså, at det hele var David Koreshs og davidianernes skyld, og ville glemme alt om Waco-sagen.

I april 2002 appellerede man afvisningen til en appeldomstol i New Orleans. Den 125 siders store begæring om appel begrundes i at dommeren Walter Smith blandt andet har manipuleret med og udelukket beviser.

Lidt medvind for fængslede davidianere
Som tidligere nævnt fik fem davidianere hver 40 års fængsel af distriktsdommer Walter S. Smith Jr. i 1994. Det er den dommer, som stort set har dømt i alle sager omkring Waco-hændelsen, og som en af davidianernes forsvarer tidligere, dog uden held, har forsøgt at få erklæret inhabil.

Imidlertid var Smith lidt for nidkær, da han afsagde dommene i sin tid. I juli 2000 fik han at vide fra Højesteret, at han havde overskredet de føderale strafferammer og var gået betydeligt længere, end han havde autoritet til. Det betød så efterfølgende i september måned, at de fængslede fik mere end halveret deres oprindelige domme.

Stadig mange ubesvarede spørgsmål
Det står stadig hen i det uvisse, hvorfor FBI efter belejringen fjernede beviser såsom den nu sporløst forsvundne hoveddør, hvorfor der ved et uheld blev slukket for køleaggregater, hvor man opbevarede lig, så man efterfølgende ikke kunne foretage yderligere obduktion på ofre for skudepisoder. Det er ligeledes et stort spørgsmål, hvorfor videooptagelser er væk.

Hvorfor arresterede man ikke David Koresh udenfor Mount Carmel, eller tog imod hans tilbud om at bese hans våbenlager?

Der er også mange løse ender omkring obduktionen af de mange lig, der efterfølgende blev fundet i Mount Carmels brandtomt, hvor flere lig var svært lemlæstede og andre var blevet skudt.

Dertil har der været undren over tvetydige udtalelser fra nogle af de overlevende davidianere, der var helt umærkede af gasangrebet.

Spørgsmålene er utallige, svarene få. Håbet om at kunne vaske denne hændelse væk er ikke så ligetil. De, der var ansvarlige for Operation Showtime, har ved konstant at lægge låg på denne sag selv bidraget til at holde liv i mistanken om en sammensværgelse og skabt mistro til myndighederne og i særdeleshed til FBI.

Kun nogle få lave betonruiner er tilbage af Mount Carmel i dag på adressen Double EE Ranch Road. Et lille skur er bygget lidt inde på grunden, hvor de, der lægger vejen forbi, kan se navnene og billederne af dem, der døde her. Lidt længere henne ad vejen står der et lille nybygget kapel.

Her mødes hvert år overlevende davidianere og slægtninge til de, der døde, for at mindes. På et område ligger der sten med navne på de døde, deres alder og nationalitet – og så deres dødsdag: alle den 19. april 1993.

Noter

1. http://www.magazinesofamerica.com/8693-36.html
2. Powell, William: The anarchist cookbook. Secaucus, N.J., 1989. Bogen har stået på Statsbiblioteket, men er meldt bortkommet. Genudgivet i 2002 af Ozark Press (ISBN: 0974458902) og kan købes via Amazon Books. Læs eventuelt mere her: http://en.wikipedia.org/wiki/Anarchist’s_Cookbook