Splatterlæger – et medicinsk mirakel?

2004, Jul 1st | Emner: Alternativ behandling, Fup og svindel

af Willy Wegner

Det kan unægtelig se dramatisk og voldsomt ud, når en healer begraver sin hånd i maveregionerne på en patient, og tilsyneladende trænger gennem huden, mens blodet flyder. Der gnides, gnubbes og masseres, og frem trækkes en blævrende substans. Der foretages en let håndbevægelse hen over stedet, og der tørres rent med et stykke vat. Intet spor, hverken sår eller ar efterlades – vupti, er patienten helbredt! Det kaldes psykisk kirurgi.

I Baguio er det daglig rutine for adskillige healere. Byen ligger omkring 200 kilometer nord for Filippinernes hovedstad Manila på øen Luzon. Det er en turistby, beliggende i bjergene hvor klimaet er behageligt. Baguio er center for den psykiske kirurgi, der også praktiseres i landdistrikterne helt ned til hovedstaden.

Denne form for helbredelse har sine rødder i spiritismen, der kom til Filippinerne i slutningen af 1850’erne, indført af den franske mystiker Allan Kardec. Således er flertallet af de praktiserende healere den dag i dag knyttet til Union Espiritista de Filipinas – den filippinske sammenslutning af spiritister. Denne sammenslutning fungerer nærmest som fagforening for de psykiske kirurger. Nogle mirakellæger har dog lavet deres egne små kirkesamfund.

For at kvalificere sig til at blive healer, skal man være stærk i troen. Guds stemme vil da fortælle hvornår man er rede, og anvise en vej. Det er en gave fra Gud, at man kan heale, og faktisk betragter healerne sig som Guds redskab. Som en af healerne udtrykker det: "Det er ham ovenpå, der gør arbejdet". Nogle healere hævder, at de er styret direkte af Gud, men de fleste har en skytsånd, der hele tiden beskytter, vejleder og fortæller, hvad de skal gøre eller ikke gøre; nogle skytsånder menes at være afdøde læger, der som ånder påvirker healerne.

Denne gave at kunne heale er også blevet lovet i Bibelen, og i spiritistkirken har man især peget på Paulus’ første brev til Korinterne (kapitel 12:1-12), der lyder således:

- Med hensyn til de åndelige gaver, brødre! vil jeg ikke, at I skal være uvidende! – I ved, at dengang I var hedninger, droges I til de stumme afguder uden at gøre modstand. – Derfor vil jeg lade jer vide, at ingen, der tale ved Guds Ånd, siger: "Forbandet være Jesus!" og ingen kan sige: "Jesus er Herre!" uden ved Helligånden.

– Der er forskellige nådegaver, men Ånden er den samme; der er forskellige tjenester, men Herren er den samme; der er forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. – Og åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn.

– En gives der nemlig ved Ånden at tale med visdom; en anden at tale med kundskab ifølge den samme Ånd; en gives der tro ved den samme Ånd; en anden nådegaver til at helbrede ved den ene Ånd; en at udføre undergerninger; en anden at profetere; en at bedømme Ånder; en anden forskellige slags tungetale; og atter en anden at udlægge tungetale.

– Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som efter sin vilje tildeler enhver sin særlige gave. – Thi som legemet er en enhed og dog har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange de er, dog er ét legeme, således er det også med Kristus."

Psykisk kirurgi er en form for åndelig helbredelse der opstod kort efter Anden Verdenskrig. Så vidt vides, så var den første filippinske mirakellæge, eller snarere heksedoktor, en mand ved navn Eleuterio Terte. Han virkede blandt den fattige landbefolkning, og gjorde brug af bøn og diverse ritualer der også havde et islæt af voodoo. Terte havde især succes med psykosomatiske sygdomme, hvor hans patienter troede sig raske efter hans behandlinger.

Omkring midten af 1940’erne fik Terte den strålende ide, at han ville simulere operation. Han mente, at troede folk, at han fjernede dårligdommene ved et indgreb, ville hans resultater blive bedre, og patienters tro på helbredelse stærkere.

Terte var en meget fingernem mand, og han startede med at bruge stykker af og blod fra kyllinger. Senere vat og en væske udvundet af betelnødder. Blodet og fjernelse af ting og sager virkede særdeles overbevisende. Han gjorde det ikke for personlig vindings skyld, men for at hjælpe sine fattige landsmænd.

En af Tertes elever hed Antonio Agpaoa, for det meste blot kaldt Tony, og han skulle snart overgå sin gamle mester på mere end én måde. Agpaoa fandt hurtigt ud af, at dette var der penge i. Ikke hentet hos hans fattige landsmænd, men hos de rige udenlandske turister. Han blev hurtigt den mest berømte af de filippinske healere, og han behandlede ifølge nogle kilder omkring 200 om måneden.

