Åndelig afmagt?

2001, Nov 1st | Emner: Spiritisme

af Willy Wegner

Da jeg fik en henvendelse fra den nye tv-station TV2zulu om, at man søgte en skeptiker til at kommentere en programserie med titlen Åndernes Magt , var det i sig selv en udfordring. Dertil at besvare et antal på 3-4 seerbreve pr. udsendelse. I tillæg – skulle det vise sig – et vredt og surt brev fra seriens producent. Jeg sagde ja, men ikke fordi jeg betragter mig selv som ånde-ekspert, snarere fordi jeg var villig til at se med undrende kritiske øjne på programmerne, og give udtryk for min tvivl og skepsis svarende til cirka en A4-side. Jeg blev lovet den fyrstelige sum af 325 kr. pr. udsendelse før skat, et beløb som må henstå til mig i åndernes rige – for jeg har endnu ikke i skrivende stund modtaget så meget som én krone fra TV2zulu.

Udsendelserne er ellers blevet genudsendt og genudsendt på TV2zulu og tilmed nu også genudsendt på moderkanalen TV2. Dertil tilbudt til danske folkebiblioteker med clearing til udlån, konceptet er angiveligt solgt til udenlandske tv-stationer. Så koen er blevet malket og fløden skummet!

Der var tale om en dokumentarserie, ikke fiktion. Havde det været fiktion, skulle jeg blot tage stilling til det jeg rent faktisk så og oplevede. Problemet med en dokumentarserie er, at der postuleres en virkelighed, men en fragmenteret, redigeret virkelighed, som jeg kun ser via det producenten lader mig se, og som jeg må tro på er realistisk.

Min forudsætning for at “lege med” i denne programserie var, at jeg ikke tror på ånder eller spøgelser som repræsentanter for afdøde personer. Det ville fordre, at jeg skulle tro på et efterliv – det gør jeg ikke. Derfor har jeg det ikke svært med min skeptiske holdning.

I alt har produceren besøgt seks geografiske steder, hvor ånder angiveligt havde holdt deres indtog: Østerbro i København, Solrød, Sydhavnen i København, Falster, Farum og Hals. I det følgende kan du læse en redigeret udgave af mine kommentarer til udsendelserne. Senere blev der fulgt op med tre udsendelser mere omkring danske medienotabiliteter og deres forhold til det ukendte, et åbent debatprogram samt et interview med Preben Plum. Herom en anden gang.

Åndernes magt på Østerbro i København

Her drejede programmet sig om et unge pars oplevelser, som helt givet var særprægede, drømmeagtige og frygtrelaterede. Selv lufter de indledningsvis muligheden af, at det er en poltergejst – en støjende ånd – så de er bekendt med terminologien. Havde jeg uforskyldt haft den slags oplevelser, så havde jeg nok foretrukket at konsultere en psykolog først fremfor en spiritist.

Producenten henter spiritisten Frank Munkø ind fra Danielskirken. Han er kendt for dels at kunne kommunikere med de døde, dels have magt over de mere genstridige ånder, som ikke vil over i åndeverdenen. Han gik straks i gang med at “scanne” lejligheden for ånde-aktiviteter.

Munkø opfinder en såkaldt klæbeånd, som efter et værtshusbesøg har koblet sig på beboeren for at nyde godt af hans rødvinsdrikkeri! Munkø er åbenbart noget af en spøgefugl, ånd hedder faktisk spiritus på latin!

Munkø bruger helt klart koldlæsning , han stiller spørgsmål og får svar – de fleste ubrugelige i begyndelsen, men han får også brugbare svar, ikke mindst ved at aflæse mimik og kropssprog. Det afslører kameraet af og til. Meget mere behøver en trænet koldlæser og åndemaner ikke.

Med hensyn til det eneste håndgribelige “bevis” – glasbordet, der går i stykker – så vil jeg bruge det skeptiske redskab der hedder Occams ragekniv, hvilket vil sige at jeg af to mulige forklaringer skærer den mindst sandsynlige fra. Valget står mellem fotografen der sidder på bordet og filmer i “gerningsøjeblikket”, eller en sur, alkoholiseret ånd der så at sige “sætter af mod åndeverdenen”. Uanset glasbordets fortræffeligheder finder jeg fotografen mest nærværende, hvilket senere bragte producenten i fornærmethedens “panser og plade”. 

Læs iøvrigt Jens Laigaards artikel: Da bordet eksploderede . 

Åndernes magt i Solrød

Jeg misunder ikke ånder. Når de tøffer rundt i huse og kigger, eller muntrer sig med at smække med en dør i ny og næ, så skal de straks uddrives. På den anden side, i dobbelt forstand, skal nogle af ånderne ustandselig stå parat i tide og utide til at blive påkaldt af åndemanere.

