Dr. Abrams diagosticeringsapparat

2004, Jul 19th | Emner: Alternativ behandling

af Poul Goos

Når jeg i det følgende skal give en fremstilling af de ret ejendommelige forhold, der gjorde sig gældende ved dr. Abrams opdagelse af det diagnosticerings-apparat, der kendes som »Dr. Abram’s Box« — en fremstilling, der bygger på et foredrag af dr. Eric Perkins holdt i The Radionic Association og nu udgivet i pjece-form — vil det formentlig være gavnligt for forståelsen at minde om visse grundlæggende kendsgerninger, der i sin tid blev fremhævet af den store fysiske forsker, sir Oliver Lodge, da han skrev om atomers og molekylers egenskaber. Han gjorde da opmærksom på at:

En partikel kan ikke vibrere eller bevæge sig uden at forårsage bevægelser i det medium, hvori den befinder sig.

En båd kan ikke vugge fra side til side uden at skabe bølger i det vand, hvori den flyder.

En klokke kan ikke vibrere i luften uden at skabe lydbølger i luften, der omgiver den.

En elektron kan ikke vibrere i rummets »æter« uden samtidig at skabe vibrationer i denne »æter« — hvilket vil sige skabe elektro-magnetiske krusninger eller bølger.

Læg specielt mærke til det sidste det har stor betydning!

Og måske var det samtidig med, at sir Oliver Lodge skrev dette, at professor i pathologi ved Stanford Universitet i Californien, dr. Albert Abrams, skrev følgende:

»Som fysikere bør vi ikke stå ligegyldige overfor de nye og forbavsende fremskridt, der er gjort af den fysiske videnskab, og adskille den menneskelige enhed fra andre enheder i det fysiske univers. Dette gælder også, hvad enten objektet for vor sondring er en sund mand eller blot en masse af sygt væv. I begge tilfælde arbejder vi udelukkende med sammensætninger af vibrerende atomer, som i deres utallige molekulære kombinationer er den grundlæggende bestanddel af alt, der eksisterer.«

I disse få ord, der blev skrevet for godt 40 år siden, erkender professor Abrams altså den kendsgerning, som ganske vist var kendt for almenheden dengang, men i dag kendes af næsten ethvert tænkende menneske, at de molekylære mindstedele, der danner vort fysiske stofs struktur, er elektriske enheder, og at en stor del af de sygdomme, der angriber menneskene, har deres årsag i hidtil oversete elektriske afvigelser fra normalen i strukturen af de molekyler, som i deres milliard-ansamlinger igen danner vor legemsstrukturs celler, som så igen danner strukturen af vort legeme.

Når vi nu er klar over, at de lydbølger, der bevæger sig gennem luften og stammer fra f. eks. klokker af forskellig struktur, også vil have forskellig karakter (højde, klangfarve o.s.v.), så begynder vi at forstå, at de elektroniske bølger, der udsendes gennem »æteren« fra vibrerende molekyler, der har forskellig struktur, også må være forskellige.

Professor Abrams følte sig ganske overbevist om, at de vibrerende elektroner, der skabte en kræft-molekyle, måtte have et andet frekvens-tal og måtte være ordnet anderledes, end de elektron-vibrationer, der dannede en tuberkulose-molekyle – eller enhver som helst anden patologisk molekyle – og han var lige så sikker på, at de bølger eller radieringer, de hver for sig udsendte, måtte være lige så forskellige og karakteristiske. Der måtte således være en »kræft-bølge«, en »tuberkulose-bølge«, en »kinin-bølge« o.s.v. Ingen fysiker havde tænkt på dette før, — men allerede i dag forekommer tanken logisk og er jo, ejendommeligt nok, akkurat den samme, der danner grundlaget for den kræft-teori, som jeg selv opstiller og nærmere har beskrevet i min bog »Hinsides vor Verden«.

Nu er det selvfølgelig én ting at føle sig sikker på, at der findes disse patologiske bølger — men at finde en måde at påvise dem på, er en ganske anden ting!

Eftersom den medicinske profession hidtil har været både døv og blind for det nye aspekt, det elektroniske aspekt i molekylerne, der kollektivt opbygger såvel sundt som sygt menneskeligt væv, vidste Abrams så inderlig vil, at han hverken kunne vente hjælp eller blot intelligent interesse fra sine kolleger i disse første dage af sit forskningsarbejde. Han vandt imidlertid sympatisk forståelse hos forskellige radio-eksperter, specielt Mr. Samuel Hoffmann, der havde vundet berømmelse ved at opfinde en på det tidspunkt ukendt metode, på hvilken man kunne opdage fjerne zeppelinere, der nærmede sig U.S.A. Hoffmann og hans medarbejdere anså det for højst sandsynligt, at man ville kunne konstruere en radio-modtager med en så stor følsomhed, at den ville være i stand til at modtage og synliggøre de forskellige patologiske radieringer, som Abrams så inderligt håbede på at opdage og kunne identificere.

Hoffmann var villig til at »gå med« i arbejdet, penge var der ingen vanskelighed med, og Abrams engagerede ham og hans medarbejdere, indrettede et laboratorium for dem — og afventede resultater!

