Det tredje selskabs storhed og fald

1997, Jan 1st | Emner: Parapsykologi

af Jens Laigaard


Verdens ældste parapsykologiske selskab er det engelske Society for Psychical Research, som blev stiftet i 1882. På andenpladsen kommer American Society for Psychical Research, som blev dannet nogle år senere. Det tredjeældste selskab er dansk.

Om aftenen den 25. november 1905 samledes en håndfuld mennesker i “Havehuset”, Læssøesgade 4 i København. De var indbudt af cand. mag. Sigurd Trier, som var ivrig spiritist, og cand. pharm. Marx Jantzen. Hensigten med mødet var at danne en forening, som skulle “undersøge de såkaldte oversanselige fænomener på fordomsfri eksperimentalkritisk vis”. Alle syntes, det var en god idé. Selskabet for Psykisk Forskning blev stiftet, og med stor højtidelighed og alvor gik man i gang med at nedfælde selskabets love.

Bestyrelsen skulle bestå af ni personer, og man fastslog galant, at mindst én af disse skulle være en dame. Der var to vicepræsidenter, og som den ene af disse valgte man den navnkundige psykolog Alfred Lehman. Forfatter til det klassiske værk “Overtro og trolddom”, levende interesseret i okkultisme og spiritisme, men også en benhård skeptiker, der krævede at få beviser på bordet.

Selskabets præsident skulle helst være en kendt og populær person. Valget faldt på Julius Schiøtt – direktøren for Zoologisk Have. Set i lyset af Selskabets senere historie er der en grum symbolik i dette. Men i 1905 var man optimister, og Schiøtt var en fin frontfigur. Et medlem skrev senere, at “mindet om denne højt begavede, indtagende og elskværdige – men for psykisk forskning vel næppe synderlig dybt interesserede – mand, der indtil sin død stod i spidsen for Selskabet, vil stedse bevares med ærbødighed.”

Medlemstallet startede på 163 og steg snart til over 200. Kontigentet var 1 kr. om måneden. Selskabet blev inddelt i mindre grupper, der hver for sig gik i gang med den eksperimentelle forskning. Hver gruppe rådede over et medie (som altid var en kvinde), og en kontrollant fra videnskabens verden, som regel en læge.

I dag taler vi om ESP og laboratorieforsøg. Dengang, ved århundredets begyndelse, hed det spiritisme, materialisationer, automatskrift og borddans. Folk fra det bedre borgerskab mødte velklædte frem til aftenens seance i “Havehuset”. Lyset blev dæmpet, og så begyndte løjerne. Bordene dansede så lystigt, at beboerne neden under klagede over den voldsomme banken i loftet, og da det ikke hjalp, flyttede de. Videnskabsmændene fik også hurtigt nok af mediernes primitive tricks og trak sig ud af legen. Men seancerne fortsatte. Mange af Selskabets menige medlemmer tog spiritismen dybt alvorligt. De sad i halvmørket med hænderne på de vippende borde, hørte åndestemmer og så genstande svæve omkring, og følte, at de var tæt på det overnaturlige. Selv om det i dag kan virke naivt, at den slags blev kaldt “forskning”, må man alligevel forestille sig en vis højtidelig stemning over disse aftenmøder.

Tiden fra Selskabets start og op i 1920’erne bød på en stadig vekslen mellem sejre og skandaler. En af de største triumfer tegnede direktør Carl Vett sig for, da han fik organiseret den første internationale kongres for psykisk forskning. Den fandt sted i København i efteråret 1921. Carlsberg Glyptotek stillede lokaler til rådighed for forskerne, der kom fra 16 lande. Der blev forelagt afhandlinger af de mest prominente navne på feltet. På kongressens sidste dag besluttede man at oprette en international komité for psykisk forskning med Carl Vett som generalpræsident.

1921 var også året, hvor Selskabet omsider fik egne lokaler på Gråbrødre Torv 7. Man udgav et tidsskrift og afholdt foredrag. Der kom kendte folk i bestyrelsen, blandt andre religionshistorikeren Vilhelm Grønbech. Gode tider – på den ene side.

På den anden side var der de kedelige historier, og det var dem, der kom til at dominere i det lange løb.

Under den psykiske kongres deltog nogle af de fremmede forskere i et par seancer med det danske medie Ejner Nielsen. Hans speciale var at gylpe store mængder ektoplasma op, og det gjorde han så overbevisende, at de berømte forskere tog ham for den ægte vare. Det danske Selskab gik videre med sagen og arrangerede en række kontrolseancer. I december 1921 bragte B.T. en erklæring fra Selskabet, hvori det hed, “at Ejner Nielsen er et ægte trancemedium, og at der i forbindelse med hans legeme kan optræde hvide stofmasser på en måde, som foreløbig ikke kan forklares, men i hvert fald ikke beror på taskenspillerkunster”. Underskrevet af ingeniør Grunewald, dr. med. Krabbe og professor Winther.

