Den alternative medicin og dens udfordrere

2004, Jul 1st | Emner: Alternativ behandling, Parapsykologi

af Michel Rouzé, oversat af Harald Fastrup


Dette manuskript er et sammendrag af fire artikler skrevet af Michel Rouzé i numrene 226-227-229 og 230 af Science et Pseudo-sciences (SPS), som er indeholdt i Rouzés nu udsolgte bog "la Parapsychologie en question" (Hachette 1979).

De magiske hænder
I menneskehedens forhistorie, der fortaber sig i urtiden, kunne det alternative ikke eksistere. Det forstås kun, når det sættes i modsætning til det normale, d.v.s. de fænomener, i hvilke den menneskelige intelligens udreder årsagssammenhænge, som ikke skyldes mennesket, er uafhængige af hans vilje, og hvis forståelse tillader ham at gribe ind i naturens mekanisme. En sådan opfattelse af det materielle univers, i modsætning til det åndelige, er kun langsomt opstået i vore forfædres hjerner. Ganske vist har dyret bevidsthed om fysiske sammenhænge. Det ved f. eks., at en genstand, der kastes op i luften, falder ned igen og, dersom den er skrøbelig, brister. Og på samme måde kunne man sige, at for dyret er alt normalt, eftersom intet synes knyttet til ideen om en psykisk kraft eller en overnaturlig kraft, der kunne virke på fænomenerne. Det er forbeholdt mennesket, der som tænkende væsen har undfanget ideen om ånden som et selvstændigt væsen, der er i stand til at indvirke på den reelle verden.

Vi vil aldrig få at vide, hvordan denne forandring har fundet sted. Den er helt sikkert sket gradvist, ligesom sprogets udvikling. Vi finder de første spor i de magiske aktiviteter, som er fortsat lige til vore dage. Magien, religiøsiteten, den videnskabelige (eller snarere prævidenskabelige) erkendelse og teknologien har længe været uadskillelige for vore forfædres naturopfattelse. Med hensyn til disse opfattelser er der endnu langt igen, til man er nået til en klar skelnen. For at forstå dette måtte vi bevæge os langt fra vores emne.

For tredive eller fyrre tusinde år siden begravede Neanderthalmanden (vor fætter med lav pande og fremspringende øjenbrynsbuer), allerede sine døde og ledsagede dette af begravelsesritualer. Det kan kun betyde, at han havde en forestilling om et liv efter døden, om adskillelse mellem krop og sjæl. Måske håbede han ved udøvelse af fromme pligter at forhindre den døde i at gå igen og hjemsøge de levende.

Nærmere vor tid har vi de forhistoriske hulemalerier, der sandsynligvis har en magisk dimension. De tre brødres hule tæt ved Saint-Girons i l?Ariège viser en mand – sandsynligvis en troldmand – fuldstændig indhyllet i et renskind i en stilling, der må tydes som en dans. Lignende billeder pryder en grotte i Sydafrika. I Treyjat (Dordogne) ses unge mennesker iklædt dyrehuder, der hengiver sig til en form for dans, der leder tanken hen på en magisk ceremoni.

Vi kender ikke disse kunstneres tanker, faktisk er vi ikke i stand til at sætte os i deres sted. Men det er helt udelukket, at de har villet udsmykke disse huler for at tiltrække besøgende. Mange af dem er meget svært tilgængelige. Det har været hellige steder, hvor man kun sjældent kom for at bringe jægerne held. Muligvis vendte kunstneren aldrig tilbage efter at have endt sit værk. Overladt til mørket og ensomheden skulle de hellige billeder koncentrere jægernes vilje og via tankeoverførsel rette den mod de dyr, de ville opspore.

De magiske hænder
I Cabreret-hulen (i Lot) ser man vilde heste, der holdes tilbage af magiske hænder, d.v.s. isolerede hænder, der er omgivet af mørke cirkler. Idet de virker på afstand, udstråler de en psykisk kraft, der holder dyret fast. Kan man tale om psykokinese?

Dette tema med hånden skulle vise sig igen, som en besættelse, på væggen i Castillo-grotten i Spanien og i mange andre præhistoriske lokaliteter. Aftrykkene er lavet efter en skabelon, hvorom der er sprøjtet maling. Af de 17 aftryk i Castillo-grotten er de 13 af venstre hånd og de 4 af højre. Man finder lignende forhold andre steder. Vi kender ikke betydningen af dette

