Det næste Klondyke bliver 300 km. over vore hoveder

2004, Jul 19th | Emner: Videnskab

af Per Borgaard

Inden 20 år får vi et teknologisk gennembrud, så private firmaer kan gå ind i rumforskningen – og så vil der ske en voldsom ekspansion, forudser TV’s rumekspert, magister Henrik Stub.

– Rumforskning kan løse alle vore energiproblemer og give os adgang til hele solsystemets ressourcer, hvis vi har mod og fantasi til at udnytte mulighederne. Spørgsmålet er blot, om regeringerne har det fornødne fremsyn og dristighed, for de er i øjeblikket de eneste, der har økonomisk evne til at forske i. rummet. Det, vi mangler, er et teknologisk gennembrud, der dividerer udgiften ved at slippe løs fra Jordens tyngdekraft med 10. Så vil private firmaer kunne blande sig i rumforskningen – og så vil der ske en eksplosiv ekspansion i verdensrummet.

Det er store ord i september, men det er ikke et klip fra en fremtidsroman. Ordene kommer fra TV’s rumekspert, magister Henrik Stub, Middelfart. Måske så De ham på skærmen forleden aften, da han optrådte med skeptisk åbenhed i dansk TV’s hidtil mest sobre udsendelse om UFO-gåden. Denne gåde er ganske vist kun en biting for Stub. Til gengæld er rumforskning mere end et arbejdsfelt for ham. Det er en hjertesag.

Det nødvendige teknologiske gennembrud, der kan bringe private firmaer ind i rumforskningen, kan efter min vurdering ske inden for de næste 20 år, siger han. Og så vil der blive kolossal interesse for at ekspandere i rummet.

Men, Henrik Stub, det er ikke ligefrem i tråd med de moderne nulvækst-teorier.

– Jeg tror ikke på nulvækst. Jeg tror ikke, vi kan leve uden at ekspandere. Vi trænger til nye grænser at overvinde. I sidste århundrede kunne man sige "go west, young man" . I dag har vi intet wild west at drage til. De nye grænser må findes uden for jordkloden. Derfor tror jeg, at vi vil opleve en fornyelse af den begejstring, der var omkring rumfart først i 60’erne. Især i de lande, der selv oprindelig er koloniseret af andre lande.

– Jeg kan sige, hvor det næste Klondyke bliver, tilføjer Stub: 300 km. over vore hoveder. Begejstringen for rumfart er atter i vækst. Vejen er blot længere og økonomisk mere vanskelig, end pionererne troede.

For 15 år siden blev rumforskningen drevet frem af national prestige. I dag drives udviklingen af mere praktiske hensyn. Tænk på den betydning, kommunikations- og navigationssatellitter har fået. Den vil vokse enormt. Vi venter blot på det afgørende gennembrud På brændstofområdet, som vil reducere prisen for at nå op i "orbit" omkring Jorden.

– Du lyder som rumfartens far, den russiske skolelærer Konstantin Ziolkowsky, der i sidste århundrede fastslog, at kun raketter kunne flyve i det tomme rum, og som beregnede de baner, moderne rumskibe også følger. Han sagde: Jorden er menneskets vugge, men man kan ikke altid blive i sin vugge.

– Jeg mener, at den mest betydningsfulde ide, der er kommet frem efter krigen er tanken om en rumkoloni. Det er reel nytænkning. Vi skal ikke sætte os ned og vente på, at der kommer en langhåret, blond rummand og løser alle vore problemer for os. Når UFO-observationerne af mange er blevet fortolket på den måde, afslører det simpelthen, at vi lever i et sygt samfund uden visioner. Et mentalt sundt samfund vil selv løse problemerne.

– Der er ærligt alt ikke meget, der tyder på begejstring for rumforskningen lige nu.

Jo, den rejser sig i nye forklædninger – omkring kommunikationssatellitterne, de militære satellitter og den videnskabelige forskning. Rumfærgerne – de såkaldte space shuttles – er et skridt i den rigtige retning. De nedbringer udgifterne stærkt. Men der mangler stadig det store gennembrud. Så vil der ske noget. På det punkt er jeg romantiker – jeg tror ikke, vi kan leve uden ekspansion, uden at overskride vore grænser.

– Vil det ikke indebære, at vi før eller senere møder de rumfolk, man snakker om i UFO-kredse, eller nogle, der ligner dem?

– I så fald vil vi møde dem på lige fod!

– Ved jorden at blive tjener os altså ikke bedst ?

– Nej, vi skal ikke bare overleve, vi skal leve. Jeg tror, mange samfund er døde, fordi de har nøjedes med at ville overleve. Se på energiproblemerne. Vi vil ikke være færre eller bruge mindre energi. Men vi vil heller ikke ødelægge Jorden for at få den nødvendige energi. Er nulvækstilhængerne måske villige til at begå selvmord for at spare på energien og ressourcerne? Jeg er i hvert fald ikke. Jeg ser nødigt vores Jord plyndret, men hvis vi har mod og fantasi til det, kan vi hente både energi og råstoffer uden for Jorden. Hvis regeringerne ikke har det fremsyn, ser jeg ingen anden vej frem end billigere rumfart, så private kan komme ind på markedet. Jeg tror, gennembruddet kommer – og i det perspektiv er UFO-problemet ligegyldigt. Dette er meget mere spændende. Vi står i samme situation som Columbus, da han drog ud for at finde søvejen til Indien.

– Den fandt han ikke …..