Tony Agpaoa havde det ikke så godt med spiritistkirken, og i stedet stiftede han i begyndelsen af 70’erne sin egen kirke: Kirken for videnskab og åbenbaring. Der gik hurtigt rygter om, at den frafaldne Tony var ved at miste kontakten med Gud og dermed sine evner, og det blev heller ikke udelukket, at han måske greb til tricks for at opretholde sit virke.

Siden er der kommet mange flere healere til, og i flæng kan nævnes: Placido Palitayan, Joe Mercado, Juan Flores, David Oligani, Antonio Rala, David Elizalde, Josephine Sison, Alex Orbito og Juan Blance.

Gennem årene har mange valfartet til Filippinerne med det hovedformål, at blive opereret af de filippinske healere. Der er tale om tusindvis af turister i charterfly fra hele den vestlige verden. Der har også været filmhold afsted, for at filme miraklerne, og enkelte skeptikere for at afsløre mirakellægerne.

Adskillige danskere har været under behandling hos psykiske kirurger, enten ved at rejse til Filippinerne, eller ved at konsultere de healere der har været i Danmark.

En dansk læge, Søren Basse fra Hurup i Sydthy, overværede i 1981 at en psykisk kirurg foretog en operation på hans kone Dorit. Det foregik i en villa i Aalborg. Han var sikker på, at det der foregik var ægte, omend fantastisk og uforklarligt. Hans kone Dorit Basse fortæller:

- Pludselig mærkede jeg et pres lige under min navle. Jeg mærkede at hans fingre gik ind under min hud, og jeg kunne føle, hvordan han udvidede hullet, proppede vat i såret, trak det ud igen og vred det op i en lille skål, hvorefter han atter stoppede vattet ind igen. Jeg følte mig bange, men ku’ samtidig slappe af. For selv om jeg kunne føle hans fingre i såret, havde jeg overhovedet ingen smerter. Siden pustede han og strøg hen over såret og hen over hele kroppen. Operationen var færdig. Healeren sluttede med at gnide mig ind i en kamfer-lugtende olie.

Det, der var blevet opereret for, var et hududslet, som Dorit Basse ellers havde fået medicin for, men som hun selv mente havde en psykisk årsag, forårsaget af "ulykkelige begivenheder", som hun havde været udsat for. Men straks efter behandlingen, følte hun sig så godt tilpas, at hun kunne droppe sin medicin.

Søren Basse havde overvåget et hele, og han konkluderede at han, trods sin naturvidenskabelige uddannelse, ikke kunne give nogen fornuftig forklaring på det der var sket.

For ikke så mange år siden, var det atter i Aalborg det foregik. I januar 1984 skrev Aalborg Stiftstidende, at syge nordjyder strømmede til Lunavej. Her kunne man blive helbredt af to mirakellæger fra Filippinerne.

På Lunavej boede Kai Jørgensen, leder af Den liberale katolske Kirke i Aalborg. Det filippinske ægtepar Antonio og Belen Rala praktiserede i hans hus. De kunne helbrede dels ved håndspålæggelse, dels ved at trænge ind i kroppen med de bare hænder.

Til avisen udtaler Kai Jørgensen, at han har set folk komme  med uudholdelige smerter. Men blot efter 20 minutters behandling hos det filippinske ægtepar, kunne de forlade huset uden smerter og tilsyneladende helt helbredt.

Om chancerne for at blive helbredt, siger Kai Jørgensen, at der selvfølgelig er tilfælde, hvor healerne ikke kan gøre noget. Men omkring 60% af patienterne bliver helbredt, mens restgruppen deler sig mellem at det går nogenlunde eller slet ikke.

Officielt kostede det ikke noget at blive behandlet, men det var almindeligt, at patienterne lagde en hundredelap bag efter. Der skulle vel også lidt penge i kassen, da det havde kostet omkring 20.000 kroner at hente de filippinske healere til Danmark.

At det blev offentligt kendt, at healerne var i Aalborg, var ikke helt efter planen. Kirkelederen havde håbet, at man havde kunnet holde de mirakuløse gerninger indenfor den snævre kreds, der var knyttet til kirken.

Embedslægen i Aalborg, Henrik Hamburger, skred ind og anmeldte de to mirakellæger til politiet, og bad om en nærmere undersøgelse. Der var, mente lægen, begrundet mistanke om, at de to filippinere overtrådte den danske lægelov.

Dertil kom også en tiltale for overtrædelse af udlændingeloven. Rala-parret var rejst ind i Danmark på et turistvisum, og måtte derfor ikke tage nogen form for arbejde.

