For nu ikke at blive udkonkurreret af andre lokalsamfund ude i verden, har Syd Florida nu i nogen tid lanceret deres egen version af den berømte “Bigfoot” og således fænges fantasien hos de uforsigtige. De kalder deres variation af arten for “Floridas sumpabe”. Som du måske ved, så er Bigfoot (yeti, Sasquatch, Den afskyelige Snemand, Meh-Teh, er andre navne) et emne for den ganske respektable videnskab kryptozoologi. Her beskæftiger man sig med væsener hvis identitet eller blotte eksistens ikke er bevist. Denne disciplin har haft flere overraskende sejre i løbet af de seneste år, der klart demonstrerer at det vil være uklogt at afvise påstande om hidtil ukendte arter. Faktisk er der tusinder af arter der såvel uddør som bliver fundet hvert år.

Indtil 1929 antog de fleste biologer at den store Panda-”bjørn” i Kina var uddød, efter at have fundet rester af flere døde eksempler. Så blev et par af dyrene fundet i live og kunne undersøges. Atter havde kryptozoologien scoret.

En fisk man havde antaget for uddød i mindst 60 millioner år, idet man ikke i meget langt tid havde fundet fossiler efter den, blev bragt i land af nogle fiskere. Den eksisterede og var ganske levende, men havde blot været uopdaget. Kryptozoologien har haft rigtig mange triumfer, selv om de ikke alle sammen har været så opsigtsvækkende.

Det væsentligste der adskiller Bigfoot-sagen fra de øvrige er den hævdede lighed der mellem dette behårede væsen og mennesket. Vi er naturligvis langt mere interesseret i dyr der ligner os, idet de tydligt kunne være en konkurrerent. Men selvfølgelig, – enhver ny art bør være af interrese for os.

Dette særlige fænomen som har medført en kommerciel kultur i Amerika der inkluderer Bigfoot pizzaer, film, tv-serier og endog særlige ski, begyndte sidste i 1958 da vejarbejdere tog et gipsaftryk af et fodspor. De påstod det var fundet i Bluff Creek, tyve miles nord for Klamath, Californien. Fotos blev offentliggjort verden over og fangede straks kryptozoologernes opmærksomhed.

Dette bevis for Bigfoots eksistens var muligvis et forberedt fupnummer idet sporene, der målte 7 x 16 tommer, let kunne have været lavet med en fodform udskåret af træ, som så kunne presses ned i noget mudder. Professor Loren Coleman påstår at Bluff Creek fodsporet var en gavtyvestreg som arbejderne lavede med deres arbejdsgiver, Ray Wallace. I et papir fra 1995 sagde han, at tidligere breve fra forskere, men som ikke har været offetliggjort, kaster tvivl over teorien om at Bigfoot nogensinde har vandret rundt i Bluff Creek.

Et andet Bigfoot-nummer blev afsløret i 1982 da en pensioneret skovhugger fra Washington State ved navn Rant Mullens påstod han havde igangsat legenden om Bigfoot fra Mt. St. Helens. Han havde  snittet træfødder som kunne efterlade store fodspor – og han fremviste de træfødder han havde lavet. Andre forskere har sagt, at forholdene omkring Bluff Creek “opdagelsen” aldrig havde været seriøst undersøgt.

Zoologen Ivan T. Sanderson, som har brugt meget af sin tid på at udforske Bigfoot, og som skrev intensivt om emnet, interviewede alle parter der var involveret i fundet. Mens han aldrig offentligt gav udtryk for tvivl om fodsporenes ægthed, gjorde han det i private breve, og til mig personligt. Jeg kendte Sanderson godt. Ivan var en “karakter” på enhver måde, en mand der holdt en afskyelig cheetah ved navn “Baby” i sin New York lejlighed gennem flere uger, han sov endog sammen med bæstet. De rifter han havde kunne bevise det . Han var forfatter til mange bøger om mærkelige emner, og han tillod aldrig at grimme facts fik indflydelse på en ellers attraktiv historie. Personligt efterlod han intet spørgsmåltegn omkring sin tvivl, og på tryk lykkedes det ham at modstå fristelsen til at give udtryk for enhver seriøs reservation han måtte have.

Legenden om Bigfoot blev født da bygningsarbejderen Jerry Crew opdagede fodsporet og tog et gipsaftyk med hen til den lokale avis. Mænd der arbejdede nær Mad River sagde at de også havde set sporene. Senere fandt man ud af at disse arbejdere også var beskæftiget af Mr. Wallace. Hår og ekskreamenter fundet i området, angiveliget fra Bigfoot, viste sig senere at stamme fra en elg. Lad os vende tilbage til Florida: en populær legende her og nu er, at et traditionelt behåret menneskeagtigt væsen vandrer rundt i sumpene – som der jo er mange af i denne stat – og selvfølgelig lejlighedsvist dukker op for øjnene af underende enlige borgere, der sædvanligvis er sent ude efter et par timer i den lokale bar. Sidste år var der beretninger om en observation en tidlig morgen. Stedet var en grusvej der førte gennem sumpen. Der blev endog taget et foto af en lokal og meget respektabel tjenestemand, brandchefen, og det blev offentliggjort i lokale aviser. Han havde set skikkelsen foran sig på vejen, og da væsenet forlod grusvejen og gik ind i sumpen, han tog et billede fra vejen fremfor selv at forlade vejen og stampe ind i moradset for at jagte hvad-det-nu end-var.

Prøv at se på de to fotos der følge denne artikel. (Bigfoot skikkelsen ses midt i billedet, lige under bogstavet.) Et af dem er det “officielle” foto, det andet et der blev taget af en fotograf som arbejder for en lokal tv-station, stående på nøjagtig det samme sted hvorfra det første billede blev taget nogle uger tidligere. Kan du gætte hvilket foto der er hvad? Tips: et træ var væltet i perioden mellem de to billeder blev taget. Det “falske” foto blev taget af en frivillig som iførte sig et “Chewbacca” kostume lejet i en lokal forretning. Ja, jeg er enig! Det er faktisk svært at afgøre hvilket foto der er den “ægte” Bigfoot. Og husk at dette kostume var tilgængeligt for enhver der vidste at brandchefen tog den vej på arbejde på samme tid, hver morgen…

Jeg kommer med dette bidrag som en advarsel. Mens den skeptiske holdning er god og i orden, har vi altid et "barnet-i-badevandet" problem hængende over os. Husk nu, jeg forventer ikke at man finder en baby-abe i Floridas sumpe, men jeg er villig til at se på det. Altid. Og jeg vil på ingen måde blive overrasket over at se endnu et stort dyr, indtil videre kun legendarisk, vandre ud af vildnisset og ind i rekordbøgerne. I Viet Nam, for ikke så længe siden, skete det faktisk at en “ny” art antilope – med meget karakteristiske træk – blev fundet. Så de er der – derude…!

Kilde: Randi’s Opinion Archive, January 5, 2000. Link: www.randi.org/jr/01-05-2000.html

Måske har jeg læst de forkerte aviser, måske har historierne ikke været spektakulære nok – ja, måske har de slet ikke været der i år. Jeg tænker på de mystiske kattedyr der enten dukker op på Fyn som løver, pumaer i Stenderupskovene og udefinerbare kattedyr på Odder-egnen.

I stedet har der i slipstrømmen fra Mikael Rothsteins bog om ufoer og rumvæsener været nogle anekdoter og ufo-bekendelser i Weekendavisen. Og Politiken har beskæftiget sig med den sjette sans, pro & contra. Men rigtige agurkehistorier har det ikke været. Og dog, der har der været et mindre udbrud af historier om korncirkler , som Jens Laigaard beskriver andetsteds. Men ellers er det mest i England og Canada, hvor der traditionelt dukker anglofile korncirkler, trekanter og andre geometriske mønstre op i markerne hvert eneste år.

Kaster vi blikket på Norge, så har en af årets historier været om jagten på Selma. Det er en kusine til Nessie fra Loch Ness. Selma plasker rundt i Selfjordsvattnet. Der har også været et par historier om Ogopogo, et sømonster i Canada, muligvis en fætter til Selma og Nessie.

På landjorden har mere frygtindgydende monstre hærget. Den efterhånden legendariske, blodtørstige og vampyragtige Chupacabra, – på dansk er kælenavnet Gedesugeren, – har været på spil i Mellem- og Sydamerika. Og i Nordamerika har go’e gamle og trofaste Bigfoot – af og til kaldt Sasquatch – haft et rigtigt godt år. Bigfoot er nok en af de mest presselidelige figurer i galleriet af kryptozoologiske kuriositeter, og – mener nogle – den mest sandsynlige. Der har også været et par spalter om Mokele Mbembe, en slags mini dino der spøger i Afrika.

Jep, de er der – til lands, til vands og i luften – de krumme “sommeragurker”, og indrømmet, hvis de ikke var der, ville jeg nok savne dem. Jeg har så valgt at skrive lidt om en af de mere eksotiske myter.

Gedesugeren!

Alene navnet gør mig i godt humør, og der er også swing over det spanske: Chupacabra! Prøv at smage på ordet et par gange – skøn fornemmelse, ikke sandt? Et ord velegnet til at råbe højt med panik i stemmen.

Det begyndte, så vidt jeg har kunnet opspore, i Puerto Rico i 1995. Her fandt man flere får som lå døde og totalt udsuget for blod, lyder beretningerne. Den 26 marts var der et vidne som så det mystiske væsen, det sad i et træ. Det havde et rundt hoved, mandelformede øjne, en smal mund og faretruende kløer. Væsenets farve var en blanding af brun, gul og violet. Da det fik øje på vidnet rokkede det med hovedet fra side til side, mens det hvæsede ad ham.

Andre har beskrevet Chupacabra som en bevinget væsen, næsten en meter højt og behåret. Faktisk er beskrivelserne af det mystiske væsen akkurat så forskellige, som beskrivelser af eksempelvis ufoer. I august måned havde man tal på, at gedesugeren havde omkring 150 døde dyr på samvittigheden i Puerto Rico, og inden udgangen af året var tabstallet oppe på mere end 1000 dyr.

Dyr er er vidt begreb, men Chupacabra er ikke kræsen. Geder, får, kyllinger, ænder, kaniner, ja selv siameserkatte og heste, er på menukortet. Imidlertid forlyder det ikke, at dette væsen også udsuger mennesker. De eneste udsugede mennesker jeg har hørt om, henviser til Skattevæsenet. Det er ikke dødeligt, men angiveligt retfærdigt og samfundsnyttigt.

Ved årsskiftet til 1996 skete der en ændring i mønstret. Fra at have været et puertoricansk fænomen, er der nu lignende historier fra Florida, Texas og Californien i USA. Dertil Mexico og Costa Rica i Mellemamerika. Senere på året kom turen til Guatemala og El Salvador. Chile er heller ikke gået fri. Meget tyder klart på, at gedesugeren, ellere rettere gedesugerne, for flere må de vel være, holder mest til i spansktalende områder.

Netop i Chile har historierne fået nye dimensioner, ikke mindst fordi lokale ufo-folk har taget hånd om beretningerne. Det er de ikke blevet ringere af. Det hævdes eksempelvis, at man har fundet tre chupacabra-æg, og endda fanget et af væsenerne. Såvel æg som væsen skulle være blevet overdraget til NASA – den amerikanske rumfartadministration. Det var måske ikke lige dét sted jeg først ville have i tankerne. Men sensationspressen i Chile har ligefrem lanceret en historie om, at disse gedesugere i virkeligheden (!) er et fejlslaget genetisk eksperiment, skabt i NASAs laboratorier.

NASA afviser naturligvis al sådan snak. Det gøder jorden for ufo-spekulanterne og alle chupa-elskerne – se, bare, de vil holde det hemmeligt de skiderikker.