I begyndelsen er det plagede ægtepar uenige om hvilken dør der smækkede, den første aften i huset hvor det tilmed var blæsevejr. Så er der alle de vinduer, hvor man ikke alene kan se ud men også ind. Nyt hus, nye lyde, utryghed.

Ved mødet med åndemaneren – denne gang Graham Bishop – har husets kvindelige beboer, oveni utrygheden, ikke sovet i fire døgn. Så må man nødvendigvis være meget påvirkelig. Huset bliver gennemgået og soveværelset og gangen udpeget som hærget af en afdød bedstemor med små slæbende skridt. Værelset hvorfra der blev hørt fremmede barnestemmer og gråd, erklæres åndefrit. Der var også et eller andet ved hoveddøren, men den vender åndemaneren ikke tilbage til.

Atter ved vi ikke hvor meget åndemaneren Graham Bishop ved i forvejen – angiveligt intet hvis vi tager producenten på ordet. Tager Bishop blot ud i det blå med en tilfældig filmmager på en blind date? Han arbejder med healing og åndekontakt, men ved dog så meget at det er en ånd han skal finde. Har han i forvejen fået et hint om søvnproblemer og om at føle sig betragtet, er det ikke svært at lokalisere sengen. Eller har man kun talt om vind og vejr på vej til Solrød? Ifølge producenten ved Bishop ikke det fjerneste.

Åndemaneren lader sig besætte af en ånd: “Dr. Karl” og det er en meget effektfuld rolle, denne hedengangne preussiske doktor der foretrækker at tale engelsk fremfor tysk. Måske har han eksisteret i sin tid, det har en skikkelig åndemaner vel sikret sig i forvejen. Men uanset undersøgelsen af, at der en gang har ligget nogle landbohuse i området, kan man ikke helt kan lokalisere åndens fysiske ophav. Dog vil jeg medgive, at der angiveligt sker en form for healing af hovedpersonens søvnproblemer ved hjælp af en dosis åndelig placebo.

Åndernes magt i Sydhavnen, men mest i Ringkøbing

Et mirakel, det er når der sker noget uventet og uforklarligt. Noget uventet sker der imidlertid ikke. Hidtil har Åndernes Magt jo kun handlet om succes-historier, så slutningen var forventet, men for den implicerede hovedperson er der angiveligt tale om et mirakel. Her i udsendelsen møder vi den afroamerikanske religiøse healer Charles Ndifon.

Mirakler indenfor den religiøse verden er almindelig kendt. Jeg har set, hørt og læst om stigmatikere – det er personer der angiveligt får blødende sår lig dem Jesus fik ved korsfæstelsen. Der er Madonna-figurer der græder, munke der leviterer og personer der bliver healet. Andre mirakelmagere forvandler amalgamplumber i tænderne til guldfyldninger. Vi ved også, at flere af disse mirakler – de der vel at mærke er blevet grundigt undersøgt – har vist sig at være en engageret indleven i egen tro, og af og til bedrag eller selvbedrag. Men definerer en person noget som et mirakel, ja så er det et mirakel, i hvert fald for vedkommende selv.

Skulle jeg være lidt perfid, så kunne det også undre mig, at man efter at være blevet helbredt for sit syn, pludselig optræder med briller på! Da jeg ikke ønsker at være perfid, så må jeg hellere skynde mig at dementere: – nej, det undrer mig ikke. Det var en healing målrettet efter den specifikke lidelse med dobbeltsyn, er jeg senere blevet belært. Men jeg har vel lov at mene, at lidt fedtet er det, at Vorherre og hans håndgangne mirakelmagere ikke er til helhedsløsninger.

Hvis Ndifon er så effektiv som det antydes, hvad fanden laver han så i et mødelokale i Ringkøbing. Han kan vel næppe leve af at tage turen “over Dammen” og lade hatten gå rundt. Hvad med at vores amtspolitikere vågnede op og hyrede ham. Ndifon burde befinde sig på amtssygehusene. Her kunne han vel på få dage rydde sengene og afskaffe ventelisterne og problemerne med personalemangel – det ville være millioner af skattekroner værd.

I øvrigt konsulteres der efterfølgende en øjenlæge. Hans udtalelser er helt fine. Han kalder blot miraklet ved et andet navn. Men skal det vi så være et mirakel, jamen så kald det dog for Guds skyld et mirakel. Ellers få Den katolske Kirke til at undersøge sagen, de lyder til at gå grundigt til værks, til gengæld kan det også tage adskillige hundrede år, før svaret falder eller noget bliver accepteret.

