Forskningsfrihed – en styringsteknik

2002, Jul 1st | Emner: Videnskab

af Freerk Huisken, oversat af Dann Simonsen.

Forskningsfrihed – en styringsteknik
eller: Hvordan videnskaben funktionaliseres for stats- og pengemagt

Friheder, det være sig meningsfrihed, trosfrihed eller forsknings- og uddannelsesfrihed, er – har vi altid fået at vide – et stort gode og en pryd for demokratiet. Når man trods arbejdsløshed, offentlige besparelser, forurening eller krigsindsats diverse steder på kloden alligevel insisterer på at forsvare demokratiet, så griber man tilbage til disse friheder. De eksisterede nemlig ikke under fascismen, lyder det sidste redningsforsøg så. Denne anstrengte sammenligning viser allerede, at den ubegrænsede ros af frihederne er temmelig forfejlet. Ikke kun, fordi det er en meget relativ ros – det skulle tale for demokratiet, at det adskiller sig fra fascismen – men frem for alt, fordi man tager bestik efter, hvad staten tillader. Den demokratiske stat har sikkert sine grunde til, at den giver sine borgere lov til noget, som den fascistiske forgængerstat ikke tillod eller kun tillod i begrænset omfang. Disse grunde ville det være en god idé at undersøge, før man klapper i hænderne og råber halleluja. Hvad det er for grunde, kan man bedst finde ud af, hvis man betragter bagsiden af de friheder, som tilstås private aktiviteter. Når man siger: "I har lov til det og det!", så siger man samtidig også: "Men det og det må I ikke!" Med statens definition på friheder og borgerrettigheder er det samtidig fastlagt, hvad der betragtes som misbrug og er forbudt . Den statslige tilladelse er altså en fastlæggelse af borgerne på et spillerum for funktionel handlen. Meningsfrihedens vogter erklærer noget i retning af: ‘I har lov til at sige jeres mening helt frit! Men jeg tillader jer ikke sådan uden videre at sørge for, at jeres mening bliver anerkendt i praksis. Hvad der så bliver taget hensyn til ved jeres meninger og hvad der ikke bliver taget hensyn til, det er noget, jeg bestemmer! De, der ikke bliver taget hensyn til, skal lade være med at ærgre sig, og i stedet være glade for, at de i det hele taget får lov til ….’ På den måde er der bud efter borgerne som kritiske demokrater, de har lov til at blande sig i politik og bliver samtidig lagt fast på konstruktiv, altså statskonform kritik – hvilket de så har lov til at være forfærdeligt indbildske over.

Det forholder sig ikke anderledes med forsknings- og undervisningsfriheden. Her er det også det funktionelle ved statens bevilgelse af friheder, der skal undersøges.

1. Forskningsfrihedens princip

1.1. Universiteterne er statslige institutioner. Staten står til ansvar for dem, betaler nødvendige udgifter som fx løn til personalet. Den sikrer universitetslærerne en ubekymret tilværelse, hvad omkostningerne til livets ophold angår. På den måde kan de – og det er netop det, de skal - producere og formidle viden uden hele tiden at skulle bekymre sig om de pengeproblemer, som flertallet af befolkningen kæmper med. Det er deres privilegium. D.v.s. at de dermed heller ikke er nødt til at sælge sig selv og produkterne af deres (akademiske) arbejde til den, der aftager dem. Aftageren afpresser dem ikke med pengemangel for at få dem til at tænke og forske pænt om ham, sådan som det var tilfældet under det feudale herredømme. Staten sætter forskerne fri ikke alene fra besværet med produktivt arbejde, men også fra statslige pålæg om tænkningen. Staten foreskriver ikke forskningen dens indhold eller for den sags skyld dens resultater, men overlader begge dele til de professorale hjerner, erklærer dem alene ansvarlige. Forskerne skal ene og alene følge deres forskningsinteresser og tænkningens logik, bringe deres forskning fremad og på den måde udvikle summen af viden generelt og – i første omgang - helt uafhængigt af ethvert bestemt statsligt ønsket anvendelsessammenhæng. Forøg den eksisterende viden, lyder dette første og særdeles abstrakte statslige kommissorium, som er indeholdt i forskningsfriheden. Det antyder, at den "moderne stat" har brug for viden som middel for sin magt. Det er kun, fordi den er afhængig af virkelig viden, at den frigør forskningsprocessen fra alle de tidsmæssige, materielle og andre nødvendigheder, som kendetegner erhvervslivet. Det kan i øvrigt heller ikke lade sig gøre at producere nye videnskabelige erkendelser under tidsdiktat eller finanspres – det ligger i sagens natur.