En amerikansk kryptozoolog, Loren Coleman, bider ikke på al den snak. Han mener, at der er tale om flokke af vilde hunde. Så går dampen jo lidt af – dræberpuddel , eksempelvis – det fænger ligesom ikke rigtigt, vel? Andre har foreslået, at der er tale om en abe, undveget fra et cirkus. En chilensk veterinær mener, at det kan være en slags muteret flagermus, der må bære skylden for det umådeholdende frådseri.

Men i år har det så været helt riv rav ruskende galt, dels i det sydligste sydamerika – Tierra del Fuego (Ildlandet), med 100 udsugede får, og i særdeleshed i Nicaragua.

I slutningen af august var der så en gårdejer fra Nicaragua, der skød en chupa. På fotos poserer han stolt ved siden af kadaveret. Biologer og zoologers undersøgelser viste imidlertid, at det var resterne af en gedigen og ordinær hund. Den stolte skytte var dybt krænket, og mente at der måtte være sket en forbytning.

Sådan er der forklaringer på alt, så myten kan bevares. Ellers ville det vel også være en dårlig forretning for dem der sælger chupa-shirts og -figurer, bøger, postkort samt andre lignende samle- og identifikationsobjekter. Og er der noget sommerramte journalister ikke kan bruge i avisen, så er det syltede agurker.

Gedesugeren er en etableret “sommeragurk” i latinamerika, en af dem der tilmed hærger hele året. Lidt ærgeligt, at vi ikke hører så meget om Gedesugeren i Danmark – måske er kræet en anelse udansk? Megen af den latinamerikanske fortælleglæde og opfindsomhed ville ellers kunne opmuntre mange hjemlige avislæsere i den tynde sommertid.

Chupacabra! – Make my day!

Willy Wegner
Bibliotekar, forfatter og foredragsholder. Stifter og redaktør af Skeptica.

Fra midten af maj måned 1995 huserede et mystisk bæst på Fyn.

I begyndelsen var det angiveligt en løve, så blev det til en puma og derefter mistænkt for at være en and – avisand, forstås! Endelig blev det forklaret som værende en venlig vovhund ved navn Magnus, men så røg den forklaring, og så blev ord som junglekat og los brugt til at beskrive bæstet.

Bæstet er åbenbart dukket op out of nowhere som et out-of-place fænomen – i det hele taget, er historien far out!

Løve set i Kertinge

Første gang bæstet blev set var lørdag den 13. maj i Kertinge på Østfyn. Vidnet ringede straks til politiet og meldte, at der var en løve uden for huset. Ifølge referaterne skinner det umiskendeligt igennem, at Nyborg politi var lidt skeptisk. Om det var fordi anmelderen var en københavner, der kun lejlighedsvis boede i Kertinge, vides ikke. Man har jo hørt om byboer, der endnu aldrig har set en ko i levende live, eller andre dyr der måtte færdes i det fri.

Men politiet i Nyborg fik endnu en opringning – flere have set løven – og så tog de ud for at se på sagen. Ifølge avisen var politiet ikke udrustet til slige opgaver, for man rykkede ud kun bevæbnet med knipler og walkietalkies, det tunge skyts som vandkanoner og lignende lod man blive hjemme. Hvilket letsind! Løven så man ikke noget til, heldigvis, måske!

Efter en fredelig weekend var den der igen – løven!

Peter Tyllesen havde mandag morgen kørt sin kone på arbejde i Nyborg, og lidt over otte så han en stor gul hunløve spankulere langs med motorvejen, hvor det absolut ikke er lovligt at gå: “Jeg er ikke hundred procent sikker på, hvad det var jeg så. Men jeg tror nu, at det var en løve. Den havde det karakteristiske svaj på halen, og så var den altså temmelig stor, forklarede han.” Bæstet satte i nogle store spring over Storebæltsvej og forsvandt.

Nyborg politi holdt lav profil, men avisen indhentede en udtalelse fra en biolog ansat ved Odense Zoologiske Have, Nina Collatz Christensen: “Jeg tror, det har været en stor hund. Det er det eneste dyr, jeg kan komme i tanke om, som måske kan forveksles med en løve.” Man må antage, at hun inden da har talt Zoo’s egne løver.

Givskud Løvepark melder hus forbi

Og Løveparken i Givskud meldte, at de stadig havde alle deres løver indenfor hegnet. Løveparkens direktør mente iøvrigt, at det nok bare var en Golden Retriever, man havde set på Fyn. Den her skrivende redaktør var selv i Givskud i Pinsen. Jeg tror heller ikke at det kan være en af løverne derfra – de bæster var utroligt dovne at se på, og havde næppe orket at krydse en af Lillebæltsbroerne. På et skilt kunne det læses, at det ikke var ualmindeligt, at løver tog sig en slapper de tyve af døgnets 24 timer!

Lederen af Terrariet i Vissenbjerg på Fyn, Klaus Dræby, mente at der kunne være tale om en junglekat. Han fortæller at man blandt andet i Benelux-landene har en del junglekatte i private hjem. Junglekattens latinske navn er felis chaus og kattedyret er på størrelse med en stor hund som eksempelvis en labrador.

I Ekstra Bladet kan man den 18. maj læse, at en seks årig dreng har set løven i Frørup, og at store politistyrker jager kattedyret på Østfyn. Den seksårige Jacob så løven krydse Bygaden, hvorefter den forsvandt ind i slagterens have. En anden avis lader dog vide, at det var i præstens have, men pyt, i Frørup var det!

Nyborg politi havde heller ikke denne gang heldet med sig, og iøvrigt, skriver avisen, kunne man spore glæde på politistationen i Nyborg over, at løven tilsyneladende var på vej ind i Svendborg Politikreds.

Ifølge samme kilde havde en jæger i Ørbæk set løven ved sit hønsehus på ganske kort afstand. Han udbad sig tilladelse til at skyde bæstet, og det var der ikke noget i vejen for, men inden han havde fået hentet og ladt sin riffel var løven borte. Intet storvildttrofæ på Fyn i denne ombæring.

Løven identificeret?

Lørdag den 20. maj mener Fyens Stiftstidende at have fundet løven – det er en hund af broholmerracen ved navn Magnus!

Et vagabondpar, der har vandret lidt rundt på Østfyn, er ejere af Magnus. De mener selv, at det da godt kan være, at nogle kan have forvekslet deres hund med en løve. Men der er nu ikke meget løve over en kælen etårige Magnus, der på et foto optræder iført gangsele og halstørklæde! Billedteksen til avisens foto af Magnus lyder da også: – På laaaang afstand i tusmørke og med duggede briller kan broholmer-hunden ‘Magnus’ vel egentlig godt forveksles med ‘dyrens konge’.

Men Magnus blev ikke afhørt eller sat i brummen. Det kunne ellers have været spændende at se, om de mange iagttagelser så var hørt op med Magnus under lås og slå.

Nu er det jo osse bare sådan, at de der har berettet om det fynske bæst, de har ikke set det på lang afstand og med duggede briller. Og hvis en jæger på otte meters afstand ikke kan se forskel på en løve og en hund, så må det være yderst betænkeligt for enhver, at vove sig uden for døren i jagtsæsonen – især når mand rimer på and!

Ikke desto mindre slutter journalisten med følgende lønlige håb: – For at roen igen kan brede sig over Østfyn, så lad os da håbe, at det er Magnus, der er det det fynske svar på Baskervilles hund.

Men det var det ikke!

Samme eftermiddag, som man kunne læse om uskyldsrene Magnus, blev det rigtige bæst set af to drenge ved Glorup Gods i Ørbæk kommune. Og dagen efter ved Hvirringe Skov nær Kerteminde, og dertil en beretning om en puma ved Verninge. Ikke nok med det, også i Tommerup Stationsby blev der søndag morgen, den 21. maj, fundet nogle usædvanlige store dyrespor. Måske fra en los, lød det fra den jæger, der opdagede dem.

Potesporene var seks til syv centimeter lange og blev undersøgt af Klaus Dræby fra Terrariet i Vissenbjerg. Han mener ikke at der er tale om et rovdyr, men på den anden side vil han heller ikke udelukke muligheden. – Bob-bob!

Ornitolog “fik vinger”

Ornitologer kravler ud af fjererne på de mest ukristelige tidspunkter. Derfor stod Per Havlit fra Odense op klokken tre søndag morgen, for at køre ud og udspionere fuglene. Det gjorde han med sindsro, for alt det skriveri om et omkringfarende rovdyr, troede han ikke på. Han befandt sig i Hvirringe Skov ved Kerteminde, i håb om at få lidt pip i okularet:

” – På et tidspunkt så jeg en gulbrun bunke et-eller-andet, som på lang afstand mest lignede nyskovet brænde. Jeg så i kikkerten, og blev enig med mig selv om, at det måtte være et rådyr. Pludselig fik jeg øje på et langt lårben, og så var det, at hunløven vendte sig om.”

Nå, tak og farvel! Så var det, at den fynske ornitolog sikkert havde ønsket sig vinger! Per Havlit fortalte at han spænede afsted til inspektøren på Hvirringe Gods. Det gav varmen!

Sammen med inspektøren ledte han efter dyret i et par timer, men så ikke mere til det. Først efter at være kommet hjem ringede Per Havlit til politiet, men den vagthavende betjent var mest interesseret i hvor meget Per Havlit havde fået at drikke: “De tog mig ikke alvorligt, selv om jeg var pinligt [!] ædru.”

På den anden side kunne politiet bekræfte en iagttagelse ved Glorup Gods, og at bæstet flere gange dagene før er blevet set i den sydlige del af Nyborg Politikreds (idet man jo nok havde håbet, at problemdyret var skredet over i en anden politikreds). Politi og skytter havde undersøgt sagen fra Glorup Gods lørdag eftermiddag. To drenge havde nemlig meldt, at de havde set dyret krydse vejen ved deres bopæl, og at den var forsvundet ind i en rapsmark.

Derfor var den vagthavende betjent skeptisk overfor meldingen fra Hvirringe Skov. Her blev dyret set af to drenge ved Glorup Gods. Det gav et problem. Hvordan kunne dyret have været set flere gange dagen før 60 kilometer sydligere? Afstanden det skulle have tilbagelægge på et halvt døgn var ikke ubetydelig, også selv om kræet skulle have skudt genvej gennem Kerteminde og forceret en bro.

Ingen tænker åbenbart over, om der muligvis skulle være to eller flere rovdyr på spil, som måske har rottet sig sammen om at forvirre fynboerne og afsløre politiets manglende beredskab i tilfælde af løvealarm! Eller måske levere årets første uautoriserede krumme agurk på avisernes dørmåtte. Man har godt nok undret sig over, at man ikke har fundet rester efter rovdyrets måltider – ingen rester af puddelhunde, frilandsgrise eller råvildt er blevet fundet.

Sikker på det er en los!

En gårdejer fra Nordfyn så dyret den 25. maj om formiddagen ved halvti-tiden nær Otterup. Børge Jørgensen fra Gundstrup beretter at han som jæger altid har en kikkert med sig. I den så han et lysegult dyr liste rundt ved et af Fyns berømmelige levende hegn på en afstand af 200 meter: “Hovedet var kuglerundt og loddent, ørene spidse med en lille dusk.” Dyret beskrives som på størrelse med en labrador, og så havde den en lang hale! Gårdejeren var sikker på, at det var en los – tilmed en velnæret los, og med jagtinstinktet i behold mente han, at den nok burde skydes.

Lossen blev meldt til politiet i Odense, men det foranledigede ikke nogen udrykning. Måske fordi en los nu engang ikke har en lang hale? Men ellers var beskrivelsen god nok til en los.

Bæstet med på en kigger?

Den 26. maj blev en ansat ved kommunen i Otterup taget, om ikke med bukserne nede, så var lynlåsen det i hvert fald. Mens han stod dér, og forrettede sit basale ærinde, havde det fynske bæst sneget sig ind på ham. En “strålende” oplevelse blev ændret til en rislen ned af ryggen, et gys, der ellers nok kunne få mere modige mænd til at pisse i bukserne, men her var Ove Rasmussen jo på den sikre side. Han beretter, at han hørte en hvæsen. Da han vendte sig om, så han bæstet stå der med blottet gebis, flotte tænder på fem til syv centimeters længde.