Hånden, udtryk for den menneskelige kraft, som jager eller tæmmer de vilde dyr, kan også afværge de onde ånder. Hele verden kender i dag ?Fatmas hånd?, som i Maghreb forbyder de onde ånder adgang til huset. Materialisationen (ectoplasma) af de onde ånder tager ofte form af en isoleret hånd, som bevæger sig rundt i værelset, berører de tilstedeværende, spiller på klaver eller violin. Fantasifulde film eller gysere viser også hænder, der flytter sig ved egen kraft. Hånden og ansigtet er de mest udtryksfulde dele af det menneskelige legeme, som formidler kontakten med næsten, så der er ikke noget mærkværdigt i, at de har en stor plads i de paranormale fænomener

I én af bibelens fortællinger dukker en hånd frem af intet og skriver mystiske ord på den hvide væg i rummet, hvor Balthazar, Babylons konge, holder fest. ?Kongen råbte med høj røst, at man skulle hente astrologer og de skriftkloge. Alle kongens vismænd kom, men de kunne hverken læse eller tyde skriften. Herved blev kongen meget opskræmt. Dronningen kom nu ind i salen og sagde: “Oh, konge, der er i dit rige en mand, der har en guddommelig kraft fra de hellige guder. Derfor gjorde Nebukadnezar, din far, ham til overhoved for profeterne, astrologerne og de skriftkloge, fordi man i ham fandt en overlegen ånd med hensyn til videnskab og intelligens, evner som drømmetyder, han er i stand til at løse gåder og opklare vanskelige spørgsmål?. Kongen fulgte dette råd og lod Daniel hente. Denne læste ordene, der var skrevet på muren: ?Vejet, vejet og fundet for let? og forklarede, at de betød afslutningen på kongedømmet og rigets ødelæggelse. Den følgende nat blev Balthazar dræbt og Darios, Medernes konge, tilrev sig kongedømmet i Kaldæernes rige.

Det bibelske citat kunne være taget fra en moderne tekst angående de alternative videnskaber eller okkulte fænomener: Materialisation af en hånd, mystiske og profetiske indskrifter, astrologi, drømmetydning. Videnskabshistorikeren R. P. Russo, erklærer ligeud: ?I parapsykologien må vi inkludere studiet af de ekstreme fænomener, der optræder i religionerne (mirakler, profetier, visioner etc.) og også i dyrkningen af det okkulte. Og han beklager, at teologerne og bibelforskerne interesserer sig så lidt for disse fænomener og deres religiøse betydning.

I den hellenistiske verden som i den hebraiske, er forudsigelser af fremtiden forbeholdt enkelte, såsom den delfiske Sibylle. På en bestemt dag satte hun sig på en trefod og faldt i trance og fremsagde sætninger, som hendes hjælpere gav sig til at oversætte. De beskrivelser, som de antikke forfattere har givet os af disse guddommelige scener, kunne næsten tjene som en beskrivelse af en spiritistisk seance eller en ?ud af kroppen? oplevelse under hypnose.

Shamanisme
Hos de indfødte befolkninger i Nordsibirien levede endnu for kort tid siden mennesker kaldet Shamaner, en slags magere eller troldmænd, som ledede det religiøse liv i samfundet. De kommunikerede med naturens ånder under den ekstatiske seance. I denne tilstand så de ånderne, de kunne følge dem, når de forlod legemet under søvnen eller døden, hvilket undertiden gav dem mulighed for genforening. De steg endog ned i helvede for at vriste sjælene af de forulykkede eller de syge fra dæmonerne. Shamanen opløfter sjælen, hæver sig højt i luften, gør sig usynlig, trodser kulde og varme og helbreder de syge.

Etnologer har mødt personer, der ligner de sibiriske shamaner i Indonesien eller Oceanien, i Nord- eller Sydamerika. Trods denne geografiske spredning konstaterer Jules Tondriau (l´Occultisme) ?sporene efter disse shamaner er så konstante, at man har kunnet indbefatte dem i studiet af visse udviklede folks religioner og har kunnet tale om en kinesisk, indisk, iransk eller germansk shamanisme, således at man har kunnet tale om et fælles element af primitivt og magisk element i disse folks forestillingsverden.?.

Drejer det kun om overlevering af primitive forestillinger, som man finder i elementer, der er karakteristiske for parapsykologiske områder ( psykokinese, hypnotiske trancer, helbredelser, rejser gennem tid og rum) okkultisme (gensyn med sjæle), kommunikation med naturens immaterielle kræfter (spiritisme, kommunikation med de døde?). Shamanismen, som Tondriau endnu bemærker, har været kilden til nogle erfaringer, som arabiske og indiske fakirer har gjort: Rebet, som forsvinder op i den blå luft uden af være fastgjort til noget, og som man uden videre klatrer op ad, stige lavet af sabler, den tibetanske ophængning (struben hvilende på en sabel), det stivnede legeme hvilende på sabler, mango-frø, der spirer og vokser mirakuløst. Er disse begivenheder, der forbløffer tilskuerne, resultat af en overnaturlig evne, Yoga eller simpelthen illusionisme?

