Tro, ritualer og åndelighed i det næste århundrede

2004, Jul 1st | Emner: Bøger, Skepsis, Trosretninger

af Thor A. Bak

Opfordringen til at skrive et kapitel i bogen om Myter i det 21. århundrede giver mig lejlighed til at komme med nogle helt personlige synspunkter på, hvordan menneskets opfattelse af religion og myter kan tænkes at ændre sig i fremtiden. Jeg er i denne forbindelse en fuldstændig lægmand, og jeg giver ikke dette ud for andet end personlige overvejelser. Kun hvad angår naturvidenskaben kan jeg påberåbe mig en vis ekspertise, og som jeg skal argumentere for nedenfor, er det jo desværre ikke det, som det virkelig handler om. Mit anliggende er at ræsonnere over, hvad det er for et religiøst behov, mennesket synes at have, og om man kan forvente, at det bliver hos os i det lange løb. Jeg har – i trods – valgt ordet åndelighed i min overskrift, skønt det, som det nu anvendes, efter min mening refererer til et særdeles tvivlsomt begreb. Det er jo imidlertid mange nyreligiøses betegnelse for alt det mærkelige, de vil prakke os på i stedet for god gammeldags religion.

Lad mig, inden jeg går rigtig i gang, præcisere, at jeg beskæftiger mig med den vestlige kultur, herunder USA’s og Australiens. Mere præcist den globaliserede del af den, dvs. sammensmeltningen af videnskab, teknologi og økonomi. Jeg mener, den er bedre end tidligere kulturer i den forstand, at den i højere grad tillader os at forstå omverdenen. Om den også tillader os at forstå os selv bedre, står for mig som et åbent spørgsmål. Jeg tror, vi har alle muligheder for det i højere grad end tidligere – men også at vi ustandselig fristes bort fra at prøve. Denne balance er meget væsentlig for spørgsmålet om, hvad myter kan tænkes at komme til at betyde i fremtiden. Lad mig formulere mit synspunkt meget skarpt. Jeg mener, den nuværende vestlige kultur i en vis forstand er bedre end alle andre tidligere og nuværende, og at alle nuværende kulturer vil nærme sig den. Dette vil somme tider ske ved en form for økonomisk tvang, eller frivilligt, fordi økonomisk vinder alle ved det – og somme tider ved at lokke med noget af det, der efter min mening er det mindst tiltrækkende ved vor kultur, men det vil ske. Jeg mener derudover, vi i denne kultur – i kraft af at den naturvidenskabelige erkendelse og den deraf følgende teknologi spiller en så stor rolle i vor tilværelse, og fordi det generelle uddannelsesniveau er så højt, som det er – burde vide nok til at kunne se de charlataner, som maser sig ind på os, som det, de er, dvs. overtro burde være på retur. At nogle af os ikke afviser det, illustrerer, at behovet for at der skal være mere i tilværelsen, end hvad vi kan måle og veje, er så stærk en drift, at den sætter fornuften ud af funktion.

Den nye åndelighed
Det store udbud af alternative religioner eller åndelighed falder efter min mening i to grupper: Den rene overtro som astrologi, numerologi, homøopati, jordstrålemåling osv. – som ofte er rent og skært håndværk – og det der mere ligner den slags religion, vi kender, ved at den har et budskab om, hvordan vi skal leve for at blive lykkelige, for at være retfærdige, gode mennesker, og ved at den udtaler sig om verdens oprindelse. Om de første kan man sige, at de direkte modsiger den etablerede naturvidenskab, og at de derfor må være forkerte. Det lyder arrogant, og det betyder naturligvis ikke, at naturvidenskaben har ret i alt, hvad den forudsiger. Selv den nyeste kvantemekanik kan endnu ikke anses for at være en færdig beskrivelse af verden. Hvad angår etablerede sammenhænge som Newtons love er det imidlertid uden enhver fornuft at tvivle på rigtigheden af dem eller at forvente, at modifikationer senere vil blive os påtvungne på grund af eksperimentelle resultater. Det vil sige: der er ingen som helst tvivl om, at astronomi i dag som videnskab betragtet er rigtigere end astrologi, og i de tilfælde, hvor de udtaler sig om det samme, og der er uenighed mellem deres forudsigelser, vil det være astronomien, der har ret. Astronomi giver også støtte til den tanke, at planeter og stjerner ikke kan påvirke menneskers liv. På den anden side kan naturvidenskaben ikke afvise, at et horoskop kan spille samme rolle, som en drøm undertiden kan det for en psykoanalytiker. Det sætter en samtale i gang, og i løbet af den samtale mellem klient og behandler kan materiale komme frem, som tillader behandleren at forstå klientens problemer. Astrologi var også en vigtig byggesten i konstruktionen af det verdensbillede, vi nu opfatter som sandt, men det medfører ikke, at astrologi er en hensigtsmæssig lære i dag.

