Charles Richet og spøgelseshusene

2004, Jul 1st | Emner: Parapsykologi, Spiritisme

af Michel Rouzé, oversat af Harald Fastrup


Dette manuskript er et sammendrag af fire artikler skrevet af Michel Rouzé i numrene 226-227-229 og 230 af Science et Pseudo-sciences (SPS), som er indeholdt i Rouzés nu udsolgte bog "la Parapsychologie en question" (Hachette 1979).

Charles Richet og spøgelseshusene 
Den franske metafysiske skole har et medlem, Charles Richet, der er Nobelpristager. Han er medlem af det medicinske Akademi og af det videnskabelige Akademi. Han har været foregangsmand indenfor serumbehandlingen og medvirkede ved opklaringen af allergi. Da han var overbevist om realiteten af paranormale fænomener, afviste han åndelige forklaringer. For ham talte kun de tørre facts, og han erklærede at ville studere dem på samme måde som de andre fænomener med relation til det menneskelige legeme. I sin afskedsforelæsning ved den medicinske skole i 1925 udtalte han: “Før jeg forlader denne lærestol, som jeg har beklædt så længe, vil jeg gerne gøre Dem bekendt med grundtrækkene i en ny videnskab, metafysikken, som ikke indgår i den officielle undervisning i fysiologi. Den er imidlertid en integreret del af fysiologien og vil sandsynligvis i nær fremtid blive anerkendt som sådan.”

Idet han holdt fast ved denne linie, lykkedes det Richet at vinde gehør for sine fysiologiske og metafysiske arbejder, som kvalificerede ham som medlem af det britiske selskab for studiet af paranormale fænomener. Det ser desværre ikke ud til, at han i sit samarbejde med pressen har udvist den samme kritiske sans som i sine arbejder indenfor det medicinske fakultet. Blandt andet indlod han sig med den berømte Eusapia Palladina og optog fotografier af hendes telekinetiske udfoldelser. Ved at studere disse billeder, optaget under dårlig belysning, konkluderede han, at mediet havde kontakt med overjordiske væsener, meget fine tråde eller bløde udvækster, som voksede ud fra hendes legeme, og som kunne bevæge genstande i lokalet eller løfte bordet som løftestænger. Når man erindrer sig den minutiøse beskrivelse, som metafysikeren Tocquet har givet af de mest almindelige svindelnumre, som medierne har leveret, og Eusapias ry som bedrager, kan man kun blive forbløffet ved at læse, hvad Richet har skrevet: “Den største fare ved disse eksperimenter er bedraget. Man må altid tænke på denne dominerende ide, at mediet gør alt for at vildlede. I denne beskæftigelse er fristelsen til at bedrage næsten uimodståelig.. ..og videre: “Frygten for det mystiske er den næsten altbeherskende bekymring og vel næsten eneste, i alle mine erfaringer”.

Denne frygt eller bekymring, har den været tilstrækkelig til at afholde Richet fra at gå i fælden? Prøvede han ikke ubevidst at gå i den?

I villaen Carmen i Algier overværede Richet en optræden af den store hindu-præst Bien-Boa. Iført en hjelm, udstyret med en stor moustache, bevægede han sig mellem sine tilhængere. Han nedlod sig til at ånde ned i en stor skål med vand, som han fik til at bruse, som om der var et levende væsen i skålen. Der blev taget fotografier. Richet var forbløffet. Han skriver i beretningen om oplevelsen i villa Carmen: Hvorfor synes kroppen og ærmet på Marthe (mediet Marthe Béraud) tomt på fotografiet? Hvorfor ser man ikke hendes højre hånd? Hvorfor ser man Bien-Boas ansigt nøjagtigt, som om det var Marthes forsynet med et mørkt skæg på overlæben? Hvorfor kunne jeg ikke føle Bien-Boas hånd i min, trods det, at han havde forsikret mig om, at han ville holde mig i hånden under eksperimentet, og at jeg havde erklæret, at dette ville være fundamentalt for hele eksperimentet? Hvorfor var det ikke tilladt at røre Marthe, mens Bien-Boa bevægede sig frit rundt i lokalet? Dette er bestemt alvorlige kritikpunkter. Man ville efter dette vente, at professor Richet, Nobelprismodtager og medlem af Videnskabernes Akademi ville konkludere, at disse eksperimenter kun havde ringe værdi (Toquet betegner dem som “maskespil”). Men nej! Han overvinder sine egne indvendinger og hævder, at Marthe Béraud’s overnaturlige evner er ægte.