Reaktionen kom hurtigt. Kai Jørgensens kone Birgit, fra Aalborg-kirken kommenterede sagen således:

"Det gør mig meget ondt, at se dem hængt ud som heksedoktorer, der opererer med hænderne, for det er der slet ikke tale om. Men af og til sker det, når filippinerne og deres "patienter" forenes i inderlig bøn, at huden åbner sig en lille smule, og der siver lidt blod ud, og måske følger der lidt skidt med."

Birgit Jørgensen mente, at Antonio og Belen Rala snarere skulle betragtes som missionærer, der gør brug af en guddommelig kraft, som strømmer ud fra deres hænder: " Når det sker, føler vi, der er til stede, at der er en fantastisk stærk kraft, og det er bare så stort og smukt, at vi får tårer i øjnene af bare glæde".

I den følgende tid fulgte der en lang række læserbreve, der alle tog mirakellægerne i forsvar. Det var med overskrifter som: "Heksejagt i Aalborg", "De skal bare stemples", "Jeg tror på helbredelse" og mange flere. Og embedslægen blev naturligvis bebrejdet, at han ikke havde prøvet at overvære en operation.

Men et antal danskere har været i Filippinerne, og nogle af dem har fortalt om det. I 1984 kunne man i Berlingske Tidende læse, at en dansk læge havde prøvet en psykisk operation. Det var Sidsel Astrup, som havde besøgt Antonio Agpaoas center for åndelig healing. Hun fortæller, at en healer lagde hånden på hendes mave og klemte en godartet muskelknude ud. Det eneste der gjorde ondt var at han ramte lidt ved siden af, da han klippede knuden af.

Sidsel Astrup fortsætter:

"Andre healere var i gang med mine øjne og mit døve øre. Jeg mistede hørelsen på det i barndomsårene som følge af mellemørebetændelse. Blodet og vævet vældede frem, flød ud over deres fingre. Jeg var ved fuld bevidsthed og kunne se det hele, både i spejle og ved at kigge ned over min bug. Healeren viste mig bagefter en hel skålfuld af den ulækre suppe, som havde materialiseret sig."

Senere måtte Sidsel Astrup dog konstatere, at hun stadig er nærsynet og døv på det ene øre. Om den knude, der angiveligt dukkede op fra hendes underliv, ville have voldt besvær med tiden, kunne hun ikke sige noget om.

Sidsel Astrup havde også overvåret en lang række operationer på andre personer. Hun havde et øjeblik overvejet, at tage nogle vævsprøver med hjem til nærmere undersøgelse, "men jeg gad faktisk ikke", udtalte hun til avisen. Men hun giver dog udtryk for, at forskere har undersøgt de ting der "opereres" bort, og at det er konstateret at det er væv eller andet fra ekesmpelvis fjerkræ. Selv så hun en ung mand, hvor det der blev fjernet var luftrøret fra en fugl.

Efter denne afsløring konstaterer Sidsel Astrup paradoksalt nok, at der ikke er tale om snyderi!

Arkitekten og kunstneren Susanne Ussing, blandt andet kendt for sin udsmykning af DSB-færgen Peder Pårs, har også prøvet en operation i Filippinerne. Efter en masse modgang og ulykker, hvor familiens hjem nedbrændte, mener hun at vreden over det skete havde givet hende en hjernesvulst. Efter to år med epileptiske anfald, og kort før hun skulle opereres, sagde hun fra. Hun var bange for at få varige men efter en sådant indgreb. I stedet rejste hun med sin mand til Filippinerne.

Josephine Sison fra Barongobong fjernede tre blodige klumper, og Susanne Ussing var ikke i tvivl om, at det var hjernesvulsten hun var blevet af med. Nys hjemkommet udtalte hun til en avis:

"Jeg ved, at jeg bliver rask nu, og jeg ved, at det er fordi, jeg selv har taget ansvaret for min sygdom."

Men nej, kun en måned senere måtte Susanne Ussing erkende, at den psykiske kirurgi ikke havde hjulpet. I et nyt interview den 7. august 1988 kunne hun fortælle, at hun oprindelig var sikker på at hendes hjernesvulst var væk. Men en månedstid efter behandlingen hos Josephine Sison blev hun klar over, at svulsten stadig var der. Som Susanne Ussing siger:

"Når man er dernede og bliver behandlet af Josephine, så føler man, at man bliver rask."

Alligevel havde Susanne Ussing ikke fortrudt rejsen, den havde i sig selv været en oplevelse og de 30.000 kroner værd. Spurgt om hun nu ville fraråde folk at prøve healing, svarer hun, at hvis man er alvorligt syg, så bør man hvis man har overskud til det og kan betale sig fra det, prøve healing. Nok er der fupmagere på markedet, så problemet er at finde nogle anerkendte healere, men hvem der så anerkender dem, er jo nok et åbent spørgsmål. Ikke alle de filippinske healere er fupmagere, mener hun.