Men desværre, — der gik måneder med arbejde … men der kom ingen resultater! I og for sig var dette ikke så mærkeligt, for på den tid var »det trådløse« endnu i sin barndom, forstærkerrør var endnu ikke opfundet, radioudsendelser var overhovedet ukendt, og det hele var såre primitivt set med vore øjne. Men — når en radio-ekspert ikke fik noget ud af sine anstrengelser for at opfange molekylære »radieringer«, var der så nogen chance for, at Abrams kunne håbe på succes?

Nu skete der imidlertid noget, der giver os et klart billede af, i hvor høj grad Abrams var en genial og inspireret forskernatur og ikke blot en »videnskabsmand«, der tramper ad de samme stier, som alle hans forgængere har fulgt.

Det skete en dag, da han for sine elever var ved at demonstrere »percussion« — denne banken med fingeren på legemets hulrum, der muliggør, at man af den hule lyd kan slutte sig til forskellige sygdomstegn, — at lyden pludselig skiftede karakter. Han havde en afklædt assistent stående foran sig og bankede med fingeren på underlivet — og det lød hult og tydeligt. En 5-6 meter borte var der andre, der gjorde forsøg med et røntgenapparat, og i det øjeblik, da de koblede strøm til og satte apparatet i funktion, skiftede lyden under Abrams finger karakter! Hidtil havde den været hul, som den må lyde, når man banker på et luftfyldt rum, — nu blev den pludselig dump og mat, som om Abrams bankede på en klat våd ler!

Hvad i alverden var der sket?

En uinspireret »videnskabsmand« ville enten have overset forbindelsen mellem røntgenapparaters igangsættelse og percussionen eller højt regnet have givet ordre til at standse apparatet, men Abrams slog ned på fænomenet og ville have det klarlagt. Han gentog eksperimentet om og om igen, — han lod assistenten, der blev »banket«, stå med ansigtet mod nord – øst – syd og vest, mens røntgenapparater blev startet og standset. Mest forunderligt og forvirrende var det, at denne underlige forandring af banke-lyden, så snart X-røret lyste op, kun fremkom, når assistenten stod med ansigtet vendt mod øst eller vest. Hvis han stod med ansigtet mod nord eller syd, forblev banke-lyden hul, som den skulle være!

Abrams noterede sig fænomenet, men mere kom der ikke ud af det ved den lejlighed. Nogle dage senere var han ved at undersøge en kræftpatient under en forelæsning for sine studenter. Patienten havde en kræftsvulst på læben, og snarest, som et led i den almindelige undersøgelse, »bankede« Abrams også patienten på underlivets hulrum, og lyden lød, som den skulle, hult og dumpt, — indtil Abrams bankede på et område lige over navlen. Pludselig blev lyden mat og død, akkurat som den var blevet, den gang han havde demonstreret percussion på sin assistent, og der var blevet startet et røntgen-rør — men her var intet røntgen-rør i gang! Abrams lagde mærke til, at patienten stod med ansigtet vendt mod vest, og han lod ham nu dreje sig, så han vendte ansigtet mod nord. Øjeblikkelig forandrede lyden sig og blev normal! Gang på gang gentog han forsøget, til der ikke kunne være mindste tvivl om rigtigheden – og pludselig, uden et forklarende ord til de forbløffede studenter, afbrød professoren forelæsningen med en kort undskyldning og gik sin vej hensunket i dybe tanker.

Selv om det ikke vides med sikkerhed, fordi Abrams ikke har efterladt notater om det, kan man gå ud fra, at han i den følgende tid har samlet alle de kræftpatienter, han kunne få fat i, og har undersøgt dem med percussion, mens de drejede sig mod de forskellige verdenshjørner. Det er i alle tilfælde sikkert, at han snart var overbevist om, at fænomenet gentog sig ved alle cancerpatienter, og at der også var et andet areal, nemlig lige indenfor kanten af det venstre skulderblad, hvor lyden blev mat, når patienten stod med ansigtet mod vest. Fænomenet viste sig ikke hos sunde mennesker, og forøvrigt må man være særlig dygtig til percussion, for i det hele taget at bemærke det. Langt de fleste »håndværks-læger« ville næppe lægge mærke til noget.

Og så en dag lod Abrams bomben springe!

Han meddelte sine studenter, at han den følgende dag ville udføre nogle originale eksperimenter, som han håbede ville blive højst interessante, og — hvis de lykkedes — også ville vise sig at have stor videnskabelig og praktisk betydning.

Han henviste til Mr. Hoffmanns nedslående resultater, da han forsøgte at konstruere et radioapparat, der var tilstrækkelig følsomt til, at det kunne opfange de yderst svage radieringer, der udsendtes af patologisk materiale, og gav udtryk for det håb, at det nu var lykkedes ham at konstruere en detektoranordning, der i en øvet hånd ville vise sig at være 100% effektiv. Dette apparat ville for første gang i historien blive demonstreret og benyttet til konstatering og identificering af molekylær radiering af patologisk natur i morgen kl. 10 formiddag!