Bæstet sprang ikke på ham. Det blev måske også forskrækket, da han vendte sig om, for: “Jeg nåede ikke en gang at få avekatten ind. Jeg skulle bare væk i en fart.”

I en vis fart nåede Ove Rasmussen frem til sin parkerede bil hvor han lynhurtigt lukkede sig inde. Mens han sad der, og masede med at få bilen startet, forsvandt det fynske bæst mod Vestermosen. Med fuld forståelse for situationens alvor man man da håbe, at Ove Rasmussen ikke var mere febrilsk end han huskede at få avekatten ind inden han lynede bukserne!

Ove Rasmussen kunne beskrive kræet ganske præcist. Det havde en lys gul farve på brystet og foran på bugen var der nogle brunlige pletter. Størrelsen var som en schæferhund, men lidt dusket på halen.

Han fremfører igen, at det var en forfærdelig oplevelse, og håber at man får skudt bæstet, så folk kan få ro i sjælen. Ove Rasmussen har ikke rapporteret det til politiet, for, som han siger, de tager det jo alligevel ikke alvorligt. Man skal jo heller ikke udlevere sig selv. Han havde jo ageret blotter overfor bæstet, og godt det samme, ellers havde der måske været middagsrester af en kommunalarbejder.

Ligeledes den 26. maj foregik der noget omkring Bårdesø på Nordfyn. Om aftenen sad Lisbeth og Solveig Kallesøe i køkkenet, da de udenfor hørte en hvæsende lyd. Samtidig begyndte hunde i nabolaget at gø.

Dagen efter fandt familien Kallesøe nogle spor i en nyharvet mark. Sporene viste tre fremadrettede trædepuder og en bagudrettet, og sporene var syv centimeter lange og seks brede. Skridtafstanden mellem sporene var lige omkring de 40 centimeter.

I skrivende stund, ultimo maj 1995, er mysteriet ikke løst. Det fynske bæst har gjort sig usynlig!

Ikke første gang

Iøvrigt er ukendte rovdyr tidligere set i Danmark. Således var der for eksempel et på færde i Sønderjylland i 1982. Skovrider Niels L. Thomsen, Lindet skov, mente at der fandtes et ukendt rovdyr i skovene vest for Toftlund.

Allerede i januar havde man fundet et kadaver af et rådyr i Lindet skov. Et par måneder efter blev et lignende fund gjort i Hønning plantage. I begge tilfælde manglede rådyrene deres hoved. Sidstnævnte sted fandt man i midten af marts låret fra et rådyr. Det var slæbt op i et mindre egetræ. I træets bark var der kradsemærker, som kunne stamme fra et stort kattedyr.

Frem til juli måned var der flere beret-ninger fra folk som havde set et katte-dyr der blev sammenlignet med en puma. En vildtbiolog mente dog, at der var tale om en los. Ifølge øjenvidneberetningerne, så havde bæstet uantastet krydset grænsen, idet det ukendte dyr sidst var set ved Flensborg fjord, cirka 50 kilometer fra Lindet skov, hvor det først blev antaget at opholde sig i begyndelsen af året.

I slutningen af juli 1982 tog sagen en dramatisk vending. Vilddyret blev nu set nær Husum i Nordtyskland af den 38-årige Uwe Sander fra Oldersbek, da han var ude og køre en tur i sin bil:

“Jeg fulgte efter dyret ved blandt andet at bakke min bil ind på en sidevej. Da jeg var kommet tæt på dyret, steg jeg ud for at hente en fork i mit bagagerum. Jeg steg ud af bilen, men inden jeg havde fået fat i forken, sprang dyret på mig og angreb mit hoved og min hals.”

Sander fortæller at både han og dyret væltede omkuld, men at han havde held til at slå begge arme om dyrets hals. Men dyret rev ham og så sit snit til at slippe ud af hans jerngreb.

Under denne omgang fribrydning blev Uwe Sander overbevist om, at det måtte være en puma. Dyret havde fire lange hjørnetænder, lange knurhår og en sølvbrun pels. Pumaen knurrede voldsomt. Efter kampen med dyret gik det op for Uwe Sander, at han selv var ilde tilredt efter sit møde med dyret. Hans højre ansigt var revet op, og han havde dybe kradsespor på hele kroppen.

Efter endt lægebehandling tog han hjem. Imens tog et halvt hundrede jægere og tyve politibetjente ud for at jagte pumaen. Man så flere spor efter den, men fandt ikke pumaen selv. Dagen efter blev jagten på dyret intensiveret, blandt andet ved brug af helikopter. Men så vidt Para-nyts redaktion foreløbig har kunnet finde ud af, så fandt man aldrig den rivske puma.

Også i England har man døjet med ukendte kattedyr. De er blevet set, skudt og de har kradset i britiske statsborgere. Fortean Times, April-May 1995-nummeret bringer en større artikel om hændelserne. Så sent som i januar i år har et britisk parlamentsmedlem set et bæst på tæt hold. Vi håber senere at kunne bringe nyt om dette katteri. Måske var det en sag for EU, at udarbejde nogle harmoni-serede regler for omgang med out-of-place dyr!

Henvisninger:

• Puma løs på Fyn / mich. – Ekstra Bladet 17. maj 1995.
• Var det en and? / Erik Thomsen. – Fyens Stiftstidende 17. maj 1995.
• Jacob på seks: Jeg så løven / mich. – Ekstra Bladet 18. maj 1995.
• Kæmpekatten set igen / Thomas Havely. – Fyens Stiftstidende 18. maj 1995.
• Løven er en junglekat / Mogens Rasmussen. – Fyens Stiftstidende 18. maj 1995.
• Ingen lov mod kælerovdyr / Erik Thomsen. – Fyns Stiftstidende 18. maj 1995.
• Jagten på Simba gået ind på Fyn. – JyskeVestkysten 19. maj 1995.
• Løven er løs på Fyn. – Politiken 19. maj 1995.
• Kæmpekat huserer på Fyn. – Det fri Aktuelt 19. maj 1995.
• Det er sgu en løve / Hanne Füschel. – Ekstra Bladet 22. maj 1995.
• Løven gik i hundene / Thomas Havely. – Fyens Stiftstidende 20. maj 1995.
• Fynsk løve var en hund. – JyskeVestkysten 21. maj 1995.
• Løven spøger stadig. – Fyens Stiftstidende 22. maj 1995.
• Lossen måske løs på Højfyn / Claus Falkenby. – Fyens Stiftstidende 23. maj 1995.
• I løvens tegn / Anders Mose Poulsen. – Fyens Stiftstidende 25. maj 1995.
• Løven er en los / Per Jensen. – Fyens Stiftstidende 26. maj 1995.
• Så rovdyret lige i øjnene / Lise Thing. – Morgenavisen Fyens Stiftstidende 27. maj 1995.
• Rovdyret er flyttet nordpå / Anne-Lise Lindharth og Aksel Brahe. – Fyens Stiftstidende 28. maj 1995.
• Løven er løs igen. – Det fri Aktuelt 29. maj 1995.
• På sporet af ukendt rovdyr / mat. – Jyllands-Posten 24. juni 1982.
• Los på fri fod i Lindet Skov / Jyllands-Posten 11. juli 1982.
• Stor jagt på pumaen – den angreb mand / Kay Rasmussen. – Jyllands-Posten 28. juli 1982.
• Fortean Times, April-May 1995.

Kilde: Para-nyt 1995 nr. 2

Så er den gal igen! Atter holder et ukendt vilddyr sit indtog – nu i Odders omegn ved Fredhave-skoven..

Et rædselshyl fra katten Numse, og et højt bump mod entredøren tirsdag aften ved 22.30-tiden, fik drevet nogle beboere på Bondevadsvej ud af sengen. "Måske var det en los", skrives der på forsiden af Horsens Folkeblad den 16. juli 1998.

Allan Karlsson undersøgte hvad der havde skræmt deres kat. Der var jordstænk efter poter langt op af døren. Omkring 35 meter fra huset fandt han et poteaftryk.

Numse fandt han osse. Den kyste kat havde søgt tilflugt 15 meter oppe i et træ, og den var absolut ikke samarbejdsvillig med hensyn til at blive hentet ned. Mens redningsforsøget stod på, var der et dyr der hvæsede af katteejeren inde fra budskadset.

Allan Karlsson havde fået et glimt af dyret. Det var 60-65 cm højt, havde en tyk hale og en gylden pels. Efter et besøg på biblioteket den følgende dag var han ret sikker i sin sag – det forstyrrende dyr havde været en los. Først da kontaktede han politiet. De kontaktede dernæst en biolog. Han var ikke så sikker på det havde været en los, og gættede på en løs retriever, selvom poteaftrykket heller ikke stemte overens her.

Dagen efter blev historien også bragt i Århus Stiftstidende tillæg Østjylland. Her får man en del at vide om Numses tilstand efter oplevelsen. Det havde taget en halv time at lokken den ned fra træet, og ifølge dens mennesker har den aldrig før været så højt til vejrs. Siden oplevelsen har katten kastet op og er skræmt over de mindste lyde, og så havde den ondt i poterne. Dertil et interview med skovfoged Jes Kramer.

Dagen efter kunne man i Horsens Folkeblad læse, at lossen var blevet set igen ved Tvenstrupgård. Det var ved 16-tiden, men mens kvinden hentede et fotografiapparat, forsvandt lossen.

Jes Kramer, skovfoged i Silkeborg Statsskovsdistrikt, har undersøgt sporet. Det formodede poteaftryk er for ringe til definitivt at afgøre, om det rent faktisk er et dyrespor. Hvade det været fra en los, hvorfor er der så kun ét aftryk? Der burde havde været flere i nærheden, mener han. Desuden er han bange for, på grund af pressomtalen, at folk nu vil se losser alle vegne. Men han roser parret fra Odder, de har tacklet deres oplevelse seriøst.

Jeg sendte flux en fax til redaktør Jan Hansen Horsens Folkeblad, og skrev: "Jeg holder utroligt meget af at læse om "wild-life" i Odder og omegn – især når der er noget los! For nogle år siden fulgte jeg osse med stor interesse historien om koen fra Rude Strand. Er du interesseret i sammenligneligt stof, så besøg blot min hjemmeside". Derefter tre henvisninger til andre artikler om bl.a. los-historier.

Opfordring til fotosafari for dusørjægere

Hosens Folkeblads lokalredaktion i Odder er virkelig kommet på arbejde. Lørdag den 18. juli udlover avisen en dusør på 1000 kr. for et billede af lossen. Krav: "et skarpt farvefoto i genkendelige omgivelser". Men negativet udbedes til nærmere granskning – i disse billedmanipulerende tider. Områderne hvor det måtte lykkedes at få et billede i "kassen" udpeges til skovene nord for Odder, eventuelt også Nørreskoven ved Torrild. Et eksempel på et poteaftryk vises i avisen, så dusørjægerne har en chance for at se om de er på rette spor. Men husk: "skyd" den kun med et kamera, for lossen er fredet i Danmark.

Min fax blev samme dag kommenteret på denne måde, at avisen havde modtaget en syrlig fax fra undertegnede. En syrlig fax? Jeg vil selv betegne den som venlig og imødekommende! Så skrives der også, at jeg interesserer mig for ufoer og paranormale fænomener, men egentlig er det nu mest formidlerne der har min interesse. Men åbenbart har lokalredaktionen i Odder været pirrelig: Jan Hansen går i forsvarsposition, og slutter sin artikel således: "Agurketid eller ej – begge los-observationer fra de sidste dage virker nu yderst troværdige". Jamen, har nogen da sagt andet?

