Stonehenge mellem myte og videnskab

2004, Jul 1st | Emner: Bøger, New Age, Pseudohistorie

af Rud Kjems


»Every age has the Stonehenge it deserves – or desires«1

Et besøg ved Stonehenge
Jeg besøgte sidst Stonehenge i september 1998, sent på eftermiddagen, og blev som tidligere nedslået over de rammer, dette storslåede monument præsenteres i. Først den kaotiske parkeringsplads, hvor man tålmodigt må manøvrere omkring i en vrimmel af mennesker og biler, før man endelig finder en ledig plads. Dernæst det lille forsænkede »butikstorv« med billetkontor, café og souvenirbutik. Her er folk stuvet sammen som sild i en tønde, og uddunstningerne fra cafeens frituregryder river i næsen. Efter at have sikret sig en billet driver man med strømmen ind i den grimme betontunnel under hovedvejen, som passerer så tæt forbi Stonehenge, at den næsten »snitter« én af stenene. Atter ude i lyset går det opad nogle få skridt, og så ligger det gamle megalitanlæg pludselig foran én. Og på trods af de forstemmende tilgangsforhold, så giver det alligevel hver gang et kick, når det velkendte monument åbenbarer sig.

Jeg havde optimistisk medbragt mit fotoapparat vel vidende, at muligheden for at få et originalt billede i kassen er næsten lig nul. Siden det første foto af Stonehenge blev taget i 1853, har utallige fotografer foreviget monumentet fra enhver tænkelig vinkel i enhver tænkelig belysning. Stonehenge er uden tvivl det mest gennemfotograferede anlæg fra forhistorien. Alligevel var jeg tæt på noget originalt, for idet jeg var i færd med at hive kameraet op af tasken, lettede en stor flok sorte fugle med ét fra de gamle sten. Hvad det var for en fugleart, nåede jeg ikke at finde ud af, men der var ganske givet tale om trækfugle, som for en stund havde benyttet stenene som hvileplads. Mens jeg arbejdede med at få kameraet skudklart, nåede jeg lige at se det dramatiske glimt af de mange flaksende fugle over Stonehenge i lavt solskin og med en flot dybblå himmel kantet af ildevarslende mørke skyer som baggrund. Men ak – inden jeg fik fyret af, havde fuglene forvandlet sig til ubetydelige pletter i det fjerne, og miraklet udeblev.

Efter at have vandret rundt om det alderstegne anlæg nogle gange, gik turen tilbage gennem tunnelen og fritureosen til parkeringspladsen og videre til Woodhenge, som ligger omkring tre kilometer nordøst for Stonehenge. Kun yderst få af de flere hundrede tusinde, der årligt besøger Stonehenge, lægger vejen omkring Woodhenge. Begge monumenter er henge-anlæg – en type oldtidsanlæg, som kun kendes fra De britiske Øer. De består af et cirkulært eller ovalt område omkranset af vold og grav. Nogle af anlæggene har tilsyneladende aldrig været udstyret med bygningsmæssige elementer på det indrammede område, mens andre har rummet konstruktioner af sten eller tømmer. På Woodhenge, hvis grundplan er oval, har der engang stået seks koncentriske kredse af træstolper. De for længst hensmuldrede stolpers placering er i dag markeret med lave cementsøjler. Som det er tilfældet med Stonehenge, så er også Woodhenge’s indgang og akse orienteret mod solopgangen ved sommersolhverv.

Woodhenge’s parkeringsplads var en slående kontrast til kaosset ved Stonehenge. Kun en enkelt bil, en hvid minibus, var at se. Jeg svingede ind og parkerede ved siden af minibussen og bemærkede nu, at dens sider var dekoreret med særprægede illustrationer – af samme karakter som de symboler, man benytter inden for astrologien. Det undrede mig, hvor folkene fra minibussen var blevet af, for der var tilsyneladende mennesketomt på stedet. Først da jeg var på nippet til at begive mig ind blandt cementsøjlerne, fik jeg øje på dem. De var 12 i alt. De lå på knæ med hinanden i hænderne og dannede en rundkreds omkring anlæggets centrum. På nær én, var der tale om unge mennesker – både mænd og kvinder – i alderen 20-25 år. Undtagelsen var en mand på et halvt hundrede år. Det var åbenlyst, at han var selskabets leder. Det var ham, der førte ordet, og noget af det, han sagde, blev af og til gentaget i kor af de unge mennesker. Der var ikke tvivl om, at en religiøs ceremoni af én eller anden art var i gang.

Jeg har flere gange tidligere i Storbritannien oplevet, at megalitanlæggene opfattes som mere end blot levn fra en længst svunden fortid. Det er ikke ualmindeligt, at man i centrum af stenkredse finder særprægede buketter sammensat af vilde blomster, skeletdele fra dyr og symbollignende genstande. Sådanne buketter har jeg også set i gravkamret i West Kennet Long Barrow – Englands flotteste langdysse. Her var der endvidere en mængde nedbrændte stearinlys og andre fingerpeg om, at en slags ceremoni havde fundet sted. Ved Avebury-stenkredsen, ca. 30 kilometer nord for Stonehenge, observerede jeg engang en mand, som i timevis stod lænet op ad én af kredsens kæmpemæssige sten. Han stod med lukkede øjne med bryst og pande presset mod stenen. Måske en syg mand, som havde tiltro til, at stenens undergørende kræfter kunne helbrede ham! Det mest rørende eksempel fandt jeg en tåget morgen i en lille stenkiste i Cornwall. Kisten var én af flere grave i en unik bronzealderhøj opført af tusindvis af sten. På bunden af den lille stenkiste lå en smuk buket markblomster og et lille brev. Det var en sørgende mors forsøg på at række over afgrunden til det hinsides – en kærlig hilsen til en afdød søn.

For ikke at forstyrre det lille selskab på Woodhenge, blev jeg stående på parkeringspladsen. Her blev jeg efter ceremoniens afslutning kontaktet af lederen, som takkede mig for den respekt, jeg havde vist dem. Jeg var nysgerrig, greb chancen og spurgte ham om, hvad der egentlig var foregået inde blandt cementsøjlerne. Han var tydeligvis glad for min interesse og kastede sig straks ud i en længere forklaring. De unge mennesker, hvoraf de fleste var studerende, og han selv tilhørte en mindre nyreligiøs sekt, som opfatter Jorden som en levende organisme. Citeret efter hukommelsen lød hans forklaring således:

»Jorden kan sammenlignes med den menneskelige krop og er som denne gennemkrydset af ‘nervebaner, der transporterer energi rundt i systemet. I den menneskelige organisme har disse baner forbindelse til særlige punkter i kroppens overflade. Det er i disse punkter akupunktøren placerer sine nåle. Også Jordens ‘nervebaner’ har forbindelse til sådanne punkter. Det vidste man god besked om i det forhistoriske Europa, men denne viden gik desværre senere tabt, og det er først i nyere tid, vi har genopdaget den. Vore forfædre gjorde i oldtiden disse punkter til helligsteder og markerede dem med stenkredse eller – som her ved Woodhenge – med kredse bygget af solidt tømmer. Her samledes vore forfædre ved bestemte lejligheder og gennemførte deres ceremonier og ritualer – og sugede til sig af den livgivende ‘jordenergi’«.

Han fortalte videre, at han og hans lille flok hvert år brugte mange weekender og feriedage på at opsøge de gamle helligsteder – og at jordenergiens helsebringende effekt indvirkede på såvel det fysiske som det psykiske velbefindende. Det fremgik også af hans forklaring, at Stonehenge var det vigtigste helligsted i Storbritannien. Her havde jordenergien en helt særlig styrke, og her kunne man mere end noget andet sted fornemme de guddommelige kræfter og kommunikere med dem. Han afsluttede med at give mig et tilbud, som var svært at afslå – nemlig at jeg sammen med hans selskab og andre nyreligiøse grupper samme nat kunne tilbringe timerne omkring midnat på den hellige jord mellem Stonehenge’s stenkæmper. Her skal det lige indskydes, at turisterne de sidste mange år har været afskåret fra at betræde området mellem stenene – en nødvendig forholdsregel for at hindre nedslidning og ødelæggelse af monumentet. I dag må turisterne nøjes med at betragte stenene på afstand, idet de følger en afmærket rute rundt om monumentet strengt overvåget af vagtfolk posteret hist og her. Myndighederne har imidlertid forståelse for, at Stonehenge spiller en særlig rolle for en stor gruppe mennesker af New Age-observans, hvorfor der flere gange om året arrangeres åbent hus. Det foregår selvfølgelig under opsyn og efter visse spilleregler. Jeg fik besked på at møde op på parkeringspladsen ved Stonehenge kl. 23. Desværre måtte jeg af hensyn til mine rejseplaner afslå tilbuddet. Ærgerligt nok, for jeg ville gerne have oplevet de gamle sten i månebelysning, og jeg ville uden tvivl have fornemmet suset, – det historiske, eller rettere det forhistoriske vingesus. At jeg også ville have fornemmet suset fra jordenergien, er nok mere tvivlsomt!

