Aum Shinrikyō, 3.del: Fremstilling af sarin; Giftgas angreb i Matsumoto; Hellige mord

2009, Sep 4th | Emner: Bøger, Kulter

af Willy Wegner

Fremstilling af sarin
Mens de øvrige videnskabsfolk i Aum havde forsøgte sig med biologiske eksperimenter, uden succes, havde Masami Tsuchiya arbejdet med kemisk at fremstille sarin. Som kollegaerne havde han i flere måneder været under pres fra Asahara – pengene fossede ud af kassen og intet skete.

Det havde alene kostet 70 millioner kroner at opføre og indrette bygningen Satyan 7. Sikkerhed på arbejdspladsen var heller ikke en dyd i Aum. Adskillige af de folk, der havde arbejdet i Satyan 7, havde fået varige skader. Tsuchiya havde med andre ord også mange mislykkede forsøg bag sig, men den formel, som Endo havde haft med hjem fra studieturen til Rusland, virkede. Da Asahara fik det at vide, var han ude af sig selv af glæde. Endelig havde han sit dommedagsvåben, og nu skulle det blot afprøves et eller andet sted.

Asaharas værste rival, Daisaku Ikeda, leder af den mest populære og magtfulde nyreligiøse bevægelse i Japan: Soka Gakkai, der tilmed havde misundelsesværdig og betydelig politisk indflydelse, blev den første prøveklud. Hidtil havde Asahara måttet nøjes med at kritisere ham i tide og utide ved offentlige møder, nu kunne han lukke munden på ham og rette et lammende angreb mod rivalerne.

En bil blev udstyret med et forstøverapparat, og Aum-holdet valgte en aften, hvor Ikeda skulle tale ved et offentligt møde. At mange tilhørere ville blive udsat for giftangrebet, var intet problem for Asahara – det var vel primært tilhængere af Soka Gakkai. De parkerede tæt ved mødelokalet og aktiverede deres udstyr, men det virkede ikke.

Aum-holdet besluttede at slå til igen ved det næste møde, hvor Ikeda skulle tale. Her virkede udstyret, men sprang pludselig læk og flydende sarin sprøjtede ud på Asaharas sikkerhedschef, Tomomitsu Niimi. Heldigvis for Niimi var lægen Hayakawa hurtigt klar med en sprøjte modgift, inden Niimis nervesystem led skade. Attentatet på Ikeda havde nok slået fejl, men det blev betragtet som konstateret at sarin virkede. At det så, ironisk nok, var Aums egen sikkerhedschef, det gik ud over, er en anden sag.

Der blev også forsøgt lignende angreb på en sagfører ved navn Taro Takimoto i 1994, fordi han hjalp Aum-medlemmer til at forlade bevægelsen, og senere en journalist, Shoko Egawa, der skrev kritisk om Aum-bevægelsen.

Men et nyt mål for afprøvning af sarinen lå lige for. Aum havde gennem en stråmand søgt at købe en foderfabrik nær byen Matsumoto (der tilfældigvis er et navnesammenfald med Asaharas fødenavn). Men da det gik op for sælgeren, at det i virkeligheden var Aum, der stod bag, forsøgte han ad rettens vej at få omstødt salget. Det medførte den næsten traditionelle rygtekampagne fra Aum mod ejeren og byen som sådan. Sagen endte med, at tre dommere skulle vurdere sagen og træffe den endelige afgørelse. Asaharas egne sagførere vurderede, at Aum sandsynligvis ville tabe sagen.

Giftgas angreb i Matsumoto
Et gasangreb i Matsumoto skulle derfor rettes mod dommerne, og så var det samtidig en slags større generalprøve på, hvad kulten kunne udrette med deres sarin giftgas.

Angrebet var godt forberedt, og seks personer deltog. De lejede en lille varevogn og en lastbil. For at undgå hovedvejene kørte de ad små biveje, blandt andet for at undgå fotoregistrering. For en sikkerheds skyld standsede de inden ankomsten til Matsumoto for at udskifte nummerpladerne og skifte tøj. På grund af de mange og lange omveje kom de for sent til at træffe dommerne i retsbygningen. Det var blevet sent, klokken var cirka 22, og de tre dommere var taget hjem. Planen havde oprindelig været at lave et udslip af giftgas omkring retsbygningen, hvor dommerne arbejdede. Nu besluttede attentatmændene skrupelløst, at det måtte ske i det område, hvor dommerne boede.

