Abemanden i Delhi

2001, Apr 1st | Emner: Myter og mysterier

af Sanal Edamaruku, oversat og bearbejdet af Willy Wegner

En førstehåndsrapport om den indiske Rationalist-organisations medvirken til løsning af massebedraget. Langsomt er tingene ved at vende tilbage til det normale i New Delhi. Indiens hovedstad kan nu se tilbage på to ugers massebedrag og panik, af og til faretruende tæt på massehysteri. “Abemandens” skygge hviler stadig over forstæderne og landsbyerne. Der er stadig ophidsede folk der blot venter på den mindste lyd eller den mindste bevægelse i natten for at udstøde et gennemtrængende skrig og flygte blindt gennem mørket. Og så er der andre, beredt på at tæske alt og alle der måtte provokere deres frygt. Men det værste af krisen er ovre, atmosfæren er allerede kølet betydeligt af, og politiet har endelig fået kontrol med suituationen. Livet er begyndt at vende tilbage til det normale.

Gennem to uger har de indiske rationalisters hovedkontor været center for en kamp mod den massegalskab og udbredte forvirring der har optaget store dele af befolkningen, medierne of autoriteterne. Vi har været i stand til at ændre folks opfattelse af de “mystiske” hændelser med rationelle og videnskabelige forklaringer og levere en orientering, der har hjulpet til at løsne op for krisen.

På et tidspunkt i begyndelsen af maj, da byen døjede med en hedebølge, hoppede et monster kaldt “abemanden” ind i den offentlige opmærksomhed. Rygter om hans angreb spredte sig som en løbebrand og udløste panik i og omkring Delhi. Pludselig blev aviserne fyldt med rapporter om folk som påstod at de havde oplevet væsenet. Det plejede at dukke op i nattens mørke mellem midnat og klokken fire morgen, og især i de lange timer hvor strømforsyningen var afbrudt, hvilket er en regulær trussel i byens fattige områder, som han især besøgte. På de flade tage hvor folk plejer at sove for at få lidt luft i det trykkede klima, udspilledes der lignende scener hver nat: en af de sovende vågner pludselig badet i kold sved ved følelsen af at nogen har rørt ved ham eller kradset ham. Han råber op i panik og og alle prøver at komme væk. De styrter ned ad trapper eller springer sågar ned fra taget. Det er et kaos i skubben, masen og trampen. Nogle falder og bliver skadet. I nogle tilfælde er det endog sket, at der har været dødsfald som følge af fald på trapper eller efter hovedkuls paniske udspring fra tage.

I vores hovedkontor reagerede vi hurtigt da vi hørte de første beretninger om abemandens angreb. Situationen var meget lig en anden fra september 1995, hvor marmorstatuer af hinduguder overalt i Indien udviklede en uslukkelig tørst for mælk. Men denne gang var det ikke noget fredeligt mirakel, der kastede sin trolddom over befolkningen. Denne gang var det massebedrag der af og til udviklede sig til massehysteri og kostede flere liv. Mens mælke-miraklet gik i sig selv efter vi fik muligheden for at forklare de videnskabelige principper bag de “drikkende” statuer i aftennyhederne på flere tv-kanaler, viste abemands manien sig at være langt mere kompliceret og vedvarende.

Vi begyndte at indsamle alle de informationer det var muligt og tog til de ramte områder for at tale med folk. Personligt udspurgte jeg mindst fyrre personer der påstod at have set noget og hundreder som var blevet skræmt over det de havde hørt. Vi vurderede efterfølgende alt det indsamlede materiale og fik nogle vigtige spor. De fleste af dem der fremkom med detaljerede beskrivelser havde ikke selv set noget. De der påstod at have oplevet væsenet gav meget forskellige og indbyrdes selvmodsigende beskrivelser af det. Vi forstod snart at “abemanden” dukkede op i lige så mange forskellige skikkelser som der var “øjenvidner” til at beskrive ham. Den store skyggeagtige abe som der blev fortalt om i de første rapporter var i mellemtiden, i en quasi-darwinistisk udviklingsproces, nået en højde på fem eller seks fods højde og fået menneskeligt ansigt. Ikke kun ét men mindst fem forskellige ansigter trådte frem på fantombilleder, tegnet ved hjælp af forskellige vidners beskrivelser. Han begyndte også at være påklædt i stedet for hans tidligere tætte pels, af og til bar han solbriller, og til tider en stor sort hjelm som en astronaut. Selv om det blev påstået at han kunne hoppe 30 meter og kunne bevæge sig ubesværet fra tag til tag og fra bydel til bydel, efterlod han aldrig et eneste fodaftryk. Af og til blev han set kørende på et stort skateboard. Grønne og røde lys blinkede på hans brystparti og hans hænder var bevæbnet med kunstige metalliske klør. En anset avis foreslog han var et ikkejordisk væsen eller en fjernstyret robot. Bæst, menneske eller maskine – han var et væsen af mørket. Hvis en rettede et lys mod ham ville han forsvinde i den tomme luft, fortalte folk mig. Og blev han angrebet ville han ændre form og blive til en kat eller stor fugl, som ville lette med et vældigt vingeslag. Det blev mere og mere tydeligt for os at abemanden var et rendyrket fantasiprodukt. Han syntes af være trukket direkte ud af fjernsynet, hvor der sendes en mangfoldighed af meget populære fantasi-serier i forskellig opsætning – lige fra historien om de indiske abegud Hanuman til Batman og X-files.