En anden dansker, der har været på healing-rejse, er dog af en anden opfattelse. Victor Møller fra Århus er sikker på, at det han oplevede var en stor gang fup.

I juni 1988 var han blandt andre sammen med spiritisten og auralæseren Ib Thygesen rejst til Filippinerne. Victor Møller lider af en hjertefejl, og har allerede som 34-årig haft flere blodpropper.

Hele tre forskellige healere havde Victor Møller prøvet, og forud for behandlingen fik han at vide, at han nok skulle blive rask. Men en røntgenundersøgelse har senere vist, at alt er ved det gamle.

Uanset at Victor Møller var vel disponeret for at blive rask, så var han alligevel kritisk overfor det der skete. Han fortæller:

"Man bliver lagt på en briks, uden andet på end sine underbukser. Så lægger healeren et stykke vat hen over det sted, hvor han vil åbne. Så henter han noget vand fra en vandhane, og så begynder han at ælte og bore sine negle ned i huden, på mig. Og så begynder det at ligne blod. Ja, at ligne blod, for blod er det ikke."

Victor Møller lagde mærke til, at hans "blod" havde forskellig farve alt efter hvilken healer han var hos. Fra hjemlige og talrige blodprøver vidste han godt, hvordan hans blod så ud. Og healerne før heller ikke blod på deres hænder. Det, der dryppede fra healerens fingre bagefter var vand.

Imidlertid var rejsefællen Ib Thygesen helt overbevist om operationernes ægthed, men som Victor Møller udtaler til det, så skal Ib Thygesen jo tro på det, idet han lever af at læse folks aura, og desuden optræder som auralæser i filmen "Den skjulte virkelighed" fra Statens Filmcentral.

Hvad nu? Nogle er overbevist om, at de filippinske healere virkelig kan helbrede, andre mener det er fup. Endelig er der den mellemvej, at healerne kun fupper af og til, eller at det kun er nogle få af dem der ikke kan levere den ægte vare.

Den kendte forfatter Lyall Watson skriver i sin bog "På grænsen til døden" om sine undersøgelser af dette spørgsmål. Tre gange har han været derude, og han har besøgt 22 healere, blandt disse Juan Blance, Josephine Sison, Tony Agpaoa og Jose Mercardo. Om dette skriver Watson:

- Jeg arbejdede i flere dage sammen med Josephine Sison fra Barongobong i det panganesiske lavland og så hende udføre mere end 200 operationer, i de 85% var der tale om materialisations-fænomener.

– Under ingen af operationerne befandt jeg mig mere end i en fods (ca. 30 cm) afstand fra hende, og mine øjne slap aldrig hendes hænder når hun arbejdede, men hun var i stand til at producere en blodlignende væske, der flød ud af hendes fingerspidser, når hun trykkede dem mod patientens krop. Nogle gange ledsagedes den røde væske af små stykker væv, og ved flere lejligheder dukkede der helt fremmede genstande op. Fra forskellige patienters kroppe så jeg hende uddrage henholdsvis et rustent søm, to komplette majskolber, adskillige store plastikposer, en filmtromle, tre ubeskadigede blade der endnu sad fast på en kvist fra en tornebusk, og et stykke skåret glas. I hvert tilfælde syntes genstandene at vokse frem mellem hendes fingre og patientens hud.

– Jeg er fuldkommen overbevist om, at det ikke var trylleri, og at genstandene heller ikke kommer fra patienternes indre. Der er derfor de følgende mulige forklaringer. Enten blev jeg vildført eller hypnotiseret (ikke sandsynligt, da flere af operationerne blev filmet), eller også er Sison i stand til at udvirke kontrollerede materialisationer.

Lyall Watson vil gerne tro, at flere af de filippinske healere kan materialisere ting og sager, og han har nærmest stået på tæerne af dem, kan man forstå.

I sin bog fortæller Watson om healere der kan snitte i deres patienters hud med pegefingren – uden at røre! Der er beretninger om "ånde-injektioner", hvor healeren med sin pegefinger "skyder" et lille hul i patientens hud, ligeledes uden at røre.

De forskellige psykiske kirurger har således forskellige metoder. Der findes endog en beretning om, at en af healerne har udviklet en særlig teknik. Han holder et tykt håndklæde op mellem sig og sin patient, og på den måde kan healeren "se" gennem håndklædet og lokalisere dårligdommen. En særlig gør-det-selv erstatning for et røntgenapparat.