Det vakte naturligvis opsigt. Ejner Nielsen blev inviteret til yderligere undersøgelser ved Kristiania Universitetet i Norge, og nordmændene sendte ham retur med en erklæring om, at de havde grebet ham i bedrageri. Det var lige kræs for aviserne, de skrev side op og side ned om sagen, læserne kluklo og rystede på hovedet. Selskabet fik et latterligt ry, som det tog mange år at slippe fri af. Og da var den næste skandale allerede under opsejling.

Ejner Nielsen-affæren kom også til at skade Selskabet indadtil. Der opstod en splittelse mellem de troende spiritister og de skeptisk indstillede, som mente, at Nielsen havde svindlet – enten bevidst eller ubevidst. (Med hensyn til den sidste udlægning må man nok sige, at en mand, som ubevidst kan finde på at proppe en nævefuld gazebind ned i halsen, er til temmelig stor fare for sig selv.)

Spiritisterne var i overtal, og deres indflydelse gjorde sig gældende langt op i 1930’erne og 40’erne. Mens J. B. Rhine ovre i USA tog hul på den moderne parapsykologi med zenerkort, terningkast, statistiske udregninger og almindelige mennesker som forsøgspersoner, og mens hans forbløffende resultater gik verden rundt, sad man stadig på Gråbrødre Torv 7 og diskuterede ånder og ektoplasma. Når man med års mellemrum besluttede sig for at lave et eksperiment, så man sig ikke om efter en forsøgsperson , men et medie .

I 1921, mens seancerne med Ejner Nielsen endnu stod på, gik to af hans kontrollanter, Grunewald og Winther, i al stilhed i gang med en række forsøg med mental påvirkning af svingende penduler. Mediet var en ung dame ved navn Anna Rasmussen. Resultaterne var positive, men ikke sensationelle. Offentligheden hørte ikke om dem.

Ikke før 1945, da forfatteren Jacob Paludan omtalte dem i en kronik og foreslog en videnskabelig efterforskning. Der blev foranstaltet nogle forsøg på Københavns Universitets psykologiske laboratorium. Blandt deltagerne var en gruppe fagpsykologer, professor Preben Plum, magister Franz From, den kendte åndefotograf Sven Türck, Jacob Paludan og formanden for Selskabet for Psykisk Forskning, læge Aage Marner, som Politiken gav følgende karakteristik af: “… en markeret, asketisk præstetype, meget sympatisk, men tror lige så fanatisk brændende på ånderne som en indremissionær på treenigheden”. Og så var der naturligvis mediet selv. Hun hed nu ikke længere Anna Rasmussen, men – Anna Melloni. Et kendt navn i dansk spiritisme, for nu at sige det mildt.

Efter forsøgene var afsluttet, blev der gennem Ritzaus Bureau udsendt en erklæring fra de tre videnskabelige kontrollanter. Den lød på, at man havde iagttaget tydelige udsving hos to penduler, der var ophængt i et glasskab på et bord foran fru Melloni. Samtidig registrerede nogle fintmærkende måleapparater, at bordet blev “udsat for mekaniske påvirkninger i nøjagtig samme takt som pendulernes”. Endvidere: “Så snart kassen med penduler blev ophængt i snore fra loftet, således at den befandt sig nogle cm over bordet uden at berøre dette, fremkom der ingen pendulsvingninger.” Underskriverne kon-kluderede: “Undersøgelsens resultat bliver således, at de demonstrerede fænomener fuldt ud kan forklares ved mekaniske årsager.”

Sagt på jævnt dansk: fru Melloni havde skubbet til bordet!

Og så skrev aviserne igen, og folk grinede ad de godtroende psykiske forskere og deres ånder og penduler. Men Anna Melloni lod sig ikke gå på af et enkelt nederlag, hun nød rollen som feteret medie og ville ikke uden videre opgive ånden. Hun deltog i seancerne i Sven Türcks lejlighed – det absolutte højdepunkt inden for dansk spiritisme. Her rykkede ånderne bukser og sko af folk, tunge spiseborde sejlede i luften og stole fløj hen over deltagernes hoveder. Alt sammen fotograferet og beskrevet i Türcks bog “Jeg var dus med ånderne”, der har fru Melloni og hendes ægyptiske ånd Lazarus som et festligt midtpunkt.