Fælles for alle disse pseudovidenskabelige teorier er, at det er nemt at vise, de ikke holder, men de troende vil ikke acceptere dette, og vi kan efter min mening lige så godt holde op med at prøve at overbevise dem. Jeg tror personligt, at det i en del tilfælde skyldes, at de, der benytter sig af pseudovidenskab, har en indtægt derved og derfor end ikke vil overveje, om det kan være forkert. Det er imidlertid ikke hele forklaringen. Der er jo mange, for hvem der ikke er en fortjeneste i at udøve kunsterne. Nogle af disse mener at kunne blive helbredt for svære sygdomme eller at kunne planlægge deres liv bedre – andre pjanker blot. Det er for dem som tryllekunster, der jo meget vel kan nydes, uden at man tror, det er andet end fingerfærdighed. En del er vel også egentlig uinteresserede, men blot så tolerante, som vi skal være i disse tider: »Det kunne da godt være…«. Det bør imidlertid nævnes, at der findes undersøgelser, som støtter det synspunkt, at de nyreligiøses oplevelse af deres religion er lige så dyb og ægte, som almindelige folkekirkemedlemmers er af kristendommen.

Den anden gruppe nyreligiøse er dem, der kommer med et budskab. Scientologi1 indeholder f.eks. regler for, hvordan man skal opføre sig for at være et godt menneske. Det er ikke voldsomt originalt – udvandet protestantisme iblandet lidt hinduisme – men det gør da bestemt ikke skade. Budskabet er imidlertid parret med en »myte« om verdens og menneskets oprindelse, der er i klar modstrid med naturvidenskaben. Ved at benytte naturvidenskabelig terminologi skaber den en forventning om en sandhed hos tilhørerne, som ikke indfris, det er ren science fiction. Myte er i anførselstegn, fordi jeg nedenfor skal argumentere for, at en myte kun må indeholde begreber, man kan tale om. Det er også svært at tænke på det som en myte, fordi det er blevet for teknisk. Det er langt nemmere at opfatte den bibelske skabelsesberetning som en myte. Og man kan jo også blive stødt over den urimelige iver, hvormed scientologerne synes at tage penge fra medlemmerne, især velsagtens de nyhvervede. Så alt i alt er det svært at se, hvad vi skal med scientologi. Det gode i den er mildt sagt uoriginalt, og kosmologien er ukorrekt. Det eneste formål, scientologi synes at kunne have, er at berige de allerede etablerede scientologer. Igen må vi dog tage et forbehold: Det er jo heller ikke gratis at være medlem af folkekirken, og man kan nemt forestille sig, at et livs kirkeskat svarer til mange kurser i scientologi.

Alt i alt synes jeg ikke rigtig, det er noget, det er værd at beskæftige sig med. Det er som en slags affald i tankens klare flod, som vi skal se at få renset ud, men som ikke gør den store skade, så længe det er der, blot vi er lidt på vagt. Desværre er det jo somme tider sådan, at det er de fattige i ånden, der bliver snydt. De mere kloge narrer de mindre kloge, og det hjælper ikke, at de allerklogeste siger:

»Jamen, det er jo ikke rigtigt«.

De mindre kloge vil være tilbøjelige til at opfatte dette som arrogance, og de mere kloge – og driftige – tier og hæver deres honorarer. Klog betyder i denne forbindelse ikke intelligent. Man kan sagtens være intelligent og dog nem at overbevise om religiøse materier, og der er intet belæg for at tro, at det primært er uuddannede eller dumme folk, som lader sig overbevise. Klogskab har i denne forstand at gøre med at kunne gennemskue markedet. Religion sælges jo i dag på markedet af dygtige sælgere som så mange andre livsnødvendigheder. Over for dem, der forarges over, at de »åndelige« tager penge for at demonstrere deres viden, kan man jo blot henvise til, at f.eks. kosmetik sælges på lignende vilkår. Det meste af, hvad der påstås om kosmetik, er givetvis vildledende eller direkte usandt. Der er sikkert vitaminer i cremerne, men de trænger næppe ind gennem huden og gør nytte nedenunder. Vitamininstituttet i Schweiz, kendt fra tv, eksisterer næppe heller. De yndige modeller, »som er det værd«, havde sikkert et smukt hår, allerede før de blev valgt til modeller, og længe før de havde fået særlige midler til at forskønne det med.

Hvis man prøver at indklage firmaer eller reklamer på denne måde for forbrugerombudsmanden, vil man nok få den besked, at enhver da må vide, at kosmetikfirmaer lyver, så det kan han ikke tage sig af. Selv om en smuk sjæl umiddelbart synes mere værdifuld end et smukt hår, tror jeg, han ville sige det samme, hvis man prøvede at klage over, at en jordstrålemåler har forurenet ens sjæl. Problemet er så blot, at folk bliver ved med at tro, at denne gang er der måske noget i det.

