IQ-debat 1

2009, Jul 19th | Emner: Uncategorized

Morten V. Christiansen Û Dann Simonsen

I anledning af artiklen: Hvor intelligent er den gennemsnitlige intelligensteoretiker?

Redaktørens kommentar: U r g ! Debatten foregår ved at de to debattører indsætter kommentarer og svar i respektives mails. Det er en layoutmæssig udfordring, og kan gå hen og blive ret uoverskueligt. Men hovedbundskradsende prøver jeg endnu en gang:

Sort skrift = Morten V. Christensens svar på artiklen. 
Blå skrift = Dann Simonsens svar på MVCs læserbrev.
Brun skrift = Externe citater.
Rød skrift = MVCs svar på DS’s svar. Altså 3. ombæring.

Fortsætter debatten således, så må kombatanterne enten tilgodese redaktørens og læsernes intelligens (og hovedbund) ved skikkelig, overskuelig skrivning, eller fortsætte selv.

"Man ved meget om hvordan g hænger sammen med alt muligt, men stadig meget lidt om hvad det faktisk er." Morten V. Christiansen  ( http://www.mensa.dk/hvad_er_intelligens.html )

Hej Morten.
Af hensyn til overskueligheden kommenterer jeg din reaktion på min artikel Hvor intelligent er den gennemsnitlige intelligensteoretiker? fortløbende og i sin fulde længde efter hvert afsnit:

"Jeg havde egentlig besluttet ikke at kommentere jeres artikel “Hvor intelligent er den gennemsnitlige intelligensteoretiker?”. Forfatteren er aggressivt uvidende, og den slags mennesker er det generelt spild af tid at forsøge at diskutere med. En lektie jeg har lært igen og igen gennem diskussioner med tilhængere af Sai Baba, astrologi-troende, ufologer og lignende. Det er ikke tiden værd. Men i et almindeligt uforskammet svar til Bjarke Roune efterspørger artiklens forfatter nu faktuelle fejl i sin artikel. Når han nu ligefrem spørger, så ville det da være synd ikke at give ham dem."

Hermed  har du allerede begået din første faktuelle fejl, eftersom det, jeg efterlyste, var argumenter, hvilket du (bevidst?) vælger at overse. Påpegning af eventuelle "faktuelle fejl" ville dog også have været lækkert, så det er en skam, at du ikke har været i stand til at indfri løftet:

1. Ikke mindst i kraft af min tilknytning til Dansk Skeptica diskuterer jeg ofte med især astrologi-tilhængere. Det giver næsten sig selv, at jeg kun yderst sjældent bliver enig med dem og i så fald kun om detaljer, hvilket selvfølgelig skyldes diskussionens udgangspunkt: De mener noget helt andet end jeg. Det gør ikke diskussionen til spild af tid, men er det, der først gør den nødvendig: Var vi enige på forhånd, var diskussion overflødig.

Du har det ikke på samme måde, hvorfor du formodentlig ville blive mere lykkelig af at diskutere med Bjarke Roune end med mig.

2. Selv når jeg diskuterer med astrologer, fører jeg mig ikke frem med den indbildt-bedrevidende arrogance, som kendetegner både Bjarke og dig selv:
Hør for eksempel, hvad Bjarke har at sige:

"Artiklens argumenter forekommer aldeles rimelige, hvis man ikke kender så meget til dette noget komplicerede emne. Dette er problemet, for desværre afspejler de også, at det gør skribenten ikke."

Altså: ‘Mine argumenter "forekommer rimelige" , men er det ikke, og derudover skulle jeg ikke vide, hvad jeg skriver om.’ Dette tillader Bjarke sig at skrive uden én eneste kritik af ét eneste argument, hvilket er en uforskammethed i en diskussion – svarende til, hvis jeg nøjedes med at sige til (i stedet for at vise) astrologerne, at de ikke ved, hvad de taler om, og derfor slet og ret burde studere astronomi i stedet for astrologi.

"Jeg kan kun opfordre en person i redaktionen at påtage sig en mere dybdegående undersøgelse af emnet."

Altså: Stadig ingen kritik af noget argument, men en ren og skær påstand om, at jeg ikke har sat mig ind i mit emne.

Yderligere skriver Bjarke, at "emnet som sagt tager lidt tid at forstå ," hvormed han igen antyder, at jeg ikke har brugt den fornødne tid – stadig uden en konkret kritik og stadig uden eftervisning af en eneste fejl, hvorefter han – igen indirekte – siger, at jeg helt og aldeles mangler "en basis, hvorfra der med forståelse kan argumenteres mod de metoder og argumenter, som psykometrikere faktisk bruger."

Nu er det, som jeg har argumenteret imod, rent faktisk de argumenter, som IQ-teorien og Helmuth Nyborg betjener sig af, hvilket både Bjarke og du selv vælger at overse.

…fordi du tydeligt demonstrerer at du ikke har forstået argumenternes indhold, grundet din generelle manglende viden om emnet. At diskutere dine argumenter imod noget du ikke forstår, giver ikke mening.

Helhuth Nyborgs tv-indsats var mildt sagt tvivlsom, og IK-begrebet, og ikke mindst den betydning lægfolk ofte tillægger IK, kan i allerhøjeste grad diskuteres (Her er jeg iøvrigt enig i mange af dine konklusioner. Blind høne kan også finde korn.) Men det hjælper altså, hvis man sætter sig ind i emnet først.

Bjarkes indlæg er som sagt en ren og skær tour de force i indbildsk bedrevidenhed og arrogance. Du selv forsøger via dine punkter a til g at vække indtryk af argumentation – og alligevel bliver det ikke engang til blot et forsøg på at tilbagevise et eneste af mine kritikpunkter. I stedet demonstrerer du, at du ikke er i stand til at udøve kritik på anden måde end ved at tildigte mig holdninger, som du derefter kritiserer, hvilket selvfølgelig altid gør kritik så dejlig nem, idet det sparer en for at sætte sig ind i så meget som én eneste fremmed tanke. Dine indvendinger består kun af lutter påstande, men lad os kigge på dem én ad gangen:

"Jeg tager ikke her stilling til Nyborgs resultater, eller de politiske argumenter forfatteren fremfører, men påpeger kun faktuelle fejl.

a)    Det er korrekt at man kan forbedre sin evne til at løse IK-tests i et vist omfang (30 % på 100 år – i snit … without really trying! ds) .