På en parkeringsplads blev de sidste forberedelser truffet. En læge på holdet gav de, der kørte lastbilen og skulle sprede giftgassen en modgift. De benyttede også en slags hjemmelavede gasmasker. Efter små tre kvarter var de klar og parkerede nu lastbilen udenfor den ejendom, hvor dommerne boede.

I omkring tyve minutter blæste de 20 kg giftige sarindampe ud af et vindue i lastbilen og lod vinden sørge for resten. Gassen spredte sig ud over næsten en halv kvadratkilometer, men var mest virkningsfuld indenfor et område på 400 x 300 meter fra lastbilen. Målet for hele denne operation – de tre dommere – overlevede, men det gjorde syv almindelige borgere ikke. Omkring 250 personer måtte som følge af gasudslippet have medicinsk behandling; af disse blev cirka 60 indlagt. De første der blev udsat for gassen, slog alarm; klokken var da lidt over 23. Først efter en times tid kunne det lokale brandvæsen og politiet fastslå, at der var tale om en ukendt giftgas, og først efter to uger kunne laboratorieundersøgelser konstatere, at der var tale om sarin.

En lokal beboer, Yoshiyuki Kouno, fortalte om oplevelsen. Det begyndte med, at hans kone blev utilpas og måtte gå i seng. Kouno gik ud af huset for at se, hvorfor hans hunde havde gøet. Da han kom ud, lå den ene hund død på jorden, mens den anden havde kramper.

Inde i huset fandt han efterfølgende sin kone, ligeledes med kramper, samtidig med at han selv blev dårlig men nåede at tilkalde en ambulance.

Ikke nok med, at Kouno blev forgiftet og måtte ligge på hospital i over en måned; eller at hans kone stadig et år senere lå i koma med en fatal hjerneskade på grund af iltmangel, endsige, at han selv fik varige skader efter forgiftningen, nej, – det lokale politi troede faktisk, at Kouno var gerningsmanden.

Da politiet opsøgte Kouno på hospitalet dagen efter gasangrebet, var hans tilstand stadig for alvorlig til, at man kunne forhøre ham. Dagen efter havde Kouno en samtale med sin søn, og han forstod nu, at pressen, grundet lækager hos politiet, anså ham for at være den hovedmistænkte, uden at han dog blev tiltalt eller anholdt. Da han efter en måneds indlæggelse kom hjem og gennemgik aviserne, så han, at han var nævnt i flere overskrifter som den hovedansvarlige for giftangrebet. Ifølge politiet havde de fundet og fjernet nogle dunke fra hans hus. Han blev afhørt, som var han mistænkt, og yderligere havde han engang arbejdet for et kemi-firma. Indholdet i dunkene viste sig dog blot at være fremkaldervæske til brug i et mørkekammer.

Kenichi Asano, professor i journalistik og massekommunikation ved Doshisha-universitetet i Kyoto, skriver i en artikel om presseetik, med familien Kouno som eksempel, at ugeavisen Shukan Shincho var værst i behandlingen af politiets mistanke til Kouno. Her blev Kounos familie svinet til, og på basis af udtalelser fra naboer blev der udtrykt ønske om at politiet snart burde arrestere Kouno, idet man følte sig utrygge. Artiklen blev bragt den 14. juli 1996, og overskriften var i fri oversættelse: ”Den bizarre familie, hvor giftgas-hændelsen havde sin oprindelse”. På det tidspunkt var pressen blevet orienteret om, at Kouno ikke kunne have fremstillet sarin. Efter hændelsen i Tokyos undergrundsbane og de afsløringer, der fulgte, stod det klart, at Kouno var uskyldig og kun ”dømt” af pressen. Ugeavisen Shukan Shincho bragte en kort undskyldning på bagsiden, mens flere af de andre medier, der havde svinet ham til, undlod at rydde op efter sig. Men borgere i Matsumoto undskyldte, at de havde gjort ham uret.