Et andet område for Richet’s undersøgelser af paranormale hændelser er spøgelseshusene. Det er lidt i retning af en britisk specialitet, og talrige tilfælde er protokolleret i det britiske videnskabelige selskab. Men fænomenet er kendt helt fra Antikken, og Robert Amadou fortæller, at en bankeånd mange nætter forstyrrede søvnen hos Franciskanermunkene i Orleans. Den optrådte i et hjørne af sovesalen og besvarede spørgsmål, der blev stillet i en kode, der lignede de moderne spiritisters. Det var Louise de Mareau’s ånd, hun var gift med byens gendarmerikommandant, mistænkt for at sympatisere med huguenotterne. Man startede en undersøgelse, og enkemanden, der dårligt kunne tro på, at hans afdøde hustru lod høre fra sig, mistænkte en munk ved navn Alicourt for at give sig af med sådanne nederdrægtigheder. Han blev beordret til at sove på en briks og overvåget. Og denne nat skete der ikke noget usædvanligt. Næste dag tilstod Alicourt sit bedrageri; han blev idømt en klækkelig bøde og evig bandlysning.

I århundreder har retspraksis ifølge Amandou været beskæftiget med spøgelseshuse og opsigelse af lejekontrakter som følge af spøgeri. Efter den franske revolution anerkendes spøgeri ikke, medens det stadig optræder i engelsk lov. Der kan nævnes et enkelt eksempel: Den 2. maj 1952 afsagdes ved retten i Hammersmith en dom, der nedsatte huslejen for beboere, der var generet af uforklarlig støj.

I den samtidige parapsykologiske litteratur bliver sådanne fænomener registreret under betegnelsen Poltergejst, der på tysk betyder nisser eller ballademagere. Det var sådanne begivenheder, der indledte søstrene Fox’s karriere. Men nisserne har en livlig fantasi, og deres spilopper er meget varierede. Møbler skifter plads, døre og vinduer klaprer, uden at der kan iagttages nogen træk, tallerkner går i stykker på deres plads i buffeten, klokker ringer, selv om man har afbrudt klokkestrengen eller elektriciteten. Lagener trækkes brutalt væk under de sovende, eller sengene væltes. Der kan gå ild i sengen. Eller også falder der mærkelige genstande på huset: sten, aske, mudder.

I de mest opsigtsvækkende tilfælde hjemsøges huset af en ånd, som fra tid til anden viser sig for beboerne. Sådanne tilfælde kan undertiden forklares ved fysiske fænomener, som beskrevet i “les Annales des sciences physiques”, citeret af Yvonne Castellan: Aldrig så snart var M. Proctor flyttet ind i huset, før man kunne høre lyden af skridt, som også andre lejere kunne høre. To måneder senere sås et ansigt udenfor et vindue. En anden aften så portneren og hans kone en præst med stola, som de iagttog i seks minutter. Derpå hørtes banken, som gentoges seks måneder senere En nat måtte en ven af Proctor, der havde indlogeret sig der for et par dage, stå ud af sengen, skræmt af synet af et fantom og af forfærdelige lyde. Usynlige væsner nævnte ved navn beboere i huset. For spiritister er ånder afdøde, som besøger de levende. Dette stemmer overens med den traditionelle tro, der findes i folkloren eller i litteraturen, såsom Shakespeares Banco eller Molières statue af Kommandanten i Don Juan. For Charles Richet og de nulevende parapsykologer er et fantom en individuel eller kollektiv illusion, ofte knyttet til en telepatisk forbindelse, hvilket forklarer, at det kan bringe et troværdigt budskab såsom forestående død eller varsler. Hvad angår banken på muren, flytten omkring med møblementet eller larm af sten eller vasketøj, drejer det sig om andre udslag af telekinese, skabt af medierne. Spøgelseshuse er altid beboede, så godt som aldrig tomme, eventuelt kan de huse et medium, der ikke aner, hvad der foregår.