Overnaturlig besættelse
I løbet af den kristne middelalder bliver det paranormale betragtet som djævlebesættelse. Som den asiatiske shaman og senere den almindelige spiritist er den besatte gennemtrængt af en fremmed magt, som har taget magten over det pågældende legeme, opfører sig som hjemme, bevæger lemmerne og taler med den særlige stemme. Denne overnaturlige slumstormer udtaler ind i mellem uforståelige ord eller endnu værre: Den udtrykker sig i et normalt sprog, ukendt for den besatte. Den kan fremsætte sjofelheder eller gudsbespottelser, der får tilhørerne til at rødme. Gestikulationerne understreger ordene. En sådan besættelse er kun frigørelse af længe undertrykte drifter.

Kætterbålene, som begyndte at flamme over Europa i slutningen af det syttende århundrede, havde som ofre de ulykkelige, som blev dømt for trolddom. Det kunne også være uskyldige, der blev angivet af ?besatte?, som beskyldte dem for at have hengivet sig til Djævelen: Dette blev Urban den Stores skæbne, han blev brændt levende i 1636 som offer for et kollektivt religiøst hysteri i Loudun.

Det bedste, der kunne ske, når en overnaturlig kraft bemægtigede sig en kristen krop var, at denne blev overgivet til en trolddomsuddriver i stedet for en bøddel. Den katolske trolddomsuddrivelsesceremoni, der er nedskrevet i det romerske ritual 1614, indeholder talrige bønner og djævlebesværgelser: ?Jeg uddriver dig, du verdensfjerne ånd, som er selve fjenden, af hvad art du end måtte være, i den hellige Herre Jesu Kristi navn. Vær udstødt og forjaget fra denne Guds hellige skabning. Han beordrer dig til at kaste dig fra Himlen ned til Jordens indre?.

Den onde ånd opgav ikke altid ved det første sammenstød. Der udspandt sig da en veritabel duel mellem præsten og dæmonen. Det kunne endda ske, at den sidste, efter at være udstødt, fandt en lejlighed til på ny at tage ophold i den besattes legeme, hvorved alt begyndte på ny. Kirken praktiserer endnu i dag djævleuddrivelse: En præst, der er specialist i denne virksomhed er ansat ved Paris Stift. Besættelsen er ikke altid ond. Den opleves af mystikerne som forening med Guddommen. Gud tager ophold i denne sjæl på en sådan måde, (siger den hellige Thérèse) at når han atter forlader legemet, er det umuligt at tvivle på, at det var en Gud. I Apostlenes Gerninger læser vi, at på Pinsens første dag fyldte den hellige ånd apostlene, ?som gav sig til at tale på andre sprog, som den hellige ånd befalede dem?.

De forhistoriske klippehulers kunstnere, de bibelske profeter, de sibiriske shamaner, djævleuddriverne, manipulerede eller forsøgte at manipulere med fænomener, der i dag karakteriseres som paranormale: Telepati, telekinese, spådom, tungetale. Man kan indtil det attende århundrede tale om parapsykologiens tidlige historie. Hvad det historiske angår kan man begynde med Franz Anton Mesmer i det attende århundrede.

Mesmer indtager scenen
For bedre at kunne udfordre det pseudovidenskabelige charlataneri er det nyttigt at dykke ned i arkiverne og kigge lidt på, hvad der er sket. Vi begyndte med de religiøse myter og de ældste tiders trolddomsopfattelse. Men det er i det attende århundrede, at man har kunnet erkende gammel overtro, som vi kalder parapsykologi eller pseudovidenskab (paravidenskab?). Den mand, der har haft størst indflydelse på denne udvikling er Franz Anton Mesmer.

Født ca. 1732 i en tysk adelsfamilie, studerede Mesmer filosofi, teologi og jura, før han begyndte på det medicinske studium i Wien. I den østrigske hovedstad færdedes han sammen med andre studerende i okkultist-kredse kaldet de indviede riddere og brødre fra Asien, som gav nyt liv til kosmiske drømmerier, der var udarbejdet i det 14. århundrede af alkymisten Raymond Lulle fra Mallorca. Denne hævdede, at et vigtigt princip ligger til grund for al erkendelse og alle naturfænomener, hvad enten de er fysiske eller biologiske og foreslog en fælles metode til at undersøge alle fænomener. Solen og planeterne bestemte både tings og menneskers skæbne. I det 16. århundrede fremsatte Paracelcus, under sit oprindelige navn, Theophrastus Bombastus von Hohenheim, den tanke, at mennesket som mikrokosmos gentog makrokosmos, det vil sige Universet. Mennesket lever med i den gudelige verden gennem sin sjæl, i den synlige verden gennem sit legeme og i englenes verden gennem livsvædsken, der knytter sjælen til legemet. Paracelcus hævdede at have realiseret alkymisternes yndlingsdrøm, at fremstille et minimenneske, en homunculus. Opskrift: Luk sæden inde i et destillationsapparat: Efter 40 dage viser der sig en gennemsigtig form, som man ernærer med blod og som bliver et minibarn. Som læge fik Paracelcus ry som ”elskovslæge”.

