Graham Bishop – en elendig koldlæser

2004, Jul 1st | Emner: Spiritisme

af Claus Larsen, oversat af Jens Laigaard

Graham Bishop er selvbestaltet "spirituel underviser, trancemedie, trancehealer og medie". Han er også en elendig koldlæser.

Det står i hvert fald fast, efter at have set ham optræde i en café i København en solrig aften.

Efter den indledende opvarmning fik vi de sædvanlige undvigemanøvrer: Selv om du ikke mener, at budskabet er henvendt til dig, kan det alligevel godt være til dig. Selv om nogle af oplysningerne ikke lader til at passe, kan de alligevel godt angå dig. Og nogle gange fungerer det bare ikke.

Har vi ikke hørt dette før? Jo, det har vi. Hvert eneste medie har sin egen udgave af disse litanier af undskyldninger og undvigemanøvrer, hvor det hele går ud på at få fastslået, at hvad end der sker, er det ikke mediets skyld! Men hvis mediet blot kan overbevise nogle få af de tilstedeværende om, at budskaberne er henvendt til dem personligt, så er alt godt.

Syng med på noget åndfuldt

Graham Bishop klarede kun nogle få runder i sin seance, for han var virkelig kommet på hårdt arbejde. Fyren måtte simpelt hen kæmpe for at trække lidt positiv respons ud af de få blandt publikum, som meget modstræbende gik med til, at nogle af budskaberne muligvis kunne være henvendt til dem.

Han prøvede fleste af de koldlæsningsteknikker, som man kan se beskrevet i Paul Sandovals artikel “11 techniques to talk to the dead, Part 1″ og “Part 2″. At puste chancerne op, dementere tidligere udsagn, stille subtile spørgsmål (“Kan du forstå det?”) og komme med kvalmende almindeligheder.
Efter den første runde, som var middelgod (og det betyder ikke, at vi så en masse pletskud, men blot at Bishop fik noget der lignede nogle få pletskud), gik det konsekvent ned ad bakke. Det var faktisk noget af en præstation i betragtning af, hvor dårligt han havde klaret sig indtil da, men det lykkedes for ham. Bishop havde simpelt hen ikke heldet med sig i sine gætterier, og jeg har en snigende mistanke om hvorfor: han blev konkret. Lige med ét kastede han et navn ud.

Julie.

Ganske vist er Julie et forholdsvis almindeligt navn i Storbritannien, hvor Bishop kommer fra, men i Danmark anno 2003 er der kun 15.957 med det navn – ud af 2.721.084 kvinder i alt. Imidlertid – og dette er ret vigtigt – var Julie det tredje mest populære navn til piger født i 2002.

Han fik intet tilbage. Ikke en eneste blandt publikum meldte sig og sagde, at der var – eller bare at man kendte – en Julie i familien eller blandt vennerne. Han blev ved at køre løs med Julie, udvidede mulighederne ved at nævne møbler med tre skuffer, gamle damer med kort krøllet hår, noget som var blevet væk inden for de seneste uger. Intet.

På et tidspunkt var han endda nødt til at standse showet og forlade scenen i nogle minutter. Han havde kæmpet for at få en eller anden slags feedback fra publikum, men da det ikke lykkedes, blev han nødt til at tale med ånderne i enerum. Tidligere havde han ellers forklaret, hvordan han var i stand til at lokke ånderne nærmere til sig for bedre at kunne høre, hvad de sagde. Så selv ånder kan åbenbart blive trætte af at være i selskab med dårlige medier med dårlig hørelse.

Gæt hvad han gjorde, da han kom tilbage? Han spurgte (vi kan nok roligt gå ud fra, at han ikke henvendte sig til ånderne) om der var en "Morten" til stede – eller om nogen havde forbindelse til en. Der er 34.786 med navnet Morten i Danmark, mere end dobbelt så mange som dem der hedder Julie.

Puste chancerne op? Ja, mon ikke. Et hurtigt kig på listen over dem, der havde forudbestilt billetter? Det er muligt. Men Morten viste sig heller ikke. Måske var Morten en af dem, der ikke havde afhentet sin billet, dem var der nogle stykker af.

Hvorfor gik det galt for Bishop?

Måske skyldtes det, at publikum var meget yngre (og derfor mere medievant) end man normalt ser ved denne slags arrangementer. Måske var det fordi han kun ramte plet, når han kom med svævende udtalelser – og selv der lykkedes det ikke hver gang. Måske var grunden, at Bishop ifølge sin hjemmeside faktisk ikke giver seancer, hvad enten det drejer sig om healing, clairvoyance eller "rensning" af huse. Det har ånderne rådet ham til. Hvorfor han så optrådte med clairvoyance her må man nok spørge om.

Han var endda nødt til at komme med undskyldninger for, hvorfor hans opvisning var gået så dårligt. Selv han kunne se, at det her ikke var imponerende – eller overhovedet acceptabelt – til en adgangspris på 100 kr. Men selv på retræten skød han det meste af skylden på ånderne. Skulle vi klage til ånderne, Graham?

Næ. Lad os se det i øjnene: det var nok bare sådan, det plejer at gå, men det ser vi bare ikke i fjernsynet, for der er der blevet redigeret i tingene. Både for at det skal passe med tiden, og for indholdets skyld. En slags mediernes Greatest Hits, om man vil.

Prøv at opleve et af disse medier i levende live, så bliver det klart, hvorfor de klarer sig meget bedre på TV end i virkelighedens verden. Eller i åndeverdenen.

Kilde: Graham Bishop: One lousy cold-reader / by Claus Larsen. – Skeptic Report , July 2003

Claus Larsen er IT-konsulent, redaktør af SkepticReport.com, et online magasin for skepticisme og kritisk tænkning. Har skrevet en del artikler om astrologi, global bevidst(løs)hed, charlataner, profeter og moderne åndemanere. Bestyrelsesmedlem i New York Area Skeptics (www.nyask.com).

Bookmark and Share
Tags:

Skriv kommentar

*