Hvad enten Stonehenge betragtes fra en traditionel arkæologisk synsvinkel eller ses med New Age-øjne, så opfattes den gamle oldtidsruin som noget unikt. Det, der gør monumentet til noget helt særligt, er overliggerne – et bygningselement, som ikke kendes fra andre megalitanlæg. Det er uden tvivl en detalje, der er inspireret af tømmerkonstruktioner. Som nævnt, er der fundet spor af sådanne på en del henge-monumenter i form af stolpehuller til kraftigt tømmer arrangeret i kredse. Disse har sandsynligvis været forsynet med overliggere, hvilket har fristet Stonehenge’s bygherrer til dristigt at eftergøre tømmerkonstruktionerne i sten. Et andet unikt træk ved Stonehenge er den præcision, hvormed de enkelte bygningselementer er indplaceret i grundplanen.

Den stenkonstruktion, vi i dag kan se resterne af ved Stonehenge, blev opført for mellem 4000 og 4500 år siden. Den har bestået af følgende elementer beskrevet i den rækkefølge, man møder dem, når man udefra bevæger sig ind mod monumentets midte:

  • En ydre stenkreds af ret veltilhuggede, oprejste sten, som hæver sig til en højde af 4 m over jorden. Stenene, der kaldes sarsens, er omkring 2 m brede og 1 m tykke, og mellemrummet mellem de enkelte sten ca. 1,5 m. Der har oprindelig stået 30 sten i kredsen. Der er tale om en meget hård sandsten, som bygherrerne har hentet i omegnen af Avebury godt 30 km nord for Stonehenge. Stenkredsen, hvis diameter er ca. 33 m, har været kronet af i alt 30, 1 m tykke, overliggere af samme stenart. De har udgjort en ubrudt ring hele vejen rundt.
  • En indre stenkreds af betydeligt mindre, oprejste sten uden overliggere. Disse sten kaldes bluestones – en lidt misvisende betegnelse, da der rent faktisk er tale om flere forskellige stenarter. De kommer alle fra den samme lokalitet, Preseli Mountains i det sydvestlige Wales. Arbejdet med at transportere stenene til Stonehenge har været et gigantisk foretagende.
  • En ydre hestesko (inden i bluestone-kredsen) oprindelig bestående af 10 opretstående sarsens arrangeret i 5 par hver forsynet med én overligger. De opretstående sten i hesteskoen er anlæggets største. Den højeste hæver sig 7 m over jorden og vejer 45 ton.
  • En indre hestesko af oprejste sten (de mere beskedne bluestones) uden overliggere.
  • En enkelt sten af walisisk sandsten, som nu ligger fladt på jorden inde i den inderste hestesko. Denne sten har i nyere tid fået navnet the Altar Stone.

Disse mange elementer er symmetrisk arrangeret omkring en akse med orienteringen sydvest/nordøst. Stenkonstruktionerne ligger midt på et cirkelrundt plateau, ca. 100 m i diameter, omkranset af en vold med grav. Mod nordøst brydes vold og grav af en jordrampe, som giver adgang til anlægget, og uden for rampen ses avenuen, processionsvejen op til monumentet. Avenuen ligger på anlæggets hovedakse og »peger« mod nordøst, hvor solen står op i dagene omkring sommersolhverv. Lige inden for jordrampen ligger en stor væltet sten, som i dag bærer navnet the Slaughter Stone, og nogle meter uden for rampen, midt på avenuen, står en anselig sten, the Heel Stone.2

Stonehenge har gennemløbet flere bygningsfaser gennem tiderne. Det cirkulære plateau er således etableret over 500 år før stenkonstruktionen, som vi i dag ser resterne af. Landskabet omkring Stonehenge er præget af et meget stort antal oldtidsanlæg, især dysser og høje, og meget taler for, at området i oldtiden har været et religiøst center for et meget stort geografisk område – ja, måske var det kendt i alle afkroge af det, vi i dag kalder Storbritannien!


Grundplanen viser det sidste Stonehenge opført godt 2000 år f.Kr. De fleste arkæologer er enige om, at monumentets akse bevidst er orienteret efter sommersolhvervet. Man kan forestille sig, at denne årligt tilbagevendende begivenhed har været omgærdet med storstilede ceremonier; og måske har helligdommens præsteskab hvert år fra midten af hesteskoen betragtet solopgangen over avenuen ved sommersolhverv, mens alle andre måtte se til fra arealerne udenfor helligdommen. Det forbliver gætteværk, for datidens åndelige liv vil for altid dølge sig i forhistoriens tusmørke.

Tidlige forestillinger om Stonehenge
Den lille menighed, jeg mødte ved Woodhenge, har en anden opfattelse af verden end den, som samfundet og naturvidenskaberne bygger på. Det er ikke noget nyt, at alternative livsopfattelser eksisterer side om side med de mere nøgterne. Lige så langt de skriftlige kilder rækker tilbage i tiden, finder vi denne dobbelthed, ja – helt op til oplysningstiden i 1700-tallet var det almindeligt, at »det nøgterne« gik hånd i hånd med det, vi i dag betegner som overtro. I 1500- og 1600-tallet blev der gjort store landvindinger på astronomiens område, men på trods heraf var astrologien stadigvæk interessant for astronomerne. Også magien trivedes fortsat i de lærdes kredse, og 1500-tallets humanister og filosoffer var bl.a. optaget af at fremstille amuletter, der skulle tiltrække planeters og ånders kræfter. Først inden for de sidste to århundreder har »det nøgterne« og »det alternative« afgørende fjernet sig fra hinanden. Med Stonehenge som omdrejningspunkt vil jeg i det følgende beskrive, hvordan forestillingerne om fortiden har udviklet sig fra middelalderen og op mod nyere tid.

Stonehenge dukker første gang op i de skriftlige kilder i en tekst fra omkring år 1130. Heri hedder det:

»Stanhenges, hvor sten af vidunderlig størrelse er blevet rejst på samme måde som døråbninger, sådan at den ene døråbning synes at dukke frem oven på den anden; og ingen kan forestille sig, hvordan så store sten har kunnet rejses på højkant og hvad formålet med dem har været.«3

Få år senere omtales anlægget i en historiebog,4 og vi præsenteres her for den første fantasifulde teori om Stonehenge – en teori, som middelalderens lærde længe holdt fast ved. I bogen fortælles det, at Stonehenge blev rejst til minde om et stort slag. Stenene hentede man fra en vældig stenkreds The Giants’ Round, som kæmper i tidernes morgen havde rejst på Mount Killaraus i Irland. Historien bliver ikke dårligere af, at stenene oprindelig var hjembragt fra Afrika! Arbejdet med at hente stenene på Mount Killaraus viste sig vanskeligere end forventet, selv om hele 15.000 mennesker var sat på opgaven. Heldigvis dukkede troldmanden Merlin op på scenen, og ved magi fik han den irske stenkreds demonteret og stenene bragt om bord på de ventende skibe. Da disse velbeholdne nåede den engelske kyst, tryllede Merlin stenene til byggestedet og stillede dem op her på akkurat samme måde, som de havde stået på Mount Killaraus. Op gennem middelalderen var det en almindelig antagelse, at der engang havde eksisteret kæmper, og flere har peget på disse som Stonehenge’s bygherrer. At sådanne idéer også slog an herhjemme, vidner betegnelserne jættestue og kæmpehøj om.