Det tør antydes, at en sådan meddelelse vakte sensation blandt studenterne, og der var ikke én af dem, der ikke med spænding efterkom invitationen!

Den følgende dag var professor Abrams auditorium da også stopfyldt på slaget 10 formiddag. Studenterne var kommet spændt på at se et nyt forunderligt apparat med mystiske antenner, ledninger og deslige, der prægede datidens radio-apparater, — og hvad så de? Ingenting!

Professoren sad ved katederet, og ved siden af ham stod et bord med glasplade, hvor der lå et udvalg af pathologiske cellevævsprøver, der alle hver især var efterprøvet og garanteret ægte af direktøren for det pathologiske departement. Alle prøverne var pakket omhyggeligt ind i sølvpapir og mærket. Ved siden af professoren sad en ung mand, som de alle kendte som universitetets »alt-mulig-mand«, der løb ærinder for dem, passede haven, vaskede op o.s.v. — men af det mystiske apparat, som professoren havde omtalt, var der intet spor!

Dr. Eric Perkins var selv tilstede, og i hans lille pjece, der som omtalt ligger til grund for denne beretning, fortæller han om det på en måde, der lader ane hans skuffelse! Men professoren syntes ikke at være bekymret, og da der var faldet ro over forsamlingen, begyndte han at tale. Han erindrede om, at han havde brugt de bedste år af sit liv næsten udelukkende for at udforske det menneskelige nervesystem, og under dette arbejde var han dag for dag blevet mere og mere forbavset over at se, hvor øjeblikkeligt dette nervesystem reagerer selv overfor de allersvageste stimuleringer. Han nævnede mange eksempler, — pupilens momentane sammentrækning, blot øjet rammes af selv den svageste lysstråle f. eks. – og henviste også til sin observation af nervetråde i det epigastriske område (»mellemgulvet«), der øjeblikkelig reagerer ved stimulans fra en røntgengenerator, som startes i betydelig afstand fra mennesket. Denne nervereaktion fører til sammentrækning af visse muskelbundter, der fuldstændig ændrer den karakteristiske lyd, som normalt opstår ved percussion.

Efter sine notater fra den historiske forelæsning fortsætter dr. Perkins nu med ordret at citere professor Abrams udtalelser:

»Da jeg bemærkede, at den samme gruppe af muskelfibre syntes at være i permanent kontraktion hos patienter, der led af cancer et eller andet sted i legemet, blev jeg grebet af den tanke, at denne forunderlige, men absolut sikre muskulære kontraktion var et refleks-fænomen, der skyldtes stråleenergi, som i det ene tilfælde kom fra X-røret, men i det andet tilfælde kom fra de vibrerende molekyler, der tilsammen dannede kræft-væv. Denne radieringsteori bliver i høj grad understøttet af mine senere observationer, der viser, at de kontrakterede muskelfibre øjeblikkelig afslappes i det observerede individ, hvis han vender ansigtet enten mod nord eller syd. Jeg kan tænke mig, at når hans legeme bliver bragt i en bestemt vinkel til de meget stærke elektro-magneriske energier, der gennemstrømmer jorden fra syd til nord, vil disse energistrømme kunne påvirke og måske neutralisere de langt svagere radieringer i legemet, der fremkalder de fænomener, vi her har bemærket. Om denne teori er rigtig, kan andre finde ud af, — vi skal her kun fastslå, at fænomenerne er absolutte kendsgerninger.«

Det var altså i begyndelsen af dette århundrede, at professor Abrams fremsatte denne teori, og det er værd at huske, at det var ham, der gjorde det, – for netop nu, godt 50 år efter, har man opdaget, at jordstrømmende energi muligvis kan have noget med kræft at gøre! Man har lagt mærke til, at der i visse egne findes langt flere kræfttilfælde end i andre. I enkelte landsbyer f.eks. kan op til 70-80 % af indbyggerne være kræftangrebne, — medens der i andre byer lige i nærheden ikke findes ét tilfælde! I England og Amerika er man derfor begyndt konsekvent at samle statistisk materiale og undersøge de lokale forhold netop ud fra den teori, at jordens elektro-magnetiske energistrømme muligvis kan virke fremmende på cancervævs vækst, ja, måske endda kan fremkalde cancer. Også herhjemme har man bemærket lignende tilfælde. Således er der et hus i Humlebæk, hvor et menneske, der tilsyneladende altid havde været sundt, kort tid efter sin indflytning fik cancer i stærkt udbrud og med et usædvanligt hurtigt forløb. Det gik så pludseligt, at det matte vække opmærksomhed, — og samtidig kommer så fra England meddelelsen om det nye efterforskningsarbejde på dette felt.

Og den teori, jeg selv har fremsat og tidligere hentydet til, baseres jo også netop på samme grundtanke: Kræftvæv er såkaldt »vildt-voksende« celler, — men enhver celle i vort legeme opbygges af sit eget organiserende kraftfelt og i overensstemmelse med mønstret i dette felt, hvilket igen vil sige feltets frekvens. Derfor kun intet cellevæv blive »vildtvoksende«, med mindre det opbyggende felt først har fået en forkert frekvens og derfor ordner molekylerne på en forkert måde. Men — feltets frekvens kan kun korrigeres ved andre frekvenser af energi, – og altså stemmer dette med dr. Abrams iagttagelse og nu også med de iagttagelser, man har gjort i England. Jeg føler mig mere og mere overbevist om, at den væsentligste bekæmpelse af kræften netop må ske gennem en korrigerende påvirkning af de organiserende felters frekvens, og det synes, som om de la Warrs apparater er et af de første skridt på vejen frem mod dette mål.