Psykiske kirurger i arbejde har været filmet mange gange, de er blevet taget på video og er blevet fotograferet på kryds og tværs. Men det har aldrig flyttet ret meget på vægtskålene for tro og mistro til operationernes ægthed.

I 1973 rejste et tysk filmhold til Filippinerne for at se på sagerne. Med var to læger, og de blev begge overbevist om, at operationerne var ægte nok. Efter sigende skulle deres film underbygge denne tro. Filmen blev da også vist ved en international parapsykologisk kongres i 1974, hvor den vandt en filmpris. Senere har filmen været vist i Danmark i 1978 og igen i 1984, umiddelbart før Antonio og Belen Rala dukkede op i Aalborg.

Et andet tysk filmhold tog til Filippinerne næsten ti år senere. De var udsendt af tv-stationen ZDF, og mente at kunne dokumentere det stik modsatte. Hoimar von Ditfurth fortæller:

"De uundværlige vattamponer, som gøres klar af flinke assistenter, er gennemvædede af to forskellige væsker. Når de blandes, reagerer de kemisk med hinanden, og der viser sig en rød farve. Presses de mod hinanden, kommer der først lyserødt, senere kraftigt rødt "blod". I vattamponerne er der ligeledes gemt fiskeblærer, præservativer eller lignende beholdere, hvorfra trolddomslægen fremtryller blodet. Også bruskstykker og vævsstumper som fjernes under indgrebet, ligger skjult i vattet eller håndklæderne. Disse ting stammer sædvanligvis fra døde dyr."

I slutningen af 1987, mens jeg indsamlede materiale til dette kapitel, så jeg i Åbent Forums efterårsprogram denne annonce:

"Inger og Bent Bjørnskov, der daglig arbejder med radioni, vil fortælle om de filippinske healeres arbejde med "kirurgiske" indgreb. Ægteparret har selv opholdt sig en tid i Manila og gennemgået flere operationer. De vil i løbet af aftenen vise film, de har optaget af healernes arbejde."

På det tidspunkt havde jeg selv kun set små filmglimt og fotografier af de meget omtalte operationer, så jeg tog til Århus for at høre og se og gerne lade mig overbevise om, at der var noget om snakken.

Det var Bent Bjørnskov der førte ordet i en cirka 20 minutters optakt til filmen. "En tid i Manila" viste sig at være 11 dage i september 1974. Ægteparret var rejst, inspireret af en artikelserie bragt i Ude og hjemme, skrevet af spiritisten, den synske Astrid Gilmark.

Man må indrømme, at de havde fået noget ud af deres tur. Ikke færre end 24 operationer gennemgik de, primært udført af Alex Orbito. Men også Juan Blance havde haft en finger med i spillet.

Og hvad blev ægteparret Bjørnskov så opereret for? Der var indgreb i bihulen, nyrerne, hjertet, ganen, lægmuskulaturen, maveregionen og hjernen – ja, hele tre hjerneoperationer!

Meget humant advarede Bent Bjørnskov publikum før filmen. Han fortalte, at der ved tidligere forevisninger havde været folk der besvimede. Der ville blive masser af blod, men trods dette var operationerne smertefri.

Endelig blev filmen sat i gang. Det viste sig at være en 8 mm smalfilm af ordinær, dansk feriekvalitet, præget af elendige belysningsforhold. Det var meget forstyrrende, at der var indlagt lystige orgeltoner som underlægningsmuzak.

Intet, absolut intet i denne film kunne rokke ved min skepsis. På intet tidspunkt var der for eksempel noget der tydede på, at Alex Orbito gik under huden på sine patienter. Bevares, blodet – eller noget lignende – flød, og har en vis dramatisk effekt. Med stor fingerfærdighed fiskede Orbito "nyresten" og "svulster" samt andre lækre sager frem, som han demonstrativt lod dumpe ned i et vaskefad. Samtidig formår Orbito også at dække over hvad han egentlig foretager sig, og her kommer "blodet" til hjælp.

I Bent Bjørnskovs indledning blev vi lovet, at der ville komme en operation hvor Orbito stak hånden til håndroden ind i maven på en kvinde. Tilsyneladende ganske rigtigt, men kvinden var så fed, at hun var en taknemmelig demonstrationsmodel. Åbenbart var Orbitos evner til at "gå i dybden" ligefrem propotional med hans patienters fedme.

Ved en anden operation fiskede Orbito en cirka 150 cm lang tørresnor ud af maven på en patient. Ingen protester fra publikum, for Bjørnskov havde allerede givet en naturlig forklaring: tørresnoren har været anbragt i maven på patienten ved sort magi eller voodoo. Orbito materialiserer blot denne tørresnor. Sådan er der en "naturlig" forklaring på alt!

