Dalai Lama på Tysklands-turné

2008, Jan 1st | Emner: Trosretninger

af dr. Karl Held, oversat af Dann Simonsen

Moderne meningsstiftelses-guru + nyttig idiot for det vestlige menneskeretsdiplomati = religiøs fundamentalisme, som vi elsker den.

Dalai Lama kommer til Tyskland og “fejres som en rockstar”, selv om han hverken kan synge eller danse og heller ikke er med på top ti. Hvad er det så, der gør manden så populær? Eller for at spørge på en anden måde: Hvem har egentlig brug for Dalai Lama – og til hvad?

1. “Den håndgribelige gud” (Spiegel 29/7)

“Hans hellighed” fra Tibet optræder på fyldte stadioner og i auditorier, i meningsundersøgelser er han mere populær end den tyske pave. Studenter, husmødre og erhvervsfolk lytter grebet til hans foredrag, alle beundrer “kløgten, kraften, karismaen” hos denne munk, eksilpolitiker og fredsnobelpristager. Spiegel forstår hvorfor: “Mange mennesker i Vesten søger en åndelig trøster”; de tager dette omvandrende “ocean af visdom” som rådgiver i omgangen med den rå kapitalistiske hverdag; mangt et stresset storbymenneske “gør han virkelig godt: Gennem ham kommer jeg på andre tanker”.

Men de andre tanker, som man så kommer på gennem ham, giver ikke noget godt vidnesbyrd om hans visdom eller den mentale tilstand hos dem, som han hjælper til at få det godt. For det første er det nemlig slet ikke “andre tanker”, som man bliver delagtiggjort i, når den fjortende reinkarnation af ham selv udspreder Lao-Tses budskaber til Vestens folkeslag: “Find dit indre selv! I roen ligger kraften! Vejen er målet!” Den slags og lignende visdomsord skrev borgerskabets døtre før i tiden i deres poesialbum, i dag sammenfatter de det budskab, som man også på anden måde får tilbudt i rubrikken “livshjælp”, men som man for eksempel også bruger til at reklamere for bjergbestigning i den tyske Alpeforening.

For det andet er det meget betænkeligt, når sentenser af denne kaliber også “gør virkelig godt”. Meningen med livet hedder dette behov, der nyder stor anseelse, og hvis tilfredsstillelse forkyndes på denne måde, og denne meget udbredte skik, som regnes for at højne den åndelige kultur, lægger slet ikke skjul på, hvilket lavt motiv tanken styres af i dette tilfælde: Hvis man søger efter meningen med sit liv, så er man drevet af behovet for at kunne forholde sig garanteret positivt og uden skuffelser til verden. Man ønsker sig en synsvinkel, som i sidste instans gør en tilfreds med alt det, som man går igennem i sit liv og som på trods af alle ens erfaringer stifter harmoni i den modsætningsfyldte verden, som man befinder sig i. Udtrykkeligt hinsides alt det, som man til sin egen misfornøjelse må kæmpe med, ønsker man i det mindste ideelt set at blive belønnet for sine anstrengelser – og man skaffer sig den krævede tilfredsstillelse via den dertil svarende inderlige fortolkning af ens verden og frem for alt via den utrættelige pleje af ens egen indstilling til den: Ved at se bort fra alle de virkelige magter, som ens liv er underlagt, forestiller man sig at være et subjekt, der for at stifte tilfredshed primært må bekymre sig om at leve i harmoni med sig selv. Altså søger man efter dette “selv”, lytter til sit eget indre og gør sig vel så også sine dertil svarende metafysiske erfaringer. Man mærker den kraft, som man på den måde får, når man ikke tager det hele så alvorligt og mærker sig, at man ikke må hidse sig op over noget.

Den positive tænknings høje kunst består i, at man hele tiden og uafladeligt tilskynder sig selv til og bilder sig selv dette ind: Hvis man ikke foretager sig andet i livet og “begriber” sin trøstesløse hverdag som vejen til ens eget selv, kan man heller ikke blive skuffet mere. Deri består den herlige livsfølelse, den “spirituelle trøst”, som Dalai Lama giver: Ens jeg hviler i sig selv, med den spirituelle ro bliver et sandkorn til en perle – hvis man tror på det, kan verden rende en i røven, fordi man har totalt styr på den.

