Den ny tids åndelighed

2000, Jul 1st | Emner: New Age

af Henrik Vølund

Jeg var med, da det hele startede. Faktisk befandt jeg mig midt i det, da folk i slutningen af 1970-erne begyndte at springe ud som åndelige og dyrke den form for "new age" åndelighed, som I Skeptikere har sat Jer for at sætte fokus på med hensyn til den alternative form for behandling, der er opstået udfra denne åndelige vækkelse.

På det tidspunkt i 70-erne arbejdede jeg som socialrådgiver i en behandlingsinstitution for stofmisbrugere og unge med psykiske problemer og havde speciale i familieterapi. Dengang skulle jeg blive meget chokeret over, at nogle af mine kolleger også sprang ud som åndelige og hvor jeg dengang ikke kunne opfatte deres omvendelse som andet end, at de valgte at stikke af fra virkelighedens til tider barske realiteter og trække sig tilbage fra den.

En nær kollega til mig, der af uddannelse var psykolog og desuden fungerede som lektor ved RUC, havde jeg igennem årene lært at respektere for sin evne til at forene en politisk og samfundsmæssig viden med en psykologisk viden om mennesket, der gjorde det muligt for hende indimellem at blande sig i den socialpolitiske debat på en meget kvalificeret måde. Denne fagligt meget kompetente kvinde skulle jeg opleve forandre sig over en weekend, hun havde tilbragt i Nr. Snede hos en tidligere elektriker fra Irland, der havde haft en åbenbaring og som nu praktiserede som healer. Fra at være en kvinde i kontakt med verden skulle jeg se hende over en weekend forandret til en kvinde man ikke længere kunne have øjenkontakt med. I stedet brugte hun, når man talte med hende at fokuserede sit blik ved siden af en, mens hun angiveligt har siddet og studeret ens aura.

Samtidig vidste jeg om hende, at hun længe havde haft det ad helvede til med, at hendes mand havde en elskerinde og jeg kunne ikke se hendes åndelige vækkelse som andet end en flugt fra at beskæftige sig med elendigheden i sit ægteskabs virkelighed. Jeg forsøgte at tale med hende om det, men det skulle gå op for mig, at hun var ikke længere til at tale med om andet end det, der foregik i hendes ny kontakt med en verden hinsides vores og hvor hun nu følte sig superviseret i alt hvad hun gjorde af sin vejleder, der var en for længst afdød kinesisk kvinde og som talte til hende fra dødeverdenen og som hun åbenbart var rendt ind i på dette kursus i Nr. Snede.

Hvad der dog dengang virkede mest foruroligende på mig ved hendes adfærd var, at hun var begyndt at opleve dette at holde af nogen som en energi, der bevægede sig ud af brystet på hende i en guddommelig oplevelse af – at elske. For hende var det ikke længere nødvendigt at tage kontakt for at vise nogen, at hun holdt af dem. Hun sendte bare noget energi afsted, hvilket jeg dengang ikke kunne se som andet end en gedigen form for fremmedgørelse overfor dette at tage kontakt og som hun i sine problemer med sin mand på det tidspunkt havde så svært ved at håndtere.

Efter hendes åndelige vækkelse kendte jeg hende ikke ret meget længere. Jeg kunne ikke længere have med at gøre med det hun nu havde gang i. For mig var kontakt mellem mennesker stadig en altafgørende faktor. Det var noget, jeg også fra mit arbejde som familieterapeut vidste, at vi som befolkning også på det tidspunkt havde det svært med og hvorfor, at så mange familier i datidens samfund havde det svært. Det var fremfor alt noget jeg selv havde knoklet for at blive bedre til.

I slutningen af 70-erne skulle vi som samfund opleve en sand eksplosion af åndelige vækkelser. Der var pludselig rigtig mange, der lod sig åndeligt vække og som lig min kollega valgte at begynde at opleve dette at holde af nogen som noget, der i energiens form kunne bevæge sig ud af brystet og som man kunne sende ud over store afstande og lade denne udsending af energi gøre det ud for kontakten til andre mennesker. Denne eksplosive udvikling kunne jeg dengang ikke se som andet end en konsekvens af det, vi som samfund tillod ske indenfor familiesektoren, hvor tusinder af skilsmisser kastede enormt mange mænd og kvinder, børn og unge ud i nogle følelsesmæssige konflikter af en sådan størrelsesorden, at ingen kunne rumme at forholde sig til dem. Dette skulle få mange til at vælge at søge over i åndeligheden og en åndelig dyrkelse af distancerelationen til andre mennesker inklusive deres nærmeste og herefter var det, at det hele skulle begynde at gå rigtig ad helvede til.

Fordi så mange valgte åndeligheden fremfor nærheden, skulle vi nu se samfundet ændre sig og udvikle sig derhen, hvor jeg indenfor mit eget fag som socialrådgiver indenfor de senere år har kunnet registre, hvorledes altfor mange af mine kolleger dyrker åndeligheden, når de eksempelvis føler behov for at arbejde med sig selv samtidig med, at deres arbejde generelt betragtet lider af manglende evne til kontakt og hvorfor det ofte er noget elendigt klientarbejde, der bliver udført blandt tidens socialrådgivere.