Alle disse ideer, blandet med vage okkulte doktriner hos de studerende (trods det forbud, som kejserinde Maria-Therasia havde udstedt) passede perfekt til den unge Mesmers tanker. Hans medicinske afhandling, der blev udgivet i 1766, handler om planeternes indflydelse på menneskelegemet. Hans centrale ide er at behandle de syge ved hjælp af de to store naturlige kræfter i naturen, som man kendte på hans tid, og som han i øvrigt sammenblandede: ”Planeterne påvirker hinanden under deres kredsløb. Månen og solen fremkalder og styrer tidevandet, både i havet og i atmosfæren. Det menneskelige legeme må være underkastet de samme kræfter. Det menneskelige nervesystem er særligt følsomt for disse. Magnetismen repræsenterer egenskaber hos et organisk legeme, som er sensibiliseret gennem planeternes indvirkning De overføres gennem væskernes dynamik”.

Det er ikke svært at finde perspektiverne af dette i det, der siges og skrives i dag.

Magnetiske strygninger
I sin behandling af de syge i den klinik, som han åbnede i Wien, brugte Mesmer magnetisme i form af strygninger og berøringer. Hans behandling blev afvist af de medicinske autoriteter i Østrig og fordømt i religionens navn af Wiens biskop. Man havde heksejagten i frisk erindring. Mesmer følte sig truet og emigrerede til et land, han anså for at være mere tolerant, Frankrig. Han var da 44 år gammel.

I Paris oversteg hans succes alle hans forventninger. Dette aristokratiske samfund, der nærmede sig afslutningen, og som havde en vag følelse heraf, var parat til at modtage enhver fornyer, især mirakelmagere. Ikke mindst dem, der forkyndte mode-ideer, Mesmer forfinede sin teori om den animalske magnetisme og væskernes indflydelse, hvorved en gensidig indflydelse kunne ske mellem himmellegemerne, jorden og de levende organismer.

Patienterne strømmede til den gruppevise behandling. De blev modtaget i en stor sal, hvor vinduerne var dækket med gardiner, der skabte en mystisk stemning. Dørene og vinduerne blev holdt lukkede. Midt i salen var anbragt et egetræskar på høje ben, der var fyldt med vand, hvori fandtes jernfilspåner og glasskår. Karret var lukket med et låg, gennemstukket med jernstænger. De syge satte sig i tavshed omkring karret. Et langt reb forbandt de syge. Hver greb omkring en af jernstængerne i låget og prøvede at berøre det syge sted med denne. Undertiden dannede man en sekundær kæde ved at holde hinanden i hænderne, det vil sige man greb naboens tommel og pegefinger med sin tommel og pegefinger. I et hjørne af salen var der et klaver, hvorpå der blev spillet en musik, der bidrog til stemningen. Af og til blev der sunget. De syge blev således indledningsvis magnetiseret i kraft af kæden eller kæderne, der forbandt dem.

Efter nogen tids forløb åbnedes en dør, og helbrederen trådte ind. Klædt i en dragt med iøjnefaldende farver, der fremhævede hans betydning, så han de syge i øjnene med et betydningsfuldt blik, idet han tegnede ”magnetiske” cirkler om dem eller berørte dem med en jernstang. Patienterne reagerede meget forskelligt. Nogle af dem følte ikke noget, andre hostede eller spyttede, nogle følte en lokal eller generel varme, de svedte. Hos mange opstod en krise, som udløstes i scener af kollektiv besættelse. De udstødte skrig, fik kramper og gik eventuelt over i en sådan tilstand af ophidselse, at man måtte flytte dem ind i et tilstødende værelse, der var indrettet herefter med blødt polstrede vægge.

Mesmer ansatte en fremragende elev, dr. Deslon, leder af det medicinske fakultet i Artois De gør tjeneste enkeltvis eller i fællesskab, ansætter flere hjælpere, smukke og unge. Succesen vokser, idet flere af de helbredte er kendte personer. Men også modstanden vokser. Karrikaturtegninger latterliggør det magnetiske kar og seancerne med kramper. Mesmer fremstilles snart som en vulgær charlatan, snart som en person, der udsætter de syge for djævles påvirkning.