Jeg fremsatte så en udtalelse. På grundlag af min vurdering og omhyggelige undersøgelser var jeg overbevist om at abemands-manien var en falsk tro hos grupper af mennesker der blev fastholdt i troen selv om det var i strid med virkeligheden. Abemands-manien var et massebedrag. Abemanden eksisterede ikke. Han “fremkomst” var intet andet end hallucinationer blandt grupper og personer med tendens til hysteriske psykoser. Et sådant hysteri eller hysterisk adfærd kan udvikle sig til epidemiske dimensioner, især når folk i små eller større grupper bliver grebet af ekstrem frygt eller ængstelse. En tilfældig kat, en gadeabe, en bevægende skygge fra en gren på et træ eller et skrig fra en person kan udløse en hel gruppes panik med efterfølgende hallucinationer.

Mange mennesker havde ventet på en orientering og der var stor lettelse over at høre en klar og rolig stemme. Selv om de fleste var tøvende med fuldt ud at acceptere vores holdning, blev det straks til genstand for folks opmærksomhed. Jeg blev udførligt citeret af alle større aviser den næste morgen og blev interviewet i nyhedsprogrammer på de større tv-kanaler på såvel engelsk som hindi. Nogle af dem gentog min udtalelse i alle timenyhederne. Som en nål stukket i en stor ballon begyndte gassen langsomt men fortsat sive ud af abemanien og tabe luft.

På den anden side var der massive forsøg fra forskellig side at blæse ballonen op. Nogle tv-kanaler havde store dage med kamerahold i forstæder og landbyer døgnet rundt i jagt på nye sensationer, vidner og ofre, hvilket opmuntrede alle rygtemagerne. Politiet gik dramatisk i sving ved at indsætte tusind ekstra mand på patrulje i de ramte områder om natten med en ordre om at skyde hvis de så noget, og det forøgede blot den eksisterende panik. Smarte politikere efterlyste endog en deling fra militæret for at beskytte deres valgområder. En del af pressen tjente penge på teorien om at abemanden var en agent fra Pakistans efterretningstjeneste. Så hvad der var begyndt som en psykotisk hallucination opnåede nye dimensioner i virkeligheden.

Som en bekræftelse på uhyrets eksistens blev flere og flere angreb rapporteret. Medierne præsenterede billeder med rifter og sår, angiveligt forårsaget af monsterets klør og tænder, som et ultimativt “bevis” på at der måtte være noget . Politiet intensiverede deres absurde bestræbeler på at fange abemanden ved at styrke deres aktion med mere mandskab, nu tre tusind. En særlig afdeling blev udstyret med hurtige køretøjer, idet abemanden syntes at bevæge sig med enorm fart. Hændelser blev indrapporteret fra forskellige, ofte langt var hinanden lokaliteter på samme tid.

Vi tog ud for at se på disse ofres skader, det var blevet noget nær dette spøgelses sidste bastion. Det lykkedes os at spore de fleste kendte sager og vi blev ret “skuffede”. Der var ikke en eneste alvorlig skade, kun små rifter, snit eller hudafskrabninger, der under normale omstændigheder ikke ville få nogen opmærksomhed. Røde mærker, der meget vel kunne være fremkommet ved at gnubbe huden mod jutesnore i almindelige senge, små kradsmærker der lignede nye myggestik, firestribede rifter i gaffelstørrelse samt andre små skader. Interessant nok var der ingen ensartethed ved skaderne, selv om de blev påstået at komme fra samme kilde. De fleste skader forekom på benene hvilket er ret usædvanligt idet der var tale om en stående angriber på op til 180 cms højde. For hver eneste af disse sager blev vi mere overbevist om, at de var selvpåførte enten med vilje eller tilfældigt.