I foråret 1950 skulle det landskendte medie demonstrere sine evner hos Preben Plum i dennes villa i Vedbæk. Seancen blev overværet af et eksklusivt selskab, blandt andre undervisningsminister Bomholt, Karl Bjarnhof fra radioen og forfatterne Jacob Paludan og Aage Marcus. Hvad fru Melloni ikke vidste var, at der også var skjult kamera. Et kamera filmede alt, hvad der foregik under bordet – og det var ikke videre åndfuldt, men dog ganske behændigt. Filmen blev vist i biografernes ugerevy. Knockout til Melloni og ånderne, og dårlig reklame for alt, hvad der hed psykisk forskning i Danmark.

Årene fra 1950 og op til begyndelsen af 70’erne var en mager tid for Selskabet. Offentlighedens interesse for mystik drejede fra svævende borde over mod flyvende tallerkener. I denne periode blomstrede den danske ufo-bevægelse, og spørgsmålet om besøg fra rummet blev dyrket med samme religiøse gejst, man tidligere havde set i spiritismen. Men parapsykologien førte en skyggetilværelse. Den eneste udadvendte aktivitet, som Selskabet tegnede sig for, var et samarbejde med Gallup i 1957 om en undersøgelse af den danske befolknings indstilling til paranormale oplevelser. Undersøgelsen viste, at 11 procent af den voksne befolkning havde oplevet et eller andet overnaturligt, og at hovedparten af de mystiske oplevelser optrådte i drømme. Den typiske “modtager” for overnaturlige fænomener var en kvinde over 35 år, bosat i hovedstaden.

Selskabet arrangerede studiekredse for medlemmerne, der var foredrag og møder i vinterhalvåret, man kørte på rutinen. Medlemstallet svingede mellem 80 og 100. Det gav en økonomi, der ikke levnede plads til mange udskejelser – som for eksempel psykisk forskning. Men takket være et årligt tilskud fra Parapsychology Foundation lykkedes det at opbygge et velforsynet bibliotek.

Sidst i 1960’erne begyndte interessen for mystik at ændre sig. Det startede med, at Beatles tog til Indien. Og i ungdomsoprørets lavine af nye værdier kom “det åndelige” til at markere sig stærkt. Østens mystik, meditation, Den tibetanske Dødebog, I Ching. Astrologien fik et voldsomt comeback, og der blev også fornyet interesse omkring parapsykologien. Man diskuterede planternes hemmelige liv, ændrede bevidsthedstilstande og pyramideenergi. Det var morgenrøde for New Age.

På Selskabets generalforsamling i 1974 besluttede man at indgå et samarbejde med Strubes Forlag. Medlemmerne skulle fremover have Psykisk Forum, det tidsskrift, Strubes Forlag udgav, som kontaktblad. Og de hidtidige abonnenter på Psykisk Forum ville automatisk blive overført som medlemmer af Selskabet. Samlet pris for medlemsskab og abonnement var 50 kr. Det var et uhyre heldigt træk for Selskabet for Psykisk Forskning. I 1975 sprang medlemstallet fra 100 og op til 1000!

De forøgede kontigentindtægter gjorde det muligt for Selskabet at invitere parapsykologiens store kanoner til at holde foredrag. I sidste halvdel af 70’erne kom de fleste, der havde noget at sige inden for parapsykologi, på visit i København. Helmut Schmidt, W.G. Roll, Martin Johnson, Montague Ullman, Stanley Krippner, Milan Ryzl med flere. En stjernerække. Gode tider. Parapsychology Foundation afholdt international kongres i København i 1976. Og bestyrelsen i Selskabet fik mod på at realisere en gammel drøm. I 1980 oprettede man en forskningsfond, som skulle støtte den parapsykologiske forskning i Danmark.

Desværre blev det kun til et enkelt projekt. Fondet bevilgede 20.000 kr. til tre personer, som ønskede at optage en dokumentarfilm om Kalahari-buskmændenes trancedans. Det drænede kassen – og det blev også anledning til en hidsig konfrontation på Selskabets generalforsamling i 1988. En konfrontation, som egentlig drejede sig om noget andet og mere dybtgående, nemlig hvilken linie, Selskabet skulle følge.

På den ene fløj stod formanden Kaare Claudewitz og næstformanden Leif Mikkelsen. De var gået af i utide, fordi de var vrede på de personer i bestyrelsen, der, som de udtrykte det, “har arbejdet for at Selskabet skulle være mere “okkult”, mere “folkeligt” og i lagt højere grad arrangere populære foredrag uden at tage det så højtideligt med hensyn til den videnskabelige standard”. I modsætning hertil fremhævede Claudewitz og Mikkelsen Selskabets formålsparagraf, som sagde, at man skulle “drøfte og undersøge parapsykologiske fænomener i en fordomsfri og videnskabelig ånd”. De ønskede, at Selskabet skulle arbejde mere seriøst og kritisk, og at forskningsfondet skulle støtte laboratorieforsøg i stedet for antropologiske ekspeditioner som “buskmandsprojektet”.