Dusøren vil utvivlsomt sætte gang i en masse skovture, og alt imens kan Folkebladet rapportere, at en los osse er set ved Allerød i Nordsjælland. Måske burde Skov- og Naturstyrelsen udvide indholdet i deres foldere om vandreture i statsskovene. Tidligere har der jo været set – med næsten statsgaranti – en los i Stenderup-skovene sydøst for Kolding.

Sidste nyt: Ifølge Horsens Folkeblad 21. juli har lossen osse været set dagen før ved en ærtemark nær Torrild.

Kilder:

• Hansen, Jan: Lossen er blevet set ved Tvenstrup. Horsens Folkeblad 17. juli 1998
• Hansen, Jan: Natligt tumult ved Tvenstrup. Horsens Folkeblad 16. juli 1998
• Hansen, Jan: En tusse for et billede af en los. Horsens Folkeblad 18. juli 1998
• Hansen, Jan (AP): Endnu en los set ved Allerød. Horsens Folkeblad 18. juli 1998
• Toftvang, Yrsa P.: Eksperten er i tvivl. Århus Stifstidende (Østjylland) 17. juli 1998
• Toftvang, Yrsa P.: Nattefred spoleret af mystisk dyr. Århus Stiftstidende (Østjylland) 17. juli 1998

Tidligere omtaler i Para-nyt af lignende tilfælde:

• Dræberdyret får lov at leve! / af Willy Wegner

Kilde: Para-nyt 1998 nr. 4

Willy Wegner
Bibliotekar, forfatter og foredragsholder. Stifter og redaktør af Skeptica.

Sønder Stenderup er sidste forpost før skovområdet kendt som Stenderupskovene. Mod nord ligger Nørreskov, mod nordøst Midtskov og i sydøstlig retning Sønderskov. Ialt omkring 845 hektar skov på en halvø omgivet af Kolding fjord og Lillebælt. Området sorterer under Haderslev Statsskovdistrikt, og på dit lokale bibliotek vil du kunne finde en turguide til skovene.

I dette område er rådyrbestanden indenfor de sidste par år blev halveret. Hvad det betyder er der lidt usikkerhed om, som oftest nævnes omkring 150 dyr. Nogle af rådyrene har mødt deres skæbne i form af et ukendt "dræberdyr". Søndag den 4. januar 1998 blev et nyt offer for dræberdyret fundet. "Tydelige spor viste, at rådyret var blevet slæbt ti-femten meter bort, inden det blev spist næsten op. På kampladsen blev der fundet dyrehår…" skrives der i Jyllands-Posten 6. januar.

En senere analyse viste dog at de fundne hår stammede fra et rådyr, og så var man lige vidt.

Bent Juncker-Hansen er vildtkonsulent ved Haderslev Statsskovdistrikt. Han havde tidligere mistænkt nogle hunde for at stå bag drabene, men nu er hundene afskrevet:

"Det mystiske er, at de dræbte rådyr er blevet nedlagt ved strubebid. Det er den måde store kattedyr afliver deres bytte på, og mystikken bliver ikke mindre af, at dræberen har fortæret byttet fra hovedet. Det er en fremgangsmåde, der tyder på, at et rovdyr af kattefamilien står bag. En stor hund ville gå efter køllerne på dyrenes bagben,"

citeres han for.

Ifølge samme artikel har et kattedyr været iagttaget tidligere i skovene. Tilbage i oktober forrige år var et ægtepar ude for at plukke brombær. De så et rødbrunt dyr, der kom farende ud af noget krat. Det satte sig og stirrede på dem, og det havde katteører. Da de kom hjem slog de op i et leksikon, og beskrivelsen passede på en los. Nu er det blot sådan, at lossen ikke lever her i landet, medmindre den er stukket af et eller andet sted fra, eller blevet smuglet ind over grænsen af los-smuglere. Ingen har meldt en los savnet.

En los er fire til fem gange større end en voksen hankat, men har en meget kort og busket hale.

Men der er ingen grund til frygt for den lokale befolkning eller folk på skovtur. Ej heller er der meldt om forsvundne eller halvt fortærede kondiløbere.

"En los er et sky dyr",

udtaler skovrider Carsten Ørnsholt.

"Det jager tidligt om morgenen og sent om aftenen, og da er der ikke mange mennesker i skoven. Efter at have spist et rådyr vil jeg tro, den kan klare sig i fire-fem dage, hvor den blandt andet hviler sig i træerne."

I debatten omkring det mystiske dræberdyr lærer man også, at der sandelig er forskel på eksperter – for eksempel vildkonsulenter og vildtbiologer. I en større artikel i Jyllands-Posten 24. januar, under rubrikken "Naturen nu", skriver vildtbiolog Hans Bjarne Hansen detaljeret om kattedyr og i særdeleshed om lossen:

"Det hed sig jo, at det især var hoved og forende på de dræbte dyr, der var ædt. Og enhver ved da, at en los, ligesom i øvrigt de fleste andre store katte, dræber deres bytte med bid i struben, hvorefter de går igang med at æde først kødet på køllerne. Tænk bare på, hvordan løver og leoparder jager i fjernsynet."

Men drabene på rådyr fortsætter, uden det har været muligt at identificere det skyldige rovdyr. Trods overvågning af de dræbte dyr om natten, så er "gerningsdyret" åbenbart ikke vendt tilbage til åstedet for dets ugerning.

I slutningen af januar så en person – der ønskede at være anonym – et stort korthalet kattedyr. Vidnet er 99,9 pct. sikker, udtaler vildtkonsulent Erik Juncker-Hansen i Jyllands-Posten 30. januar. Ikke desto mindre mente vidnet først at der var tale om et rådyr, men da dyret lod sig beskue i profil blev det til en næsten et hundrede procent los!

Den 1. februar traskede 500 mennesker rundt i Stenderupskovene, i håb om at få øje på det mystiske dyr. Det lykkedes ikke – måske har dyret hørt hoben komme listende på lette fjed!

Den 13. februar meddeles det, at Haderslev Statsskovdistrikt nu har en gipsaftøbning af dræberdyret fodaftryk, men danske eksperter er vildt uenige om, hvilket dyr aftrykket stammer fra. Nogle dømmer los, andre noget andet. Atter er man lige vidt. Den 23. februar skriver Jyllands-Posten et det nu er fem uger siden der sidst er fundet rester efter et måltid rådyrkøb.

Og hvad så? Er mysteriet pist borte? Som med så mange andre og tidligere historier, så har dræberdyret vel blot gjort sig usynlig! Endelig kan jeg da foreslå, at dræberdyret enten har fundet anden føde, har ændret kostvaner og er blevet vegetar eller har forladt området på grund af den megen opmærksomhed. Det er jo et sky dyr, har vi lært.

Et lysebrunt dyr med katteansigt lusker rundt sydvest for Odder. Det blev set mandag den 9. februar. Det skriver Horsens Folkeblad 10. februar. Dyret var på størrelse med en ræv og det havde en kort men temmelig tyk hale. Men det var hverken en ræv eller en vildkat, udtaler vidnet Erik Lintrup:

"Vi så den i flere minutter på 50 meters afstand"

lyder det samstemmende fra ejerne af Lundhoff Bed & Breakfast, Karin og Erik Lintrup. Ægteparret spiste frokost i havestuen, og deres to hunde var først til at reagere. Erik Lintrup, der er jæger, ville rejse sig for at hente kikkert og kamera. Da hundene sprang op, blev dyret skræmt bort.

Også Århus Stiftstidende (Østjylland) bragte samme dag historien, om det kattelignende dyr. Avisen skriver, at det var et kattelignende dyr på størrelse med en ræv. Ansigtet lignede en perserkats, men halen var tyk og 30 til 40 centimeter lang.

Dyret stod i haven på et sted, hvor Eric Lintrup tidligere havde smidt frugter ud til dyrene. Selv stod han cirka 50 meter fra dyret og så på det i cirka et halvt minut, inden hans hunde opdagede det og jog dyret væk. Efterfølgende slog han op i et dyreleksikon. Et billede af en los passede godt nok, til det han havde set. Men farven passede ikke.

Den ene hund er en jagthund, og den reagerede nøjagtigt, som om den havde set et stykke vildt, men tabte hurtigt færten. 

Han er selv jæger og mener sig derfor nok i stand til at skelne de vilde dyr fra hinanden.

"Når jeg tænker på en los i forbindelse med det dyr, jeg så, så skyldes det naturligvis det, jeg har hørt fra Kolding. Men jeg kan konstatere, at jeg så et kattedyr, der mindst var lige så stort som en ræv, af en art, jeg ikke kender.."

Den sidste historie fra Odder-egnen viser, at jeg måske har hold i teorien om at dyret har søgt nyt revir, lige som det med interessen for de udsmidte frugter kan tyde på nye og knapt så opsigtsvækkende kostvaner.

Men tilbage til Haderslev Skovdistrikt. Det menes nu helt sikkert, at det er en los der har huseret. Midt i februar blev der fundet nogle tydelige aftryk, og vildtkonsulent Bent Junker-Hansen tog flux gipsafstøbninger. Disse aftryk er identificeret som hidrørende fra en los. Denne gang af eksperter fra Zoologisk Have i København.

Og i Horsens Folkeblad kan man 12. marts læse: "Los får lov at leve". Det er vildtkonsulent Bent Junker-Hansen der udtaler sig:

"Hvad enten det er en vild los, der er vandret op i Jylland eller en, der er stukket af fra en dyrepark, så har den tilpasset sig forholdene i Stenderupskovene så godt, at den fortjener at få lov til at leve."

Ok, så kan den vel få lov at gå løs på de resterende rådyr. Senere, når de slipper op, så kommer turen til landmændenes frilandsgrise og så fremdeles. I virkeligheden skyldes livsdommen måske blot, at det er den nemmeste løsning: man kan jo ikke finde den forbandede los! Den er åbenbart gået under jorden!

Kilder

• Bjarne Lampe: Los mistænkes for mystiske drab på rådyr i jysk skovområde. Jyllands-Posten 6. januar 1998.
• DNA skal afsløre glubsk rovdyr. Ritzaus Bureau 14. januar 1998
• Mysterium i Stenderupskovene stadig uløst. Ritzaus Bureau 22. januar 1998
• Dræber-mysterium uløst. Jyllands-Posten 23. januar 1998
• Hans Bjarne Hansen: Et naturligt fedtlag og en los i skoven. Jyllands-Posten 24. januar 1998
• Flemming Chr. Nielsen: Hvad er der los? Jyllands-Posten 25. januar 1998
• Finn Ebbesen: Nyt vidne har set lossen. Jyllands-Posten 30. januar 1998
• Finn Ebbesen: Dræbte rådyr skaber forvirring. Jyllands-Posten 1. februar 1998
• Finn Ebbesen: 500 på jagt efter et dræberdyr. Jyllands-Posten 2. februar 1998
• Hans Bjarne Hansen: Dyr der dræber. Jyllands-Posten 7. februar 1998
• Los set i haven. Horsens Folkeblad 10. februar 1998
• Mystisk dyr i baghaven. Århus Stiftstidende (Østjylland) 10. februar 1998
• Finn Ebbesen: Fodaftryk kan løse gåden om dræberdyr. Jyllands-Posten 13. februar 1998
• Finn Ebbesen: Eksperter uenige om mystisk rovdyr. Jyllands-Posten 23. februar 1998
• Jens Bjarne Lampe: Poteaftryk afslører dræberlos. Jyllands-Posten 4. marts 1998
• Los får lov at leve. Horsens Folkeblad 12. marts 1998
• Søren Olsen: Kongeligt vildt. Horsens Folkeblad 21. marts 1998

Kilde: Para-nyt 1998 nr. 3

Willy Wegner
Bibliotekar, forfatter og foredragsholder. Stifter og redaktør af Skeptica.

ANMELDELSE af Karsten Olesens side om Loch Ness-uhyret

Dette er en variant af boganmeldelser og -omtale. Para-nyt vil af og til foretage et punktnedslag på Internettet. Vi vil se på en hjemmeside og anmelde eller omtale den.