Overdriver du ikke med en faktor 3 ? Flynn effekten er så vidt jeg husker omkring 2 ik-points (std. dev. 15) pr. generation, eller altså omkring 2/3 std. dev. eller 10 IK-points på et århundrede.
At den har noget som helst at gøre med individuel træning i IK-tests finder jeg tvivlsomt. Men i modsætning til dig, erkender jeg gerne, at jeg ikke ved hvad Flynn-effekten skyldes. Der er argumenter mod og tilbagevisninger af stort set alle plausible teser.
Mine personlige spekulationer går i retning af bedre ernæring i de 1. leveår i den 3. verden op igennem de sidste 60 år hvor effekten er målt. Man ved, at fejlernæring i de tidlige barneår (og pre-natalt) påvirker de mentale evner gennem hele livet.

Det indtryk skribenten giver, at det eneste der har betydning for resultatet er hvor meget man “træner”, er på den anden side helt forkert. Det er der lavet snesevis af studier af gennem hele det 20. århundrede. Effekten af træning er tydelig, men alligevel ganske begrænset."

Du kunne i det mindste tage stilling til de "resultater", som Nyborg påstår at være nået frem til og som jeg citerer ham for, når han på den ene side siger:

Der er "ingen kendte midler til at ændre begavelse".
"Du har den intelligens, du har, og den kan vi ikke gøre noget ved."

Det er grove simplisificeringer han gør sig til talsmand for her, men i brede træk har han ret. Forsøgene på at hæve menneskers IK gennem årelang vedvarende mental stimulering har ikke generelt haft nogen permanente effekter, selv om man har kunnet måle en vis midlertidig effekt. Der er både i USA og i Frankrig gjort flere forsøg med skoler med netop dette formål. Det er interessant, ikke mindst fordi man netop _kan_ måle en midlertidig (omend begrænset) effekt. Så IK er altså ikke mejslet i stål, sådan som f.eks. Nyborg gerne vil få det til at se ud. Han taler ganske rigtigt mod bedre vidende. Men at den praktiske anvendelse af dette resultat ikke er stor, fordi effekten ikke er vedvarende, gør at hans udtalelser ovenfor allivel kan kaldes berettigede.

Og på den anden side kommenterer den generelt (og ganske drastisk) stigende gennemsnits-IQ med, at den er en "tom effekt", "uden praktisk værdi" eller "en slags slør i målemetoderne, fordi folk med tiden lærer princippet at kende i de forskellige prøver."

Altså  med andre ord: På den ene side kan man ikke ændre sin intelligens, men når IQ’en – som jo efter jeres mening skulle have noget med intelligens at gøre – vokser dramatisk, så bortforklares det med, at folk har dristet sig til at forpurre IQ-forskernes teorier ved at lære noget!

a) IKen vokser ikke dramatisk. Flynn effekten er lille og udramatisk.
b) Jeg tror ikke Nyborg har ret. Flynn effekten er helt reel. Men han kan ikke lide den, fordi han ikke forstår den :-)

Det kommer muligvis bag på dig, Morten, men til forskel fra dig og dine med-mensanere spilder almindelige mennesker faktisk ikke deres tid med at rende rundt og træne deres evner i at udfylde IQ-tests. De har som regel fornuftigere eller sjovere ting at bruge deres fritid på og har simpelthen fået en generelt bedre skoleuddannelse i løbet af de sidste hundrede år, hvilket dine "snesevis af studier" ("Videnskaben har bevist, at Colgate …") har forbandet svært ved at bortforklare, hvor gerne de end ville.

Som sagt, uddannelse påvirker ikke IK væsentligt. Det er egentlig ikke til diskussion. Det kan afgøres ved simpel måling.
Hvad f…… har mit medlemsskab med Mensa pludselig med dette at gøre ?

Jeg forventer ikke, at du fatter mit argument – den manglende effekt af argumenter er tydelig i dit tilfælde – men jeg har da givet dig chancen …

"b)    Den korrekte (!) måde at bestemme g er en faktoranalyse over et batteri af psykometriske tests. IK-tests forsøger kun at estimere det resultat, man ville få ved sådan en process. Hvis en test ikke er designet og afstemt efter dette formål, er det ikke en IK-test. De fleste gratis tests på nettet og i underholdningshæfter er ikke afstemte, og måler derfor (!) ikke IK. At fremstille g som en evne der kun kan bruges til at løse IK-tests er dermed åbenbart forkert. Det er at lade halen logre med hunden. g kan måles uden brug af IK-tests overhovedet. Det er faktisk hvad Helmuth Nyborg gjorde i sin (?) undersøgelse." (mine parenteser. ds)

Via "et batteri af psykometriske tests" er "g" ikke bestemt, men derimod opfundet

ok. Det er et begreb med en bestemt klinisk betydning. Som f.eks. ordet "blodtype". Hvis "blodtype" er opfundet, er "g" opfundet.

samtidig med, at man lader, som om det drejer sig om en regulær, objektivt eksisterende genstand, og ikke bare om noget, som man har defineret sig frem til og påduttet menneskeheden. 

Tilsvarende f.eks. kvantemekanikkens bølgefunktion, eller de farver som ligger uden for det synlige spektrum.
Men ok, jeg er med så langt, at g ikke er hvad Kant kalder en _immanent_ egenskab. Den kan ikke ses eller måles direkte. Den er, lige som f.eks. impulsen af et legeme i bevægelse, noget som kræver særlige konstruktioner at detektere. Hvilket ikke er det samme som, at disse egenskaber ikke er veldefinerede eller at de er fiktive.

Sjovt nok argumenterer du dernæst præcis som astrologerne, når de kritiserer ugeblads-horoskoper: Den rigtige IQ-test finder man ikke i bladenes forsimplede udgaver; den skal man finde hos de autoriserede designere, der møjsommeligt er mødtes på deres konferencer og blevet enige om, hvordan sådan en skal se ud: nemlig "afstemt" . Så hedder det hos jer "psykometriske tests", og det er en frygteligt fornem foreteelse, som slet ikke kan sammenlignes med de primitive udgaver …… selv om det i realiteten er præcis det samme. De er ikke "afstemt",

Ja. Blodtype er også et klinisk begreb, som man ikke kan måle med en ugeblads-test.
Hvis astrologer ikke mener at ugeblads-astrologi er rigtig astrologi, så er det også spild af tid at kritisere dem for hvad ugeblads-astrologer siger og gør. Få astrologer til at definere hvad de så mener astrologi er, og tag stilling til dét, i stedet for at kritisere hvad de betragter som en karikatur.

og derfor er de uautoriserede, og derfor noget andet end "g" .