Flux og reflux
Én ting kunne ikke diskuteres: Han tjente penge, mange penge. Mesmer var overbevist om sine metoders virkning. I 1779 – 10 år før Bastillens fald – udgiver han et skrift, hvori han gentager og videreudvikler sine teorier fra 1766 og genoptrykker sine breve fra 1775 til Universitetet i Wien. Planeternes indflydelse sensibiliserer legemet og danner en væske, som det vænner sig til og har mulighed for at påvirke andre legemer med. Væsken følger love, hvis væsentligste indhold er flux og reflux: Det drejer sig om bølgebevægelser. Denne teori påstås videnskabelig. Mesmer og Deslon kæmper for at få den anerkendt som sådan. Men, som Yvonne Castellon (Parapsykologiens historie) bemærker: Systemet er mistænkeligt subjektivt.: ”Mesmer havde følt sin magt som troldmand, siden som helbreder. Efter eget udsagn havde han kunnet føle sin metode i fingerspidserne såvel som at han kunne forstå den. Fremstillingen og markedsføringen af den helbredende væske afhang af den måde, hvorpå lægens krop modtog og videregav den universelle væske: Fra et eksperimentelt synspunkt har en personlig succes ingen betydning som bevis.

Den parisiske befolkning bemærkede hurtigt den magiske karakter af den Mesmerske væske. Denne blanding af mystik og skin af videnskabelighed gjorde indtryk. I sine memoirer omtaler Mesmer fænomener, der af Rhine klassificeres som: ”Aforisme 184. Menneskets interne sans, der samler alle indtryk, modtager den flydende strøm og sætter mennesket i forbindelse med hele Universet. … Denne relation forklarer muligheden for forudanelse. – Aforisme 185: Hvis det er muligt at blive påvirket af ideen om at være et væsen uendelig langt borte, således som vi ser stjernerne, hvis billede sendes os ad en lige linie via en materie mellem den og vore organer, hvorfor skulle det så ikke være muligt at blive påvirket af væsener, hvis bevægelser mod os sker ad krumme eller skrå linier, i en hvilken som helst retning: Hvorfor skulle vi ikke kunne påvirkes af sammenkædningen af væsener, der efterfølger hinanden?”

I sine medicinske prognoser praktiserede Mesmer det, vi i dag kalder forudfølelse: Ikke alene ”følte” han den syges tilstand, men det skete også, at han kunne forudsige en af hans samtalepartneres død i kraft af en ubehagelig følelse, som han fik i dennes nærvær.

Rapport om den animalske magnetisme
Kongemagten besluttede sig omsider til at undersøge baggrunden for postyret omkring egetræskarret og den voldsomme polemik, som udspandt sig i den medicinske verden. I 1782 besluttede den at bede det kongelige medicinske selskab og det medicinske fakultet om en rapport angående den animalske magnetisme. Der blev nedsat en kommission. De mest fremtrædende medlemmer var kemikeren Antoine Lavoisier og den nye amerikanske ambassadør i Paris, Benjamin Franklin, som er kendt for sine studier af elektriciteten (man talte allerede om den elektriske strøm).

Rapporten kom 2 år efter. Kommissionsmedlemmerne beskrev heri på gribende måde de ”magnetiske kriser”. ”Kommissionen har konstateret, at de varede mere end tre timer. De ledsagedes af ophostning af en tyktflydende væske, som blev udsondret fra brystet af det voldsomme anfald. Undertiden sås blod i opspyttet. Kramperne var ufrivillige sammentrækning af lemmerne og hele kroppen, sammensnøring af struben, af spasmer i maveregionen, blikket stirrende og flakkende, der er høje skrig, tårer, hikke og afsindig latter. Kramperne forudgås og efterfølges af en tilstand af mathed og drømme, til sidst træthed og søvn”.

Kort sagt, noget skete der, de fænomener, som Mesmer havde anført, var reelle. Men det spørgsmål, som man havde stillet kommissionen, drejede sig om eksistensen af den animalske magnetisme, den af Mesmer omtalte ”vædske”. Denne vædske påstod flere af patienterne at have set, selv om de var uenige om dens farve. Ved flere lejligheder blev væsken opsamlet i flasker og mod betaling sendt til lokaliteter fjernt fra Paris. Men skønt Mesmer var særdeles veltalende angående teorien, var han meget undvigende, når man bad ham om at beskrive metoden til at kurere patienterne for væsken. Man beskyldte ham for at have modtaget store summer for at afsløre sine hemmeligheder, men de, der havde betalt ham, oplyste, at de ikke havde fået noget konkret at vide. En offentlig indsamling, som en elev af Mesmer, ved navn Bergasse havde foranstaltet i det håb at kunne købe de berømte hemmeligheder, havde ifølge den store Encyklopædi indbragt 340000 pund (adskillige millioner francs), men uden at bidragyderne havde fået noget særligt at vide.