Folkekirkens indplacering
Alt i alt er det ikke svært at leve med det alternative, og andre er som nævnt lige så uhæderlige i deres markedsforing. Det store problem -for et ærligt menneske – er imidlertid nu, at man vel ikke blot kan forkaste alt dette som overnaturligt vrøvl uden også at se på, om den religion, der forkyndes i den danske folkekirke, er noget, man kan tro på. Ja, tro kan man måske, udtrykket

»credo aquia absurdum«

eksisterer jo, men jeg må bekende, at jeg så ikke virkelig forstår, hvad tro er. Kan man tro på noget, ens fornuft tilsiger en er fuldstændig forkert? Man kan måske tro, noget vil ske eller er sket, hvis ens forstand kan tillægge disse udfald en slags sandsynlighed, som er større end nul. Men hvis den hændelse, det drejer sig om, er umulig ifølge naturlovene, kan man så alligevel tro, den indtraf eller vil indtræffe?

Taler man alvorligt med en moderne, veloplyst præst om sagen, får man sandsynligvis at vide, at intet af det, vi hører i kirken eller læser i Bibelen, skal tages helt bogstaveligt. Skabelsesberetningen er en myte, ligesom beretningen om Syndefaldet er det. Og løftet om, at vi skal mødes i Himmelen, er også formummet tale af en eller anden art. Når talen falder på undere og på spørgsmålet, om Gud kan tillade, at ondt indtræffer, henvises man til den lange filosofiske diskussion om det ondes eksistens, dvs. om Gud kan være ikke-al-god (Theodicé-problemet), og om han kan overtræde sine egne naturlove. Dermed synes problemerne at være løftet op i en sfære, hvor man i det mindste kan tale om dem. Det er de dog efter min mening ikke.

Jeg mener, det er denne kattelem, der har fået kirken til at overleve så længe, som den har. Ved at postulere, at naturvidenskab – eller blot det almindelige praktiske liv – og religion egentlig intet har med hinanden at gøre, blot er alternative, lige gode forklaringer på samme fænomen, skabes der en mulighed for at tale om Gud i et sprog, der synes at sige noget, men reelt er uden mening. Forholdet er jo imidlertid, at den naturvidenskabelige forklaring normalt ikke kan anfægtes, og religionens værdi må derfor søges andetsteds. Den engelske filosof A. J. Ayer2 stillede det spørgsmål, om der var nogen fornuft i at tro på Gud. Han spurgte i første omgang ikke, om Gud eksisterede, men om de udsagn, der fremsættes om ham, har nogen mening. En udtalelse har kun en mening, hvis man i det mindste har en forestilling om, hvordan man kan afgøre, om den er sand eller falsk. Andetsteds i denne bog er Poppers metode omtalt. Hans idé er, at en udtalelse kun har videnskabelig værdi, hvis man kan anvise en metode til at afkræfte den. Jeg vil nu til det føje, at det også principielt må være muligt i det mindste foreløbigt at bekræfte den, hvis det skal være noget, vi kan tale meningsfyldt om. Det er meningsfyldt at sige:

»Der går små intelligente grønne mænd rundt på Mars«,

fordi en dag vil vi komme til Mars og med egne øjne se, om det er rigtigt. Og for en ældre troende, der opfatter Gud som en mand med hvidt skæg, har det endda mening at sige:

»Jeg kommer hjem til Gud efter min død«.

Han vil jo nemlig i hvert fald selv (i en vis forstand) komme til at finde ud af, om det er sandt. En sådan udtalelse er imidlertid ikke af videnskabelig natur, andre kan ikke tage stilling til dens sandhedsværdi, men den indeholder dog et udsagn med en (vis) mening. Helt anderledes forholder det sig med de udsagn, man somme tider hører fra troende, der vil redde religionen, så den kan eksistere parallelt med dagligdagen:

»Gud er ikke god på en måde, mennesker kan forstå«

eller

»Guds Himmel eksisterer, men i et andet rum end vores«

(dvs. kan ikke observeres). Om sådanne udsagn kan man ingen fornuftig mening have. Hvis man skal opretholde ideen om Guds eksistens, må man derfor gøre vold på sproget. Man må acceptere sætninger, som er meningsløse. Det er ikke engang sådan, at man kan sige, disse sætninger er dele af en myte. Selv i en myte opretholdes normal sprogbrug og logik, om end somme tider på overraskende måde. Skabelsesberetningen og beretningen om Syndefaldet er myter udtrykt i normalt sprog. Man kan mene, at sådan skete det nok ikke, men det er ikke det, det handler om. I kraft af at de to myter fortælles i et sprog og med begreber, alle kan forstå, så usandsynligt det endda kan være, kan de handle om vort daglige liv og om alt muligt andet end det, de på overfladen beskriver. De handler f.eks. om, at det var noget uden for mennesket, der skabte verden og os, og om at synd kommer ind i menneskets liv, når man bryder et løfte eller svigter et tillidsforhold, og synd medfører afstand til det hellige. Det er væsentligt for en myte, at der er mange mulige fortolkninger. Det, jeg her gav, var blot to af mange mulige. Myter giver, hinsides almindelige erfaringer, en indsigt i, hvad den menneskelige situation er, i en mere koncentreret form end så megen nøgtern belæring fra mere erfarne.