"g" kan til gengæld ‘måles’ af enhver, der følger den procedure, der foreligger for, hvordan man finder "g" . Dette kræver først og fremmest, at man sammenligner sin test med de autoriserede: Hvis ens nyopfundne test, når frem til et andet resultat, altså en anden score end IQ-autoriteternes, så er den ugyldig. 

Igen argumenterer du uden at sætte dig ind i emnet. Vil du bestemme "g" fra scratch, er metoden egentlig simpel :
a) lav en 10-20 tests af forskellige mentale evner. Helst så forskellige evner som muligt.
b) prøv alle disse tests på tilfældigt valgte 500-600 mennesker (mindst). (Det er vigtigt at de virkeligt er tilfældige. Ikke noget med familier, skoleklasser, frivillige eller lignende).
c) bestem ved faktoranalyse, om det er sandsynligt at der findes en fælles baggrundsfaktor for _alle_ testene, og bestem hvor meget den faktor i givet fald er vægtet i hver test. Det er vist endnu ikke sket, at der ikke med høj sandsynlighed findes en sådan faktor.
d) kald baggrundsfaktoren g. Sæt dens gennemsnit til 100, og vælg en værdi for standardafvigelse, f.eks. 15. Du har nu bestemt g ud fra den kliniske definition af begrebet.
e) nu kan man med de 10-20 test fra før bestemme IK for andre personer. Hvis man kender resultaterne for de fleste tests, kan man også sige noget statistisk meningsfyldt (kan vises ved ki^2 test) om personernes sandsynlige resultater i de manglende tests, specielt hvis de manglende tests har høj g-load. Man kan ikke forudsige 100%, men man ved mere end ingenting.
f) Lav en ny test som tilnærmer resultaterne fra bestemmelsen ved faktoranalysen, og demonstrer statistisk (ki^2 test igen) at tilnærmelsen er god. Du har nu en IK-test, og du har ikke talt med en eneste psykometriker undervejs.
g) reflekter over, om hvad g egentlig siger om det enkelte individ. (Ikke alverden, formentlig.)  Siger det noget om grupper? Reflekter også over, om der er forbindelse mellem g og intelligens, efter den definition af intelligens du nu måtte bruge.

Hvis den når frem til det samme, så er den gyldig! Til forskel fra andet, der kan måles, eksempelvis vægt (masse), hvis objektivt eksisterende, naturlige egenskaber kan beskrives og forklares, så gælder dette til gengæld ikke på nogen måde "g", selv om alle de fine betegnelser og redskaber selvfølgelig skal give (og desværre også giver) indtryk af, at vi her har at gøre med ægte videnskab. Igen parallellen til astrologerne, der ser ned på det, som de kalder "ugebladenes stjernetegnsastrologi" (så vidt jeg husker), der ikke er nær så kompliceret og dermed korrekt som deres egne omhyggelige beregninger af ascendanter og huse m.m.

Se min sidste kommentar. Det er veldefineret hvordan g kan bestemmes objektivt. Og i modsætning til masse behøver man ikke at afstemme efter et "normalkilo" opbevaret i Paris.

Problemet med jeres "g" -‘målinger’ er således betydeligt værre, end at halen skulle logre med hunden. Problemet er, at I med jeres designertests kun har en hale, men slet ingen hund!

"c)    ” Når man har forstået princippet/-erne, så bliver det umådeligt nemt at lave den slags "hjernegymnastik".” skriver skribenten. Ja, når man først har forstået principperne, er det utroligt nemt at være atomfysiker eller kunstmaler. (Enig! ds) Når man først kan spille klaver, er det nemt nok. (Sikkert! ds) Det er tautologisk sandt, men dog alligevel utroligt misvisende. (Nej, Morten. Hvis man som du bruger oceaner at tid på at udfylde IQ-tests, så kan man til sidst få en score på 190! ds) Artiklens forfatter har tydeligt den tanke, at det er muligt at lære en hest talteori, bare man bruger tid nok på det."

Til påstanden om de 190 kan jeg kun sige, "det burde så være nemt at bevise". Alle undersøgelser peger på at det ikke er sådan. Når man "træner" kan man flytte sin målte IK i IK-tests i mindre omfang, men ikke ret meget. Jeg har ikke kendskab til undersøgelser hvor man har "trænet" i forbindelse med IK-bestemmelse ved et batteri af psykometriske tests. Umiddelbart er jeg her tilbøjelig til at gætte på, at "træning" i den situation har endnu mindre effekt.
(ps. IK 190 er _meget_. Det er faktisk helt meningsløst højt. Ingen seriøse test kan i dag måle deroppe. Derfor kan jeg sige med 100% sikkerhed at du ikke kan træne nogen til at score 190 (std dev 15). Et sådant resultat kan nemlig ikke gives i en seriøs test, men kun i pjat som Mega-testen.)
De ting man træner er 1. ordens evnerne, de såkaldte gruppefaktorer. g er formentlig en 2. ordens faktor, som altså har sin effekt indirekte gennem sin påvirkning af gruppefaktorerne. Da en IK-test kun laver estimater som statistisk set er gode, så kan man formentlig træne de gruppefaktorer som vægtes i bestemte typer af tests, og derved "snyde" estimatet noget. Men at træne mod et bredt psykometrisk test-batteri, som måler alt fra korttidshukommelse til musisk gehør, kan jeg ikke se hvordan man skulle kunne gøre.

Pudsig overdrivelse, men desværre viser den ikke andet end den holdning, som du gerne ville kunne (men ikke kan) underbygge ved hjælp af videnskaben: At det, der forhindrer mennesker i at blive uddannet til atomfysikere, er, at de i lighed med heste (natur-analogi) mangler de naturlige evner for det.

Sandt nok, det er præcis hvad jeg hævder. Ligesom jeg f.eks. mangler evnerne til at blive kunstmaler. Det er ikke (kun) et spørgsmål om læring. På den anden side skal der meget _mere_ end høj g til at være atomfysiker. Eller afdelingsleder. Eller bare at bestride et kvalificeret job.