De videnskabsmænd, der havde fået opgaven at vurdere den animalske magnetisme, konkluderede, at hvis der skete sælsomme ting omkring den omtalte balje, havde det ikke noget at gøre med væsken For at forklare de fænomener, som Mesmer og hans medsammensvorne påstod at have fremkaldt, behøvede man ikke at indføre en ukendt fysisk kraft. De kunne skyldes 3 naturlige årsager: indbildning, berøring og efterligning.

Indbildningskraftens magt
Angående indbildningskraft: kommissionsmedlemmerne hævder ikke, at det drejer sig om overnaturlige fænomener, men om fænomener, der er knyttet til en egenskab ved nervesystemet: ”Medicinens historie indeholder et uendeligt antal eksempler på indbildningskraftens magt og på sjælens egenskaber. Angst for ild, et intenst ønske, et vedholdende håb, et anfald af vrede gengiver den lamme brugen af lemmerne. En stor og uforudset glæde helbreder en langvarig feber. En intens opmærksomhed standser hikken. Folk, der er blevet stumme efter et ulykkestilfælde genvinder talens brug efter en stor sindsbevægelse. Hvordan det end går til, er det vidunderligt, og man må forsøge at genskabe betingelserne, for at begivenhederne kan gentage sig..

I denne det 18. århundredes stil, som forekommer os lidt forældet, var det svært at beskrive suggestionens kraft mere tydeligt, den som i dag kendes af alle psykologiske skoler som én af den menneskelige adfærds væsentligste drivkræfter.

Til sin officielle rapport tilføjede det kongelige medicinske selskab en uofficiel rapport, der fordømte ”magnetismen” som stridende mod god skik. Kommissionsmedlemmerne, fortæller Aimé Albert i en bog (hypnose i medicinen) ”havde bedømt magnetisørens alt for store familiaritet overfor personer af andet køn som stridende mod anstændigheden, og endvidere fandt man det kritisabelt, at kvinder under de ukontrollerede bevægelser under krampeanfald risikerede at blotte ankelen eller endog knæet”. Og dr. Albert kunne ikke lade være med at bemærke: “Læger af i dag, der er vant til at stetoskopere deres patienter af begge køn, kan ikke lade være med at smile ad den troskyld og afvisning af sanseligheden, der henviste læger til at udføre deres eksperimenter på kyllinger, til at basere deres undersøgelser på urinens lugt og farve”. Skuffet over sin manglende succes hos de franske medicinske autoriteter søgte Mesmer lykken i London, hvorefter han vendte tilbage til sit fødeland, hvor han døde i 1815.

Mesmerismen overlevede.

Marquis de Puységur
Den franske rationalist, den amerikanske charlatan.

Før han forlod Paris, havde Mesmer fået disciple, som organiserede sig i Selskab for Harmoni.

En af dem, marquis de Puységur, der levede tilbagetrukket i Soissans, gav sig til at tage de lokale beboere i kur efter Mesmers principper. Heldet ledte ham på sporet af en større opdagelse. Her er hans egen beretning: ”Det drejer sig om en bonde på 23 år, der havde været sengeliggende i 4 år på grund af en lungebetændelse. Jeg besøgte ham. Feberen var da aftaget noget. Efter at have bedt ham om at stå op, magnetiserede jeg ham. Til min store overraskelse faldt manden fredeligt i søvn i mine arme i løbet af en halv time, uden hverken kramper eller smerter! Han talte højlydt om sin tilstand. Da jeg mente, at hans tanker påvirkede ham uheldigt, standsede jeg ham og forsøgte at opmuntre ham. Det var ikke vanskeligt. Han virkede nu veltilpas, foregav at tage sig en pris tobak, danse som til fest etc.

Jeg opmuntrede ham i disse ideer, fik ham til at udføre mange bevægelser på stolen såsom at danse og synge, hvilket han gjorde gerne og højlydt”.

Marquisen opfattede denne ejendommelige tilstand som søvngængeri – idet patienten bagefter havde glemt det hele. Andre patienter, der blev behandlet på samme måde, gik også over i en tilstand af søvngængeri, og efter opvågnen var deres tilstand bedret. Det berømte badekar var på ingen måde nødvendigt. Marquis’en forlod definitivt den mesmerske metode, men for at spare tid ved at kunne behandle flere patienter samtidigt udtænkte han en anden. Han foretog magnetiske strygningen på et træ, omkring hvilket han samlede patienterne og forbandt dem til træet med snore. Mange af dem, der nærmede sig træet – en gammel, meget stor elm – gik over i en tilstand af søvngængeri. Man mente nu, at de var udstyret med helbredende kraft.

