Da bordet eksploderede

2001, Aug 1st | Emner: Spiritisme

af Jens Laigaard

Kommentarer til den første udsendelse i tv-serien "Åndernes Magt"

Når et skib skal søsættes, er det skik og brug at knuse en flaske champagne mod skibssiden. Det ledsages af en høj lyd – en blanding af et knald og en klirren. Næsten nøjagtig samme lyd kunne man opleve, da glaspladen på sofabordet i Villemoesgade 66 gik i stykker. Smældet markerede, at noget tog sin begyndelse. En tv-serie, og en nystartet tv-kanal, satte sig i bevægelse og gled ud på succes’ens bølger.

Hvis det bord ikke var gået i stykker, havde meget i dag set anderledes ud. Vi kender alle historien om, hvordan TV2 efter lang tids indædt diskussion fik lov til at oprette endnu en kanal, TV2 Zulu. Den nye kanal mindede om TV2, bortset fra, at den var meget ringere. Det var det værste bundskrab og rodsammen af amerikanske serier, man fik serveret, krimier og komedier, som måske ikke var fine nok til det rigtige TV2. Seernes interesse var også beskeden. Så kom redningen – i form af "Åndernes magt".

Vi har gentagne gange hørt, at "Åndernes magt" ikke blot blev TV2 Zulus største succes, men også den eneste succes, som stationen indtil nu har haft. Serien var ikke produceret af kanalen selv, men købt af filmselskabet Angel Production. Tilrettelæggeren var en ung mand ved navn Thomas Breinholt.

Meget afhang af, hvordan seriens første afsnit blev modtaget. Det blev en bragende succes. Seerne var fanget fra starten og fulgte trofast med. Der blev snakket og diskuteret på arbejdspladsen, ved sammenkomster, hos damefrisøren. Hvorfor tale om politik, når man lige har set en dokumentarudsendelse om poltergeister, mirakuløs helbredelse og ånder, som bliver uddrevet?

I løbet af nogle uger havde alle i landet hørt om "Åndernes magt", selv om det kun var en del af befolkningen, der var i stand til at se udsendelserne – nemlig dem, der havde parabol eller fællesantenne. Således måtte undertegnede vente et halvt år på at se de berømte scener. Men sommeren 2001 blev serien genudsendt i det almindelige TV2, som optakt til endnu en stribe programmer, der dog ikke var tilrettelagt af Thomas Breinholt. Han havde, udtalte han til et dagblad, fået nok af alt det her med ånderne, det var for oprivende.

Deres skribent har også fået nok af ånderne. Efter fire afsnit stod jeg af, ønskede ikke at se mere, og det var ikke fordi det var oprivende eller rystende for éns virkelighedsopfattelse. Snarere blev man overmandet af træthed, sørgmodighed. For det var jo den samme gamle historie. Et spiritistisk medie, som prøver sig frem. Han kan hedde Frank Munkø eller Graham Bishop. Der slynges sætninger ud, som på samme tid kan opfattes som spørgsmål eller påstande, hvad man nu vil. Medspillerne er mennesker, som befinder sig i en anspændt situation, ofte synligt ude af balance, og de leverer en masse oplysninger til mediet, nogle gange bevidst, andre gange gennem kropssprog og mimik. Til slut sætter vi os ned og holder hinanden i hænderne, og så skal vi nok få den grimme ånd sat på porten.

Har man set noget overnaturligt i disse udsendelser? Er det blevet dokumenteret, at der findes en åndeverden?

Ja, vil tusinder sige (med begejstring i stemmen). Det hele er jo lavet uden at jage efter effekter. Der er ikke noget med uhyggelig musik, mærkelig belysning og den slags. Det er håndholdt kamera og uden klip og meget sobert. Det er helt almindelige mennesker, som bliver plaget af noget, der går over deres forstand. Og så sker der de her overnaturlige ting. Det så vi allerede i den første udsendelse. Sofabordet gik jo i stykker!

Ja, hvis det ikke var for det bord … Nu kan man også låne "Åndernes magt" på biblioteket, man kan, hvis man orker det, se hele historien om og om igen. Man kan gå billeder og sætninger efter i sømmene. Tænke over, hvad man rent faktisk ser, og hvad man ikke ser.

Så vi tager det lige en gang til. Frank Munkø kommer op ad trappen til Villemoesgade 66, fjerde sal til venstre, København. Han modtages af lejlighedens beboer, Michael. Går ind i det første rum, videre til det andet, siger: "Ikke her." Tilbage til det første rum, stiller sig og peger på gulvet, idet han siger: "Ja her, der er der gang i den. Det er ligesom hårene rejser sig på hovedet."