Professor Abrams fortsatte sin forelæsning:

»Måske vil det nu overraske Dem at høre, at det apparat, hvormed jeg nu vil foretage nogle ingenlunde uvigtige eksperimenter, ganske simpelt er — den nervemuskulære mekanisme, som er en uadskillelig del af vor ven her, — Ivor, vor udmærkede ven og hjælper, som også har hjulpet mig utallige gange ved at optræde som forsøgskanin for de neurologiske undersøgelser, jeg har foretaget. Lad mig gentage: Der er intet i verden så følsomt, selv for de svageste stimuli, som et ungt, sundt menneskes levende nervefibre. Ivor har venligt sagt mig, at han intet har imod at være forsøgskanin idag, og lad os så af hensyn til demonstrationen glemme, at Ivor er et menneske og kun betragte ham som en yderst selectiv bølge-detektor.«

Abrams lod nu sin assistent klæde sig af til livet, stillede ham med ansigtet mod vest og bankede ham med fingeren på et område lige over navlen. Og percussionslyden var hul og klar, som den skulle være. Han vedblev med dette, til enhver af studenterne havde overbevist sig om, at percussionslyden var normal.

»Udmærket,«

sagde Abrams,

»og vil så én af de herrer komme herop og tage den tang dér, til hvilken jeg har fastgjort en prøve af kræft-væv. Medens jeg nu stadig percusserer dette sted på Ivors abdomen, vil måske De, dr. Robinson, holde denne prøve let presset mod hans pande. Hold det dér en 4-5 sekunder, — tag det bort igen, – pres det atter mod panden og så videre på samme måde. Og De vil, mine herrer, lytte meget nøje til percussionen og bemærke Dem enhver forandring, — fra normal til mat, — som eventuelt vil fremkomme, eftersom prøven bliver fjernet fra Ivors pande eller atter presset let imod den.«

Selvfølgelig blev resultatet netop, som Abrams havde hævdet og ventet. I samme øjeblik prøven blev bragt i let berøring med assistentens pande — trak visse muskelfibre sig sammen og forandrede percussions-lyden så komplet, at ingen, der var nærværende, kunne undgå at bemærke det.

Eksperimentet blev gentaget og gentaget, til der ingen tvivl kunne være om dets realitet, også andre forskellige cancer-væv-prøver blev benyttet, men resultatet var stadig det samme. Nu tog Abrams imidlertid en anden prøve, der ikke var cancer-angrebet, men tuberkuløs, og nu vedblev lyden at være normal og hul, når dette væv blev bragt i berøring med assistentens pande, medens der stadig blev percusseret på samme sted lidt over navlen. Men så percusserede Abrams på et andet sted — lige under navlen — og nu var det her, lyden skiftede karakter! Den var unaturlig mat og dump, når prøven lå på assistentens pande, men blev ganske normal, når den igen blev taget bort!

Det var sensationelt, — det var forbløffende, og endnu dengang var det ganske uforklarligt, men Abrams fortsatte sine undersøgelser i de kommende måneder og nåede efterhånden til ret nøje at kunne »kortlægge« de steder på legemet, der registrerede forskellige impulser.

Her — lige over navlen — kom reaktion for cancer, — og her – lige under navlen — kom reaktion for tuberkulose, — malaria fremkaldte reaktion hist — og streptococcer her o.s.v.

Selv om disse forsøg på mange måder var primitive, fastslår de dog den kendsgerning, at dr. Albert Abrams, professor i pathologi ved et stort universitet, var den første medicinske videnskabelige forsker, der hævdede og underbyggede den overbevisning, at den gamle teori om, at alle sygdomme havde deres udspring i cellerne, var forældet og måtte revideres. Så længe de molekylære »byggeenheder«, cellens eneste byggeenheder, er normale med hensyn til antal og ordning af elektroner og protoner, kan der ikke opstå sygdom i cellen. Dette sker først, når de molekylære enheder (husk, at det er cellens eneste byggeenheder), undergår en eller anden strukturforandring, hvilket igen vil sige forandring i antal og ordning af molekylernes elektroner, – derefter begynder cellen så at forandre sig og udvikler karakteristika, der endelig bliver synlige i mikroskopet.

I virkeligheden er det også en naiv tanke, at det elektroniske mønster i de molekyler, der danner f. eks. en kræftcelle, kan være identisk med det mønster, der danner en sund celle — eller en pathologisk celle af enhver som helst anden art!

De differerende karakterer af de reaktioner Abrams opdagede, må angive elektroniske forskelligheder i de enkelte pathologiske enheder. Men nu rejste der sig et andet spørgsmål: Hvilke kræfter er det, som forandrer en normal molekyle til en pathologisk molekyle?