Du bilder måske dig selv ind, at du med din vittighed har leveret et reelt argument, hvilket du imidlertid ikke har. Det eneste, du har udtrykt, er din forbitrelse over, at jeg har påvist, at besvarelsen af IQ-tests beror på principper, der kan læres . Ikke af heste, ikke af evnesvage, men af ganske normalt begavede mennesker, hvilket er et faktum, som du ikke kommer uden om ved hjælp af dine heste-historier. Med din (falske) hesteanalogi demonstrerer du din og Nyborgs fordom: De, der sorteres fra i uddannelsessystemet, og derfor ikke skal lære mere, bliver udskilt, fordi yderligere forsøg på at lære dem noget er strandet på deres naturgivne begrænsninger: som at lære heste talteori!

PS  Lad i øvrigt være med at sammenligne jer med atomfysikere, mensa-mand! Atomfysikere har sat sig ind i, hvad atomer er for noget. De har en viden om noget – og arbejder på at udvide den. Et mensa-medlem behøver ikke at kunne andet end at være bedre end 98 % af den øvrige befolkning til at udfylde IQ-tests. Atomfysiker bliver man ikke ved at tilbringe dage og nætter på nettet med at udfylde IQ-tests! Man bliver højst medlem af Mensa! For at blive atomfysiker er man nødt til at sætte sig ind i et stykke virkelighed. At man så til gengæld næsten ikke kan undgå at blive bedre til at lave IQ-tests, hvis man studerer atomfysik, er en helt anden ting ….

Igen, hvad f…… har Mensa med det her at gøre ? Jeg har ikke blandet dem ind i det. Og da slet ikke sammenlignet dem med atomfysikere.

"d)    Manglende skolegang fører på ingen (!) måde til IK på sinke-niveau, som forfatteren hævder. (Korrekt! Det gør først manglende uddannelse i kombination med udsættelse for en IQ-test! ds)

Forkert. IK-tests er oprindeligt udviklet til at måle på børn før skolealderen. Senere i livet er deres IK normalt  ikke væsentligt påvirket, uddannelse eller ej.

Tilsvarende påvirker uddannelse ikke IK målbart positivt. Det er nemt at konstatere ved at måle personers IK før og efter uddannelsesforløb. At forklare Flynn-effekten og befokningsforskelle i IK med forskelle i uddannelse, er derfor en forkert hypotese, som igen afslører skribentens manglende viden."

Enhver, der tager en IQ-test i øjesyn, kan fastslå, at den slags beror på opgaver, som man på den ene eller den anden måde blive bedre til (henholdsvis først erhverver forudsætningerne for) via skolegang. Det viste jeg allerede i det første afsnit af min artikel: Hvad er en IQ-test? At mine argumenter er prellet helt og aldeles af på dig, er beklageligt, men andre – knap så forudindtagede – mennesker, der som du selv befinder sig i det normaltbegavede spektrum, kan til gengæld læse og forstå dem helt uden problemer, hvilket også var mit vigtigste ærinde. Apropos høj IQ og dum som en dør!

Tricket med at måle personers IQ før og efter uddannelsesforløb kræver imidlertid en yderligere forklaring, som du ikke leverer:

Når man gennemløber et uddannelsesforløb som for eksempel folkeskolens ni-ti klassetrin, så bliver man rent faktisk bedre og bedre til at udfylde IQ-tests. Dette er ikke nogen hemmelighed, slet ikke for IQ-fans som dig. At man ikke dermed får en højere IQ, skyldes et svindelnummer, som er en af hemmelighederne bag IQ-hysteriet:

"Ved valget af sværhedsgrad holder diagnostikerne sig til den tommelfingerregel, at det, der interesserer dem ved intelligensen, "hvad den så end er", først og fremmest er forskellen i samme. Hvilke opgaver der bliver taget med i en test, er således slet og ret bestemt af, om løsningen af opgaverne i den kan bruges til at producere forskelle mellem individerne på et bestemt uddannelsestrin eller ej. Opgaver, som alle otteårige kan klare, egner sig selvfølgelig ikke til den differentielle diagnostik af otteårige, på samme måde som opgaver, der altid er for svære for alle otteårige, er uegnede.

Målestokken for intelligens er altså sammenligningen mellem den udspurgte præstationsgruppes individuelle og gennemsnitlige præstation – den berømte intelligenskvotient:

IQ =
Intelligensalder


       livsalder

(hvor det er den individuelle alder, der står i tælleren, og "den for det respektive alderstrin gennemsnitligt forventelige score", der står i nævneren)." Citeret efter:  http://www.gegenstandpunkt.com/dansk/Intelwie.htm

a) det er korrekt at man differentierer IK-tests på alderstrin, og at opgaverne er valgte så de i så vidt omfang som muligt etablerer forskelle inden for gruppen på det pågældende alderstrin.
b) Det er korrekt at den formel du angiver blev anvendt som heurestik til estimering af g for små børn indtil for 30-40 år siden. Siden har man fundet bedre heurestikker, så formlen bruges ikke i dag. Den har ikke været anvendt til estimering af IK blandt voksne. Den har aldrig været en definition af IK-begrebet eller g (på trods af sejlivede myter om det modsatte).
c) citatet forklarer ikke, at IK ikke ændrer sig væsentligt gennem livet, uafhængigt af uddannelse. Hvis hypotesen var rigtig, ville man se den veluddannede gruppe distancere sig betragteligt fra deres oprindelige resultater (eller alternativt evt. de dårligere uddannede ville gå ned i IK i forhold til deres oprindelige resultater). Det ser man ikke. Begge grupper ligger tæt ved deres oprindelige resultater. Jeg konkluderer derfor, at hypotesen er eksperimentelt falsificeret.

Selv om man med stigende alder og uddannelse vil kunne besvare flere og flere opgaver, får man altså alligevel ikke en højere IQ, eftersom man sammenlignes med et nyt gennemsnit! Det er i øvrigt en af de mange ting, som IQ har til fælles med karaktererne i skolen.