Det blev både i middelalderen og senere betragtet som udelukket, at de vældige megalitanlæg rundt om i Europa kunne tilskrives forfædrene. Man havde ikke tiltro til, at primitive bønder havde været i stand til at løse opgaver af denne størrelsesorden. Da teorierne om troldmænd og kæmper med tiden blev droppet af de lærde, forestillede man sig, at det måtte være folk udefra, der havde opført Stonehenge. En række forslag blev bragt på bane: mykenere, minoere, fønikere, romere, saksere, vikinger – ja, selv de overlevende fra det tabte Atlantis har været foreslået.

Der blev gennem tiderne knyttet mange overnaturlige egenskaber til Stonehenge og andre forhistoriske anlæg. Nogle af disse fænomener er beskrevet allerede i middelalderen og har måske rødder helt tilbage i forhistorisk tid. Vedrørende Stonehenge hævdedes det f.eks., at stenene havde helsebringende egenskaber. Et afskrab fra stenene blandet op med vand kunne således hele såvel gamle som nye sår. Der var også en del trolddom forbundet med stenene, hvilket bl.a. kom til udtryk, når man forsøgte at tælle dem. Man fik nemlig forskellige resultater hver gang, man forsøgte. Det er i virkeligheden også en særdeles vanskelig opgave at tælle Stonehenge’s sten. Rimelig let går det med de sten, som fortsat står op, men rodebunken af faldne kæmper, hvoraf nogle mere eller mindre skjuler sig under jordsmonnet, skaber let uorden i regnskabet. Især i 1600- og 1700-tallet var det en yndet sport, nærmest en selskabsleg, at tælle stenene. Forfatteren Jonathan Swift besøgte Stonehenge i 1730 og lavede to optællinger, som gav henholdsvis 92 og 93 sten. Det rigtige tal skal ifølge sagkundskaben være 91, så han var tæt på! Det er ikke videre sandsynligt, at Swift har tilskrevet sine forskellige resultater trolddom.

Den walisisk fødte oldgransker John Aubrey (1626-97) var den første, der fremlagde egentlig dokumentation for, at Stonehenge måtte være bygget af briter. Midt i 1600-tallet var det især romerne, sakserne og de danske vikinger, der var inde i billedet, men Aubrey var overbevist om, at Stonehenge var bygget, før disse fremmede folk anduvede de britiske kyster. Han fremhævede Stonehenge’s lighed med de øvrige stenkredse rundt om i Storbritannien og påpegede, at disse også fandtes i egne, hvor romerne, sakserne og danskerne kun sjældent eller aldrig havde sat deres ben – og han fandt det sandsynligt, at britiske druider5 havde rejst de mange stenkredse og brugt dem som templer. John Aubrey var den første britiske oldtidsforsker, som bevægede sig ud i landskabet for at studere de gamle monumenter. Hidtil havde de lærde sjældent forladt studerekamret, hvor de ved hjælp af skriftlige kilder søgte at afdække fortiden. Det var især nedskrevne sagn og myter, som blev studeret. Aubrey var overbevist om, at megalitanlæggene var af en så høj alder, at selv de ældste bøger ikke var i stand til at række så langt tilbage i tiden. Han lavede de første brugbare skitser af Stonehenge’s grundplan og opdagede interessante detaljer vedrørende konstruktionen.


Det Stonehenge, turisterne i dag flokkes om, er kun en svag afglans af det monument, som i slutningen af bondestenalderen rejstes på den blidt bølgende slette, Salisbury Plain. De kæmpemæssige oprejste sten, de højt hævede overliggere og det harmoniske hele, anlægget danner, har i sandhed udgjort et enestående bygningsværk. Lige så imponerende har arbejdsindsatsen bag det været. De knap 80 sarsensten, hvoraf de tungeste vejer mellem 40 og 50 tons, blev hentet over 30 km borte og slæbt over land til byggepladsen. De ca. 88 bluestones hentedes i Wales og transporteredes omkring 320 km over land og vand. Utroligt at en »primitiv« bondekultur har kunnet løfte opgaver af denne størrelsesorden! (Foto: Rud Kjems).

Aubreys pionérarbejde blev videreført af William Stukeley (1687-1765), som sideløbende med sine oldtidsstudier fungerede som læge i Lincolnshire. Han undersøgte en række oldtidsminder, især stenkredse, og kvaliteten af hans arbejde var på et højere niveau end Aubreys. Stukeley var den første, der metodisk undersøgte Stonehenge, hvilket også indebar småudgravninger mellem stenene. Hans tegning af monumentets grundplan blev til på baggrund af grundige opmålinger, og nøjagtigheden af arbejdet var af en sådan karat, at den først blev overgået halvandet hundrede år senere. Det var også Stukeley, der først registrerede, at Stonehenge’s akse er orienteret mod solopgangen ved sommersolhverv. Mens Aubrey havde peget på druiderne som mulige bygherrer, så var Stukeley ikke i tvivl. Det var druiderne, der havde rejst det storslåede monument. Resultaterne at sit arbejde fremlagde han i bogen Stonehenge, a Temple Restored to the British Druids (1740).

Det kan måske virke overraskende, at Aubrey og Stukeley pegede på druiderne. I dag ved vi, at stenmonumentet allerede havde over to tusind år på bagen, da kelterne i århundrederne før Kristi fødsel dukkede op på arenaen og udbredte sig over dele af Mellemeuropa og De britiske Øer. På Aubreys og Stukeleys tid havde man ingen anelse om, at de gamle stenanlæg rundt om i Europa var af en så betydelig ælde. Druiderne havde man et sporadisk kendskab til gennem klassiske græske og romerske forfattere. Således havde f.eks. Julius Cæsar i sin bog Gallerkrigen oplyst, at druiderne med stor grundighed studerede stjernerne og deres bevægelser samt diskuterede universets og Jordens størrelse – og at druidernes lære sandsynligvis var blevet til i Storbritannien og herfra havde bredt sig til de andre keltiske områder. Set på baggrund af bl.a. disse oplysninger om druidernes intellektuelle formåen, var det ikke ubegrundet, at Aubrey og Stukeley krediterede Stonehenge til druiderne.

Takket være de to oldgranskere var det med stor sandsynlighed påvist, at Stonehenge blev opført af indfødte briter – eller næsten da, for kelterne var jo oprindelig indvandret fra fastlandet. Teorier om andre ophavsmænd blev dog ved med at spøge i kulissen helt frem til 1960’erne, hvor kulstof-14-dateringer afslørede, at de første spadestik til anlægget allerede blev taget for over 5000 år siden. Den høje alder var det endelige bevis på, at landets egne indbyggere havde opført Stonehenge.

William Stukeley tegnede et stærkt forherligende og idealiseret billede af druiderne og var herved med til at foregribe romantikkens opfattelse af oldtiden. Romantikken, der blomstrede frem i begyndelsen af 1800-tallet, var en reaktion på oplysningstidens fornuftsbetonede og til tider trættende forsøg på at forklare de store gåder vedrørende tilværelsen. Med romantikken måtte det fornuftsbetonede vige til fordel for følelserne, og opmærksomheden drejedes i retning af fænomener som naturværdier, mystik og poesi. Også en fremvoksende nationalisme var et barn af romantikken, og den medførte bl.a. en stigende interesse for fortiden og forfædrenes liv. Forfaderen var nu ikke længere en grovlemmet vildmand, som mange tidligere havde forestillet sig, men en ædel skabning – af udseende meget lig nutidsmennesket, men langt mere dydig og med en tilværelse, som var mere meningsfuld. Oldtiden blev gjort til en glorværdig, lys tid, hvis idealer og værdier var et skatkammer, som burde inspirere nutiden.

Denne fokusering på fortiden skabte bl.a. en bølge af interesse for den gamle ægyptiske kultur. Den var først og fremmest fremkaldt af britiske bøger om Den store Pyramide ved Giza. Især bogen The Great Pyramid: Why Was It Built? And Who Built It? vakte opsigt. Den fik følgeskab af en strøm af nye bøger, som næsten overgik hinanden i forsøget på at fremlægge fantasifulde teorier om de gamle ægyptere og deres pyramide.