Det er der endnu ingen, der ved, men jeg føler mig overbevist om, at den dag ikke længere er fjern, da enhver læge vil vide, hvordan man skal opdage og med held behandle syge molekyler, d.v.s. molekyler, hvis organiserende felt har fået en fejlagtig frekvens eller et fejlagtigt »mønster« og således standse sygdommen, før en pathologisk tilstand — i ordets gamle, ortodokse cellulære betydning — overhovedet er indtrådt. Også her synes de la Warrs apparater at være et vigtigt punkt på vejen. Diagnosticeringsapparatet afslører netop frekvens-unormaliteter i de organiserende felter, — det afslører ikke sygdommen, som mange tror, men bedre endnu, sygdommens egentlige årsag, og det overlades da til lægen, fagmanden på det medicinske område, at bestemme sygdommens art, når fagmanden på det radioniske område har angivet denne årsag.

Og de la Warrs »behandlingsapparat« søger jo også netop at korrigere det fejlagtige frekvens-mønster ud fra den samme erkendelse, som Abrams blev ledet til at acceptere: Hvis feltets frekvens-mønster er normalt, kan sygdommen ganske simpelt ikke eksistere eller fortsætte i organet. Behandlingsapparatet angriber altså overhovedet ikke sygdommen, men årsagen til den.

I professor Abrams videre forskningsarbejde dukkede nu en ny vanskelighed op. Det var med fuld sikkerhed blevet bevist, at forskellige sygdomme fremkaldte samme muskel-kontraktion på forskellige steder i legemet. Malaria f. eks. fremkaldte en let mærkbar reaktion to tommer under navlen og to tommer til venstre for den, — men det samme gjorde en lille prøve bestående af nogle få gram kinin. Tuberkulosereaktionen var den samme som reaktionen af en prøve, der var inficeret med en ret sjælden sygdom, fremkaldt af en svampeart kaldet »Actinomycosis«. Reaktionen fremkaldt af streptococ-pus fra en abscess var identisk med den, der fremkaldtes af stoffet svovl, — og således videre i en uendelighed. Man kunne påvise sygdomme, — men hvorledes skulle man skelne dem fra hinanden? Det syntes at være en uløselig opgave, men Abrams gav ikke op. Selv om reaktioner for cancer, syphilis, sarcoma og nogle andre enheder som f.eks. kviksølv og bly, viste sig på samme sted på forsøgspersonens underliv, nemlig lige over navlen, kunne karakteren af de bølger, der forårsagede reaktionerne, umuligt være identisk, – den måtte være forskellig.

Af grunde, som snart vil forstås, ønskede Abrams at undersøge, om reaktioner, der hidtil var konstateret, når prøven blev lagt direkte mod assistentens pande, også ville fremkomme, hvis radieringen fra prøven skulle passere en seks fod lang ledning. Derfor fastgjorde han en metalplade på to tommer i diameter til hver ende af ledningen og lod så assistenten holde den ene plade mod sin pande, medens en af studenterne holdt den anden plade over en af de pathologiske væv-prøver. Så fortsatte dr. Abrams sin percussion og fastslog, at indførelsen af den seks fod lange ledning som mellemled overhovedet ingen rolle spillede! Percussions-lyden skiftede karakter ganske som før.

Men alle disse forsøg havde jo drejet sig om sygdomsbestemmelse i væv, der var bortopereret fra levende legemer. Hvordan ville det stille sig, hvis vævet endnu var i mennesket? Abrams var sikker på, at dette heller intet ville ændre, og for at bevise dette forespurgte han en dag, om der var en af studenterne, der led af — eller havde lidt af — en eller anden sygdom i et organ, og en af dem meddelte da, at han for et års til siden havde fået sanatoriebehandling for en begyndende lungetuberkulose, og han ville nu være overordentlig interesseret i at erfare, om Abrams kunne opdage, hvor sygdommen havde været!

Det ville Abrams sådan set også, og derfor tog studenten den ene plade og førte den hen over sit bryst, medens assistenten holdt den anden plade mod sin pande, og Abrams percusserede det sædvanlige sted for luberkulose-reaktion — et område lige under navlen. Det gik, som han havde forudset! Percussionslyden fra assistentens underliv var hul og normal, medens studenten førte den anden plade hen over sit bryst på begge sider, — indtil den nåede højre lungespids. Så skiftede lyden pludselig karakter og blev mat!

»Noter stedet,«

bemærkede Abrams kort.

»Det er dér, sygdommen har sit sæde!«

»De har fuldkommen ret, professor,«

udbrød studenten forbavset,

»højre lungespids var angrebet, — intet andet sted var smittet!«

»Nå ja, og hvad så?«

sagde Abrams roligt,

— »havde De ventet andet?«

Den gode professor kunne være temmelig »sur«, når han spekulerede på et eller andet problem!

Og der var jo stadig et problem, — nemlig differentieringen af de forskellige sygdomme, der kunne »testes« ved percussion på samme sted.