Det ville utvivlsomt have været mere effektfult dersom der havde hængt tøj til tørre på snoren.

Almindeligvis kan Alex Orbito klare 150-200 operationer om dagen. Men han har været oppe på mange flere, og da en operation tager omkring 45 sekunder, er det klart der kan nåes en masse. Med tydelig beundring i stemmen bekendtgjorde Bent Bjørnskov, at Orbito har været helt oppe på mellem 800 og 900 operationer på en dag. Det var ved en lejlighed, hvor der havde været charter-selskaber fra Australien og New Zealand på besøg.

"Koster det noget", spurgte en tilhører forsigtigt. Svaret var, at sådan set kostede det ikke noget. Men det var skik og brug, at man ved udgangen lagde et sted mellem 5-7 dollar for sin helbredelse i kirkebøssen. Hvis det er taksten hos Orbito, og vi regner med at nogle måske har snydt, så har dagen med turisterne været særdeles indbringende: cirka 30.000 kroner i dagløn. En sølle dag uden det store rykind indbringer kun skønsmæssigt 5.000 kroner.

Men hvad har det autoriserede danske lægevæsen imod sådanne operationer. Bent Bjørnskov kommenterede sagen fra Aalborg med ægteparret Rala. Brødnid, mente Bjørnskov. Og når det drejede sig om ventelisterne på de danske sygehuse, så var løsningen ifølge Bjørnskov den, at man blot hentede et par filippinske healere til landet. Dette er bare løsningen på problemet med ventelister, kære sygehusudvalg og amtsråd!

I august 1988 var der en stor healerkongres i Helsingør, og i TV-Aktuelt den 8. august var der et kort indslag med Josephine Sison. Hun viste tre operationer for åben skærm, hvoraf ingen virkede særlig overbevisende.

Ved operationerne foregav Sison at proppe en rulle vat, cirka 8-10 cm lang og 1 cm tyk, op i sin patients næsebor for straks efter at trække vattet ud gennem patientens øje!

Men fjernsynsbillederne var afslørende. Man kunne tydeligt se, at Josephine Sison kun stak et par centimeter af vattet op i næsen, men så dækkede hånden for udsynet og hele vatrullen forsvandt nu op i Sisons venstre hånd, fastholdt af hendes tommelfinger. Hænderne løftes fra patientens ansigt – vattet er væk! Sison begynder nu at massere i patientens øjenkrog og frem dukker vatrullen lidt efter lidt. Et mirakel? Nej, simpel fingerfærdighed!

Dagen efter udbasunerede Ekstra Bladet Josephine Sisons fatale optræden i fjernsynet, og et par dage efter udtalte vor hjemlige tryllekunstner Claus Zimba til B.T.: – Det er i princippet det samme som det gamle trylletrick, hvor man stopper en cigaret op i næsen og derefter trækker den ud af øret.

Josephine Sison regnes for at være en af de førende psykiske kirurger i verden. – Gud gør arbejdet, jeg er blot hans redskab", siger hun selv.

Hun er noget helt specielt. Det er bestemt ikke svindel, har Steen Buddig, medarrangør af kongressen "Healere for fred" udtalt. Lyall Watson tror på Sison, og det gør Susanne Ussing også, selv om hun ikke fik fjernet sin hjernesvulst, da hun blev behandlet af Josephine Sison.

Skriverierne omkring kongressen "Healere for fred" centreredes ret hurtigt omkring Sison, og den 12. august bragte B.T. et interview med hende. Hun afviser bestemt, at hun laver svindel, og intervieweren vil vide, om hun er skuffet over beskyldningerne.

"Nej, det gør mig kun lykkelig, at mit arbejde for Herren er blevet kendt af så mange. Så gør det ikke så meget, hvad de vantro mener. Jeg har stor tillid til, at såkaldt almindelige mennesker selv kan bedømme hvad der sker".

Det, at hun materialiserer ting og sager ud af patienter, som under ingen omstændigheder kan findes i et menneskes organisme, forklares således:

"Det er alt det onde og dårlige, der er i mennesker, der bliver materialiseret på den måde. Pigtråd kan for eksempel symbolisere dårlige følelser, had for eksempel, som kan skabe sygdom. Derfor må det ud."

At hun skal behandle på den måde, er efter besked fra Gud, siger hun. På den måde kan man overbevise folk. At det så i Danmark havde en modrettet effekt, har hendes vejleder i det høje åbenbart ikke kunnet forudse.

Josephine Sison har virket som healer siden hun var 22 år gammel, og hun tager ikke penge for det:

- Penge interesserer mig ikke. Folk giver måske et symbolsk beløb, men det går alt sammen til menighedsarbejde. Min familie og jeg lever af vores rismark og så dét, min mand tjener som politibetjent.