Åndernes magt på Falster

Graham Bishop går igen i dette program. Og vi oplever en famlie, der ofte hører et lille pigespøgelse som især løber op og ned ad rækkehusets trappe. De kan tydeligt høre trin og de “små bump”, som det bliver sagt. Moderen ser endog den lille pige, helt sort og 3-4 år gammel.

Bishop scanner huset og finder det ladet med energier. Det glæder moderen i huset, hun var bange for, at han ikke ville finde noget og synes helt glad, da Bishop føler energierne. Imidlertid ender det elegant med, at spøgelset bliver til en granvoksen mand med tunge trin, nemlig familiens far som begik selvmord for atten år siden. At den forveksling kan ske, forklares helt naturligt og hokus pokus med energiernes beskaffenhed.

Undervejs har især moderen en ofte stærkt bekræftende mimik og gestik, som det ikke er svært selv for en amatør at aflæse. Familien hjælper også Bishop godt på vej ved at komme med hurtige bekræftende svar på hans fornemmelser. Det er umuligt at vide, hvor mange hints han får af denne karakter udenfor kameraets fokus.

Løse ender jeg gerne ville have haft svar på: Hvad kan der hænge af familiebilleder, som kan antyde at der mangler en mand i huset? Moderen flyttede ind i rækkehuset som alenemor, og dog – faderens ånd må være flyttet med. Hunden reagerer ikke, fordi den kender “ham”? Er hunden over 18 år gammel? Hvordan kan hunden ellers have “erindring” om faderen? Nogle af oplevelserne omkring faderen sker angiveligt på grænsen mellem søvn og vågentilstand – livagtige drømme?

Hele seancen er stærkt følelsesladet, med elementer af sorg, traumer og håb. Bishop udfører en glimrende og trøstende sorgbearbejdelse (og symbolanalyse?). Det vigtigste, uanset midler, må vel være, at familien har det godt med tingenes tilstand, således som det udvikler sig.

Åndernes magt i Farum

Søster spøgelse og broder genfærd samt resten af “den åndelige familie” er nu ikke alt for kloge. De rumler eksempelvis rundt med elektriske apparater, smækker med døre og glemmer for eksempel en vandpumpetang på en hovedpude. Ja, de står faktisk og glaner lige ned i hovedet på personer der ser fjernsyn eller er ved at falde i søvn – af og til to sider af samme sag!

Spøgelserne bliver jo opdaget på den måde, men deres hjerner er vel akkurat så luftige som deres fremtoning – de risikerer jo at en styg åndemaner kommer og koster rundt med dem.

Nå, apropos åndemaner. Frank Munkø har en let opgave i Farum. Husets plagede beboere snakker som kæppe i et hjul, han behøver ikke en gang at udfritte ofrene. Husets fru Karen – der døjer mest, især med hovedpine – ser en “nonne” med uindfattede briller, hendes mand Erik en udefinerbar skikkelse på verandaen og en datter føler sig betragtet osv. Åbenbart har det ikke, i begyndelsen, betydet særlig meget, for ægteparret har end ikke nævnt det for hinanden.

Men Karen håber på, at Munkø vil finde noget. Og sandelig, det gør han. Entré Munkø: Han udnævner Erik til hovedpersonen i dramaet, og det hjælper næppe på fruens hovedpine. Nonne-fremtoningen bliver til en jævn bondekone ved navn Maria, eller sådan noget lignende, og godt det samme – for en forelsket, kuldret nonne, som måske også pjatter rundt med en vandpumpetang – den er langt ude!

Men summa summarum, vi ender med hele tre spøgelser, en forsvundet hovedpine, en åndemaner der sender ånderne durk gennem jordens atmosfære med enkeltbillet til “den anden side” osv. Takket være holdet bag ånde-serien, og deres higen og søgen efter hints der kan bekræfte Munkø, når de heldigvis også frem til en slags afslutning på afsnittet.

Jeg skal også finde en afslutning nu, selv om en analyse af udsendelsen ville kunne berige os meget, og være et lærestykke i koldlæsning. Men hvorfor nu lige Ellegaarden – der var flere andre gårde i kompasretning Stavnsholt – var det det eneste sted man kunne finde en Maria – eller sådan noget lignede? Men pyt – Karen døjer ikke mere med sin hovedpine, og det er da godt, sikkert også for Erik.

Åndernes magt i Hals

Udsendelsen fra Hals var ganske interessant, ikke mindst fordi ægteparret Hanne og Søren virkede så afbalanceret og umiddelbart troværdige – et københavnerpar der har fået opfyldt deres drøm om et hus på landet. Imidlertid følte de sig efter fem år så plaget af modgang og underlige hændelser, at de efterhånden overvejer at forlade hus og hjem. En traktor, der starter af sig selv, husdyr der dør, et efter et, og heste der bliver sluppet løs uden synlig årsag, der høres bankelyde og mobiltelefoner osv.

