2. Verdenskrigs myter og legender

2008, Jul 1st | Emner: Bøger, Myter og mysterier

anmeldt af René Rasmussen

James Hayward: 2. Verdenskrigs myter og legender. København, 2007 (Schultz Forlag). 279 s. 249,- kr.

James Haywards bog “2. verdenskrigs myter og legender” følger op på hans tidligere bog om “1. verdenskrigs myter og legender”, der desværre endnu ikke findes på dansk. Det udgør faktisk et irritationsmoment, navnlig i begyndelsen af bogen, hvor der hele tiden i teksten henvises til myteeksempler fra forgængeren. Og det kan også være årsagen til et savn, som denne anmelder i hvert fald har følt, nemlig savnet af et indledende kapitel, der på et mere overordnet plan redegør for krigsmyters og -konspirationsteoriers anatomi og psykologi.

Udvalget af myter og legender er foretaget efter en udpræget britisk synsvinkel. Det betyder, at myter og konspirationer fra fronter, hvor briterne ikke kæmpede, med få undtagelser er fraværende. Forfatteren har også – dog uden at være helt konsekvent – forsøgt at afgrænse sit emne til myter, der opstod under selve krigen. Derved undgår han at behandle først og fremmest Holocaust og hele det net at løgne og konspirationer, der knytter sig til benægtelsen af dette folkemord. Denne anmelder savner også en række andre myter, f.eks. at det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 skulle være kommet et planlagt russisk angreb i forkøbet; at Roosevelt skulle have haft kendskab til japanernes planer forud for angrebet på Pearl Harbor i december 1941; at tabstallene for bombeangrebet på Dresden i februar 1945 skulle være 200.000 og ikke 20.000. Disse og andre meget væsentlige myter fra 2. verdenskrig behandles ikke i denne bog. Det er ærgerligt!

James Hayward har valgt at dele sin bog op i tolv overordnede kapitler efter den konkrete myte, der behandles. Men kapitlernes indhold er dog ofte temmelig blandet. Måske det havde været bedre at tematisere kapitlerne anderledes? Nogen myter opstår spontant som rygter i befolkningen. Andre plantes af regeringer eller efterretningstjenester, enten positive myter til indvortes brug, vildledningsmanøvrer, der skal forvirre fjenden, og “sort propaganda”, der skal skabe mismod i hans befolkning eller blandt hans soldater. Nogen myter opstår som forsøg på at forklare militære nederlag. Andre opstår af samme grunde i konspirative sind, eller når en kendt person dør. Nogen gange sker det direkte for vindings skyld. På den måde kunne der måske være sagt noget overordnet om historiske myter og konspirationsteorier. Nu har bogen mere karakter af en samling “gode historier”.

Men når det er sagt, så er det faktisk en spændende og velresearchet, bog, James Hayward har skrevet. Han går vidende og veloplagt i rette med både meget store og meget små myter. Hvad der er særligt prisværdigt er, at han afdækker myternes opståen og videre liv.

Første kapitel: “Udklædt som nonner” dækker over en meget blandet landhandel af rygter, myter og propaganda. En del handler om den hysteriske frygt for “5. kolonne” – forrædere og spioner på hjemmefronten. Nogle rygter opstod spontant i befolkningen: Historier om cigarrygende mænd, der i nattemørket med gløden sender hemmelige signaler til tyske bombefly; om mystiske tegn på emaljeskilte; om sabotage og forræderi. Alle sådanne historier, som opstår i en panikslagen befolkning med en censureret presse. Andre rygter blev plantet som propaganda af de britiske hemmelige tjenester eller andre myndigheder: Om tyske bombepiloter, der var så perverterede, at de fløj på togt iført sminke og dameundertøj; om tyske soldater, der var så feje, at de hellere lod sig skyde ned af deres officerer, end lod sig sende til fronten; om tyske soldater, der lod sig nedkaste bag fjendens linjer (navnlig i Holland og Frankrig), udklædt som nonner, kvinder, præster, buschauffører og lignende, for derefter at myrde løs på sagesløse civilister. Mange af disse historier er i slægt med vandrehistorier – for ofte “afsløres” den forklædte nonne af sine stærkt behårede hænder.

