Ånden i glasset

2004, Jul 19th | Emner: Spiritisme

af Willy Wegner

Engang i slutningen af 1960’erne sad jeg en aften sammen med nogle venner over en spand urtethe, mens en hørm af indisk røgelse gav indeklimaet tyngde. På et tidspunkt blev der skruet ned for Creams "World of pain", og en af de tilstedeværende foreslog at vi skulle "køre glas".

Ingen af os var særligt okkulte i hovedet, men fandt med imødekommende kollektivt sind, at det ku’ vi da godt prøve, ja, ja!

Hende der havde foreslået legen, lod til at vide hvad det drejede sig om. Hun fandt et glas mens vi andre blev sat til at skrive tal og bogstaver på små lapper papir. Til sidst blev der lavet to stykker papir med ordene "ja" og "nej". De mange stykker papir blev anbragt i en rundkreds med "ja" og "nej" lapperne i hver sin cirkelhalvdel. Vi var klar til at begynde.

Lyset var blevet slukket, og Cream havde fået knappen. Nu stod der et sterinlys på bordet, og glasset blev varmet op over lyset og sat med bunden opad.

Vores bordforkvinde bad os hver især om at lade en pegefinger hvile på glassets bund. Det stod midt i cirklen.

– Er der nogen, spurgte hun henvendt til glasset. Vi fnisede lidt, det virkede komisk at sidde og tale til et glas. Men hun stillede spørgsmålet flere gange. Vi holdt øje med glasset, som forventede vi, at det skulle svare med en dyb, mystisk basstemme.

På et givet tidspunkt begyndte glasset at bevæge sig over mod "ja"-lappen. Ok! Der var altså nogen, lod vores vejleder vide. Det næste spørgsmål lød:

– Hvem er ånden i glasset?

Imidlertid var ånden i glasset ikke meget for at svare. Der gik lang tid før den vrangvillige ånd sløvt bevægede sig rundt mellem bogstaverne, for at stave til sit navn. Navnet husker jeg ikke mere, det har åbenbart ikke været noget specielt navn, ellers havde det vel gjort indtryk.

Der blev så stillet spørgsmål til ånden om mange andre ting, som om den burde vide alt. Men legen begrænsede sig til spørgsmål som "hvad nummer bruger X i fodtøj", "hvor mange børn vil Y få" og "hvilken farve underbukser har Z på i dag" samt lignende banaliteter.

Måske var det derfor, at ånden var så uvillig til at lege med. Der var ingen udfordring til åndens umådelige viden. Eller måske anede ånden min eller andre tilstædeværendes voksende skepsis. Min skepsis udsprang af, at mens jeg fulgte glasset rundt på bordet med min pegefinger, studerede jeg flittigt initiativtagerens pegefinger: den var helt hvid ude ved neglen på grund af blodmangel. Så hårdt trykkede hun ned på glassets bund for at få det til at makke ret. Det var nemlig hende, der var ånden i glasset. Jeg fandt det gabende kedsommeligt, og siden har jeg selv givet den slags ånder fingeren!

Alt dette fra min ungdoms letsindige dage dukkede op til overfladen i min hukommelse i midten af marts 1987. Aviserne var begyndt at skrive, at danske teenagere var besat af en ny dille: de legede ånden i glasset. (Efterfølgende stod mig nu lysende klart, at jeg havde deltaget i en dødsens farlig leg i min pure ungdom.)

Sognepræsten ved Gellerup Kirke i Brabrand havde hørt om denne leg fra de unge mennesker han havde til konfirmandforberedelse. Og så kom der gang i skriverierne.

I Arhuus Stiftstidende tog man fat i sagen, og i en kronik den 18. marts 1987 skrev sognepræst Steen Skovsgsard om sine vordende konfirmander: "Rædslen, frygten og angsten lyser ud af dem – og kaster nogle af dem ud i dybe personlige kriser. De bliver bange for at gå på toilettet, for at sove alene, for at være i bestemte rum – kort og godt: de er bange for de onde ånder, som de leger med og er så draget af."