I øvrigt er du jo slet ikke ubekendt med, at IQ-tests i det hele taget kræver viden, altså slet ikke kan måle den påståede vidensløse "g". Som det hedder i din disussion med Hans-Georg Michna:

"The Mega test is great fun, and high intelligence is certainly a requirement for doing well. However, a good knowledge of math and linguistics, as well as a broad knowledge of science, seems to me to be requirements as well.
I think one of the most frequent errors in intelligence tests is that they require some knowledge."
http://mathquest.com/discuss/sci.math/a/m/147862/147895

Linien som begynder med "I Think…" er en del af Hans-Georgs svar, ikke noget jeg har skrevet.
Nu måler Mega-testen jo netop ikke g i klinisk forstand, som jeg vist også skriver på den 1. side du refererer. Det er en underholdende test, men den har alle de problemer som du angriber rigtige IK-tests for at have. Hvis IK-tests i almindelighed var designet som Mega-testen, ville jeg finde din kritik saglig. Sandheden er, at g ikke er veldefineret på det niveau hvor Mega-testen hævder at måle. Det statistiske grundlag for at studere det pågældende IK-område er alt for småt, og g er frem for alt et statistisk defineret begreb.

Og du er jo heller ikke ubekendt med, at IQ-tests er culturally biased! Som det hedder i samme diskussion:

"Here’s an example for a slightly more difficult test problem. When testing American Indians, some apparently too low scores were found to be attributable to their higher persistence. They didn’t simply skip to the next question. A similar problem may exist between men and women (of all races and tribes)."

Jeg er udmærket bekendt med, at IK-tests ofte har kulturel bias. De er fremstillet så de passer på "det almindelige tilfælde", og hvis "det almindelige tilfælde" bliver noget helt andet, så mister testen selvfølgelig sin validitet. Det afspejles både med tests af minoriteter og ved anvendelse af testen i helt andre kulturer. Og ja, jeg tror det er en væsentlig del af grunden til, at mange mindretal og fremmede fra andre kulturer klarer IK-tests dårligere i undersøgelser. Det målte gennemsnit på 70-80 i Afrika og blandt amerikanske sorte virker som groteske tal.  De fleste mentale evner afviger ikke væsentligt mellem forskellige grupper af mennesker (selv om nogle afviger meget mellem individer), så det virker suspekt med en så stor afvigelse på g.
Siden du læser mine  indlæg i andre diskussioner så flittigt (i ovennævnte tilfælde endda meget gamle indlæg; jeg husker kun vagt diskussionen med Hans-Georg), så vil du også se, at jeg har spekuleret over hvad der ellers kan være af grunde til at test-resultaterne viser som de gør, for selv om man forsøger at kompensere for kulturel bias (gennem kulturneutrale tests), så måles der stadig en betragtelig forskel.
En af mine spekulationer er, at det miljømæssige element i IK sætter sig igennem forskelligt afhængigt af den _status_ mentale præstationer har i kulturen. Det kunne forklare en betragtelig del af den tilbageværende forskel.

Alligevel har du tilsyneladende ingen indvendinger imod, at Nyborg & Co. stempler sorte afrikaneres gennemsnitlige IQ til 70! Og du af alle mennesker kan vel heller ikke være uvidende om, hvordan man tester den slags mennesker, der ofte hverken har lært at læse eller at skrive: med blinkende lamper og knapper, der skal trykkes på, hvor deres reaktionshastighed bliver taget som indicium på deres IQ!

Overvej dog, hvordan en sort lille neger fra Afrika, umpapa, umpapa, må reagere, når whitey kommer valsende med sine kulørte, blinkende lamper! Tror du han er lige så testliderlig som en mensaner og dirrer af anspændthed for at komme til at trykke på den rigtige knap i det rigtige øjeblik? Come on, Morten! Gennemsnitsafrikaneren kan slet ikke undgå at have mere mellem ørerne end gennemsnitsmensaneren – selv om han/hun næppe ved ret meget om statistik!

Se min kommentar ovenfor. Jeg er skeptisk over for tolkningen af disse målinger. Men jeg deler ikke troen på din skråsikre og politisk korrekte forklaring. Bl.a. fordi resultatet matcher tilsvarende resultater blandt amerikanske sorte. Nyborgs tolkning afspejler hans bias, men det gør din sandelig også. Nyborg ved bare mere om det end du gør, så han kan, hvis han vil, diskutere det kvalificeret.

"e)    Der er generel enighed om, at g har en målbar miljøbetinget komponent, som dog er mindre end den arvelige. Jeg har ikke hørt H. Nyborg sige andet, men hvis han har en anden opfattelse, er han i modstrid med både mange forskningsresultater og det store flertal af sine kolleger. At forfatteren til artiklen fremstiller g som noget forskerne er enige om er 100% arveligt, er derfor endnu en faktuel fejl i artiklen."

Der er
ikke

"generel enighed" om noget som helst, hvilket du ville vide, hvis du ikke opfattede IQ-menigheden som det eneste gyldige bedømmelsesforum. 

Ok. Der er generel enighed blandt psykometrikere, kliniske psykologer og neurologer, burde jeg nok have skrevet. Der er masser af andre mennesker som mener noget andet. Men er det relevant ? Flertallet af mennesker tror også stadig at vi lever i det Newtonske univers, og finder relativitetsteorierne ulogiske. Et dét relevant ?

Der er frem for alt ikke engang enighed om, at "g" i det hele taget eksisterer som andet end jeres opfindelse. 

Kun blandt de, som har sat sig ind i sagen.

Tilsvarende er der – for nu at omskrive Richard Lewontin – generel enighed blandt katolikker om, hvilke af deres mirakler der kan betragtes som ægte og hvilke der ikke kan tildeles denne ære, hvilket "miraklerne" ikke bliver spor mere mirakuløse af – uanset hvor mange kommissioner der har deltaget i fastlæggelsen af bedømmelseskriterierne!