Mange mennesker greb begejstret visionerne om en gylden epoke, hvor menneskene havde været i besiddelse af enestående kundskaber og en indsigt i selv de største af tilværelsens gåder – en viden, der desværre siden gik tabt. I forsøget på at generhverve det tabte blev bl.a. Platons beretning om Atlantis gjort til genstand for nye undersøgelser. Men øjnene rettedes også mod Stonehenge og andre forhistoriske anlæg. Kunne der også skjule sig en glemt indsigt i disse ældgamle sten – en slags testamente fra de vise druider? Allerede i 1781 var den første nydruideorden, The Ancient Order of Druids, blevet grundlagt, og i 1800-tallet fulgte mange andre efter. Nogle havde selskabelig karakter, mens andre var strengt religiøse og omgærdede at alskens ritualer og ceremonier. Da der kun er bevaret sparsomme og usikre vidnesbyrd om de gamle druiders religion, måtte nydruiderne nærmest famle i blinde, da de kreerede deres ritualer og ceremonier, og resultatet har sikkert ikke mindet ret meget om de gamle druiders gudsdyrkelse. Stonehenge blev betragtet som den vigtigste helligdom, men også andre megalitanlæg, især stenkredse, blev opfattet som druidernes helligsteder.

Ideen om, at druiderne stod bag Stonehenge’s opførelse, var meget sejlivet, og helt op til Den første Verdenskrig var det mest populære postkort af monumentet en tegning med påskriften: »Salisbury Plain – Druidical Remains«. Nydruiderne, der såmænd fortsat eksisterer i bedste velgående, har tilsyneladende accepteret, at oldtidens druider først dukkede op i verdenshistorien århundreder efter, at Stonehenge var gået af brug som helligdom. De henholder sig nu til, at de gamle druider genetablerede Stonehenge og andre oldtidsanlæg som helligsteder. Det er dog tvivlsomt, for de sparsomme vidnesbyrd om kelterne peger i retning af, at deres ceremonier har udspillet sig i naturskabte omgivelser.

Vandene skilles
I løbet af 1800-tallet blev grundlaget lagt for det moderne, naturvidenskabelige verdensbillede, og videnskaberne fjernede sig nu afgørende fra teorier og anskuelser baseret på okkultisme, magi og religiøsitet. Et af de afgørende nybrud må tilskrives Charles Darwin (1809-82) og hans teori om »the survival of the fittest«. Om vore tidlige forfædre skrev Darwin bl.a., at de må have

»været beklædt med hår og begge køn kan have haft skæg. Deres øren har sandsynligvis været spidse og har kunnet bevæges, og deres kroppe har været forsynet med en hale, der har haft sine egne muskler.«

Arkæologien, som i disse år stadig var på begynderstadiet som videnskab, tog ret hurtigt de nye ideer til sig. De fleste arkæologer gjorde op med den ædle forfader, men faldt i den anden grøft og forestillede sig oldtidsmennesket langt mere primitivt, end det i virkeligheden har været. Denne undervurdering overlevede langt op i vort århundrede, og den kendte britiske arkæolog Gordon Childe (1892-1957) benyttede f.eks. i sin karakteristik af den forhistoriske europæer udtryk som plump, uvidende og dårlig klædt. Den ædle forfader var blevet til den primitive forfader, og det var med til at skabe forstillingen om, at udviklingen i Central- og Nordeuropa gennem det meste af oldtiden var stærkt præget af impulser og påvirkninger fra de klassiske kulturer omkring Middelhavet. Det var f.eks. langt op i det 20. århundrede blandt arkæologer en udbredt opfattelse, at det vældige dyssebyggeri var inspireret af de ægyptiske pyramider. Man antog, at udviklingen i Middelhavsegnene – begunstiget af et venligere klima – var forløbet hurtigere end i områderne længere nordpå. Med en vis forsinkelse nåede nyskabelserne efterhånden herop, hvor de knap så udviklede befolkningsgrupper tog dem til sig – men dog kun formåede at realisere dem i en slags discount-udgaver.

I dag ved vi, at dysserne er betydelig ældre end pyramiderne, og at påvirkningen fra kulturlandene i syd var ret ubetydelig. Nutidens videnskab har også et nyt og ganske andet billede af det forhistoriske menneske, og af nutidens for den sags skyld. Hverken Darwins »skæggede dame« eller drømmene om en fjern guldalder er på banen mere. Arkæologen Jørgen Jensen beskriver videnskabens nysyn på mennesket således:

»Erkendelsen af, at mennesker overalt i verden og til alle tider er mennesker, og ikke blot ufærdige forformer til os, er langsomt ved at slå igennem i videnskaben om mennesket – og det samme syn er arkæologerne ved at få på oldtidens mennesker.«6

At det naturvidenskabelige verdensbillede efterhånden fjernede sig helt fra det alternative, betød ikke, at de alternative ideer visnede bort. De levede videre i bedste velgående, og det er arvegodset herfra, der nu sætter nye blomster i vore dages New Age-bevægelse.

Stonehenge og astronomien
Én af de mest populære forestillinger vedrørende Stonehenge og andre megalitanlæg er teorien om, at astronomien har spillet en central rolle for bygherrerne. Siden William Stukeley i 1700-tallet pegede på, at Stonehenge er orienteret efter sommersolhvervet, har det astronomiske aspekt været uløseligt forbundet med den gamle stenkreds på Salisbury Plain. I løbet af 1800-årene vandt Stukeleys antagelse almindelig anerkendelse blandt de britiske oldgranskere, og også uden for deres kreds involverede mange oldtidsinteresserede sig i spekulationer vedrørende Stonehenge og astronomien. Det resulterede i en række teorier, som ofte forekom mere fantasifulde end troværdige.

Det astronomiske aspekt kom først for alvor frem i lyset, da en berømt britisk astronom. Sir J. Norman Lockyer (1836-1920), begyndte at beskæftige sig med sagen. Hans arbejde blev udgangspunktet for en helt ny forskningsgren, arkæoastronomien. Lockyer grundlagde i øvrigt det også i dag højt respekterede videnskabelige tidsskrift Nature og blev dets første redaktør. Det var et besøg i Grækenland i 1890, som gjorde Lockyer interesseret i astronomiens betydning vedrørende oldtidsanlæggenes orientering. Han undersøgte flere græske templer og opdagede, at de var orienteret ud fra astronomiske præmisser. På rejser i Ægypten i årene 1891 og 1893 konstaterede han, at det samme gjorde sig gældende vedrørende de ægyptiske templer. Resultaterne af sine undersøgelser fremlagde han i bogen The Dawn of Astronomy (1894).

Nogle år senere vendte Lockyer blikket mod Stonehenge og andre britiske monumenter fra sten- og bronzealder. Havde også disse ældgamle anlæg været astronomisk orienteret? Sammen med astronomen og arkæologen F.C. Penrose undersøgte og opmålte han en række monumenter og publicerede siden resultaterne i en ny bog.7 Lockyers resultater var opsigtsvækkende. De viste nemlig, at der i et stort antal oldtidsanlæg var indbygget astronomiske sigtelinier med relation til Solen, Månen og stjernerne. Og ikke nok med det! Sigtelinierne var anlagt med en forbløffende præcision, og nogle af anlæggene – bl.a. Stonehenge – havde i oldtiden fungeret som sindrige kalendere, som året igennem fortalte bygherrerne, hvor på årscyklen, man befandt sig. Etableringen af så raffinerede konstruktioner indebærer langvarige, omhyggelige observationer af himmellegemerne, og Lockyer hævdede da også, at bygherrerne så afgjort havde dyrket astronomi – tilmed på et forbløffende højt plan!

Bogen blev mødt med voldsomme protester fra arkæologer og andre videnskabsmænd. De fremhævede, at oldtidens primitive bønder, der hverken kunne læse eller skrive, selvfølgelig ikke havde været i stand til at præstere noget, som blot lignede videnskabeligt arbejde. Det har siden vist sig, at Lockyers materiale vedrørende de britiske oldtidsanlæg er behæftet med grove fejl og mangler, og at han har draget alt for vidtløftige konklusioner ud fra sit materiale. Men selvom sagkundskaben således næsten énstemmigt vendte tommelfingeren nedad, så var der rundt om i Europa mennesker, som fandt ideerne spændende og fascinerende. De begyndte at betragte oldtidsanlæggene på hjemegnen med nye øjne og var snart i gang med at undersøge, om de nye teorier måske også passede på disse.