Præsten udlægger det naturligvis som Satans værk, og modgiften er ordene: "Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen". Korstegnet er heller ikke til at kimse af i den forbindelse, det er et probat middel mod onde ånder.

Den 29. marts fulgte Stiftstidende sagen op med et stort interview med to teenagere, Ditte og Lene. De demonstrerede for avisens journalist hvordan man kører glas. Der gengives en dialog med en ånd ved navn Anna, og også journalisten få svar på sine spørgsmål. Ånden giver således også tilladelse til, at der bliver skrevet om den i avisen.

Men Ekstra Bladet havde allerede været der. Den 21. marts havde bladet konstateret, at børn var fanget i en Satan-dille. Senere, den 2. april, beretter Ekstra Bladet, at nogle børn begår selvmord som følge af åndelegen. To piger, Vicky og Heidi, interviewes om deres omgang med åndeverdenen.

Vicky fortæller hvorledes man skal begynde: "Inden da skal man gnide glasset i hænderne, til det bliver varmt. De siger, at man også skal have et åbent vindue, så ånden kan komme ind, men det tør jeg ikke rigtig … Den kommer nu alligevel".

En dreng i Vickys omgangskreds berettes at have gasset sig, og ånden var gået til bekendelse: Ja! – den havde dræbt drengen. En oplagt sag for Rejseholdet!

Berlingske Tidede fulgte trop den 5. april med artiklen: "Børnenes farlige leg med ånderne". I den forbindelse interviewede man Johannes Aagaard fra Dialogcenteret i Århus. Han sagde blandt andet: "Hver dag får vi henvendelser fra forældre, der ikke aner, hvad de skal stille op med børnenes leg med okkultisme."

Aagaard mener, at legen med glasset er en primitiv form for religiøs søgen. Det bør børnenes forældre være opmærksomme på, og i stedet for et forbud bør de begynde at tale med deres børn om liv, død og tro.

Om selve glassets bevægelser siger Aagaard: "Teknikken kan måske gennemskues, det kan være rykvise nerve- og muskelbevægelser hos deltagerne, som får glasset til at bevæge sig – og de oplysninger, som tilsyneladende er helt ukendte, kan have ligget oplagret i deltagernes egne baghoveder. Børn har meget større viden i deres hoved, end de selv aner…"

Den store interesse for okkulte emner mener Johannes Aagaard skyldes gemen kedsomhed.

Information havde den 8. april et interview med sekretæren i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) Bjarne Thams. Også han mener at der bag åndelegen ligger et eller andet åndeligt behov. Den materielle verdensanskuelse er ikke tilstrækkeligt for de unge, derfor virker mystikken dragende. Han henviser også til Heavy Metal-musikken, sataniske messer og nyreligiøse bevægelse af ikke-kristelig observans.

Ingen aviser holdt sig åbenbart tilbage. Søndags-Aktuelt havde den 12. april overskriften: "Skræmt fra vid og sans af ånder". Der er et interview med skolepsykolog Bjarne Rasmussen fra Århus. Han mener blandt andet at åndelegen er farlig, fordi profetierne der dukker op via glasset kan blive selvopfyldende. Får man for eksempel at vide, at man vil dø som 25-årig, opstår der et dødstraume. Angst for den kommende fødselsdag tager man så selv affære og fuldbyrder profetien. Børnene er åndeligt underernærede og mangler åndelig ballast, mener skolepsykologen.

I Søndags-Aktuelt dukker Vicky og Heidi op igen. De havde tidligere udtalt sig til Ekstra Bladet, men henvender sig nu til Aktuelt fordi de havde følt sig dårligt behandlet af Ekstra Bladet, der betegnes som "det sensations-jagende blad".

"Det halve af det, de skrev, var løgn", konstaterer de to teenage-piger under overskriften: "Vi tør ikke mere." Alligevel skriver Aktuelt hvordan man kommer i kontakt med ånderne, og får en ikke-sensationsjagende artikel ud af det!