For så vidt er det også lige så kedsommeligt at gå i gang med at overveje, hvor stor en del af det ikke-eksisterende "g" der er arveligt belastet, og hvor stor en del der skyldes miljø-forurening. Jeg kunne derfor heller ikke finde på at fremsætte den påstand, som du skyder mig i skoene: At IQ-gutterne ville hævde, at evnen til at udfylde IQ-opgaver skulle være 100%, eller for den sags skyld 90% eller kun 30% arvelig . Deres fejl består – på samme måde som for miljø-tilhængernes vedkommende – i at mene, at intelligensen i det hele taget skulle være et produkt af "faktorerne" arv og miljø – med "arven" som en naturkonstant, som "miljøet" så kan få lov til at skubbe en lille bitte smule i den ene eller den anden retning.

g er ikke den eneste egenskab som har det sådan at arv og miljø spiller sammen som jeg beskriver. Lad mig citere Steven Pinkers (neurolinguist) nye bog, "The Blank Slate"  om lovene i "behavioral genetics", et område som er front-forskning:
-The first Law : All human behavioral traits are heritable
-The Second Law : The effect of being raised in the same family is smaller than the effect of the genes.
-The Third Law: A substantial portion of the variation in complex human behavioral traits is not accounted for, by the effects of genes or families.
g ligner et sådant "behavioral trait" fuldstændigt, i det mindste i den måde det fremtræder.

Som (mere end) antydet i min artikel vil jeg i øvrigt ikke engang i dit tilfælde give gener eller opvækst skylden for din arrogance og din manglende evne til at fatte et argument! Udslagsgivende er derimod din erkendelses interesse (og du må for min skyld gerne kalde den for "ei-faktoren"!), idet du ikke har nogen intentioner om at forsøge at fatte, hvad jeg skriver. Det gør det heldigvis også så meget lettere for mig at give dig et par over snuden for dine fejltagelser, som du vitterligt selv må hæfte helt og aldeles for, da du intet gør for at undgå dem.

"f)    At fremstille uddannelsessystemet primære funktion som selektion, snarere end kvalificering, får mig til at spekulere på hvor forfatteren mon har gået i skole. Da næppe i Danmark. At IK er en god prediktor for økonomisk success, er formentlig (!) også betydeligt mere sandt i lande med højere social mobilitet. I Danmark, hvor den sociale mobilitet er ekstremt lav, er den bedste prediktor for økonomisk success fortsat forældrenes indkomst." (Ikke kun i DK! ds)

Nej. Også i f.eks. Indien. Men i USA, der har meget højere social mobilitet, er IK tilsyneladende en bedre prediktor. Det hævder i det mindste nogle samfundsforskere fra USA.

Jeg er ikke i tvivl om, hvor du har gået i skole, og jeg er heller ikke i tvivl om, at du undervejs har gjort, hvad du kunne, for at komme til at høre til dem, der ikke blev sorteret fra i selektionen i det danske uddannelsessystem. Der er altså ingen grund til de store spekulationer på dette punkt. Jeg har heller aldrig hævdet, at der ikke finder nogen "kvalificering" sted i det danske uddannelsessystem. Jeg har derimod sagt, at denne kvalificering samtidig danner grundlag for den selektion, som finder sted via karakterer og adgangsbegrænsning.

Du har sagt at "Enhver ved, at skole- og uddannelsessystemet i de vestlige samfund drejer sig om selektion: ". Hvis du havde skrevet at det _også_ drejer sig om selektion, eller at selektion er _et af_ de primære mål for uddannelsessystemet, så havde jeg ikke kommenteret det. Men både kvalificering, og det vi i gamle dage kaldte "politisk disciplinering" er også primære mål for uddannelsessystemet. Hvis man kan gå i skole i Danmark og mene noget andet, så kan jeg ikke forstå det. (Hvis du kan finde nogle af de ting jeg har skrevet om det, så går din søgefunktion skræmmende langt tilbage). Du har selvfølgelig ret i at kvalificeringen danner en væsentlig del af grundlaget for selektionen.

"g)    At bestemme om der er en fælles baggrundsfaktor i en serie tests af mentale evner er ikke et spørgsmål om “beslutning”, men om statistisk analyse, en såkaldt faktor-analyse. Indrømmet, det kræver statistik som er over niveauet for en sproglig studentereksamen, men dét gør ikke i sig selv analysen til pseudovidenskab, som forfatteren tilsyneladende mener."

Når jeg viser, at analysen er pseudovidenskab, så er grunden ifølge dig ikke at finde i mine argumenter . Det skulle derimod skyldes, at jeg i sin tid tog en nysproglig studentereksamen! 

Det var ikke hvad jeg skrev. Jeg skrev at den fornødne statistik krævede mere end hvad man lærer i gymnasiets sproglige linie. At du ikke har _gidet_ at sætte dig ind i emnet er åbenlyst. Jeg har på ingen måde antydet, at du har den undskyldning, at du ikke _kan_ (eller bør) sætte dig ind i faktoranalyse.
Kvantemekanikkens bølgefunktion er heller ikke noget man lærer om på de fleste gymnasielinier. Ville du prøve at forstå dén, hvis du ville skrive en artikel som kritiserede en kvantefysikers udtalelser om universet ? Eller ville du bare kalde bølgefunktionen fiktiv og pseudovidenskabentlig, fordi du ikke kan se den på din badevægt ?
(Det gjorde Stalin faktisk. Ideen om en nødvendig "kritisk masse" for en atombombe, som satte en begrænsning på hvor små bomber man kunne lave, var i strid med hans dialektiske videnskabsforståelse og Friderich Engells tanker om "Naturens Dialektik". Jeg nævner det (og i forbifarten også den landbrugskatastrofe Lysenkos "dialektiske" genetik forårsagede) som eksempler på, at man skal passe på med at vurdere videnskab alene ud fra hvad man finder ideologisk acceptabelt.)

Det er en herlig argumentationsmåde fra en person, der fra starten har erklæret, at han ikke ville behandle "politiske argumenter" - hvilket han har levet op til ved at undlade at kritisere argumenter i det hele taget –  men at han kun ville påpege "faktuelle fejl", hvilket imidlertid heller ikke er sket.