Det er desværre sandt, at mange mennesker, — ligesom jeg selv indtil for et par år siden! — forbinder Abrams navn med den meningsløse frase »Abrams Box«, – eller »Den magiske Box«, -navne, der bevidst er sat i omløb af den geniale forskers modstandere for at kaste et latterligt skær over hans opdagelse, — ganske på samme måde som de la Warrs modstandere idag søger at latterliggøre hans opdagelser og apparater ved i presse og andre publikationer kun at omtale diagnosticeringsapparatet som »The mysterious black box«, der, som et særligt vittigt blad hævdede »bare var fuldt af savsmuld«! Men i dette tilfælde gik det nu anderledes! Det lykkedes som bekendt disse modstandere at stable en større retssag mod de la Warr på benene, og det vittige blad svulmede af referater fra retten og billeder af den savsmuldfyldte »mysterious black box«! Men … de la Warr vandt sagen med al mulig honnør, og det vittige blad måtte til sin ærgrelse erkende, at det kun havde opnået at skabe popularitet og interesse for apparatet, så øgenavnet nu blev et ligefrem populært kælenavn: The little black box«! Det hændte således, da Mrs. og Mr. de la Warr landede i Londons lufthavn efter deres besøg i Danmark, at toldfunktionæren høfligt spurgte, om han var den de la Warr med »the little black box«, og da han måtte bekræfte det, bad tolderen, om han ikke nok måtte se det så meget omtalte apparat. Selvfølgelig måtte han det, — og nu samledes alle de fungerende toldembedsmænd om Mrs. og Mr. de la Warr og så med forbavselse og dyb interesse på en oplysende demonstration af »the little black box«, anvendelighed .. . medens de øvrige passagerer ganske simpelt måtte vente med at blive toldbehandlede, til demonstrationen var færdig, for ingen ville gå glip af det mindste!

Latterliggørelsens våben kan være yderst farligt, — men kan jo altså også vise sig at virke stik modsat brugernes hensigt!

For Abrams gik det dog ikke således, der lykkedes det så fuldstændigt at latterliggøre hans arbejde, at det først nu, 40 år efter hans død, efterhånden lykkes hans tidligere studenter og deres efterfølgere at trænge igennem den Stadig lige hårdnakkede — og stupide — modstand!

Efter måneders arbejde lykkedes det også professor Abrams at løse problemet med differentieringen. Han opdagede, at et apparat, kendt af generationer af elektroingeniører som en »rheostat«, i fuldt mål imødekom hans krav om diagnostisk differentiering, når den var af en passende kaliber, idet den kunne fungere ikke alene som en rheostat, men også som det, man kalder en »variabel inductor« overfor de uendelig svage energiimpulser, det her drejede sig om. Flere tusind fysikere, tidligere medlemmer af Abrams sidste-års klasser, ejer dette apparat, som de kalder »Abrams Reflexofon«. Der er intet »magisk« eller »mystisk« i dette apparat, som det yderst anerkendte »Messrs. John Bell and Croydon« har undersøgt og givet en teknisk beskrivelse af. Det er en slags anordning af ganske samme art, som ethvert radioapparat er forsynet med, og som muliggør, at man, blot ved at dreje en knap, kan indfange og adskille de forskellige bølger. Når vi indstiller vort radioapparat på »Program 1« f. eks., kan vi være sikre på, at det netop er dette programs udsendelsesbølger, apparatet reagerer overfor.

Abrams delte sin seks fod lange ledning i to dele, og den ene af de afskårne ender stak han ind i reflexofonens ene bananstik og placerede pladen i denne lednings anden ende over væv-prøven. Den anden af de afskårne ender blev stukket ind i reflexofonens andet bananstik, og pladen i den anden ende af denne ledning blev som forhen anbragt mod assistentens hoved.

Til sit første eksperiment valgte Abrams en cancer-prøve. En medhjælper tog sig af reflexofonen og stillede efter Abrams anvisning indikatoren på 0-punktet. Den anden assistent holdt som sædvanlig pladen mod sin pande, og en tredie holdt den anden plade over cancer-prøven. Abrams percusserede derefter på det sædvanlige sted — lige over navlen – og lyden var normal og hul. Nu gav Abrams ordre til, at assistenten, der passede reflexofonen, langsomt skulle dreje indikatoren, til Abrams sagde »stop«. Det skete, og et øjeblik efter skiftede percussionslyden pludselig og blev mat. Det viste sig, at indikatoren var standset ved »50«. Abrams erstattede nu cancer-prøven med en syphilitisk prøve, medens indikatoren Stadig stod på »50«. — Percussionslyden var nu resonerende, hul og normal!

Atter beordrede Abrams assistenten til at dreje indikatoren, til han blev standset, — og denne gang pegede den på »55«, da percussionslyden blev dump og mat. Nu blev væv-prøven igen skiftet om, og en sarcoma-prøve blev lagt under den ene plade, medens indikatoren blev stillet på »50«.

Sarcoma er nemlig også en kræftart, -men medens »cancer« er en fællesbetegnelse for ondartede svulster og både omfatter carsinomer og sarcomer, er special-betegnelsen »sarcamo« benyttet om kræftsvulster, der udgår fra bindevæv, brusk og knogler. Men »sarcoma« er altså kræft, ligesom »carsinoma« er det, og da man nu havde fundet, at »carsinoma« blev testet, når indikatoren stod på »50«, ville det jo være yderst betydningsfuldt at få opklaret, om en anden kræftart havde samme »rate«.