Jeg altid har haft den oplevelse, at det disse åndeligt orienterede mennesker oplever, når de eksempelvis pludselig begynder at se kunne se auraer og opleve følelser, som energi, der bevæger sig ud over store afstande, er resultatet af en proces af fremmedgørelse over livet i dem selv , der så fører det med sig, at de begynder at opleve virkeligheden således. De gør det, fordi de simpelthen ikke kan rumme at skulle beskæftige sig med deres eget livs indhold af helt jordnære følelser og begivenheder.

Jeg har også altid haft den oplevelse, at det disse mennesker oplever, er noget der findes, når man bevæger sig over på "den anden side". Jeg har set for mange i forvejen begavede mennesker hoppe på den åndelige "vogn" til, at jeg ikke kan tro andet end, at den virkelighed de beskriver faktisk findes. Jeg føler mig således efterhånden overbevist om, at det disse mennesker oplever repræsenterer den side af virkeligheden, der er det skizofrene menneskes mareridt. Det skizofrene menneske har så til forskel fra det åndelige bevidste menneske ikke selv valgt at bevæge sig derud . Han er i stedet blevet presset derud af eksempelvis nogle uhyrlige tilstande i hans familie, der på et tidspunkt har tvunget ham til at fremmedgøre sig så meget fra sine egne behov for følelsesmæssig omsorg og kontakt, at han har måtte fremmedgøre sig overfor sine behov i en sådan grad, at han pludselig en dag har befundet sig over på den "anden side" og er blevet "gak i låget" over det han pludselig har fået kontakt med.

I mit eget arbejde som socialrådgiver med skizofrene klienter har jeg gentagne gange oplevet, hvorledes disse selv har haft en oplevelse af at kunne læse andres tanker. Jeg har også oplevet, at de har haft oplevelsen af, at andre menneskers sjæle har taget bolig i deres kroppe, hvilket har kunnet få nogle af disse til at tro, at de eksempelvis i egen person har været enten Søren Kierkegård, Napoleon eller en anden kendt for længst afdød personlighed. Denne oplevelse af virkeligheden er noget man kan finde tilsvarende hos tidens åndeligt bevidste menneske, der ofte ser sig selv om en reinkarneret udgave af en af fortidens store mande- eller kvindeskikkelser. Jeg har til eksempel personligt for nogle år siden truffet en reinkarneret udgave af selveste Salome i København i skikkelsen af en kvindelig socialpædagog, der samtidig kunne oplyse mig om, at apostlene var ved at samles i Danmark i en tidssvarende reinkarneret udgave. En oplevelse af sig selv jeg ikke kan se som andet end en klamren sig til en falsk oplevelse af ens eget jeg, som nogen har brug for at dyrke, fordi de ikke kan rumme at skulle forholde sig til deres egentlige jeg og dets indhold af måske endda urummelig følelsesmæssig smerte og afsavn.

Ved således at sammenligne det åndeligt bevidste menneskes oplevelse af virkeligheden med det skizofrene menneskes lidelsesfulde mareridt, kan man så stille sig selv det spørgsmål, om den åndelige form for vækkelse hos nutidens menneske så i bund og grund udtrykker en form for skizofren tilstand. Det tror jeg den gør. Det åndeligt bevidste menneske vælger, til forskel fra det skizofrene menneske, blot selv at gøre sig behersket "gak i låget" således, at tilstanden kan styres og kan styres derhen, hvor man som åndeligt vakt mand eller kvinde kan få øje på muligheden for at skabe sig en indbringende eksistens som alternativ behandler eller healer. Det åndeligt bevidste menneske vælger blot selv at gøre sig behersket "gak i låget" fordi det i forvejen er drevet derud, hvor det ikke kan rumme at skulle forholde sig til sin egen virkelighed af personlige konflikter og uforløste lidelser og hvorfor, at det vælger at lade sig glide ind i denne form for fremmedgørelse, når muligheden for denne form for flugt er blevet gjort tilgængelig. Set ud fra den synsvinkel er det tragisk form for udvikling, der er sket indenfor vores samfund, hvor så mange af tidens mænd og kvinder har valgt at flygte ind i en åndeligheden. Det er tragisk, fordi det er medvirkende til at køre vores samfund derhen, hvor det hele tillades at blive mere eller mindre "gak i låget" og hvor sådan noget som tilstedeværelsen af ægte kontakt mellem mennesker er noget, der er ved at glide ud. Det kan de ældre, der lige netop sidder rundt omkring på vore ældrecentre mere eller mindre forladt af deres slægtningen tale med om. Det kan alle de, der ved hvad ensomhed er for en modbydelig størrelse snakke med om.

[*]

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*