Annoncale betragtninger

2004, Jul 1st | Emner: Myter og mysterier, New Age

af Willy Wegner

Dagen efter jeg med posten havde modtaget det nyeste nummer af det amerikanske tidsskrift Fate satte jeg mig til at bladre det igennem. En eller anden ånd i det høje må have guided mig, for jeg begyndte at læse alle annoncerne i stedet for artiklerne – automatlæsning?

Min ånd må have villet mig det godt. Efterhånden som jeg læste blev mit humør bedre og bedre. Jeg begyndte at grynte for til sidst at grine højt. Temaet i dette oktober-nummer var iøvrigt spøgelser og hjemsøgelser.

Latente psykiske evner

Det første opslag var en annonce om hvordan jeg ville kunne erkende og forbedre mine latente psykiske evner. Det krævede naturligvis, at jeg ville købe bogen Company of prophets, skrevet af Joyce Elaine Noll. En bog om afroamerikanske psykiske begavelser, healere og seere.

Forfatteren, der selv er afroamerikaner, havde fået den enestående ide, at hun med et interstate buskort ville køre staterne rundt. På den måde har hun talt med over hundrede personer. I bogen præsenteres således en analfabet der ubesværet læste Bibelen, efter en kraftfuld stemme (fra det høje?) havde kaldt hendes navn; en Yoruba-præstinde der helbreder ved sin stemmekraft; en skulptør der gennem astrale projektioner perfektionerer sine værker; en blind komponist der kan “læse” farver med sine fingerspidser osv.

Synske udsagn til salg

På modsatte side fremgik det, at man kunne få noget at vide om den kommende tidsalders mirakler, og hvilke mirakler! Læg bare Nostradamus på hylden. De præsenteres af den synske Will Loy, og hans “hit-liste” bringes i uddrag, så man kan se at manden har noget at ha’ det i. For eksempel forudså han, at Sovjetunionen ville invadere Afghanistan, USAs gidselproblemer i Iran, børsmarkedets krise i 1987 og meget mere.

Set i fremtiden lover han, at man vil få at vide, hvorfor man ikke behøver at dø; at USA vil blive delt i tre nationer; at der vil komme en uventet atomkrig; hvordan man helt sikkert kan vinde i lotteriet; at der vil komme et skatteoprør; at USA vil få sin første diktator – for nu blot at nævne nogle få af Will Loys forudsigelser. På den anden side skal det gå rimeligt stærkt med opfyldelsen af alle disse spådomme, for han siger også, at vor verden vil få en ende år 2000!

Ordets magt!

En engelsk annoncør finder man også: Finbarr International. Her kan man for et rimeligt beløb købe sig til 140 mantraer, kraftfulde magiske ord. Med disse ord kan man bestemme hvad der skal ske for en selv. Et af disse magiske ord kan for eksempel forhindre hårtab, et andet modvirke forkølelse mens et tredje eksempelvis helbreder dig for skræk for edderkopper! Andre virker mod impotens, for succes, eller giver dig kontrol over vejret, – ja, der er sågar et mantra der kan gøre dig usynlig!

At se fremtiden

På side 7 finder jeg en annonce hvor man kan ringe til et telefonnummer. I røret får man den clairvoyante Hanussen. Man modtager da åndelig vejledning og kan få gode råd for cirka 15 kroner i minuttet, og det skal man ikke kimse af, for her er et af Hanussens resultateter, hentet fra annoncen:

“Du vil modtage en stor gevinst i næste måned”, profeterede den clairvoyante Hanussen overfor en politimands enke. Kvinden begyndte at spille i lotteriet og vandt over 600.000 kroner. Hun var naturligvis lykkelig over at kunne betale af på huset og tilmed få bygget et større børneværelse til sit handicappede barn.

Ramt i hjertekulen? Ring: (landenr.) 1-900-454-9898 og lyt til kraften i hans stemme.

Attention! – Mit Chi-panser er aktiveret! til toppen på siden

Nå, jeg vender et par sider, og nu er der et tilbud fra Scientific Premium Company: Styr dine kræfter! Her er der ingen smalle steder, firmaet lover verdensomspændende garanti for, at deres produkter vil ændre mit liv. Tilbuddet går på at udvikle min chi kraft.

Jeg læser, at min krop er styret af en elektrisk energi der hedder Chi. Videre i min læsning lærer jeg lidt om Yin Chi (= negative ioner) og Yang Chi (= positive ioner). De negative tiltrækker ting, de positive puffer dem væk. Ved at optræne Chi-kræfterne kan jeg altså dels hærde min krop, dels danne et skjold af positive ioner omkring mig.

Efter behørig optræning af mine Chi-kræfter loves det, at jeg vil kunne bevæge ting uden at røre dem, tænde et julelys blot ved at se på det (en evne jeg godt kunne tænke mig at udvikle til grillen når det bliver sommer), og så fremdeles.

Hvid magi?