Michael er fulgt med ham. Han siger: "Kan du mærke det? – Og ude i køkkenet?"

Munkø peger ind i rummet ved siden af og siger: "Der er ikke noget at mærke dér." Michael svarer: "Han har på intet tidspunkt været derinde."

Der er ikke gået halvandet minut siden Munkø bankede på hoveddøren, og han har allerede fået to væsentlige oplysninger at arbejde med. Han ved nu, at det er en han , der er på spil, og at der har været ballade i køkkenet.

Vi spadserer lidt rundt i lejligheden. På et tidspunkt siger Munkø: "Han er ikke helt ung." Michael svarer: "Nej." Så begynder Munkø at gnide sig på undersiden af kæben med begge hænder, idet han opmærksomt iagttager Michael. Der går et sekund eller to, kameraet er på Munkø, vi ser ikke hvordan Michael reagerer. Munkø siger: "Det er mærkeligt, det føles som om, jeg får skæg her." Nu kan vi høre Michael grine forlegent, og da kameraet svinger over på ham, gnider han sig heftigt i ansigtet og smiler stort. Han bekræfter, at fredsforstyrreren har et stort fuldskæg.

Hvad var det, der skete her? Episoden har tydeligvis gjort indtryk på Michael, isen er brudt. Videre til uddrivelses-scenen.

Munkø og Michael sidder over for hinanden på hver sin stol. Munkø holder om Michaels hænder. Sofabordet er omkring en meter fra dem, det er ikke med på billedet. Da Munkø har holdt Michaels hænder i sine uafbrudt i knap otte minutter, siger han: "Kan du mærke en mærkelig varme?" Det ville mange sikkert kunne. I hvert fald er den brændende varme det, Michael bedst kan huske bagefter – og så bordet, selvfølgelig.

Vi ser ikke bordet, da det går i stykker. Tv-skærmen viser et nærbillede af Munkøs venstre hånd, som holder om Michaels højre. Vi hører smældet, der går over i klirren. Den høje lyd er ikke døet hen, før der løfter sig et skrig fra personer, vi ikke kan se. Man kan skelne et par mandsstemmer og en kvindestemme. Det er en interessant lyd. Skriget har i begyndelsen en næsten begejstret klang. Den kan også være forskrækket, hvad man nu vil. Stemmerne går over i orrh-ååh-lyde, og seks sekunder efter at smældet lød, hører man en mandsstemme sige: "Nar!" Ti sekunder efter smældet bliver kameraet rettet mod den ødelagte bordplade. Der ligger fem store glasskår på gulvet nedenunder.

Det, der følger efter, er både menneskeligt og forståeligt, men ikke lige det, man mest kunne ønske sig at se. Den spændte stemning, som er bygget op under "uddrivelsen", er blevet forløst. Man opdager pludselig, at lejligheden er fuld af mennesker. Alle er ophidsede, rystede, der tørres øjne, tændes cigaretter, stønnes, råbes. Michaels kæreste Mette sidder på en stol i køkkenet. Thomas Breinholt tager hende i hånden og siger:

"Hvordan har du det, Mette?"

"Jeg har det ikke særlig godt."

"Hvorfor ikke, du tror jo ikke på det? Tror du på det nu?"

"Jeg er omvendt."

"Er du det?"

"Ja, men jeg kunne jo også altid sige, det var fordi, det var dig, det var filmmanden, der sad på bordet…"

Vi standser lige her. I det sidste af udsendelsen bliver der gjort meget for at understrege, at det ikke kan være fotografen, der er skyld i at glaspladen går i stykker. Men Mettes afsnuppede bemærkning til Breinholt om, at det var dig , får virkelig én til at ønske sig en omgang "bag kameraet". Hvad skete der uden for billedet, da braget lød?

Det siger sig selv, at fotografen befandt sig lige ved bordet. Vi har ikke set, om han sad på bordpladen, knælede på gulvet eller hvad han gjorde. Ved siden af ham var der en lydmand, som holdt en mikrofon på en lang stang. Og hvem var ellers til stede?

På lydsiden hører vi lidt efter Thomas Breinholts stemme: "Vi fik alle sammen et chock, da bordet eksploderede, og skyndte os ud af stuen." Alle sammen – det er, ud over ham selv, kæresten Mette samt "vores assistent Sebastian", en ung mand, som pludselig er med i billedet, men ikke bliver yderligere omtalt.