En saltskatopkræver i Soissons, Cloquet, der var vidne til disse begivenheder, fortæller, at søvngængerne ”har en overnaturlig magt, ved hjælp af hvilken de, blot ved at røre den syges klædedragt kan mærke, hvilket organ, der er angrebet. Dette meddeler de og er herefter næsten i stand til at angive behandlingen. Hvordan hæver mesterens fortryllelsen? Han behøver blot at berøre deres øjne eller at sige til dem: ”Gå hen og omfavn træet”. Derpå rejser de sig straks op, går hen til træet, og straks efter vågner de. Jeg har talt med adskillige af disse ”lægeelever”, som forsikrede mig om, at de intet kunne huske fra deres 3 eller 4 timer varende krise. Skønt den animalske magnetisme kun overlevede sin grundlægger i nogle tiår, er søvngængeriet, det vil sige den tilstand i hvilken marquis de Puységur hensatte sine patienter omkring den magiske elm, endnu i brug. De mennesker, der lever af at forudsige fremtiden, titulerer sig somnambulister.

Somnambulisme
I modsætning til hvad man kunne vente sig for 20 år siden, er somnambulismen ikke gået helt af brug. Den har overlevet ved ikke at have indskrænket sig til det paranormale eller det magiske, men nærmet sig standpunkter tættere ved det rationelle. En ny udgave af Larousse medicale giver os denne definition: “Somnambulisme. Tilstand karakteriseret ved samtidig optræden af mere eller mindre koordinerede handlinger under søvn, og hvorom der ikke persisterer nogen erindring ved opvågningen. I varierende grad kan somnambulisme være tegn på organiske lidelser af epileptisk art (vist på elektroencefalogram) eller på varierende psykiske lidelser. (som kan være følge af en unormal eller traumatisk familiær situation, eventuelt en neurotisk lidelse). Behandlingen afhænger af årsagen, antiepileptisk medicinering eller psykoterapi.”

Hvad angår Puységurs metode bruges den stadig – på nær elmen – af talrige helbredere og psykoterapeuter, mere eller mindre ortodokse, hvis annoncer man kan læse i dagspressen, eller af ledere af visse sekter. Marquis’en tillod, idet han erindrede sig de fejltagelser, som Mesmer begik, at man offentliggjorde hans opdagelser. Han oplevede nogle ærgrelser, især mens Benjamin Franklin var til stede. Når patienterne fik bind for øjnene, gik de i søvngængertilstand under et hvilket som helst træ. Hverken elmetræet eller Mesmers magnetiske badekar var nødvendigt for at fremkalde en tilstand, som man kunne se opstå, uden at den væske, som man påstod var nødvendig, var til stede. I Lyon gav en ridder Barbarin sig til at bede ved den syges hovedgærde, og dette viste sig tilstrækkeligt til at fremkalde søvngængeri.

I Paris følte de videnskabelige selskaber sig forpligtet til at iværksætte en undersøgelse. Den varede ifølge dr. Albert fra 1825 til 1837. ”En foreløbig tekst var ifølge Husson gunstig for den animalske magnetisme, men forfatteren havde ikke forelagt den for det medicinske Akademi. Denne rapport blev udsat for alvorlig kritik Man må indrømme, at kommissærerne havde været meget oprigtige. Således er der omtalt en søvngænger, som i den hensigt at latterliggøre videnskabsmændene havde meddelt, at han lige havde kvitteret en indvoldsorm på størrelse med en arm. Og man kunne se de lærde omkring en toiletstol en hel nat for at kunne iagttage, at den berømte orm virkeligt kom ud af den naturlige åbning.”

Den nye medicinske rapport kom i 1837, forfattet af Dubois, som uden forbehold afviste den animalske magnetisme. Den dukkede herefter ikke op igen, i det mindste ikke i Frankrig.

Efter at have modtaget nådestødet i det rationelle Frankrig søgte mesmerismen tilflugt i det land, hvor alle nye bevægelser bliver modtaget, og hvor enhver ny charlatan kan titulere sig professor: Amerikas forenede Stater. Idet man berejste landet, erobrede eventyrere eller helt uvidende naive personer auditorier med en blanding af astrologi, spådomme, frenologi (læren om kraniefremspring) og animalsk magnetisme, alt sammen indhyllet i religiøsitet.

Hen imod 1830 gav en vis John Bovee Dods sig til at docere, at elektriciteten er ”foreningen af ånd og den neutrale materie” og ”det store agens, som Skaberen betjener sig af til at kunne bevæge og styre Universet”. ”Således fødes psykologien af elektriciteten”, er det emne, hvorom Dods, så utroligt det end lyder, blev inviteret til at afholde konferencer med det amerikanske Senat. Legemet og Ånden, forklarede han, er begge manifestationer af Gud, og alle organer har deres åndelige ækvivalent, heri indbefattet kraniefremspringene, som frenologerne studerede.