“Hvid magi for enhver”“Resultater indenfor 72 timer!” Firmaet fra før, der solgte magiske ord – mantras – er der nu igen, nogle sider længere inde i bladet. Atter en hel side, nu sælger de blot hvid magi! Jeg læser slagordene: “Hvid magi giver flere penge!”. “Hvid magi får dit hår til at vokse!” “Hvid magi kan gøre dig gravid!” “Hvid magi kan få dig til at vinde hestevæddeløbet”. “Hvid magi giver beskyttelse!”

Det med flere penge og at vinde er naturligvis fristende, når indsatsen til firmaets gode råd kun er 140 kroner. På den anden side gider jeg ikke rende oftere til frisøren, eller blive landets første gravide, midaldrende mand – det kunne muligvis forårsage ballade med Etisk Råd.

Finnbar igen, igen

En svag skepsis begynder at manifestere sig, da jeg igen nogle sider inde i bladet ser den tredje helsides annonce fra samme firma: Finbarr International. Her loves selveste Vorherres mirakuløse beskyttelse formidlet.

Mindre annoncer begynder at dukke op. Tilbud om råd fra clairvoyante personer, tarot og astrale portrætter, og så en helside for Catherine Ponder’s bestseller: The dynamic laws of prosperity – giv agt, der er guldstøv i luften, for dig!

Ultimative remedier

Et firma ved navn Curiocraft sælger “en af verdens mest berømte og eftersøgte genstande”, angiveligt skabt af okkultisten Abraham i 1920: Pengemagneten! Kun 250 kroner, og tre stykker til rabatprisen 500 kroner! Antallet er begrænset, så potentielle kunder anbefales at slå til her og nu.

Kære læser, hænger du på endnu, så lad mig fortælle: Jeg er kun nået til side 28! Men dog, men dog – hvilken side!

På denne side kan man købe ting og sager, sande okkulte antikviteter. For eksempel Aladdins lampe, ladet med ånd, og formidlet af et hemmeligt selskab, der åbenbart sidder på rettighederne. Sølle 200 kroner. Sælgeren hedder International Guild of Occult Sciences (IGOS). De tilbyder også et stykke hovedbekædning der hedder Cyborg Psionic Cosimano Helmet. Iført denne respektindgydende hjelm, der ganske vist også har en respektindgydende pris (2000 kroner), er der ingen grænser for hvad man kan. Men naive sjæle kan tro, at det blot en en ny slags cykelhjelm – fin og diskret camouflage!

Nå, ja – så er der også mere banale ting som Fantazia-beskyttelsesvand. Det beskytter dig mod negative kræfter, kan standse angreb fra ånder og deaktivere fremmede fra rummet som har til hensigt at bortføre dig. Hvor meget milliliter vand man får, står der ikke noget om, men prisen er der: 260 kroner.

Doktorale grader

Nu går det stærkt. En masse sider med artikler, hvoraf nogle rent faktisk er ganske interessante, mens det store flertal nok matcher med annoncerne. Først på side 65 falder jeg igen over en annonce der sidder lige i øjet: DEGREES!

Annoncøren udlover Ph.D. og doktorgrader samt kurser i psykisk videnskab. Skulle nogle læsere føle sig fristet, så hedder annoncøren P.U.L.C. og har postbox 276265 i Sacramento, Californien 95827, USA. Man kan sågar skrive efter gratis information!

En lignende serviceydelse leverer American Institute of Holistic Theology. Her kan man opnår grader såsom D.D. på sit visitkort, det betyder Doctor of Divinity. Eller hvad med D.N., altså Doctor of Naturology. Man kan også få Ph.D. i metafysik, der kvalificerer dig til at etablere praksis som teocentrisk psykologisk rådgiver! Dem er der vist ikke ret mange af i Danmark, så måske dette var en niche?

Meget af hvert

På fire sider bagerst i bladet findes den okkulte kramkiste med små emneinddelte annoncer. Der er tilbud på amuletter, gammel visdom, viden om engle, astrologi, biorytmer, krystaller, grafologi, helse, magi, talmystik, voodoo og meget andet, for eksempel bøger og hæfter om samme emner..

Der er en kontaktadresse for vampyrer. Også en der tilbyder 72 åndelige budskaber direkte fra Jesus og så på engelsk, som mesteren åbenbart har lært upstairs! Hjemmestudier i hypnose, med diplom til den refleksfri skifteramme. En magisk pen der opfylder det første skrevne ønske, om den så kan bruges til andet vides ikke – men hvis man er snu nok med sit første ønske, så…..

En nyttig adresse til en pennevenklub for okkultister, findes der – og der er skam også en for hekse. Vil du vide noget om de underjordiske baser for ufoer, ja, det også muligt. Du kan få besked om din reinkarnerede kat på den “anden side”. Ja, som det fremgår, kan næsten alle ønsker opfyldes i denne bizarre kramkiste, som kan få den Blå Avis til at blive gul af misundelse.

Bogstaveligt talt er det utroligt, hvad man kan købe sig til af guddommelige færdigheder. Men et eller andet sted lurer der inden i mig en uforklarlig skepsis, forstå det hvem der kan!

Kilde: Para-nyt 1995 nr. 1

Bookmark and Share
Tags: , ,

Skriv kommentar

*