Det er selvfølgelig et her-og-nu billede, men måske et tips til Para-nyts læsere om et link der er værd at følge fremover, og således belønne det med et bookmark. Det kan også være et hint om det modsatte.

"Denne hjemmeside er grundlagt en regnfuld forårsaften (den 3. marts 1998) på Danmarks Biblioteksskole. Da jeg gik hjem havde regnen lagt sig, og jeg spiste mig en velfortjent omgang "Thai"-pande fra Fakta."

Med disse ord slutter velkomsten til Karsten Olesens Home Page, og umiddelbart over dem ser man en tegning af en ung mand, der parrer sig med et får. Velkomstsiden indledes også af et billede, nemlig af forfatteren selv, der begejstret peger på en kantarel – et snapshot fra hans sommerferie ved Loch Ness. Som det er antydet, er Olesen en mand med sunde interesser og hang til friluftsliv. Det bliver helt tydeligt, når man fordyber sig i de forskellige afsnit af hans hjemmeside. Her er noget om løb, en side om Søren Kierkegaard og en veludbygget side om seriemordere. En side om cryptozoologi er under konstruktion, og i tilknytning til denne ligger så Loch Ness-siden – "en moppedreng på 7000 ord i 5 kapitler – så er du ellers advaret", som forfatteren skriver med et glimt i øjet.

Denne humor, som spænder fra selvironi til rasende sabelhug mod diverse koryfæer, er et gennemgående træk. Det er især den, der gør Loch Ness-siden læseværdig, og også næsten spiselig. Men kun næsten!

Olesen hører nemlig til den beklagelige gruppe mennesker, som kender svaret på gåden i Loch Ness. Mens nogle af disse mener, at der ikke er noget uhyre, mener andre det stik modsatte. Hvad der binder dem sammen er, at der ikke findes tvivl i deres sind. Hør f.eks. hvordan Karsten Olesen skildrer situationen, da han selv sidder ved den berømte søbred: "…derfor sad jeg nu for anden aften i træk og observerede søen – med sikker viden om at fødekæden i Loch Ness ender med et endog meget stort dyr." Sikker viden, hva’ ba’! Hvad ved Olesen, som vi andre ikke ved?

Svaret er: ikke noget! Men han har en holdning til mysteriet, og den udtrykker han således: "Et menneske kan tage grueligt fejl og se både grønne marsmænd og lyserøde elefanter (det sidste gør jeg selv jævnligt!), og 2-4 mennesker kan bilde hinanden ind at de har set "noget". Men halvtreds mennesker, hundrede mennesker eller da slet ikke flere tusinde mennesker – KAN IKKE TAGE FEJL!!! Jeg mener nu at have understreget – med tykt – at der ikke bør herske den mindste tvivl hos et bare nogenlunde selvstændigt tænkende menneske om at der findes et ca. 4-7 meter langt, ukendt dyr i søen."

At videnskaben endnu ikke har anerkendt Nessie skyldes bagstræb og vanetænkning. Forskerne anerkender faktisk en sort-hvid delfinart, der kun er observeret af ganske få ud for Vestafrikas kyst, og som aldrig er blevet fotograferet eller fanget. "Ta’ den, alle jer deforme æggehoveder!" knurrer Olesen.

Nu er der vel forskel på de beviser, man vil forlange for at acceptere en ny delfinart, der er set hvor delfiner plejer at holde til, og en fortidsøgle, der er observeret på helt forkert tid og sted. Bortset fra dette er Olesens argumentation den klassiske tragedie: hvis tilstrækkelig mange fortæller, at de har set noget, så må det være rigtigt. Efter dette kriterium er der langt større sandhedsværdi i de grønne marsmænd. Mens der højt sat er gjort mellem ti og femten tusind observationer af Nessie, findes alene i USA fire millioner mennesker, som hævder, at de har været bortført af rumfolk. Læg oven i dette de talrige, mere fredelige nærkontakter – hvordan kan nogen så være i tvivl? Det er hårdt at måtte sige det, men virkeligheden afgøres altså ikke ved stemmeoptælling, men på grundlag af bevisernes kvalitet.

Kan man forliges med Olesens uheldige indfaldsvinkel til mysteriet, bør man absolut bruge lidt tid på denne side. Den er en fin introduktion til emnet, og der er en stemningsmættet og fornøjelig skildring af forfatterens egen odyssé til Loch’en. Vi hører bl.a. om Boleskine House, hvor den berygtede Crowley boede i en periode. Og så har Olesen jo selv gjort en observation af – et eller andet mystisk i søen. Den historie er ikke ringe. Siden er illustreret med fint reproducerede farvefotos og rundes af med et par litteraturhenvisninger og et link til Cryptozoology on the Internet.

Og hvis man synes, at Nessie ikke er uhyrlig nok, kan man bare klikke over til Ted Bundy, Edmund Kemper og Søren Kirkegaard, som ligger og lurer lige ved siden af… Pænt nok, sir Olesen, De får to pukler og en halv luffe.

Kilde: Para-nyt 1998 nr. 5

Påskedag den 11. april modtog politiet i Grenå to anmeldelser på et muligvis farligt kattedyr, et stort rødbrunt kattelignende dyr. Den ene anmeldelse kom om formiddagen fra Handrup, lidt nord for Ebeltoft. Den anden anmeldelse løb ind fra Kolind hen over middag. En lokal radiostation i Randers luftede muligheden for, at der kunne være tale om en puma, ja, en løve sågar! En påskehare havde nok været bedre timet.

”Puma løs i Djursland” skrev Ekstra Bladet dagen efter. Fyens Stiftstidende fulgte op: ”Puma holder påskeferie på Djursland”.

I Ebeltoft Zoo stod man imidlertid ikke og manglede hverken en puma eller en løve den dag, men bød ind på at det nok bare var en stor hund der var blevet set.

I Para-nyt har vi tidligere bragt historier om sådanne iagttagelser, der nok kan sysselsætte de såkaldte kryptozoologer og skriverkarle i stofnød. Det er ikke så meget fordi, at vi klasker os røde på de blege lår af grin, selv om lidt uakademisk sjov ska’ vi s’gu da ha’. Nej, det er hver gang et lærestykke i, at mange mennesker ser hvad de ønsker at se.

Det burde være et studium værd, hvordan en kælen, øremærket missekat bliver til en farlig løve. Et diskoteks laserlys på himlen bliver til et rumskib fyldt med aliens, osv, osv. Ønsketænkning og ønskefrygt.

Nå, tilbage til Djursland. Et tv-hold rykkede ud, og de hjembragte nogle optagelser af – nej, ikke en puma, men en stor rødstribet kat der – tro mod sin natur – sneg sig rundt ved Kolind. Optagelserne kom i fjernsynet og nogle lokale beboere kunne vedkende sig at: – jo, det var sandelig deres kat.

Mysteriet løst! ”Puma viste sig at være en kat” kunne Berlingske Tidende meddele den 14. april med henvisning til Ritzau. Djurslands storvildtjægerne kunne slukørede vende tilbage til påskebryggen, og dét var måske heller ikke så ringe endda!

Tynd historie

Men hvad så? Hvad vil en skeptisk kryptozoolog sige. Var det nu lige præcis dét dyr der allerførst var blevet anmeldt til politiet, som nu også kom i fjernsynet? Eller ”skød” tv-holdet på denne utaknemmelige opgave blot den første, bedste, største og mest fotogene kat i Kolind og omegn?

Katte er nogle dovne bæster, de sover det meste af deres liv væk. Der skal meget tungtvejende beviser til, før jeg vil tro at der er tale om den samme kat som om formiddagen blev anmeldt set i Handrup og den der nogle timer senere befandt sig i Kolind. Afstanden mellem Handrup og Kolind er 15 km! Det strider mig bekendt mod kattes natur at bevæge sig så langt på så kort tid.

Set med mytoman-briller

Er man mytoman og holder af hemmelighedskræmmeri, så kunne det jo tænkes, at det blot er en vilkårlig kat der blev filmet, mens der måske i virkelighedens verden er hele to farlige kattedyr på spil.

Det skal selvfølgelig holder hemmeligt, at måske hele to blodtørstige rovdyr har holdt deres indtog på Djursland. Det ville kunne skade den lokale turistindustris indtægter fra turisterne, og eksempelvis ville enhver turistchefs kunststykke, nemlig at flå en endagsturist kunne få en ny og mere fatal betydning.

Forventningens glæde

Para-nyts redaktion forventer en rigtig god høst i årets agurketid. Nye pumaer vil muligvis dukke op, om ikke andre steder så i Stenderupskovene ved Kolding. Vi håber også på rigtig mange korncirkler og medfølgende højpandede, dybt interessante kommentarer fra korncirkelforskere. Endelig regner vi også med at høre nyt fra den store verden. Eksempelvis om Nessie i Loch Ness, Selma i Seljordsfjorden i Norge og måske nyt om gedesugeren Chupas nye eskapader i Mellemamerika.

Nu er det imidlertid sådan, at redaktøren af Para-nyt ikke er vanskabt, sådan da. Men i hvert fald har han ikke et øje på hver finger. Derfor vil vi være taknemmelige, hvis læserne hører om zoologiske kuriositeter i deres lokalområde. Vi modtager gerne daterede klip med kildeangivelse eller et godt link. Det er jo ikke altid, at for eksempel historier fra Hvirringe om dræberpudler når frem til verdenspressen.

Kommentar
Ovetro og sjældne dyr

Kære Willy Wegner
En lidt forsinket kommentar til “Åd pumaen påskeharen?”
Lad mig først slå fast, at det er dejligt, at nogen gør en indsats for at dæmme op for syndfloden af vrøvl om astrologi, krystalterapi, jordstråler, homøopati og Fanden og hans pumpestok. Respekt!

Men når det er sagt, synes jeg det er vigtigt at skelne mellem den rene overtro på den ene side og så det usandsynlige, men dog mulige, på den anden.

Jeg tror ikke, der var nogen puma løs på Djursland. Men det kunne have været tilfældet. Sådan en kan jo slippe ud fra en dyrepark eller for den sags skyld fra et uregistreret privat dyrehold. Mærkeligere ting er set – sidste år  løb der faktisk en dværgkænguru rundt på Københavns vestegn i flere uger.Den var vist sluppet ud fra en fritidsklubs hobby-dyrehold.

Jeg var selv ansat i Skov- og Naturstyrelsen, da rygterne begyndte at løbe om pumaen (den gang mente man, at der var tale om en los) i Stenderupskovene. Det havde vi meget sjov ud af – flere hundrede mennesker mødte op til en “spot-lossen-tur” arrangeret af det lokale skovdistrikt, og der var diskussioner om, hvad man skulle gøre, hvis der faktisk var sådan et dyr. I henhold til lovgivningen må den nemlig ikke bare skydes, hvis den er spontant indvandret.

Jeg tvivler på, at der var tale om en los. Men faktisk er det ikke helt umuligt. Lossen findes i Polen, vi importerer store mængder træ og forarbejdede træprodukter som f.eks. legehuse fra Polen, og en los kunne f.eks. teoretisk være smuttet på en lastbil i Polen og have fået et lift til Danmark.

Historien minder om anden zoologisk sensation fra den tid, nemlig sumpskildpadderne i Silkeborgsøerne. De var der ganske rigtigt, men spørgsmålet var, om der var tale om nyligt udsatte eksemplarer, der måske endda havde været i stand til at formere sig enkelte gange, hvilket ikke er helt utænkeligt. Eller om det meget usandsynlige, at der var tale om en såkaldt reliktbestand, idet sumpskildpadden engang – vistnok senest i yngre bronzealder – har levet vildt i Danmark.

Typisk nok foretrak mange mennesker den sidste forklaring. Har man rejst i Sydeuropa, hvor sumpskildpadderne er almindelige, ved man, at de er meget synlige, idet de gerne ligger og soler sig på sten eller andet, når det er varmt. Desuden er sådan et skjold meget holdbart, og det er nærmest utænkeligt, at man ikke med mellemrum skulle have fundet sådan nogle, fanget dem i net eller ruser eller lign., hvis en omend nok så lille bestand havde overlevet i alle de år.