Men da Abrams percusserede med en sarcoma-prøve under pladen og indikatoren på »50« — vedblev lyden at være normal! Først da indikatoren blev drejet til 58 skiftede lyden karakter! Differentieringen var altså lykkedes!

Nu tog man en tilfældig prøve uden at vide, hvilken sygdom vævet var angrebet af, — lagde den under pladen, stillede indikatoren på 0 og begyndte igen at percussere. Percussionslyden ændrede karakter, da indikatoren pegede på »55«, og Abrams diagnosticerede prøven til at være syphilis … hvilket var rigtigt.

I de følgende måneder blev et stort arbejde for at finde frem til det, vi nu kalder »sygdommens rate«, gjort, og efterhånden blev en mængde »rater«, — d.v.s. indikatorindstillinger, — fastlagt. Abrams konstaterede f. eks., at carsinoma udsendte radieringer ved indikatorindstilling 50, syphilis 55, sarcoma 58, tuberkulose 42, strepcococ-toxin 60, malaria toxin 32, pneumococ toxin 9 o.s.v.

Og henved 25 år efter nåede de la Warr, omend at helt andre baner, til så godt som de samme »rater«, selv om vi nu kan bestemme med betydelig større differentiering og derfor langt nøjagtigere.

Men carsinoma er stadig »50«, syphilis 50,5, tuberkulose 40,2, 40,31 og 60,88!

En sådan overensstemmelse mellem selvstændigt arbejdende forskeres resultater i forskellige lande kan givetvis ikke være tilfældig, men må erkendes som bevis for den grundlæggende påstands rigtighed, — den påstand, at det er frekvensafvigelser fra normalen i de forskellige organers organiserende felter, der er den dybeste årsag til sygdomme, og at derfor en korrigering af disse felters frekvens er den mest rationelle fremgangsmåde for at forhindre eller helbrede sygdommen.

Hvis man nu er tilstrækkelig naiv, kunne man jo tænke sig, at i alle tilfælde den ærligt forskende videnskab under alle omstændigheder ville sætte sig ind i sagen og gå videre ad det angivne spor, – men tror man det, tager man sørgeligt fejl!

Dr. Perkins beretter, at så sent som i 1955 gentog The British Journal en udtalelse af Lord Horder om, at Abrams reflexofon var »rent bedrag«, og det på trods af, at man nu ikke kan være uvidende om, at denne påstand, fremsat i 1925, forlængst er modbevist!

I 1925 holdt Lord Horder et foredrag i The Royal Society of Medicine og berettede her, at Abrams reflexofoner kun blev leveret i forseglet tilstand, og man havde derfor været nødt til at tage røntgenbilleder af den for at få undersøgt, hvad »hemmeligheden« var. Han erklærede derefter, at »man« havde meddelt ham, at røntgenbillederne havde afsløret, — at det hele var det rene bedrag!

Ikke desto mindre havde samme Lord Horder haft lejlighed til at følge en forsøgsrække, hvor det drejede sig om at fastslå tilstedeværelsen af svovl i forskellige stoffer, selv om dette svovl blev tilført i »infinitessimal mængde«, — hvilket vil sige en så ringe mængde, at den er ganske usynlig. Der blev foretaget over 25 prøver med henholdsvis »tilstedeværelse af svovl« og »ingen tilstedeværelse af svovl«, og ikke i ét eneste tilfælde blev der taget fejl. Lord Horder måtte selv modstræbende indrømme, at muligheden for »tilfældighed« var som 1 til 33 millioner, 554 tusinde, 432 (33,554,432)!!!

Det var som sagt i 1925, — og dog drister The British Journal sig til så sent som i 1955 at citere Lord Horders ord om »bedrag«!

Da denne artikel fremkom, sendte dr. Perkins sin reflexofon til undersøgelse hos Mesrrs Bell and Croydon som allerede omtalt, idet eventyret om »de forseglede apparater« selvfølgelig var det rene nonsens. Firmaet kunne bare åbne apparatet og undersøge det, og det blev gjort, og d. 23. september 1955 afgav firmaet følgende rapport:

»Efter ønske har vi undersøgt kontrolanordningen på Deres Abrams Reflexofon. Denne består af tre rheostater med kontrolknapper, og rheostaterne er mærket med skalaer, så de angiver forskellige ohmiske værdier.

Mærkningen er:

  • 0-50 i trin på 10 Ohm.
  • 0-10 i trin på l Ohm.
  • 0-25 i trin på 1/25 Ohm.

Disse værdier er naturligvis tilnærmelsesvise, idet der må tages hensyn til visse varieringer i knap-kontakterne. Dette apparat kan udmærket anvendes i forbindelse med et induktivt kredsløb.