To skribenter fra månedsbladet Press fik lov at overvære Josephine operere i et lokale på LO-Skolen i Helsingør. Hun havde mødt dem i forvejen, og akcepteret deres "energier", hvad det så end er. Peter Knudsen og Karen Gahrn beskriver situationen således:

"I det meget lille værelse er der kun en briks lavet af et par gedigne fagbevægelsesborde. Rundt om står fire danske kvinder med håndfladerne vendt mod bordet – de "trækker energi ned" for at hjælpe Josephine, der står bag bordet, lille og smilende i en kortærmet kjole…Patienterne på briksen skifter hurtigt. Har der været fire eller ti? Det er som om tiden står stille. Luften er tyk, en blanding af gammel sorg og højstemt alvor. Vi gribes af en trang til at græde, falde på knæ i bøn, gøre et eller andet."

Udenfor lokalet, hvor Josephine ud af ingenting trak blodige klumper, var der en lang kø af mennesker. Ikke nok med det, hun havde en venteliste af amtslige dimensioner på 700 patienter. Derfor kom det som et chock for mange af de ventende, at Josephine Sison pludselig ville hjem.

Sison forlod Danmark ret hurtigt, trods det at hun havde aftaler et par uger frem i tiden. Ekstra Bladets Jacob Andersen gættede på, at det var fordi hun følte, at "tampen var begyndt at brænde". Det var blevet konstateret, at hun ved sine operationer i Helsingør havde brugt menneskeblod. Flere af hendes kolleger anvender dyreblod eller saft. Det store spørgsmål i disse tider var nu: var det AIDS-testet blod, hun anvendte?

At Josephine Sison forlod landet skyldtes imidlertid en besked fra Gud, kunne en af kongressens arrangører, Gunver Juul, fortælle.

I virkeligheden åndede arrangørerne lettet op, idet en af dem i månedsbladet Press citeres for at sige:

"Jeg synes det er dejligt hun rejser. En befrielse. Det har været alt for meget kørt op, med presse og alt det der. Nu kan vi måske få lov at være os selv…"

Men hvad så, er det fup eller fakta?

En af Europas mest kendte parapsykologer gennem mange år er Hans Bender. Han har også været en tur i Østen. Trods det, at skeptikere mener, at Bender er let fængelig overfor mirakler, så tøver den tyske parapsykolog dog ikke med at afvise psykisk kirurgi som fup. Tyve operationer, udført af Tony Agpaoa, har Bender overværet, og med stor sikkerhed udtalt, at der var tale om tricks.

I 1974 udgav en amerikansk kirurg, en af dem der har let til kniven, en bog der hed "Healing : a doctor in search of a miracle" – Healing, en læge på jagt efter et mirakel. Og den læge, der havde været på jagt efter et mirakel, var forfatteren selv: William Nolen.

Nolen besøgte flere healere, og i et enkelt tilfælde lod han sig underkaste en operation af Joe Mercado. Nolen hævdede at han døjede med nyresten, og Mercado fjerne noget som absolut ikke var nyresten. Nolen vidste som kirurg, at der hvor healeren tilsyneladende opererede, ville det ske gennem en muskulatur, hvor Nolan straks ville kunne mærke, hvis der virkelig skete noget – og der skete intet!

I 1979 besøgte et filippinsk par England. Det var Helen og David Elizalde. De var inviteret af The Spiritualist’s National Union, forkortet SNU. I den forbindelse optrådte de også i et fjernsynsprogram lavet af BBC.

Forud for programmet havde nogle BBC-folk overværet healernes operation på SNUs præsident, Gordon Higginson. De havde ved den lejlighed tiltusket jeg nogle blodprøver.

Ved udsendelsen blev ægteparret Elizalde forelagt resultatet af de prøver af Higginsons blod, som BBC havde ladet et laboratorium analysere. Der var tale om svineblod!

Forelagt denne kendsgerning, at Gordon Higginson enten havde svineblod i årerne, eller var blevet snydt, valgte Higginson det alternativ, at tv-folkene måtte have svindlet med prøven.

Helen Elizalde, de havde opereret Higginson, tog det ganske roligt. Hun erklærede, at nok var det måske lidt mærkeligt, at SNUs præsident havde svineblod i årerne, men på den anden side lod hun vide, at blod kunne forandre sig. Underforstået skulle Higginsons blod have forandret sig på vej til laboratoriet.

Ved denne lejlighed havde BBC også James Randi med i programmet. Han er professionel skeptiker og gammel tryllekunstner. Han har selv demonstreret hvordan han også kan "operere", blot vedgår han, at der er tale om fingerfærdighed og skuespil.