Kapitel 2 handler om sænkningen af slagskibet Royal Oak i krigshavnen Scapa Flow på Orkney-øerne i oktober 1939. Som bekendt sneg den tyske ubåd U47 under kommando af kaptajn Günther Prien sig igennem de skandaløst ringe bevogtede britiske forsvarslinjer, affyrede sine torpedoer – og stak af igen, uden selv at have fået en skramme. Det var en – helt nøgternt betragtet – flot præstation. Men lige som det er set i tusindvis af andre tilfælde, så kan en slagen magt kun meget vanskeligt acceptere, at fjenden var dygtig eller man selv inkompetent. Der må følgelig have været snyd med i spillet! Således også med Royal Oak, der snart blev genstand for en lang række forskellige myter og konspirationsteorier. Mest sejlivet er myten om den “schweiziske urmager”, der i virkeligheden var en tysk, “sovende” agent, som siden slutningen af 1920’erne havde siddet i Kirkwall og forsynet den tyske flåde med oplysninger, og uden vis hjælp, sænkningen ikke kunne være sket. Det er naturligvis vrøvl og opspind. Hayward forfølger veloplagt mytens opståen – og stadige genopståen indtil i dag. Günther Prien selv blev folkehelt i Tyskland – og gik senere ned med sin ubåd i Atlanten. Men også han blev genstand for mytedannelser efter sin død. I Tyskland opstod der således i 1941 rygter om, at han slet ikke skulle være druknet, men derimod var død i en kz-lejr, h.h.v. i en straffebataljon på østfronten, p.g.a. sin modstand mod regimet. Man fornemmer et ekko af både Ernst Udets og Erwin Rommels skæbner her – to historier, som dog ikke er med i bogen.

Tredje kapitel handler om “Miraklet i Dunkirk”. Også her tages flere forskellige myter under behandling. Den britiske propaganda vendte det knusende nederlag til en sejr: Nemlig en succesfuld evakuering af flegmatiske britiske soldater, der i god ro og orden ventede på, at det skulle blive deres tur – og fordrev ventetiden med at spille cricket. Sandheden var, at den dårligt uddannede, dårligt udrustede og dårligt ledede britiske ekspeditionsstyrke og den inkompetente og defaitistiske allierede franske hær flygtede i panik og blev løbet over ende af en både numerisk og våbenteknisk underlegen (men strategisk og taktisk overlegen) tysk hær på seks uger.

Tysk propaganda plantede for resten den myte, at briterne lod franskmændene dække deres egen flugt, hvorefter de tapre franske soldater blev efterladt til deres egen skæbne på strandene. Denne myte lever endnu i dag i bedste velgående i Frankrig. Men kendsgerningerne er, at 144.000 britiske soldater og 170.000 franske soldater blev evakueret til Storbritannien fra Dunkirk og andre kanalhavne. Det er dog ikke en myte, at kun 7.000 franske soldater meldte sig til at kæmpe videre. Resten tog hjem til det besatte Frankrig igen.

Fjerde kapitel handler om en myte, jeg aldrig har hørt om, nemlig, at tyske SS-troppers bevisligt stedfundne massakre på næsten 200 britiske krigsfanger i maj 1940, blot skulle være en forståelig “hævn” over en tilsvarende britisk massakre på tyske fanger nogle dage forinden, begået af Durham Light Infantry. Det er ikke sandt, og myten er faktisk først opstået i 1980’erne og har muligvis sit udspring i veteranmiljøet inden for Waffen-SS.

Femte kapitel handler om “Myter om Blitzen” – altså den tyske bombeoffensiv mod Storbritannien i 1940. Et mylder af rygter og forestillinger behandles her. For at indgyde mod i befolkningen overdrev de britiske myndigheder vildt effektiviteten af anti-luftskyts, spærreballoner og lignende. Faktum er, at begge dele havde betydeligt flere britiske end tyske fly på samvittigheden. Også det reelle antal af nedskudte tyske fly lå langt under de officielle britiske tal. Men den væsentligste myte var vel den, at briterne og ikke mindst londonerne tog “the blitz” med godt humør og stoisk ro. Der var faktisk panik, bitterhed, flugt – og plyndringer i ganske stort omfang. Her er vi faktisk ovre i den anden betydning af ordet “myte”, nemlig som en historisk “grundfortælling”, som skal styrke et folks nationale identitet.

Interessant nok er de myter, briterne selv satte i omløb for at sløre opfindelsen af radaren. Den mest vanvittige er vel nok den, at de britiske natjagerpiloter spiste kolossale mængder af gulerødder for at styrke synet (!). Tyskerne selv havde en fornemmelse af, at briterne havde et hemmeligt våben, og tyske piloter mente, at det var en slags “dødsstråler”.