Rheostaterne er bøjet på en sådan måde, at de bliver induktive, og variationer i modstanden vil også forårsage variationer i induktionen. Det synes sandsynligt, at disse induktioners formål er at opsamle visse frekvenser, som dr. Abrams anså nyttige for sin specielle hensigt.«

Denne underskrevne erklæring sendte dr. Perkins omgående til udgiveren af The British Medical Journal med anmodning om, at den, af hensyn til retfærdigheden, måtte blive offentliggjort.

Tre gange gentog han denne opfordring, — den blev stadig afslået!

Yderligere kommentarer er vist overflødige!

I det hele taget synes historien jo stadig at gentage sig, hver gang der er tale om nye og inspirerende videnskabelige opdagelser! Det er i sandhed aldrig let at være pioner, — men det bør heller ikke være det! Hvis den samlede videnskab straks dånede hen i salig henrykkelse, hver gang der blev fremsat nye teorier, ville al forskning faktisk hurtigt køre ud i så mange blindgyder, at vi aldrig ville komme ud af stedet. Der bør være skepsis, — der bør være kritik, og da navnlig når de nye teorier synes at stride mod al fortidig viden eller bygger på helt nye anskuelser.

Men — og det er her, det uheldige kommer, — det synes, som om alt for mange indenfor den kritiserende videnskab helt glemmer sagen, blot for at få lov at lufte en mere eller mindre begrundet kritik, og efterhånden bliver det et rent prestigespørgsmål for de kritiserende at slå det nye ned. Det bliver kritik og skepsis, — ikke for sagens skyld, men for ens egen skyld, og alle nye beviser tages af de kritiserende næsten som personlige fornærmelser!

Jeg har selv været ude for, at en utvivlsomt meget vidende og også meget sympatisk forsker i fuldt alvor hævdede, at han var sikker på, at jeg selv ville kunne stille de samme rigtige diagnoser uden brug af de la Warr’s apparater blot ved at træne min underbevidsthed op! Han kunne nemlig ikke benægte, at apparaterne klarlagde årsagen til sygdommen, men han ville på død og liv undgå at erkende, at det var ved apparaternes hjælp, at denne årsag blev klarlagt! Det måtte ikke være apparaterne, fordi de byggede på et nyt princip, — nemlig en slags transformering af tankeenergi, så den kunne benyttes i fysiske apparater. Så hellere indrømme, at det var min egen underbevidsthed, der fortalte mig, hvad årsagen var!

Under alle omstændigheder var dette jo et ganske løst postulat. Kendsgerningerne var, at jeg ved apparatets hjælp kunne finde frem til sygdomsårsagen, og om jeg – måske ved årelang træning — også kunne nå dette resultat ad tankevej og uden apparater, kan intet menneske vide. Personlig finder jeg det indlysende, at jeg ikke ville kunne det!

Det er den form for kritik, jeg ikke kan anerkende. Man kan have sin mening, man kan — og bør — være forsigtig og skeptisk overfor alt nyt, der synes at gå imod tidligere erkendelser, men man må ikke være i den grad konservativ, at man »benægter fakta« blot for at slippe for at erkende, at man (trods alt) ikke vidste alt!

Rent evolutionsteoretisk er det interessant at lægge mærke til, hvordan alle nye og revolutionerende erkendelser, der fører vor viden og forståelse endnu et lille skridt frem ligesom, forberedes, før det endelige gennembrud kommer! Efter Planck og Einstein er der intet tænkende menneske, der ikke erkender begrebet »den fjerde dimension«, selv om den mening, man lægger i ordene, mildest talt er lidt misvisende! Men denne tanke, at »tiden« måtte »bevæge sig« ad en dimension anderledes end de tre rum-dimensioner, vi kendte, dukkede først op her i vesterland så sent som i 1754, og i 1887 skriver den engelske filosof Hinton en lille bog, som han kalder »Hvad er den fjerde dimension?«

Og der var sandelig ingen, der forstod det, — og hele »videnskaben« lo ad dette filosofiske snak!

Idag regner vi gladelig med både en 4. og 5. dimension, — og forståelsen af den 6. er nok på vej!

I 1845 hævdede v. Renchenbach, at alt stof udsendte energibølger, — hans teori druknede i videnskabelig latter. I 1925 genopdager Abrams disse bølger og konstruerer det første anvendelige apparat til at opfange og nyttiggøre dem, – men endnu i 1955 kan et ellers agtet videnskabeligt tidsskrift tale om dette som »bedrag«.

Men nu nærmer tiden sig, da disse ukendte energier såvel som tanke-energien skal gøres anvendelig for menneskene, — jordbunden er beredt, — flere og flere forskere får inspirerede ideer, – og i 1942 begynder George W. de la Warr sine forsøg, der som før sagt ganske vist følger helt andre baner og starter fra et ganske andet punkt end dr. Abrams, — men dog når til samme resultat. De første fuldt anvendelige apparater konstrueres, og det hele begynder at tage fart.

»Den nye viden og erkendelse«, der fik sin inspirerende start med v. Reichenbachs teori i 1845 rykker nærmere og nærmere sin blomstringstid, og under kamp vil denne viden og erkendelse sejre!

© 1997-2004 by Willy Wegner | post@para-nyt.dk

Bookmark and Share
Tags:

Skriv kommentar

*