Kristeligt Dagblad skriver den 13. april om en Århus-præst, nemlig Steen Skovsgaard. Han har hjulpet sine konfirmander ved at give dem korstegnet tilbage.

Samme dag fortsætter Aktuelt med en ny artikel: "Præst leger åndeleg med konfirmander". Denne gang er præsten Kaj Ross-Hansen fra Helligåndskirken i Århus. Artiklen er garneret med et halvside stort foto af præsten i fuld ornat ved alteret.

Ross-Hansens åndeleg bestod åbenbart i en komplet opstilling til åndeleg, hvorefter han selv trykkede sin pegefinger mod glassets bund, hårdt vel at mærke. Glasset og ånden fik ikke en ærlig chance, og præsten kunne så påstå at han var stærkere end ånden i glasset! Så ret megen åndeleg blev det ikke til, som lovet i overskriften i det ikke-sensationsjagende Aktuelt. Jeg havne nok foretrukket en overskrift som: "Præst tager pusten fra ånden"!

I Politiken skriver Ole Lindboe om "Mørkets tag i de unge" den 15. april. Han har ikke formået at få naturvidenskabsmænd til at udtale sig, så atter er det Flemming Falkenberg der må stå for skud, hvilket han åbenbart gerne gør. Endnu en gang omtale om de unges åndsliv i puberteten og de behørige eksempler på senacer.

Samme aften var "Ånden i glasset" ugens gæst hos Ole Thisted i TVA. I samfulde 40 minutter snakkede Ole Thisted med skolepsykolog Bjarne Rasmussen og – gæt engang – Flemming Falkenberg. Desuden deltog tre unge piger der prøvede at hidkalde en ånd ved at køre glas på et bord. Men ånden havde åbenbart ikke til sinds at lade sig interviewe af Ole Thisted.

Men Aktuelt havde ikke rundet sin deltagelse i åndelegen af endnu. Den 19. april bragte avisen et stort interview med en vaskeægte spiritist. Det var Ib Thygesen fra Århus. Rubrik: "Han taler med ånderne".

Ib Thygesen beskriver åndelegen med glas som den mest simple form for spiritisme. Men metoden er ikke god, mener han. Der er risiko for at man får fat i dele af sin egen underbevidsthed og hermed indbilder sig noget. Legen med glasset finder Ib Thygesen farlig. For hvis børnene har mediale evner, kan de uforvarende komme til at lukke op for farlige energi og blive besat.

Thygesen udtaler også, at det er en misforståelse at der er en "ånd" i glasset. Det der styrer glasset er små muskelbevægelser fra deltagerne selv, dog påvirket af kræfter udefra. Disse kræfter kalder han "inspiratorer".

Journalisten vil vide, hvad han mener med "inspiratorer", og får denne forklaring: "Inspiratorer – det er de indtryk, den åndelige verden gør på os mennesker. De indtryk har altid været der, men i øjeblikket er vi på vej ind i en ny tid, hvor vi vil være mere og mere bevidste om disse ting. Det kan I lige så godt vænne jer til nu."

En sidste krampetrækning dukkede op i B.T. den 26. maj. Men katastrofe-overskrift på forsiden erklærer avisen: "Satan-leg driver børn i døden". En baptistpræst i Brønderslev – Henning Olsen – er vågnet og skyder frem som et forsinket lyn med et værdigt da capo.

Og det var så det!

Selve legen med at få bogstaveret forskellige svar fra åndeverdenen er gammel. Den kan spores helt tilbage til Pythagoras omkring 540 år f.v.t.

Der er naturligvis også lavet instrumenter, der skulle lette kontakten. Et Ouija brædt for eksempel. Endelig findes der automatskrift og radiokontakt med åndeverdenen. Det sidste har Friedrich Jürgenson skrevet om i sin bog "Rösterna från rymden", udgivet i Stockholm 1964.

Jo, – der er mange veje til Sommerlandet, åndernes verden.

Kilde: Para-nyt 1987 nr. 3

Debat

Deltag i debatten om dette emne på Facebook.


Deltag her.

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*