Og dette er slet ikke utypisk for en IQ-tilhængers måde at argumentere på, men er tværtimod ret konsekvent. IQ-teorien går jo netop ud på at hævde, at der eksisterer mennesker, normaltbegavede, der bare ikke er i stand til at fatte og forstå visse ting, hvorfor man heller ikke engang skal forsøge at forklare dem det. Når der er nogen, der drister sig til at vise, at den indbildte intelligenselite ikke har ret, så vil ethvert argument for IQ-menighedens påstande derfor også være spildt ulejlighed, da kritikernes helt basale evner jo alligevel ikke rækker til at forstå det. Set fra en mensaners synspunkt må det således altid være kritikerne, der er arrogante, eftersom de drister til at anfægte IQ-giganternes påstande! Vi kender den allerede:

Når de fleste mennesker ikke bliver professorer eller lignende, så er det ikke, fordi der for eksempel er noget, der hedder adgangsbegrænsning, men fordi "faktorerne" arv og miljø ikke har gjort dem begavede nok til at fatte det, som en professors (eller blot et ynkeligt mensa-medlems) "faktorer" har gjort det muligt for ham at fatte. Og når IQ-menighedens argumenter kommer til kort, kan der derfor heller ikke være tale om, at det kunne skyldes mangler ved argumenterne! Det må derimod dreje sig om en beklagelig bivirkning ved den overlegenhed, som de nådige faktorer har begunstiget dem selv med: at være omgivet af en evne-svag hob, der bare er for ubegavet til på nogen måde at begribe de åndspræstationer, der rører sig på deres indbildte intellektuelle overmænds niveau.

For så vidt er manglen på argumenter slet ikke nogen mangel hos dem selv, men hos modstanderen: ‘Jeg ville kunne forklare dig det, hvis bare din g (eller din statistiske indsigt! eller din studentereksamen!) ikke var så beskeden.’ At man i den forbindelse ikke engang prøver - Hvad nu, hvis det viste sig, at man tog fejl? – er også kun konsekvent. 

Jeg kan ikke forklare dig faktoranalyse eller andre former for multivariatanalyse her. Det er et for omfattende emner. Men jeg kan henvise til en god introducerende bog, nemlig Davis Bairds "Inductive Logic – Probability and Statistics". Jeg vil foreslå at du sætter dig ind i den statistiske grund til, at man mener at der findes en "generel kognitiv faktor", før du afviser den som fiktiv. Analyserne er komplekse, men det er ret overbevisende, at det er den rimeligste tolkning.
Det væsentlige spørgsmål, og det er _her_ man kan rejse den væsentlige kritik, er hvad det så _betyder_, og om g har nogen praktisk betydning i livet.
Her er jeg i almindelighed tilbøjelig til at give f.eks. Martin Gardner ret. g er i almindelighed ret betydningsløst "i praksis", i det mindste på det individuelle plan. Hvis en persons g er ekstremt højt eller lavt kan det give problemer i livet, men ellers betyder det ikke alverden. Gardners "Multiple Intelligenser" er for de fleste meget mere operationelle, hvilket er paradoksalt, for de er meget sværere at måle end g. Men når diskussionen er om g’s validitet og statistiske signifikans, så benægter heller ikke Gardner begrebets validitet.

At forsøge ville være det samme som at sætte sig ned på den underlegne modstanders niveau, hvilket ville være lige så stort et spild af tid som at forsøge at uddanne de mangelfuldt uddannede … hestehjerner!

Dette er højdepunktet i den elitære selvglæde, og det immuniserer samtidig IQ-teorien mod kritik: Hvis nogen har noget imod den, så må det nødvendigvis skyldes noget andet end de argumenter, som fremføres imod den: De må have en lav IQ!

"Artiklen ikke er udtryk for skepsis, men snarere en blind tro på at alle er født med evnerne til at blive atomfysikere, og at der ikke er målbare forskelle af betydning i menneskers mentale evner."

Som gymnasielærer skulle jeg være ret verdensfjern for at mene, at der ikke er forskelle af betydning i "menneskers mentale evner" . Hver eneste gang jeg retter et sæt dansk-engelske oversættelser, konstaterer jeg sådanne forskelle: Nogle elever kan i 2.G finde ud af at bruge reglerne for kongruens i det engelske sprog, andre kan ikke; nogle kan stave rigtigt – selv på et fremmedsprog – andre kan ikke; nogle er klar over, at der ikke alene er forskel på dansk og engelsk grammatik, men også på sprogenes idiomatik, andre er ikke … og så videre ….

Og også i indstillingen til deres fejl kan jeg konstatere forskelle af betydning i "menneskers mentale evner": Nogle er nysgerrige efter at finde ud af, hvori deres fejl består og hvad de rigtige regler er; andre er mere optaget af den "måling" af deres mentale præstationer, som det fra statslig side er pålagt mig at udtrykke i form af et tal, karakteren, som abstraherer fra enhver indholdsmæssig fejl eller ethvert suverænt pletskud. I stedet for en interesse i sproget bibringer skolesystemet dem en interesse i den bedømmelse af deres person, som karaktererne udtrykker. Og de går tilsvarende mere op i at finde på undskyldninger for eventuelle dårlige præstationer, end i at forstå, hvori de består. En af disse undskyldninger kan for eksempel være, at de simpelthen bare mangler evnerne! De er nu engang bare sådan indrettet, at de ikke kan lære engelsk. Og det får de desværre ret i, for det er en selvopfyldende profeti.

Dette – konkurrencen i skolesystemet og konkurrence-individets psykologi – er mere udførligt forklaret dels i min artikel i Social Kritik nr. 72: IQ – den demokratisk lutrede racisme http://www.socialkritik.dk og i de artikler og bøger af Freerk Huisken, som jeg henviste til i litteraturlisten. Desuden kan jeg anbefale hans bog Ungdomsvold – selvbevidsthedskulten og dens uønskede resultater (forlaget politisk revy 1998), der redegør for de fællestræk, der findes mellem voldspsykopater og andre af de individer i det moderne samfund, der nærer en voldsom trang til at hævde sig som overlegne …

Jeg har ikke læst dine kilder. Linket til socialkritik giver kun adgang til et sted man kan bestille gamle numre, ikke til artiklen direkte. Men diskussionen om karakterer i skolen er oldgammel, og jeg har selv været flittig deltager for knapt 20 år siden. Jeg er stort set enig i alt det grimme man kan sige om karakterer. På den anden side _er_ det en væsentlig del af uddannelsessystemets rolle at lave selektion. Det er et grundvilkår. Man kan forsøge at lave "bedre" systemer til selektionen end karakterer, men selekteringen er et samfundsmæssigt vilkår på godt og ondt. De fleste eksperimenter med at afskaffe karakterer til fordel for f.eks. mere udførlige udtalelser har været til fordel for de stærkeste elever, og til skade for de svageste. Karakterer og IK har dog i bedste fald en _meget_ perifær sammenhæng, så sammenhængen med hvad vi diskuterer forekommer mig fjern.
Ideen om at selektere efter IK virker absurd, mest fordi g normalt er helt utilstrækkeligt til at sige noget meningsfuldt om en person. Derfor slår dine påstande om, at IK faktisk reelt bruges til selektering i væsentligt omfang, mig som mærkværdige. IK-tests var på mode i 50’erne i England og USA, så dengang var det måske sandt i de lande at man selekterede i væsentlig grad efter IK. Det har aldrig været tilfældet i Danmark. Så vidt jeg ved, har der i Danmark været præcist én praktiserende psykometriker uden for universiteterne, og han trak sig tilbage for over 10 år siden.  (Han hedder Ib.)