En uges tid efter hændelsen i Matsumoto kunne beboerne i landsbyen Kamikuishiki fortælle, at de havde døjet med de samme symptomer som dem, de havde hørt om fra Matsumoto. Men ingen var døde og ingen kommet alvorligt til skade, men mange led af løbende næser, hoste og problemer med vejrtrækningen samt synsforstyrrelser. Imidlertid havde landsbyens indbyggere, hvad der beskrives i Århus Stiftstidende som en ”barok teori”, nemlig den, at det skyldtes naboskabet til Aum Shinrikyō.

Hellige mord
Naturligvis var det ikke alle, der lod sig indrullere i Aum, der på sigt syntes, at de fandt lykken. Livet i Aums favntag kunne, især i de senere år, være hårdt og foregik under streng disciplin. Det var heller ikke særligt velset, hvis nogen ønskede at forlade kulten. På et tidspunkt ønskede en ung mand, Naoki Ochi, at forlade kulten. Det blev i Aums inderkreds tolket som en mental brist i en overophedet hjerne, og det havde man en kur for, eller, som man kaldte det: rituel træning. Han blev gentagne gange sænket ned i næsten frostkoldt vand og døde efterfølgende af chokket.

Hans gode ven i bevægelsen, Shuji Taguchi, fik også et chok – men det var over, at hans åndelige mester Asahara var i stand til at beordre en sådan handling, der var alt andet end i harmoni med buddhismen. Han begik imidlertid den fejl at snakke med andre som sin utilfredshed. Det rygtedes lynhurtigt, og Taguchi blev i februar 1989 kaldt til Asahara og bedt om at fortælle om, hvad det var, han var utilfreds med. Resultatet var, at Taguchi skulle under behandling for at få renset ud i sine tanker. Det nægtede han, bange for at lide samme skæbne som vennen. Han blev så bundet og anbragt i en lille celle. Her blev han forhørt i flere timer, indtil han såvel fysisk som psykisk nedbrudt råbte sin vrede ud mod Aum og Asahara.

Asahara kaldte sin stab sammen, blandt disse Hideo Murai, og sagde, at de ikke kunne lade Taguchi gå eller lade ham blive i kulten. Begrebet poa blev bragt på bane, det vil sige, at man flytter en sjæl over på et højere plan. Det gøres rent praktisk ved at slå vedkommende ihjel og derved pr. definition gøre ofret en tjeneste! Helt i overensstemmelse med Aums begreb om personlig udvikling. Efter at have givet Taguchi endnu en chance, som han ikke tog, var der kun tilbage at følge Asaharas ordre om poa.

Nogle af stabens medlemmer gik da hen til cellen. De holdt ham og gav ham bind for øjnene, hvorefter han fik lagt en strik om halsen. Taguchi kæmpede for sit liv, men en af Aum-folkene tog fat om hans hoved, vred det hårdt til siden og brækkede halsen på ham.

Liget blev pakket ind i plastik og dumpet ned i en tønde, hældt over med petroleum og antændt. Ligbrændingen tog flere timer og måtte gentages, idet Asahara havde givet ordre til, at kun aske måtte være tilbage. Asken blev senere spredt i et buskads.

Taguchis forældre forsøgte senere at komme i kontakt med deres søn, men han var altid travlt optaget, fik de at vide. Familien kontaktede også politiet, men heller ikke deres forespørgsler førte til noget, og sagen løb ud i sandet.

Bookmark and Share

2 kommentarer
Skriv en kommentar »

  1. De andre dele af artiklen kan ikke findes.
    Hvor kan jeg ellers finde dem? Det er en spændende fortælling!

  2. Jeg har bedt om at få slettet online-udgaven af historien om Aum Shinrikyo efter aftale med forlaget BoD GMBH. Bogen Dødskulter er på vej i løbet af en måneds tid og udgives både som e-bog og i trykt udgave.
    Venlig hilsen
    Willy Wegner

Skriv kommentar

*