Men pointen er, at det i princippet ikke kan udelukkes. Så nok er det rimeligt at opfordre til skepsis over for historier om mærkelige dyr i den danske natur. Men man kan ikke sidestille dem med astrologi og spiritisme, sådan som jeg synes, at du gør. De er næsten altid overdrevne eller fejlagtige, men principielt af en anden karakter.

Med venlig hilsen
Peter Sander    ps@atv.dk
Informationschef
Akademiet for de Tekniske Videnskaber
Lundtoftevej 266
DK-2800 Kgs. Lyngby
Tlf. 45 96 08 27 (dir.), 45 88 13 11
Fax 45 88 13 51

Willy Wegner
Bibliotekar, forfatter og foredragsholder. Stifter og redaktør af Skeptica.

Hvem har ikke drømt om at gå på storvildjagt? Hvem har ikke læst Rider Haggards romaner eller Tarzan-bøgerne og drømt sig til det vilde Afrika? Nok bliver det i dag mindre og mindre gådefuldt, men der er endnu næsten uudforskede pletter. Tre amerikanere, har i dette øjeblik virkeliggjort eventyret og befinder sig et sted i Congos jungle – eller rettere i et kæmpemæssigt sumpområde, hvor mokele mbembe hævdes at leve. – Mokele mbembe? Det er såmænd en vaskeægte dinosaur, der er uddød for ca. 60 millioner år siden. Undtagen – måske – i Congo.

Et kortfattet AP-telegram i Schenectady “Gazette” den 7. september 1981 fortæller, at ægteparret Herman og Kia Regusters er draget fra deres hjem i Los Angeles for at søge efter den legendariske mokele mbembe i et ca. 140.000 kvadratkilometer stort sumpområde i Congo.

Den tidligere rumvidenskabsmand ved jetfremdriftslaboratoriet i Pasadena, USA, og hans hustru skulle i Congo møde ekspeditionens tredie medlem, Judy Benjamin. Regusters finansierer selv det planlagte fire måneders ophold i junglen.

De medbragte 320 kg bagage og videnskabeligt udstyr, da de fløj fra Los Angeles International Airport, noterer bureauet.

I mere end 200 år har pygmæer, der lever i nærheden af sumpen, fortalt beretninger om et brontosaurus-lignende dyr, som skal leve i det store øde område. Helt tilbage i 1776 rapporterede en missionær, at han havde set spor på 36 tommer i diameter.

Flere forskere er kommet tilbage fra området uden andet end nye beretninger om uhyret. I fjor hævdede en, at han havde fotograferet mokele mbembe, men dyret på billedet er svært at skelne, selv om det synes at have en lang, slangeagtig hals, der stikker op midt i en flod.

Hagenbecks beretning
Den store tyske dyresamler Carl Hagenbeck – ham med dyreparken skriver i bogen “Dyr og mennesker” om et dyr, han har hørt omtalt som “chipweken”:

- Uafhængigt af hinanden har jeg fået meddelelse om eksistensen af et fuldkomment ukendt dyr…Mine to hjemmelsmænd har ingen mulighed haft for at korrespondere, men deres beretninger stemmer næsten overens. I Centralafrika skulle der findes et uhyre, halvt elefant, halvt “drage”, som lever inde i de store sumpmarker. Det er flere år siden, jeg hørte en lignende beretning af Menges, men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at man på væggene i en del grotter i Centralafrika har fundet afbildninger af det samme dyr. Af de forskellige beskrivelser synes det mig, som om der kunne være tale om en slags dinosaurus beslægtet med brontosaurus. Eftersom beretningerne kommer fra så mange kilder, er jeg næsten overbevist om, at der findes sådanne reptiler.

Carl Hagenbeck var så overbevist om uhyrets eksistens, at han udrustede en ekspedition efter uhyret, men uden held. Den ene af han kilder var en af hans egne Afrika-eksperter, den anden en englænder.

Men besøgende i dyreparken i Hamburg vil erindre, at store betonrekonstruktioner af kæmpeøgler den dag i dag vidner om Hagenbecks interesse for de forsvundre kæmpeuhyrer.

Andre beretninger støttede myten
Tre amerikanere, har i dette øjeblik virkeliggjort eventyret og befinder sig et sted i Congos jungle – eller rettere i et kæmpemæssigt sumpområde, hvor mokele mbembe hævdes at leve. – Mokele mbembe? Det er såmænd en vaskeægte dinosaur, der er uddød for ca. 60 millioner år siden. Undtagen – måske – i Congo.

En tysk ekspedition i 1913 kom hjem med legender om er dyr på størrelse med en elefant med brungrå, glat hud og en lang, bøjelig hals. Nogle beretninger tilføjede, at den havde en kraftig hale omtrent som en krokodilles.

Indfødte fortalte, at kanoer, der kom dyret nær, blev angrebet, men det åd ikke menneskene. Det var vegetar og boede i huler ved floden, hvor det kunne finde sin yndlingsspise, en bestemt type lian.

Ved Ssombofloden fik den tyske opdagelsesrejsende forevist en dyreveksel, som skulle være lavet af de store øgler, men der var så mange spor af elefanter flodheste, at han ikke fandt af de kæmpemæssige krybdyr.

En anden kilde var en høvding for den afrikanske Barotsestamme, Lewanika, som gav ordre til, at hvis det mærkelige dyr blev set, skulle han straks underrettes. Nogle måneder senere blev Lewanika kaldt til et sted, hvor tre mænd hævdede, at de havde set uhyret i udkanten af en sump. Det havde en meget lang hals og et slangelignende hoved.

I området fandt høvdingen spor efter et dyr “så store, som en vogn uden hjul ville efterlade”.

Et tilsvarende dyr blev beskrevet overfor en englænder, sergent Stephens, der var inspektør for telegraflinjerne ved den øvre Nil ved århundredeskiftet. De indfødte kaldte det en “lau”. Den er omtalt i en bog, “Far away up the Nile” af John G. Milliais, der når frem til, at lau’en er gullig brun, med et slangeagtigt hoved med tykke børster eller horn, og lever i det sydlige Sudans utilgængelige sumpe.

En embedsmand fra den daværende belgiske koloniadministration i Congo rapporterede, at han i sumpens havde set et tilsvarende dyr og skudt på det – uden at ramme.

Observeret fra luften
Så sent som i juni 1956 rapporterede en belgisk luftkaptajn Alart, at han og hans telegrafist, Joogers, under flyvning over de vældige Addar-sumpe i Congo observerede tre kolossale uhyrer, der vadede gennem en tågefri lys ring i sumpen.

Over radioen bad han Stanleyville sende et rekognosceringsfly til positionen, men det lykkedes ikke,at genfinde uhyrerne i det store tågedækkede område.

En forklaring kan være, at dyrene skræmmes af motorlarmen og øjeblikkelig søger ud i de dybeste sumpområder.

Faktisk mener videnskaben, at nogle af fortidens store øgler levede det meste af deres liv i vandet, så kun hovederne kom over overfladen. Deres ben ville dårligt kunne bære de kæmpemæssige kroppe over vandet i længere perioder.

Et uægte “næsehorn”
Fra Congo foreligger en beretning fra 1920, fortalt af en belgier, Lepage, der under en jagttur i et sumpområde stødte på et mærkeligt dyr, som han skød på uden resultat, hvorefter han stak af. På sikker afstand vendte han sig om og studerede dyret i kikkert. Han beskrev det som ca. otte meter langt med lang, spids snude og et kort horn over næseborene.

Det var ikke et næsehorn.

Der foreligger også rapporter om flyvende uhyrer. Den for få år siden afdøde engelsk-amerikanske biolog Ivan T. Sanderson beretter i sin bog “Animal treasure” om en oplevelse i Cameroun:

- Jeg vadede i en flod, da nogle af mine ledsagere fra bredden råbte, at jeg skulle se op. Det gjorde jeg – og skreg højt. Lige imod mig, svævende nogle få centimeter – over vandoverfladen, kom et mægtigt stort dyr. Jeg så kun hovedet, men det var nok. Munden var åben, og den hængende underkæbe var fyldt med mægtige tænder. Luften skælvede i suset fra mægtige drageagtige vinger.

Uhyret åd ham ikke – men det var måske netop den oplevelse, der mange år senere fik ham til at stifte SITU – Selskabet til udforskning af det ukendte – der stadig eksisterer.

I bogen “A game warden takes stock” skriver en englænder, kaptajn Pitsman, at han i Nordrhodesia har hørt de indfødte tale om et uhyre, som de påstod stadig fandtes i de fugtige skovegne i nærheden af Angola. – Det mest fantastiske er, at dyrets udseende og størrelse svarer til den forhistoriske peterodactyl, fortæller han.

Pterodactylen var en forhistorisk flyveøgle, der formentlig har haft et vingefang på en halv snes meter.

Fabeldyr, der fandtes
Mokele mbembe – fup eller faktum? Det er i hvert fald kendsgerninger, at man i vort århundrede i Afrika har fundet fire ret store dyr, som ingen kendte, okapien, kæmpevildsvinet, bongoantilopen og det hvide næsehorn.

Hvorfor skulle der ikke også stikke sig et par kæmpeøgler et sted? Hvis et sumpområde tre gange så stort som Danmark endnu ikke er ordentligt udforsket, kan der godt gemme sig et par overraskelser.

En ting er, at vi kan kortlægge selv de mest utilgængelige områder fra satellitter. Kortlægningen afslører ikke det mest interessante – hvad der lever på overfladen. Eller under vandoverfladen i de store sumpe.

Førnævnte Ivan T. Sanderson fortæller et sted, at han kom sejlende på en afrikansk flod, hvis bredder var tæt bevokset med høje siv. Han tabte sin cigaret i bunden af kanoen, bøjede sig efter den – og da han rettede sig op, så han lige ind i ansigtet på en mægtig elefant. Han for sammen, og elefanten trak sig lydløst tilbage og forsvandt i sivskoven.

Det foregik lige i nærheden af en by med et ar tusinde indbyggere, der i årevis ikke havde set skyggen af en elefant.

Hvad kan der så ikke gemme sig andre, steder i det mørke fastland?

Spillevende forstening
Det klassiske eksempel til forsvar for de levende fortidslevninger er den blå fisk, coelacanthen. Videnkabsmænd fandt dens forstenede rester i sidste århundrede. Den var uddød for ca. 70 millioner år siden. Troede man. Den 22. december 1935 trak en fiskerbåd ved Afrikas sydkyst en en sær fisk ombord. Det var en spillevende coelacanth, der snappede arrigt efter fiskerne.

Siden er der fanget ca. 30 eksemplarer af denne fisk, der dominerede de store have i devontiden.

Man kunne også henvise til det australske næbdyr, et pattedyr med andenæb, som lægger æg. Videnskabsmændene kaldte det et svindelnummer, da det første gang blev beskrevet. I dag ved vi, at det er en spillevende ætling af de første pattedyr – med ca. 50 millioner år på bagen.

Muligheden er der
Det beviser intet om mokele mbembe eller de andre kæmpedyr, der hævdes at have overlevet i Afrika. De er end ikke nævnt i Alan Landsburgs bog om uhyrer, “Monstre” (Bogan, 1979).

Men beretningerne eksisterer – både fra gammel tid og fra nyere. De er tilstrækkeligt konsistente til at kildre nysgerrigheden. Personligt tror jeg ikke, at de tre amerikanske opdagelsesrejsende, som i dette øjeblik kæmper med besværlighederne i de congolesiske tropesumpe, finder noget som helst.

Og dog bør man ikke blive forundret, hvis de kommer ud af sumpens slæbende på en minikæmpeøgle, der først for et år eller to siden er krøbet ud af ægget. Muligheden er der, og de store afrikanske sumpes lunkne vandområder er nok det sted, hvor de forhistoriske øgler havde størst chance for at overleve.