Det var alstå den ene fløj, den videnskabelige. Den anden fløj blev anført af bestyrelsesmedlemmerne Klaus Aarsleff og Else Kammer Laursen. De repræsenterede det okkulte og folkelige.

“Der kommer intet godt ud af at forsøge at reducere menneskets mest gådefulde anlæg og kræfter til materielle fænomener,” skrev Klaus Aarsleff i Selskabets medlemsblad. “At trække sjælens mysterier ind i laboratoriet svarer nærmest til at spille Mozart på en synthesizer. Det er simpelthen dødens pølse.”

Det samme mente Else Kammer Laursen. Hendes indlæg i medlemsbladet forud for generalforsamlingen er et centralt skrift i Selskabets historie. Det markerer den officielle overgang fra objektiv videnskab til subjektiv dyrkelse af mystikken.

“Kaare og Leif er tilhængere af en gammelakademisk synsmåde,” skrev hun. “De sidder pænt på deres stole og venter på, at en dag vil det endelige uigendrivelige parapsykologiske bevis komme dumpende ned fra himlen, og en stor rar akademisk professor vil komme tililende og lægge sin faderlige hånd på deres skuldre og takke dem for deres store langmodighed og rette tænkemåde … Andre mennesker, deriblandt jeg selv, er egentlig stort set ligeglade med sligt. Vi har trancenderet vores autoritetsproblemer i rimelig grad og efterhånden mistet den høflige tålmodighed, som aldrig nogensinde vil blive honoreret. Hvis parapsykologien ikke er særlig accepteret på bjerget, hvorfor skulle vi så ikke i stedet beslutte at acceptere den for os selv og starte derfra? Nogle af os har parapsykologiske oplevelser jævnligt. Behøver vi en professor til at bekræfte det? Vi ved det selv.”

Parapsykologi, fortsatte hun, “handler også om mod til at definere og følge egne veje, skabe sin egen identitet” – og ikke mindst “lydhørhed over for, hvad medlemmerne kan fortælle om fantastiske ting. Det er der, den levende parapsykologi blomstrer, og det er der, jeg tror mange af os gerne vil hen.”

Og det kom de. På generalforsamlingen den 19. maj 1988 blev Claudewitz og Mikkelsen tromlet flade. Selskabet sagde farvel til den videnskabelige metode og kastede sig ud i New Age-sødsuppen. De følgende år blev der i Selskabets regi afholdt foredrag om chakrasystemet, nisser og trolde, jordstråler, praktisk anvendelse af krystaller til healing, numerologi, irisdiagnose og astrologi.

Medlemsbladet var fuldt af, hvad medlemmerne kunne fortælle om fantastiske ting. Det skete, at nogle kom ind på ESP og psykokinese, men ellers lød menuen på astrologi, reinkarnation, orgonenergi og lignende. Alt kunne bruges, intet var for ringe. I 1992 fik en kvinde ni en halv side til at fortælle om, hvordan hun havde kommunikeret med rumvæsener ved hjælp af sit pendul. Var dette bunden? Nej, man kunne komme endnu længere ned.

Da der blev indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 27. november 1994, lagde formanden ikke skjul på, at der var tale om et krisemøde. Foreningen var sat under administration med advokatbistand.

“Baggrunden for denne usædvanlige og kedelige situation er hovedsageligt mange års manglende regnskabsaflæggelse fra bibliotekskomiteens side,” skrev han. “Situationen har i løbet af 1994 tilspidset sig yderligere. Birgit Tofte-Hansen har egenmægtigt uden om os andre og i åbenlys modstrid med fundatsens bestemmelser udnævnt sig selv til bestyrer af biblioteksfonden. Hun har lænset checkkontoen, der tilhører biblioteket, i 10.000 kr. klassen, uvist til hvad og har fjernet bilagsmaterialet og vore medlemslister. Alle forsøg siden nytår på at tale hende tilrette har været resultatløse…”

Vi lader billedet stå lidt. Optakt til 90 års fødselsdagen.

For det er jo i 1995, Selskabet for Psykisk Forskning runder de 90. Lad os sende dem en venlig tanke – trods alt. Er man moderne indstillet, kan man sende en fornemmelse af gylden, universel, guddommelig kærlighed.

Kilde: Para-nyt 1997 nr. 1

[*]

Bookmark and Share
Tags: , ,

Skriv kommentar

*