Kliniske undersøgelser af kradsemærker har endnu ikke bekræftet at de skulle være påført af hverken menneskers eller dyrs negle. I en situation med hyper lettroenhed kan enhver tilfældig skade, kradsemærker som sår, påført deres egen krop af folk sygeligt begærlige efter opmærksomhed, tages som skader påført af “abemanden”. Jeg bemærkede at folk der beskrev hvordan de var blevet angrebet og såret snarere var ophidset fremfor indesluttet og traumatiseret, hvilket indikerede deres mentale stade. Der findes tilfælde af en ekstrem form for patalogisk løgn bestående i at fortælle historier uden der kan skelnes eller ses et passende motiv, og det med en sådan iver at de der fortæller af og til selv kan blive overbevist af deres historie. Denne sindstilstand kaldes pseudologia fantastica.

Vore udtalelser om de tydeligvis selvpåførte skader vendte endelig begivenhedernes gang. Men i mellemtiden havde situationen taget en skræmmende vending: Folk blev voldelige. Ved to lejligheder jagtede og angreb en hob, bevæbnet med stave og køller et par harmøse forbipasserende og ville nådesløst have slået dem ihjel hvis ikke politiet var nået at komme til undsætning. Den eneste mistanke hoben havde var at de to ukyldige bar rundt på en sort motorcykelhjelm som lignede abemandens science fiction udgave. Hobens angreb forårsagede en chockbølge.

I presse- og tv-interviews kritisererede jeg Delhi politiet for at tilskynde til massebedrag og panik fremfor at løse problemet. Ved at sende tre tusind khaki-klædte politifolk ud for at jage et fantom, bekræftede de officielt og autoritativt dets eksistens og ansporede til yderlige eskalering af panikken. Det var politiets ansvar at undersøge alle påstande præcist og alvorligt i stedet for at springe på ubekræftede konklusioner. En ordentlig udspørgen af de folk der påstod at have mødt monsteret og en retsmedicinsk undersøgelse af “ofrenes” skader ville hurtigt tage livet af de falske påstande. Jeg rådede til at berolige folk og fortælle dem at abemanden ikke var andet end et produkt af vilde fantasier. Ledende politifolk svarede hurtigt med svage undskyldninger, og kontroversen fremprovokerede diskussioner, også indenfor politistyrken. Den førende hindi nyhedskanal og senere også nogle aviser tog tanken op om systematisk undervisning af folk. Vi var med til at lave en handlingplan, en manual, om hvordan man kunne tackle problemet. Politioficerer blev interviewet og bedt om at kommentere vores forslag et for et. Syv timer senere begyndte tv-nyhederne med en erklæring om at politiet nu var helt på linje med rationalisternes synspunkter. De begyndte at arrestere rygtemagere og svindlere og antallet af anmeldelser til politiets alarmcentral faldt drastisk. Politiet etablerede et hold af retsmedicinere og psykologer til at undersøge alle påstande. Resultaterne bekræftede hvad vi allerede havde forklare flere dage før.

Vi var glade for disse resulater. Vort ensomme initiativ og indgriben til at tage gassen af denne store abemand-mani har åbnet mange øjne og sind. Det har erindret autoriteterne om deres pligter og ansvar og ansporet mange videnskabsfolk til at spille deres rolle i at uddanne folk. Det er efter min mening en af de klassiske roller rationalist organisationer kan og skal spille i samfundet.

Den hurtighed og intensitet hvormed abemands-manien spredte sig i Indiens hovedstad har alarmeret og chokeret os. Gennem disse dage med hårdt og hektisk arbejde i døgndrift følte vi os som brandfolk der forsøgte at stoppe en løbebrand. Når vi nu ser tilbage føler jeg at vor sejr over flammerne ikke blot har være defensiv. Den fantastiske abemand har givet os en unik mulighed for at komme i beøring med tusinder af mennesker og få dem til at lytte til vores stemme i et øjeblik med stor modtagelighed. Denne lektion i kritisk tænkning, som vi har været i stand til at give, kan meget vel have gjort et blivende indtryk på dem. Episoden kan også ses som et rationalist lynkursus i hvordan man håndterer massebedrag. Og sidst men ikke mindst har det været endnu en mulighed for at forstå vigtigheden af vort arbejde og har udstyret os til at møde større udfordringer og påtage os større opgaver.

Kilde: Para-nyt 2001 nr. 2. Fra: Rationalist International Bulletin # 72 (23 MAY 2001)
http://www.rationalistinternational.net

Sanal Edamaruku is the founder-president of Rationalist International and the president of the Indian Rationalist Association. He is the editor of the internet publication Rationalist International.

Bookmark and Share
Tags: ,

Skriv kommentar

*