Få år senere var postyret over Lockyers kontroversielle ideer døet ud, og kun få af Stonehenge’s besøgende interesserede sig for astronomien. Det store flertal var fortsat optaget af druide-teorierne og ville have forevist the Altar Stone og især the Slaughter Stone, hvor så meget blod var blevet udgydt. Det blev der vendt op og ned på i 1960’erne, hvor endnu en astronom dristede sig til at fremsætte alternative teorier om Stonehenge og skabte et postyr, som langt overgik det, Lockyer havde fremkaldt seks årtier tidligere. Det var den amerikanske, engelskfødte, astronom Gerald Hawkins, som forårsagede postyret og bragte astronomien tilbage til Stonehenge.

På en tid, hvor computerteknikken stadig befandt sig på kravlestadiet, havde Hawkins i sine undersøgelser af Stonehenge taget dette nye hjælpemiddel i brug. Computeren var en Smithsonian Havard IBM. Først udsøgte han sig 165 nøglepunkter i Stonehenge’s konstruktion – sten, stenspor m.m. Dernæst blev disse punkters positioner omhyggeligt lagt ind på computeren, som fik besked på at undersøge, om der mellem punkterne kunne trækkes linier, hvis orientering muligvis kunne have sammenhæng med himmellegemernes op- og nedgangspositioner i horisonten. Resultatet var negativt med hensyn til stjerner og planeter, mens der til gengæld var bid vedrørende Solen og Månen. Computeren fandt nemlig 13 sigtelinier med relation til Solen (solhverv) og 11 med relation til Månen (månehverv). Men Hawkins havde mere i posen. Han påstod nemlig, at Stonehenge også havde fungeret som en slags oldtidscomputer med hvilken bygherrerne havde været i stand til at forudsige måneformørkelser.

De sensationelle nyheder blev offentliggjort i 1963, og det foregik meget passende med en artikel i tidsskriftet Nature, som Norman Lockyer jo havde taget initiativ til. Hawkins havde kort og godt kaldt sin artikel Stonehenge Decoded. Under samme titel forelagde han to år senere i samarbejde med J.B. White sine opdagelser i bogform. Bogen blev en kæmpesucces og var snart udgivet i en række lande. Mange astronomer sluttede varmt op om Gerald Hawkins’ teorier – bl.a. den verdensberømte Fred Hoyle. Han kom endda med nye forslag til, hvordan oldtidscomputeren kan have været anvendt i oldtiden.

»En veritabel Newton eller Einstein må have været indblandet,«

skrev Hoyle bl.a. i sine kommentarer.

Som forventet var arkæologerne ikke venligt stemt over for de nye ideer. De hæftede sig især ved, at Hawkins ikke havde taget hensyn til Stonehenge-monumentets forskellige byggefaser over en ca. 2000 år lang periode. Arkæologerne kunne f.eks. påvise, at nogle af Hawkins’ sigtelinier er trukket mellem bygningselementer, som slet ikke har eksisteret samtidigt. Også Hawkins’ statistiske beregninger blev kritiseret. De skulle vise, at de postulerede sigtelinier ikke blot var tilfældighedernes spil. Han nåede frem til, at sandsynligheden for at rene tilfældigheder havde spillet ind, var så beskeden som 1:1.000.000.

Da Gerald Hawkins’ bog udkom på dansk i 1968, blev den anmeldt i mange af landets aviser. Én af de mere fyldige anmeldelser blev bragt i Politiken. Den var positiv og skrevet af P.V. Glob, som på det tidspunkt var dansk rigsantikvar. Glob slog i anmeldelsen fast, at det for længst var bevist, at mange oldtidsfolk i bronzealderen og stenalderen i

»deres anlæg tog nøje hensyn til verdenshjørnerne og utvivlsomt har haft deres bestemte hensigter hermed.«

Som eksempler nævnte han de jyske stridsøkse-graves orientering og det ved Tustrup udgravede kulthus, hvis akse, akkurat som Stonehenge’s, er orienteret mod nordøst – mod solopgangen ved sommersolhverv. Glob sluttede sin anmeldelse med følgende konklusion:

»Hvordan man end ser på Hawkins’ resultater, så vil mange arkæologer efter endt læsning af denne spændende og underholdende bog ved fremtidige udgravninger også have deres blik rettet mod himmeltegnenes baner. Godt er det, at en så letlæselig og værdifuld bog om et af oldtidens underværker nu foreligger på dansk. Den vil få mange læsere.«8

Lige siden Hawkins’ nye teorier om Stonehenge dukkede op, har det først og fremmest været astronomien, der har interesseret de mange besøgende.


Solens cyklus: Den observerende befinder sig i centrum af cirklen, som angiver den horisont, han kan se omkring sig. De punkterede cirkelbuer viser de udsnit af horisonten, hvor Solens op- og nedgange finder sted, og de fire pile peger på op- og nedgangspositionerne ved solhvervene. Op- og nedgangene svinger som et pendul mellem »vendepunkterne« (solhvervene); én gang frem og tilbage hvert år. Solhvervene opleves som markante naturfænomener af mennesker, som mest færdes udendørs, og de har ganske givet haft stor bevågenhed i forhistorisk tid. De årligt tilbagevendende solhverv har uden tvivl spillet en rolle i vore forfædres religiøse liv og har sikkert også haft kalendermæssig betydning.


Månens cyklus: På samme måde som Solens svinger også Månens op- og nedgange mellem to »vendepunkter«, men »vendepunkterne« flytter sig, og Månen bruger 18,6 år på at gennemløbe sin cyklus. Når Månen har nået de ydre månehverv (l og 2), bliver svingene kortere og kortere, og efter 9,3 års forløb foregår op- og nedgangen i de indre månehverv (3 og 4). Herefter bliver svingene atter større og større, og efter yderligere 9,3 år når Månen på ny de ydre månehverv, og den 18,3 år lange cyklus er gennemspillet. Svingene mellem »vendepunkterne« foregår meget hurtigere end for Solens vedkommende. Turen frem og tilbage tager kun knap 28 døgn, hvor Solen må bruge et år. De stiplede cirkelbuer viser de udsnit af horisonten, hvor Månens op- og nedgange kan iagttages under svinget mellem de ydre månehverv. De punkterede viser svinget mellem de indre. Det mønster, som Månens lange og komplicerede cyklus tegner, er selvfølgelig vanskeligere at erkende end det. Solens cyklus tegner. Undersøgelser især i Storbritannien tyder dog på, at man helt tilbage i yngre stenalder har været fortrolig med Månens indviklede bevægelsesmønster.

Forhistorien i et lidt videre perspektiv
I 1954 blev det første foto af en ufo over Stonehenge taget, og siden er der indløbet mange rapporter om mærkelige flyvende objekter over den gamle stenkreds. I 1960’erne, hvor luften fortsat svirrede af ufoer, begyndte mennesket for alvor at bemægtige sig rummet. I marts 1965 foretog den sovjetiske astronaut Aleksei A. Leonov historiens første rumvandring, og i årene 1965-66 gennemførte USA Gemini-projektet, der omfattede ti bemandede rumflyvninger som forberedelse til de senere månerejser. Blikket var så sandelig rettet mod verdensrummet, og flere og flere stillede sig selv spørgsmålet: Når nu mennesket var i stand til at forlade Jorden og rejse ud i rummet, var det så ikke muligt, at levende væsener udefra kunne aflægge Jorden en visit? Schweizeren Erich von Däniken fandt det ikke blot muligt. Han var overbevist om, at de fremmede udefra allerede havde besøgt Jorden, og denne antagelse blev udgangspunkt for en helt ny tolkning af forhistorien.

Erich von Dänikens første bog Erinnerungen an die Zukunft9 udkom i 1968. Den blev en bragende succes og var inden længe udgivet i en række lande. Lad det være sagt med det samme: Enhver med blot lidt viden om historie og arkæologi vil efter blot et par siders læsning i én af von Dänikens bøger være fuldt på det rene med, at indholdet ikke har det fjerneste med forskning eller videnskab at gøre. Bøgerne er rent ud sagt ikke værd at spilde tid på. Alligevel må de tages alvorligt set i lyset af, at de er solgt i over 56 millioner eksemplarer og udkommet på 28 forskellige sprog. Knap 25 bøger er det hidtil blevet til. Dänikens teorier har endvidere dannet grundlag for en række film og en tv-serie på ikke mindre end 25 afsnit. Da den nyeste dokumentarfilm om von Däniken blev vist i Tyskland i 1997, sad næsten otte millioner tyskere klinet til skærmen.