Ritualets betydning
Selv i situationer, hvor der ikke er en gud eller anden overnaturlighed involveret, spiller ritualer øjensynligt en betydelig rolle. Der findes, eller har fandtes, religioner, hvor guddommen kun spiller en marginal rolle.3 Ritualer for menigheden og tabuforestillinger for præsterne er det essentielle. Som eksempel kan nævnes den romerske religion de sidste århundreder før vor tidsregning. Der er utvivlsomt også mange af nutidens kirkegængere, for hvem nadveren betyder langt mere end prædikenen. Og om end Guds navn nævnes i forbindelse med nadveren, er der dog ikke nogen religiøs belæring som i prædikenen. Ser man nærmere på ritualer og rituel opførsel, opdager man, at det findes overalt. Børn på vej til skole træder somme tider ikke på mellemrummene mellem fliserne – eller netop på dem. Ved visse lejligheder kaster folk salt over venstre skulder for at forebygge ulykker. Den travle direktør, hvis kone serverer Dry Martini og snacks, når han kommer stresset hjem fra arbejde, falder næppe altid til ro, hvis glasset står til venstre i stedet for til højre på bakken. For slet ikke at tale om, hvis børnene sætter sig til bords og begynder at spise, inden han har sat sig. I mange tilfælde kan man rationalisere dette og sige, at det er nemmere at nå glasset, hvis det står til højre, eller at børnene skal lære god opførsel og respekt for voksne. Men dette er jo næppe virkelig årsagerne. Det centrale er, at en opførsel, der på et bestemt tidspunkt hver dag er præcis den samme, eller en repetitiv opførsel inden for et kortere tidsrum, åbenbart er tilfredsstillende, formodentlig angstdæmpende, for mennesker. Det samme gælder i mindre omfang for visse pattedyr. Aber, der lever under stress, kan undertiden vælge at gentage samme bevægelse igen og igen. Nogle mennesker kan naturligvis i høj grad klare sig uden disse tricks – og for langt de fleste gælder det, at de ikke tænker over, hvad det er, de gør. Omvendt kan det i sygdomssituationer udvikle sig til en tvangsneurotisk opførsel, hvor personen – nu patienten – dunker sit hoved rytmisk mod væggen i lange perioder eller ikke kan forlade sit hus, før han har vasket hænder et stort antal gange. Man må som sagt formode, at denne opførsel dæmper en angst eller letter andre ubehagelige følelser, men det er naturligvis ganske uklart, hvad mekanismen er. Med mekanismen mener jeg her en naturvidenskabelig forklaring, gerne på molekylært niveau. I en religiøs referenceramme har et ritual vel næppe behov for forklaring.

Gudsbegrebets oprindelse
Alle religioner, der har nogen betydning i dag i vores del af verden, regner med, at der er en Gud. I ældre religioner var der ofte flere, såsom f.eks. i den nordiske, hvor der var en række guder og gudinder – Odin, Thor osv. – med forskellige arbejdsområder. Spørgsmålet opstår så, hvordan monoteismen opstod. Det skete jo imidlertid for så lang tid siden, at det er vanskeligt at skaffe sig præcis viden om sagen. Spekulationer over gudsbegrebets oprindelse er derfor delvist futile, og jeg inddrager dem kun for at vise, at man meget vel kan forestille sig en menneskeskabt gud. En teori fra begyndelsen af dette århundrede går ud på, at der oprindelig eksisterede en primitiv monoteisme. Denne fjerne Gud tabte betydning på grund af sin fjernhed, og en række underguder opstod med forskellige funktioner. Det er nemt i dette at se en vis ønsketænkning, det minder om et folk, der glemmer sin sande Gud og forfalder til at dyrke afguder afbildet f.eks. som en guldkalv. Mere accepteret er den tanke, som blev fremført af Rudolf Otto,4 at al religion som udgangspunkt har, at mennesket opfatter visse naturfænomener som hellige, som værende i besiddelse af en vis kraft. Dette hellige kan f.eks. være bundet til en lund, en klippe eller himmellegemer, men det kan også være en kraft, der bor i et bestemt dyr eller i en høvding. Mennesker ønsker dels at beundre, dels at udnytte denne kraft, og de ukendte kræfter personificeres. Tid, vind, sol, himmellegemer osv. associerer man med guder med menneskelignende egenskaber, om hvem de myter fortælles, som er den formaliserede religions egentlige grundlag.

Denne såkaldt numinøse kraft inspirerede folk på forskellig måde til vild bacchanalsk fest eller stille fordybelse, og kun ved på disse måder at gøre sig til ét med kraften bliver man et sandt menneske. Den var både noget, der indgød respekt eller ligefrem frygt og en dyb, ydmyg glæde over livet. Otto anvender udtrykket tremendum et fascinosum om denne dybe, oprindelige kraft, som fandtes, længe før mennesker tænkte over verdens oprindelse eller moralske leveregler. Han kalder den også das Ganz Andere og understreger derved, at den i sin grund er noget uden for de mennesker, der efterstræber den.