Nej, men han fandt Amerika i stedet, og det var nok endnu bedre!

Satellitternes tidsalder

– Vi skal ikke undervurdere den praktiske betydning, rumfarten allerede har fået, fortsætter Henrik Stub. F. eks. har sattellitterne Landsat 1, 2 og 3 taget masser af billeder af Jorden, som er fordelt til firmaer, der har analyseret dem. Andre firmaer kan købe analyserne hos disse firmaer. Det kan få sære konsekvenser. F. eks. at et kobberfirma henvender sig til disse eksperter og får at vide, at der er kobber i et område i Sydamerika. Ingen geolog har nogensinde sat sine fødder der, så ingen aner uråd, men firmaet køber hele området. – Men satellitterne løser ikke bare problemer, de skaber også nye.

Spionage fra verdensrummet

– Hvilke problemer ? Spionage fra verdensrummet ?

– Ja, for eksempel. I øvrigt mener jeg ikke, at militære satellitter er en dårlig ting. Det er med til at stabilisere situationen, at man holder sig informeret om f. eks. troppebevægelser på modpartens side og dermed undgår overraskelser, Det ville selvfølgelig være endnu bedre, hvis vi ikke behøvede dem -hvis pengene kunne bruges til videnskabelige formål. Så fredelige er vi nu engang ikke endnu. Og selvom det kaldes spionage, er de militære spionstatellitter legale. De indgår endda i SALT-aftalerne. En del af inspektionen af modparten skal simpelthen foregå pr. satellit. Vi må ønske en magtbalance i rummet ligesom på Jorden.

– Er der ligefrem risiko for rumkrig?

– Forhåbentlig går det ikke så galt. Man skal være forsigtig med at spå, men jeg vil påstå, at om ti år vil det vigtigste kapløb mellem supermagterne ikke foregå på langdistanceraketter og atom-ubåde, men på satellitter.

– Hvad ville det betyde i krigstilfælde?

Det første skridt ville være at sætte modpartens satellitter ud af spillet, først og fremmest navigationssatellitterne, så de amerikanske og russiske atom. ubåde ikke kunne bestemme deres position nøjagtigt og dermed heller ikke ramme deres mål. På den måde kan man omtrent uskadeliggøre fjendens missilbærende ubåde uden at sænke en eneste. Evnen til at sætte modpartens satellitter ud af spillet bliver helt afgørende i slutningen af dette århundrede.

– Uhyggelige perspektiver …

– Men også den militære indsats giver "spin off" i form af videnskabelige fremskridt. Hvis vi undlader at udrydde hinanden, kan vi senere få gavn af disse resultater. I hvert fald tør vi i dag fastslå, at rumfart er en del af den menneskelige kultur. Den er kommet for at blive – og den skal ikke gøres utopisk

Skil signalet fra støjen

– Egentlig startede vi vist med at snakke om UFO’er…

– Dem anser jeg for mindre væsentlige i forhold til de perspektiver, rumforskningen giver, men jeg synes det er udmærket, at nogle vil forske seriøst i problemet, ikke mindst med automatiske målestationer, som i man planlægger det i Kolding. Det, der savnes på UFO-området, er netop klare og uomtvistelige data – regulære fysiske målinger. Indtil der foreligger sådanne uomtvistelige data, vil jeg overhovedet ikke udtale mig om UFO’ernes eksistens eller ikke-eksistens.

– Men hvis de eksisterer.. ?

Hvis de eksisterer, afslører vi dem måske en dag som et hidtil ubemærket naturfænomen. Selvom de skulle eksistere, behøver de ikke at have noget som helst med rummet at gøre. Men selvfølgelig bør de undersøges, eftersom så mange rapporterer dem.

– Burde det ikke gøres af videnskabsmænd?

– Måske. To ting stiller sig i vejen. For det første nogle sociologiske aspekter. Da UFO-gåden var helt ny, gjorde de UFO-interesserede den videnskabeligt "urørlig" ved at hoppe på en række myter om kontaktpersoner, der fik besøg af rumfolk, om en hemmelig sammensværgelse fra myndighedernes side og om en sammenhæng mellem "flyvende tallerkener" og okkulte fænomener. UFO-fænomenet blev så sociologisk uacceptabelt for seriøse videnskabsmænd, at det ikke er underligt, de fleste holdt sig fra det.

– Men alligevel – burde almindelig nysgerrighed ikke have fået nogle til at undersøge det ?

– Man kan ikke leve af nysgerrighed, og videnskabsmænd skal også leve. Det var sikrere for dem at give sig til at forske i problemer, som man vidste var problemer, end i et fænomen, der måske slet ikke var andet end misforståelser og hallucinationer.

– Men nu er nogle alligevel begyndt i USA?

– Det er jeg kun glad for. Ganske bortset fra, at sociologerne vil elske fænomenet – der er stof til mange afhandlinger mener jeg, at materialet bør undersøges. På det punkt gør Skandinavisk UFO Information herhjemme et udmærket arbejde med at indsamle data på ret sobert grundlag for at fastslå, om der ligger et reelt, fysisk fænomen bag UFO-manifestationerne. Og det er den eneste frugtbare måde at gribe problemet an, slutter Henrik Stub. Der er talt og skrevet meget om UFO’er, som ikke har nogen reel basis. Skil signalet fra støjen, så kan vi begynde at tyde det.

© 1978 Per Borgaard. Bringes her med forfatterens tilladelse.

Bookmark and Share
Tags: ,

Skriv kommentar

*