Ægteparret har selv gjort hvad de kunne, blandt andet med bevægelsesfølsomt lys og videoovervågning af stalden, uden dog at have afsløret noget, end ikke det øjeblik hvor en slå bliver slået fra, for at slippe hesten ud.

Åndemaneren Graham Bishop bliver tilkaldt for at lave en pakkeløsning på problemerne. Eneste sandsynlige forklaring er åbenbart, at det er ånder der er på spil – onde ånder.

Som det er velkendt fra tidligere udsendelser, går Bishop i trance og bliver til dr. Karl. Som sådan identificeres to ånder: en unge pige ved navn Gunvor og hendes onde far Jørgen, og vi er tilbage i begyndelsen af 1800-tallet. Forinden advares der om, at hestene under trancen godt kan blive urolige. Det er de da også, så længe dr. Karl pruster, snøfter og grynter, men dyrene falder til ro, da han hen mod slutningen bryder ud i meditativ nynnen. Senere bliver husets hund, der ligger og snuer ved siden af “dr. Karl”, vækket for at blive beroliget og – healet!? Lidt i stil med: – vågn op, du skal ha’ din sovepille!

Til sidst kan Bishop dog ikke erklære huset helt åndefrit – far Jørgen er borte og Gunvor – der hængte sig – muligvis ligeså. I det første døgn efter uddrivelsen er alt godt. Men så går det i gang igen – og der er lagt op til en fortsættelse.

Åndernes Magt i Hals – anden gang

Atter må Bishop til Hals. Han fornemmer, at det nu mest er datter-ånden der er på spil, men ikke som en ond energi. Hun er nærmest legesyg og er bekymret for hunden, som ellers var blevet healet af Bishop forrige gang han var i Hals.

Datter-ånden er blevet tilbage, og har nu nærmest karakter af at være en skytsånd. Og i øvrigt hængte hun ikke sig selv i stalden. Det skete ved et uheld da hun kravlede op for at putte en lille fugleunge tilbage i en rede – her var jeg ved at knibe en tåre.

Bishop hører datter-ånden sige noget i stil med “damp og fugt intetsteds fra”, lige ved siden af et dampstrygejern. Bishop siger det flere gange, og endelig kan dette vink med en vognstang give pote: husets ejer peger triumferende på dampstrygejernet. Forklaringen er snublende nær. Ånden har jo pillet ved strygejernet, uden at vide, hvad “hun” har leget med.

Den onde far er væk, men han har været så ondskabsfuld at han har efterladt sig et “hul” i stalden, hvor ondskaben kan florere. Meget belejligt har Bishop et tegnet symbol med i lommen, som præcist virker på den slags dårligdom. Det har nogle ånder fortalt ham.

Bishop spørger på et tidspunkt: – findes der et navn som Søren? Han er naturligvis undskyldt, idet han kun har boet i Danmark i fire-fem år, og har muligvis overhørt at husets herre som han er i fuld gang med at hjælpe faktisk hedder Søren!

I løbet af udsendelsen bliver Gunvor og Jørgen så til Maren og Søren og navnet på en karton chokolademælk, som datter-ånden viser Bishop – Mathilde – bliver foreslået af husets egen Hanne som en mulig mor til Maren. Sagen er så blot den, at de aldrig har boet dér, men angiveligt halvanden kilometer væk i et for længst nedrevet hus. Men ånderne flytter med mursten og tømmer, for det nuværende hus er nemlig bygget af materialer fra det nedrevne hus. Så pas på med genbrug af byggematerialer!

Åh ja, hunden havde problemer med fordøjelsen, fortalte Bishop. Det benægtede Hanne. Men ganske rigtigt – den brækkede sig på et tidspunkt henne i udsendelsen. Ingen healing denne gang fra Bishop. Gad vide, hvad den havde fået at spise?

Efter megen søgen i de lokalhistoriske annaler falder brikkerne på plads i puslespillet, og man kan finde navne der passer. Men er det brikkerne til netop dét puslespil eller omvendt, hvor mange brikker var der – og hvad blev der af Gunvor og Jørgen? I løbet af anden del af sagaen fra Hals, falder historien lidt efter lidt sammen, en historie der ellers begyndte så spændende.

Kilde: Para-nyt 2001 nr. 4

Willy Wegner
Bibliotekar, forfatter og foredragsholder. Stifter og redaktør af Skeptica.

Bookmark and Share
Tags:

Skriv kommentar

*