Spørgsmålet er så, hvorfor og hvornår primitive religiøse folk organiserer en tro på en universel Gud. Karl Jaspers5 har fremsat den tanke, at det er noget, der sker af sig selv på et vist tidspunkt i menneskets udvikling, normalt efter nogle hundrede års forudgående teknologisk og sociologisk udvikling. For den hypotese, som langtfra er generelt accepteret, taler, at alle de store religioner opstod næsten samtidig – de sidste 700-800 år før vor tidsregning – og at dette skete overalt på jorden. Også så langt fra hinanden, at kulturel påvirkning er udelukket. Med udtrykket de store religioner forstår jeg her Konfucius’ lære, taoismen, buddhismen, overgangen fra Vedaerne til Upanishaderne og jødedommen. Kristendommen og islam er at opfatte som videreudviklinger af jødedommen. Kristendommen dog også med et islæt af en hellenistisk-romersk mysteriereligion. Man kan måske anfægte, at alt det, jeg her nævner, er religioner, eller at de har en overgud, som f.eks. kristendommen har det, men de er i hvert fald store åndelige og moralske gennembrud. Samtidig sker der jo i øvrigt det, at den klassiske græske filosofi erstatter Homer og Hesiod.

Der er som nævnt ikke enighed om dette synspunkt, men det illustrerer for mig noget væsentligt, nemlig at ideen om den universelle Gud eller den organiserede religion er noget menneskeskabt, der som en sociologisk konsekvens opstår af ændringer i samfundet ud fra nogle vagere formulerede, men stærke, religiøse følelser, som synes at være en universel egenskab ved mennesket. Den formaliserede religion, der derefter opstår og godkendes på møder blandt de involverede, er, så vidtgående deres formulering end er, langt nærmere politiske beslutninger end beslutninger affødt af de deltagendes direkte gudsopfattelse. På kirkemødet i Nikæa i 325 blev Jesu guddommelighed vedtaget, og på mødet i Konstantinopel i 381 blev Helligåndens guddommelighed bekræftet. Det virker kunstigt at opfatte noget sådant som et resultat af en direkte åbenbaring fra Gud, og det er bizart – for en udenforstående – at beslutninger af den art kan give så store økumeniske vanskeligheder, som tilfældet er.

Hvorom alting er, så har vi visse ideer om, hvordan gudsbegrebet kan være opstået, og disse ideer har meget lidt at gøre med, hvad der f.eks. står i Genesis, hvor Gud er noget på forhånd givet, som derefter skaber verden. De fleste naturvidenskabsmænd i dag opfatter nok de gængse naturvidenskabelige teorier for verdens skabelse, livets opståen og selektionens vej til de højere pattedyr som noget temmelig sikkert. Der er imidlertid ingen grund til at tale om, at naturvidenskaben er imod religion. Videnskaben er nu til dags upåvirket af religionen (men det omvendte gælder ikke helt), men selv den mest reduktionistiske naturvidenskabsmand vil kunne læse Bibelen (og andre religiøse skrifter) med glæde og vil fortsætte med at bruge myter derfra sammen med Jesu lignelser til at forstå, hvad det er at være menneske. Det vil ikke være videnskaben, der får religionen til at forsvinde – at det efter min mening vil ske alligevel, er en anden sag.

Har Gud en fremtid?
Vi er nu næsten nået til slutningen, til spekulationer over, om myter og religion får nogen betydning i næste århundrede og i bekræftende fald hvilken form for myter. For en sikkerheds skyld gentager jeg, at med religion mener jeg fra nu af det, vi har i Vesteuropa, dvs. primært kristendom.

Den etablerede kristendom, hos os folkekirken, har for længst opgivet visse bastioner. Dens tidligere løfter om evigt liv er ikke noget, man behøver at tage bogstaveligt, og Guds rige er også en metafor. Det betyder ikke, at kristendommen ikke i visse tilfælde vil fortsætte med at have betydning, om end i ændret form. Det er nu et statussymbol for en kvinde at kunne blive præst og for homoseksuelle par at kunne blive kirkeligt viet, og her må man jo sige, at kirken har været yderst imødekommende med hensyn til at se bort fra Bibelens tekst, der hvor den afviger fra vor tids opfattelse af omverdenen. Samtidig spændes de kirkelige heste for økologiens, kvindesagens og fredssagens vogne. En god illustration af, hvor langt dette kan gå, er Sallie McFagues til dansk oversatte – og meget læseværdige – bog Modeller af Gud.6

Som eksempel på argumentationen nævner jeg modellen Gud som ven. Det betyder ifølge McFague (meget kortfattet), at kristne skal være solidariske med verden omkring os, og at det bør vi være, fordi når vi opretholder verden, opretholder Gud os. Om end McFague er protestant, forholder hun sig meget frit til traditionen, i hvert fald som den forstås her i landet, og det kan hun gøre, fordi kirke og stat er adskilt i USA, hvor hun er teologisk professor. Det væsentlige for hende er ikke, om den teologi, hun forelægger, er i overensstemmelse med kirkefædrene eller endog Bibelen. Det centrale er, om den er i overensstemmelse med vor egen tid – med vor opfattelse af verden omkring os. Jens Glebe-Møller skriver i forordet til den danske udgave, at var bogen blevet publiceret i 1500-tallet, ville hun være blevet brændt som heks, og at hun den dag i dag ikke ville kunne blive ansat som professor i teologi ved et skandinavisk universitet.