Erich von Dänikens teoretiske udgangspunkt affattet i fire punkter ser således ud:

  1. I forhistorisk og tidlig historisk tid fik Jorden flere gange besøg af ukendte væsener fra verdensrummet.
  2. Disse ukendte væsener skabte den menneskelige intelligens ved en målbevidst, kunstig mutation.
  3. Disse væsener, der kom ude fra verdensrummet, forædlede hominiderne ‘i deres eget billede’. Derfor ligner vi dem, men de ligner ikke os.
  4. Disse besøg på Jorden af fremmede væsener fra verdensrummet blev registreret og overleveret i religioner, mytologier og legender – og markeret på nogle steder ved efterladte tegn på deres tilstedeværelse.10

    Det fremgår tydeligt af schweizerens måde at fremlægge stoffet på, at teorien fra første færd har været fiks og færdig, hvorpå han er gået i gang med at finde »beviserne« – en helt igennem hæderlig fremgangsmåde. Det problematiske ligger i forfatterens indsamlingsmetode og tolkningen af det indsamlede. Han favner vidt, og hele kloden er hans arbejdsfelt. Myter, sagn, bibelberetninger m.m. gennemstøves for at finde udsagn om gæsterne udefra. »Gådefulde« oldtidsmonumenter, hvor guderne udefra må have haft en finger med i spillet, betragtes med nye øjne, og interessant nok drejer det sig oftest om anlæg i Jordens fjerneste afkroge. Det hænger måske sammen med, at von Däniken nødig vil kikkes for nøje efter i sømmene! Han ytrer sig ofte nedladende om videnskabsverdenen som i følgende passage:

    »Naturligvis bryder ingen arkæolog med akademisk uddannelse sig om at indrømme, at der kan have været rumrejsende på besøg på Jorden. Den lærde mand har ikke lyst til at udsætte sig for latterliggørelse ved at ventilere en så dristig tanke. ‘Forskning’ (= viden) er først mulig, når den ting, der skal udforskes, er fundet, vil han sige. Men når tingen først er fundet, sliber og polerer man så længe på den, at den bliver til en lille brik, der – hvilket mirakel – nøjagtig passer ind i den forhåndenværende mosaik.«11

    Der er dog undtagelser – nemlig når han falder over videnskabsmænd, som tilsyneladende har udtalt noget, der støtter hans teorier. Disse udsagn er som regel revet ud af deres rette sammenhæng eller har fået en lille drejning. Derfor dukker der en del professorer og andre folk med fine titler op i bøgerne og forleder måske nogle til at tro, at von Dänikens »forskning« har noget med videnskab at gøre. Han er også helt på det rene med, at det vil svække troværdigheden, hvis han bliver slået i hartkorn med de okkulte. Derfor er der i bøgerne flere udfald mod okkultisterne og deres fantasterier – blandt andet dette:

    »Okkultisterne kan slukke deres lamper, alkymisterne kan smide deres smeltedigler væk, de hemmelige broderskaber kan lægge deres kutter. Der vil ikke mere være afsætning for det vås, som der er blevet lavet så strålende forretninger med gennem årtusinder.«12

    Von Dänikens bøger har ikke overraskende fået en ublid medfart af kritikerne. Én af dem, forfatteren Gerhard Gadow, gik i sin bog Fortids gåders forklaring13 fra 1973 von Däniken grundigt efter i sømmene. I sit forord indrømmer Gadow, at det har været umuligt

    »at trænge til bunds i alle de af Däniken omtalte ‘uløste fortidsgåder’, fordi de for det meste manglende, undertiden falske og sjældent rigtige kildehenvisninger, hvorpå hans påstande er baseret, ville have krævet årelange efterforskninger.«

    Gerhard Gadow dokumenterer, at von Däniken ikke selv har opdaget de spor, som efter hans mening beviser besøgene udefra – og at størsteparten af oplysningerne i hans første bog er hentet fra fem andre bøger.14 På trods heraf finder man ikke noget sted i teksten disse bøger eller deres forfattere nævnt – ja, én af forfatterne figurerer slet ikke i litteraturlisten.

    Én af von Dänikens fem hovedkilder er forfatteren Robert Charroux. Han havde i sin første bog, Phantastische Vergangenheit (1966) været så uforsigtig at foreslå Mars og Venus som hjemsted for de rumvæsener, Jorden har haft besøg af. Det viste sig at være nogle rigtig dårlige forslag, for de følgende år kunne forskellige Mars- og Venus-sonder hjemsende rapporter, som gjorde det lidet sandsynligt, at intelligente væsener ville være at finde dér. Klog af skade flyttede Charroux i sine senere bøger de udefra kommende væsners hjemsted til planeten Baawi, »den anden planet i Proxima Centauri«. Stjernen Proxima Centauri er Solens nærmeste nabo i Mælkevejen. Så skulle der ikke være nogen fare for, at rumsonder foreløbig griber forstyrrende ind! Som vi senere skal se, var også Mars inde i billedet i von Dänikens overvejelser vedrørende de udefra kommende gæsters herkomst. Gadow konstaterer i øvrigt, at von Dänikens skriverier er præget af unøjagtigheder, der røber ringe sagkundskab – udeladelser af fakta, som Däniken kender, men som ikke passer ind i hans teorier – frit opfundne påstande – samt overdrevne eller underdrevne opgivelser, alt efter behov. De følgende tre citater vil illustrere kvaliteten af von Dänikens arbejde. Kommentarer synes overflødige:

    »Pagtens Ark var uden tvivl elektrisk ladet! Når man nemlig rekonstruerer den i dag efter Moses’ anvisninger, opstår der en elektrisk leder på flere hundrede volt. Kranslisten har tjent til at oplade den kondensator, som guldpladerne jo udgjorde i forbindelse med skiftevis en positiv og en negativ leder. Virkede nu yderligere én af de to keruber på dækpladen som magnet, var højttaleren perfekt, og der var måske endda tale om en slags samtaleanlæg mellem Moses og rumskibet.«15

    »Man kommer her ikke uden om spørgsmålet, om den menneskelige race mon ikke er resultatet af et bevidst ‘opdræt’ foretaget af fremmede væsener fra verdensrummet? Hvad kan meningen ellers være med den stadig gentagne befrugtning af menneskekvinder med kæmper og himmelsønner som fædre – og med den derefter følgende udryddelse af mislykkede eksemplarer. Ud fra det synspunkt bliver syndfloden til et på forhånd planlagt projekt, hvis formål er at tilintetgøre den menneskelige race, så kun nogle ædle undtagelser får lov til at overleve og forplante sig videre.»16

    »Da gravitationen på Mars er mindre end gravitationen på Jorden, har marsmenneskenes legemsbygning formentlig været kraftigere og højere end jordboernes. Hvis denne teori har noget på sig, så ville vi her have de kæmper, der kom fra stjernerne, kæmperne, som kunne flytte de vældige stenblokke, og som underviste menneskene i de færdigheder, der endnu var ukendte her – og som til sidst uddøde.«17

    Erich von Däniken nævner i sine bøger en lang række oldtidsanlæg rundt om på kloden; men Stonehenge har han vist aldrig inddraget. Det har til gengæld mange af hans disciple, der dog langtfra har været enige i fortolkningen af den gamle stenkreds. Nogle har tolket Stonehenge som en slags pejlestation for de fremmedes rumskibe. Andre har ment, at anlægget har været landingsbane for rumfartøjerne. Endelig har det også været foreslået, at Stonehenge er en primitiv model af et rumskib, som gæstede de forhistoriske bønder på Salisbury Plain. Bønderne opfattede de fremmede som guder, og modellen blev opført som en helligdom, hvor disse guder kunne dyrkes.

    Det kan være ganske underholdende at stifte bekendtskab med den kult-arkæologi, som bl.a. von Däniken er talsmand for. Men man kører alligevel hurtigt træt. Skriverier af den slags tilsidesætter respektløst de resultater, som møjsommeligt er indhøstet af generationer af videnskabsmænd, og så giver de et helt forkert og ufortjent billede af vore fjerne forfædre og deres formåen.