Her er en statistisk indvending. Historier om spøgelseshuse er meget udbredte. Det er netop deres hyppighed og ønsket om at opklare problemet angående deres mulige forbindelse med ånderne fra det hinsidige, der var et af motiverne for at oprette S.P.R. (selskab til undersøgelse af paranormale fænomener). En af denne organisations ledere, Podmore, har analyseret tusinder af iagttagelser. En af de mest forbløffende iagttagelser (bekræftet i Frankrig og i andre lande) er, at der i næsten alle tilfælde optræder et barn eller en teenager tæt på at være voksen, og hyppigere en pige end en dreng. Det er ligeledes oftere en mentalt tilbagestående eller et fysisk handicappet barn.. Denne situation kan have fremkaldt en fjendtlig følelse hos disse børn mod de nærmeste omgivelser, hvoriblandt de føler sig misforstået. Psykologisk er der lidt mytomant og ekshibitionistisk, ønsket om at gøre sig interessant eller at dominere de voksne og at skræmme dem. Fra nu af – hvis man accepterer teorien om medier – er der frit slag for at give udtryk for “fysisk kraft”, som påstås at kunne flytte fysiske genstande.

Der er ikke enighed blandt parapsykologerne. Flere anerkender ikke mediernes psykiske magt, flertallet mener som Robert Amadou, at “Kontrasten mellem det meget lille antal troværdige medier og de beskedne effekter, de frembringer på deres bedste dage, og det store antal teenage-medier, som man har tilskrevet telekinetiske evner, som aldrig er blevet bevist, er enorm”.

Som konklusion på sin undersøgelse af de talrige rapporter, der er arkiveret hos S.P.R., anfører Frank Padmore, at poltergejst-fænomenerne er fremkaldt af teenagers, især piger, og ikke er overnaturlige. Hans teori, skæmtsomt kaldet “den slemme lille pige” blev udsat for skarp beskydning, men uden større succes af nogle medlemmer af S.P.R., som påstod, at man byggede på gamle, dårligt versificerede historier. Fra barndommens frie fantasier, der meddeles videre til de voksne ved suggestion, er alt muligt, når det drejer sig om mere eller mindre hysteriske eller karakterafvigende personligheder. Et barn kan som den første opfatte en lyd, der ikke findes eller en eller anden knagen, som det finder skræmmende, og meddele dette til omgivelserne.

Dr. Rudolf har flere aftener i træk observeret spøgelsesfænomener, som udspillede sig hos en madame Bruno: “Der fremkom graffiti på de kalkede vægge, som om man havde skrevet med en finger dyppet i vand, nogle endog selvlysende. Jeg overværede kun én gang skrift med vand, et af de sædvanlige fænomener, da jeg sad med ryggen til døren, og madame Bruno trådte ind i værelset, endskønt alt talte for, at hun befandt sig udenfor. Ydermere blev jeg ramt to gange af kasteskyts i det øjeblik, hvor jeg lige havde slukket lyset og endnu ikke var vænnet til mørket. I det første tilfælde var det et stykke kridt, i det andet en broderesaks, som heldigvis ikke ramte mig i ansigtet, men på halsen. Saksen lå et øjeblik tidligere på bordet,, ved hvilket madame Bruno og hendes datter sad”. Dr. Tischner bedyrede ved et møde af “såkaldte okkultister”, at denne begivenhed var autentisk.