Da det mange år efter krigen blev afsløret, at briterne var i stand til at læse de tyske kodede meddelelser på den berømte “enigma”-chiffermaskine, opstod den myte, at Churchill forud for ødelæggelsen af Coventry var klar over, hvad der forestod – men undlod at evakuere byen, fordi dette ville afsløre briternes viden for tyskerne. Det er ikke rigtigt. Historien er langt mere kompliceret: Det britiske “Ultra” program, der dechifrerede de tyske enigma-meddelelser, afslørede faktisk ikke et forestående angreb på Coventry. Men briterne havde nu efterretninger om et kommende angreb alligevel, nemlig fra afhøringer af nedskudte tyske piloter. De tog derfor visse forholdsregler. De tyske natbombere blev ledt frem til deres mål ved det såkaldte “Knickbein”-signalsystem, som briterne havde fundet ud af at forvirre og derved lede de tyske maskiner på afveje. I forventning om, at der var taget hånd om problemet, lod den britiske regering derfor ikke Coventry evakuere. P.g.a. en menneskelig fejl blev de britiske afværgesignaler sendt på en forkert frekvens – med katastrofale konsekvenser for Coventry.

Kapitel seks handler om “Invasionen, der aldrig fandt sted” – nemlig den tyske invasion af de britiske øer i 1940. Mange myter knytter sig hertil, den vigtigste er nok den, at tyskerne rent faktisk forsøgte en invasion – men at tusindvis af tyske soldater omkom i forsøget, takket være et hemmeligt britisk våben, der satte havet i flammer. Det er ganske vist – mange havde set strandene fyldte med forkullede tyske soldater. Myten er formentlig opstået som følge af de britiske myndigheders mørklægning af hjemtransporten af adskillige hundrede dræbte engelske søfolk. Britiske vildledningsorganer spredte desuden vilde rygter i udlandet om et “hemmeligt” og skrækindjagende våben mod en eventuel tysk invasion – og plantede informationer hos den tyske efterretningstjeneste i håb om at afskrække tyskerne fra at invadere en nærmest forsvarsløs ø. Den korte version af historien er, at det lykkedes!

Kapitel syv handler om myter om Hitler. I krigens første år opstod i Storbritannien igen og igen rygter om, at Hitler var død. Det var ren ønsketænkning. Da han så rent faktisk endelig døde, opstod der rygter om, at han fortsat var i live! Hayward forfølger de fleste af disse mange sære rygter. Den vigtigste myte, som faktisk ikke er med i bogen, er nok den, som Stalin, uagtet at russerne var i besiddelse af Hitlers lig, plantede i maj 1945. Nemlig, at Hitler skulle være i god behold hos vestmagterne, der blot pønsede på en mulighed for at genindsætte ham og føre krigen videre mod Sovjetunionen. Ellers kommer Hayward omkring talrige andre rygter om Hitlers og Bormanns formentlige flugt til Sydamerika. Alt sammen det rene vrøvl. Lige som de mere eller mindre fantasifulde rygter om Hitlers anatomiske mangler i forplantningsorganerne. En række rygter i den mere okkulte afdeling er der også blevet plads til.

Det ottende kapitel handler om Rudolf Hess og hans mystiske solo-flyvning til Skotland i maj 1941. Fløj han med eller uden Hitlers vidende? Var han ventet af en forsamling af førende britiske “appeasement”-politikere, der var rede til at slutte separatfred med Tyskland? Blev han i virkeligheden lokket til Storbritannien af en snedig britisk plan? Var det slet ikke Rudolf Hess, men i virkeligheden en dobbeltgænger? Blev han myrdet i fængslet i Spandau, enten i 1987 eller måske endda mange år tidligere? Mange er konspirationerne er yderst fantasifulde. Men denne anmelders bud – der ligger tæt på Haywards, lyder således: Hess, der havde status af Førerens stedfortræder, men som i praksis i 1941 var skubbet langt ud på et sidespor, fløj på eget initiativ til England i forventning om at kunne forhandle en separatfred på plads. Hvis det skulle lykkes, ville han genvinde sin herre og mesters gunst i al evighed. Om Hitler på forhånd var indviet, er vanskeligt at sige. Der fandtes faktisk en fredslobby af meget fremtrædende politikere i England, der på et tidspunkt, da det så ud til, at Tyskland ville vinde, formentlig ville have været indstillede på en forhandlingsfred. Om de rent faktisk ventede på Hess eller ej, er omdiskuteret, men ifølge denne anmelder endnu ikke overbevisende dokumenteret. I hvert fald blev det Churchill og hans kreds af hard-linere, der løb af med sejren.

Kapitel 9 handler om “Manden, der ikke fandtes” (The man, who never was), en meget snedig britisk vildledningsmanøvre forud for invasionen af Sicilien i 1943. Briterne udklædte et lig i uniform, plantede forfalskede planer for en allieret landgang i Grækenland og på Sardinien, og søsatte liget fra en ubåd tæt ved Gibraltar. Liget drev – som tilsigtet – i land i Spanien. Spanierne overlod liget til tyskerne, der åd “maddingen” råt. Selv efter landgangen på Sicilien troede Hitler fuldt og fast på, at det blot var en afledningsmanøvre, og at hovedangrebet ville komme i Grækenland. Operationen bar for resten det smagfulde navn “Mincemeat” (“hakkekød”). Denne sandfærdige krigslist, herunder ligets rigtige navn, blev først afsløret i alle korrekte detaljer i 1995. Men længe inden da var dele af operationen lækket, bl.a. ved indiskretioner fra involverede politikere med litterære ambitioner, og der var opstået et hav af teorier og myter, bl.a. om ligets korrekte identitet. Hayward forfølger veloplagt hvert spor til denne myte, som i sandhed har mange fædre.