1.2. Når der bliver opsat en slags hegn med statslig frihedsgaranti rundt om videnskaben, så betyder dette omvendt, at det uden for denne intellektuelle sfære, altså i politik og økonomi, ikke er den systematisk producerede viden, der bestemmer de formål, som mennesker sætter sig. Den stand, som staten har sikret friheden til at tage sig af den systematiske tænkning om natur og samfund, får ikke chancen, når det drejer sig om udformningen af natur og samfund. D.v.s: Når videnskaberne får til opgave at tage sig af den teoretiske refleksion, så får de ikke samtidig ansvaret for den praktiske bestemmelse af de samfundsmæssige anliggender. Økonomi og familie, retsvæsen og kultur, skole og fjernsyn bliver ikke regeret efter indsigt, d.v.s. efter afklaringen af alle argumenter, men derimod adskilt fra videnskaben efter interesser, der ikke er forpligtet til at underkaste sig nogen som helst videnskabelig undersøgelse, da de som bekendt er udstyret med magt . På den måde meddeler begge de samfundsmæssige områder, stats- og pengemagt, et stigende behov for videnskabelig erkendelse, men netop kun som middel for deres allerede fastlagte mål . Der er som bekendt ikke noget parti, der lader sig overtale til at opgive sine politiske anliggender, fordi det bliver konfronteret med de nyeste erkendelser eller et par gode argumenter. Videnskaben har ganske vist lov og pligt til at rådgive statslige institutioner, d.v.s. levere de passende argumenter til deres politisk besluttede interesse; og derfor søger og finder ethvert parti som bekendt også sine forskere, som så støtter partiets politiske anliggender – og ikke fx undersøger dem objektivt. Men producenterne af erkendelse er udelukket fra indblanding i de politiske målsætninger; de er udelukket fra at levere kritik, der insisterer på praktisk ændring.

Netop i og med at videnskaben er fri for enhver særlig, statsligt bestemt formålsbinding, opfylder den sin opgave som almen intellektuel erkendelsesproducerende tjenesteydelse med at producere erkendelse, som så står til rådighed for formål og anliggender, der selv er unddraget videnskabelig refleksion. På den måde skaber den en fond af viden, som staten og den kapitalistiske økonomi betjener sig af efter deres interesser. I deres egne institutioner sorterer de resultaterne og anvender det, som er til deres fordel, men de lader ikke videnskaben foreskrive de formål, de forfølger. På den måde er den affirmative funktion af videnskabens frihed således institutionaliseret i og med den statslige institutionalisering af samme.

Inden for videnskab(setikk)en betragtes denne afholdenhed med hensyn til indblanding ligefrem som et bevis på videnskabens moral og har karakter af en forskrift, der lyder: Videnskaben skal være værdifri , hvis den vil anerkendes. Og med dette postulat om værdifrihed menes ikke andet end forbudet mod at bryde ud af funktionaliseringen i den statslige åndsghetto og at ville bestemme samfundsmæssige sammenhænge ud fra videnskabelig erkendelse. Disse sammenhænge angår ikke forskerne; og derfor betragtes det som misbrug af forskningsfriheden, hvis forskere opfordrer til indblanding – naturligvis især, hvis de til og med også insisterer på at komme med uønskede råd. Forskningen skal være fri for enhver indblanding i det pulserende samfundsliv, lyder den tjenesteanvisning, som er formuleret med den statslige forskningsfrihed.

1.3 Videnskab, der skal kunne stå i enhver statsligt anerkendt interesses tjeneste, må derfor nødvendigvis - netop på de samfundsvidenskabelige og humanistiske videnskabers felt – være forfattet pluralistisk . For gyldigheden af enhver tankekonstruktion afhænger af dens potentielle brugbarhed for praktiske eller ideologiske formål – og ikke af, om den er korrekt. Følgelig er pluralisme ikke nogen værdi i forskningen, men er derimod et funktionelt krav, der følger af forskningens tjenestenatur – hvormed pluralismens grænser i øvrigt er klart markeret. Forskningsfrihed i humaniora implicerer nødvendigvis ligegyldighed over for tankernes lødighed. Anderledes udtrykt: Når statens kommission til forskningen helt abstrakt og uden indholdsmæssige bestemmelser alene gælder udviklingen af viden, så kan alt det tænkte følgelig gøre krav på samme gyldighed . Når enhver forsker kun skal følge sine subjektive tanker, så har hans resultater gyldighed og vel at mærke helt uafhængigt af deres sandhedsmæssige lødighed og i lighed med tankerne fra kollegaen, der har kastet sig over den samme forskningsgenstand og er nået frem til helt anderledes eller måske endog modstridende resultater. Og den slags regnes for en positiv kvalitet ved forskningen!