Hvor gerne ville man dog ikke, umiddelbart efter at bordet gik i stykker, have set et grundigt interview med folkene bag kameraet. Ikke fotografen selv, men de andre. Præcis hvor befandt de sig? Så de, hvad der skete med bordet? Hvordan ville de beskrive det?

Den slags kan man sidde og ønske sig bagefter. Nu er det for sent. I stedet fik vi Frank Munkø, der vandrede rundt blandt ophidsede, snøftende mennesker og beroligede dem ved at gentage: "Han er her ikke. Han er væk!"

Som afslutning på udsendelsen ser man Breinholt i nærbillede. Han sidder med en hvid væg som baggrund og henvender sig direkte til seerne:

"Bagefter spurgte vi os selv, om der kunne være en naturlig forklaring på det hele. Men hvordan forklarer man, at Frank Munkø med det samme kunne gå hen og udpege det sted, som Michael havde set ånden? Hvordan kan det være, at Frank Munkø kunne beskrive en skikkelse, som svarede stort set til Michaels beskrivelse? Hvordan kan det være, at et glasbord, der er så tykt at man kan stå oven på det og male loft, pludselig går i stykker? Og hvis det var fotografens skyld, hvordan kan det så være, at det sker lige præcis 50 sekunder efter at Frank Munkø siger: Giv et tegn? Hvordan kan det være, at alle fænomenerne holder op efter at Frank Munkø har foretaget sin uddrivelse?"

Det er mange spørgsmål at få smidt i hovedet, og den nemmeste reaktion er at sige: "Nej, det er sgu ikke til at forklare, der må virkelig have været en ånd i lejligheden," hvorefter man med kriblende forventning ser frem til næste afsnit af "Åndernes magt".

Men lad os alligevel kigge på spørgsmålene – i blandet rækkefølge. To af dem lader sig ganske enkelt ikke besvare. Vi ved ikke, hvad der fik glasbordet til at gå i stykker, og vi ved heller ikke, hvorfor det skete et bestemt antal sekunder efter at Munkø havde bedt om et tegn. (I øvrigt sprang bordpladen et minut efter, at Munkø for første gang sagde: "Jeg beder dig om: giv et tegn." Ti sekunder senere sagde han, og nu tager vi hele sætningen: "Giv et tegn, hvis du ønsker at blive her – men du er gået over på den anden side."

Svaret på, hvorfor fænomenerne holder op efter "uddrivelsen", gælder også for de følgende afsnit i "Åndernes magt": det er fordi beboerne netop havde brug for sådan en psykologisk hestekur. De er blevet bekræftet i deres mistanke om, at der er overnaturlige magter på spil, og et medie, som netop har vundet deres sympati, påstår at nu sparker han ånden ud. Det hele for åbent kamera og med nerverne på højkant. Så sover man igen roligt om natten, hovedpinen går over, og så videre. Vi gider ikke spinde nogen længere ende på dette.

Men de to første spørgsmål er interessante. Udpeger Munkø virkelig det sted, hvor Michael har set ånden? Og passer hans beskrivelse stort set til Michaels?

Det er gammelkendt viden, at en stor del af alle spøgelsessyn indtræffer, mens vidnet ligger i sin seng. Da Munkø kommer ind i lejlighedens første rum, bemærker han naturligvis sengen og de to skjorter, der hænger på bøjler. Her bliver der sovet. Han stiller sig op to meter fra sengen og siger: Her, lige her. Det er et fornuftigt gæt.

Har han ramt plet? Vi spoler tilbage til starten af udsendelsen, hvor Breinholts stemme fortæller seerne: "En af de følgende dage ser Michael så en skikkelse stå lige her midt på stuegulvet, ved siden af sengen." Som illustration ser vi et klip, hvor Breinholt kommer ind i stuen, lægger sig på sengen og peger ud på stuegulvet – netop der, hvor Munkø senere vil stille sig.

Pas nu på. I denne filmstump er Breinholt i virkeligheden ved at fortælle om en anden begivenhed end Michaels åndesyn – og selv om der er skruet ned for reallyden, hører vi hans ord, idet han peger: "… og Michael sad dér på gulvet."