Myten om “Manden, er ikke fandtes”, fører direkte videre til chefen for den tyske militære efterretningstjeneste, Abwehr, admiral Canaris, som er emnet for kapitel 10. For var det med vilje, at Abwehr hoppede på limpinden? Og optrådte Abwehr ved en række andre lejligheder bevidst inkompetent? De tyske agenter i England blev i hvert fald praktisk taget alle taget og “vendt” inden for meget kort tid. Canaris er én af 2. verdenskrigs mest sagnomspundne figurer. Der er ingen tvivl om, at han var modstander af Hitler og at han gav oplysninger videre til vestmagterne. Men var han ligefrem britisk agent? Næppe! Og de fleste af de dramatiske begivenheder, der er knyttet til hans navn, er skrøner. Det argumenterer Hayward i hvert fald ganske overbevisende for.

Det 11. kapitel er en blandet landhandel om “myter i felten”. Her skal blot nævnes tre. Den første er skrønen om et heltemodigt, men håbløst forældet polsk forsvar, herunder, at polsk kavaleri angreb tyske kampvogne med lanser – og blev mejet ned. Den polske hær optrådte tvært imod overordentligt kompetent – og under alle omstændigheder betydeligt mere kompetent, end briterne og franskmændene i maj-juni 1940, hvis man skal måle efter hvilke tab, de havde held til at påføre tyskerne. Den anden er skrønen om de feje italienske soldater, hvis kampvogne ifølge overleveringen havde ét fremadgående gear og fem bakgear. Italienerne var såmænd ikke ringere soldater, end så mange andre. Men de var ekstremt slet udstyrede, meget dårligt ledede og aldeles umotiverede. Den italienske hær var simpelthen ikke i stand til at føre krig i 1940 – og den nåede aldrig at blive det.

Den tredje er den allierede landgang i Dieppe i august 1942. Hovedstyrken bestod af canadiere. Landgangen var inkompetent planlagt, slet forberedt – og endte i en katastrofe. De canadiske tabstal var 68%! Dieppe blev genstand for flere myter, hvoraf de fleste behandles i kapitlet. Briterne søsatte en myte om, at raidet havde givet værdifuld erfaring forud for den senere invasion på D-dag. Det er ren ønsketænkning. Blandt soldaterne opstod rygter om forræderi – at tyskerne kendte til angrebet på forhånd. Heller ikke det er sandt. En særligt udspekuleret konspiration går ud på, at Churchill havde til hensigt, at angrebet skulle mislykkes – for derved at overbevise Stalin om, at åbningen af den anden front foreløbig var håbløs. Han ofrede så at sige et par tusind soldater for at spare livet for langt flere. Det er ikke rigtigt. Tysk propaganda var ikke sen til at søsætte en skrøne om, at briterne sparede tropper fra Storbritannien og lod soldater fra Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika kæmpe på særligt udsatte afsnit, hvor de led uforholdsmæssigt store tab. Det passer ikke – men satte faktisk lus i skindpelsen.

Også en anden britisk militær katastrofe er behandlet i dette kapitel, nemlig faldskærmsangrebet på Arnhem.

Bogen afsluttes med et kapitel om mystiske flystyrt og såkaldte “Foo-fighters”. De første drejer sig om Glenn Miller, Joseph Kennedy jr., Leslie Howard og Wladyslaw Sikorsky – men ikke Antoine de Saint-Exupéry. Igen viser det sig, at kendte mennesker tilsyneladende ikke kan komme af dage ved noget så banalt som en ulykke – det MÅ nødvendigvis ligge andet og mere bag. Og det gør der selvfølgelig ikke! “Foo-fighters” er tilsyneladende “flyvende tallerkener”, som tyskerne skulle have udviklet mod slutningen af krigen. Og hvis det ikke var tyskerne, så måtte det være væsener fra det ydre rum. Begge dele er naturligvis rent vrøvl, hvad forfatteren med prisværdig klarhed gør opmærksom på.

Oversættelsen rummer en del småfejl og er ikke altid lige mundret dansk. Bogen er forsynet med en omfattende litteraturliste og udmærkede notehenvisninger – tak for det! Et register ville have været nyttigt, men det er der desværre næsten ingen bøger, der har mere i vore dage.

Bookmark and Share
Tags: , ,

Skriv kommentar

*