2. Grænserne for videnskabelig frihed …

2.1. …, der er indeholdt i den statsligt garanterede og indrettede frihed, er dermed åbenbare. Der er to afdelinger af frihedsmisbrug, der forstyrrer den statslige forvalter af videnskabsproduktion. Hvis man som forsker gør front mod pluralismen, hvis man insisterer på, at ens erkendelser er sande – vel at mærke, indtil de er modbevist – hvis man altså ikke tilslutter sig princippet om ligegyldighed over for lødigheden af det, som man selv og andre har tænkt, så er man inden for de humanistiske videnskaber afsløret som dogmatiker, og derfor er der – i de mest uskyldige tilfælde – så ikke grund til at tage en alvorligt. Og hvis en forsker så til og med hævder, at der følger helt bestemte konsekvenser af hans erkendelser og at det gælder om at sætte disse konsekvenser igennem mod den herskende realitet, især da det eneste, der taler for den, er det dårlige "argument", at den bakkes op af en interesse, der er hensynsløs og udstyret med magt; hvis man altså som forsker stiller spørgsmålstegn ved gældende samfundsmæssige formål, så forbryder man sig mod postulatet om værdifrihed eller til og med mod det borgerlige åndslivs etiske regelsæt, der for nylig også er blevet udstyret med disciplinære midler. Alt afhængigt af de politiske konjunkturer er der et bredere eller snævrere spillerum for, hvad der hører med til den tilladte pluralisme eller stadig accepteres i den. Og om man udsteder berufsverbot til "ekstremister i statens tjeneste" eller kommer med indtrængende henstillinger eller på anden vis hindrer ‘ekstremisterne’ i deres samfundsforstyrrende aktiviteter, er ligeledes et spørgsmål, der afhænger af, hvor generende man finder forskernes ikke-tilladte indblanding i formål, der i praktisk henseende ikke burde angå dem, selv om det i teoretisk henseende er deres job at beskæftige sig med dem. 1

2.2. Man er til gengæld helt galt afmarcheret, hvis man omvendt betragter disciplineringen af forskere som misbrug af friheden og mener, at den i dag almindelige kontraktforskning, diktater fra universitetsfremmede instanser eller virksomhedssponsorerede professorater er ensbetydende med forskningsfrihedens endeligt. Så stiller man tjenesteforholdet på hovedet og anser friheden inden for universitetsområdet for en tjeneste, som staten yder videnskaben og dens repræsentanter. Hvis man beklager, at en videnskabsekstern interesse i stigende grad er i færd med at overtage videnskaben, så har man ganske vist ret, for så vidt som man mener, at der finder en instrumentalisering sted af videnskaben. 2 Men man tager alligevel fejl, for så vidt som man anser dette for at være en ny tendens og først får øje på den i forbindelse med den moderne kontraktforskning til forskel fra gammel praksis. I forbindelse med statens indretning af denne særskilte universitære sfære drejer det sig netop om en instrumentalisering af intelligensen for penge- og statsmagt. Det har aldrig været tanken at forhindre dem, der profiterer af videnskaben, i at få adgang til den. Tværtimod er der tale om, at videnskaben på denne måde udelukkes fra at gribe ind i samfundsmæssige anliggender. Så hvis man føler sig generet af denne direkte indgriben i form af fx kontraktforskning, så har man ikke fattet pointen med formen på og formålet med den kapitalistiske produktion af viden. Så ville man være yderst tilfreds med forholdet mellem videnskab og kapitalistisk samfund, hvis bare kontraktgiverne holdt sig væk fra universitetet og ikke begyndte at teste forskningsresultaternes anvendelighed i sine egne udviklingsafdelinger, før forskningen på universiteter og højere læreanstalter er afsluttet . Alle er på det rene med, at forskningsresultaterne på den ene eller den anden måde bliver gjort brugbare for universitetsfremmede interesser. Men hvis tilstedeværelsen af disse interesser universitetet bare ikke var så påtrængende, så ville man kunne holde fast i det smukke skær af, at det universitære åndsliv kun var forpligtet over for frie, helt selvstændige og ret så velgørende formål.