At denne trøstende læremesters vrøvl ikke kun gør munke i fjerne kulturkredse men også borgere her i landet “godt”, er ikke et tegn på noget mirakuløst ved denne frelserskikkelse. Han personificerer/repræsenterer i første omgang bare endnu et af de mange tilbud til efterspørgslen efter kompensatorisk meningsstiftelse, som professionelle udbydere af livshjælp ikke selv behøver at gøre noget som helst for:

Det irrationelle ved at forestille sig en højere og egentlig mening med livet har sin faste plads i Vestens civiliserede samfund og sin solide funktion for sammenholdet mellem herre og knægt. Oplyste borgere siger det selv, når de begrunder behovet for mening med den beroligende virkning på deres sindstilstand: Nogle mennesker har brug for hr. Jesus, andre for hr. Lama, for at gøre det lettere at holde tilværelsen ud. Han virker nærmest som en smertetablet, men uden kemi: religion uden skærsild, psyko uden mistanke om sekterisk kult – don”t worry, be happy. Rigtig interessant for publikum bliver det, som denne herre fortæller med dette formål, imidlertid først i kraft af noget, som de færreste meningsstiftere kan byde på: Sin autoritet får manden også fra verdslige kilder: Han er chef for den tibetanske eksilregering og en populær gæst hos den tyske stat.

2. “Den internationale politiks pandabjørn” (Dalai Lama om sig selv)

“Vi er den internationale politiks pandabjørne. Alle holder af os, men ingen gør noget for os.” Det, som manden siger i et anfald af ironisk selverkendelse, er helt igennem træffende for den selvmodsigende rolle, som han som øverste tibetaner har i statssamfundet:

– Den fjortende Dalai Lama har ikke som sit hovederhverv at være vandreprædikant, men derimod politiker, nationalist og trosleder – om end af en særlig slags. Han er statsmand uden statsterritorium, regent uden undersåtter, gudekonge uden hjemlig menighed. Det er selvfølgelig ikke frivilligt, at han udøver disse dobbeltroller. De er et resultat af Tibets indlemmelse i Folkerepublikken Kina: I 1950 vælter Peking Lhasas uafhængighed, som blev ensidigt proklameret i 1913.

Og omvæltningen er ikke kun politisk men også faktisk. Den kinesiske hær besætter bjerglandet, afsætter Dalai Lama som “folkets øverste verdslige og åndelige leder” og reducerer ham til hans kirkelige embede. Tibet bliver til en autonom kinesisk provins og efterfølgende koloniseret med røde kinesere. Efter Dalai Lama og hans tilhængere forsøger at lave en opstand, bliver han fordrevet i 1959, Indien giver ham en mini-enklave, hvorfra nr. 14 har ageret som “formand for Tibets eksilregering” lige siden, om end der ikke er nogen stat i verden, der anerkender den. Det lider manden frygteligt under. Han er statsmand og patriot nok til at sætte lighedstegn mellem på den ene side sit tab af politisk og religiøs magt og på den anden side sit folks eller sin menigheds lidelser og klage over tabet af det velkendte basislevnedsmiddel “kulturel identitet”, som fattige risbønder, sherpaer og munke mangler allermest.

Han ved imidlertid også, at han som hersker uden enhver materiel basis – nul våben, nul olie, ingen brugbar nationaløkonomi og ingen uniformerede statsborgere – er så meget mere afhængig af mægtige statsledere i den udenlandske statsverden, der lytter til hans råb om hjælp: “kulturelt folkemord”. Men da hverken den økonomiske eller den militære konkurrence mellem de rige og mægtige nationer drejer sig om bønnebøger eller folkloredans, ville der ikke have været nogen, der interesserede sig den fjernøstlige munk og hans lille tapre folk, hvis ikke de havde kunnet drage en vis nytte af denne frihedskamp.