Vi må konkludere: De mest fremtrædende parapsykologer fremfører facts, som de mener klart taler for deres sag, men som ifølge den sunde fornuft skaber tvivl om det autentiske i disse. Dr. Toquet fortæller, at han blev presset til at rejse til en landsby tæt ved Chartres for at befri beboerne på en gård for spøgelser. Man hørte skræmmende lyde, døre og vinduer sprang op og lukkedes ved egen hjælp. “Jeg fik hurtigt den overbevisning efter en undersøgelse på stedet (hvor jeg fandt de sædvanlige unge mennesker, for resten sygelige og psykisk uudviklede), at disse foreteelser var reelle. Naboerne, gendarmerne, præsten havde alle ved adskillige lejligheder iagttaget dem. Præsten havde endog velsignet huset og havde anbragt den hellige Benedict’s medaljer i adskillige skuffer for at gøre en ende på dette, men uden resultat. “Da der ikke så ud til at være noget at observere, gjorde professoren sig rede til at tage af sted, da en gårdejers svigersøn, som havde overværet flere af de omtalte begivenheder, “som havde hensat ham i en nervøs tilstand”, ankom. Manden overbeviste professor Toquet om, at han skulle komme med ham hjem, for at han selv kunne høre de uforklarlige lyde, som, selv om de ikke var så kraftige som hos svigermoderen, dog var af samme art.”. “Da jeg ankom til huset, fortæller prof. Toquet, hørte jeg ganske vist lydene, men de var utvivlsomt frembragt af rotter, som boede mellem værelsets gulv og loft, og som snart for omkring, snart gav sig til at gnave nødder. Der var ingen tvivl mulig”.

Dr. Toquet’s konklusion: “En tvangstanke, som jeg betragter som reel, har ført til en fejlagtig konklusion”. Men hvem siger os, at det også var rotter hos svigermoderen, mellem lydforstærkende skillevægge, eller andre naturlige lydkilder? Dr. Toquet, som under sine første undersøgelser ikke havde iagttaget noget, der kunne tyde på tilstedeværelsen af en poltergejst, troede ikke desto mindre på eksistensen af en poltergejst ifølge præstens og gendarmens vidnesbyrd. Dette er i sandhed ubehageligt for en videnskabelig undersøgelse! Men konklusionen er endnu mere overraskende: “i almindelighed er det tilstrækkeligt at være forsigtig med vurderingen af kendsgerninger, da “et skub i den rigtige retning” undertiden gives af et medium i et øjeblik, hvor der ikke er synlige manifestationer. Hvis mediet bliver grebet på fersk gerning i bedrageri af iagttageren, er det naturligvis tilbøjelig til at generalisere og at pynte på bedrageriet med alle de kendsgerningerne, man har kunnet iagttage. Kort sagt, klogskaben hos observatøren består ikke i at have mistillid til bedraget, men at han, hvis tilfældigvis et bedrag springer ham i øjnene, ikke lader sig påvirke af dette, men fortsætter med at tro på ægtheden af de andre paranormale fænomener, eventuelt inklusive dem, som han ikke selv har bevidnet.

Det bedste, der kan siges om den historie, som vi lige har fortalt, er ikke, at de overnaturlige fænomener ikke har vist sig igen efter dr. Toquet’s besøg, uden at han har gjort noget for at forhindre dette, men at gårdejeren og især gårdejerens kone var overbevist om, at jeg som medlem af den internationale Komite for det internationale metafysiske Institut havde magt til at styre de onde kræfter. En succes, som var så meget mere overbevisende, som præstens medaljer var virkningsløse. Ville han skubbe dr. Toquet’s beskedenhed til side ved at tilkende ham overnaturlige evner, som han ikke selv syntes at påberåbe sig, eller at han fik ånderne til at forsvinde ved autosuggestion?

I vort 20. århundrede har parapsykologerne arkiveret tusinder af vidnesbyrd angående spøgelseshuse. Men, som Robert Amadou bemærker, er det meget sjældent, at et af disse huse har fået besøg af en kompetent kommission, udstyret med videnskabelige instrumenter til at kontrollere og optage. I løbet af de fire år, som Dr. Geley ledede det metafysiske Institut, blev han kun tilkaldt én gang. Ledsaget af Charles Richet begav han sig til stedet, og de to mænd tilbragte adskillige aftener med at afvente de påståede begivenheder. Forgæves. Kilde: www.pseudo-sciences.org
Oversat af Harald Fastrup efter: La pseudo-science et ses dénonceurs
http://www.pseudo-sciences.org/parnormal.htm

Bookmark and Share
Tags:

Skriv kommentar

*