At de potentielle brugere – firmaer, brancher, statslige institutioner – i stigende grad gør deres interesse i brugbar viden gældende på en særdeles konkret og finansstærk 3 måde dér, hvor denne viden produceres, imødekommer ganske vist uddannelsesmyndighedernes sparepolitik og er et incitament for udgiftstung forskning, men sparepolitikken er ikke årsagen til denne tendens. Denne praksis med at stille videnskaben i politiske og økonomiske formåls tjeneste via den umiddelbare tilgang til dens kilder skyldes på den ene side, at teknologisk viden i stadig stigende grad bliver til et afgørende middel i de kapitalistiske koncerners konkurrence om verdensmarkedet og i nationalstaternes konkurrence om at være bedst udstyret med midler til suverænitetshævdelse, sådan som man så det i forbindelse med krigen i Kosovo. Denne nye dimension er på den anden side noget, som funktionaliseringen af de statslige forskningsinstitutioner kun får, fordi forholdet mellem grundforskning og den umiddelbart anvendelige teknologiske forskning har forskubbet sig til gunst for sidstnævnte. På naturvidenskabernes område findes der mere og mere sikker viden, og følgelig koncentrerer forskningen sig mindre om de "hvide pletter" og mere om anvendelsesspørgsmålet. 4

Facit: Forsvaret af videnskabens frihed er noget, som staten sørger for. Der er ingen god grund til at gøre dette anliggende til sit eget. Bestræbelserne på opnåelse af rigtig erkendelse om samfundet, omsættelse af denne erkendelse i praksis og fornuftig anvendelse af naturvidenskaben har nemlig ingen plads her. Hvis man irriteres over samfundsvidenskabens ideologier, hvis man anser dens pluralisme for en intellektuel uforskammethed og har noget imod, at rigtig naturerkendelse i dag bruges til at fremme alle mulige ødelæggende formål, så kommer man til gengæld ikke uden om at kritisere den statsligt indrettede forskningsfrihed.

Henvisninger

  • Freerk Huisken bogen Ungdomsvold – selvbevidsthedskulten og dens uønskede resultater udkom i 1998 på forlaget politisk revy:
    http://www.forlagene.dk/politiskrevy/
    Nyheder/Nyhe2-txt.htm#UNGDOMSVOLD
  • FHs analyse af Gymnasiemassakren i Erfurt findes i Social Kritik 81/2002 http://www.socialkritik.dk
  • FHs kritik af hjerneforskning ved Bremen Universitet:
    Hjerne determinerer psyke  – fejl, funktion og følger

Noter

  1. Jf. tilfældet Schmitz-Feuerhake, der ud fra nuklearfysiske og -medicinske erkendelser kommer til den fuldstændigt rigtige slutning, at atomkraftværker (Krümmel-Elbe) bør lukkes. Denne gruppe af forskere modtager formaninger fra universitetets ledelse, efter at lokalregeringer og ejere af atomkraftværker som forventet har argumenteret for, at forskningsresultaterne er uholdbare, fx med henvisning til, at undersøgelsen havde deltagelse af atomkraftmodstandere.
  2. I øvrigt er der heller ingen forskere, der får påtvunget forskningsopgaver. For ingen forskere kan udforske noget, som de ikke behersker. Og hvis det, som forskningen allerede har tænkt sig frem til, falder sammen med aftagernes pengestærke interesser, så foreligger der ikke misbrug, men derimod den langt fra sjældne identitet mellem forskningsstandpunkt og videnskabseksterne interesser.
  3. Hvilket i øvrigt sparer dem for en del udgifter til egne forskningslaboratorier.
  4. Hvilket i øvrigt ikke forhindrer forskere i at søge efter sponsorer i det "frie erhvervsliv" selv i de tilfælde, hvor de selv kender til stadig eksisterende mangel på viden i det teoretiske grundlag for deres fag. Når universiteterne i dag tilmed plejer at understrege deres egen betydning via antallet af opnåede eksterne sponsorater, så er forskningen alligevel for længst og i stadig stigende grad gået over til at producere "nyttig viden". Der er dog en hage ved sagen, hvis universitetet gør det til et princip og gør en forskningsgrens succes til en grund til at støtte den yderligere. Dermed bliver den forskning, som der ikke er nogen efterspørgsel efter, udnævnt til at være en luksus, der ikke mere kan finansieres. På denne måde radikaliseres det altid gældende standpunkt om forskningens brugbarhed: Allerede i sit udgangspunkt, altså i sin videnskabelige problemstilling, forpligtes forskning til, at dens slutprodukter skal være brugbare, altså er nødt til at tjene et bestemt behov hos brugerne. Det er selvmodsigende i to henseender. For det første opstår behovene for kapitalistisk brugbar viden for størstedelen i det hele taget først ud fra virksomhedernes eller nationernes konkurrence, d.v.s ikke ud fra en planlagt proces; så koncerner og stater i dag slet ikke ved, hvilke nye teknologier de kan ruinere konkurrenterne med i morgen. Og for det andet forholder det sig sådan, at nye erkendelser, der er fri for enhver overvejelse om mulig anvendelse, i sig selv kan give aftagerne idéer om, hvordan de kan være til nytte for deres indtjening, for succes i konkurrencen på verdensplan eller for den militære konkurrence etc.

Kilde: Para-nyt 2002 nr. 6

[*]

Bookmark and Share
Tags:

Skriv kommentar

*