– Ganske vist ikke den nytte, som Dalai Lama kunne have ønsket sig: For staterne i Det Frie Vesten var og er Tibet ikke særligt vigtigt, sådan som det foresvæver ham. Det være sig, fordi man satsede på øen Taiwan som spydspids mod Folkerepublikken Kinas verdenspolitiske ambitioner, eller fordi en præst uden land og folk ikke er til nogen større gene for hovedfjende nr. 2: Der er ikke nogen verdensmagt, der for alvor er gået i brechen for at stifte en tibetansk stat, og den dag i dag gavner det ikke Dalai Lamas politiske sag, at krige og våbenleverancer i USA’s nye verdensorden oftere afvikles i menneskerettighedernes og den kulturelle friheds navn. Men en diplomatisk beregnende sympati får den truede tibetanske panda trods alt: Hans ambitioner som magthaver, som kræver fuld “autonomi for Tibet”, bliver optaget på den lange liste over “krænkelser af menneskerettighederne”, som hans værter opregner for Kinas ledelse, hvornår og hvor det passer i deres beregninger.

– Således er den seneste modtagelse af Dalai Lama en diplomatisk udspekuleret rapport over den tyske Kina-politik. Det er ikke tilfældigt, at det er 1 år før Olympiaden i Peking i 2008, at Berlin ytrer sig bekymret over konkurrenceforvridning på den nationale æres slagmark på grund af statsstøttet doping, om den høje værdi af friheden til patriotisk reportage og jubelorgier, om den forkerte behandling af systemkritikere – og bekræfter “Tibetresolutionen af 1996 fra den Tyske Forbundsdag”, hvis forbehold og betænkeligheder formidler en stadig gyldig blanding af krigserklæring og partnerskabskrav til Kinas Kommunistiske Parti: “Som alle andre regeringer i verden betvivler Forbundsrepublikken Tyskland ikke retmæssigheden af Kinas territoriale krav på Tibet”; åbenbart skal Peking glæde sig over, at den tyske stat ikke væger at stille sig helt anderledes til spørgsmålet, sådan som den også kunne have gjort.

Der sættes ikke spørgsmålstegn ved doktrinen om ét-forenet-Kina, der udtales ikke støtte til tibetanske selvstændighedsbestræbelser – men der skal være plads til “national identitet”; Kina bliver ikke konfronteret med folkefordrivelse eller begrænsning af retten til hjemland – men med forbrydelser om en berettiget, historisk adlet religionsfrihed: Efter denne logik igangsættes hverken mere eller mindre end en diplomatisk indvending mod kinesisk suverænitet, hvis anvendelse og dosering den tyske regering forbeholder sig at hævde afhængigt af “relationernes stilling” og anledningens egnethed. I anledning af besøget af den fromme gæst fra Tibet har regeringen altså truffet følgende beslutning: Som religiøst overhoved bliver han overøst med respekt og bifald, men ikke indbudt og sponsoreret som statsmand. Kansler Angela Merkel roser hans “ikke-vold”, støtter ham altså som den afmægtige figur, han er. Hun roser “den gode mands fredsmission”, men laver et skarpt skel mellem manden og den politiske mission, han repræsenterer, og nægter ham dermed den anerkendelse som verdsligt overhoved, som hans buddhisme-foredrag i alverdens lande skal tjene.

Dalai Lama må konstatere, at hans “Autonomi for Tibet!” ikke støder på nogen magtfuld fortaler nogen steder og at hans kampagne for religiøs nationalisme uden vold højst er en fodnote i “kulturkampen”. Hvad frihedslejrens modstand mod den voksende konkurrent Kina angår, så lader den undertrykte trosleder sig gerne bruge som argument, men den forventede præmie får han ikke. “Der er ikke nogen, der gør noget for os” – men hvilken rolle spiller det, når vejen er målet.

Kilde: Der Dalai Lama auf Deutschland-Tournee GegenStandpunkt 3/2007

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*