At en sådan form for religiøs overvejelse vil kunne fortsætte endnu en rum tid, vil jeg gerne tro på, men det kan vel aldrig blive andet end filosofiske overvejelser for en meget lille elite. Bogen indeholder dog ikke mange udsagn uden mening af den art, A.J. Ayer kritiserede. På den anden side er der heller ikke megen gammeldags religion tilbage i overvejelserne. Gud er nærmest reduceret til et princip, og der er intet myteskabende tilbage i denne fortolkning af protestantismen. Der er derfor heller ikke meget tilbage, som kan gives videre til den bredere befolkning til støtte og trøst.

Det ovenstående er, håber jeg, en nogenlunde fair beskrivelse af, hvad den kristne religion er på vej til at blive – på nær for visse fundamentalisters vedkommende. Lad os nu se på, hvordan den brede offentlighed accepterer den kristne tro. I mange år er befolkningsgruppers religiøse opfattelser blevet vurderet ud fra Gallup-lignende metoder.7 I hele den periode er troen på Guds eksistens og et liv efter døden faldet systematisk i alle europæiske lande. Det samme er ikke tilfældet i USA, hvor 95% af den almindelige befolkning tror på Gud eller en universal spirit, og 71% tror på et liv efter døden. For amerikanske videnskabsmænd er procenten, der tror, imidlertid faldet støt gennem hele århundredet, og man må formode, at svarene fra den almindelige befolkning ikke er helt troværdige. Ikke mindst i betragtning af hvor mange amerikanere der udtaler, at de tror på sjælevandring og anden åndelighed.

Der synes at være god grund til at konkludere, at den kristendom, vi har kendt i århundreder, er på vej ud, og at nyreligiøsitet kun vil spille en rolle ganske kortvarigt. En sådan slutning ville imidlertid efter min mening være overilet. Det forekommer mig sandsynligt, at der er et religiøst behov i mennesket og et ønske om at kunne udtrykke sig prægnant gennem allusioner til myter af religiøs karakter, som antages kendt af alle.

For børn, der i dag opdrages af forældre uden tro (men dog stadig med kendskab til kristne myter) og ikke døbes eller konfirmeres, vil der naturligvis ikke senere i livet være meget tilbage for dem af disse myter, medmindre forældrene har lagt vægt på at lære børnene dem. Det vil resultere i en sproglig fattigdom, som dog måske ikke vil føles som et savn. Ungdommen i dag er konstant på farten for at opleve noget nyt, for at komme til en ny oplevelse. Den aftale, Faust lavede med Mefistofeles, at han aldrig skulle komme til at sige »Verweile doch, du bist so schön«8 til noget øjeblik i sit kommende liv, har vor tids unge for længst indgået med samfundet, og i denne faustiske tilværelse er der meget lidt tid til den kontemplation, religion kræver. Selv myterne er der næppe tid til, men andet overtager deres roller.

For nogle måneder siden udkom en mærkelig og på forhånd meget omtalt bog. The Dream Society hedder den, endskønt den er på dansk, forfattet af Rolf Jensen, leder af Institut for Fremtidsforskning.9 Det er dog måske kun reklamefjendske fossiler som mig, der finder den mærkelig. Den siges at være blevet vel modtaget i USA. Alle beskæftiger sig jo med, hvordan fremtiden mon bliver. Rolf Jensens bog dog mest på det korte sigt.

Kort sagt handler Rolf Jensens bog om, at i fremtiden skal vi f.eks. ikke blot sælge og købe æg, vi skal handle med økologiske æg. De er ganske vist ikke bedre end de andre æg, men man kan få mere for dem, fordi folk får en historie med om de lykkelige høns, der lagde æg i frihed. Dette er drømmen, og vi bevæger os ifølge forfatteren mod et Dream Society, hvor vi har penge tilovers, efter at alle fornødenheder er blevet anskaffet, hvorefter vi bruger overskuddet til at købe drømme, status eller vise, hvem vi er. Ja, i virkeligheden mener han, at vi næsten er i dette nye samfund, og ser man tv-reklamer, fristes man til at give ham ret. Den slags myter, Rolf Jensen tænker på, vil vi naturligvis blive oversvømmet af i de kommende år. De er rent åndeligt, hvis jeg for en gangs skyld må anvende ordet i dets oprindelige betydning, en tynd kop te. At ritualer, som dog også er tynde med hensyn til indhold, vil bestå, er der næppe heller tvivl om. Spillene i de forskellige mandegrupper, som søger at opbygge en mandighed, der kan modstå den voksende »kvindemagt«, de frygter så meget, synes f.eks. at bugne med ritualer. Men det er svært for andre at tage disse og andre nymodens ritualer helt alvorligt.