Seernes opmærksomhed bliver således meget elegant fokuseret på et sted nogle meter fra sengen. Men lige efter dukker Michael op og giver sin egen version af oplevelsen. Han vågner op om natten, sætter sig op i sengen, lægger sig atter ned med ansigtet vendt mod loftet. "Det første jeg ser da jeg lukker øjnene er en mand … stå lige ved siden af sengen."

Lige ved siden af sengen. Det sted, Munkø udpeger, er nær ved og næsten.

Hvad så med Munkøs beskrivelse af åndeskikkelsen? Ja, på et punkt rammer han plet. Efter at han har fået at vide, at ånden er en mand og ikke helt ung, foreslår han, at personen har skæg. Hvilket ord skal man ellers bruge? Føler, ser, gætter, fremprovokerer? Det med skægget er rigtigt.

Til gengæld har Mette beskrevet manden som ung og mørk. Munkø siger ikke, om manden er lys eller mørk, og han formoder, at "han er ikke helt ung". Michael har sagt, at manden har halvlangt hår. Munkø forsøger sig med: "Og så håret – det er også sådan lidt specielt," ledsaget af nogle tilbagestrygende bevægelser hen over hovedet. Men da der ingen reaktion kommer, siger han ikke mere om håret.

Munkø beskriver ånden som en aggressiv, hysterisk person – lige efter at Michael har fortalt ham, at ånden smider med tingene. Munkø anslår skikkelsen til at være en meter og halvfems, tooghalvfems høj – efter at Michael har sagt: "Jeg synes han har en stor holdning."

Gentagne gange påstår Munkø, at skikkelsen er duknakket. Det vækker ingen genkendelse hos Michael. Heller ikke, da Munkø prøver med: "Jeg mærker, han har en slåbrok på."

Det var Munkøs beskrivelse, som ifølge Breinholt stort set passede. Man glemmer sagtens alle forbierne. Og man glemmer de andre gange, hvor Munkø fiskede uden at få bid – da han spurgte: "Har han da ikke været her i lejligheden altid?", da han forsøgte sig med at nævne svedlugt, skrå og brændevin. Det er bordet, man husker. Bordet som eksploderede . Lige de sekunder.

Her fødtes en tv-succes. Her blev en lille tv-kanal måske reddet. Og her blev tusinder af seere omvendt til at tro på ånder. Vi så ikke, hvad der skete med bordet, men betyder det noget nu?

Kilde: Para-nyt 2001 nr. 4

Bookmark and Share
Tags:

3 kommentarer
Skriv en kommentar »

  1. Faldt over denne gannemgang fra – sjovt at læse. Men jeg ledte efter det famøse klip – er du bekendt med, om det kan ses nogle steder?

  2. Man kan sige meget om Åndernes Magt, men det VAR sgu godt tv, hvilket Laigaard da heller ikke benægter. Svedlugt, skrå og brændevin til jer alle!

  3. Åndernes magt var utvivlsomt en populær serie, som mange mennesker fandt underholdende, men lidt i stil med en fyr som Uri Geller var problemet, at den gav sig ud for at være reality: at folk rent faktisk snakkede med afdøde mennesker. Og afsnittet med det knuste glasbord fik en del ellers ædruelige mennesker til at begynde at tro, at der da næsten måtte ‘være noget om det,’ når nu man kunne se det på TV, selv om en rationel tilgang til folk som Graham Bishop ikke burde være rygklapperi og bekræftelse på landsdækkende TV men i stedet henvisning til psykiatrien …

    Midt i agurketiden er det jo også underholdende at læse en artikel med overskriften Forsvindingssager: Politiet tager tip fra clairvoyante alvorligt, hvori “vicepolitiinspektør ved Nordsjællands Politi, Finn Bernth Andersen” citeres for, at han ikke “afviser (…) at tage clairvoyanternes tip alvorligt.”
    Avisen skal dog roses for samtidig at citere vicepolitiinspektøren for, at de clairvoyantes “henvendelser ikke er de første, politiet efterprøver,” og han “kender ikke selv til sager, hvor clairvoyanternes tip har ført til opklaring.”
    Som bekendt førte heller ikke Fornemmelse for mord til opklaring af noget som helst.

    Efter reality-serien Spøgelsesjægerne (og Dybvads kommentarer til citaterne derfra) er der jo også kun en lille håndfuld mennesker med et voldsomt behov for at tro, der stadig formoder, at åndeverdenen har reel eksistens og kommunikerer (eller ‘channeller’) med folk som Bishop, Marion Dampier-Jeans eller salige Frank Munkø.

Skriv kommentar

*