Det er fandme hyggeligt

2001, Feb 1st | Emner: Spiritisme

af Jens Laigaard

Antallet af danskere, som skylder tv-serien "Åndernes magt" tak, vokser og vokser. Ud over folk med forfølgelsesvanvid og den okkulte undergrund af spiritister og healere, som hermed har fået et knaldgodt alibi, har ånde-serien også skaffet præsterne nye og spændende opgaver. Det nyder dagbladene også godt af, for sagen skal selvfølgelig dækkes. Den altid sælgende kobling folkekirke/eksorcisme har således fået tre en halv side i Politiken lørdag den 21. april og hermed bidraget til, at den tunge lørdagsudgave endnu en gang holder vægten. Det er ellers en god, neutral reportage fra Jens Leiners hånd, og den bør læses af alle, som tror, at Danmark er et oplyst samfund. Lad os snuppe et par smagsprøver – først fra avisens forside:

"Flere sognepræster rykker for tiden ud som eksorcister til hjem, hvor iskolde vinde uforklarligt blæser gennem lukkede rum, hvor brusebadet tænder af sig selv om natten, og hvor svære møbler skramler flere meter over gulvene."

Efter denne appetitvækker kan man læse videre i Politikens kultur-sektion:

"Inden premieren på "Åndernes magt" erklærede kun en lille håndfuld danske præster fra folkekirken, at de bruger eksorcisme – blandt andre Mogens Svendsen fra Kølkær og Agnethe Zimino fra Korsvejskirken på Amager. Men da listen på TV2 Zulus hjemmeside begyndte at svulme af healere, clairvoyante, spiritister, medier og mirakelmænd, kom flere sognepræster også ud af busken."

Og de blev straks sat i arbejde:

"Ud af 16 sognepræster på TV2 Zulus hjemmeside har de 15 fået henvendelser – gående fra en enkelt til over hundrede."

En af de flittige er pastor Underbjerg fra Nazaret Kirke i København:

"Niels Underbjerg mener, at folkekirken bør forholde sig til "den onde" – en åndsmagt, der kan tage bolig i mennesker eller deres hjem. Derfor rådgiver sognepræsten kolleger om eksorcisme. Han udfører også selv ritualer – inden for det sidste år ca. 40 gange i kølvandet på "Åndernes magt"."

Vi, der holder af dette emne, ville blive slemt skuffede, hvis der ikke blev lejlighed til et gensyn med Skjerbæk Madsen, kirkens ghostbuster og mediemand nr. 1. Men selvfølgelig er han også med her.

"Efter TV2 Zulus "Åndernes magt" sidste efterår henvender så mange mennesker sig nu til Ole Skjerbæk Madsen, at han ikke selv kan overkomme arbejdet. Han sender derfor et hæfte ud til præster og plagede husstande sammen med en lille flaske indviet vand, som kan fortyndes og spredes i alle boligens rum."

Har man fået smag på mere, er der flere gyselige eksempler i Politiken søndag den 29. april, i rubrikken At Tænke Sig. Her er gengivet en liste over uddrivelser, foretaget af folkekirkens præster i indeværende år. Blandt andre:

"En ældre mand fra Vester Skærninge var bekymret, fordi han hver tirsdag aften mellem 19 og 21 hørte stemmer fra et tilstødende lokale. Sognepræsten blev tilkaldt, og efter at have undersøgt sagen nærmere, kunne han berolige manden med, at det var Vester Skærninge Mandskor, der holdt øveaften inde ved siden af."

Endnu en gang: tak til TV Pazuzu!

Kilde: Para-nyt 2001 nr. 2

Bookmark and Share
Tags:

Skriv kommentar

*