Hvis det går, som jeg profeterer, og selv seriøse myter og ritualer vil komme til at spille en aftagende rolle, er det imidlertid ikke naturvidenskaben, der forårsager det. Det er snarere en vis dygtighed hos det moderne menneske parret med en alt for stor villighed til at klare sig uden absolutte sandheder. I dette klima trives den nye åndelighed vel, men det har formodentlig sin pris, at man dårligt får tid til at tænke sig om. Jeg tror selv, flygtighed er religionens største fjende, men jeg skylder dog at nævne, at andre mener, ren oplysning kan være lige så farlig. Freud havde (i kort referat som ikke yder ham fuld retfærdighed) den mening, at religion var undertrykt skyld over et kollektivt fadermord begået af fortidsmennesker på et næsten abelignende stade. Som konsekvens heraf forestillede han sig, at gennem psykoanalysen vil i det mindste en elite i samfundet kunne nå til at gennemskue denne illusion. Spørgsmålet er så, om den undervisning, fri for religiøse dogmer, som det store flertal derefter vil få, er tilstrækkelig til at rive dem ud af illusionen. Freud diskuterede dette i 1927 i sin – efter min mening – meget smukke bog En illusions fremtid.10 En bog, som ofte virker resigneret snarere end optimistisk. De sidste ord

»Nej, vor videnskab er ingen illusion. Men det ville være en illusion at mene, at hvad videnskaben ikke kan give os, kan vi få andetsteds.«

lyder smukt i en reduktionistisk videnskabsmands ører, men personligt har jeg svært ved at forestille mig et tænkende menneske helt uden myter og ritualer. Somme af disse vil måske forekomme mig mindre smukke end mine egne, men jeg har svært ved at forestille mig det totalt rationelle menneske. Og jeg formoder, at det delvis irrationelle væsen, som i betydeligt omfang benytter sig af- løsrevet betragtet meningsløse – begreber eller udtalelser, kan kommunikere hurtigere med sine artsfæller og derved får en evolutionær fordel. Det synspunkt, at kommunikation på dette myteniveau er mulig, har også betydning for spørgsmålet, om muligheden af overhovedet at have kunstig intelligens. Spørgsmålet, om irrationalitet indebærer en evolutionær fordel, er naturligvis meget spekulativt, men hænger godt nok sammen med andre spekulationer inden for nydarwinisme.

Afsluttende bemærkninger
Jeg er nået til vejs ende og i sagens natur er min argumentation blevet løsere og løsere, i takt med at problemerne er blevet dybere. For at prøve at være mere koncis kan jeg måske sige, at jeg har vanskeligt ved at se, hvordan en organiseret religion kan overleve det, jeg ovenfor kaldte det nuværende samfunds flygtighed. På den anden side tror jeg, der i vor bevidsthed er et gudformet hul, som det somme tider er blevet sagt. Jeg hælder til den anskuelse, at den menneskelige bevidsthed er således udformet, at der er et behov for at tro på, at der er noget andet end vor rationalitet. Men i en tilværelse domineret af flygtighed kan man skubbe tanken til side. Denne formodede kendsgerning, som jeg gerne så undersøgt så godt som muligt af den etablerede videnskab, er roden til al forvirringen. Behovet kan øjensynligt ikke længere dækkes af den etablerede kirke – og da forhåbentlig heller ikke på længere sigt af den nye åndeligheds narreværk. Det er et ikke-trivielt spørgsmål, hvad vi så skal gøre, for så meget af vor moral og etik er hængt op på forestillingen om en Gud. Meget – måske alt – kan begrundes filosofisk, men argumentationen kan være så kompliceret, at den mister folkelig appel. I det hele taget er det måske sådan, at det, der skal erstatte religionen, kun vil kunne forstås af en lille elite. Sådan har det på den anden side været i lang tid, måske altid: Præsten forstår ikke det samme ved det, hun siger, som den ulærde kirkegænger gør.

Dette er et meget personligt spørgsmål, langt mere så end vi måske har forestillet os. Synnøve Søe kan i tv spørge folk om de mest private anliggender, men hun vil trods alt nok stoppe, før hun når til at bore i vor tro på Gud og vor mening om det ondes eksistens eller til hvorfor vi skal prøve at være gode, snarere end f.eks. tjene mange penge.

Da vi nærmer os slutningen på dette århundrede, vil jeg som afslutning og uden nærmere begrundelse citere de sidste linjer af et digt af Thomas Hardy,11 skrevet natten før dette århundrede, som handler om digterens frygt for den åndelige død, der ikke længere tillader os at tro på livets mening. Han ser fra sit vindue en mand gå gennem natten og hører ham synge. Og i sit mismod kan han dog forstå:

»That I could think there trembled through
this happy good-night air
Some blessed Hope whereof he knew
And I was unaware«

Bibliografi
Armstrong, Karen (1994): A History of God, Ballantine Books, N.Y.

Ayer,A.J. (1974): Language, Truth and Logic, Harmondsworth.

Bak, Thor A. og Dal, Erik (1990): Videnskabens Enhed, Munksgaard.

Christensen, Dorthe Refslund (1997): Scientology — en ny religion.Gyldendal.

Freud, S. (1961): The Future of an Illusion, Anchor Books, N.Y.