"Den ide er, om muligt, mere tåbelig end UFOer, pyramidekræfter, jordstråler og de tilsvarende emner, som skeptikerne normalt analyserer.
At være skeptiker handler om at lytte med et åbent sind, men samtidig at være uvillig til at blive snydt. At sætte en ære i sin modvilje mod sætte sig ind i emner, bliver man ikke skeptiker af. (Nej, det bliver man åbenbart Mensa-medlem af! ds) Uvidenhed er ikke det samme som kritisk sans."

Til sidst tager du så springet ud det blå og slipper helt enhver antydning af et forsøg på at forholde sig konkret til min artikel. Du bliver fuldstændig rablende og skyder i stedet for på det, som det er lykkedes dig at bilde dig selv ind, at der sikkert står i artiklen, selv om det ikke forekommer et eneste sted og selv om jeg i flere tilfælde mener sådan ca. det modsatte af, hvad jeg angiveligt skulle mene:

"Artiklens forfatter har ikke forsøgt at forstå emnet, men fabulerer frit (Look who’s talking! ds) ud fra sine fikse ideer om at alle har præcist identiske evner, at karakterer i skolerne er opfundet af de lede kapitalister for at diskriminere mod arbejderklassens børn, at g handler om lysten til at løse kryds-og-tværser, at IK-tests ved ansættelsen er grunden til at dårligt begavede mennesker har sværere ved at få og fastholde kvalificeret arbejde, osv."

Jeg taler ganske vist ikke noget sted om, 1) at alle har præcis de samme evner, 2) at kapitalister har lavet karaktersystemet og har gjort det for at diskriminere arbejderbørn, 3) at "g" skulle være en lyst til at løse kryds og tværs. (Gid det var så vel!) Men hvad fanden: Hvis det nu er lettere for Morten V. Christiansen at kritisere end virkeligheden, så skidt pyt, så laver vi den bare om! At IQ-tests ved ansættelser skulle være en grund til, at mennesker, der er dårlige til at løse IQ-tests, frasorteres, finder jeg til gengæld vanskeligt at argumentere imod – men det er jo heller ikke helt det, som du vil sige, vel Morten?

Men tog du en IK-test ved din ansættelse ? Kender du nogen som har gjort det ? Jeg har været til måske 50 ansættelsessamtaler i mit liv. (Jeg gør det for sportens skyld.) De fleste jobs er jeg åbenlyst ikke kvalificeret til, men det er altid forsøget værd. Jeg har mødt mange sære tests, men _aldrig_ en IK-test.
Jeg har i alt brugt 40 minutter af mit liv på at løse IK-tests, nemlig da jeg tog en test for at blive medlem af Mensa. Det er tydeligt 40 minutter mere end du har, for din ide om IK-tests er præget af  ugeblads-pseudotests og tests fra internettet, som ikke har meget med sagen at gøre. Eller som jeg har skrevet et sted, "de måler nok noget, men det er ikke g".
Til gengæld har jeg så brugt et betydeligt antal timer til at forstå, hvad det var som blev målt i de 40 minutter, og jeg har i den forbindelse kigget på og reflekteret over en del tests, både rigtige og "pseudo-tests" som Mega-testen. 

"Til disse ideer er min holdning…skeptisk.–
mvh. Morten V. Christiansen"

Disse ideer – som du skildrer dem, Morten – er primært dine egne opfindelser, så her nærmer vi os endelig et punkt, hvor vi kan være enige!
Med venlig hilsen, dann simonsen

PS   Din position som ypperstepræst i den danske afdeling af Mensa-kirken er sandsynligvis ikke uden betydning for dit dårlige resultat i min intelligenstest. For så vidt er jeg villig til at give dit miljø en lille del af skylden for den helt igennem utilfredsstillende præstation. Dog kan det undre mig meget, at du har valgt helt at springe spørgsmål 3 over, for så vidt som det behandler et af dine idoler, Kevin Langdon!

Men da min test jo har til formål at øge intelligensen, er der slet ikke noget problem i at forære dig svaret, som du er velkommen til at sende en kopi af til Kevin. Her kommer det. Er du parat?

Den nemmeste måde, at ‘møde kvinder, som man ikke er nødt til at tale ned til’, Morten, er at lade være med at tale ned til de kvinder, man møder!

Løsningen er med andre ord lige så simpel, som den er elegant!

Jeg har aldrig hørt om manden.
Jeg kan stadig ikke se, hvad Mensa har med det her at gøre. Jeg har ikke draget dem, eller mit medlemsskab, som jeg da ikke benægter, ind i debatten. Endsige prædiket om det.

PPS Da jeg sidste år offentliggjorde min første IQ-kritik i tidsskriftet Social Kritik, skrev jeg blandt andet om de mennesker, der bliver IQ-test-skadet. Dengang tænkte jeg udelukkende på dem, der frasorteres ved stillingsbesættelser eller ved tildelingen af uddannelsespladser. Før jeg så Mensas brevkasse og dine diskussioner på nettet, var det slet ikke faldet mig ind, at der kunne eksistere en overset gruppe af ‘obsessive-compulsive IQ-test solvers’ .

I mellemtiden er jeg kommet på den tanke, at man måske burde overveje at starte en støttegruppe for frafaldne Mensa-medlemmer, der har problemer med at komme deres misbrug til livs. Der er nemlig en helt anden virkelighed herude, Morten! Og selv om I måske ikke føler det sådan, så kan jeg forsikre jer om, at man kan komme ud af det, hvis bare man har viljen!

Er det ikke et glædeligt budskab i denne søde juletid? I er ikke heste!!!

Kilde:
Para-nyt 2002 nr. 7

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*