    New age og fortiden
    I slutningen af 1960’erne blev den alternative verden mere synlig. Tidligere havde folk med »alternative tilbøjeligheder« været tilbageholdende med frit at spille ud om deres interesser for fænomener, som flertallet forbandt med overtro. Det var i nogle kredse ikke god tone at vise sympati for f.eks. astrologi, ufoer eller pendulering. Siden er der sket et skred, hvilket bl.a. har kunnet ses på folkebibliotekerne, hvor der er dukket bøger op, som tidligere blev fravalgt, fordi bibliotekarerne fandt dem useriøse. Siden denne udvikling startede har et større og større antal mennesker stillet sig positive over for fænomener af okkult og magisk observans. I dag er det helt almindeligt, at mennesker inden for alle dele af samfundet skilter med deres optagethed af alternative fænomener, hvad enten det drejer sig om pyramidekraft, shamanisme eller krystalsten. Denne opblussen af det alternative har man givet fællesbetegnelsen New Age-bevægelsen.

    New Age-verdensbilledet bygger på et sammensurium af ideer, myter og forestillinger, hvoraf en stor del har rødder i 1800-tallet eller endnu længere tilbage. New Age er blevet karakteriseret som et stort, farverigt tagselvbord omfattende okkultisme, reinkarnation, elementer fra kristendom, astrologi, parapsykologi, økologi, teosofi, psykoterapi og meget mere. Den enkelte vælger det ud, der passer ham eller hende, og lader resten ligge. Der er dog visse forestillinger, som er fællesgods for de fleste New Age-tilhængere – bl.a. den, der har givet bevægelsen navn. Det er forestillingen om, at mennesket er på vej ind i en ny tidsalder, hvor et åndeligt gennembrud vil sikre mennesket en ny og dybere indsigt. Denne åndelige revolution vil betyde et farvel til materialismen og vende op og ned på samfundet. Naturvidenskaben, der af New Age-tilhængerne opfattes som bagstræberisk og snæversynet, vil få det svært i den nye tidsalder!

    Folk, der drister sig ind i en alternativ boghandel, vil hurtigt opdage, at fortiden er et vigtigt element i New Age-bevægelsen. Mange bogforsider er prydet med billeder af »gådefulde« oldtidsmonumenter – Stonehenge og Den store Pyramide synes at være blandt de populæreste motiver. At bøgerne har den slags illustrationer på omslaget, betyder ikke nødvendigvis, at indholdet har noget med fortiden at gøre. Der kan være tale om et blikfang, som skal lokke den nysgerrigt søgende med et underforstået tilbud om magi og mystik.

    De gamle ægyptere og deres tabte visdom er naturligt nok et populært indslag i New Age-universet, som endog har udbygget visionerne om det gamle Ægypten med en ny dimension, pyramideenergien, som skulle vise sig også at interessere mange herhjemme. Også de gamle druider er fortsat med i billedet. De opfattes som forhistoriens intellektuelle elite, der syslede med bl.a. astronomi og filosofi.

    Desværre gik også druidernes visdom tabt, men noget af det tabte kan genfindes ved megalitanlæggene i Storbritannien og det øvrige Europa – vel at mærke hvis man griber sagen an med et beredt og åbent sind. Derfor finder man af og til søgende mennesker, som dvæler ved de gamle sten. En sjælden gang kan man også træffe på alternative forskere, der ved hjælp af mærkelige apparater registrerer energierne på de gamle helligsteder.

    New Age-litteraturen har mange beretninger om ekstraordinære hændelser i forbindelse med forhistoriske monumenter. Her er nogle eksempler:

    Jordakupunktur
    Den alternative forsker og forfatter Tom Graves har beskrevet, hvordan man ved hjælp af stænger drevet ned i jorden kan helbrede denne ved at befri den for »dårlig« energi. Han er lidt i tvivl om, hvorvidt stængerne skal blive stående eller fjernes efter operationen:

    »Én har fortalt mig, at han engang oplevede, hvordan stængerne blev presset op af deres huller af jorden selv, da der ikke længere var brug for dem. Gennem mit eget praktiske arbejde har jeg erfaret, at man nogle gange skal fjerne dem, andre gange ikke. I forbindelse med en stenkreds blev jeg af mit pendul bedt om at fjerne nogle af stængerne og lade andre blive stående. Så vidt jeg ved, står de der endnu.»18

    Farlige stråler ved Stonehenge
    En alternativ forsker ville med sit hjemmelavede måleapparat prøve at registrere energien, der strømmede ud fra stenene. Stående på taget af sin bil, der holdt på parkeringspladsen, rettede han omhyggeligt sin måler mod de store sten et par hundrede meter borte. Det skulle han aldrig have gjort, for med ét blev han ramt af en enorm energibølge, som kastede ham ned fra bilen og for en stund berøvede ham bevidstheden. Da han kom til sig selv, kunne han konstatere, at armen, der havde holdt måleapparatet, var delvis lammet, og det tog faktisk et halvt år, før den igen var fuldt funktionsdygtig.19

    Det ondes kamp mod det gode
    En lille gruppe blev under et besøg (ved Stonehenge/RK) overrasket af mærkelige klikkende lyde, som tydeligvis udgik fra stenene. Lydene tog til og blev så skræmmende, at gruppen i løb flygtede fra stedet. Da de senere sad hjemme og prøvede på at komme sig oven på oplevelsen, materialiserede en kvinde sig for dem. Hun var klædt i gult og havde en frisure meget lig de gamle ægypteres. De havde en fornemmelse af, at det, de havde overværet ved stenene, var det ondes kamp mod det gode.20

    Trådløs transmission
    Den alternative forfatter A. Landsburg har luftet en teori om, at Stonehenge og andre megalitanlæg kan være opført af en præste-elite fra Middelhavsområdet med henblik på at foretage forudsigelser af måneformørkelser. Han skriver bl.a.;

    »Lad os antage, at de sendte ekspeditioner til England, Wales og Bretagne for at opføre disse anlæg og sætte dem i gang som observatorier. Hvordan har de så båret sig ad med at sende resultaterne hjem? Var de i stand til at benytte sig af telepati eller teleportation, som hinduistiske vismænd siges at have kunnet? Vi vil sandsynligvis aldrig få det at vide.«21

    Stonehenge og kosmologien
    Englænderen John Michell, som er ophavsmand til mange alternative teorier, har afsløret, at flere af Jordens dimensioner er »indkapslet« i Stonehenge’s yderste stenkreds. Det gælder f.eks. Jordens meridiane omkreds og dens radius ved ækvator.22 En anden alternativ Stonehenge-ekspert har opdaget, at afstandene mellem de forskellige himmellegemer i solsystemet kan genfindes i miniatureudgaver i Stonehenge’s grundplan, og at bronzealderhøjene omkring Stonehenge symboliserer fjernere himmellegemer uden for solsystemet.

    Graveskeen eller pendulet?
    Enhver har heldigvis ret til at ytre sig om Stonehenge eller et hvilket som helst andet emne, og det er lige så selvfølgeligt, at det står enhver frit for, om vedkommende nærer tillid til en videnskabelig eller alternativ forklaring. Hverken den ene eller anden part har patent på sandheden, og i det hele taget er »sandheden« en problematisk størrelse – også når man beskæftiger sig med forhistorien og dens mennesker. Den britiske arkæolog og forfatter, Christopher Chippindale, har bl.a. skrevet følgende om problemet:

    »Intet som helst, der har med historien eller forhistorien at gøre, kan dokumenteres med absolut sikre beviser. Det er umuligt at gå tilbage i tiden og betragte det forhistoriske Stonehenge direkte. Arkæologer og andre forskere må nøjes med at studere det, der i dag er tilbage – og herudfra forsøge at danne sig en mening om anlægget og de mennesker, der byggede det.«23

    De fleste vælger arkæologernes forklaringer, som bygger på generationers videnskabeligt arbejde. Men flere og flere stiller sig tilsyneladende positivt over for de alternative forklaringer baseret på bl.a. myter og overnaturlige fænomener. Det står således fast, at både graveskeen og pendulet vil ledsage arkæologien ind i det næste århundrede, og der er hverken i sol eller måne tegn, som peger i retning af, at den nærmeste fremtid vil bringe videnskaben og den alternative verden nærmere hinanden!

    Bibliografi
    Chippindale, Christopher (1990): »The Stonehenge Phenomenon«, Who Owns Stonehenge?, London: B.T. Batford Ltd. (1994): Stonehenge Complete, London: Thames and Hudson.