Gallup Jr., George og Castelli, Jim (1989): The People’s Religion: American Faith in the 90’s, Macmillan, N.Y.

Greeley, Andrew M. (1989): Religions Change in America. Harvard Univ. Press.

Guitton, Jean og Bogdanov, G. og I. (1991): Gud og Videnskaben, Forum.

Jensen, Rolf (1999): The Dream Society, Jyllands-Postens Erhvervsbøger.

Leuba, James H. (1916): The Beliefin God and Immortality, Boston.

McFague, Sallie (1991): Modeller af Gud, Spektrum.

Otto, Rudolf (1923): The Idea ofthe Holy. An Inquiry into the Non-rational Factor in the Idea ofthe Divine and its Relation to the Rational, Oxford.

Vanggaard, Jens H. (1988): The Flamen. A Study in the History and Sociology of Roman Religion, Museum Tusculanum Press.

Øhrgaard, Per (1999) Goethe, Et essay Gyldendal.

Noter

  1. Der findes megen litteratur om scientologi. En god, velafbalanceret introduktion er Scientology – en ny religion af Dorthe Refslund Christensen (1997).
  2. A.J.Ayer(1974),s. 152.
  3. Konfucianismen, taoismen og buddhismen har sammen med mange andre religioner ingen øverste gud. Den romerske religion, som heller ikke har en gud, blev for nogle år siden grundigt diskuteret af Jens H. Vanggaard i hans disputats The Flamen. A Study in the History and Sociology of Roman Religion, Museum Tusculanum Press (1988).
  4. Rudolf Otto (1923).
  5. En grundig diskussion af Jaspers’ idé findes i Dasdalus Spring (1975), Wisdom, Revelation and Doubt: Perspectives on the First Millennium B.C. Daedalus er betegnelsen for American Proceedings ofthe Academy o/Arts and Sciences. Det citerede nummer er Vol. 194 no. 2 (1975).
  6. Sallie McFague (1991).
  7. Dette spørgsmål er f.eks. belyst i Andrew M. Greeley (1989) samt i George Gallup Jr. & Jim Castelli (1989). En af de meget tidlige undersøgelser er James H. Leuba (1916). Se også Berlingske Tidende tirsdag 22. april 1997,4. sektion.
  8. Citatet er fra Goethes Faust 1. del, Mephistopheles’ andet besøg, under hvilket Faust foreslår et væddemål, som Mephistopheles accepterer. I Sophus Michaélis’ oversættelse (P.A. Rosenberg: Goethes Værker, bind 7, s. 75. H. Aschehoug og Co. 1924-1928): »
    Når jeg engang vil Nuet bede: Du er så skøn! Du tøve må! Da kan du mig i Lænker smede, da vil jeg gerne straks forgaae.«

    Se også Per Øhrgaard (1999), s. 279ff.

  9. Rolf Jensen (1999).
  10. Die Zukunft einer Illusion udkom på tysk hos Internationaler Psykoanalytiker Verlag 1927 og året efter på engelsk. Citatet er min oversættelse af afhandlingen i The Standard Edition of the Complete Psychological Works of Sigmund Freud, bind 21 p. 3-56. The Hogart Press, London 1961. Afhandlingen findes også som paperback, The Future of an Illusion, Anchor Books, Doubleday & Company, New York 1961.
  11. Citatet er de sidste fire linjer af digtet The Darkling Thrush, som nemmest findes i The New Oxford Book of English Verse 1250-1950. Ed. Helen Gardner, Clarendon Press, Oxford 1972. Digt nr. 697. Det kan naturligvis også slås op i Hardys samlede digte: Collected Poems, The Macmillan Company 1925. Digtet er mig bekendt ikke oversat til dansk. Her følger min egen prosaoversættelse:
    »Jeg kunne forstå, at i denne lykkelige nattevise vibrerede der et velsignet håb, som han forstod, men jeg var uvidende om«.

    Som nævnt i indledningen er jeg lægmand, og mine referencer kan derfor være lidt tilfældige. Som generelt meget læseværdige bøger, men ikke som primære referencer vil jeg nævne Karen Armstrong: A History of God. Ballantine Books, New York (1994); og Thor A. Bak og Erik Dal (ed.): Videnskabens Enhed. Munksgaard 1990. Som eksempler på hvad jeg mener er direkte forvirrende læsning vil jeg nævne de mange populærvidenskabelige bøger, der er kommet i de senere år, som – nærmest af høflighed, synes det – identificerer Gud med et computerprogram eller en endelig teori for alt. Det er efter min mening ganske irrelevant. En bog som Gud og Videnskaben af Jean Guitton og brødrene Bogdanov, Forum 1991, bringer også – set fra mit synspunkt – forvirring ind i billedet, fordi den sigter imod en forening af videnskab og religion, som jeg mener er umulig. Som opposition imod de af mig fremførte synspunkter er det imidlertid en god bog.

[*]

[*]

Debat

Deltag i debatten om dette emne på Facebook.


Deltag her.

Bookmark and Share
Tags:

Skriv kommentar

*