Iøvrigt blev James Randi på et tidspunkt nægtet indrejse i Filippinerne. Han havde i forvejen erklæret, at nu ville han afsløre mirakellægerne. De filippinske myndigheder afviste ham med den begrundelse, at man ikke ønskede religiøse uroligheder. Men det er kun den ene side af sagen. Det andet er, at netop healerne tiltrækker så mange turister og fremmed valuta, at man dårligt kan undvære dette islæt i det fattige land. For nogle rejsebureauer og et enkelt flyselskab ville det være dødsstødet.

Vor hjemlige overlæge Mikael Rørth fra Finsensinstuttet har heller ikke meget til overs for de filippinske healere. Han har for eksempel haft to patienter, der valgte at rejse til Filippinerne for at blive helbredt for kræft. Det var i november 1987. Efter få måneder var de imidlertid døde af deres sygdom trods lovning på, at healerne havde helbredt dem.

Mikael Rørth siger:

"det ville da være pragtfuldt, hvis man med sine bare hænder kunne gå ind i kraniet, fjerne svulsten og trække hænderne ud igen, uden der er noget hul."

En af de mange myter omkring healerne er, at de ikke tager sig betalt. Det er blot et spørgsmål om ord, for det er ganske almindeligt og forventet, at de lyksaligt helbredte giver en gave til menighedsarbejdet, som det kaldes.

Tidligere omtalte dr. William Nolen havde i sin tid også en samtale med en filippinsk kollega, dr. Raul Otillo, der blandt andet fortalte dette:

- I 1967, da jeg var præsident for vores lokale medicinske forening, var Tony Agpaoa det store navn blandt de psykiske kirurger. Han tog ud for at arbejde her, og som jeg sagde, kom her hver måned i hundredvis af patienter. De kom fra hele verden. Som du måske ved, så ejer hans kone et rejsebureau, og det var der igennem, at de fleste besøg blev arrangeret. Mellem dem må der have været fantastiske pengesummer. Han påstod altid, at han ikke krævede penge af nogen, men han akcepterede gaver. Jeg har talt med nogle få af de mennesker, der kom for at konsultere ham; ingen af dem har givet mindre end hundrede dollars, og mange gav tusind. Selv om du beregner gennemsnittet pr. patient til blot to hundrede dollars – og jeg er sikker på, at han gør det bedre end som så – ville han få 40.000 dollars ind om måneden. Læg så det beløb til som hans kone tjener på sit rejsebureau, og du vil se hvorfor de der kender ham mener, at han muligvis er en af de rigeste mænd i Filippinerne.

Agpaoa havde således ingen problemer med at købe et landområde i nærheden af Baguio, hvor hans center nu ligger, for rundt regnet syv millioner dollars.

Tony Agpaoa er død nu, men hans center fortsætter. Og som et bittersødt kuriosum skal det måske nævnes, at da han selv på et tidspunkt fik blindtarmsbetændelse, så konsulterede han en af de ægte knivførende kirurger, og under traditionel bedøvelse fik han fjernet sin blindtarm.

Anvendt litteratur

  • Andersen, Torben: Opererer med hænderne. Aalborg Stiftstidende, 26. januar 1984
  • Gardner, Martin: Cruel deception in the Philippines. Discover, August 1984
  • Harvey, David: A bloody business. The Unexplained, s.1770f
  • Harvey, David: Theatre of blood. The Unexplained, s.1814f
  • Kuschel, Rolf: Filippinske naturlæger: fup eller fakta? Politiken 6. juli 1978
  • Magnusson, Sven: Professor Hans Bender intervjuas. Sökaren 1978, nr. 8
  • Nørgård, Per: Troen kan flytte bjerge. Politiken 3. juni 1983
  • Pedersen, Karin: Healere er ikke læger men hellige mennesker. Aalborg Stiftstidende, 29. januar 1984
  • Philippines : inside guides / created and directed by Hans Höfer. – Singapore, 1992. – s. 55ff.
  • Randi, James: Flim-flam! Buffalo, NY, 1982
  • Rasmussen, Jens Erik: Blodig operation med bare næver. Morgenposten, 27. december 1987
  • Spaeth, Anthony: When healers meet in the Philippines, things get bloody. The Wall Street Journal, 11. December 1984
  • Watson, Lyall: På grænsen til døden. København, 1976
  • Westberg, Niels: Åndelig kirurgi i Århus Midt. Information, 14.- 15. januar 1984

Kilde:
Reprint-serien ; nr. 7

© 1997-2004 by Willy Wegner | post@para-nyt.dk

Bookmark and Share
Tags:

Skriv kommentar

*