Medens Dods udførte sine ”elektriske” forsøg for at nå til religiøse overvejelser, fulgte en engelsk metodistpræst, Laroy Sunderland, det modsatte spor. Han havde bemærket, at han kunne opnå de samme resultater som Mesmer, Puységur og Dods og konkluderede derfor, at de religiøse scener med ekstase og omvendelser var af menneskelig og ikke af gudelig oprindelse. For at provokere søvngængeri brugte Sunderland en metode, der ikke var uden humor: Han foranstaltede en konference: Nogle af tilhørerne faldt i søvn på deres pladser, medens andre lige havde sat sig på gulvet nedenfor en forhøjning. Han sluttede således, at to faktorer bestemte succesen: Lederen skulle vise sin autoritet, og patienten skulle tro: ”I virkeligheden forholder det sig sådan, at jo mere en doktor, en professor eller en konferencier er uvidende, jo større evne tiltror han sig selv, og desto større er hans succes”. Underland døbte sin læresætning: Patetisk stil.

Voluntarismen
En af hans disciple, dr. William Fahnstock, afbrød forbindelsen med ham for at fremsætte sin egen læresætning: Voluntarismen. Det er den syge selv, der fremkalder trancen, det mesmeriske søvngængeri. Fahnstock var i stand til at føre sine patienter ind i en søvngængertilstand, en voluntaristisk tilstand. De var herefter i stand til at helbrede deres egne sygdomme. Omvendt: Hvis de forestillede sig, at de var angrebet af en bestemt sygdom, kunne symptomerne på denne vise sig. Vi er med Fahnstock’s metode tæt på den metode, som dr. Coué (helbredelse ved autosuggestion) skulle udbrede i Frankrig i begyndelsen af det 20. århundrede, samt alle alternative metoder.

Denne strøm af mesmerismer har i Amerika ført til dannelsen af to religioner: Spiritismen, som er tæt på parapsykologien, og Christian Science. Endskønt de er meget forskellige, har de historisk en fælles oprindelse, hvilket er glimrende beskrevet af James Webb i hans fremragende artikel om det uforklarliges hypnotiske virkning.

Efter at have overværet en konference, arrangeret af en franskmand ved navn Charles Poyan, blev en søn af en grovsmed ved navn Quimby, som kun havde en meget sporadisk uddannelse, grebet af mesmerismen. Han fortalte dette til en ung mand, ved navn Lucius Burkmar. De opdagede nu, at den sidstnævnte kunne diagnosticere sygdomme, når han var i trance, og de gav sig nu til at berejse landet, arrangere møder og helbrede syge indtil den dag, da Quimby selv fik en nyresygdom. Han betroede sig naturligvis til sin fælle: Diagnosen var så absurd, at Quimby spurgte sig selv, om han virkeligt var syg. Til sidst blev han overbevist om, at det var lægen eller den syge, der skabte sygdommen, og han opfandt en helbredelsesmetode ved åndelig kraft: Lægen og den syge skulle føre deres tanke derhen, hvor sygdommen var begyndt. Når man var blevet klar over stedet, gjaldt det om at fjerne den syge så langt fra stedet som muligt, og patienten var nu helbredt.

Quimby virkede som helbreder i ca. tyve år, da han fik besøg af Mary Baker Eddy. Den unge dame havde dårlig ryg. Da hun forlod Quimby, var hun overbevist om, at hun var rask. Men nogen tid efter dennes død vendte symptomerne tilbage. Idet hun mindedes den midlertidige lindring, som Quimby’s behandling havde medført, inspireredes hun til Christian Science’s teorier, som i dag er udbredt i det meste af verden og også har tilhængere i Frankrig.

Lad os vende tilbage til Europa og gå lidt tilbage i tiden. Hussons rapport, som vi har nævnt, erkendte, at den mesmerske krise kunne fremkalde synskhed. Nogle år tidligere havde dr. Pététin i en bog, der blev udgivet efter hans død forklaret, at hos søvngængere kunne sanserne ændre lokalisationen i legemet. Han havde haft lejlighed til at undersøge en lille pige, som så med sin mave. Han verificerede denne ejendommelige evne ved at anbringe en æske indeholdende et brev på hendes mave. Pigen sagde, at brevet var frankeret i Schweiz, hvilket passede. Lægen havde ikke iagttaget dette…

Kilde: www.pseudo-sciences.org Oversat af Harald Fastrup efter: La pseudo-science et ses dénonceurs http://www.pseudo-sciences.org/parnormal.htm


Bookmark and Share

Skriv kommentar

*