Jeg synes, det er skønt, at de tre amerikanere går i krig med det eventyrlige – også selv om de ikke får noget ud af det.

Øglerne i litteraturen
Måske er beretningerne fra Afrika ikke andet end skrøner. Så har de alligevel sat sig spor. De inspirerede selveste Sherlock Holmes’ far, sir Arthur Conan Doyle til bogen “Den forsvundne verden”, hvor han lader professor Challenger trænge ind i et område med sumpe og vulkaner, hvor ur-øglerne endnu trivedes.

Conan Doyle henlagde det ganske vist til Sydamerika, men inspirationen kom fra Afrika – og i dag ved vi, at de to verdensdele engang har hængt sammen. Måske dengang øglerne dominerede jorden.

Tarzans far, Edgar Rice Burroughs, lod sig også inspirere, og han holdt sig til Afrika. Han lod Tarzan trænge gennem store sumpe til landet Pal-ul-Don, hvor næsehornsøgler og andre monstre levede i bedste velgående.

Den mest realistiske – og kunstnerisk højeste – historie er måske englænderen James Blishs bog “The right shapes” der foregår i Congo. Hvis mokele mbembe ikke eksisterer, kan jeg tilgive det, blot fordi den inspirerede til denne bog.

Men som sagt – hvem ved?

© 1981 Per Borgaard. Bringes med forfatterens tilladelse.

Jeg kan ikke lige komme på en vittig introduktion, så jeg siger det lige ud: der findes pokker tage mig ikke sådan noget som Chupacabra. Navnet Chupacabra er et spansk ord der betyder “gedesuger”, det er et monster der siges at bebo den eksotiske ø Puerto Rico. Åbenbart er det et monster af den slags der holder af at dræne geder for deres blod. Chupacabra begyndte at dukke op, da lokale landmænd var ude af stand til at forklare hvorfor deres geder døde.

I tidens løb har skøre personer ændret deres historier. Nu siger de at gederne ikke bare døde, men at de døde fordi de var totalt drænet for blod. De påpeger at gederne var helt og aldeles tømt for blod, og intet blod blev fundet i nærheden. Blodet var blevet fjernet gennem et lille bitte hul i gedernes nakke.

Det er i det mindste hvad nogle af dem påstår. Nogle paranormale enthusiaster hævder at gederne er blevet flået til benrader i et blodigt svineri er Chupacabras værk. Mens jeg skriver dette, har jeg forsøgt at finde en historie som ufo-folk kan være helt enige i, men jeg kan ikke få mig selv til at gøre det. Jeg siger ikke at folk der påstår at de selvmodsigende hændelser med komplet blodløs gededød og horribel gedeslagtning begge er udført af det samme monster er skøre.

Nå, der er altså et omstrejfende monster i Puerto Ricos tropiske ødemark der enten suger gederne tørre eller eksploderer dem. Det kan jeg acceptere. Men hvordan se dette monster ud? En beskrivelse siger at det er 1,2 meter højt, dækket delvist med pels og delvist med fjer; har enorme, glødende røde øjne. Forfatteren til dette nævner at nogle af dem har vinger og kan flyve. Tænk lige over at han påstår at et 1,2 meter højt flere hundrede pund tungt monster kan flyve. Måske er vingerne virkelig store.

På den anden side er der Linda Howe. Hun synes at være en slags ufo enthusiast der bor i det sydvestlige USA. Hun påstår at have set kroppene af to chupacabras, der så ud som prærieulve med hjortehoveder. Nogle af læserne vil måske genkende beskrivelsen. Den ligner meget den af en ”hyote” eller hyæne-prærieulv, set i Ohio sidste sommer. Det viste sig at være en hund med hudproblemer.

Og igen, på den tredje side set, så bliver Chupacabra beskrevet som værende grå, grøn, sort eller brun, med og uden vinger, og har måske og måske ikke en række skarpe pigge eller fjer ned over ryggen. Monstret har enten store eller små glødende eller ikke-glødende øjne, og måske og måske ikke en løve-lignende eller fugleagtig hale. Måske er det muligvis kænguru-formet, med lange hugtænder og efterlader en stank af svovl efter sig.

Du bemærker måske, at det forrige afsnit er en grammatisk vederstyggelighed og næsten umulig at læse. Det paranormale samfund kan imidlertid end ikke bare svagt komme tættere på at nå til enighed af så meget som blot en antydningvis beskrivelse af dette monster.

”Troværdige vidner,” hvis pålidelighed jeg ikke vil give fem flade ører for, har beskrevet Chupacabra på dusinvis, hvis ikke hundredvis af forskellige måder. Hvis de har ret i at dette monster eksisterer, og et af hvert monster kan blive fundet på øen, betyder det stadig at den menneskelige befolkning overgår det med omkring en bazillion til en. Men gederne er forståligt nok temmelig anspændte. Jeg er villig til at give det paranormale samfund lidt snor. Så lad os for en stund blot antage, at der findes en slags monster der enten dræner eller eksploderer geder og som fundamentalt ser ud som, – ja, ingenting. Hvor kommer det så fra? Afhængig af den eksakte natur af deres mentale ubalance, så påstår okkultister at det enten er: En dinosaur der har overlevet sine artsfællers udryddelse, et fremmed væsen der eksperimenter med vores husdyrhold, et genetisk misfoster skabt af regeringen (eller en gal videnskabsmand, kommunisterne, hemmelige loger, osv.) og som er undsluppet fra sit bur, en dæmon, et hidtil ukendt dyr, en slags muteret flagermus, eller rester fra den civilisationen der engang trivedes i Atlantis.

Ok, vi er altså ikke sikre på hvad dette monster eksakt gør, hvordan det ser ud eller hvor det kommer fra, men folk der beskæftiger sig med den slags ting er alle enige om hvor det eksisterer, og hvor længe det har været der. Imidlertid påstår tilhængerne af ”skør videnskab der er gået galt”-teorien at før 1996 eksisterede et sådant monster ikke, også selv om tilhængere af andre teorier påstår at det kan genfindes i aztekernes kunstværker. Det er nu en specielt mærkelig teori, idet det generelt påstås at monsteret dukkede op i Puerto Rico og derfra emigrerede til resten af Sydamerika og det landlige USA. Eller måske emigrerede det slet ikke, og eksisterer kun i den ene ende af øen Puerto Rico.

Nu har vi så hørt okkultisternes syn på sagen, hvilket går ud på at noget måske eller måske ikke eksisterer, gør noget ved gederne, har været der et stykke tid og måske er spredt ud over den sydlige halvkugle, eller ej. Hvad har lokale fornuftige mennesker at sige om dette monster?

Præsidenten for det puertoricanske landbrugsministerium, Juan Lopez, er blevet så træt af folk der påstår at der er et massivt hemmelighedskræmmeri omkring dette væsen, at han lancerede en lov for at få en officiel undersøgelse. Direktøren for øens veterinære myndigheder, Hector Garcia, har udtalt, at ud af alle de sager han har undersøgt, har hver eneste af dem haft fornuftige forklaringer.

Lige nu undrer jeg mig over hvorfor min spalte findes i sektionen for videnskab og teknologi. Her er historiens morale: Puerto Rico har en arbejdsløshed der er tre gange større end på USA’s fastland og er, trods kulturelt rigt, økonomisk fattigt. Levestandarden er ganske kummerlig. Trods alt dette er ministeren ansvarlig for hovedsageligt landbrugets afgrøder, må tage tid ud af sin kalender for at fortælle folk at der ikke findes noget gede-dræbende monster som sniger sig rundt på øen. Således strækkes den regeringsmæssige proces endnu en smule ved at kræve en undersøgelse om eksistensen af en fremmed husdyrdræber.

Jeg går helt ind for at udforske det ukendte, men når et stykke af vores land er jord-ædende fattigt, må der være vigtigere ting end at rende rundt efter et monster for hvilket der er absolut intet bevis er bortset fra vidner af omdiskuteret ærlighed og intelligens.

Hvis jeg var puertoricaner ville jeg stikke en kædesav op foran ansigterne på de paranormale og okkulte enthusiaster der skabte dette problem i mit hjemland. Ved at skrive denne artikel håber jeg ikke, at nogen forsøger udlægge det som at jeg vil sige slemme ting om Puerto Rico, det er et dejligt land med dejlige mennesker, og det er så det. Der findes ikke et gedesugende monster der sniger sig rundt i den karibiske nat. Hvis du tror det er tilfældet, vil jeg tilbyde dig denne enkle udfordring: Bring mig et bevis lidt mere konkret end hvad en landmands brors vens onkels værelseskammerat tror han engang så, – så kan vi snakke om det.

Kilde: The Triangle – Sci-Tech 12 November 2004

Søslanger dukker altid op i agurketiden. Siger man. Ikke desto mindre blev et af de mest overbevisende fotografier af søslangen i Loch Ness taget den 12. november 1933. Billedet viser en lang bugtende krop omgivet af skumsprøjt. Men fotos kan lyve – som Hollywood gang på gang har bevist.

Eksisterer Nessie? Er hun – for skotterne omtaler hende som “hun” – en overlevende fra fortiden, da store fiskeøgler, plesiosaurer, boltrede sig i have og søer årmillioner før, mennesket blev andet end en tanke i Skaberens hjerne?

Eller er hun en spækhugger, der har forvildet sig op gennem det smalle afløb mellem søen og havet – og som har haft fantastisk held til at skjule sig for mennesket siden?

Eller er hun et svindelnummer, arrangeret af smarte turistfolk i Skotland?

Nobody knows – men der er ingen tvivl om, at turistfolkene er glade for Nessie.

Nessie adlød Sct. Columba
En ting er sikker, hvis Nessie eksisterer, har hun gemt sig i søens dybder i mange år.

I helgenbiografien over Sct. Columba, som kristnede picterne, fortælles, at den hellige mand så uhyret nærme sig en svømmende mand og beordrede det bort. Nessie adlød lydigt.

1000 år senere, omkring 1550, hedder det i en gammel bog, at “ingen har endnu ihjelslået monsteret i Loch Ness, som fornyligen blev set”.

I sidste århundrede blev de lokale børn advaret mod at lege ved søens bredder.

Det er altså ikke det lokale turistkontor, der har opfundet Nessie.

Men der kom ikke mange folk til Loch Ness førhen. Det ændrede sig i 1933, da der blev bygget en vej rundt om den ensomme bjergsø. Måske forstyrrede dynamiteksplosionerne uhyret. I hvert fald hævdede ikke færre end 52 enkeltpersoner eller grupper det år, at de havde set uhyret.

Træk der går igen i rapporterne er “pukler piskende gennem vandet, efterladende et skummende spor…hoved med samme bredde som halsen, mund 30-50 cm bred…ligner en elefants ryg … bølger som efter en torpedo … hastighed mindst femten km. i timen”.

Som G.K. Chesterton engang skrev: – Adskillige mænd er blevet henrettet på basis af mindre bevis, end der er for Loch Ness-uhyret.
Adskillige videnskabelige ekspeditioner har forsøgt at fotografere uhyret. Uden synderligt held. Sonar-apparater har på deres skærme fanget glimt af store ting dybt nede, som hastigt forsvandt, når lydbølgerne fra apparatet nåede dem. Var det tætte laksestimer eller et stort væsen?

Den 36 km lange, smalle, op til 300 m dybe sø skjuler stadig sit mysterium, bl.a. fordi tilløbene fra højlandets moser altid sørger for, at den er fyldt med mudderpartikler, der nedsætter sigtbarheden til 1½-2 m.

En af teorierne går ud på, at Nessie er en lille stamme af fiskeøgler, som har forvildet sig op i søen lige efter den sidste istid og er blevet lukket inde, da landet hævede sig og afbrød forbindelsen til havet.