    Däniken, Erich von (1983): Fortids gåder. Fremtids virkelighed 1, København: Strube.

    Glob, P.V. (1968): »Stonehenge opklaret«. Politiken, 9. nov.

    Graves, Tom (1978): Needles of Stone, London: Turnstone Press.

    Hawkes, Jacquetta (1967): »God in the Machine«, Antiquity, 41.

    Jensen, Jørgen (1998): Manden i kisten. Hvad bronzealderens gravhøje gemte, København; Gyldendal.

    Landsburg, Alan (1977): In Search of Lost Civilisations, London: Corgi Books.

    Michell, John (1981): Ancient Metrology, London: Pentacle Books.

    Pepper, Elisabeth/Wilcock, John (1977): Magical and Mystical Sites: Europe and the British Isles, London: Weidenfeld and Nicolson.

    Noter

    1. Jacquetta Hawkes (1967), s. 174-80.
    2. Følgende tre bøger om Stonehenge kan anbefales: 1) Atkinson, R.J.C.: Stonehenge (1979). 2) Chippindale, Christopher: Stonehenge Complete (1994). 3) Cunliffe, Barry/Renfrew, Colin (red.): Science and Stonehenge (1998).
    3. Ophavsmanden til denne første beskrivelse af Stonehenge hed Henry of Huntingdon og var gejstlig embedsmand (min oversættelse efter Christopher Chippindale (1994), s. 20).
    4. Geoffrey of Monmouth: History of the Kings of Britain (ca. 1136).
    5. Druider er betegnelsen på det keltiske folks præster. Vor viden om kelterne stammer fra arkæologiske fund og fra sporadiske beretninger af klassisk græske og latinske forfattere. Der er meget vedrørende kelterne og deres livsform, som fortsat henligger i mørke.
    6. Jørgen Jensen (1998), s. 164.
    7. Stonehenge and other British Stone Monuments Astronomically Considered (1906).
    8. P.V. Glob (1968).
    9. Udgivet på dansk i 1968 under titlen Fortids gåder. Fremtids virkelighed 1.
    10. Teorien har været formuleret lidt forskelligt i von Dänikens bøger. Denne formulering er fra bogen Beviser. Om besøg fra fremmede kloder (1977),s. 9.
    11. Erich von Däniken (1983), s. 105.
    12. Erich von Däniken (1983), s. 105.
    13. Originaludgaven udkom to år tidligere.
    14. 1) Pauwels,L./Bergier,J.: Der Aufbruch ins dritte Jahrtausend (1962) (Den fantastiske virkelighed, bind 1 og 2 (1964)). 2) Charroux, Robert: Phantastische Vergangenheit (1966) (Mysterier i 100.000 år, bind 1 og 2 (1969)). 3) Charroux, Robert: Verratene Geheimnisse (1967). 4) Ceram, C.W.: Götter, Gräber und Gelehrte (1958) (Fund, forskere og fortidsgåder (1958)). 5) Bacon, Edward: Auferstandene Geschichte (1964).
    15. Erich von Däniken (1983), s. 49.
    16. Erich von Däniken (1983), s. 52.
    17. Erich von Däniken (1983), s. 140-41.
    18. Tom Graves (1978), s. 181 (min oversættelse).
    19. Tom Graves (1978), s. 73.
    20. Elisabeth Pepper/John Wilcock (1977), s. 227.
    21. Alan Landsburg (1977), s. 109-10 (min oversættelse).
    22. John Michell (1981), s. 35-45.
    23. Christopher Chippindale (1990), s. 19 (min oversættelse).

    [*]

    [*]

    Debat

    Deltag i debatten om dette emne på Facebook.


    Deltag her.

    Bookmark and Share
Tags:

3 kommentarer
Skriv en kommentar »

  1. Årsagerne til at de gamle kulturer forsvandt, var, og er,

    at det før eller siden lykkes for folket at undslippe “tilbage” til Naturerne.

  2. Hmmm, der er vist mange forskellige årsager til gamle kulturers forsvinden. I et par tilfælde (minoerne, fx) har der tilsyneladende været tale om naturkatastrofer, som hverken herskere eller beherskede er undsluppet. I nyere tid holdt det 3. Rige heldigvis ikke længe, men dets endeligt skyldtes desværre ikke, at undersåtterne opgav deres lydighed. Det er imidlertid oplagt, at der i historiens løb har været undertrykte, fx slaver, som har foretrukket at flygte ud i den vilde (= ikke privatejede) natur som alternativ til den såkaldte civilisation. En sådan individuel eller kollektiv befrielse af sig sig selv forudsætter, at der eksisterer en natur, der kan fungere som grundlag for at opretholde livet: vildt, fisk, spiselige rødder eller frugtbærende træer. (For slet ikke at tale om ly for vind og vejr.)
    Også markedsøkonomien, kapitalismen, har problemer, så længe naturen byder på et reelt alternativ til lønarbejde. I Grønland var arbejdsgiverne for eksempel ikke særligt begejstrede, når rejepillerne forlod fabrikken, fordi der var hval eller sæler i sigte – et mere attraktivt alternativ til det kedsommelige fabriksarbejde. Processen, der gør produktionsmidlerne til privatejendom, ‘befrier’ arbejderne fra deres naturlige eksistensgrundlag og dermed gør dem til pålidelig (= totalt afhængig) arbejdskraft, kalder Karl Marx for oprindelig akkumulation i et af de afsluttende kapitler i Kapitalen.
    I dag er Fælledparken under alle omstændigheder ikke stor nok til at forsyne 500.000 københavnere med hjemmedyrkede kartofler og gulerødder – for slet ikke at tale om alle dem, der ikke er vegetarer! :-)

  3. https://de.wikipedia.org/wiki/Kreisgrabenanlage_von_Goseck

    I al ubeskedenhed vil jeg nævne en glimrende obs jeg har gjort:

    At mange af de oltidsanlæg er langt fra bygget så nøjagtigt som man også i stenalderen kunne med bare et par ugers ekstra arbejde,

    Og HVIS de skulle bruges til astronomiobservationer så ville man sandsynligvis have bygget dem nøjagtigere
    OG med mindst ti gange så høje TRÆmaster, ( altså mere end 20 meter høje, og derfor
    vel aldrig bruge stenobelisker til de formål )

    ( nøjagtigheden som sådanne anlæg har
    til klassiske astronomimålinger vokser trivielt proportionalt med højden,
    og de må de også da havde vist )
    og have undladt palisaderne.

    Palisaderne tjente næppe noget militærformål,
    de skulle bare gøre det meget svært at snyde sig uopdaget ind to gange på
    de valgsteder og så stemme to gange !!!!

    Tilføjelser:

    Anlæggene har så ofte haft nogle solure og kalendere indbygget i deres arkitektur,
    som servicer til de fremmødte, men der tilstræbte man næppe bedre nøjagtigheder end hhv. plus / minus en halv time på solurene, og plus / minus tre – fire døgn på kalenderne.

    ……………………………………………………………

    ( evt. observationer til nøjagtigere formål er foregået andre steder, vel typisk
    omkring 20 – 30 meter høje lodrette træmaster.

    Det er HVER dag sån at når skyggen af en lodret pind på en vandret flade er kortest, så
    er klokken ved gammel vedtægt 12.00 vel at mærke LOKAL soltid,
    og ved gammel vedtægt er den skygge ( altså ved definition ) den lokale GEOGRAFISKE Nord-Syd linje,

    Der er altså næppe nogen grund til at falde i svime over de nøjagtige orienteringer i GEOGRAFISK nord-syd retning som mange gamle bygningsværker har.

    ……………………………………………………………

    Der er altså næppe noget overnaturligt ved de anlæg;
    De m/k der byggede dem byggede de anlæg,
    byggede dem ( bevidst ) tydeligvis
    mindre nøjagtige end de tydeligvis kunne,
    for ( også ) således at sende de budskaber til deres eftertider,
    at de m/k ikke var overtroiske,
    men snarere kendte til Materielle:
    Rent materiedannede
    flertydigheder, tilfældigheder, uundgåelige unøjagtigheder,
    dialektik, helinger og forenelser og pkt.1 og udviklinger, udviklingslærer og tidsrejsekommunikationer.

Skriv kommentar

*