Den eneste fejl ved denne teori er, at det kun er 25.000 år siden – og dengang skulle øglerne have været uddøde i millioner af år.
Hvad uhyret end er, så bliver folk ved at se det. Påstår de.

Nessie er blot en blandt mange
Nessie er iøvrigt ikke det eneste “kendte” søuhyre. I Skotland er der set lignende uhyrer i søerne Oich, Lochy, Arkaig, Treig og Fyne, ja, endog i den berømte Loch Lomond – for slet ikke at tale om uhyret i Loch Mora på Skotlands vestkyst.

I en gammel skotsk folkevise står der:

Morag, dødens bebuder,
gigantisk svømmer i dybgrønne Mora,
søen, der ingen bund har -
dér er det, at uhyret Morag lever.

Man kunne fortsætte remsen. “Hver sø har sin kelpie eller vandhest, der ofte ses af hyrder,” skrev en rejseforfatter.

Men endnu har igen fanget en – selv om man har prøvet at lokke Nessie med bacon og skotsk whisky, ja, endda med en “kæreste” til det ensomme monster, et vældigt gummiuhyre med grønne øjne og lange flotte øjenvipper. To brandmænd red på det og frembragte en lyd, der skulle forestille uhyrlige elskovsbrøl.

Nessie holdt sig fornemt væk.

Eller gemte sig måske rystende af rædsel på Loch Ness’ mudrede bund over denne uhyrlighed.

Uhyrer i Irland
I England er der også beretninger om søuhyrer. Endda foreviget i Wales’ våben. På de kanter blev de kaldt vandheste – på grund af hovedformen – eller røde drager. De påstås at kunne træffes i grevskabet endnu den dag i dag…

I søen Llyn-y-Gader sydvest for Englands højeste bjerg Snowdon blev en svømmer grebet og trukket under vandet til en skrækkelig død af et slangeagtigt uhyre i 1800-tallet.

I selve England er der ikke færre end 50 steder, der har været tilholdssteder for drager ifølge folkloren. Og det endda på trods af, at Englands skytshelgen, Sct. George, selv besejrede et sådant uhyre og beordrede hele dets æt til at forsvinde fra Englands muld.
Nå, englænderne er ikke for intet Sct. Georges folk. De fleste af de drager, der senere dukkede op, blev prompte spiddet på forbipasserende ridderes lanser – eller, som Loschy Wood-dragen, dræbt af en lokal mand og hans hund i fællesskab.

Almindeligvis blev dragerne anset for satans yngel, så det var en særligt krank skæbne, der overgik Sexhow-ormen i Yorkshire, hvis skind endte i kirken som minde om den skrækkelige skæbne, de Sexhow-bønder var blevet frelst fra.

Den sidste engelske drage dræbt i 1668
Altsammen i den grå fortid – omtrent. Den sidste af de klassiske engelske drager var Henham-dragen, der blev dræbt i Essex så sent som i 1668. Den blev så berømt, at den opnåede den størst tænkelige ære i England – at få en pub opkaldt efter sig.

Henham-dragen dukkede op en halv kilometer fra landsbyen og skræmte folk en halv snes dage, før den blev dræbt. Samtidige træsnit viser et væsen uden ben med nupret hud og en antydning af leddeling. Hovedet blev holdt opløftet og har temmeligt store øjne, og halen ender i den traditionelle brede pilespids.

Uhyret var dog kun tre-fire meter langt og endte livet for rasende bønders forke. Et billede af det blev hugget ind i en søjle i Henham Kirke.

Irland – paradis for søslanger
Men de engelske hjemsøgelser af uhyrer er småting mod de irske, selv om Sct. Patrick, der kristnede irerne, ifølge traditionen forjog alle slanger og orme fra den irske ø.

Især i grevskabet Connemara er søslangerne tilsyneladende så almindelige som laks – omend de ikke lader sig se så tit. Så sent som i 1960′erne jagtede en fætter til afdøde Winston Churchill, kaptajn Lionel Leslie, lindorme i Connemaras faldbundede søer.

Disse søer på Irlands vestkyst minder meget om de skotske østkystsøer, der traditionelt også er søslangernes tilholdssteder – afskårne fjordstumper, der får deres vand fra store mosestrækninger.

De irske søer er mindre end de skotske, men der er hundreder af dem.

Kaptajn Leslie fandt hundreder af beretninger om “peistes” eller “piasts”, hesteål eller åleheste. I gamle bøger fandt hen henvisninger til “payshta more”. Men ingen zoologiske definitioner på uhyrerne.

Og han fandt øjenvidner – bibliotekaren i Clifden, der havde set en “peiste” i Lough Fadda, mens hun fiskede ørreder. Sammen med tre venner – ellers havde hun ikke turdet fortælle om det.

Uhyret var nysgerrigt og svømmede hen mod dem, indtil en gjorde en brat bevægelse. Så dykkede den og svømmede tilbage i samme retning – kun synlig som to “pukler” over vandet ligesom de klassiske beskrivelser af “Nessie”. Uhyrets hoved var klart synligt – med en meget stor mund.

Brugte sprængstof mod søuhyret
Kaptajn Leslie var ikke for intet militærmand. Han fik tilladelse til at sprænge fem pund gelignit i Lough Fadda i håb om at skabe en massiv chockbølge, der ville jage ethvert stort dyr i søen op til overfladen. På forhånd sikrede han sig den lokale sognepræst og andre troværdige folk som vidner.

Ti sekunder efter eksplosionen kom et eller andet stort med voldsom kraft op gennem overfalden cirka 50 meter fra kysten. Der var så meget plasken, at man ikke kunne afgøre, hvad form det havde.

Men kaptajn Leslie blev overbevist om, at et uhyre levede i Lough Fadda.

I 1967 prøvede han at fange det i net, men uden held.

Om kaptajnen eller hans forbundsfæller nu lurer med maskingeværer og bazookaer ved de irske loughs i Connemara – hvortil kongemorderen og reformatoren Oliver Cromwell i sin tid forjog de af sine fjender, han ikke fandt værdige til at dræbe – skal jeg ikke kunne sige.

Går på land og skræmmer folk
De er ellers frimodige. I 1963 eller 64 kom en “havhest” op af Louch Shakaneever og skræmte en ung bonde på hans eget land.
En anden “peiste” kom op fra Lough Auna og skræmte en mrs. Whalen. Et andet vidne så en “orm” på ni-ti meter i samme sø.
Connemaras største sø er Lough Mask (det betyder forresten slange på svensk). Den har i århundreder haft ry for at være hjemsted for en lindorm, og den blev set så sent som i 1963 af en mr. A.R. Lawrence fra Tullamore.

Lad os forlade Nessies irske søstre med en konstatering af, at Payshta, pieste og Piast altsammen kommer fra det latinske ord pestis, der betyder noget giftigt eller skadeligt – jvf. det danske pest, og det tilsvarende engelske ord, som betyder en plage.

I kristen tid blev lindormene nemlig jævnført med slangen, som fristede Eva, “Helvedes store slange”, fandens budbringer på jorden…
Ikke underligt, at helgenerne dræbte eller besvor de lindorme, de traf, når de kristnede hedenske lande.

Til gengæld underligt, at gode irske katolikker beretter om møder med “hesteål” den dag i dag…

Lindormene i Skandinavien
Det kan måske virke lidt forvirrende at blande drager sammen med søslangen, men det har vi også gjort herhjemme – Midgårdsormen i nordisk mytologi er en mægtig orm med drageagtige træk, en af Lokes sønner, som hviler på bunden af verdenshavene, til den ved Ragnarok kommer op for at deltage i guders og jætters endelige opgør, som vil ødelægge jorden.

Tordenguden Thor fik den som bekendt på krogen engang, men hans makker i båden, en jætte, blev bange og skar snøren over, før Thor kunne gokke den i hovedet med sin hammer.

En mere drageagtig orm møder vi i Ragnar Lodbrog-sagnet, hvor den danske konge befrier sin første hustru fra en “orm” som hun havde fået i en lille æske, men som voksede, til den omslyngede hendes slot og slog alle gæster ihjel med edder og forgift.

Den snu Ragnar dyppede sine lodne bukser i vand, så de frøs til is, og ormens gift kunne ikke trænge gennem ispanseret, så han kunne dræbe den. Samtidig vandt han sit tilnavn, der betyder loddenbuks.

Men der er set lindorme senere. Grønlands apostel, Hans Egede, beskrev og tegnede et uhyre, han og hans skibs besætning så på vej til Grønland.

Søslange i Sverige i 1898 – og 1965
I Sverige har man stadig et par søer, der hævdes at have været hjemsted for lindorme eller søslanger. Mäleren og Storsjön. Brødrefolket på den anden side af Øresund prøvede så sent som i 1984 at fange uhyret i Storsjön med harpuner og enorme smækfælder. Det blev ikke set færre end 22 gange fra 1820 til 1898. Og, hævdes det, igen flere gange i 1965.

Og man behøver ikke at spørge, hvad Ormsjön har fået navn efter.

En ting er fælles for alle beretninger om “peistes”, lindorme, slanger og drager – uhyrerne kommer fra vandet.

Europa har ikke monopol på dem. I Rusland er der – påstås det – uhyrer i Vorota-søen, Khayir-søen og andre … og i Nordamerika er der lignende beretninger helt tilbage fra indiansk tid om Okanagan-søen i Britisk Columbia, hvor forhistoriske klippetegninger viser den velkendte lange hals og lufferne fra Nessie-beretningerne.

I 1864 trak Ogopogo eller Naitaka, som indianerne kaldte uhyret, to heste tilhørende en mr. John MacDougal ned under vandet, og hvis ikke han havde haft skåret seletøjet over, ville han være gået samme vej.

Hoved som en hest, men æder hunde
I 1952 så tre kvinder uhyret fra en græsplæne foran den enes hus. Den ene sagde bagefter:

- Jeg er fremmed her. Jeg vidste ikke engang, at sådanne ting eksisterede. Men jeg så den tydeligt. Et hoved som en hests, der stak lige op af vandet. Lufferne glinsede … det var meget smukt, da solen skinnede på det. Det kom op tre gange, dykkede derpå og forsvandt.

Siden er uhyret blandt andet set i 1960 og i 1964, hvor det prøvede at sluge en hund, der var løbet ud i vandet efter en kæp. Århundreder tidligere havde Shuswap-indianerne ofret hundehvalpe og kyllinger til det.

Lignende beretninger knytter sig til en række andre kanadiske søer.

I den ensomme Manitoba-ø blev et uhyre endda fotograferet af to fiskere i 1962. Det var slangeagtigt, 30 cm i omkreds og løftede hovedet omkring 3½ meter over vandet…

Søslange havde nær kostet officerers job
Søslangerne har ikke noget mod saltvand. I august 1817 – nær vor oplyste tid – så flere hundrede mennesker i Massachusetts et tyve meter langt søuhyre, der lignede en slange.

Et andet blev set nær Boston to år senere og blev endda antruffet af et amerikansk flådeundersøgelsesskib, der beregnede dets længde til næsten 30 meter.

I 1848 var en engelsk orlogskaptajn, Peter M’Quhae, og hans officerer på fregatten H.M.S. Daedalus ved at blive smidt ud af flåden, fordi de fastholdt, at de den 6. august et sted i Atlanterhavet havde set en enorm slange med hoved og “skuldre” konstant en meter over vandet. De bedømte dens længde til 20 meter.

For ivrig indtagelse af den engelske flådes traditionelle grog?

I så fald har de menneskelige svagheder ikke ændret sig. Mellem 1940 og 1966 hævdes der at have være rapporteret mindst 75 havmonstre.

Folk er godt tossede, ikke?

Men jeg tager aldrig en svømmetur i Lough Fadda i Vonnemara. Eller Okanagan-søen i Britisk Columbia. Hovedsageligt, fordi jeg ikke kan svømme…

Kilde: Para-nyt 1993, nr. 2. Bringes her med forfatterens tilladelse.